4.Mosebog


 1
  1.  HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i
      Åbenbaringsteltet på den første Dag i den anden Måned af det
      andet år efter deres Udvandring fra Ægypten:
  2.  Optag det samlede Tal på hele Israelitternes Menighed efter
      deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved at tælle Navnene på
      alle af Mandkøn, Hoved for Hoved;
  3.  fra Tyveårsalderen og opefter skal du og Aron mønstre alle
      våbenføre Mænd i Israel, Hærafdeling for Hærafdeling;
  4.  en Mand af hver Stamme skal hjælpe eder dermed, Overhovedet for
      Stammens Fædrenehuse.
  5.  Navnene på de Mænd, der skal stå eder bi, er følgende: Af Ruben
      Elizur, Sjedeurs Søn;
  6.  af Simeon Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn;
  7.  af Juda Nahasjon, Amminadabs Søn;
  8.  af Issakar Netanel, Zuars Søn;
  9.  af Zebulon Eliab, Helons Søn;
 10.  af Josefs Sønner: Af Efraim Elisjama, Ammihuds Søn, af Manasse
      Gamliel, Pedazurs Søn;
 11.  af Benjamin Abidan, Gidonis Søn;
 12.  af Dan Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
 13.  af Aser Pagiel, Okrans Søn;
 14.  af Gad Eljasaf, Deuels Søn,
 15.  og af Naftali Ahira, Enans Søn.
 16.  Det var de Mænd, der udtoges af Menigheden, Øversterne for deres
      Fædrenestammer, Overhovederne for Israels Stammer.

 17.  Da tog Moses, og Aron disse Mænd, hvis Navne var nævnet,
 18.  og de kaldte hele Menigheden sammen på den første Dag i den
      anden Måned. Så lod de sig indføre i Familielisterne efter deres
      Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra
      Tyveårsalderen og opefter, Hoved for Hoved,
 19.  som HERREN havde pålagt Moses. Således mønstrede han dem i Sinaj
      Ørken.

 20.  Rubens, Israels førstefødtes, Sønner, deres Efterkommere efter
      deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene
      Hoved for Hoved, alle af Mandkøn fra Tyveårsalderen og opefter,
      alle våbenføre Mænd,
 21.  de, som mønstredes af Rubens Stamme, udgjorde 46500.
 22.  Simeons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, så mange af dem, som mønstredes ved Optælling
      af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn, fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 23.  de, som mønstredes af Simeons Stamme, udgjorde 59 300.
 24.  Gads Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og
      opefter, alle våbenføre Mænd,
 25.  de, som mønstredes af Gads Stamme, udgjorde 45650.
 26.  Judas Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 27.  de, som mønstredes af Judas Stamme, udgjorde 74600.
 28.  Issakars Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 29.  de, som mønstredes af Issakars Stamme, udgjorde 54 400.
 30.  Zebulons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 31.  de, som mønstredes af Zebulons Stamme, udgjorde 57 4OO.
 32.  Josefs Sønner: Efraims Sønner, deres Efterkommere efter deres
      Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra
      Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
 33.  de, som mønstredes af Efraims Stamme, udgjorde 40500;
 34.  Manasses Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 35.  de, som mønstredes af Manasses Stamme, udgjorde 32200.
 36.  Benjamins Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd.
 37.  de, som mønstredes at Benjamins Stamme, udgjorde 35400.
 38.  Dans Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og
      opefter, alle våbenføre Mænd,
 39.  de, som mønstredes af Dans Stamme, udgjorde 62 700.
 40.  Asers Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 41.  de, som mønstredes af Asers Stamme, udgjorde 41 500.
 42.  Naftalis Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
      og opefter, alle våbenføre Mænd,
 43.  de, som mønstredes af Naftalis Stamme, udgjorde 53 400.

 44.  Det var dem, som mønstredes, dem, Moses og Aron og Israels tolv
      Øverster, en for hvert Fædrenehus, mønstrede.
 45.  Og alle, som mønstredes af Israeliterne efter deres Fædrenehuse
      fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd i Israel,
 46.  alle, som mønstredes, udgjorde 603 550.
 47.  Men Leviterne efter deres Fædrenestamme mønstredes ikke sammen
      med dem.

 48.  HERREN talede til Moses og sagde:
 49.  Kun Levis Stamme må du ikke mønstre, og dens samlede Tal må du
      ikke optage sammen med de andre Israeliters.
 50.  Du skal overdrage Leviterne Tilsynet med Vidnesbyrdets Bolig,
      alle dens Redskaber og alt dens Tilbehør; de skal bære Boligen
      og alle dens Redskaber, de skal betjene den, og rundt om Boligen
      skal de have deres Lejr.
 51.  Når Boligen skal bryde op, skal Leviterne tage den ned, og når
      Boligen skal gå i Lejr, skal Leviterne rejse den. Enhver
      Lægmand, der kommer den nær, skal lide Døden.
 52.  Israeliterne skal lejre sig hver i sin Lejrafdeling og under sit
      Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling,
 53.  men Leviterne skal lejre sig rundt om Vidnesbyrdets Bolig, for
      at der ikke skal komme Vrede over Israelitternes Menighed; og
      Leviterne skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved
      Vidnesbyrdets Bolig.
 54.  Og Israeliterne gjorde ganske, hvad HERREN havde pålagt Moses.



 2
  1.  HERREN talede til Moses og, Aron og sagde:
  2.  Israeslitene skal lejre sig hver under sit Felttegn, under sit
      Fædrene hus's Mærke; i en Kreds om Åbenbaringsteltet skal de
      lejre sig.

  3.  På Forsiden mod Øst skal Juda lejre sig under sin Lejrs
      Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling, med Nahasjon, Amminadabs
      Søn, som Øverste over Judæerne;
  4.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 74600
      Mand.
  5.  Ved Siden af ham skal Issakars Stamme lejre sig med Netanel,
      Zuars Søn, som Øverste over Issakariterne;
  6.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 54 40O
      Mand.
  7.  Dernæst Zebulons Stamme med Eliab, Helons Søn, som Øverste over
      Zebuloniterne;
  8.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 57 400
      Mand.
  9.  De mønstrede i Judas Lejr udgør i alt 186 400 Mand, Hærafdeling
      for Hærafdeling. De skal bryde op først.

 10.  Ruben skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Syd,
      Hærafdeling for Hærafdeling, med Elizur, Sjedeurs Søn, som
      Øverste over Rubeniterne;
 11.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 46 500
      Mand.
 12.  Ved Siden af ham skal Simeons Stamme lejre sig med Sjelumiel,
      Zurisjaddajs Søn, som Øverste over Simeoniterne;
 13.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 59300
      Mand.
 14.  Dernæst Gads Stamme med Eljasaf, Reuels Søn, som Øverste over
      Gadiferne;
 15.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 45 650
      Mand.
 16.  De mønstrede i Rubens Lejr udgør i alt 151 450 Mand, Hærafdeling
      for Hærafdeling. De skal bryde op i anden Række.

 17.  Derpå skal Åbenbaringsteltet, Leviternes Lejr, bryde op midt
      imellem de andre Lejre; i den Rækkefølge, de lejrer sig, skal de
      bryde op, hver på sin Plads, Felttegn for Felttegn.

 18.  Efraim skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Vest med
      Elisjama, Ammihuds Søn, som Øverste over Efraimiterne;
 19.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4O 5OO
      Mand.
 20.  Ved Siden af ham skal Manasses Stamme lejre sig med Gamliel,
      Pedazurs Søn, som Øverste over Manassiterne;
 21.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 32 200
      Mand.
 22.  Dernæst Benjamins Stamme med Abidan, Gidonis Søn, som Øverste
      over Benjaminiterne;
 23.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 35 400
      Mand.
 24.  De mønstrede i Efraims Lejr udgør i alt 1O8 100 Mand,
      Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i tredje Række.

 25.  Dan skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Nord,
      Hærafdeling for Hærafdeling, med Ahiezer, Ammisjaddajs Søn, som
      Øverste over Daniterne;
 26.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 62 700
      Mand.
 27.  Ved Siden af ham skal Asers Stamme lejre sig med Pagiel, Okrans
      Søn, som Øverste over Aseriterne;
 28.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4l 5OO
      Mand.
 29.  Dernæst Naftalis Stamme med Ahira, Enans Søn, som Øverste over
      Naftaliterne;
 30.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op fil 53 4OO
      Mand.
 31.  De mønstrede i Dans Lejr udgør i alt 157600 Mand. De skal bryde
      op sidst, Felttegn for Felttegn.

 32.  Det var de mønstrede af Israeliterne efter deres Fædrenehuse,
      alle de mønstrede i Lejrene, Hærafdeling for Hærafdeling, 603
      550 Mand.
 33.  Men Leviterne mønstredes ikke sammen med de andre Israelitter,
      således som HERREN havde pålagt Moses.
 34.  Og ganske som HERREN havde pålagt Moses, slog Israeliterne Lejr,
      Felttegn for Felttegn, og i den Rækkefølge brød de op, enhver
      med sine Slægter, med sit Fædrenehus.



 3
  1.  Følgende var Arons og Moses's Efterkommere, på den Tid HERREN
      talede på Sinaj Bjerg.
  2.  Navnene på Arons Sønner var følgende: Nadab, den førstefødte,
      Abihu, Eleazar og Itamar;
  3.  det var Navnene på Arons Sønner, de salvede Præster, som
      indsattes til Præstetjeneste.
  4.  Men Nadab og Abihu døde for HERRENs Åsyn, da de frembar fremmed
      Ild for HERRENs Åsyn i Sinaj Ørken, og de havde ingen
      Sønner. Således kom Eleazar og Itamar til at gøre Præstetjenest:
      for deres Fader Arons Åsyn.

  5.  HERREN talede til Moses og sagde:
  6.  Lad Levis Stamme træde frem og stil dem frem for Præsten Aron,
      for at de kan gå ham til Hånde.
  7.  De skal tage Vare på, hvad han og hele Menigheden har at
      varetage foran Åbenbaringsteltet, og således udføre Arbejdet ved
      Boligen,
  8.  og de skal tage Vare på alle Åbenbaringsteltets Redskaber og på,
      hvad Israeliterne har at varetage, og således udføre Arbejdet
      ved Boligen.
  9.  Altså skal du overgive Aron og hans Sønner Leviterne; de er ham
      overgivet som Gave fra Israeliterne.
 10.  Men Aron og hans Sønner skal du sætte til at tage Vare på deres
      Præstetjeneste; enhver Lægmand, som trænger sig ind deri, skal
      lide Døden.

 11.  HERREN talede til Moses og sagde:
 12.  Se, jeg har selv udtaget Leviterne af Israelitternes Midte i
      Stedet for alt det førstefødte, der åbner Moders Liv hos
      Israeliterne, og Leviterne er blevet min Ejendom;
 13.  thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det
      førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i
      Israel, både af Mennesker og Dyr; mig HERREN skal de tilhøre.

 14.  HERREN talede til Moses i Sinaj Ørken og sagde:
 15.  Du skal mønstre Levis Sønner efter deres Fædrenehuse, efter
      deres Slægter; alle af Mandkøn fra en Måned og opefter skal du
      mønstre.
 16.  Da mønstrede Moses dem på HERRENs Bud, som der var ham pålagt.

 17.  Følgende var Levis Sønner efter deres Navne: Gerson, Kehat og
      Merari.
 18.  Følgende var Navnene på Gersons Sønner efter deres Slægter:
      Libni og Sjimi;
 19.  Hehats Sønner efter deres Slægter var: Amram, Jizhar, Hebron og
      Uzziel;
 20.  Meraris Sønner efter deres Slægter var: Mali og Musji. Det var
      Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse.

 21.  Fra Gerson nedstammede Libniternes og Sjimiternes Slægter; det
      var Gersoniternes Slægter.
 22.  De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
      opefter blev optalt, de, som mønstredes af dem, udgjorde 7500.
 23.  Gersoniternes Slægter havde deres Lejrplads bag ved Boligen mod
      Vest.
 24.  Øverste for Gersoniternes Fædrenehus var Eljasar, Laels Søn.
 25.  Gersoniterne havde ved Åbenbaringsteltet at tage Vare på selve
      Boligen og Teltdækket, dets Dække, Forhænget for
      Åbenbaringsteltets Indgang,
 26.  Forgårdens Omhæng, Forhænget for Indgangen til Forgården, der
      omgav Boligen og Alteret, og dens Teltreb, alt Arbejdet dermed.

 27.  Fra Kehat nedstammede Amramiternes, Jizhariternes, Hebroniternes
      og Uzzieliternes Slægter; det var Kehatiternes Slægter.
 28.  De, der mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
      opefter blev optalt, udgjorde 8600, som tog Vare på, hvad der
      var at varetage ved Helligdommen.
 29.  Kehatiternes Slægter havde deres Lejrplads ved Boligens Sydside.
 30.  Øverste for Kehatiternes Slægters Fædrenehus var Elizafan,
      Uzziels Søn.
 31.  De havde at tage Vare på Arken, Bordet, Lysestagen, Altrene,
      Helligdommens Redskaber, som brugtes ved Tjenesten, og Forhænget
      med dertil hørende Arbejde.
 32.  Øverste over Leviternes Øverster var Eleazar, Præsten Arons Søn,
      som havde Tilsyn med dem, der tog Vare på, hvad der var at
      varetage ved Helligdommen.

 33.  Fra Merari nedstammede Maliternes og Musjiternes Slægter; det
      var Meraris Slægter.
 34.  De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
      opefter blev optalt, udgjorde 6200.
 35.  Øverste for Meraris Slægters Fædrenehus var Zuriel, Abibajils
      Søn. De havde deres Lejrplads ved Boligens Nordside.
 36.  Merariterne var sat til at tage Vare på Boligens Brædder,
      Tværstænger, Piller og Fodstykker, alle dens Redskaber og alt
      det dertil hørende Arbejde,
 37.  Pillerne til Forgården, som var rundt om den, med Fodstykker,
      Pæle og Reb.

 38.  Foran Boligen, på Åbenbaringsteltets Forside mod Øst, havde
      Moses, Aron og hans Sønner deres Lejrpladser, og de tog Vare på
      alt det, Israeliterne havde at varetage ved Boligen. Enhver
      Lægmand, der trængte sig ind i det, måtte lide Døden.
 39.  De mønstrede af Leviterne, de, som Moses og Aron mønstrede på
      HERRENs Bud efter deres Slægter, alle af Mandkøn fra en Måned og
      opefter, udgjorde i alt 22 OOO.

 40.  HERREN sagde til Moses: Du skal mønstre alle førstefødte af
      Mandkøn blandt Israeliterne fra en Måned og opefter og optage
      Tallet på deres Navne.
 41.  Så skal du udtage Leviterne til mig HERREN i Stedet for alle
      Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet
      for alt det førstefødte af Israelitternes Kvæg.
 42.  Og Moses mønstrede, som HERREN havde pålagt ham, alle
      Israelitternes førstefødte;
 43.  og da Navnene på dem fra en Måned og opefter optaltes, udgjorde
      de førstefødte af Mandkøn, alle de, som mønstredes i alt
 22.  273.
 44.  Derpå talede HERREN til Moses og sagde:
 45.  Tag Leviterne i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og
      ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, så at
      Leviterne kommer til at tilhøre mig HERREN.
 46.  Men til Udløsning af de 273, hvormed Antallet af Israelitternes
      førstefødte overstiger Leviternes Antal,
 47.  skal du tage fem Sekel for hvert Hoved, efter hellig Vægt skal
      du tage dem, tyve Gera på en Sekel;
 48.  og Pengene skal du give Aron og hans Sønner som Udløsning for de
      overskydende.
 49.  Da tog Moses Løsepengene af de overskydende, dem, der ikke var
      udløst ved Leviterne;
 50.  af Israelitternes førstefødte tog han Pengene, 1365 Sekel efter
      hellig Vægt.
 51.  Og Moses gav Aron og hans Sønner Løsepengene efter HERRENs Bud,
      som HERREN havde pålagt Moses.



