3.Mosebog


 1
  1.  HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet
      og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil
      bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil
      bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.

  3.  Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal
      det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets
      Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENs Velbehag.
  4.  Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det
      kan vinde ham HERRENs Velbehag, idet det skaffer ham Soning.
  5.  Derpå skal han slagte den unge Okse for HERRENs Åsyn, og Arons
      Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge
      Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet.
  6.  Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker,
  7.  og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge
      Brænde på Ilden;
  8.  og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med
      Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
  9.  Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og
      Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et
      Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

 10.  Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at
      Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit
      Handyr, han bringer.
 11.  Han skal slagte det for HERRENs Åsyn ved Alterets Nordside, og
      Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på
      Alteret.
 12.  Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne
      tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på
      Alteret.
 13.  Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal
      Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret;
      det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

 14.  Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal
      Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller
      Dueungerne;
 15.  Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og
      bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal
      udpresses mod Alterets Side.
 16.  Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på
      Askedyngen ved Alterets Østside.
 17.  Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem
      fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret
      på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en
      liflig Duft for HERREN.



 2
  1.  Når nogen vil frembære et Afgrødeoffer som Offergave for HERREN,
      skal hans Offergave bestå af fint Hvedemel, og han skal hælde
      Olie derover og komme Røgelse derpå.
  2.  Og han skal bringe det til Arons Sønner, Præsterne; og Præsten
      skal tage en Håndfuld af Melet og Olien og al Røgelsen, det, som
      skal ofres af Afgrødeofferet, og bringe det som Røgoffer på
      Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;
  3.  men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
      som en højhellig Del af HERRENs Ildofre.

  4.  Men når du som Offergave vil bringe et Afgrødeoffer af Bagværk
      fra Bagerovnen, skal det bestå af fint Hvedemel, usyrede Kager,
      rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie.
  5.  Er derimod din Offergave et Afgrødeoffer, bagt på Plade, så skal
      det bestå af usyret fint Hvedemel, rørt i Olie;
  6.  du skal bryde det i Stykker og hælde Olie derover. Det er et
      Afgrødeoffer.
  7.  Men er din Offergave et Afgrødeoffer, bagt i Pande, skal det
      tilberedes af fint Hvedemel med Olie.
  8.  Det Afgrødeoffer, der tilberedes af disse Ting, skal du bringe
      HERREN; man skal bringe det til Præsten, og han skal bære det
      hen til Alteret;
  9.  og Præsten skal af Afgrødeofferet udtage det, som skal ofres
      deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en
      liflig Duft for HERREN.
 10.  Men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
      som en højhellig Del af HERRENs Ofre.

 11.  Intet Afgrødeoffer, som I bringer HERREN, må tilberedes syret;
      thi Surdejg eller Honning må I aldrig bringe som Røgoffer, som
      Ildoffer for HERREN.
 12.  Kun som Offergave af Førstegrøde må I frembære disse Ting for
      HERREN, men de må ikke komme på Alteret til en liflig Duft.
 13.  Og du skal komme Salt i enhver Afgrødeoffergave, du frembærer,
      du må ikke undlade at komme din Guds Pagts Salt i dit
      Afgrødeoffer, men du skal frembære Salt med enhver af dine
      Offergaver.

 14.  Dersom du vil frembære HERREN et Afgrødeoffer af Førstegrøden,
      skal det, du frembærer som Afgrødeoffer af din Førstegrøde, være
      friske Aks, ristede over Ilden, knuste, af nyhøstet Korn;
 15.  og du skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå. Det er et
      Afgrødeoffer,
 16.  Al Røgelsen og det, som skal ofres af de knuste Aks og Olien,
      skal Præsten bringe som Røgoffer, et Ildoffer for HERREN.



 3
  1.  Men er hans Offergave et Takoffer, så skal det, hvis han bringer
      det af Hornkvæget, være et lydefrit Han eller Hundyr, han
      bringer HERREN.
  2.  Han skal lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret
      ved Indgangen til Åbenbaringsteltet; og Arons Sønner, Præsterne,
      skal sprænge Blodet rundt om på Alteret.
  3.  Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
      Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
  4.  begge Nyrerne med det Fedt. som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne.
  5.  Og Arons Sønner skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på
      Brændofferet på Brændet, der ligger på Ilden, et Ildoffer til en
      liflig Duft for HERREN.

  6.  Men hvis hans Offergave, der bringes som Takoffer til HERREN.
      tages af Småkvæget, skal det være et lydefrit Han eller Hundyr,
      han bringer.
  7.  Er den Offergave, han vil bringe. et Lam, skal han bringe det
      hen for HERRENs Åsyn
  8.  og lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret foran
      Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet deraf
      rundt om på Alteret.
  9.  Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
      Fedtet, hele Fedthalen, skilt fra Rygraden, Fedtet, som dækker
      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
 10.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne.
 11.  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
      Ildofferspise for HERREN.

 12.  Men hvis hans Offergave er en Ged, skal han bringe den hen for
      HERRENs Åsyn
 13.  og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den foran
      Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet rundt om
      på Alteret.
 14.  Så skal han deraf frembære som sin Offergave, som et Ildoffer
      for HERREN, Fedtet, det dækker Indvoldene, og alt Fedtet på
      Indvoldene,
 15.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne.
 16.  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
      Ildofferspise til en liflig Duft. Alt Fedt skal være HERRENs.
 17.  En evig Anordning skal det være for eder fra Slægt til Slægt,
      hvor I end bor: Intet Fedt og intet Blod må I nyde!



 4
  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af Vanvare forsynder sig
      mod noget af HERRENs Forbud og overtræder et af dem, da skal
      følgende iagttages:

  3.  Er det den salvede Præst, der forsynder sig, så der pådrages
      Folket Skyld, skal han for den Synd, han har begået, bringe
      HERREN en lydefri ung Tyr som Syndoffer.
  4.  Han skal føre Tyren hen til Åbenbaringsteltets Indgang for
      HERRENs Åsyn og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for
      HERRENs Åsyn,
  5.  og den salvede Præst skal tage noget af Tyrens Blod og bringe
      det ind i Åbenbaringsteltet,
  6.  og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
      Gange for HERRENs Åsyn foran Helligdommens Forhæng;
  7.  og Præsten skal stryge noget af Blodet på Røgelsealterets Horn
      for HERRENs Åsyn, det, som står i Åbenbaringsteltet; Resten af
      Tyrens Blod skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som
      står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  8.  Men alt Syndoffertyrens Fedt skal han tage ud Fedtet, som dækker
      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
  9.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
      Nyrerne,
 10.  på samme Måde som det udtages af Takofferoksen. Og Præsten skal
      bringe det som Røgoffer på Brændofferalteret.
 11.  Men Tyrens Hud og alt dens Kød tillige med dens Hoved,
      Skinneben, Indvolde og Skarn,
 12.  hele Tyren skal han bringe uden for Lejren til et urent Sted,
      til Askedyngen, og brænde den på et Bål af Brænde; oven på Aske;
      dyngen skal den brændes.

 13.  Men hvis det et hele Israels Menighed, der forser sig, uden at
      Forsamlingen ved af det, og de har overtrådt et af HERRENs
      Forbud og derved pådraget sig Skyld,
 14.  da skal Forsamlingen, når den Synd, de har begået mod Forbudet,
      bliver kendt, bringe en ung, lydefri Tyr som Syndoffer; de skal
      føre den hen foran Åbenbaringsteltet,
 15.  og Menighedens Ældste skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved
      for HERRENs Åsyn, og man skal slagte den for HERRENs Åsyn.
 16.  Derpå skal den salvede Præst bringe noget af Tyrens Blod ind i
      Åbenbaringsteltet,
 17.  og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
      Gange for HERRENs Åsyn foran Forhænget;
 18.  og han skal stryge noget af Blodet på Hornene af Alteret, som
      står for HERRENs Åsyn i Åbenbaringsteltet; Resten af Blodet skal
      han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved
      Indgangen til Åbenbaringsteltet,
 19.  Men alt, Fedtet skal han tage ud og bringe det som Røgoffer på
      Alteret.
 20.  Derpå skal han gøre med Tyren på samme Måde som med den før
      nævnte Syndoffertyr. Da skal Præsten skaffe dem Soning, så de
      finder Tilgivelse.
 21.  Så skal Tyren bringes uden for Lejren og brændes på samme Måde
      som den før nævnte Tyr. Det er Menighedens Syndoffer.

 22.  Men hvis det er en Øverste. der forsynder sig og af Vanvare
      overtræder et af HERRENs Forbud og derved på drager sig Skyld,
 23.  og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal den
      Offergave, han bringer, være en lydefri Gedebuk.
 24.  Han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den der, hvor
      Brændofferet slagtes for HERRENs Åsyn. Det er et Syndoffer.
 25.  Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
      stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal
      han udgyde ved Brændofferalterets Fod.
 26.  Og alt dets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret ligesom
      Fedtet fra Takofferet. Da skal Præsten skaffe ham Soning for
      hans Synd, så han finder Tilgivelse.

 27.  Men hvis det er en af Almuen, der af Vanvare forsynder sig ved
      at overtræde et af HERRENs Forbud og derved pådrager sig Skyld,
 28.  og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal
      Offergaven, han bringer for den Synd, han har begået, være en
      lydefri Ged.
 29.  Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte
      Syndofferet der, hvor Brændofferet slagtes.
 30.  Præsten skal tage noget af Gedens Blod på sin Finger og stryge
      det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han
      udgyde ved Alterets Fod.
 31.  Og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Fedtet tages
      ud af Takofferet, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på
      Alteret til en liflig Duft for HERREN. Da skal Præsten skaffe
      ham Soning, så han finder Tilgivelse.
 32.  Men hvis den Offergave, han vil bringe som Syndoffer, er et Lam,
      da skal det være et lydefrit Hundyr, han bringer.
 33.  Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte det som
      Syndoffer der, hvor Brændofferet slagtes.
 34.  Og Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
      stryge det på Brændofferalterets Horn, men Resten af Blodet skal
      han udgyde ved Alterets fod,
 35.  og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som
      Takofferlammets Fedt tages ud, og Præsten skal bringe det som
      Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Da skal Præsten
      skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder
      Tilgivelse.



 5
  1.  Hvis nogen, når han hører en Forbandelse udtale, synder ved at
      undlade at vidne, skønt han var Øjenvidne eller på anden Måde
      kender Sagen, og således pådrager sig Skyld,
  2.  eller hvis nogen, uden at det er ham vitterligt, rører ved noget
      urent, hvad enten det nu er et Ådsel af et urent vildt Dyr eller
      af urent Kvæg eller urent Kryb, og han opdager det og bliver sig
      sin Skyld bevidst,
  3.  eller når han, uden at det er ham vitterligt, rører ved Urenhed
      hos et Menneske, Urenhed af en hvilken som helst Art, hvorved
      man bliver uren, og han opdager det og bliver sig sin Skyld
      bevidst,
  4.  eller når nogen, uden at det er ham vitterligt, med sine Læber
      aflægger en uoverlagt Ed på at ville gøre noget, godt eller
      ondt, hvad nu et Menneske kan aflægge en uoverlagt Ed på, og han
      opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
      Tilfælde,
  5.  så skal han, når han bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
      Tilfælde, bekende det, han har forsyndet sig med,
  6.  og til Bod for den Synd, han har begået, bringe HERREN et Hundyr
      af Småkvæget, et Får eller en Ged, som Syndoffer; da skal
      Præsten skaffe ham Soning for hans Synd.

  7.  Men hvis han ikke evner at give et Stykke Småkvæg, skal han til
      Bod for sin Synd bringe HERREN to Turtelduer eller Dueunger, en
      som Syndoffer og en som Brændoffer.
  8.  Han skal bringe dem til Præsten, og Præsten skal først frembære
      den, der skal bruges til Syndoffer; han skal knække Halsen på
      den ved Nakken uden at rive Hovedet helt af
  9.  og stænke noget af Syndofferets Blod på Alterets Side, medens
      Resten af Blodet skal udpresses ved Alterets Fod. Det er et
      Syndoffer.
 10.  Men den anden skal han ofre som Brændoffer på den foreskrevne
      Måde; da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har
      begået, så han finder Tilgivelse.