 4
  1.  HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
  2.  Optag blandt Leviterne Tallet på Kehatiterne efter deres
      Slægter, efter deres Fædrenehuse,
  3.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
      der skal gøre Tjeneste med' at udføre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet.
  4.  Kehatiternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet skal være med de
      højhellige Ting.
  5.  Når Lejren bryder op, skal Aron og hans Sønner gå ind og tage
      det indre Forhæng ned og tildække Vidnesbyrdets Ark dermed;
  6.  ovenover skal de lægge et Dække af Tahasjskind og derover igen
      brede et ensfarvet violet Purpurklæde; derpå skal de stikke
      Bærestængerne ind.
  7.  Og over Skuebrødsbordet skal de brede et violet Purpurklæde og
      stille Fadene, Kanderne, Skålene og Krukkerne til Drikofferet
      derpå, og Brødet, som stadig skal ligge fremme, skal ligge
      derpå;
  8.  ovenover skal de brede et karmoisinrødt Klæde og dække dette til
      med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne
      ind.
  9.  Så skal de tage et violet Purpurklæde og dermed tildække
      Lysestagen, dens Lamper, Sakse, Bakker og alle Oliekrukkerne, de
      Ting, som bruges ved Betjeningen deraf,
 10.  og de skal lægge den med alt dens Tilbehør i et Dække af
      Tahasjskind og så lægge det på Bærebøren.
 11.  Over Guldalteret skal de ligeledes brede et violet Purpurklæde
      og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de
      stikke Bærestængerne ind.
 12.  Og de skal tage alle Redskaber, som bruges ved Tjenesten i
      Helligdommen, og lægge dem i et violet Purpurklæde og dække dem
      til med et Dække af Tahasjskind og lægge dem på Bærebøren.
 13.  Fremdeles skal de rense Alteret for Aske og brede et rødt
      Purpurklæde derover
 14.  og på det lægge alle Redskaberne, som bruges til Tjenesten
      derved, Panderne, Gaflerne, Skovlene og Skålene, alle Alterets
      Redskaber, og derover skal de brede et Dække af Tahasjskind;
      derpå skal de stikke Bærestængerne ind.
 15.  Når så ved Lejrens Opbrud Aron og hans Sønner er færdige med at
      tilhylle de hellige Ting og alle de hellige Redskaber, skal
      Kehatiterne træde til og bære dem; men de må ikke røre ved de
      hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. Det er, hvad
      Kehatiterne skal bære af Åbenbaringsteltet.
 16.  Med Eleazar, Præsten Arons Søn, påhviler Tilsynet med Olien til
      Lysestagen, den vellugtende Røgelse, det daglige Afgrødeoffer og
      Salveolien og desuden Tilsynet med hele Boligen og alt, hvad der
      er deri af hellige Ting og deres Tilbehør.

 17.  HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
 18.  Sørg for, at Kehatiternes Slægters Stamme ikke udryddes af
      Leviternes Midte!
 19.  Således skal I forholde eder med dem, for at de kan blive i Live
      og undgå Døden, når de nærmer sig de højhellige Ting: Aron og
      hans Sønner skal træde til og anvise hver enkelt af dem, hvad
      han skal gøre, og hvad han skal bære,
 20.  for at de ikke et eneste Øjeblik skal komme til at se de hellige
      Ting; thi gør de det, skal de dø.

 21.  HERREN talede til Moses og sagde:
 22.  Optag også Tallet på Gersoniterne efter deres Fædrenehuse, efter
      deres Slægter;
 23.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du
      mønstre dem, alle, der skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejdet
      ved Åbenbaringsteltet.
 24.  Dette er Gersoniternes Arbejde, hvad de skal gøre, og hvad de
      skal bære
 25.  De skal bære Boligens Tæpper, Åbenbaringsteltet med dets Dække
      og Dækket af Tahasjskind ovenover, Forhænget til
      Åbenbaringsteltets Indgang,
 26.  Forgårdens Omhæng og Forhænget for Indgangen til Forgården, der
      er rundt om Boligen og Alteret, dens Teltreb og alle Redskaber,
      som hører til Arbejdet derved; og alt, hvad der skal gøres
      derved, skal de udføre.
 27.  Efter Arons og hans Sønners Bud skal Gersoniterne udføre deres
      Arbejde både med det, de skal bære, og med det, de skal gøre; og
      I skal anvise dem alt, hvad de skal bære, Stykke for Stykke.
 28.  Det er det Arbejde, Gersoniternes Sønners Slægter skal have ved
      Åbenbaringsteltet, og de skal varetage det under Itamars,
      Præsten Arons Søns, Tilsyn.

 29.  Merariterne skal du mønstre efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse;
 30.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du
      mønstre dem, alle, som skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejde
      ved Åbenbaringsteltet.
 31.  Dette er, hvad der påhviler dem at bære, alt, hvad der hører til
      deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet: Boligens Brædder, dens
      Tværstænger, Piller og Fodstykker,
 32.  Pillerne til Forgården, som er rundt om den, med Fodstykker,
      Pæle og Reb, alle tilhørende Redskaber og alt, hvad der hører
      til Arbejdet derved; Stykke for Stykke skal I anvise dem alle de
      Ting, det påhviler dem at bære.
 33.  Det er det Arbejde, der påhviler Merariternes Slægter, alt, hvad
      der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet, under
      Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.

 34.  Så mønstrede Moses og Aron og Menighedens Øverster Kehatiternes
      Sønner efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,
 35.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
      som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet,
 36.  og de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 2750.
 37.  Det var dem, som mønstredes af Kehatiternes Slægter, alle dem,
      der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og
      Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.

 38.  De, der mønstredes af Gersoniterne efter deres Slægter, efter
      deres Fædrenehuse,
 39.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
      som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet,
 40.  de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse, udgjorde 2630.
 41.  Det var dem, som mønstredes af Gersoniternes Slægter, alle dem,
      der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og
      Aron mønstrede efter HERRENs Bud.

 42.  De, der mønstredes af Merariternes Slægter efter deres Slægter,
      efter deres Fædrenehuse,
 43.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
      som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet,
 44.  de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 3200.
 45.  Det var dem, som mønstredes af Merariternes Slægter, som Moses
      og Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.

 46.  Alle, som mønstredes, som Moses og Aron og Israels Øverster
      mønstrede af Leviterne efter deres Slægter, efter deres
      Fædrenehuse,
 47.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtreds års alderen,
      alle, som skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet både med
      hvad der skulde gøres, og hvad der skulde bæres,
 48.  de, der mønstredes af dem, udgjorde 8580.
 49.  Efter HERRENs Bud ved Moses anviste man hver enkelt af dem, hvad
      han skulde gøre eller bære; det blev dem anvist, som HERREN
      havde pålagt Moses.



 5
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Byd Israeliterne at fjerne alle spedalske fra Lejren, alle, der
      lider af Flåd, og alle, der er blevet urene ved Lig;
  3.  både Mænd og Kvinder skal I fjerne og føre uden for Lejren, for
      at de ikke skal gøre deres Lejr uren, hvor jeg bor midt iblandt
      dem.
  4.  Det gjorde Israeliterne så; de førte dem uden for Lejren,
      således som HERREN havde pålagt Moses.

  5.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  6.  Sig til Israeliterne: Når en Mand eller Kvinde begår nogen af
      alle de Synder, som Mennesker begår, således at han gør sig
      skyldig i Svig mod HERREN, og det Menneske derved pådrager sig
      Skyld,
  7.  så skal de bekende Synden, de har begået, og Gerningsmanden skal
      erstatte det, han har forbrudt sig med, efter dets fulde Værdi
      med Tillæg af en Femtedel og give det til den, han har forbrudt
      sig imod.
  8.  Og hvis denne ikke har efterladt sig nogen Løser, hvem han kan
      yde Erstatningen, så skal Erstatningen, som ydes, tilfalde
      HERREN, det vil sige Præsten, foruden den Soningsvæder, ved
      hvilken der skaffes ham Soning.
  9.  Al Offerydelse, alle Helliggaver, som Israeliterne frembærer til
      Præsten, skal tilfalde ham.
 10.  Alle Helliggaver skal tilfalde ham; hvad nogen giver Præsten,
      skal tilfalde ham.

 11.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 12.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Hustru forser sig
      imod sin Mand og er ham utro,
 13.  idet en anden Mand har Samleje med hende, uden at det er kommet
      til hendes Mands Kundskab, og uden at det er blevet opdaget,
      skønt hun har besmittet sig, og uden at der er noget Vidne imod
      hende, da hun ikke er grebet på fersk Gerning,
 14.  og han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin
      Hustru, som også i Virkeligheden har besmittet sig, eller han
      gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru,
      skønt hun ikke har besmittet sig,
 15.  så skal Manden bringe sin Hustru til Præsten og medbringe som
      Offergave for hende en Tiendedel Efa Bygmel; han må hverken
      hælde Olie over eller komme Røgelse på, thi det er et Skinsyge
      Afgrødeoffer, et Minde Afgrødeoffer, der skal minde om Brøde.
 16.  Så skal Præsten føre hende frem og stille hende for HERRENs
      Åsyn.
 17.  Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet på
      Boligens Gulv skal Præsten tage noget og komme i Vandet.
 18.  Så skal Præsten stille Kvinden frem for HERRENs Åsyn, løse
      hendes Hår og lægge Minde Afgrødeofferet i hendes Hænder; det er
      et Skinsyge Afgrødeoffer; og Præsten skal have den bitre Vandes
      Forbandelsesvand i Hånden.
 19.  Derpå skal Præsten besværge Kvinden og sige til hende: "Hvis
      ingen har haft Samleje med dig, hvis du ikke har forset dig imod
      din Mand og besmittet dig, så skal dette den bitre Vandes
      Forbandelsesvand ikke skade dig.
 20.  Men har du forset dig imod din Mand og besmittet dig, og har en
      anden end din Mand haft Samleje med dig"
 21.  Præsten besværger nu kvinden med Forbandelsens Ed og siger til
      hende "så gøre HERREN dig til en Forbandelse og Besværgelse i
      dit Folk, idet han lader din Lænd visne og din Bug svulme op;
 22.  Forbandelsesvandet her komme ind i dine Indvolde, så din Bug
      svulmer op og din Lænd visner!" Og kvinden skal sige: "Amen,
      Amen!"
 23.  Derpå skal Præsten skrive disse Forbandelser op på et Blad og
      vaske dem ud i den bitre Vandes Vand
 24.  og give Kvinden den bitre Vandes Forbandelsesvand at drikke, for
      at Forbandelsesvandet kan komme ind i hende til bitter Vånde.
 25.  Derefter skal Præsten tage Skinsyge Afgrødeofferet af Kvindens
      Hånd, udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn og bære det hen
      til Alteret.
 26.  Og Præsten skal tage en Håndfuld af Afgrødeofferet, det, som
      skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret og derpå
      give Kvinden Vandet at drikke.
 27.  Når han har givet hende Vandet at drikke, vil
      Forbandelsesvandet, dersom hun har besmittet sig og været sin
      Mand utro, blive til bitter Vånde, når det kommer ind i hende,
      hendes Bug vil svulme op og hendes Lænd visne, og Kvinden bliver
      en Forbandelse i sit Folk.
 28.  Men dersom Kvinden ikke har besmittet sig, dersom hun er ren,
      bliver hun uskadt og kan få Børn.

 29.  Det er Loven om Skinsyge; når en Hustru forser sig imod sin Mand
      og besmittes,
 30.  eller når en Mand gribes af Skinsygens Ånd og bliver skinsyg på
      sin Hustru, så skal han fremstille Hustruen for HERRENs Åsyn, og
      Præsten skal handle med hende efter alt i denne Lov;
 31.  Manden skal være sagesløs, men sådan en Hustru skal undgælde for
      sin Brøde.



 6
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand eller Kvinde
      vil aflægge et Nasiræerløfte for således at indvie sig til
      HERREN,
  3.  skal han afholde sig fra Vin og stærk Drik; Vineddike og stærk
      Drik må han ikke drikke, ej heller nogen som helst drik af
      Druer; han må hverken spise friske eller tørrede Druer;
  4.  så længe hans Indvielse varer, må han intet som helst nyde, der
      kommer af Vinstokken, hverken umodne Druer eller friske Skud.
  5.  Så længe hans Indvielsesløfte gælder, må ingen Ragekniv komme på
      hans Hoved; indtil Udløbet af den Tid han indvier sig til
      HERREN, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit.
  6.  Hele den Tid han har indviet sig til HERREN, må han ikke komme
      Lig nær;
  7.  selv når hans Fader eller Moder, hans Broder eller Søster dør,
      må han ikke pådrage sig Urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds
      indvielse på sit Hoved.
  8.  Så længe hans Indvielse varer, er han helliget HERREN.
  9.  Men når nogen uventet og pludselig dør i hans Nærhed, og han
      således bringer Urenhed over sit indviede Hoved, skal han rage
      sit Hoved, den Dag han atter bliver ren; den syvende Dag skal
      han rage det;
 10.  og den ottende Dag skal han bringe to Turtelduer eller Dueunger
      til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang.
 11.  Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer og den anden som
      Brændoffer og skaffe ham Soning, fordi han har syndet ved at
      røre ved Lig. Derpå skal han samme Dag atter hellige sit Hoved
 12.  og atter indvie sig til HERREN for lige så lang Tid, som han før
      havde indviet sig, og bringe et årgammelt Lam som Skyldoffer;
      den forløbne Tid regnes ikke med, da han har bragt Urenhed over
      sit indviede Hoved.

 13.  Dette er Loven om Nasiræeren: Når hans indvielsestid er til
      Ende, skal han begive sig til Åbenbaringsteltets Indgang
 14.  og som Offergave bringe HERREN et årgammelt, lydefrit Væderlam
      til Brændoffer, et årgammelt, lydefrit Hunlam til Syndoffer og
      en lydefri Væder til Takoffer,
 15.  en Kurv med usyret Bagværk, Kager af fint Hvedemel, rørte i
      Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie, desuden det
      tilhørende Afgrødeoffer og de tilhørende Drikofre.
 16.  Så skal Præsten bringe det for HERRENs Åsyn og ofre hans
      Syndoffer og Brændoffer,
 17.  og Væderen skal han ofre som Takoffer til HERREN tillige med de
      usyrede Brød i Kurven; derpå skal Præsten ofre hans Afgrødeoffer
      og Drikofer.
 18.  Så skal Nasiræeren ved Indgangen til Åbenbaringsteltet rage sit
      indviede Hoved og tage sit indviede Hovedhår og kaste det i
      Ilden under Takofferet.
 19.  Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage
      og eet usyret Fladbrød af Kurven og lægge dem på Nasiræerens
      Hænder, efter at han har afraget sit indviede Hovedhår.
 20.  Og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn; det
      tilfalder Præsten som Helliggave foruden Svingningsbrystet og
      Offerydelseskøllen. Derefter må Nasiræeren atter drikke Vin.
 21.  Det er Loven om Nasiræeren, der aflægger Løfte, om hans
      Offergave til HERREN i Anledning af Indvielsen, foruden hvad han
      ellers evner at give; overensstemmende med Løftet, han aflægger,
      skal han forholde sig efter den for hans Indvielse gældende Lov.
 22.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 23.  Tal til Aron og hans Sønner og sig: Når I velsigner
      Israeliterne, skal I sige til dem:
 24.  HERREN velsigne dig og bevare dig,
 25.  HERREN lade sit Ansigt lyse over dig og være dig nådig,
 26.  HERREN løfte sit Åsyn på dig og give dig Fred!
 27.  Således skal de lægge mit Navn på Israeliterne, og jeg vil
      velsigne dem.



 7
  1.  Da Moses var færdig med at rejese Boligen og havde salvet og
      helliget den med alt dens Tilbehør og ligeledes salvet og
      helliget Alteret med alt dets Tilbehør,
  2.  trådte Israels Øverster, Overhovederne for deres Fædrenehuse,
      Stammernes Øverster, der havde forestået Mønstringen, frem
  3.  og førte deres Offergave frem for HERRENs Åsyn, seks lukkede
      Vogne og tolv Stykker Hornkvæg, en Vogn for hver to Øverster og
      et Stykke Hornkvæg for hver een, og de bragte dem hen foran
      Boligen.
  4.  Da sagde HERREN til Moses:
  5.  Modtag dette af dem, for at det kan bruges til Arbejdet ved
      Åbenbaringsteltet, og giv Leviterne det med Henblik på hver
      enkeltes særlige Arbejde!
  6.  Så modtog Moses Vognene og Hornkvæget og gav Leviterne dem.
  7.  To Vogne og fire Stykker Hornkvæg gav han Gersoniterne med
      Henblik på deres særlige Arbejde,
  8.  og fire Vogne og otte Stykker Hornkvæg gav han Merariterne med
      Henblik på deres særlige Arbejde under Itamars, Præsten Arons
      Søns, Ledelse.
  9.  Derimod gav han ikke Kebatiterne noget, thi dem var Arbejdet med
      de hellige Ting overdraget, og de skulde bære dem på Skuldrene.
 10.  Fremdeles bragte Øversterne Offergaver til Alterets indvielse,
      dengang det blev salvet, og Øversterne bragte deres Offergaver
      hen foran Alteret.
 11.  Da sagde HERREN til Moses: Lad hver af Øversterne få sin Dag til
      at bringe sin Offergave til Alterets Indvielse.

 12.  Den, som første Dag bragte sin Offergave, var Nahasjon,
      Amminadabs Søn af Judas Stamme.
 13.  Og hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 14.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 15.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 16.  en Gedebuk til Syndoffer
 17.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Nahasjons, Amminadabs Søns, Offergave.

 18.  Anden Dag bragte Netanel, Zuars Søn, Issakars Øverste, sin
      Offergave;
 19.  han bragte som Offergave et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 20.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 21.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 22.  en Gedebuk til Syndoffer
 23.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Neanels, Zuars Søns, Offergave.