 11.  Men hvis han ej heller evner at give to Turtelduer eller
      Dueunger, skal han som Offergave for sin Synd bringe en
      Tiendedel Efa fint Hvedemel til Syndoffer, men han må ikke hælde
      Olie derover eller komme Røgelse derpå, thi det er et Syndoffer.
 12.  Han skal bringe det til Præsten, og Præsten skal tage en
      Håndfuld deraf, det, som skal ofres deraf, og bringe det som
      Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Det er et
      Syndoffer.
 13.  Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået
      på en af de nævnte Måder, så han finder Tilgivelse. Resten skal
      tilfalde Præsten på samme Måde som Afgrødeofferet.

 14.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 15.  Når nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod
      HERRENs Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer
      bringe HERREN en lydefri Væder af Småkvæget, der er vurderet til
      mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt;
 16.  og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med
      over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien.  Han
      skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved
      Skyldoffervæderen, så han finder Tilgivelse.
 17.  Når nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at
      overtræde et af HERRENs Forbud, så han bliver skyldig og
      pådrager sig Skyld,
 18.  da skal han af Småkvæget bringe en lydefri Væder, der er taget
      god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham
      Soning for den uforsætlige Synd, han har begået, uden at den var
      ham vitterlig, så han finder Tilgivelse.
 19.  Det er et Skyldoffer; han har pådraget sig Skyld over for
      HERREN.

 20.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 21.  Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HERREN,
      idet han frakender sin Næste Retten til noget, der var ham
      betroet, et Håndpant eller noget, han har røvet, eller han
      aftvinger sin Næste noget,
 22.  eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han
      aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket
      forsynder sig ved at gøre,
 23.  så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig,
      tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget,
      eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har
      fundet,
 24.  eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte
      det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal
      give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod.
 25.  Og til Bod skal han af Småkvæget bringe HERREN en lydefri Væder,
      der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til
      Præsten.
 26.  Da skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn, så han
      finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man pådrager sig
      Skyld.



 6
  1.  HERREN taled fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om
      Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende på sit Bål på
      Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes
      ved lige dermed.
  3.  Så skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder
      skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken,
      som bliver tilbage, når Ilden fortærer Brændofferet på Alteret,
      og lægge den ved Siden af Alteret.
  4.  Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder på
      og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted.
  5.  Ilden på Alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud:
      og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker på Alteret og
      lægge Brændofferet til Rette derpå og så bringe Takofrenes
      Fedtdele som Røgoffer derpå.
  6.  En stadig Ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå
      ud.

  7.  Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det
      for HERRENs Åsyn, hen til Alteret.
  8.  Så skal han tage en Håndfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og
      al Røgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres
      deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft
      for HERREN.
  9.  Men Resten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det
      spises på et helligt Sted; i Åbenbaringsteltets Forgård skal de
      spise det.
 10.  Det må ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af
      mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og
      Skyldofferet.
 11.  Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner må spise det; denne Del af
      HERRENs Ildofre skal være en evig gyldig Rettighed, de har Krav
      på fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig.

 12.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 13.  Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for
      HERREN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer,
      Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen.
 14.  Det skal tilberedes på Plade med Olie, og du skal frembære det
      godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som
      er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for
      HERREN.
 15.  Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre
      det; det skal være en evig gyldig Rettighed for HERREN, og som
      Heloffer skal det ofres.
 16.  Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det må
      ikke spises.

 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18.  Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om
      Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes. skal Syndofferet
      slagtes for HERRENs Åsyn; det er højhelligt.
 19.  Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal
      spises på et helligt Sted, i Åbenbaringsteltets Forgård.
 20.  Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af
      dets Blod stænkes på en Klædning, skal det Stykke, Blodet er
      stænket på, tvættes på et helligt Sted.
 21.  Det Lerkar, det koges i, skal slås i Stykker; og hvis det er
      kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand.
 22.  Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; det er
      højhelligt.
 23.  Men intet Syndoffer må spises, når noget af dets Blod bringes
      ind i Åbenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det
      skal opbrændes.



 7
  1.  Dette er Loven om Skyldofferet. Det er højhelligt
  2.  Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Skyldofferet slagtes.  Dets
      Blod skal sprænges rundt om på Alteret,
  3.  og alt dets Fedt skal frembæres. Fedthalen, Fedtet, der dækker
      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
  4.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
      Lændemusklerne, og Leverlappen, som skal skilles fra ved
      Nyrerne.
  5.  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer
      for HERREN. Det er et Skyldoffer.
  6.  Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; på et helligt
      Sted skal det spises; det er højhelligt.
  7.  Det er med Skyldofferet som med Syndofferet, en og samme Lov
      gælder for dem: Det tilfalder den Præst, der skaffer Soning ved
      det.
  8.  Den Præst, som frembærer nogens Brændoffer, ham skal Huden af
      det Brændoffer, han frembærer, tilfalde.
  9.  Ethvert Afgrødeoffer, der bages i Ovnen, eller som er tilberedt
      i Pande eller på Plade, tilfalder den Præst, der frembærer det;
 10.  men ethvert Afgrødeoffer, der er rørt i Olie eller tørt,
      tilfalder alle Arons Sønner, den ene lige så vel som den anden.

 11.  Dette er Loven om Takofferet, som bringes HERREN.
 12.  Hvis det bringes som Lovprisningsoffer, skal han sammen med
      Slagtofferet, der hører til hans Lovprisningsoffer, frembære
      usyrede Kager, rørte i Olie, usyrede Fladbrød, smurte med Olie,
      og fint Hvedemel, æltet til Kager, rørte i Olie;
 13.  sammen med syrede Brødkager skal han frembære sin Offergave som
      sit Lovprisningstakoffer.
 14.  Han skal deraf frembære een Kage af hver Offergave som en
      Offerydelse til HERREN; den tilfalder den Præst, der sprænger
      Blodet af Takofferet på Alteret.
 15.  Kødet af hans Lovprisningstakoffer skal spises på selve
      Offerdagen, intet de1af må gemmes til næste Morgen.
 16.  Er hans Offergaver derimod et Løfteoffer eller et
      Frivilligoffer, skal det vel spises på selve Offerdagen, men
      hvad der levnes, må spises Dagen efter;
 17.  men hvad der så er tilbage af Offerkødet, skal opbrændes på den
      tredje Dag;
 18.  og hvis der spises noget af hans Takoffers Kød på den tredje
      Dag, så vil den, som bringer Offeret, ikke kunne finde Guds
      Velbehag, det skal ikke tilregnes ham, men regnes for urent Kød,
      og den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde.
 19.  Det Kød, der kommer i Berøring med noget som helst urent, må
      ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren,
      spise Kødet;
 20.  men enhver, som i uren Tilstand spiser Kød af HERRENs Takoffer,
      skal udryddes af sin Slægt;
 21.  og når nogen rører ved noget urent, enten menneskelig Urenhed
      eller urent Kvæg eller nogen Slags urent Kryb, og så spiser Kød
      af HERRENs Takoffer, skal han udryddes af sin Slægt.

 22.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 23.  Tal til Israeliterne og sig: I må ikke spise noget som helst
      Fedt af Okser, Får eller Geder.
 24.  Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr må bruges til alt, men I må
      under ingen Omstændigheder spise det.
 25.  Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes
      HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af
      sit Folk.
 26.  Og I må heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller
      Kvæg, hvor I end opholder eder;
 27.  enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin
      Slægt.

 28.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 29.  Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit
      Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham
      tilkommende Offergave;
 30.  med egne Hænder skal han frembære HERRENs Ildofre. Han skal
      frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen
      kan udføres dermed for HERRENs Åsyn;
 31.  og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer på Alteret, men
      Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner.
 32.  Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders
      Takofre.
 33.  Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet,
      ham tilfalder højre Kølle som hans Del.
 34.  Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra
      Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og
      hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på hos
      Israeliterne.
 35.  Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENs Ildofre, den, som
      blev givet dem, den dag han lod dem træde frem for at gøre
      Præstetjeneste for HERREN,
 36.  den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at
      give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på fra Slægt
      til Slægt.

 37.  Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet,
      Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet,
 38.  som HERREN pålagde Moses på Sinaj Bjerg, den Dag han bød
      Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken.



 8
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  "Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien,
      Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød
  3.  og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til
      Åbenbaringsteltet!"
  4.  Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig
      ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  5.  Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har HERREN påbudt at
      gøre."
  6.  Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med
      Vand.
  7.  Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte
      ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte
      og bandt dermed Efoden fast på ham;
  8.  så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i
      Brystskjoldet,
  9.  lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det
      hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde
      pålagt Moses.
 10.  Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene
      deri og helligede dem;
 11.  så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og
      alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at
      hellige dem;
 12.  derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede
      ham for at hellige ham.
 13.  Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler,
      omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som
      HERREN havde pålagt Moses.

 14.  Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde
      deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved.
 15.  Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger
      noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for
      Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således
      helligede han det ved at skaffe Soning for det.
 16.  Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge
      Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret.
 17.  Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren,
      som HERREN havde pålagt Moses.

 18.  Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner
      lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
 19.  Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret;
 20.  og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og
      Fedtet som Røgoffer,
 21.  men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så
      bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et
      Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som
      HERREN havde pålagt Moses.

 22.  Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og
      Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
 23.  Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på
      Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre
      Tommeltå.
 24.  Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet
      på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre
      Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret.
 25.  Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene,
      Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre
      Kølle:
 26.  Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENs Åsyn, tog
      han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem
      oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle,
 27.  lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod
      dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
 28.  Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på
      Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til
      en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
 29.  Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENs
      Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen,
      som HERREN havde pålagt Moses.
 30.  Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret
      og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner
      og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og
      ligeledes hans Sønner og deres Klæder.

 31.  Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen
      til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er
      i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og
      hans Sønner skal spise det!
 32.  Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde.
 33.  I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet,
      indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders
      Indsættelse.
 34.  Ligesom i Dag har HERREN påbudt eder at gøre også de følgende
      Dage for at skaffe eder Soning.
 35.  Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og
      Nat i syv Dage og holde eder HERRENs Forskrift efterrettelig,
      for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!"
 36.  Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde påbudt ved
      Moses.



 9
  1.  Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels
      Ældste til sig
  2.  og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder
      til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs
      Åsyn.
  3.  Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til
      Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til
      Brændoffer
  4.  og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs
      Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil
      HERREN vise sig for eder!"
  5.  Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran
      Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede
      sig for HERRENs Åsyn.
  6.  Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har pålagt eder at gøre,
      for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder."

  7.  Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit
      Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning
      og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således
      som HERREN har påbudt!"
  8.  Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;
  9.  og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i
      Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet
      hældte han ud ved Alterets Fod.
 10.  Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som
      Røgoffer på Alteret, således som HERREN havde pålagt Moses;
 11.  men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.
 12.  Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham
      Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret.
 13.  Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med
      Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret.
 14.  Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte
      det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.

 15.  Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets
      Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme
      Måde som den før nævnte;
 16.  så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne
      Måde;
 17.  derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og
      bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige
      Morgenbrændoffer;
 18.  så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og
      Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på
      Alteret.
 19.  Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på
      Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,
 20.  disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne
      bragte han som Røgoffer på Alteret,
 21.  men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen
      for HERRENs Åsyn, som Moses havde påbudt.

 22.  Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem
      og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og
      Takofferet.
 23.  Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud
      derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for
      alt Folket;
 24.  og Ild for ud fra HERRENs Åsyn og fortærede Brændofferet og
      Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og
      faldt ned på deres Ansigt.



 10
  1.  Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i
      dem og lagde Røgelse derpå og frembar for HERRENs Åsyn fremmed
      Ild, som han ikke havde pålagt dem.
  2.  Da for Ild ud fra HERRENs Åsyn og fortærede dem, så de døde for
      HERRENs Åsyn.
  3.  Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han
      sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min
      Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav.
  4.  Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels
      Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort
      fra Helligdommen uden for Lejren!"
  5.  Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses
      havde sagt.
  6.  Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må
      hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder,
      ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders
      Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt;
  7.  og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø,
      thi HERRENs Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde.

  8.  Og HERREN talede til Aron og sagde:
  9.  Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I
      gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal
      være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
 10.  for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er
      helligt, og mellem det urene og det rene,
 11.  og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har
      kundgjort dem ved Moses.