 24.  Tredje Dag kom Zebuloniternes Øverste, Eliab, Helons Søn;
 25.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 26.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 27.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 28.  en Gedebuk til Syndoffer
 29.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Eliabs, Helons Søns, Offergave.
 30.  Fjerde Dag kom Rubeniternes Øverste, Elizur, Sjedeurs Søn;
 31.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 32.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 33.  en ung Tyr, en Væder,
 34.  et årgammelt Lam til Brændoffer, en Gedebuk til Syndoffer
 35.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Elizurs, Sjødeurs Søns, Offergave.

 36.  Femte Dag kom Simenoiternes Øverste, Sjelumiel, Zurisjaddajs
      Søn;
 37.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 38.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 39.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 40.  en Gedebuk til Syndoffer
 41.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke. og
      fem årgamle Lam. Det var Sjelumiels, Zurisjaddajs
      Søns,Offergave.

 42.  Sjette Dag kom Gaditernes Øverste, Eljasaf, Deuels Søn;
 43.  hans Offergaver et Sølvfad, der vejede l3O Sekel, og en Sølvskål
      på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel,
      rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 44.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 45.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 46.  en Gedebuk til Syndoffer
 47.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Eljasafs, Deuels Søns, Offergave.

 48.  Syvende Dag kom Efraimiternes Øverste, Elisjama, Ammihuds Søn:
 49.  hans offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 50.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 51.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 52.  en Gedebuk til Syndoffer
 53.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Elisjamas, Ammihuds Søns, Offergave.

 54.  Ottende Dag kom Mannassiternes Øverste, Gamliel, Pedazurs Søn;
 55.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 56.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 57.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 58.  en Gedebuk til Syndoffer
 59.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Gamliels, Pedazurs Søns, Offergave.
 60.  Niende dag kom Benjaminiternes Øverste, Abidan, Gidonis Søn;
 61.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 62.  en Kande på IO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 63.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 64.  en Gedebuk til Syndoffer
 65.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem, Vædre, fem Bukke og
      fem årgamle Lam. Det var Abidans, Gidonis Søns, Offergave.

 66.  Tiende Dag kom Daniternes Øverste, Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
 67.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 68.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 69.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 70.  en Gedebuk til Syndoffer
 71.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Ahiezers, Ammisjaddajs Søns, Offergave.

 72.  Elevte Dag kom Aseriternes Øverste, Pagiel, Okrans Søn;
 73.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 74.  en Kande på 1O Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 75.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 76.  en Gedebuk til Syndoffer
 77.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Pagiels, Okrans Søns, Offergave.

 78.  Tolvte Dag kom Naftaliternes Øverste, Ahira, Enans Søn;
 79.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
 80.  en kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
 81.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
 82.  en Gedebuk til Syndoffer
 83.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
      årgamle Lam. Det var Ahiras, Enans Søns, Offergave.

 84.  Det var Gaverne fra Israelitternes Øverster til Alterets
      Indvielse, dengang det blev salvet: 12 Sølvfade, 12 Sølvskåle,
      12 Guldkander,
 85.  hvert Sølvfad på 130 Sekel og hver Sølvskål på 70 Sekel, alle
      Sølvkar tilsammen 2400 Sekel efter hellig Vægt;
 86.  12 Guldkander, fyldte med Røgelse, hver på 1O Sekel efter hellig
      Vægt, alle Guldkander tilsammen 12O Sekel.
 87.  Kvæget til Brændofferet var i alt 12 unge Tyre, 12 Vædre, 12
      årgamle Lam med tilhørende Afgrødeofre, 12 Gedebukke til
      Syndoffer;
 88.  Kvæget til Takofferet var i alt 24 unge Tyre, 60 Vædre, 60 Bukke
      og 60 årgamle lam. Det var Gaverne til Alterets indvielse, efter
      at det var salvet.

 89.  Da Moses gik ind i Åbenbaringsteltet for at tale med HERREN,
      hørte han Røsten tale til sig fra Sonedækket oven over
      Vidnesbyrdets Ark, fra Pladsen mellem de to Keruber. Og han
      talede til ham.



 8
  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter Lamperne på, skal du
      sætte dem således, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen
      foran Lysestagen!
  3.  Det gjorde Aron så; han satte Lamperne på således, at de vendte
      ud mod Pladsen foran Lysestagen, som HERREN havde pålagt Moses.
  4.  Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til
      Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, HERREN
      havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen.

  5.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  6.  Udtag Leviterne af Israelitternes Midte og rens dem!
  7.  Således skal du gå frem, når du renser dem: Stænk Renselsesvand
      på dem og lad dem gå hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte
      deres klæder og rense sig.
  8.  Derpå skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende
      Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en
      anden ung Tyr til Syndoffer.
  9.  Lad så Leviterne træde hen foran Åbenbaringsteltet og kald hele
      Israelitternes Menighed sammen.
 10.  Når du så har ladet Leviterne træde frem for HERRENs Åsyn, skal
      Israeliterne lægge deres Hænder på Leviterne.
 11.  Derpå skal Aron udføre Svingningen med Leviterne for HERRENs
      Åsyn som et Offer fra Israeliterne, for at de kan udføre HERRENs
      Arbejde.
 12.  Så skal Leviterne lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved, og
      derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som
      Brændoffer til HERREN for at skaffe Leviterne Soning.
 13.  Derpå skal du stille Leviterne frem for Aron og hans Sønner og
      udføre Svingningen med dem for HERREN.
 14.  Således skal du udskille Leviterne fra Israeliterne, så at
      Leviterne kommer til at tilhøre mig.
 15.  Derefter skal Leviterne komme og gøre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre
      Svingningen med dem,
 16.  thi de er skænket mig som Gave af Israelitternes Midte; i Stedet
      for alt hvad der åbner Moders Liv, alle førstefødte hos
      Israeliterne, har jeg taget mig dem til Ejendom.
 17.  Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israeliterne, både af
      Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i
      Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom.
 18.  Jeg tog Leviterne i Stedet for alt det førstefødte hos
      Israeliterne
 19.  og skænkede Leviterne som Gave til Aron og hans Sønner af
      Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet og skaffe Israeliterne Soning, for at ingen
      Plage skal ramme Israeliterne, om de selv nærmer sig
      Helligdommen.

 20.  Og Moses, Aron og hele Israelitternes Menighed gjorde således
      med Leviterne; ganske som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn
      til Leviterne, gjorde Israeliterne med dem.
 21.  Leviterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og
      Aron udførte Svingningen med dem for HERRENs Åsyn, og Aron
      skaffede dem Soning, så de blev rene.
 22.  Derpå kom Leviterne for at udføre deres Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som HERREN
      havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, således gjorde de
      med dem.

 23.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 24.  Dette er, hvad der gælder Leviterne: Fra Femogtyveårsalderen og
      opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved
      Åbenbaringsteltet.
 25.  Men fra Halvtredsårsalderen skal de holde op med at gøre
      Tjeneste og ikke arbejde mere;
 26.  de kan gå deres Brødre til Hånde i Åbenbaringsteltet med at tage
      Vare på, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere
      gøre. Således skal du gøre med Leviterne i alt, hvad de har at
      varetage.



 9
  1.  HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i den første Måned
      af det andet År efter deres Udvandring fra Ægypten:
  2.  Israeliterne skal fejre Påsken til den fastsatte Tid,
  3.  på den fjortende Dag i denne Måned ved Aftenstid skal I fejre
      den til den fastsatte Tid; overensstemmende med alle
      Anordningerne og Lovbudene om den skal I fejre den!
  4.  Da sagde Moses til Israeliterne, at de skulde fejre Påsken;
  5.  og de fejrede Påsken i Sinaj Ørken den fjortende Dag i den
      første Måned ved Aftenstid; nøjagtigt som HERREN havde pålagt
      Moses, således gjorde Israeliterne.

  6.  Men der var nogle Mænd, som var blevet urene ved et Lig og
      derfor ikke kunde fejre Påske den Dag. Disse Mænd trådte nu den
      Dag frem for Moses og Aron
  7.  og sagde til ham: "Vi er blevet urene ved et Lig; hvorfor skal
      det da være os forment at frembære HERRENs Offergave til den
      fastsatte Tid sammen med de andre Israelitter?"
  8.  Moses svarede dem: "Vent, til jeg får at høre, hvad HERREN
      påbyder angående eder!"

  9.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 10.  Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af eder eller eders
      Efterkommere er blevet uren ved et Lig eller er ude på en lang
      Rejse, skal han alligevel holde Påske for HERREN;
 11.  den fjortende Dag i den anden Måned ved Aftenstid skal de holde
      den; med usyret Brød og bitre Urter skal de spise Påskelammet.
 12.  De må intet levne deraf til næste Morgen, og de må ikke
      sønderbryde noget af dets Ben. De skal fejre Påsken i
      Overensstemmelse med alle de Anordninger, som gælder for den.
 13.  Men den, som undlader at fejre Påsken, skønt han er ren og ikke
      på Rejse, det Menneske skal udryddes af sin Slægt, fordi han
      ikke har frembåret HERRENs Offergave til den fastsatte Tid. Den
      Mand skal undgælde for sin Synd.
 14.  Og når en fremmed, der bor hos eder, vil bolde Påske for HERREN,
      skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder
      for Påsken. En og samme Lov skal gælde for eder, for den
      fremmede og for den indfødte.

 15.  Den Dag Boligen blev rejst, dækkede Skyen Boligen, Vidnesbyrdets
      Telt; men om Aftenen var der som et Ildskær over Boligen, og det
      holdt sig til om Morgenen.
 16.  Således var det til Stadighed: Om dagen dækkede Skyen den, om
      Natten Ildskæret.
 17.  Hver Gang Skyen løftede sig fra Teltet, brød Israeliterne op, og
      der, hvor Skyen stod stille, slog Israeliterne Lejr.
 18.  På HERRENs Bud brød Israeliterne op, og på HERRENs Bud gik de i
      Lejr, og så længe Skyen hvilede over Boligen, blev de liggende i
      Lejr;
 19.  når Skyen blev over Boligen i længere Tid, rettede Israeliterne
      sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, og brød ikke op.
 20.  Det hændte, at Skyen kun blev nogle få Dage over Boligen; da gik
      de i Lejr på HERRENs Bud og brød op på HERRENs Bud.
 21.  Og det hændte, at Skyen kun blev der fra Aften til Morgen; når
      Skyen da løftede sig om Morgenen, brød de op. Eller den blev der
      en Dag og en Nat; når Skyen da løftede sig, brød de op.
 22.  Eller den blev der et Par Dage eller en Måned eller længere
      endnu, idet Skyen i længere Tid hvilede over Boligen; så blev
      Israeliterne liggende i Lejr og brød ikke op, men når den
      løftede sig, brød de op.
 23.  På HERRENs Bud gik de i Lejr, og på HERRENs Bud brød de op; de
      rettede sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, efter
      HERRENs Bud ved Moses.



 10
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave
      dem. Dem skal du bruge, når Menigheden skal kaldes sammen, og
      når Lejrene skal bryde op.
  3.  Når der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig
      hos dig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
  4.  Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for
      Israels Stammer, samle sig hos dig.
  5.  Når I blæser Alarm med dem, skal Lejrene på Østsiden bryde op;
  6.  blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene på Sydsiden bryde op:
      tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene
      mod Nord; der skal blæses Alarm, når de skal bryde op.
  7.  Men når Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse på
      almindelig Vis, ikke Alarm.
  8.  Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være
      eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt.
  9.  Når I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber
      eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for
      HERREN eders Guds Åsyn og frelses fra eders Fjender.
 10.  Og på eders Glædesdage, eders Højtider og Nymånedage, skal I
      blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; så skal de
      tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Åsyn. Jeg er HERREN
      eders Gud!

 11.  Den tyvende Dag i den anden Måned af det andet År løftede Skyen
      sig fra Vidnesbyrdets Bolig.
 12.  Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde
      bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken.
 13.  Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses,
 14.  var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn,
      Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon,
      Amminadabs Søn.
 15.  Issakariternes Stammes Hær førtes af Netanel, Zuars Søn,
 16.  og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn.
 17.  Da derpå Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne
      op og bar Boligen.
 18.  Så brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for
      Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjedeurs Søn.
 19.  Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn,
 20.  og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, Deuels Søn.
 21.  Så brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres
      Komme havde man rejst Boligen.
 22.  Så brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling
      for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjema, Ammihuds Søn.
 23.  Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn,
 24.  og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gidonis Søn.
 25.  Så brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele
      Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af
      Ahiezer, Ammisjaddajs Søn.
 26.  Aseriternes Stammes Hær førtes af Pagiel, Okrans Søn,
 27.  og Naftalitemes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn.
 28.  Således foregik Israelitternes Opbrud, Hærafdeling for
      Hærafdeling. Så brød de da op.
 29.  Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Reuels Søn, Moses's
      Svigerfader: "Vi bryder nu op for at drage til det Sted, HERREN
      har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi
      HERREN har stillet Israel gode Ting i Udsigt."
 30.  Men han svarede ham: "Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager
      til mit Land og min Slægt."
 31.  Da sagde han: "Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi
      kan slå Lejr i Ørkenen; vær Øje for os!
 32.  Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, HERREN
      vil give os."

 33.  Derpå brød de op fra HERRENs Bjerg og vandrede tre Dagsrejser
      frem, idet HERRENs Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et
      Sted, hvor de kunde holde Hvil.
 34.  Og HERRENs Sky svævede over dem om Dagen, når de brød op fra
      Lejren.
 35.  Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: "Stå op, HERRE, at dine
      Fjender må splittes og dine Avindsmænd fly for dit Åsyn!"
 36.  Og hver Gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage, HERRE, til
      Israels Stammers Titusinder!"



 11
  1.  Men Folket knurrede højlydt for HERREN over deres usle Kår; og
      da HERREN hørte det, blussede hans Vrede op, og HERRENs Ild brød
      løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren.
  2.  Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HERREN.  Så
      dæmpedes Ilden.
  3.  Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi HERRENs Ild brød løs
      iblandt dem.

  4.  Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten.
      Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde
      vi dog få Kød at spise!
  5.  Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og
      Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,
  6.  og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi
      ser aldrig andet end Manna."
  7.  Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium.
  8.  Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i
      Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder
      og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i
      Olie.
  9.  Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned
      over den.

 10.  Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved
      Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENs Vrede voldsomt op,
      og det vakte også Moses's Mishag.
 11.  Da sagde Moses til HERREN: "Hvorfor har du handlet så ilde med
      din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne,
      siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig?
 12.  Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er
      mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn
      skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en
      Fosterfader bærer det diende Barn?
 13.  Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de
      græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?
 14.  Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.
 15.  Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg
      har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til
      at opleve sådan Elendighed!"

 16.  HERREN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels
      Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og
      Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille
      sig op hos dig der.
 17.  Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget
      af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at
      de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal
      bære den.
 18.  Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal
      I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt:
      Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten!
      Derfor vil HERREN give eder kød at spise;
 19.  og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage
      skal I spise det,
 20.  men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I
      væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders
      Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af
      Ægypten!"
 21.  Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig,
      og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en
      hel Måned!
 22.  Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan
      slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så
      det kan slå til?"
 23.  HERREN svarede Moses: "Er HERRENs Arm for kort? Nu skal du få at
      se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."

 24.  Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENs Ord. Og han samlede
      halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt
      om Teltet.
 25.  Så steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget
      af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de
      halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de
      i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.
 26.  Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed
      Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte
      til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet,
      og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.
 27.  Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og
      Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren."
 28.  Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til
      Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!"
 29.  Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt
      HERRENs Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Ånd komme
      over dem!"
 30.  Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

 31.  Da rejste der sig på HERRENs Bud en Vind, som førte Vagtler med
      sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en
      Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen
      over Jorden.
 32.  Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste
      Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var
      ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.
 33.  Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu
      var spist, blussede HERRENs Vrede op imod Folket, og HERREN lod
      en meget hård Straf ramme Folket.
 34.  Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk
      jordet.
 35.  Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i
      Hazerot.



 12
  1.  Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den
      kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en
      kusjitisk Kvinde -
  2.  og sagde: "Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke også har
      talet til os?" Og HERREN hørte det.
  3.  Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget
      andet Menneske på Jorden.

  4.  Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle
      tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud.
  5.  Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen
      til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud.
  6.  Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet
      iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller
      taler med ham i Drømme.
  7.  Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit
      Hus;
  8.  med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder,
      han skuer HERRENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min
      Tjener Moses?"
  9.  Og HERRENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.
 10.  Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som
      Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var
      hun spedalsk.
 11.  Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde
      for den Synd, vi i Dårskab begik!
 12.  Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt
      fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!"
 13.  Moses råbte da til HERREN og sagde: "Ak, gør hende dog rask
      igen!"
 14.  Og HERREN svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende
      i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage?
      Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun
      atter optages."
 15.  Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød
      ikke op, før Mirjam atter var optaget.
 16.  Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.