 12.  Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og
      Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENs Ildoffer,
      og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt;
 13.  I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine
      Sønners retmæssige Del af HERRENs Ildofre; thi således er det
      mig påbudt.
 14.  Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et
      rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige
      med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre;
 15.  Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen
      med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan
      udføres for HERRENs Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner
      tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som HERREN
      har påbudt!"

 16.  Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var
      opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons
      tilbageblevne Sønner, og sagde:
 17.  "Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted?  Det
      er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal
      borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for
      HERRENs Åsyn.
 18.  Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre,
      derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige
      Sted, således som jeg har påbudt!"
 19.  Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres
      Syndoffer og Brændoffer for HERRENs Åsyn, og en sådan
      Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist
      Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?"
 20.  Da Mose's hørte dette, billigede han det.



 11
  1.  HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem:
  2.  Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr på Jorden må du spise
      følgende:
  3.  Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, må
      I spise.
  4.  Men følgende må I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem,
      der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke
      Klove; den skal være eder uren;
  5.  Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove:
      den skal være eder uren;
  6.  Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal
      være eder uren;
  7.  Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger
      ikke Drøv; det skal være eder urent.
  8.  Deres Kød må I ikke spise, og ved Åslerne af dem må I ikke røre;
      de skal være eder urene.

  9.  Af alt, hvad der lever i Vandet, må I spise følgende: Alt i
      Vandet, både i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, må I
      spise;
 10.  men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener
      i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten
      det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed.
 11.  De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød må I ikke
      spise, og Ådslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed.
 12.  Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en
      Vederstyggelighed.

 13.  Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de
      må ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben,
      Havørnen,
 14.  Glenten, de forskellige Arter af Falke,
 15.  alle de forskellige Arter af Ravne,
 16.  Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
 17.  Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen,
 18.  Tinsjemetfuglen,Pelikanen, Ådselgribben,
 19.  Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
      Flagermusen.

 20.  Alt vinget Kryb der går på fire, skal være eder en
      Vederstyggelighed.
 21.  Af alt det vingede Kryb, som går på fire, må I dog spise
      følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe
      med på Jorden.
 22.  Af dem må I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper,
      Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper.
 23.  Men alt andet vinget Kryb, der går på fire, skal være eder en
      Vederstyggelighed.

 24.  Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Ådslerne
      af dem, bliver uren til Aften,
 25.  og enhver, der bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
      være uren til Aften:
 26.  Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke
      tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver
      uren.
 27.  Alle firføddede Dyr, der går på Poter, skal være eder urene;
      enhver der rører ved et Ådsel af dem, bliver uren til Aften,
 28.  og den, som bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
      være uren til Aften; de skal være eder urene.

 29.  Af Krybet, der kryber på Jorden, skal følgende være eder urene:
      Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben,
 30.  Anakaen, Koadyret, Letåen, Homedyret og Tinsjemetdyret.
 31.  Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der
      rører ved dem, når de er døde, skal være uren til Aften;
 32.  alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent,
      alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der
      bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og
      være urent til Aften; derpå skal det være rent.
 33.  Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, så bliver alt, hvad
      der er deri, urent, og ethvert sådant Kar skal I slå i Stykker;
 34.  alt spiseligt, som man kommer Vand på, og alt flydende, der
      tjener til Drikke, bliver urent i et sådant Kar.
 35.  Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent;
      Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de
      være eder.
 36.  Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig
      Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Ådslerne deri,
      bliver uren.
 37.  Falder et dødt Dyr af den Slags ned på nogen som helst Slags
      Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren;
 38.  men kommes der Vand på Sæden, og der så falder et dødt Dyr af
      den Slags ned på den, skal den være eder uren.

 39.  Når noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den,
      der rører ved den døde Krop, være uren til Aften.
 40.  Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet
      og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal
      tvætte sine Klæder og være uren til Aften.

 41.  Alt Kryb, der kryber på Jorden, er en Vederstyggelighed, det må
      ikke spises;
 42.  intet af det, der kryber på Bugen, og intet af det, der går på
      fire, så lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der
      kryber på Jorden, må I spise thi det er en Vederstyggelighed.
 43.  Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst
      krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, så I bliver urene
      deraf:
 44.  thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være
      hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som
      helst Kryb, der rører sig på Jorden;
 45.  thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være
      eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!

 46.  Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der
      bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber på
      Jorden,
 47.  til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der må
      spises, og dem, der ikke må spises.



 12
  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig: Når en Kvinde bliver frugtsommelig
      og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den
      Tid hun har sin månedlige Urenhed, skal hun være uren.
  3.  På den ottende Dag skal Drengen omskæres på sin Forhud.
  4.  Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens
      hun har sit Renselsesblod; hun må ikke røre ved noget helligt
      eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme.
  5.  Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger
      ligesom under sin månedlige Urenhed; og derpå skal hun holde sig
      hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit
      Renselsesblod.
  6.  Når hendes Renselsestid er omme, skal hun, både efter et
      Drengebarn og et Pigebarn, bringe et årgammelt Lam som
      Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til
      Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang;
  7.  og han skal frembære det for HERRENs Åsyn og skaffe hende
      Soning, så hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en
      Kvinde. der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige.
  8.  Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to
      Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til
      Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, så hun bliver
      ren.



 13
  1.  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
  2.  Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt
      eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud,
      skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner,
      Præsterne.
  3.  Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på
      det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge
      dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal
      Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.
  4.  Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at
      ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide.
      så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;
  5.  og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da,
      at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden,
      skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;
  6.  og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da
      viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt
      sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det
      almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og
      være ren.
  7.  Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet
      Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten,
      når han anden Gang lader sig syne af ham,
  8.  ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten
      erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

  9.  Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til
      Præsten,
 10.  og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en
      hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der
      vokser vildt Kød i Hævelsen,
 11.  så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten
      erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi
      han er uren.
 12.  Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden
      bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten
      kan se,
 13.  og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så
      skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid,
      han er ren.
 14.  Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren;
 15.  og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren;
      det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.
 16.  Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal
      han gå til Præsten;
 17.  og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne
      er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han
      er ren.

 18.  Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt,
 19.  og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse
      eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten;
 20.  og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end
      Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten
      erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem
      efter Betændelsen.
 21.  Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være
      hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men
      er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;
 22.  og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for
      uren; det er Spedalskhed.
 23.  Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig,
      da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham
      for ren.

 24.  Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser
      i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet,
 25.  så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på
      Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end
      Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i
      Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er
      Spedalskhed.
 26.  Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen
      hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end
      Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke
      ham inde i syv Dage;
 27.  og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har
      bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er
      Spedalskhed.
 28.  Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på
      Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter
      Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er
      et Ar efter Brandsåret.

 29.  Når en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg,
 30.  skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at
      ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Hår
      derpå, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv,
      Spedalskhed i Hoved eller Skæg.
 31.  Men hvis det skurvede Sted, når Præsten syner det, ikke ser ud
      til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Hårene derpå
      er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv dage;
 32.  og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven
      ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Hår derpå og
      Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom,
 33.  da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede
      Sted rage; så skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv
      Dage.
 34.  På den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da
      viser sig, at Skurven ikke har bredt sig på Huden, og at den
      ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så skal
      Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og
      være ren.
 35.  Men hvis Skurven breder sig på Huden, efter at han er erklæret
      for ren,
 36.  da skal Præsten syne ham; og hvis det så viser sig, at Skurven
      har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er
      guldgule Hår; han er uren.
 37.  Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset
      sorte Hår frem derpå, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten
      skal erklære ham for ren.

 38.  Når en Mand eller Kvinde får lyse Pletter, hvide Pletter på
      Huden,
 39.  skal Præsten syne dem; og hvis der da på deres Hud viser sig
      hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er
      brudt ud på Huden; han er ren.

 40.  Når nogen bliver skaldet på Baghovedet, så er han kun
      isseskaldet; han er ren.
 41.  Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, så er han
      kun pandeskaldet; han er ren.
 42.  Men kommer der på hans skaldede isse eller Pande et rødlighvidt
      Sted, er det Spedalskhed. der bryder frem på hans skaldede Isse
      eller Pande.
 43.  Så skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen på
      det syge Sted på hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid,
      af samme Udseende som Spedalskhed på Huden,
 44.  så er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for
      uren; på sit Hoved er han angrebet.

 45.  Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gå med
      sønder1evne Klæder, hans Hår skal vokse frit, han skal tilhylle
      sit Skæg, og: "uren, uren!" skal han råbe.
 46.  Så længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for
      sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdsted være.

 47.  Når der kommer Spedalskhed på en Klædning enten af Uld eller
      Lærred
 48.  eller på vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller på
      Læder eller Læderting af enhver Art
 49.  og det angrebne Sted på Klædningen, Læderet, det vævede eller
      knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt
      eller rødligt, så er det Spedalskhed og skal synes af Præsten.
 50.  Og når Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne
      Ting inde i syv Dage.
 51.  På den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom
      Skaden har bredt sig på Klædningen, det vævede eller knyttede
      Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, så er Skaden
      ondartet Spedalskhed, det er urent.
 52.  Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred
      vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er
      angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes.
 53.  Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig på
      Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller på de
      forskellige Slags Læderting,
 54.  så skal Præsten påbyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og
      derpå igen lukke den inde i syv Dage.
 55.  Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet,
      og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, så er
      den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde
      den; det er ædende Udslæt på Retten eller Vrangen.
 56.  Men hvis det, når Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved
      at svinde efter Tvætningen, så skal han rive det angrebne Sted
      af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede
      Stof.
 57.  Viser det sig da igen på Klædningen eller det vævede eller
      knyttede Stof eller de forskellige Læderling, da er det
      Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de
      angrebne Ting.
 58.  Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de
      forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal
      tvættes på ny; så er det rent.
 59.  Det er Loven om Spedalskhed på Klæder af Uld eller Lærred eller
      på vævet eller knyttet Stof eller på alskens Læderting; efter
      den skal de erklæres for rene eller urene.



 14
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med Renselsen
      af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten,
  3.  og Præsten skal gå uden for Lejren og syne ham, og viser det sig
      da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske,
  4.  skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle,
      Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal
      renses.
  5.  Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et
      Lerkar med rindende Vand.
  6.  Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde
      Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i
      Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand,
  7.  og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for
      Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den
      levende Fugl flyve ud over Marken.
  8.  Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt
      sit Hår og bade sig i Vand; så er han ren. Derefter må han gå
      ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit
      Telt.
  9.  På den syvende Dag skal han afrage alt sit Hår, sit Hovedhår,
      sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Hår skal han afrage, og han
      skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; så er han
      ren.
 10.  Men den ottende dag skal han tage to lydefri Væderlam og et
      lydefrit, årgammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie.
 11.  Så skal den Præst, der foretager Renselsen, stille den, der skal
      renses, tillige med disse Offergaver frem for HERRENs Åsyn ved
      Åbenbaringsteltets Indgang.
 12.  Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som
      Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre
      Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
 13.  Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet
      slagtes, på det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder
      Skyldofferet Præsten; det er højhelligt.
 14.  Derpå skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten
      skal stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på
      hans højre Tomme1finger og højre Tommeltå;
 15.  og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og
      hælde det i sin venstre Hånd,
 16.  og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i
      sin venstre Hånd, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran
      HERRENs Åsyn.
 17.  Og af den Olie, han har tilbage i sin Hånd, skal Præsten stryge
      noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
      Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
 18.  Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Hånd,
      på Hovedet af den, der skal renses, og således skal Præsten
      skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn.
 19.  Derpå skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal
      renses, Soning for hans Urenhed.
 20.  Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet på Alteret
      og således skaffe ham Soning; så er han ren.