 13
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  "Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg
      vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I
      sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!"
  3.  Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken på HERRENs Bud, Mænd, der
      allevar Overhovederfor Israeliterne.
  4.  Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn,
  5.  af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn,
  6.  af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn,
  7.  af Issakars Stamme Jigal, Josefs Søn,
  8.  af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn,
  9.  af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn,
 10.  af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn,
 11.  af Josefs Slamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn,
 12.  af Dans Stamme Ammiel, Gmallis Søn,
 13.  af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn,
 14.  af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn,
 15.  af Gads Stamme Geuel, Mtakis Søn.
 16.  Det var Navnene på de Mænd, Moses udsendte for at undersøge
      Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua.

 17.  Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land.  Og
      han sagde til dem: "Drag herfra op i Sydlandet og drag op i
      Bjergene
 18.  og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt
      eller svagt, fåtalligt eller talrigt,
 19.  om Landet, de bor i, er godt eller dårligt, og om Byerne, de bor
      i, er Teltlejre eller Fæstninger,
 20.  og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri
      eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med
      tilbage!" Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne.

 21.  Så drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til
      Rehob, Egnen hen imod Hamat.
 22.  Så begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede
      Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var
      grundlagt syv År før Zoan i Ægypten.
 23.  Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase,
      som der måtte to Mand til at bære på en Bærestang, og plukkede
      nogle Granatæbler og Figener.
 24.  Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den
      Drueklase, Israeliterne der skar af.

 25.  Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have
      undersøgt Landet;
 26.  og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i
      Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele
      Menigheden og viste dem Landets Frugt.
 27.  De fortalte ham: "Vi kom til landet, du sendte os til; det er
      virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er
      Flugt derfra;
 28.  men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede
      og meget store; ja, vi så også Efterkommere af Anak der.
 29.  Amalek bor i Sydlandet, Hetiterte, Jebusiteme og Amoriterne i
      Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan."
 30.  Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og
      sagde: "Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan
      sikkert tage det!"
 31.  Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: "Vi kan
      ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!"
 32.  Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde
      undersøgt, og sagde: "Landet, som vi har rejst igennem og
      undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de
      Folk, vi så der, var kæmpestore.
 33.  Vi så der Kæmperne Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten og vi
      forekom både os selv og dem som Græshopper!"



 14
  1.  Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og
      Folket græd Natten igennem.
  2.  Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele
      Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i
      Ørkenen!
  3.  Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for
      Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog
      ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?"
  4.  Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende
      tilbage til Ægypten!"
  5.  Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den
      israelitiske Menigheds Forsamling.
  6.  Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med
      til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder
  7.  og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst
      igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land.
  8.  Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give
      os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
  9.  Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets
      Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er
      veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!"
 10.  Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom
      HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved
      Åbenbaringsteltet.

 11.  Og HERREN sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig,
      og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for
      alle de Tegn jeg har gjort i det?
 12.  Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre
      til et Folk, større og stærkere end det!"
 13.  Men Moses sagde til HERREN: "Ægypterne har hørt, at du i din
      Vælde har ført dette Folk bort fra dem;
 14.  og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE,
      er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig
      synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om
      Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.
 15.  Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har
      hørt dit Ry, sige:
 16.  Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han
      havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.
 17.  Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således
      som du forjættede, da du sagde:
 18.  HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader
      Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og
      han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led.
 19.  Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store
      Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen
      fra Ægypten og hertil!"

 20.  Da sagde HERREN: "Jeg tilgiver dem på din Bøn.
 21.  Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af
      HERRENs Herlighed:
 22.  Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har
      gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har
      fristet mig og ikke villet lyde min Røst,
 23.  ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af
      dem, der har hånet mig, skal få det at se;
 24.  kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været
      i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en
      anden Ånd og viste mig fuld Lydighed.
 25.  Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om
      i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"

 26.  Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:
 27.  "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som
      bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren,
      hørt, hvorledes de knurrer imod mig.
 28.  Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har
      råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder!
 29.  I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev
      mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som
      har knurret imod mig.
 30.  Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet
      Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb,
      Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.
 31.  Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg
      lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I
      har vraget,
 32.  men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,
 33.  og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og
      undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde
      i Ørkenen.
 34.  Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således
      skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År
      for hver Dag, og således få mit Mishag at føle.
 35.  Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med
      hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i
      Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"

 36.  Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som
      efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at
      knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,
 37.  de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død
      for HERRENs Åsyn:
 38.  kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de
      Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.

 39.  Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes
      Folket af stor Sorg;
 40.  og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af
      Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det
      Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet."
 41.  Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil
      ikke gå godt!
 42.  Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det,
      bliver I slået af eders Fjender!
 43.  Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal
      falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er
      ikke med eder!"
 44.  Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af
      Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.
 45.  Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i
      Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.



 15
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
      jeg vil give eder at bo i,
  3.  og I vil ofre HERREN et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer,
      af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri
      Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede HERREN
      en liflig Duft,
  4.  så skal den, der bringer HERREN sin Offergave, som Afgrødeoffer
      bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin
      Olie
  5.  desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel
      Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer.
  6.  Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa
      fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie;
  7.  desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til
      en liflig Duft for HERREN.
  8.  Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for
      at indfri et Løfte eller som Takoffer til HERREN,
  9.  skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele
      Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie;
 10.  desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et
      Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
 11.  Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder
      eller hvert Lam eller Ged;
 12.  således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer.
 13.  Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil
      bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
 14.  Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider
      bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig
      Duft for HERREN, skal han gøre på samme Måde som I selv.
 15.  Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder
      og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig
      gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder,
      skal også gælde for den fremmede for HERRENs Åsyn;
 16.  samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos
      eder.

 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18.  Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
      jeg fører eder til,
 19.  og spiser af Landets Brød, skal I yde HERREN en Offerydelse.
 20.  Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som
      Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen
      skal I yde den.
 21.  Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give HERREN en
      Offerydelse, Slægt efter Slægt.

 22.  Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle
      de Bud, HERREN har kundgjort Moses,
 23.  noget af alt det, HERREN har pålagt eder gennem Moses, fra den
      Dag HERREN udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt,
 24.  så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden
      Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en
      liflig duft for HERREN med det efter Lovbudene dertil hørende
      Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer.
 25.  Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og
      dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar
      bragt deres Offergave som et Ildoffer til HERREN og desuden
      deres Syndoffer for HERRENs Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare.
 26.  Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede,
      der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd,
      der bliver begået af Vanvare.

 27.  Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe
      en årgammel Ged som Syndoffer.
 28.  Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for
      HERRENs Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår
      han Tilgivelse.
 29.  For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor
      iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen
      synder af Vanvare.

 30.  Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller
      fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit
      Folk.
 31.  Thi han har ringeagtet HERRENs Ord og brudt hans Bud; det
      Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.

 32.  Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som
      sankede Brænde på en Sabbat.
 33.  De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til
      Moses, Aron og hele Menigheden,
 34.  og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt
      Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham.
 35.  Da sagde HERREN til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele
      Menigheden skal stene ham uden for Lejren!
 36.  Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til
      Døde, som HERREN havde pålagt Moses.

 37.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 38.  Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt
      skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver
      enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor.
 39.  Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal
      komme alle HERRENs Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade
      eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader
      eder forlede til Bolen
 40.  for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og
      blive hellige for eders Gud.
 41.  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
      være eders Gud. Jeg er HERREN eders Gud!



 16
  1.  Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan
      og Abiram, Sønner af Ejiab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde
      Oprør.
  2.  De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd,
      Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete
      Mænd.
  3.  Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til
      dem: "Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver
      og en, og HERREN er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder
      over HERRENs Forsamling?"
  4.  Da Moses hørte det, faldt han på sit Ansigt.
  5.  Derpå talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: "Vent
      til i Morgen, så vil HERREN give til kende, hvem der tilhører
      ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham Adgang til
      sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig.
  6.  Således skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine
      Tilhængere,
  7.  og læg så i Morgen Gløder på og kom Røgelse på for HERRENs Åsyn,
      så skal den, HERREN udvælger, være den, som er hellig; lad det
      nu være nok, I Levisønner!"
  8.  Fremdeles sagde Moses til Kora: "Hør nu, I Levisønner!
  9.  Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels
      Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved
      HERRENs Bolig og stå til Tjeneste for Menigheden?
 10.  Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner,
      Adgang til sig og nu attrår I også Præsteværdigheden!
 11.  Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen
      mod HERREN, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!"

 12.  Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de
      sagde: "Vi kommer ikke!
 13.  Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder
      med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven
      i Købet vil opkaste dig til Herre over os!
 14.  Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og
      Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan
      stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!"
 15.  Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: "Vend dig ikke til
      deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem,
      ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!"

 16.  Og Moses sagde til Kora: "I Morgen skal du og alle dine
      Tilhængere komme frem for HERRENs Åsyn sammen med Aron;
 17.  og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme
      Røgelse på og frembære sin Pande for HERRENs Åsyn, 25O Pander,
      du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!"
 18.  Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så
      stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med
      Moses og Aron;
 19.  og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet. Da kom HERRENs Herlighed til Syne for hele
      Menigheden,
 20.  og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
 21.  "Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu
      tilintetgøre den!"
 22.  Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt
      Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt
      Mand synder?"
 23.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 24.  "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring
      Koras, Datans og Abirams Bolig!"

 25.  Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste,
 26.  og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra
      disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der
      tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres
      Synders Skyld!"
 27.  Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams
      Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen
      til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små.
 28.  Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for
      at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i
      Egenrådighed:
 29.  Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer
      dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke
      sendt mig;
 30.  men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab
      op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer
      levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd
      har hånet HERREN!"
 31.  Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig
      under dem,
 32.  og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og
      alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede;
 33.  og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte
      dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af
      Forsamlingen.
 34.  Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig,
      thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!"
 35.  Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar
      Røgelse.

 36.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 37.  "Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne
      ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige
 38.  er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der
      kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk
      på Alteret, thi de frembar dem for HERRENs Åsyn, og derfor er de
      hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn."
 39.  Da tog Præsten Eleazar Kobberpaladerne, som de opbrændte Mænd
      havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret
 40.  som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen,
      som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre
      Røgelse for HERRENs Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora
      og hans Tilhængere, således som HERREN havde sagt ham ved Moses.

 41.  Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron
      og sagde: "Det er eder, der har, dræbt HERRENs Folk!"
 42.  Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig
      mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og HERRENs
      Herlighed kom til Syne.
 43.  Da trådte Moses og Aron hen foran Åbenbaringsteltet,
 44.  og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
 45.  "Fjern eder fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre
      dem!" Da faldt de på deres Ansigt,
 46.  og Moses sagde til Aron: "Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret
      på og kom Røgelse på og skynd dig så hen til Menigheden og skaf
      den Soning, thi Vreden er brudt frem fra HERREN, Plagen har
      allerede taget fat!"
 47.  Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i
      Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt
      Folket, men han kom Røgelsen på og skaffede Folket Soning.
 48.  Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen
      op.
 49.  Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden
      dem, der omkom for Koras Skyld.
 50.  Så vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt.



 17
  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  "Sig til Israelitterne, at Øversterne for Fædrenehusene skal
      give dig en Stav for hvert Fædrenehus, tolv Stave i alt, og
      skriv så hver enkelts Navn på hans Stav
  3.  og skriv Arons Navn på Levis Stav, thi hvert Overhoved for
      Fædrenehusene skal have een Stav.
  4.  Læg dem så ind i Åbenbariogsteltet foran Vidnesbyrdet, der, hvor
      jeg åbenbarer mig for dig.
  5.  Den Mand, jeg udvælger, hans Stav skal da grønnes; således vil
      jeg bringe Israelitternes Knurren imod eder til Tavshed, så jeg
      kan blive fri for den."
  6.  Moses sagde nu dette til Israelitterne, og alle deres Øverster
      gav ham en Stav, så der blev en Stav for hver Øverste efter
      deres Fædrenehuse, tolv Stave i alt, og Arons Stav var imellem
      Stavene.
  7.  Derpå lagde Moses Stavene hen foran HERRENs Åsyn i Vidnesbyrdets
      Telt.

  8.  Da Moses næste Dag kom ind i Vidnesbyrdets Telt, se, da var
      Arons Stav, Staven for Levis Hus, grønnedes; den havde sat Skud,
      var kommet i Blomst og bar modne Mandler.
  9.  Da tog Moses Stavene bort fra HERRENs Åsyn og bar dem ud til
      Israelitterne, og de så på dem og tog hver sin Stav.
 10.  Men HERREN sagde til Moses: "Læg Arons Stav tilbage foran
      Vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til Tegn for de
      genstridige, og gør Ende på deres Knurren, så jeg kan blive fri
      for den, at de ikke skal dø!"
 11.  Og Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; således gjorde han.

 12.  Men Israelitterne sagde til Moses: "Se, vi omkommer, det er ude
      med os, det er ude med os alle sammen!
 13.  Enhver, der kommer HERRENs Bolig nær, dør. Skal vi da virkelig
      omkomme alle sammen?"



 18
  1.  HERREN sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit
      Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige
      med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste.
  2.  Men også dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du
      lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og
      gå dig til Hånde, når du tillige med dine Sønner gør Tjeneste
      foran Vidnesbyrdets Telt;
  3.  og de skal tage Vare på, hvad du har at varetage, og på alt,
      hvad der er at varetage ved Teltet, men de må ikke komme de
      hellige Ting eller Alteret nær, at ikke både de og I skal dø..
  4.  De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at
      varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen
      Lægmand må der komme eder nær.
  5.  Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved
      Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede
      over Israelitterne.
  6.  Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af
      Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet HERREN
      til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet.
  7.  Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders
      Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden
      for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker
      jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind
      deri, skal lide Døden.

  8.  HERREN talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der
      skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israelitternes
      Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig
      gyldig Rettighed.
  9.  Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der
      opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under
      Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til
      Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine
      Sønner.
 10.  På et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn må
      spise deraf; det skal være dig helligt.
 11.  Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres
      Gaver: Alle Gaver fra Israelitterne, hvormed der udføres
      Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en
      evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, må spise
      deraf.
 12.  Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf,
      som de giver HERREN, giver jeg dig.
 13.  De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de
      bringer HERREN, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus,
      må spise deraf.
 14.  Alt, hvad der lægges Band på i Israel, skal tilfalde dig.
 15.  Af alt Kød, som de bringer til HERREN, såvel af Mennesker som af
      Dyr, skal alt, hvad der åbner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal
      du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du
      lade de førstefødte urene Dyr udløse.
 16.  Hine skal du lade udløse, når de er en Måned gamle eller
      derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt,
      tyve Gera på en Sekel.
 17.  Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder må du ikke
      lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge på
      Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til
      en liflig Duft for HERREN;
 18.  men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre
      Kølle tilfalder det dig.
 19.  Al Offerydelse af Helliggaver, som Israelitterne yder HERREN,
      giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig
      gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for
      HERRENs Åsyn for dig tillige med dine Efterkommere.

 20.  HERREN sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i
      deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem;
      jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israelitterne.

 21.  Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod
      til Løn for det Arbejde, de udfører ved Åbenbaringsteltet.
 22.  Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for
      at de ikke skal pådrage sig Synd og dø;
 23.  kun Leviterne må udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og de
      skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig
      Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke
      have blandt Israelitterne;
 24.  thi Tienden, Israelitterne yder HERREN som Offerydelse, giver
      jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal
      have nogen Arvelod blandt Israelitterne.

 25.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 26.  Tal til Leviterne og sig til dem: Når I af Israelitterne
      modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal
      have af dem, så skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende
      af Tienden;
 27.  og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af
      Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen.
 28.  Således skal også I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende,
      I modtager af Israelitterne, og denne HERRENs Offerydelse skal I
      give Præsten Aron.
 29.  Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde HERRENs Offerydelse, af
      alt det bedste deraf, som hans Helliggave.
 30.  Og sig til dem: Når I yder det bedste deraf, skal det
      ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra
      Tærskepladsen og Vinpersen.
 31.  I må spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det
      er eders Løn for eders Arbejde ved Åbenbaringsteltet.
 32.  Når I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld
      pådrage eder Synd og ikke vanhellige Israelitternes Helliggaver
      og udsætte eder for at dø.



 19
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
  2.  Dette er det Lovbud, HERREN har kundgjort: Sig til
      Israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der
      er uden Fejl og ikke har båret Åg.
  3.  Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den
      uden for Lejren og slagte den for hans Åsyn.
  4.  Så skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod på sin Finger og
      stænke det syv Gange i Retning af Åbenbaringsteltets Forside.
  5.  Derpå skal Kvien brændes i hans Påsyn; dens Hud, Kød og Blod
      tillige med Skarnet skal opbrændes.
  6.  Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld
      og kaste det på Bålet, hvor Kvien brænder.
  7.  Så skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og
      derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren
      til Aften.
  8.  Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder
      med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften.
  9.  Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den
      hen på et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for
      Israelitternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er
      et Syndoffer.
 10.  Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og
      være uren til Aften. For Israelitterne og den fremmede, der bor
      iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning:
 11.  Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være
      uren i syv Dage.
 12.  Han skal lade sig rense for Synd med Asken på den tredje og
      syvende Dag, så bliver han ren; men renser han sig ikke på den
      tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren.
 13.  Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense
      for Synd, besmitter HERRENs Bolig, og det Menneske skal udryddes
      af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand på ham; han
      er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham.

 14.  Således er Loven: Når et Menneske dør i et Telt,, bliver enhver,
      der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv
      Dage;
 15.  og ethvert åbent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver
      urent.
 16.  Ligeledes bliver enhver, der på åben Mark rører ved en, der er
      dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved
      Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage.
 17.  For sådanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte
      Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skål.
 18.  Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i
      Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker,
      der har været deri, og på den, der har rørt ved
      Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven.
 19.  Således skal den rene bestænke den urene på den tredje og
      syvende Dag og borttage hans Synd på den syvende Dag. Derefter
      skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, så er han ren,
      når det bliver aften.
 20.  Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han
      skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet HERRENs
      Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand på ham, han er
      uren.
 21.  Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker
      Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved
      Renselsesvandet, skal være uren til Aften.
 22.  Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der
      rører ved ham, skal være uren til Aften.



 20
  1.  Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den
      første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam,
      og der blev hun jordet.
  2.  Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod
      Moses og Aron,
  3.  og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet,
      dengang vore Brødre omkom for HERRENs Åsyn!
  4.  Hvorfor førte I HERRENs Forsamling ind i denne Ørken, når vi
      skal dø her, både vi og vort Kvæg?
  5.  Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til
      dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener,
      Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?"
  6.  Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til
      Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste
      HERRENs Herlighed sig for dem,
  7.  og HERREN talede til Moses og sagde:
  8.  "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden
      sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad
      Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens
      Kvæg noget at drikke!"
  9.  Da tog Moses Staven fra dens Plads foran HERRENs Åsyn, som han
      havde pålagt ham;
 10.  og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og
      han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få
      Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?"
 11.  Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin
      Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og
      dens Kvæg kunde drikke.
 12.  Men HERREN sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig
      og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til
      at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!"
 13.  Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med HERREN, og
      hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.

 14.  Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud:
      "Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de
      Besværligheder, som er vederfaret os,
 15.  hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede
      der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore
      Fædre;
 16.  da råbte vi til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel
      og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved
      Grænsen af dine Landemærker.
 17.  Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage
      hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene;
      vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller
      venstre, før vi er nået igennem dit Land!"
 18.  Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land,
      ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!"
 19.  Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne
      Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine
      Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at
      være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!"
 20.  Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede
      imod ham med mange Krigere og stærkt rustet.
 21.  Da Edom således formente Israel at drage igennem sine
      Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.

 22.  Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom
      til Bjerget Hor.
 23.  Og HERREN talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen
      til Edoms Land og sagde:
 24.  "Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind
      i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige
      mod mit Bud ved Meribas Vand.
 25.  Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor;
 26.  affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der
      skal Aron tages bort og dø!"
 27.  Da gjorde Moses som HERREN bød, og de gik op på Bjerget Hor i
      hele Menighedens Påsyn;
 28.  og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans
      Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og
      Eleazar steg ned fra Bjerget,
 29.  og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over
      Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.



 21
  1.  Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet,
      hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel
      og tog nogle af dem til Fange.
  2.  Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: "Hvis du giver
      dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!"
  3.  Og HERREN hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Hånd,
      hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man
      Stedet Navnet Horma.

  4.  Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at
      komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt
  5.  og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af
      Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller
      Vand, og vi er lede ved denne usle Føde."
  6.  Da sendte HERREN Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så
      en Mængde af Israel døde.
  7.  Så kom Folket til Moses og sagde: "Vi har syndet ved at tale
      imod HERREN og dig; gå i Forbøn hos HERREN, at han tager
      Slangerne fra os!" Og Moses gik i Forbøn for Folket.
  8.  Da sagde HERREN til Moses: "Lav dig en Slange og sæt den på en
      Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!"
  9.  Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og
      enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt
      ham, beholdt Livet.

 10.  Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot;
 11.  og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen
      østen for Moab.
 12.  Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen.
 13.  Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som
      udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod
      Amoriterne.
 14.  Derfor hedder det i Bogen om HERRENs Krige: Vaheb i Sufa og
      Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt,
 15.  som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse.
 16.  Derfra brød de op til Beer; det er det Be'er, HERREN havde for
      Øje, da han sagde til Moses: "Kald Folket sammen, så vil jeg
      give dem Vand!"
 17.  Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til
      dens Pris!
 18.  Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med
      Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana;
 19.  fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot;
 20.  fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som
      rager op over Ørkenen.

 21.  Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige:
 22.  "Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind
      på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene,
      vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land!
 23.  Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod
      samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod
      Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel.
 24.  Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra
      Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved
      Ammoniternes Grænse;
 25.  og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle
      Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer.
 26.  Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet
      Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon.
 27.  Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive
      bygget og grundfæstet, Sihons By!
 28.  Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den
      fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder.
 29.  Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine
      Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon,
      Amoriternes Konge.
 30.  Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem
      øde til Nofa, som ligger ved Medeba.
 31.  Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land.
 32.  Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det
      tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende
      Amoriter bort.

 33.  Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen
      af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved
      Edrei.
 34.  Men HERREN sagde til Moses: "Frygt ikke for ham! Thi jeg giver
      ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan
      handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der
      boede i Hesjbon."
 35.  Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke
      en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land.



 22
  1.  Derefter brød Israelitterne op derfra og slog Lejer på Moabs
      Sletter hinsides Jordan over for Jeriko.

  2.  Da Balak, Zippors Søn, så alt, hvad Israel havde gjort ved
      Amoriterne,
  3.  grebes Moab af Rædsel for Folket, fordi det var så talrigt, og
      Moab gruede for Israelitterne.
  4.  Da sagde Moab til Midjaniternes Ældste: "Nu vil denne
      Menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som
      Okserne opæder Græsset på Marken!" På den Tid var Balak, Zippors
      Søn, Konge over Moab.
  5.  Han sendte nu Sendebud til Bileam, Beors Søn, i Petor, der
      ligger ved Floden, til Ammoniternes Land, og bad ham komme til
      sig, idet han lod sige: "Se, et Folk er udvandret fra Ægypten;
      se, det har oversvømmet Landet og slået sig ned lige over for
      mig.
  6.  Kom nu og forband mig det Folk, thi det er mig for mægtigt:
      måske jeg da kan slå det og jage det ud af Landet. Thi jeg ved,
      at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander,
      forbandet!"
  7.  Da gav Moabs og Midjans Ældste sig på Vej, forsynede med
      Spåmandsløn, og da de kom til Bileam, overbragte de ham Balaks
      Ord.
  8.  Han sagde til dem: "Bliv her Natten over, så skal jeg give eder
      Svar, efter som HERREN vil tale til mig!" Moabs Høvdinger blev
      da hos Bileam.
  9.  Men Gud kom til Bileam og spurgte: "Hvem er de Mænd, som er hos
      dig?"
 10.  Men Bileam svarede Gud: "Zippors Søn, Kong Balak af Moab, har
      sendt mig det Bud:
 11.  Se, et Folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet Landet!
      Kom nu og forband mig det, måske jeg da kan overvinde det og
      jage det bort!"
 12.  Men Gud sagde til Bileam: "Du må ikke gå med dem, du må ikke
      forbande det Folk, thi det er velsignet!"
 13.  Næste Morgen stod Bileam op og sagde til Balaks Høvdinger: "Vend
      tilbage til eders Land, thi HERREN vægrer sig ved at give mig
      Tilladelse til at følge med eder!"
 14.  Da brød Moabs Høvdinger op, og de kom til Balak og meldte:
      "Bileam vægrede sig ved at følge med os!"

 15.  Men Balak sendte på ny Høvdinger af Sted, flere og mere ansete
      end de forrige;
 16.  og de kom til Bileam og sagde til ham: "Således siger Balak,
      Zippors Søn: Undslå dig ikke for at komme til mig!
 17.  Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af
      mig. Kom nu og forband mig det Folk!"
 18.  Men Bileam svarede Balaks Folk: "Om Balak så giver mig alt det
      Sølv og Guld, han har i sit Hus, formår jeg dog hverken at gøre
      lidt eller meget imod HERREN min Guds Befaling;
 19.  bliv derfor også I her Natten over, for at jeg kan få at vide,
      hvad HERREN yderligere vil tale til mig!"
 20.  Da kom Gud om Natten til Bileam og sagde til ham: "Er disse Mænd
      kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke
      gøre andet, end hvad jeg siger dig!"
 21.  Så stod Bileam op næste Morgen og sadlede sit Æsel og fulgte med
      Moabs Høvdinger.

 22.  Men Guds Vrede blussede op, fordi han fulgte med, og HERRENs
      Engel stillede sig på Vejen for at stå ham imod, da han kom
      ridende på sit Æsel fulgt af sine to Tjenere.
 23.  Da nu Æselet så HERRENs Engel stå på Vejen med draget Sværd i
      Hånden, veg det ud fra Vejen og gik ind på Marken; men Bileam
      slog Æselet for at tvinge det tilbage på Vejen.
 24.  Da stillede HERRENs Engel sig i Hulvejen mellem Vingårdene, hvor
      der var Mure på begge Sider;
 25.  og da Æselet så HERRENs Engel, trykkede det sig op til Muren, så
      det trykkede Bileams Fod op mod Muren, og han gav sig atter til
      at slå det.
 26.  HERRENs Engel gik nu længere frem og stillede sig i en Snævring,
      hvor det ikke var muligt at komme til Siden, hverken til højre
      eller venstre.
 27.  Da Æselet så HERRENs Engel, lagde det sig ned med Bileam. Da
      blussede Bileams Vrede op, og han gav sig til at slå Æselet med
      Stokken.
 28.  Men HERREN åbnede Æselets Mund, og det sagde til Bileam: "Hvad
      har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre Gange?"
 29.  Bileam svarede Æselet: "Du har drillet mig; havde jeg haft et
      Sværd i Hånden, havde jeg slået dig ihjel!"
 30.  Men Æselet sagde til Bileam: "Er jeg ikke dit eget Æsel, som du
      har redet al din Tid indtil i Dag? Har jeg ellers haft for Vane
      at bære mig således ad over for dig?" Han svarede: "Nej!"
 31.  Da åbnede HERREN Bileams Øjne, og han så HERRENs Engel stå på
      Vejen med draget Sværd i Hånden; og han bøjede sig og kastede
      sig ned på sit Ansigt.
 32.  Men HERRENs Engel sagde til ham: "Hvorfor slog du dit Æsel de
      tre Gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du
      handlede overilet ved at rejse imod min Vilje.
 33.  Æselet så mig og veg tre Gange til Side for mig; og var det ikke
      veget til Side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet
      dets Liv!"
 34.  Da sagde Bileam til HERRENs Engel: "Jeg har syndet, jeg vidste
      jo ikke, at det var dig, der trådte i Vejen for mig. Men hvis
      det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage."
 35.  HERRENs Engel sagde til Bileam: "Følg blot med disse Mænd, men
      du må kun sige de Ord, jeg siger dig!" Så fulgte Bileam med
      Balaks Høvdinger.

 36.  Da Balak nu hørte, at Bileam var undervejs, gik han ham i Møde
      til Ar Moab ved den Grænse, Arnon danner, den yderste Grænse.
 37.  Og Balak sagde til Bileam: "Sendte jeg dig ikke Bud og bad dig
      komme? Hvorfor kom du da ikke til mig? Skulde jeg virkelig være
      ude af Stand til at lønne dig?"
 38.  Bileam sagde til Balak: "Se, nu er jeg kommet til dig; men mon
      det står i min Magt at sige noget? Det Ord, Gud lægger mig i
      Munden, må jeg tale!"
 39.  Da fulgte Bileam med Balak, og de kom til Hirjat Huzot.
 40.  Balak ofrede her Hornkvæg og Småkvæg og sendte noget til Bileam
      og Høvdingerne, der var hos ham.
 41.  Næste Morgen tog Balak Bileam med sig og førte ham op til Bamot
      Bål, hvorfra han kunde øjne den yderste Del af Folket.



 23
  1.  Og Bileam sagde til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig
      syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
  2.  Balak gjorde, som Bileam sagde, og Balak og Bileam ofrede en Tyr
      og en Væder på hvert Alter.
  3.  Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit
      Brændoffer, så vil jeg gå hen og se, om HERREN mulig kommer mig
      i Møde. Hvad han da lader mig skue, skal jeg lade dig vide." Så
      gik han op på en nøgen Klippetop.
  4.  Da kom Gud Bileam i Møde. Og han sagde til ham: "Jeg har gjort
      de syv Altre i Stand og ofret en Tyr og en Væder på hvert."
  5.  Og Gud lagde Bileam Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til
      Balak og tal således til ham!"
  6.  Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit
      Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger.
  7.  Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs
      Konge fra Østens Bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald
      Vrede ned over Isrrael!"
  8.  Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde Vrede, når
      HERREN ej vreds!
  9.  Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et
      Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til
      Hedningefolkene.
 10.  Hvem kan måle Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran?
      Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres!

 11.  Da sagde Balak til Bileam: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod
      dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har
      velsignet dem!"
 12.  Men han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad HERREN
      Iægger mig i Munden?"
 13.  Da sagde Balak til ham: "Følg med mig til et andet Sted, hvorfra
      du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det
      hele, og forband mig det så fra det Sted!"
 14.  Og han tog ham med til Udkigsmarken på Toppen af Pisga og rejste
      der syv Altre og ofrede en Tyr og en Væder på hvert.
 15.  Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit
      Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!"
 16.  Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde:
      "Vend tilbage til Balak og tal således!"
 17.  Så kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer
      sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: "Hvad har
      HERREN sagt?"
 18.  Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til
      mig, Zippors Søn!
 19.  Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at
      han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han
      taler uden at fuldbyrde det?
 20.  Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet
      tilbage!
 21.  Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; HERREN dets
      Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det.
 22.  Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn.
 23.  Thi mod Jakob hjælper ej Galder, Trolddom ikke mod Israel. Nu
      siger man om Jakob og om Israel: "Hvad har Gud gjort?"
 24.  Se, et Folk, der står op som en Løvinde, rejser sig som en Løve!
      Det lægger sig først, når det har ædt Rov og drukket de dræbtes
      Blod.

 25.  Da sagde Balak til Bileam: "Vil du ikke forbande det, så velsign
      det i alt Fald ikke!"
 26.  Men Bileam svarede og sagde til Balak: "Har jeg ikke sagt dig,
      at alt, hvad HERREN siger, det gør jeg!"
 27.  Da sagde Balak til Bileam: "Kom, jeg vil tage dig med til et
      andet Sted, måske det vil behage Gud, at du forbander mig det
      fra det Sted."
 28.  Og Balak førte Bileam op på Toppen af Peor, der rager op over
      Ørkenen.
 29.  Så sagde Bileam til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig
      syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
 30.  Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Tyr og en Væder på
      hvert Alter.



 24
  1.  Men da Bileam så, at HERRENS Hu stod til at velsigne Israel, gik
      han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men
      vendte sig mod Ørkenen
  2.  og Bileam så op og fik Øje på Israel; som lå lejret Stamme for
      Stamme. Da kom Guds Ånd over ham,
  3.  og han fremsatte sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger
      Manden, hvis Øje er lukket,
  4.  så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden,
      som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
  5.  Hvor herlige er dine Telte, JIakob, og dine Boliger, Israel!
  6.  Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod,
      som Aloetræer, HERREN har plantet, som Cedre ved Vandets Bred.
  7.  Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn fåt rigelig Væde.
      Mægtigere end Agagerdets Konge, og ophøjet er dets kongedømme.
  8.  Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det
      opæder de Folkeslag der står det imod, søndrer deres Ben og
      knuser deres Lænder
  9.  Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør
      vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig
      forbander!

 10.  Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne
      sammen; og Balak sagde til Bileam: "For at forbande mine Fjender
      bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange!
 11.  Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn,
      men mon har HERREN unddraget dig den!"
 12.  Men Bileam sagde til Balak: "Sagde jeg ikke allerede til
      Sendebudene, du sendte mig:
 13.  Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus,
      kan jeg ikke være ulydig mod HERREN og gøre noget som helst af
      egen Vilje; hvad HERREN siger, vil jeg sige!
 14.  Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide,
      hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage."
 15.  Derpå fremsatte han sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så
      siger Manden, hvis Øje er lukket,
 16.  så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden,
      som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
 17.  Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Sterne
      opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser
      Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse.
 18.  Edom bliver et Lydland, og Seirs undslupne går til Grunde,
      Israel udfolder sin Magt,
 19.  og Jakob kuer sine Fjender.

 20.  Men da han så Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første
      af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang!
 21.  Og da han så Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er
      din Bolig, din Rede bygget på Klippen.
 22.  Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal
      føre dig bort!
 23.  Derpå fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, når Gud
      lader det ske!
 24.  Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer
      Eber men også han er viet til Undergang!
 25.  Så drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik også
      bort.