 21.  Men hvis han er fattig og ikke evner at give så meget, skal han
      tage et enkelt Lam til Skyldoffer. til at udføre Svingningen
      med, for at der kan skaffes ham Soning. desuden en Tiendedel Efa
      fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie
 22.  og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den
      ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer.
 23.  Dem skal han den ottende Dag efter sin Renselse bringe til
      Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn.
 24.  Så skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som
      hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for
      HERRENs Åsyn.
 25.  Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget
      af Skyldofferets Blod og stryge det på højre Øreflip af den, der
      skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå.
 26.  Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Hånd,
 27.  og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gangestænke noget
      af Olien, som er i hans venstre Hånd, for HERRENs Åsyn.
 28.  Og af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten stryge noget på
      højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
      Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
 29.  Og Resten af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten hælde på
      Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for
      HERRENs Åsyn.
 30.  Derpå skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu
      har evnet at give,
 31.  den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffet, sammen med
      Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses,
      Soning for HERRENs Åsyn.
 32.  Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og
      ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin Renselse.

 33.  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
 34.  Når I kommer til Kanåns Land, som jeg vil give eder i Eje, og
      jeg lader Spedalskhed komme frem på et Hus i eders Ejendomsland,
 35.  så skal Husets Ejer gå hen og melde det til Præsten og sige:
      "Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!"
 36.  Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden
      han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der
      er i Huset, skal blive urent; derpå skal Præsten komme for at
      syne Huset.
 37.  Viser det sig da, når han syner Pletten, at Pletten på Husets
      Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud
      til at ligge dybere end Væggen udenom,
 38.  skal Præsten gå ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket
      i syv Dage.
 39.  På den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis
      det da viser sig, at Pletten har bredt sig på Husets Vægge,
 40.  skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste
      dem hen på et urent Sted uden for Byen
 41.  og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde
      det fjernede Puds ud på et urent Sted uden for Byen.
 42.  Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for
      de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed.
 43.  Hvis Pletten så atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er
      taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset på ny,
 44.  skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at
      Pletten har bredt sig på Huset, så er det ondartet Spedalskhed,
      der er på Huset; det er urent.
 45.  Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset på
      Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen.
 46.  Den, som går ind i Huset, så længe det er lukket, skal være uren
      til Aften;
 47.  den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser
      deri, skal tvætte sine Klæder.
 48.  Men hvis det, når Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at
      Pletten ikke har bredt sig på det, efter at det er pudset på ny,
      skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt.

 49.  Da skal han for at rense Huset for Synd tage to Fugle, Cedertræ,
      karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist.
 50.  Den ene Fugl skal han slagte over et Lerkar med rindende Vand,
 51.  og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn
      og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl
      og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning på Huset
 52.  og således rense det for Synd med Fuglens Blod, det rindende
      Vand, den levende Fugl, Cedertræet, Ysopkvisten og det
      karmoisinrøde Garn.
 53.  Og den levende Fugl skal han lade flyve ud af Byen hen over
      Marken og således skaffe Huset Soning; så er det rent.
 54.  Det er Loven om al Slags Spedalskhed og Skurv,
 55.  om Spedalskhed på Klæder og Huse
 56.  og om Hævelser, Udslæt og lyse Pletter,
 57.  til Belæring om, når noget er urent, og når det er rent. Det er
      Loven om Spedalskhed.



 15
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand får Flåd fra
      sin Blusel, da er dette hans Flåd urent.
  3.  Og således skal man forholde sig med den ved hans Flåd opståede
      Urenhed: Hvad enten hans Blusel flyder eller holder sit Flåd
      tilbage, er der Urenhed hos ham.
  4.  Ethvert Leje, som den, der lider af Flåd, ligger på, skal være
      urent, og ethvert Sæde, han sidder på, skal være urent.
  5.  Den der rører ved hans Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig
      i Vand og være uren til Aften;
  6.  den, der sidder på et Sæde, som den, der lider af Flåd, har
      siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være
      uren til Aften;
  7.  den, der rører ved en. der lider af Flåd, skal tvætte sine
      Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
  8.  Hvis den, der lider af Flåd, spytter på en, som er uren, skal
      denne tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til
      Aften.
  9.  Ethvert Befordringsmiddel, som bruges af den, der lider af Flåd,
      skal være urent.
 10.  Den, der rører ved noget, han har ligget eller siddet på, skal
      være uren til Aften; den, der bærer noget sådant, skal tvætte
      sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
 11.  Enhver, som den, der lider af Flåd, rører ved uden at have
      skyllet sine Hænder i Vand, skal tvætte sine Klæder og bade sig
      i Vand og være uren til Aften.
 12.  Lerkar, som den, der lider af Flåd, rører ved, skal slås itu, og
      alle Trækar skal skylles i Vand.
 13.  Men når den, der lider af Flåd, bliver ren for sit Flåd, skal
      han tælle syv bage frem, fra den Dag han bliver ren, og så
      tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i rindende Vand; så er han
      ren.
 14.  Og den ottende dag skal han tage sig to Turtelduer eller
      Dueunger og komme hen for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets
      indgang og give Præsten dem.
 15.  Så skal Præsten bringe dem som Offer, den ene som Syndoffer, den
      anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe ham Soning
      for HERRENs Åsyn for hans Flåd.

 16.  Når der går Sæd fra en Mand, skal han bade hele sit Legeme i
      Vand og være uren til Aften.
 17.  Enhver Klædning og alt Læder, der er kommet Sæd på, skal tvættes
      i Vand og være urent til Aften.
 18.  Og når en Mand har Samleje med en Kvinde, skal de bade sig i
      Vand og være urene til Aften.

 19.  Når en Kvinde har Flåd, idet der flyder Blod fra hendes Blusel,
      da skal hendes Urenhed vare syv Dage. Enhver, der rører ved
      hende, skal være uren til Aften.
 20.  Alt, hvad hun ligger på under sin månedlige Urenhed, skal være
      urent, og alt, hvad hun sidder på, skal være urent.
 21.  Enhver, der rører ved hendes Leje, skal tvætte sine Klæder og
      bade sig i Vand og være uren til Aften;
 22.  og enhver, der rører ved et Sæde, hun har siddet på, skal tvætte
      sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
 23.  Og hvis nogen rører ved noget, der har ligget på Lejet eller
      Sædet, hun har siddet på, skal han være uren til Aften.
 24.  Dersom en Mand ligger ved Siden af hende og hendes Urenhed
      kommer på ham, skal han være uren i syv Dage, og ethvert Leje,
      han ligger på, skal være urent.

 25.  Men når en Kvinde har Blodflåd i længere Tid, uden for den Tid
      hun har sin månedlige Urenhed, eller når Flåddet varer længere
      end sædvanligt ved hendes månedlige Urenhed, så skal hun, i al
      den Tid hendes urene Flåd varer, være stillet, som i de Dage hun
      har sin månedlige Urenhed; hun skal være uren;
 26.  ethvert Leje, hun ligger på, så længe hendes Flåd varer, skal
      være som hendes Leje under hendes månedlige Urenhed, og et hvert
      Sæde, hun sidder på, skal være urent som under hendes månedlige
      Urenhed;
 27.  enhver, der rører derved, bliver uren og skal tvætte sine Klæder
      og bade sig i Vand og være uren til Aften.
 28.  Men når hun bliver ren for sit Flåd, skal hun tælle syv Dage
      frem og så være ren.
 29.  På den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller
      Dueunger og bringe dem til Præsten ved Åbenbaringsteltets
      Indgang.
 30.  Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer, den anden som
      Brændoffer, og således skal Præsten skaffe hende Soning for
      HERRENs Åsyn for hendes Urenheds Flåd.

 31.  I skal advare Israeliterne for deres Urenhed, for at de ikke
      skal dø i deres Urenhed, når de gør min Bolig, som er i deres
      Midte, uren.

 32.  Det er Loven om Mænd, der lider af Flåd, og fra hvem der går
      Sæd, så de bliver urene derved,
 33.  og om Kvinder, der lider af deres månedlige Urenhed, om Mænd og
      Kvinder, der har Flåd, og om Mænd, der ligger ved Siden af urene
      Kvinder.



 16
  1.  HERREN talede til Moses, efter at Døden havde ramt Arons to
      Sønner, da de trådte frem for HERRENs Åsyn og døde,
  2.  og HERREN sagde til Moses: Sig til din Broder Aron, at han ikke
      til enhver Tid må gå ind i Helligdommen inden for Forhænget
      foran Sonedækket på Arken, ellers skal han dø, thi jeg kommer
      til Syne i Skyen over Sonedækket.
  3.  Kun således må Aron komme ind i Helligdommen: Med en ung Tyr til
      Syndoffer og en Væder til Brændoffer;
  4.  han skal iføre sig en hellig Linnedkjortel, bære Linnedbenklæder
      over sin Blusel, omgjorde sig med et Linnedbælte og binde et
      Linned Hovedklæde om sit Hoved; det er hellige Klæder; og han
      skal bade sit Legeme i Vand, før han ifører sig dem.
  5.  Af Israeliternes Menighed skal han tage to Gedebukke til
      Syndoffer og en Væder til Brændoffer.
  6.  Så skal Aron ofre sin egen Syndoffertyr og skaffe sig og sit Hus
      Soning.
  7.  Derefter skal han tage de to Bukke og stille dem frem for
      HERRENs Åsyn ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  8.  Og Aron skal kaste Lod om de to Bukke, et Lod for HERREN og et
      for Azazel;
  9.  og den Buk, der ved Loddet tilfalder HERREN, skal Aron føre frem
      og ofre som Syndoffer;
 10.  men den Buk, der ved Loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles
      levende for HERRENs Åsyn, for at man kan fuldbyrde Soningen over
      den og sende den ud i Ørkenen til Azazel.

 11.  Aron skal da føre sin egen Syndoffertyr frem og skaffe sig og
      sit Hus Soning og slagte sin egen Syndoffertyr.
 12.  Derpå skal han tage en Pandefuld Gløder fra Alteret for HERRENs
      Åsyn og to Håndfulde stødt, vellugtende Røgelse og bære det
      inden for Forhænget.
 13.  Og han skal komme Røgelse på Ilden for HERRENs Åsyn, så at
      Røgelsesskyen skjuler Sonedækket oven over Vidnesbyrdet, for at
      han ikke skal dø.
 14.  Så skal han tage noget af Tyrens Blod og stænke det med sin
      Finger fortil på Sonedækket, og foran Sonedækket skal han syv
      Gange stænke noget af Blodet med sin Finger.
 15.  Derefter skal han slagte Folkets Syndofferbuk, bære dens Blod
      inden for Forhænget og gøre med det som med Tyrens Blod, stænke
      det på Sonedækket og foran Sonedækket.
 16.  Således skal han skaffe Helligdommen Soning for Israeliternes
      Urenhed og deres Overtrædelser, alle deres Synder, og på samme
      Måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, der har sin Plads hos
      dem midt i deres,Urenhed.
 17.  Intet Menneske må komme i Åbenbaringsteltet, når han går ind for
      at skaffe Soning i Helligdommen, før han går ud igen. Således
      skal han skaffe sig selv, sit Hus og hele Israels Forsamling
      Soning.
 18.  Så skal han gå ud til Alteret, som står for HERRENs Åsyn, og
      skaffe det Soning; han skal tage noget af Tyrens og Bukkens Blod
      og stryge det rundt om på Alterets Horn,
 19.  og han skal syv Gange stænke noget af Blodet derpå med sin
      Finger og således rense det og hellige det for Israeliternes
      Urenheder.
 20.  Når han så er færdig med at skaffe Helligdommen,
      Åbenbaringsteltet og Alteret Soning, skal han føre den levende
      Buk frem.
 21.  Aron skal lægge begge sine Hænder på Hovedet af den levende Buk
      og over den bekende alle Israeliternes Misgerninger og alle
      deres Overtrædelser, alle deres Synder, og lægge dem på Bukkens
      Hoved og så sende den ud i Ørkenen ved en Mand, der holdes rede
      dertil.
 22.  Bukken skal da bære alle deres Misgerninger til et øde Land, og
      så skal han slippe Bukken løs i Ørkenen.

 23.  Derpå skal Aron gå ind i Åbenbaringsteltet, afføre sig
      Linnedklæderne, som han tog på, da han gik ind i Helligdommen,
      og lægge dem der;
 24.  så skal han bade sit Legeme i Vand på et helligt Sted, iføre sig
      sine sædvanlige Klæder og gå ud og ofre sit eget Brændoffer og
      Folkets Brændoffer og således skaffe sig og Folket Soning.
 25.  Og Syndofferets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret.
 26.  Men den, som fører Bukken ud til Azazel, skal tvætte sine Klæder
      og bade sit Legeme i Vand; derefter må han komme ind i Lejren.
 27.  Men Syndoffertyren og Syndofferbukken, hvis Blod blev båret ind
      for at skaffe Soning i Helligdommen, skal man bringe uden for
      Lejren, og man skal brænde deres Hud og deres Kød og Skarn.
 28.  Og den, der brænder dem, skal tvætte sine Klæder og bade sit
      Legeme; derefter må han komme ind i Lejren.
 29.  Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den tiende Dag i
      den syvende Måned skal I faste og afholde eder fra alt Arbejde,
      både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder.
 30.  Thi den Dag skaffes der eder Soning til eders Renselse; fra alle
      eders Synder renses I for HERRENs Åsyn.
 31.  Det skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste: det
      skal være en evig gyldig Anordning.
 32.  Præsten, som salves og indsættes til at gøre Præstetjeneste
      i. Stedet for sin Fader, skal skaffe Soning, han skal iføre sig
      Linnedklæderne, de hellige Klæder,
 33.  og han skal skaffe det Allerhelligste Soning; og
      Åbenbaringsteltet og Alteret skal han skaffe Soning; og
      Præsterne og alt Folkets Forsamling skal han skaffe Soning.
 34.  Det skal være eder en evig gyldig Anordning, for at der kan
      skaffes Israeliterne Soning for alle deres Synder een Gang om
      Året. Og Aron gjorde som HERREN bød Moses.



 17
  1.  HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
      Dette har HERREN påbudt:
  3.  Om nogen af Israels Hus slagter et Stykke Hornkvæg, et Får eller
      en Ged i Lejren, eller han slagter dem uden for Lejren,
  4.  uden at bringe dem hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
      bringe HERREN en Offergave foran HERRENs Bolig, da skal dette
      tillegnes den Mand som Blodskyld; han har udgydt Blod, og den
      Mand skal udryddes af sit Folk.
  5.  Dette er anordnet, for at Israeliterne skal bringe deres
      Slagtofre, som de slagter ude på Marken, til HERREN, til
      Åbenbaringsteltets Indgang, til Præsten, og ofre dem som Takofre
      til HERREN.
  6.  Præsten skal da sprænge Blodet på HERRENs Alter ved Indgangen
      til Åbenbaringsteltet og bringe Fedtet som Røgoffer, en liflig
      Duft for HERREN.
  7.  Og de må ikke mere ofre deres Slagtofre til Bukketroldene, som
      de boler med. Det skal være en evig gyldig Anordning for dem fra
      Slægt til Slægt!

  8.  Og du skal sige til dem: Om nogen af Israels Hus eller de
      fremmede, der bor iblandt eder, ofrer et Brændoffer eller
      Slagtoffer
  9.  og ikke bringer det hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
      ofre det til HERREN, da skal den Mand udryddes af sin Slægt.

 10.  Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede, der bor iblandt
      dem, nyder noget Blod, så vender jeg mit Åsyn mod den, der nyder
      Blodet, og udrydde1 ham af hans Folk.
 11.  Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det til Brug
      på Alteret til at skaffe eders Sjæle Soning; thi det er Blodet,
      som skaffer Soning, fordi det er Sjælen.
 12.  Derfor har jeg sagt til Israeliterne: Ingen af eder må nyde
      Blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde
      Blod.
 13.  Om nogen af Israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt
      dem, nedlægger et Stykke Vildt eller en Fugl af den Slags, der
      må spises, da skal han lade Blodet løbe ud og dække det med
      Jord.
 14.  Thi om alt Køds Sjæl gælder det, at dets Blod er dets Sjæl;
      derfor har jeg sagt til Israeliterne: I må ikke nyde Blodet af
      noget som helst Kød, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; enhver, der
      nyder det, skal udryddes.

 15.  Enhver, der spiser seldøde eller sønderrevne Dyr, det være sig
      en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine Klæder og bade sig
      i Vand og være uren til Aften; så er han ren.
 16.  Men hvis han ikke tvætter sine Klæder og bader sig, skal han
      undgælde for sin Brøde.



 18
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er HERREN eders Gud!
  3.  Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, må I ikke handle,
      og som de handler i Kana'ans Land, hvor jeg fører eder hen, må I
      ikke handle; I må ikke vandre efter deres Anordninger.
  4.  Efter mine Lovbud skal I handle. og mine Anordninger skal I
      holde, så I vandrer efter dem; jeg er HERREN eders Gud!
  5.  I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der
      handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN!

  6.  Ingen af eder må komme sine kødelige Slægtninge nær, så han
      blotter deres Blusel. Jeg er HERREN!
  7.  Din Faders og din Moders Blusel må du ikke blotte; hun er din
      Moder, du må ikke blotte hendes Blusel!
  8.  Din Faders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Faders
      Blusel.
  9.  Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din
      Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet,
      hendes Blusel må du ikke blotte.
 10.  Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel må du ikke blotte,
      det er din egen Blusel.
 11.  En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster
      hendes Blusel må du ikke blotte.
 12.  Din Fasters Blusel må du ikke blotte, hun er din Faders kødelige
      Slægtning.
 13.  Din Mosters Blusel må du ikke blotte, hun er din Moders kødelige
      Slægtning.
 14.  Din Farbroders Blusel må du ikke blotte, du må ikke komme hans
      Hustru nær, hun er din Faster.
 15.  Din Sønnekones Blusel må du ikke blotte, hun er din Søns Hustru,
      du må ikke blotte hendes Blusel.
 16.  Din Broders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Broders
      Blusel.
 17.  En Kvindes og hendes Datters Blusel må du ikke blotte, heller
      ikke må du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, så at du
      blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er
      grov Utugt.
 18.  Søster må du ikke tage til Søsters Medhustru, så længe Søsteren
      lever, så du blotter både den enes og den andens Blusel.

 19.  Du må ikke komme en Kvinde nær under hendes månedlige Urenhed,
      så du blotter hendes Blusel.
 20.  Med din Næstes Hustru må du ikke have Samleje, så du bliver uren
      ved hende.
 21.  Dit Afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok; du må ikke
      vanhellige din Guds Navn. Jeg er HERREN!
 22.  Hos en Mand må du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det
      er en Vederstyggelighed.
 23.  Med intet som helst Dyr må du have Omgang, så du bliver uren
      derved; en Kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig
      Omgang; det er en Skændsel.

 24.  Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de
      Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene.
 25.  Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde,
      og Landet udspyede sine Indbyggere.
 26.  Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse
      Vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den
      fremmede, der bor iblandt eder
 27.  thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var
      der før eder, og Landet blev urent
 28.  for at ikke Landet skal udspy eder, når I gør det urent, ligesom
      det udspyede det Folk, som var der før eder.
 29.  Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder,
      de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk.
 30.  Så hold mine Forskrifter, så I ikke øver nogen af de
      vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal
      gøre eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!



 19
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til hele Israeliternes Menighed og sig til dem: I skal være
      hellige, thi jeg HERREN eders Gud er hellig!
  3.  I skal frygte hver sin Moder og sin Fader, og mine Sabbater skal
      I holde. Jeg er HERREN eders Gud!
  4.  Vend eder ikke til Afguderne og gør eder ikke støbte
      Gudebilleder! Jeg er HERREN eders Gud !

  5.  Når I ofrer Takoffer til HERREN, skal I ofre det således, at I
      kan vinde Guds Velbehag.
  6.  Den Dag, I ofrer det, og Dagen efter må det spises, men hvad der
      levnes til den tredje Dag, skal opbrændes;
  7.  spises det den tredje Dag, er det at regne for råddent Kød og
      vinder ikke Guds Velbehag;
  8.  den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde, thi han
      vanhelliger det, som var helliget HERREN, og det Menneske skal
      udryddes af sin Slægt.

  9.  Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
      Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
      Høst.
 10.  Heller ikke må du bolde Efterhøst eller sanke de nedfaldne Bær i
      din Vingård; til den fattige og den fremmede skal du lade det
      blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!

 11.  I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre.
 12.  I må ikke sværge falsk ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds
      Navn. Jeg er HERREN!
 13.  Du må intet aftvinge din Næste, du må intet røve; Daglejerens
      Løn må ikke blive hos dig Natten over.
 14.  Du må ikke forbande den døve eller lægge Stød for den blindes
      Fod, du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!
 15.  I må ikke øve Uret, når I holder Rettergang; du må ikke
      begunstige den ringe, ej heller tage Parti for den store, men du
      skal dømme din Næste med Retfærdighed.
 16.  Du må ikke gå rundt og bagvaske din Landsmand eller stå din
      Næste efter Livet. Jeg er HERREN!
 17.  Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal
      tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for
      hans Skyld.
 18.  Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du
      skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN!

 19.  Hold mine Anordninger! Du må ikke lade to Slags Kvæg parre sig
      med hinanden; du må ikke så to Slags Sæd i din Mark; og du må
      ikke bære Klæder, der er vævede af to Slags Garn.

 20.  Når en Mand har Samleje med en Kvinde, og det er en Trælkvinde,
      en anden Mands Medhustru, som ikke er løskøbt eller frigivet, så
      skal Afstraffelse finde Sted; dog skal de ikke lide Døden, thi
      hun var ikke frigivet.
 21.  Og han skal bringe sit Skyldoffer for HERREN til
      Åbenbaringsteltets Indgang, en Skyldoffervæder,
 22.  og Præsten skal med Skyldoffervæderen skaffe ham Soning for
      HERRENs Åsyn for den Synd, han har begået, så han finder
      Tilgivelse for den Synd, han har begået.

 23.  Når I kommer ind i Landet og planter alskens Frugttræer, skal I
      lade deres Forhud, den første Frugt, urørt; i tre År skal de
      være eder uomskårne og må ikke spises;
 24.  det fjerde År skal al deres Frugt under Høstjubel helliges
      HERREN;
 25.  først det femte År må I spise deres Frugt, for at I kan få så
      meget større Udbytte deraf. Jeg er HERREN eders Gud!

 26.  I må ikke spise noget med Blodet i. I må ikke give eder af med
      at tage Varsler og øve Trolddom.
 27.  I må ikke runde Håret på Tindingerne; og du må ikke studse dit
      Skæg;
 28.  I må ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller
      indridse Tegn på eder. Jeg er HERREN!
 29.  Du må ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Hor,
      for at ikke Landet skal forfalde til Horeri og fyldes med Utugt.
 30.  Mine Sabbater skal I bolde, og min Helligdom skal I frygte.  Jeg
      er HERREN!
 31.  Henvend eder ikke til Genfærd og Sandsigerånder; søg dem ikke,
      så I gør eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!

 32.  Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal
      frygte din Gud. Jeg er HERREN!
 33.  Når en fremmed bor hos dig i eders Land, må I ikke lade ham lide
      Overlast;
 34.  som en af eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos
      eder, og du1 skal elske ham som dig selv, thi I var selv
      fremmede i Ægypten. Jeg et HERREN eders Guld!
 35.  Når I holder Rettergang, må I ikke øve Uret ved Længdemål, Vægt
      eller Rummål;
 36.  Vægtskåle, der vejer rigtigt, Lodder, der holder Vægt, Efa og
      Hin, der holder Mål, skal I have. Jeg er HERREN eders Gud, som
      førte eder ud af Ægypten!
 37.  Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem. Jeg er
      HERREN!



 20
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Sig til Israeliterne: Om nogen af Israeliterne eller de
      fremmede, der bor hos Israel, giver sit Afkom hen til Molok, da
      skal han lide Døden; Landets Indbyggere skal stene ham,
  3.  og jeg vender selv mit Åsyn imod den Mand og udrydder ham af
      hans Folk, fordi han gav sit Afkom hen til Molok for at gøre min
      Helligdom uren og vanhellige mit hellige Navn;
  4.  og ser end Landets Indbyggere igennem Fingre med den Mand, når
      han giver sit Afkom hen til Molok, og undlader at dræbe ham,
  5.  så vender jeg dog selv mit Åsyn imod den Mand og hans Slægt og
      udrydder ham og alle dem, der følger i hans Spor og boler med
      Molok, af deres Folk.