 25
  1.  Israeliterne slog sig derpå ned i Sjitim. Men Folket begyndte at
      bedrive Hor med de moabitiske Kvinder;
  2.  og da de indbød Folket til deres Guders Slagtofre, spiste Folket
      deraf og tilbad deres Guder.
  3.  Og Israel holdt til med Bål Peor; derover blussede HERRENs Vrede
      op mod Israel,
  4.  og HERREN sagde til Moses: "Kald alle Folkets Overhoveder sammen
      og hæng dem op for HERREN under åben Himmel, for at HERRENs
      Vrede må vige fra Israel!"
  5.  Og Moses sagde til Israeliternes Dommere: "Enhver af eder skal
      slå dem af sine Mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al Peor!"

  6.  Og se, en af Israeliterne kom og førte en midjanitisk Kvinde hen
      til sine Landsmænd lige for Øjnene af Moses og hele
      Israeliternes Menighed, medens de stod og græd ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet.
  7.  Da nu Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, så det, trådte
      han frem af Menighedens Midte, greb et Spyd,
  8.  fulgte den israelitiske Mand ind i Sengekammeret og gennemborede
      dem begge, både den israelitiske Mand og Kvinden, hende gennem
      Underlivet. Da standsede Plagen blandt Israeliterne.
  9.  Men Tallet på dem, Plagen havde kostet Livet, løb op til 24000.

 10.  Da talede HERREN således til Moses:
 11.  Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra
      Israeliterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed,
      så at jeg ikke tilintetgjorde Israeliterne i min Nidkærhed.
 12.  Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min Fredspagt!
 13.  Et evigt Præstedømmes Pagt skal blive hans og efter ham hans
      Efterkommeres Lod, til Løn for at han var nidkær for sin Gud og
      skaffede Israeliterne Soning."

 14.  Den dræbte Israelit, han, der dræbtes sammenmed den midjanitiske
      kvinde, hed Zimri, Salus Søn, og var Øverste for et Fædrenehus
      blandt Simeoniterne;
 15.  og den dræbte midjanitiske Kvinde hed Hozbi og var en Datter af
      Zur, der var Stammehøvding for et Fædrenehus blandt
      Midjaniterne,

 16.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 17.  "Fald over Midjaniterne og slå dem;
 18.  thi de faldt over eder med de Rænker, de spandt imod eder i den
      Sag med Peor og med Hozbi, den midjanitiske Høvdings Datter,
      deres Landsmandinde, der dræbtes, den Dag Plagen brød løs for
      Peors Skyld."



 26
  1.  Efter denne Plage talede HERREN til Moses og Eleazar, Præsten
      Arons Søn, og sagde:
  2.  "Hold Mandtal over hele Israeliternes Menighed fra
      Tyveårsalderen og opefter, Fædrenehus for Fædrenehus, alle
      våbenføre Mænd i Israel!"
  3.  Da mønstrede Moses og Præsten Eleazar dem på Moabs Sletter ved
      Jordan over for Jeriko
  4.  fra Tyveårsalderen og opefter, som HERREN havde pålagt Moses.
      Og Israeliterne, som var udvandret fra Ægypten, var følgende:

  5.  Ruben, Israels førstefødte; Rubens Sønner: Fra Hanok stammer
      Hanokiternes Slægt, fra Pallu Palluiternes Slægt,
  6.  fra Hezron Hezroniternes Slægt og fra Karmi Karmiternes Slægt.
  7.  Det var Rubeniternes Slægter, og de af dem, som mønstredes,
      udgjorde 43730.
  8.  Pallus Søn var Eliab;
  9.  Eliabs Sønner: Nemuel, Datan og Abiram; det var den Datan og den
      Abiram, Menighedens udvalgte, som satte sig op imod Moses og
      Aron sammen med Koras Tilhængere, da de satte sig op imod
      HERREN;
 10.  og Jorden åbnede sit Gab og slugte dem sammen med Kora, da hans
      Tilhængere omkom, idet Ilden fortærede de 25O Mænd, og de blev
      et Tegn til Advarsel.
 11.  Men Koras Sønner omkom ikke.

 12.  Simeons Sønners Slægter var følgende: Fra Nemuel stammer
      Nemueliternes Slægt, fra Jamin Jaminiternes Slægt, fra Jakin
      Jakiniternes Slægt,
 13.  fra Zera Zeraiternes Slægt og fra Sjaul Sjauliternes Slægt.
 14.  Det var Simeoniternes Slægter, 22200.
 15.  Gads Sønners Slægter var følgende: Fra Zefon stammer
      Zefoniternes Slægt, fra Haggi Haggiternes Slægt, fra Sjuni
      Sjuniternes Slægt,
 16.  fra Ozni Ozniternes Slægt, fra Eti Eriternes Slægt,
 17.  fra Arod Aroditernes Slægt og fra Ar'eli Ar'eliternes Slægt.
 18.  Det var Gads Sønners Slægter, de af dem, som mønstredes, 4O5OO.

 19.  Judas Sønner var Er og Onan. men Er og Onan døde i Kana'ans
      Land.
 20.  Judas Sønners Slægter var følgende: Fra Sjela sammer
      Sjelaniternes Slægt, fra Perez Pereziternes Slægt og fra Zera
      Zeraiternes Slægt;
 21.  Perezs Sønner: Fra Hezron stammer Heztoniternes Slægt og fra
      Hamul Hamuliternes Slægt.
 22.  Det var Judas Slægter, de af dem, som mønstredes, 76500.

 23.  Issakars Sønners Slægter var følgende: Fra Tola stammer
      Tolaiternes Slægt, fra Pua Puniternes Slægt;
 24.  fra Jasjub Jasjubiternes Slægt og fra Sjimron Sjimroniternes
      Slægt.
 25.  Det var Issakars Slægter, de af dem, som mønstredes, 64 300.

 26.  Zebulons Sønners Slægter var følgende: Fra Sered stammer
      Serediternes Slægt, fra Elon Eloniternes Slægt og fra Jale'el
      Jale'eliternes Slægt.
 27.  Det var Zebuloniternes Slægter, de af dem, som mønstredes, 60
      508

 28.  Josefs Sønners Slægter var følgende: Manasse og Efraim;
 29.  Manasses Sønner: Fra Makir stammer Makiriternes Slægt; Makir
      avlede Gilead, fra Gilead stammer Gijeaditernes Slægt;
 30.  Gileads Sønner var følgende: Fra Abiezer stammer Abiezriternes
      Slægt, fra Helek Helekiternes Slægt,
 31.  fra Asriel Asrieliternes Slægt, fra Sjekem Sjekemiternes Slægt,
 32.  fra Sjemida Sjemidaiternes Slægt og fra Hefer Heferiternes
      Slægt;
 33.  men Zelofhad, Hefers Søn, havde ingen Sønner, kun Døtre;
      Zelofhads Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
 34.  Det var Manasses Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde
      52700.

 35.  Efraims Sønners Slægter var følgende: Fra Sjutela stammer
      Sjutelaiternes Slægt, fra Beker Bekeriternes Slægt og fra Tahan
      Tahaniternes Slægt;
 36.  Sjultelas Sønner var følgende: Fra Eran stammer Eraniternes
      Slægt.
 37.  Detvar Efraimiternes Slægter, de af dem, som mønstedes,
      32500. Det var Josefs Sønners Slægter.

 38.  Benjamins Sønners Slægtervar følgende: Fra Bela stammer
      Belaiternes Slægt, fra Asjbel Asjbeliternes Slægt, fra Ahiram
      Ahiramiternes Slægt,
 39.  fra Sjufam Sjufamiternes Slægt og fra Hufam Hufamiternes Slægt.
 40.  Belas Sønner: Ard og Na'aman; fra Ard stammer Arditernes Slægt,
      fra Na'aman Na'amiteroes Slægt.
 41.  Det var Benjamins Sønners Slægter, og de af dem, som mønstredes,
      udgjorde 45600.

 42.  Dans Sønners Slægter var følgende: Fra Sjuham stammer.
      Sjuhamiternes Slægt. Det var Dans Slægter, Slægt for Slægt.
 43.  Alle Sjuhamiternes Slægter, de af dem, som mønstredes, udgjorde
      64 400.

 44.  Asers Sønners Slægter var følgende: Fra Jimna stammer
      Jimniternes Slægt, fra Jisjvi Jisjviternes Slægt og fra Beri'a
      Beri'aiternes Slægt;
 45.  fra Beri'as Sønner: Fra Heber stammer Hebriternes Slægt og fra
      Malkiel Malkieliternes Slægt.
 46.  Asers Datter hed Sera.
 47.  Det var Asers Sønners Slægter, og de af dem, som mønsttedes,
      udgjorde 53400.

 48.  Naftalis Sønners Slægter var følgende: Fra Jaze'el stammer
      Jaze'eliternes Slægt, fra Guni Guniternes Slægt,
 49.  fra Jezer Jezeriternes Slægt og fra Sjillem Sjillemiternes
      Slægt,
 50.  Det var Naftalis Slægter, Slægt for Slægt, og de af dem, som
      mønstredes, udgjorde 45400.

 51.  Det var dem af Israeliterne, som mønstredes, 601730.

 52.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 53.  Til dem skal Landet udskiftes til Arv og Eje efter de optalte
      Navne.
 54.  En stor Stamme skal du give en stor Arvelod, en lille Stamme en
      lille; enhver af dem skal der gives en Arvelod efter Tallet på
      de mønstrede i den.
 55.  Dog skal Landet udskiftes ved Lodkastning; de skal have deres
      Arvelodder efter Navnene på deres fædrene Stammer;
 56.  ved Lodkastning skal enhver Stamme, stor eller lille, have sin
      Arvelod tildelt.

 57.  Følgende er de af Leviterne, der mønstredes, Slægt for Slægt:
      Fra Gerson stammer Gersoniternes Slægt, fra Kehat Kehatiternes
      Slægt og fra Merari Merariternes Slægt.
 58.  Følgende er Levis Slægter: Libniternes Slægt, Hebroniternes
      Slægt, Maliternes Slægt, Musjiternes Slægt og Koraiternes Slægt.
      Kehat avlede Amram.
 59.  Amrams Hustru hed Jokebed, Levis Datter, som fødtes Levi i
      Ægypten; hun fødte for Amram Aron, Moses og deres Søster Mirjam.
 60.  For Aron fødtes Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.
 61.  Men Nadab og Abihu omkom, da de frembar fremmed Ild for HERRENs
      Åsyn.
 62.  De af dem, der mønstredes, udgjorde 23000, alle af Mandkøn fra
      en Måned og opefter. De mønstredes nemlig ikke sammen med de
      andre Israeliter, da der ikke var givet dem nogen Arvelod blandt
      Israeliterne.

 63.  Det var dem, der mønstredes af Moses og Præsten Eleazar, da
      disse mønstrede Israeliterne på Moabs Sletter ved Jordan over
      for Jeriko.
 64.  Blandt dem var der ingen, som var mønstret af Moses og Præsten
      Aron, da de mønstrede Israeliterne i Sinaj Ørken;
 65.  thi HERREN havde sagt til dem, at de skulde dø i Ørkenen.
      Derfor var der ingen tilbage af dem undtagen Kaleb, Jetunnes
      Søn, og Josua, Nuns Søn.



 27
  1.  Men Zelofhads Døtre, hvis Fader var en Søn af Hefer, en Søn af
      Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse - de hørte altså til
      Josefs Søn Manasses Slægter, og deres Navne var Mala, Noa,
      Hogla, Milka og Tirza - trådte hen
  2.  og stillede sig frem for Moses, Præsten Eleazar, Øversterne og
      hele Menigheden ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og sagde:
  3.  "Vor Fader døde i Ørkenen han hørte ikke med til Koras
      Tilhængere, dem, der rottede sig sammen mod HERREN, men døde for
      sin egen Synds Skyld og han havde ingen Sønner.
  4.  Hvorfor skal nu vor Faders Navn udslettes af hans Slægt, fordi
      han ingen Søn havde? Giv os Ejendom blandt vor Faders Brødre!"
  5.  Og Moses lagde deres Sag frem for HERRENs Åsyn.

  6.  Da talede HERREN således til Moses:
  7.  "Zelofbads Døtre har Ret i, hvad de siger; giv dem Ejendom til
      Arvelod mellem deres Faders Brødre og lad deres Faders Arvelod
      tilfalde dem
  8.  Og til Israeliterne skal du tale og sige således: Når en Mand
      dør uden at efterlade sig nogen Søn, da skal I lade hans Arvelod
      gå i Arv til hans Datter;
  9.  har han heller ingen Datter, skal I give hans Arvelod til hans
      Brødre;
 10.  har han heller ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans
      Farbrødre;
 11.  og har hans Fader ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til
      hans nærmeste kødelige Slægtning, som så skal arve den. Det skal
      være Israeliterne en retsgyldig Anordning, som HERREN har pålagt
      Moses."

 12.  Og HERREN sagde til Moses: "Stig op på Åbarimbjerget her og se
      ud over Landet, som jeg vil give Israeliterne.
 13.  Og når du har set ud over det, skal også du samles til din Slægt
      ligesom din Broder Aron;
 14.  I var jo genstridige mod mit Ord i Zins Ørken, dengang
      Menigheden yppede Kiv, så at I ikke helligede mig i deres Påsyn
      ved at skaffe Vand." Det er Meriba Kadesjs Vand i Zins Ørken.

 15.  Og Moses talte således til HERREN:
 16.  "Måtte HERREN, Gud over alt Køds Ånder, indsætte en Mand over
      Menigheden,
 17.  som kan drage ud og hjem i Spidsen for dem og føre dem ud og
      hjem, for at ikke HERRENs Menighed skal blive som en Hjord uden
      Hyrde!"
 18.  Da sagde HERREN til Moses: "Tag Josua, Nuns Søn, en Mand, i hvem
      der er Ånd, læg din Hånd på ham,
 19.  fremstil ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden og indsæt
      ham således i deres Påsyn;
 20.  og overdrag ham noget af din Værdighed, for at hele
      Israeliternes Menighed kan adlyde ham.
 21.  Men han skal træde frem for Præsten Eleazar, for at han kan
      skaffe ham Urims Kendelse for HERRENs Åsyn; på hans Bud skal han
      drage ud, og på hans Bud skal han vende hjem, han og alle
      Israeliterne, hele Menigheden."
 22.  Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; han tog Josua og
      fremstillede ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden;
 23.  og han lagde sine Hænder på ham og indsatte ham, således som
      HERREN havde påbudt ved Moses.



 28
  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Byd Israeliterne og sig til dem: I skal omhyggeligt bringe mig
      mine Oergaver, min Ildofferspise til en liflig Duft, til de
      fastsatte Tider!
  3.  Og sig til dem: Dette er det Ildoffer, I skal bringe HERREN:
      Hver Dag to årgamle, lydefri Lam som dagligt Brændoffer;
  4.  det ene Lam skal du ofre om Morgenen, det andet ved Aftenstid;
  5.  og som Afgrødeoffer dertil en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt
      i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Frugter
  6.  det er det daglige Brændoffer, som ofredes ved Sinaj Bjerg til
      en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN
  7.  fremdeles som Drikoffer dertil en Fjerdedel Hin Vin for hvert
      Lam; i Helligdommen skal derudgydes Drikoffer af stærk Drik for
      HERREN.
  8.  Det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; med samme Afgrødeoffer
      og Drikoffer som om Morgenen skal du ofre det, et Ildoffer til
      en liflig Duft for HERREN.
  9.  På Sabbatsdagen skal det være to årgamle, lydefri Lam og som
      Afgrødeoffer to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, med
      tilhørende Drikoffer,
 10.  et Sabbatsbrændoffer på hver Sabbat foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Drikofer.

 11.  På den første Dag i hver Måned skal I som Brændoffer bringe
      HERREN to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
 12.  og som Afgrødeoffer dertil for hver Tyr tre Tiendedele Efa fint
      Hvedemel, rørt i Olie, som Afgrødeoffer for hver Væder to
      Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie,
 13.  og som Afgrødeoffer for hvert Lam en Tiendedel Efa fint
      Hvedemel, rørt i Olie, et Brændoffer til en liflig Duft, et
      Ildoffer for HERREN;
 14.  desuden de tilhørende Drikofre, en halv Hin Vin for hver Tyr, en
      Tredjedel Hin for hver Væder og en Fjerdedel Hin for hvert
      Lam. Det er det månedlige Brændoffer for hver af Årets Måneder.
 15.  Tillige skal der foruden det daglige Brændoffer ofres HERREN en
      Gedebuk som Syndoffer med tilhørende Drikoffer.

 16.  På den fjortende Dag i den første Måned skal dervære Påske for
      HERREN.
 17.  Den femtende Dag i den Måned er det Højtid; i syv Dage skal der
      spises usyrede Brød.
 18.  På den første Dag skal der være Højtidsstævne, intet som belst
      Arbejde må I udføre.
 19.  Da skal I bringe som Ildoffer, som Brændoffer for HERREN, to
      unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage
 20.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel rørt i Olie; tre
      Tiendedele Efa skal I ofre for hver Tyr, to Tiendedele for hver
      Væder
 21.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
 22.  desuden en Buk som Syndoffer for at skaffe eder Soning.
 23.  Foruden Morgen brændofferet, det daglige Brændoffer, skal I ofre
      det.
 24.  Sådanne Ofre skal I bringe hver af de syv Dage som Ildofferspise
      til en liflig Duft for HERREN; de skal ofres med tilhørende
      Drikoffer foruden det daglige Brændoffer.
 25.  På den syvende Dag skal I holde Højtidsstævne; intet som helst
      Arbejde må I udføre.