  6.  Det Menneske, som henvender sig til Genfærd eller Sandsigerånder
      og boler med dem, mod det Menneske vil jeg vende mit Åsyn og
      udrydde ham af hans Folk.

  7.  Helliger eder og vær hellige; thi jeg er HERREN eders Gud!
  8.  Hold mine Anordninger og gør efter dem. Jeg er HERREN, som
      helliger eder!

  9.  Thi enhver, som forbander sin Fader og sin Moder, skal lide
      Døden; han har forbandet sin Fader og sin Moder, derfor hviler
      der Blodskyld på ham.

 10.  Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen
      bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden,
      Horkarlen såvel som Horkvinden.
 11.  Om nogen har Samleje med sin Faders Hustru, har han blottet sin
      Faders Blusel; de skal begge lide Døden, der hviler Blodskyld på
      dem.
 12.  Om nogen har Samleje med sin Sønnekone, skal de begge lide
      Døden; de har øvet Skændselsdåd, der hviler Blodskyld på dem.
 13.  Om nogen ligger hos en Mand, på samme Måde som man ligger hos en
      Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide
      Døden, der hviler Blodskyld på dem.
 14.  Om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man
      skal brænde både ham og begge Kvinderne; der må ikke findes grov
      Utugt iblandt eder.
 15.  Om nogen har Omgang med et Dyr, skal han lide Døden, og Dyret
      skal I slå ihjel.
 16.  Om en Kvinde kommer noget Dyr nær for at have kønslig Omgang med
      det, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skal lide
      Døden, der hviler Blodskyld på dem.
 17.  Om en Mand tager sin Søster, sin Faders eller sin Moders Datter,
      til Ægte, så han ser hendes Blusel, og hun hans, da er det en
      skammelig Gerning; de skal udryddes i deres Landsmænds Påsyn;
      han har blottet sin Søsters Blusel, han skal undgælde for sin
      Brøde.
 18.  Om en Mand har Samleje med en Kvinde under hendes månedlige
      Svaghed og blotter hendes Blusel, idet han afdækker hendes
      Kilde, og hun afdækker sit Blods Kilde, da skal de begge
      udryddes af deres Folk.
 19.  Du må ikke blotte din Mosters og din Fasters Blusel, thi den,
      der gør det, afdækker sin kødelige Slægtnings Blusel; de skal
      undgælde for deres Brøde.
 20.  0m nogen har Samleje med sin Farbroders Hustru, da har han
      blottet sin Farbroders Blusel, de skal undgælde for deres Synd
      og dø barnløse.
 21.  Om nogen tager sin Broders Hustru til Ægte, da er det en uren
      Gerning; han har blottet sin Broders Blusel; de skal blive
      barnløse.

 22.  Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem, at ikke
      Landet, jeg føler eder ind at bo i, skal udspy eder.
 23.  Følg ikke det Folks Skikke, som jeg driver bort foran eder, thi
      de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem
 24.  og sagde til eder: I skal få deres Land i Eje; jeg giver eder
      det i Eje, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Jeg er
      HERREN eders Gud, som har udskilt eder fra alle andre Folkeslag.

 25.  I skal skelne mellem rene og urene Dyr og mellem urene og rene
      Fugle for ikke at gøre eder selv til en Vederstyggelighed ved de
      Dyr og de Fugle og alt, hvad der rører sig på Jorden, alt, hvad
      jeg har udskilt for eder og erklæret for urent.
 26.  Og I skal være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig, og jeg har
      udskilt eder fra alle andre Folkeslag til at høre mig til.

 27.  Når der i en Mand eller Kvinde er en Genfærdsånd eller en
      Sandsigerånd, skal de lide Døden; de skal stenes, der hviler
      Blodskyld på dem.



 21
  1.  Og HERREN sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og
      sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin
      Slægt,
  2.  medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder
      eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder
  3.  eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans
      Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved
      hende;
  4.  men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en
      Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse.
  5.  De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke
      studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme.
  6.  Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres
      Guds Navn, thi de frembærer HERRENs Ildofre, deres Guds Spise;
      derfor skal de være hellige.
  7.  En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke
      en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er
      helliget sin Gud.
  8.  Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise;
      han skal være dig hellig, thi hellig er jeg HERREN, som helliger
      dem.
  9.  Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da
      vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål,

 10.  Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over
      hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres
      Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller
      sønderrive sine Klæder.
 11.  Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin
      Fader eller Moder må han gøre sig uren.
 12.  Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds
      Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er
      HERREN!
 13.  Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru;
 14.  en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte,
      kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru,
 15.  for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi
      jeg er HERREN, som helliger ham.

 16.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 17.  Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter,
      som har en Legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds
      Spise,
 18.  det må ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en
      halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel
 19.  eller med Brud på Ben eller Arm
 20.  eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har
      Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har
      svulne Testikler.
 21.  Af Præsten Arons Efterkommere må ingen, som har en Legemsfejl,
      nærme sig for at frembære HERRENs Ildofre; han har en
      Legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds
      Spise.
 22.  Han må vel spise sin Guds Spise, både det, som er højhelligt, og
      det, som er helligt,
 23.  men til Forhænget må han ikke komme, og Alteret må han ikke
      nærme sig, thi han har en Legemsfejl og må ikke vanhellige mine
      hellige Ting; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
 24.  Og Moses talte således til Aron og hans Sønner og alle
      Israeliterne.



 22
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes
      Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke
      skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er HERREN!
  3.  Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de
      kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær,
      Israeliterne helliger HERREN, det Menneske skal udryddes fra mit
      Åsyn. Jeg er HERREN!
  4.  Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af
      Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den,
      der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der
      går Sæd,
  5.  eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man
      bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af
      hvad Art hans Urenhed være kan,
  6.  enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og
      må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i
      Vand.
  7.  Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af
      Helliggaverne, thi de er hans Mad.
  8.  Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre
      sig uren derved. Jeg er HERREN!
  9.  De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig
      Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er HERREN, som
      helliger dem.
 10.  Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede
      hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige.
 11.  Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne
      spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af
      hans Mad.
 12.  Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de
      ydede Helliggaver;
 13.  men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have
      Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine
      unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må
      spise deraf.
 14.  Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal
      han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel.
 15.  Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder
      HERREN,
 16.  og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres
      Helliggaver; thi jeg er HERREN, som helliger dem.

 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18.  Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
      Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer
      sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller
      Frivilligoffer, de bringer HERREN som Brændoffer,
 19.  så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et
      lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne;
 20.  I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved
      vinder I ikke eders Guds Velbehag.
 21.  Når nogen bringer HERREN et Takoffer af Hornkvæget eller
      Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer,
      da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds
      Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have;
 22.  et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret
      Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm,
      sådanne Dyr må I ikke bringe HERREN, og I må ikke lægge noget
      Ildoffer af den Slags på Alteret for HERREN.
 23.  Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller
      forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som
      Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag.
 24.  Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må
      I ikke bringe HERREN; således må I ikke bære eder ad i eders
      Land.
 25.  Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem
      som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl;
      ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.

 26.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 27.  Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de
      blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de
      skikkede til at vinde HERRENs Velbehag som Ildoffergave til
      HERREN.
 28.  I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som
      dets Afkom.
 29.  Når I ofrer et Lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det
      således, at det kan vinde eder Guds Velbehag.
 30.  Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste
      Morgen. Jeg er HERREN!
 31.  I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er HERREN!
 32.  I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive
      helliget blandt Israeliterne. Jeg er HERREN, som helliger eder,
 33.  som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er
      HERREN!



 23
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Hvad angår HERRENs
      Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtidsstævner, da er mine
      Festtider følgende:
  3.  I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en
      fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre,
      det er Sabbat for HERREN, overalt hvor I bor.

  4.  Følgende er HERRENs Festtider med Højtidsstævner, som I skal
      udråbe, hver til sin Tid:
  5.  På den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid er det
      Påske for HERREN.
  6.  På den femtende Dag i samme Måned er det de usyrede Brøds Højtid
      for HERREN; i syv Dage skal I spise usyret Brød.
  7.  På den første Dag skal I bolde Højtidsstævne, I må intet Arbejde
      gøre.
  8.  I skal bringe HERREN Ildoffer i syv Dage. På den syvende Dag
      skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre.

  9.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 10.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
      jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten
      Førstegrødeneget af eders Høst.
 11.  Han skal udføre Svingningen med Neget for HERRENs Åsyn for at
      vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten
      udføre Svingningen dermed.
 12.  Og på den Dag I udfører Svingningen med Neget, skal I ofre et
      lydefrit, årgammelt Lam som Brændoffer til HERREN,
 13.  og der skal høre to Tiendedele Eta fint Hvedemel, rørt i Olie,
      dertil som Afgrødeoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig
      Duft, og ligeledes en Fjerdedel Hin Vin som Drikoffer.
 14.  Brød, ristede Aks eller nyhøstet Horn må I ikke spise før denne
      Dag, før I har frembåret eders Guds Offergave. Det skal være
      eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor
      I bor.

 15.  Så skal I fra Dagen efter Sabbaten, fra den dag I bringer
      Svingningsneget, tælle syv Uger frem - det skal være hele Uger -
 16.  til Dagen efter den syvende Sabbat, I skal tælle halvtredsinds
      tyve bage frem; da skal I frembære et nyt Afgrødeoffer for
      HERREN.
 17.  Fra eders Boliger skal I bringe Svingningsbrød, to Brød, som
      skal laves af to Tiendedele Efa fint Hvedemel og bages syrede,
      en Førstegrødegave til HERREN.
 18.  Og foruden Brødet skal I bringe syv lydefri, årgamle Lam, en ung
      Tyr og to Vædre, de skal være til Brændoffer for HERREN med
      tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer, et Ildoffer for HERREN til
      en liflig Duft.
 19.  Og I skal ofre en Gedebuk som Syndoffer og to årgamle Lam som
      Takoffer.
 20.  Og Præsten skal udføre Svingningen med dem, med de to Lam, for
      HERRENs Åsyn sammen med Førstegrødebrødet, de skal være HERREN
      helligede og tilfalde Præsten.
 21.  På denne Dag skal I udråbe og holde et Højtidsstævne; I må intet
      Arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig Anordning,
      overalt hvor I bor, fra Slægt til Slægt.
 22.  Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
      Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
      Høst; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive
      tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!

 23.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 24.  Tal til Israeliterne og sig: Den første dag i den syvende Måned
      skal I holde Hviledag med Hornblæsning til Ihukommelse og med
      Højtidsstævne;
 25.  I må intet Arbejde gøre, og I skal bringe HERREN Ildofre.

 26.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 27.  På den tiende Dag i samme syvende Måned falder Forsoningsdagen;
      da skal I holde Højtidsstævne, faste og bringe HERREN Ildofre;
 28.  I må intet Arbejde gøre på denne Dag, thi det er
      Forsoningsdagen, den skal skaffe eder Soning for HERREN eders
      Guds Åsyn.
 29.  Thi enhver, som ikke faster på denne Dag, skal udryddes af sin
      Slægt;
 30.  og enhver, der gør noget som helst Arbejde på denne Dag, det
      Menneske vil jeg udslette af hans Folk.
 31.  I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig Anordning
      fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.
 32.  Den skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste; på
      den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra denne Aften til næste
      Aften skal I holde eders Hviledag.

 33.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 34.  Tal til Israeliterne og sig: Den femtende Dag i samme syvende
      Måned skal Løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv Dage for
      HERREN.
 35.  På den første Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet
      Arbejde gøre.
 36.  Syv dage skal I bringe HERREN Ildofre; og på den ottende Dag
      skal I holde Højtidsstævne og bringe HERREN Ildofre; det er
      festlig Samling, I må intet Arbejde gøre.
 37.  Det er HERRENs Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtids
      stævner, ved hvilke der skal bringes HERREN Ildofre, Brændofre
      og Afgrødeofre, Slagtofre og drikofre, hver Dag de for den
      bestemte Ofre,
 38.  foruden HERRENs Sabbater og foruden eders Gaver og alle eders
      Løfteofre og alle eders Frivilligofre, som I giver HERREN.

 39.  Men den femtende Dag i den syvende Måned, når I har indsamlet
      Landets Afgrøde, skal I fejre HERRENs Højtid, og den skal fejres
      i syv Dage. På den første Dag skal der holdes Hviledag, og på
      den ottende dag skal der holdes Hviledag.
 40.  Den første Dag skal I tage eder smukke Træfrugter, Palmegrene og
      Kviste af Løvtræer og Vidjer fra Bækkene og i syv Dage være
      glade for HERREN eders Guds Åsyn.
 41.  I skal fejre den som en Højtid for HERREN syv Dage om Året; det
      skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; i
      den syvende Måned skal I fejre den.
 42.  I skal bo i Løvhytter i syv Dage, alle indfødte i Israel skal bo
      i Løvhytter,
 43.  for at eders Efterkommere kan vide, at jeg lod Israeliterne bo i
      Løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders
      Gud!

 44.  Og Moses kundgjorde Israeliterne HERRENs Festtider.



 24
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Byd Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter
      til Lysestagen, så Lamperne daglig kan sættes på.
  3.  I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget foran Vidnesbyrdet skal
      Aron gøre den i Stand, så den bestandig kan brænde fra Aften til
      Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være eder en evig gyldig
      Anordning fra Slægt til Slægt;
  4.  på Guldlysestagen skal han holde Lamperne i Orden for HERRENs
      Åsyn, så de kan brænde bestandig.

  5.  Du skal tage fint Hvedemel og bage tolv Kager, to Tiendedele Efa
      til hver Kage,
  6.  og lægge dem i to Rækker, seks i hver Række, på Guldbordet for
      HERRENs Åsyn;
  7.  på hver Række skal du lægge ren Røgelse, og den skal være
      Brødenes Offerdel, et Ildoffer for HERREN.
  8.  Han skal bestandig hver Sabbatsdag lægge dem frem for HERRENs
      Åsyn; det skal være Israeliterne en evig Pagtspligt.
  9.  De skal tilfalde Aron og hans Sønner, som skal spise dem på et
      helligt Sted, thi de er højhellige; ham tilfalder de som en
      evig, retmæssig Del af HERRENs Ildofre.

 10.  En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud
      blandt Israeliterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den
      israelitiske Kvindes Søn og en Israelit,
 11.  og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet og bespottede
      det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en
      Datter af Dibri af Dans Stamme.
 12.  Og de satte ham i Varetægt for at få en Kendelse af HERRENs
      Mund.
 13.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
 14.  Før Spotteren uden for Lejren. og alle de, der hørte det, skal
      lægge deres Hænder på hans Hoved, og derefter skal hele
      Menigheden stene ham.
 15.  Og du skal tale til Israeliterne og sige: Når nogen bespotter
      sin Gud, skal han undgælde for sin Synd;
 16.  og den, der forbander HERRENs Navn, skal lide Døden; hele
      Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal
      lide Døden når han forbander Navnet.

 17.  Når nogen slår et Menneske ihjel, skal han lide Døden.
 18.  Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det et levende
      Dyr for et levende Dyr.
 19.  Når nogen tilføjer sin Næste Legemsskade, skal der handles med
      ham, som han har handlet,
 20.  Brud for Brud, Øje for Øje, Tand for Tand; samme Skade, han
      tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.
 21.  Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det; men den,
      der slår et Menneske ihjel, skal lide Døden.
 22.  En og samme Ret skal gælde for eder; for den fremmede såvel som
      for den indfødte; thi jeg er HERREN eders Gud!

 23.  Og Moses sagde det til Israeliterne, og de førte Spotteren uden
      for Lejren og stenede ham; Israeliterne gjorde som HERREN havde
      pålagt Moses.



 25
  1.  Og HERREN talede til Moses på Sinaj Bjerg og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
      jeg vil give eder, skal Landet holde Sabbatshvile for.  HERREN.
  3.  Seks År skal du beså din Mark, og seks År skal du beskære din
      Vingård og indsamle Landets Afgrøde;
  4.  men i det syvende År skal Landet have en fuldkommen
      Sabbatshvile, en Sabbat for HERREN; din Mark må du ikke beså, og
      din Vingård må du ikke beskære.
  5.  Det selvgroede efter din Høst må du ikke høste, og Druerne på de
      ubeskårne Vinstokke må du ikke plukke; det skal være et
      Sabbatsår for Landet.
  6.  Hvad der gror af sig selv, medens Landet holder Sabbat, skal
      tjene eder til Føde, dig selv, din Træl og din Trælkvinde, din
      Daglejer og den indvandrede hos dig, dem, der bor som fremmede
      hos dig;
  7.  dit Kvæg og de vilde Dyr i dit Land skal hele Afgrøden tjene til
      Føde.

  8.  Og du skal tælle dig syv Årsabbater frem, syv Gange syv År, så
      de syv Årsabbater udgør et Tidsrum af ni og fyrretyve År.
  9.  Så skal du lade Alarmhornet lyde rundt om på den tiende Dag i
      den syvende Måned; på Forsoningsdagen skal I lade Hornet lyde
      rundt om i hele eders Land.
 10.  Og I skal hellige det halvtredsindstyvende År og udråbe
      Frigivelse i Landet for alle Indbyggerne; et Jubelår skal det
      være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin Ejendom, og
      enhver af eder skal vende tilbage til sin Slægt;
 11.  et Jubelår skal dette År, det halvtredsindstyvende, være eder; I
      må ikke så og ikke høste, hvad der gror af sig selv i det, eller
      plukke Druer af de ubeskårne Vinstokke;
 12.  thi det er et Jubelår, helligt skal det være eder; I skal spise,
      hvad Marken bærer af sig selv.

 13.  I Jubelåret skal enhver af eder vende tilbage til sin Ejendom.
 14.  Når du sælger din Næste noget eller køber noget af ham, må I
      ikke forurette hinanden.
 15.  Når du køber noget af din Næste, skal der regnes med Årene siden
      sidste Jubelår; når han sælger dig noget, skal der regnes med
      Afgrøderne indtil næste Jubelår.
 16.  Jo flere År der er tilbage, des højere må du sætte Prisen, jo
      færre, des lavere, thi hvad han sælger dig, er et vist Antal
      Afgrøder.
 17.  Ingen af eder må forurette sin Næste; du skal frygte din Gud,
      thi jeg er HERREN din Gud!

 18.  I skal gøre efter mine Anordninger og holde mine Lovbud, så I
      gør efter dem; så skal I bo trygt i Landet,
 19.  og Landet skal give sin Frugt, så I kan spise eder mætte og bo
      trygt deri.
 20.  Men når I siger: "Hvad skal vi da spise i det syvende År, når vi
      hverken sår eller indsamler vor Afgrøde?"
 21.  så vil jeg opbyde min Velsignelse til Bedste for eder i det
      sjette År, så det bærer Afgrøde for de tre År;
 22.  i det ottende År skal I så, men I skal leve af gammelt Korn af
      den sidste Afgrøde indtil det niende År; indtil dets Afgrøde
      kommer, skal I leve af gammelt Korn.

 23.  Jorden i Landet må I ikke sælge uigenkaldeligt; thi mig tilhører
      Landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig;
 24.  overalt i det Land, I får i Eje, skal I sørge for, at Jorden kan
      indløses.
 25.  Når din Broder kommer i Trang, så han må sælge noget af sin
      Ejendom, skal hans nærmeste Slægtning melde sig som Løser for
      ham og indløse, hvad hans Broder har solgt.
 26.  Hvis en ingen Løser har, men selv bliver i Stand til at skaffe
      den fornødne Løsesum,
 27.  skal han udregne, hvor mange År der er gået siden Salget, og kun
      tilbagebetale Manden der købte det, for den Tid, der er tilbage,
      og derpå igen overtage sin Ejendom.
 28.  Er han derimod ikke i Stand til at skaffe den fornødne Sum til
      Tilbagebetalingen, så skal det, han har solgt, blive i Køberens
      Eje til Jubelåret; men i Jubelåret bliver det frit, så han atter
      kan overtage sin Ejendom.
 29.  Når en Mand sælger et Beboelseshus i en By med Mure om, gælder
      hans Indløsningsret kun et fuldt År efter Salget; hans
      Indløsningsret gælder et År.
 30.  Hvis derfor Indløsning ikke har fundet Sted, før et fuldt År er
      omme, går Huset i Byen med Mure om uigenkaldeligt over i
      Køberens og hans Efterkommeres Eje; det bliver ikke frit i
      Jubelåret.
 31.  Derimod henregnes Huse i Landsbyer, der ikke er omgivne af Mure,
      til Marklandet;for dem gælder Indløsningsretten, og i Jubelåret
      bliver de fri.
 32.  Men med Hensyn til Leviternes Byer, Husene i de Byer, der
      tilhører dem, da gælder der en ubegrænset Indløsningsret for
      Leviterne;
 33.  og når en af Leviterne ikke gør sin Indløsningsret gældende,
      bliver Huset, han solgte, i de Byer, der tilhører dem, frit i
      Jubelåret, thi Husene i Leviternes Byer er deres Ejendom blandt
      Israeliterne.
 34.  Heller ikke må Græsmarkerne, der hører til deres Byer, sælges,
      thi de tilhører dem som evigt Eje.
 35.  Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og ikke kan bjærge
      Livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal
      han leve hos dig.
 36.  Du må ikke tage Rente eller Opgæld af ham, men du skal frygte
      din Gud og lade din Broder leve hos dig;
 37.  du må ikke låne ham Penge mod Renter eller give ham af din Føde
      mod Opgæld.
 38.  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
      give eder Kana'ans Land, for at være eders Gud.

 39.  Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og han må sælge sig
      selv til dig, må du ikke lade ham arbejde som Træl,
 40.  men han skal være hos dig som Daglejer eller indvandret; han
      skal arbejde hos dig til Jubelåret.
 41.  Da skal han gives fri sammen med sine Børn og vende tilbage til
      sin Slægt og sine Fædres Ejendom,
 42.  thi mine Trælle er de, som jeg førte ud af Ægypten; de må ikke
      sælges, som man sælger Trælle.
 43.  Du må ikke bruge din Magt over ham med Hårdhed; du skal flygte
      din Gud.
 44.  Men har du Brug for Trælle og Trælkvinder, skal du købe dem af
      de Folkeslag, der bor rundt om eder;
 45.  også af Børnene efter de indvandrede, der bor som fremmede hos
      eder, må I købe og af deres Familier, som er hos eder, og som de
      har avlet i eders Land; de må blive eders Ejendom,
 46.  og dem må I lade gå i Arv og Eje til eders Børn efter eder; dem
      må I bruge som Trælle på Livstid; men over Israeliterne, eders
      Brødre, må du ikke bruge din Magt med Hårdhed, Broder over
      Broder.

 47.  Når en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til Velstand,
      og en af dine Brødre i hans Nabolag kommer i Trang, og han må
      sælge sig til den fremmede eller den indvandrede hos dig eller
      til en Efterkommer af en fremmeds Slægt,
 48.  så gælder Indløsningsretten for ham efter Salget; en af hans
      Brødre må indløse ham,
 49.  eller også må hans Farbroder eller Fætter eller en anden kødelig
      Slægtning af hans Familie indløse ham; han må også indløse sig
      selv, hvis han får Evne dertil.
 50.  Da skal han sammen med den, der købte ham, udregne Tiden fra det
      År, han solgte sig til ham, til Jubelåret, og Købesummen skal
      svare til det Åremål; hans Arbejdstid hos ham skal regnes som en
      Daglejers.
 51.  Er der endnu mange År tilbage, skal han i Løsesum udrede den
      tilsvarende Del af Købesummen.
 52.  Og er der kun få År tilbage til Jubelåret, skal han regne dermed
      og udrede sin Løsesum i Forhold til de År, han har tilbage.
 53.  Som en År for År lejet Daglejer skal han være hos ham; du må
      ikke roligt se på, at Køberen bruger sin Magt over ham med
      Hårdhed.
 54.  Men indløses han ikke på en af disse Måder, skal han frigives i
      Jubelåret, både han selv og hans Børn.
 55.  Thi mig tilhører Israeliterne som Trælle; mine Trælle er de, thi
      jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud!