 26.  På Førstegrødens Dag, når I bringer HERREN Afgrødeoffer af den
      ny Afgrøde på eders Ugefest, skal I holde Højtidsstævne; intet
      som helst Arbejde må I udføre.
 27.  Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre to
      unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam
 28.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
      Tiendedele Efa for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder
 29.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
 30.  desuden en Gedebuk for at skaffe eder Soning.
 31.  Foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer skal
      I ofre det, lydefri Dyr skal I tage, med tilhørende Drikofre.



 29
  1.  På den første Dag i den syvende Måned skal I holde
      Højtidsstævne, intet som helst Arbejde må I udføre; I skal fejre
      den som en Hornblæsningsdag.
  2.  Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en
      ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr;
  3.  som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
      Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
  4.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
  5.  desuden en Gedebuk som Syndoffer for at skaffe eder Soning;
  6.  alt foruden Nymånebrændofferet med tilhørende Afgrødeoffer og
      det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre
      efter de derom gældende forskrifter, til en liflig Duft, et
      Ildoffer for HERREN.

  7.  På den tiende dag i samme syvende Måned skal I holde
      Højtidsstævne, I skal faste og må intet som helst Arbejde
      udføre.
  8.  Da skal I som Brændoffer til en liflig duft for HERREN ofre en
      ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage,
  9.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
      Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
 10.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
 11.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden Soningssyndoffe,
      det og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og
      Drikofre.

 12.  På den femtende Dag i den syvende Måned skal I holde
      Højtidsstævne, I må intet som helst Atbejde udføre, og I skal
      holde Højtid for HERREN i syv Dage.
 13.  Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for
      HERREN ofre tretten unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam,
      lydefri Dyr skal det være,
 14.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
      Tiendedele Efa for hver af de tretten Tyre, to Tiendedele for
      hver af de to Vædre
 15.  og en Tiendedel for hvert af de fjorten Lam;
 16.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 17.  På den anden Dag skal I ofre tolv unge Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 18.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 19.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 20.  På den tredje Dag skal I ofre elleve unge Tyre, to Vædre og
      fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
 21.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 22.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 23.  På den fjerde Dag skal I ofre ti Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 24.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 25.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 26.  På den femte Dag skal I ofre ni Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 27.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene,Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 28.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 29.  På den sjette Dag skal I ofre otte Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 30.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 31.  desuden en Gedebuk til Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 32.  På den syvende dag skal I ofre syv Tyre, to Vædre og fjorten
      årgamle Lam, lydefri Dyr,
 33.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 34.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 35.  På den ottende Dag skal I holde festlig Samling, I må intet som
      helst Arbejde udføre.
 36.  Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for
      HERREN ofre en Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
 37.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyren, Væderen og
      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
 38.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

 39.  Disse Ofre skal I bringe HERREN på eders Højtider, bortset fra
      eders Løfte og Frivilligofre, hvad enten det nu er Brændofre,
      Afgrødeofre, Drikofre eller Takofre.  30-1. Og Moses talte til
      Israeliterne, ganske som HERREN havde pålagt Moses.



 30
  2.  Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israelitternes
      Stammer og sagde: Dette er, hvad HERREN har påbudt:
  3.  Når en Mand aflægger et Løfte til HERREN eller ved Ed forpligter
      sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, må han ikke bryde
      sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgået af hans Mund.

  4.  Men når en Kvinde aflægger et Løfte til HERREN og forpligter sig
      til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i
      sine unge År opholder sig i sin Faders Hus.
  5.  og hendes Fader, når han hører om hendes Løfte og den
      Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, ikke siger
      noget til hende, så skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og
      enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal
      stå ved Magt.
  6.  Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han får
      det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de
      Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig, stå ved
      Magt, og HERREN skal tilgive hende, fordi hendes Fader har
      forment hende det.

  7.  Hvis hun bliver gift medens der påhviler hende Løfter eller en
      Forpligtelse, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord,
  8.  og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han får det
      at høre, skal hendes Løfter stå ved Magt, og den Forpligtelse
      til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt.
  9.  Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han får
      det at høre, gør han dermed det Løfte, der påhviler hende, og
      den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig ved et
      uoverlagt Ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende.
 10.  En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til
      Afholdenhed, hun har påtaget sig, er bindende for hende.
 11.  Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed
      forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning,
 12.  og hendes Mand, når han får det at høre, ikke siger noget til
      hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter stå
      ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har
      påtaget sig, skal stå ved Magt.
 13.  Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han får det at høre, gør det
      ugyldigt, så står intet af det, hun har udtalt, ved Magt,
      hverken hendes Løfter eller den påtagne Forpligtelse til
      Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og HERREN skal
      tilgive hende.
 14.  Ethvert Løfte og enhver ved Ed påtagen Forpligtelse til Faste
      kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig.
 15.  Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag,
      stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til
      Afholdenhed, hun har påtaget sig; han har stadfæstet dem, thi
      han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre;
 16.  og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det
      at høre, skal han undgælde for hendes Brøde.

 17.  Det er de Anordninger, HERREN gav Moses om Forholdet mellem Mand
      og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine
      unge År opholder sig i hans Hus.



 31

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  "Skaf Israelitterne Hævn over Midjaniterne; så skal du samles
      til din Slægt!"
  3.  Da talte Moses til Folket og sagde: "Udrust Mænd af eders Midte
      til Kamp, for at de kan falde over Midjan og fuldbyrde HERRENs
      Hævn på Midjan;
  4.  1OOO Mand af hver af Israels Stammer skal I sende i Kamp!"
  5.  Af Israels Tusinder udtoges da 1000 af hver Stamme, i alt 12.000
      Mand, rustede til Kamp.
  6.  Og Moses sendte dem i kamp, 1OOO af hver Stamme, og sammen med
      dem Pinehas, Præsten Eleazars Søn, der medbragte de hellige
      Redskaber og Alarmtrompeterne.

  7.  De drog så ud i kamp mod Midjaniterne, som HERREN havde pålagt
      Moses, og dræbte alle af Mandkøn;
  8.  og foruden de andre, der blev slået ihjel, dræbte de også
      Midjans Konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, Midjans fem
      Konger; også Bileam, Beors Søn, dræbte de med Sværdet.
  9.  Og Israelitterne bortførte Midjaniternes kvinder og Børn som
      Krigsfanger, og alt deres Kvæg alle deres Hjorde og alt deres
      Gods tog de med som Bytte;
 10.  og alle deres Byer på de beboede Steder og alle deres Teltlejre
      stak de Ild på.
 11.  Og alt det røvede og hele Byttet, både Mennesker og Dyr, tog de
      med sig,
 12.  og de bragte Fangerne, Byttet og det røvede til Moses og Præsten
      Eleazar og Israelitternes Menighed i Lejren på Moabs Sletter ved
      Jordan over for Jeriko.

 13.  Men Moses, Præsten Eleazar og alle Menighedens Øverste gik dem i
      Møde uden for Lejren,
 14.  og Moses blev vred på Hærens Førere, Tusindførerne og
      Hundredførerne, som kom tilbage fra Krigstoget.
 15.  Og Moses sagde til dem: "Har I ladet alle Kvinder i Live?
 16.  Det var jo dem, der efter Bileams Råd blev Årsag til, at
      Israelitterne var troløse mod HERREN i den Sag med Peor, så at
      Plagen ramte HERRENs Menighed.
 17.  Dræb derfor alle Drengebørn og alle kvinder, der har kendt Mand
      og haft Samleje med Mænd;
 18.  men alle Piger, der ikke har haft Samleje med Mænd, skal I lade
      i Live og beholde,
 19.  Men selv skal I lejre eder uden for Lejren i syv Dage, enhver,
      som har dræbt nogen, og enhver, som har rørt ved en dræbt, og
      rense eder på den tredje og den syvende Dag, både I selv og
      eders Krigsfanger.
 20.  Og enhver Klædning, enhver Læder ting, alt, hvad der er lavet af
      Gedehår,og alle Træredskaber skal I rense!"

 21.  Og Præsten Eleazar sagde til Krigerne, der havde været med i
      Kampen: "Dette er det Lovbud, HERREN har givet Moses:
 22.  Kun Guld, Sølv, kobber, Jern, Tin og Bly,
 23.  alt, hvad der kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Ild, så bliver
      det rent; dog må det renses med Renselsesvand. Men alt, hvad der
      ikke kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Vand.
 24.  Og eders klæder skal I tvætte på den syvende Dag, så bliver I
      rene og kan gå ind i Lejren."

 25.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
 26.  "Sammen med Præsten Eleazar og Overhovederne for Menighedens
      Fædrenehuse skal du opgøre det samlede Bytte, der er taget, både
      Mennesker og Dyr.
 27.  Derefter skal du dele Byttet i to lige store Dele mellem dem,
      der har taget Del i Krigen og været i Kamp, og hele den øvrige
      Menighed.
 28.  Derpå skal du udtage en Afgift til HERREN fra krigerne, der har
      været i Kamp, et Stykke af hver fem Hundrede, både af Mennesker,
      Hornkvæg, Æsler og Småkvæg;
 29.  det skal du tage af den Halvdel, som tilfalder dem, og give
      Præsten Eleazar det som Offerydelse til HERREN.
 30.  Men af den Halvdel, der tilfalder de andre Israelitter, skal du
      tage et Stykke af hver halvtredsindstyve, både af Mennesker,
      Hornkvæg, Æsler og Småkvæg, alt Kvæget, og give det til
      Leviterne, som tager Vare på, hvad der er at varetage ved
      HERRENs Bolig!"

 31.  Da gjorde Moses og Præsten Eleazar, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 32.  Og det, de havde taget, det tiloversblevne af Byttet, som
      Krigsfolket havde gjort, udgjorde 675000 Stykker Småkvæg,
 33.  72 000 Stykker Hornkvæg,
 34.  61 000 Æsler
 35.  og 32008 Mennesker, Kvinder, der ikke havde haft Samleje med
      Mænd.
 36.  Den Halvdel, der tilfaldt dem, der havde været i Kamp, udgjorde
      altså et Tal af 337500 Stykker Småkvæg,
 37.  hvoraf Afgiften til HERREN udgjorde 675 Stykker Småkvæg,
 38.  36000 Stykker Hornkvæg, hvoraf 72 i Afgift til HERREN,
 39.  3O5OO Æsler, hvoraf til i Afgift til HERREN,
 40.  og 16000 Mennesker, hvoraf 32 i Afgift til HERREN.
 41.  Og Moses overgav Afgiften, HERRENs Offerydelse, til Præsten
      Eleazar, som HERREN havde pålagt Moses.
 42.  Og af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, og som
      Moses havde taget som deres del fra de Mænd, der havde været i
      Kamp
 43.  denne Menighedens Halvdel udgjorde 337 500 Stykker Småkvæg,
 44.  36 OOO Stykker Hornkvæg,
 45.  30 500 Æsler
 46.  og 16000 Mennesker
 47.  af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, udtog Moses
      et Stykke for hver halvtredsindstyve, både af Mennesker og Kvæg,
      og gav dem til Leviterne, som tog Vare på, hvad der var at
      varetage ved HERRENs Bolig, som HERREN havde pålagt Moses.

 48.  Da trådte Førerne for Hærens Afdelinger, Tusindførerne og
      Hundredførerne, hen til Moses
 49.  og sagde til ham: "Dine Trælle har holdt Mandtal over de
      krigere, der stod under os; og der manglede ikke en eneste af
      os;
 50.  derfor frembærer nu enhver af os som Offergave til HERREN, hvad
      han har taget af Guldsmykker, Armbånd, Spange, Fingerringe,
      Ørenringe og Halssmykker, for at skaffe os Soning for HERRENs
      Åsyn."
 51.  Moses og Præsten Eleazar modtog Guldet af dem, alskens med Kunst
      virkede Smykker;
 52.  og alt Offerydelsesguldet, som de ydede HERREN, udgjorde 16750
      Sekel, hvilket Tusindførerne og Hundredførerne bragte som Gave.
 53.  Krigerne havde taget Bytte hver for sig.
 54.  Så modtog Moses og Præsten Eleazar Guldet af Tusindførerne og
      Hundredførerne og bragte det ind i Åbenbaringsteltet, for at det
      skulde bringe Israelitterne i Minde for HERRENs Åsyn.



 32
  1.  Rubeniterne og Gaditerne havde meget Kvæg i store mængder. Da de
      nu så Jazers Land og Gileads Land, fandt de, at Stedet egnede
      sig til Kvægavl.
  2.  Derfor kom Gaditerne og Rubeniterne og sagde til Moses og
      Præsten Eleazar og Menighedens Øverste:
  3.  "Atarot, Dibon, Ja'zer, Nimra, Hesjbon, Elale, Sebam, Nebo og
      Beon,
  4.  det Land, HERREN har erobret for Israels Menighed, er et Land,
      der egner sig til Kvægavl, og dine Trælle ejer Hjorde."
  5.  Og de sagde: "Dersom vi har fundet Nåde for dine Øjne, så lad
      dine Trælle få dette Land i Eje; før os ikke over Jordan!"

  6.  Men Moses sagde til Gaditerne og Rubeniterne: "Skal eders Brødre
      drage i Krig, medens I bliver boende her?
  7.  Og hvorfor vil I betage Israelitterne Modet til at drage over
      til det Land, HERREN har givet dem?
  8.  Det gjorde eders Fædre, da jeg fra Kadesj Barnea sendte dem hen
      for at se på Landet;
  9.  da de var draget op til Esjkoldalen og havde set på Landet, det
      og de Israelitterne Modet til at drage ind i det Land, HERREN
      havde givet dem.
 10.  Men HERRENs Vrede blussede den Gang op, og han svor:
 11.  De Mænd, der er draget op fra Ægypten, fra Tyveårsalderen og
      opefter, skal ikke få det Land at se, jeg tilsvor Abraham, Isak
      og Jakob, fordi de ikke viste mig fuld lydighed,
 12.  med Undtagelse af Kenizziten Kaleb, Jetunnes Søn, og Josua, Nuns
      Søn, thi de viste HERREN fuld Lydighed!
 13.  Og HERRENs Vrede blussede op mod Israel, og han lod dem vanke om
      i Ørkenen i fyrretyve År, indtil hele den Slægt var gået til
      Grunde, der gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
 14.  Og se, I træder nu i eders Fædres Fodspor, en Yngel af Syndere,
      for yderligere at øge HERRENs Vrede mod Israel!
 15.  Når I viger bort fra ham, vil han lade det blive endnu længer i
      Ørkenen, og I bringer Fordærvelse over hele dette Folk."

 16.  Da trådte de frem for ham og sagde: "Vi vil kun bygge Kvægfolde
      til vore Hjorde her og Byer til vore Familier;
 17.  men selv vil vi ruste os til Kamp og drage i Spidsen for
      Israelitterne, til vi har bragt dem hen til deres Sted; imens
      skal vore Familier blive i de befæstede Byer i Ly for Landets
      indbyggere.
 18.  Vi vil ikke vende tilbage til vore Huse, før enhver af
      Israelitterne har fået sin Arvelod;
 19.  thi vi vil ikke have Arvelod sammen med dem på den anden Side af
      Jordan og længere borte, eftersom vi har fået vor Arvelod her på
      denne Side af Jordan på Østsiden."
 20.  Da sagde Moses til dem: "Hvis I gør det, hvis I ruster eder til
      Kamp for HERRENs Åsyn,
 21.  hvis alle eders kamprustede Mænd overskrider Jordan for HERRENs
      Åsyn og bliver der, indtil han har jaget sine Fjender bort fra
      sit Åsyn,
 22.  og hvis I først vender tilbage, når Landet er undertvunget for
      HERRENs Åsyn, skal I være sagesløse over for HERREN og Israel,
      og så skal Landet her blive eders Ejendom for HERRENs Åsyn.
 23.  Men hvis I ikke gør det, se, da synder I mod HERREN, og da skal
      I få eders Synd at mærke, den skal nok finde eder.
 24.  Byg eder Byer til eders Familier og Folde til eders Småkvæg og
      gør, som I har sagt!"
 25.  Da sagde Gaditerne og Rubeniterne til Moses: "Dine Trælle vil
      gøre, som min Herre byder;
 26.  vore Børn, Kvinder, Hjorde og alt vort Kvæg skal blive der i
      Gileads Byer,
 27.  men dine Trælle vil drage over og tage Del i Krigen, så mange
      som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, således som min Herre
      har sagt."

 28.  Så gav Moses Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
      Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse Befaling
      om dem,
 29.  og Moses sagde til dem: "Hvis Gaditerne og Rubeniterne, så mange
      som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, går over Jordan sammen
      med eder og Landet bliver eder underlagt, skal I give dem Gilead
      i Eje;
 30.  men hvis de ikke går over sammen med eder, rustede til Kamp,
      skal de have Bopæl anvist blandt eder i Kana'ans Land."
 31.  Da svarede Gaditerne og Rubeniterne: "Hvad HERREN har talt til
      dine Trælle, vil vi gøre;
 32.  vi vil, rustede til Kamp for HERRENs Øjne, drage over til
      Kana'ans Land, men vor Arvelod på den anden Side af Jordan
      bliver i vort Eje."

 33.  Da gav Moses Gaditerne, Rubeniterne og Josefs Søn Manasses halve
      Stamme Amoriterkongen Sihons Kongerige og kong Og af Basans
      kongerige, Landet med Byerne og deres Område, Landets Byer rundt
      om.
 34.  Så byggede Gaditerne Dibon, Atarot, Aroer.
 35.  Atarot Sjofan, Ja'zer, Jogbeba,
 36.  Bet Nimra, Bet Haran, befæstede Byer, og Kvægfolde;
 37.  og Rubeniterne byggede Hesjbon, Elale og Kirjatajim,
 38.  Nebo og Ba'al Meon, hvis Navne ændredes, og Sibma; og de
      opkaldte Byerne, som de byggede, efter deres Navne.
 39.  Og Manasses Søn Makirs Sønner drog til Gilead og erobrede det og
      drev de der boende Amoriter bort;
 40.  og Moses overdrog Gilead til Manasses Søn Makir, og han bosatte
      sig der;
 41.  men Manasses Søn Jair drog hen og erobrede deres Teltbyer og
      kaldte dem Jairs Teltbyer.
 42.  Og Noba drog hen og erobrede Kenat med tilhørende Småbyer og
      kaldte det Noba efter sit eget Navn.



 33
  1.  Følgende er de enkelte Strækninger på Israelitternes Vandring,
      de tilbagelagde på Vejen fra Ægypten, Hærafdeling for
      Hærafdeling, under Anførsel af Moses og Aron.
  2.  Moses optegnede på HERRENs Bud de Steder, de brød op fra,
      Strækning for Strækning; og følgende er de enkelte Strækninger
      efter de Steder, de brød op fra:

  3.  De brød op fra Rameses på den femtende Dag i den første Måned;
      Dagen efter Påske drog Israelitterne ud, værnede af en stærk
      Hånd, for Øjnene af alle Ægypterne,
  4.  medens Ægypterne jordede alle de førstefødte, som HERREN havde
      slået iblandt dem; thi HERREN havde holdt Dom over deres Guder.
  5.  Israelitterne brød altså op fra Ra'meses og slog Lejr i Sukkot.
  6.  Så brød de op fra Sukkot og slog Lejr i Etam, der ligger ved
      Ørkenens Rand.
  7.  Så brød de op fra Etam og vendte om mod Pi Hakirot over for
      Ba'al Zefon og slog Lejr over for Migdol.
  8.  Så brød de op fra Pi Hakirot og drog tværs igennem Havet til
      Ørkenen; og de vandrede tre Dagsrejser i Etams Ørken og slog
      Lejr i Mara.
  9.  Så brød de op fra Mara og kom til Elim; i Elim var der tolv
      Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og der slog de
      Lejr.
 10.  Så brød de op fra Elim og slog Lejr ved det røde Hav.
 11.  Så brød de op fra det røde Hav og slog Lejr i Sins Ørken.
 12.  Så brød de op fra Sins Ørken og slog Lejr i Dofka.
 13.  Så brød de op fra Dofka og slog Lejr i Alusj.
 14.  Så brød de op fra Alusj og slog Lejr i Refdim, hvor Folket ikke
      havde Vand at drikke.
 15.  Så brød de op fra Refdim og slog Lejr i Sinaj Ørken.
 16.  Så brød de op fra Sinaj Ørken og slog Lejr i Kibrot Hatta'ava,
 17.  Så brød de op fra Hibrot Hatta'ava og slog Lejr i Hazerot.
 18.  Så brød de op fra Hazerot og slog Lejr i Ritma.
 19.  Så brød de op fra Ritma og slog Lejr i Rimmon Perez.
 20.  Så brød de op fra Rimmon Perez og slog Lejr i Libna.
 21.  Så brød de op fra Libna og slog Lejr i Aissa.
 22.  Så brød de op fra Aissa og slog Lejr i Kehelata.
 23.  Så brød de op fra Kebelata og slog Lejr ved Sjefers Bjerg.
 24.  Så brød de op fra Sjefers Bjerg og slog Lejr i Harada.
 25.  Så brød de op fra Harada og slog Lejr i Makhelot.
 26.  Så brød de op fra Makhelot og slog Lejr i Tahat.
 27.  Så brød de op fra Tahat og slog Lejr i Tara.
 28.  Så brød de op fra Tara og slog Lejr i Mitka.
 29.  Så brød de op fra Mitka og slog Lejr i Hasjmona.
 30.  Så brød de op fra Hasjmona og slog Lejr i Moserot.
 31.  Så brød de op fra Moserot og slog Lejr i Bene Ja'akan.
 32.  Så brød de op fra Bene Ja'akan og slog Lejr i Hor Haggidgad.
 33.  Så brød de op fra Hor Haggidgad og slog Lejr i Jotbata.
 34.  Så brød de op fra Jofbata og slog Lejr i Abrona.
 35.  Så brød de op fra Abrona og slog Lejr i Ezjongeber.
 36.  Så brød de op fra Ezjongeber og slog Lejr i Zins Ørken, det er
      Kadesj.
 37.  Så brød de op fra Kadesj og slog Lejr ved Bjerget Hor ved Randen
      af Edoms Land.

 38.  Og Præsten Aron steg på HERRENs Bud op på Bjerget Hor og døde
      der i det fyrretyvende År efter Israelitternes Udvandring af
      Ægypten, på den første Dag i den femte Måned;
 39.  og Aron var l23 År gammel, da han døde på Bjerget Hor.
 40.  Men Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede, i Sydlandet i
      Kana'ans Land, hørte, at Israelitterne var under Fremrykning.

 41.  Så brød de op fra Bjerget Hor og slog Lejr i Zalmona.
 42.  Så brød de op fra Zalmona og slog Lejr i Punon.
 43.  Så brød de op fra Punon og slog Lejr i Obot.
 44.  Så brød de op fra Obot og slog Lejr i Ijje Ha'abarim ved Moabs
      Grænse.
 45.  Så brød de op fra Ijje Ha'abarim og slog Lejr i det gaditiske
      Dibon.
 46.  Så brød de op fra det gaditiske Dibon og slog Lejr i Almon
      Diblatajim.
 47.  Så brød de op fra Almon Diblatajim og slog Lejr på
      Abarimbjergene over for Nebo.
 48.  Så brød de op fra Abarimbjergene og slog Lejr på Moabs Sletter
      ved Jordan over for Jeriko;
 49.  og de slog Lejr ved Jordan fra Bet Jesjjimot og til Abel Sjittim
      på Moabs Sletter.

 50.  Og HERREN talede til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for
      Jeriko og sagde:
 51.  "Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan
      til Kana'ans Land,
 52.  skal I drive Landets Beboere bort foran eder og tilintetgøre
      alle deres Billedværker, alle deres støbte Billeder skal I
      tilintetgøre, og alle deres Offerhøje skal I ødelægge;
 53.  I skal underlægge eder Landet og bosætte eder der, thi eder har
      jeg givet Landet i Eje;
 54.  og I skal udskifte Landet mellem eder ved Lodkastning efter
      eders Slægter, således at I giver en stor Slægt en stor Arvelod
      og en lille Slægt en lille. Der, hvor Loddet falder for dem,
      skal deres Del være; efter eders Fædrenestammer skal I udskifte
      Landet mellem eder.
 55.  Men hvis I ikke driver Landets Beboere bort foran eder, så skal
      de, som I levner af dem, blive Torne i eders Øjne og Brodde i
      eders Sider, og de skal bringe eder Trængsel i det Land, I bor
      i,
 56.  og hvad jeg havde tænkt at gøre ved dem, gør jeg da ved eder."



 34
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Byd Israelitterne og sig til dem: Når i kommer til Kana'ans Land
      det er det Land, der skal tilfalde eder som Arvelod, Kana'ans
      Land i hele dets Udstrækning
  3.  så skal eders Sydside strække sig fra Zins Ørken langs med Edom;
      eders Sydgrænse skal mod Øst begynde ved Enden af Salthavet;
  4.  så skal eders Grænse dreje sønden om Akrabbimpasset, nå til Zin
      og ende sønden for Kadesj Barnea; så skal den løbe hen til Hazar
      Addar øg nå til Azmon;
  5.  fra Azmon skal Grænsen dreje hen til Ægyptens Bæk og ende ved
      Havet.
  6.  Hvad Vestgrænsen angår, skal det store Hav være eders Grænse;
      det skal være eders Vestgrænse.
  7.  Eders Nordgrænse skal være følgende: Fra det store Hav skal I
      udstikke eder en Linie til Bjerget Hor;
  8.  fra Bjerget Hor skal I udstikke en Linie til Egnen hen imod
      Hamat, så at Grænsen ender ved Zedad;
  9.  derpå skal Grænsen gå til Zifron og ende ved Hazar Enan. Det
      skal være eders Nordgrænse.
 10.  Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar Enan
      til Sjefam;
 11.  og fra Sjefam skal Grænsen gå ned til Ribla østen for Ajin, og
      Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten
      østen for Kinneretsøen;
 12.  derpå skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved
      Salthavet. Det skal være eders Land i hele dets Udstrækning til
      alle Sider.

 13.  Og Moses bød Israelitterne og sagde: Det er det Land, I skal
      udskifte mellem eder ved Lodkastning, og som efter HERRENs Bud
      skal gives de ni Stammer og den halve Stamme.
 14.  Thi Rubeniternes Stamme efter deres Fædrenehuse og Gaditernes
      Stamme efter deres Fædrenehuse og Manasses halve Stamme har
      allerede fået deres Arvelod.
 15.  De to Stammer og den halve Stamme har fået deres Arvelod
      hinsides Jordan over for Jeriko, mod Øst, mod Solens Opgang.

 16.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
 17.  Navnene på de Mænd, der skal udskifte Landet mellem eder, er
      følgende: Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn;
 18.  desuden skal I udtage een Øverste af hver Stamme til at udskifte
      Landet.
 19.  Navnene på disse Mænd er følgende: Af Judas Stamme Kaleb,
      Jefunnes Søn,
 20.  af Simeoniternes Stamme Sjemuel, Ammihuds Søn,
 21.  af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn,
 22.  af Daniternes Stamme een Øverste, Bukki, Joglis Søn,
 23.  af Josefs Sønner: af Manassiternes Stamme een Øverste, Hanniel,
      Efods Søn,
 24.  og af Efraimiternes Stamme een Øverste, Kemuel, Sjiftans Søn,
 25.  af Zebuloniternes Stamme een Øverste, Elizafan, Parnaks Søn,
 26.  af Issakariternes Stamme een Øverste, Paltiel, Azzans Søn,
 27.  af Aseriternes Stamme een Øverste, Ahihud, Sjelomis Søn,
 28.  og af Naftaliternes Stamme een Øverste, Pedael, Ammibuds Søn.
 29.  Det var dem, HERREN pålagde at udskifte Kana'ans Land mellem
      Israelitterne.



 35
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses på Moabs Sletter ved Jordan
      over for Jeriko og sagde:
  2.  byd Israelitterne, at de af de Besiddelser, de får i Arv, skal
      give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal også give Leviterne
      Græsmarker rundt om disse Byer,
  3.  Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de
      have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr.
  4.  Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække
      sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider;
  5.  og uden for Byen skal I til Østside opmåle 2OOO Alen, til
      Sydside 2000, til Vestside 2OOO og til Nordside 2OOO, med Byen i
      Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne.
  6.  Hvad de Byer angår, som I skal give Leviterne, så skal I give
      dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og
      desuden to og fyrretyve Byer.
  7.  De Byer, I skal give Leviterne, bliver således i alt otte og
      fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker.
  8.  Og af de Byer, I skal give dem af Israelitternes Besiddelser,
      skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver
      Stamme skal give Leviterne så mange af sine Byer, som svarer til
      den Arvelod, der tildeles den.

  9.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 10.  Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan
      til Kana'ans Land,
 11.  skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, så at
      en Manddraber, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
 12.  I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for
      Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er
      blevet stillet for Menighedens Domstol.
 13.  Det skal være seks Byer, I skal afstå til Tilflugtsbyer;
 14.  de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans
      Land; de skal være Tilflugtsbyer.
 15.  Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal
      have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, så at enhver, der
      begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.

 16.  Men slår han ham ihjel med et Jernredskab, så er han en
      Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;
 17.  og slår han ham ihjel med en Sten, som han har i Hånden, og som
      kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Manddraberen
      skal lide Døden;
 18.  og slår han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Hånden,
      og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og
      Måddraberen skal lide Døden.
 19.  Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; når han træffer ham, skal
      han dræbe ham.
 20.  Og støder han til ham af Had eller kaster noget på ham i ond
      Hensigt, så han dør deraf,
 21.  eller slår han ham med Hånden i Fjendskab, så han dør deraf,
      skal drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber;
      Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, når han træffer ham.

 22.  Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller
      kaster han et Redskab på ham, uden at det er i ond Hensigt,
 23.  eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slå en
      Mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har
      pønset på ondt imod ham,
 24.  så skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem på
      Grundlag af disse Lovbud;
 25.  og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og
      Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen
      han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med
      hellig Olie salvede Ypperstepræst dør.
 26.  Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Område, hvorhen
      han er tyet,
 27.  og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Område,
      så kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at pådrage sig
      Blodskyld;
 28.  thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens
      Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende
      tilbage til den Jord, han ejer.
 29.  Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
      hvor I end bor.

 30.  Når nogen slår et Menneske ihjel, må man kun dræbe Manddraberen
      efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok
      til en Dødsdom.
 31.  I må ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, når han har
      forbrudt sit Liv; han skal lide Døden,
 32.  Heller ikke må I tage mod Sonebøde, således at den, der er tyet
      til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage
      og bosætte sig i Landet.
 33.  Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger
      Landet, og Landet får kun Soning for det Blod, der er udgydt
      deri, ved dens Blod, der har udgydt det.
 34.  Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor;
      thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.



 36
  1.  Overhovederne for Fædrenehsene i Gileaditernes Slægt Gilead var
      en Søn af Manasses Søn Makir af Josefs Sønners Slægter trådte
      frem og talte for Moses og Øversterne, Overhovederne for
      Israelitternes Fædrenehuse,
  2.  og sagde: "HERREN har pålagt min Herre at udskifte Landet mellem
      Israelitterne ved Lodkastning, og min Herre har i HERRENs Navn
      påbudt at give vor Frænde Zelofhads Arvelod til hans Døtre.
  3.  Men hvis de nu indgår Ægteskab med Mænd, der hører til en anden
      af Israels Stammer, så unddrages deres Arvelod jo vore Fædres
      Arvelod, og således øges den Stammes Arvelod, som de kommer til
      at tilhøre, medens den Arvelod, der er tilfaldet os ved
      Lodkastning, formindskes;
  4.  og når Israelitterne får Jubelår, lægges deres Arvelod til den
      Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, og således
      unddrages deres Arvelod vor fædrene Stammes Arvelod."

  5.  Da udstedte Moses efter HERRENs Ord følgende Bud til
      Israelitterne: "Josefs Sønners Stamme har talt ret!
  6.  Således er HERRENs Bud angående Zelofhads Døtre: De må indgå
      Ægteskab med hvem de ønsker, men det må kun være Mænd af deres
      Faders Stammes Slægt, de indgår Ægteskab med.
  7.  Thi ingen Arvelod, der tilhører Israel, må gå over fra en Stamme
      til en anden, men Israelitterne skal holde fast hver ved sin
      fædrene Stammes Arvelod.
  8.  Enhver Datter, som får en Arvelod i en af Israelitternes
      Stammer, skal indgå Ægteskab med en Mand af sin fædrene Stammes
      Slægt, for at Israelitterne kan beholde hver sine Fædres Arvelod
      som Ejendom;
  9.  og ingen Arvelod må gå over fra den ene Stamme til den anden,
      men Israelitternes Stammer skal holde fast hver ved sin
      Arvelod!"

 10.  Zelofhads Døtre gjorde da, som HERREN pålagde Moses,
 11.  idet Mala, Tirza, Hogla, Milka og Noa, Zelofhads Døtre, indgik
      Ægteskab med deres Farbrødres Sønner;
 12.  de indgik Ægteskab med Mænd, som hørte til Josefs Søn Manasses
      Sønners Slægter, så at deres Arvelod vedblev at tilhøre deres
      fædrene Slægts Stamme.

 13.  Det er de Bud og Lovbud, HERREN gav Israelitterne ved Moses på
      Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.