 26
  1.  I må ikke gøre eder Afguder; udskårne Billeder og Stenstøtter må
      I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen Sten med
      Billedværk i eders Land for at tilbede den; thi jeg er HERREN
      eders Gud!
  2.  Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte.  Jeg
      er HERREN!

  3.  Hvis I følger mine Anordninger og holder mine Bud og handler
      efter dem,
  4.  vil jeg give eder den Regn, I behøver, til sin Tid, Landet skal
      give sin Afgrøde, og Markens Træer skal give deres Frugt.
  5.  Tærskning skal hos eder vare til Vinhøst, og Vinhøst skal vare
      til Såtid. I skal spise eder mætte i eders Brød og bo trygt i
      eders Land.
  6.  Jeg vil give Fred i Landet, så I kan lægge eder til Hvile, uden
      at nogen skræmmer eder op; jeg vil udrydde de vilde Dyr af
      Landet, og intet Sværd skal hærge eders Land.
  7.  I skal forfølge eders Fjender, og de skal falde for Sværdet
      foran eder.
  8.  Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal
      forfølge ti Tusinde, og eders, Fjender skal falde for Sværdet
      foran eder.
  9.  Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og
      mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder.
 10.  I skal spise gammelt Korn, til I for det nye Korns Skyld må
      tømme Laderne for det gamle.
 11.  Jeg vil opslå min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke
      væmmes ved eder.
 12.  Jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være
      mit Folk.
 13.  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten, for at I
      ikke mere skulde være deres Trælle; jeg sønderbrød eders
      Ågstænger og lod eder vandre med rank Nakke.

 14.  Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse Bud,
 15.  hvis I lader hånt om mine Anordninger og væmmes ved mine Lovbud,
      så I ikke handler efter alle mine Bud, men bryder min Pagt,
 16.  så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder
      med skrækkelige Ulykker: Svindsot og Feberglød, så Øjnene sløves
      og Sjælen vansmægter. Til ingen Nytte sår I eders Sæd, thi eders
      Fjender skal fortære den.
 17.  Jeg vender mit Åsyn imod eder, så I bliver slået på Flugt for
      eders Fjender; eders Avindsmænd skal underkue eder, og I skal
      flygte, selv om ingen forfølger eder.

 18.  Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder
      endnu mere, ja syvfold, for eders Synder.
 19.  Jeg vil bryde eders hovmodige Trods, jeg vil gøre eders Himmel
      som Jern og eders Jord som Kobber.
 20.  Til ingen Nytte skal I slide eders Kræfter op, thi eders Jord
      skal ikke give sin Afgrøde, og Landets Træer skal ikke give
      deres Frugt.

 21.  Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder
      mig, så vil jeg slå eder endnu mere, ja syvfold, for eders
      Synder.
 22.  Jeg vil sende Markens vilde Dyr imod eder, for at de skal røve
      eders Børn fra eder, udrydde eders Kvæg og mindske eders Tal, så
      eders Veje bliver øde.

 23.  Og hvis I alligevel ikke tager mod min Tugt, men handler
      genstridigt imod mig,
 24.  så vil også jeg handle genstridigt imod eder og slå eder syvfold
      for eders Synder.
 25.  Jeg vil bringe et Hævnens Sværd over eder til Hævn for den
      brudte Pagt; og søger I Tilflugt i eders Byer, vil jeg sende
      Pest iblandt eder, så I må overgive eder i Fjendens Hånd.
 26.  Når jeg bryder Brødets Støttestav for eder, skal ti Kvinder bage
      eders Brød i een Bagerovn og give eder Brødet tilbage efter
      Vægt, så I ikke han spise eder mætte.

 27.  Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, men handler genstridigt
      mod mig,
 28.  så vil også jeg i Vrede handle genstridigt mod eder og tugte
      eder syvfold for eders Synder.
 29.  I skal fortære eders Sønners Kød, og eders Døtres Kød skal I
      fortære.
 30.  Jeg vil lægge eders Offerhøje øde og tilintetgøre eders
      Solsøjler; jeg vil dynge eders Lig oven på Ligene af eders
      Afgudsbilleder, og min Sjæl skal væmmes ved eder.
 31.  Jeg vil lægge eders Byer i Ruiner og ødelægge eders Helligdomme
      og ikke indånde eders liflige Offerduft.
 32.  Jeg vil lægge eders Land øde, så eders Fjender, der bor deri,
      skal blive målløse derover;
 33.  og eder selv vil jeg sprede blandt Folkeslagene, og jeg vil gå
      bag efter eder med draget Sværd. Eders Land skal blive en Ørken,
      og eders Byer skal lægges i Ruiner.

 34.  Da skal Landet, medens det ligger øde, og I er i eders Fjenders
      Land, få sine Sabbater godtgjort, da skal Landet hvile og få
      sine Sabbater godtgjort;
 35.  medens det ligger øde, skal det få den Hvile, det ikke fik på
      eders Sabbater, dengang I boede deri.
 36.  Men dem, der bliver tilbage af eder, over deres Hjerter bringer
      jeg Modløshed i deres Fjenders Lande, så at Lyden af et raslende
      Blad kan drive dem på Flugt, så de flygter, som man flygter for
      Sværdet, og falder, skønt ingen forfølger dem;
 37.  de skal falde over hverandre, som om Sværdet var efter dem,
      skønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde Stand over for
      eders Fjender.
 38.  I skal gå til Grunde blandt Folkeslagene, eders Fjenders Land
      skal fortære eder.
 39.  De, der bliver tilbage af eder, skal sygne hen for deres
      Misgernings Skyld i eders Fjenders Lande, også for deres Fædres
      Misgerninger skal de sygne hen ligesom de.

 40.  Da skal de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning,
      den Troløshed, de begik imod mig. Også skal de bekende, at fordi
      de handlede genstridigt mod mig,
 41.  måtte også jeg handle genstridigt mod dem og føre dem bort til
      deres Fjenders Land; ja, da skal deres uomskårne Hjerter
      ydmyges, og de skal undgælde for deres Skyld.
 42.  Da vil jeg komme min Pagt med Jakob i Hu, også min Pagt med
      Isak, også min Pagt med Abraham vil jeg komme i Hu, og Landet
      vil jeg komme i Hu.
 43.  Men først må Landet forlades af dem og have sine Sabbater
      godtgjort, medens det ligger øde og forladt af dem, og de skal
      undgælde for deres Skyld, fordi, ja, fordi de lod hånt om mine
      Lovbud og væmmedes ved mine Anordninger.
 44.  Men selv da, når de er i deres Fjenders Land, vil jeg ikke lade
      hånt om dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne
      Undergang, så jeg skulde bryde min Pagt med dem; thi jeg er
      HERREN deres Gud!
 45.  Jeg vil til deres Bedste ihukomme Pagten med Fædrene, som jeg
      førte ud af Ægypten for Folkeslagenes Øjne for at være deres
      Gud.  Jeg er HERREN!

 46.  Det er de Anordninger, Lovbud og Love, HERREN fastsatte mellem
      sig og Israeliterne på Sinaj Bjerg ved Moses.



 27
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen vil indfri et
      Løfte til HERREN med et Pengebeløb, et Løfte, der gælder
      Mennesker,
  3.  så skal Vurderingssummen for Mænd fra det tyvende til det
      tresindstyvende År være halvtredsindstyve Sekel Sølv efter
      hellig Vægt;
  4.  men for en Kvinde skal Vurderingssummen være tredive Sekel.
  5.  Fra det femte til det tyvende År skal Vurderingssummen for
      Mandspersoner være tyve Sekel, for Kvinder ti.
  6.  Fra den første Måned til det femte År skal Vurderingssummen for
      et Drengebarn være fem Sekel Sølv, for et Pigebarn tre.
  7.  Fra det tresindstyvende År og opefter skal Vurderingssummen være
      femten Sekel, hvis det er en Mand, men ti, hvis det er en
      Kvinde.
  8.  Men hvis Vedkommende er for fattig til at udrede
      Vurderingssummen, skal man stille ham frem for Præsten, og
      Præsten skal foretage en Vurdering af ham; Præsten skal foretage
      Vurderingen således, at han tager Hensyn til, hvad den, der har
      aflagt Løftet evner.

  9.  Hvis det drejer sig om Kvæg. hvoraf man kan bringe HERREN
      Offergave, så skal alt, hvad man giver HERREN, være helligt;
 10.  man må ikke erstatte eller ombytte det, hverken et bedre med et
      ringere eller et ringere med et bedre; men hvis man dog ombytter
      et Dyr med et andet, da skal ikke blot det, men også det, som
      det ombyttes med, være helligt.
 11.  Men er det et urent Dyr, af den Slags man ikke kan bringe HERREN
      som Offergave, skal man fremstille Dyret for Præsten,
 12.  og Præsten skal vurdere det, alt efter som det er godt eller
      dårligt; den Vurderingssum, Præsten fastsætter, skal gælde.
 13.  Men vil man selv indløse det, skal man foruden Vurderingssummen
      yderligere udrede en Femtedel.

 14.  Når nogen helliger HERREN sit Hus som Helliggave, skal Præsten
      vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt, og det
      skal da stå til den Værdi, Præsten fastsætter.
 15.  Men vil den, der har helliget Huset, selv indløse det, skal han
      betale Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så skal det
      være hans.

 16.  Hvis nogen helliger HERREN noget af sin Arvejord, skal
      Vurderingssummen rette sig efter Udsæden: en Udsæd på en Homer
      Byg skal regnes til halvtredsindstyve Sølvsekel.
 17.  Helliger han sin Jord fra Jubelåret af, skal den stå til den
      fulde Vurderingssum;
 18.  helliger han den derimod i Tiden efter Jubelåret, skal Præsten
      beregne ham Summen i Forhold til de År, der er tilbage til næste
      Jubelår, så der sker Fradrag i Vurderingssummen.
 19.  Vil da han, der har helliget Jorden, indløse den, skal han
      udrede Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så går den
      over i hans Eje.
 20.  Men hvis han ikke indløser Jorden og alligevel sælger den til en
      anden, kan den ikke mereindløses;
 21.  da skal den, når den i Jubelåret bliver fri, være HERREN
      helliget på samme Måde som en Mark, der er lagt Band på, og
      tilfalde Præsten som Ejendom.
 22.  Hvis nogen helliger HERREN Jord, han har købt, og som ikke hører
      til hans Arvejord,
 23.  skal Præsten udregne ham Vurderingssummen til næste Jubelår, og
      han skal da straks erlægge Vurderingssummen som Helliggave til
      HERREN;
 24.  i Jubelåret går Jorden så tilbage til den Mand, han købte den
      af, hvis Arvejord den var.
 25.  Enhver Vurdering skal ske efter hellig Vægt, tyve Gera på en
      Sekel.

 26.  Ingen må hellige HERREN noget af det førstefødte af Kvæget, da
      det som førstefødt allerede tilhører ham. Hvad enten det er et
      Stykke Hornkvæg eller Småkvæg, tilhører det HERREN.
 27.  Hører det derimod til de urene Dyr, kan man løskøbe det efter
      Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; indløses det ikke,
      skal det sælges for Vurderingssummen.

 28.  Intet, der er lagt Band på, intet af, hvad nogen af sin Ejendom
      helliger HERREN ved at lægge Band derpå, være sig Mennesker,
      Kvæg eller Arvejord, må sælges eller indløses; alt, hvad der er
      lagt Band på, er højhelligt, det tilhører HERREN.
 29.  Intet Menneske, der er lagt Band på, må løskøbes, det skal lide
      Døden.

 30.  Al Tiende af Landet, både af Landets Sæd og Træernes Frugt,
      tilhører HERREN, det er helliget HERREN.
 31.  Hvis nogen vil indløse noget af sin Tiende, skal han yderligere
      udrede en Femtedel.
 32.  Hvad angår al Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, alt hvad der går
      under Staven, da skal hvert tiende dyr være helliget HERREN.
 33.  Der må ikke skelnes imellem gode og dårlige Dyr, og ingen
      Ombytning må finde Sted; hvis nogen ombytter et Dyr, skal ikke
      blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt; det
      må ikke indløses.

 34.  Det er de Bud, HERREN gav Moses til Israeliterne på Sinaj Bjerg.