Josua


 1
  1.  Efter at HERRENs Tjener Moses var død, sagde HERREN til Moses's
      Medhjælper Josua, Nuns Søn:
  2.  "Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folk
      og gå over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem,
      Israeliterne.
  3.  Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede
      Moses.
  4.  Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, hele
      Hetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal eders
      Landemærker nå.
  5.  Så længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holde
      Stand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg
      vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.
  6.  Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land i
      Eje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.
  7.  Vær kun helt frimodig og stærk. så du omhyggeligt handler efter
      hele den Lov, min Tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til
      højre eller venstre, for at du må have Lykken med dig i alt,
      hvad du tager dig for.
  8.  Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde over
      den Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad
      der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din Færd,
      og Lykken vil følge dig.
  9.  Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og
      bliv ikke forfærdet, thi HERREN din Gud er med dig i alt, hvad
      du tager dig for!"

 10.  Josua bød derpå Folkets Tilsynsmænd:
 11.  "Gå omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi om
      tre Dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tage
      det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder i
      Eje!"
 12.  Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagde
      Josua:
 13.  "Husk på, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, da han sagde:
      HERREN eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landet
      her!
 14.  Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gav
      eder hinsides Jordan; men I selv, alle våbenføre, skal væbnet
      drage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem,
 15.  indtil HERREN har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, når
      også de har taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud
      vil give dem. Så kan I vende tilbage til eders eget Land og tage
      det i Besiddelse, det, som HERRENs Tjener Moses gav eder østpå
      hinsides Jordan!"
 16.  Da svarede de Josua: "Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre,
      og vi vil gå overalt, hvor du sender os;
 17.  som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun
      HERREN din Gud være med dig, som han var med Moses!
 18.  Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyder
      dine Ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og
      uforsagt!"



 2
  1.  Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd som
      Spejdere med den Befaling: "Gå hen og undersøg Landet, særlig
      Jeriko!" De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøge
      ved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile.
  2.  Da blev der meldt Kongen af Jeriko: "Se, der er kommet nogle
      israelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!"
  3.  Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: "Udlever
      de Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde
      hele Landet!"
  4.  Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: "Ja, Mændene kom
      ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra;
  5.  og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jeg
      ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I
      indhente dem!"
  6.  Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem under
      Hørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget.
  7.  Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen til
      Vadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne var
      udenfor.
  8.  Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget til
      dem;
  9.  og hun sagde til dem: "Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet,
      thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggere
      er skrækslagne over eder.
 10.  Thi vi har hørt, hvorledes HERREN lod Vandet i det røde Hav
      tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde
      ved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem I
      lagde Band.
 11.  Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modet
      over for eder; thi HERREN eders Gud er Gud oppe i Himmelen og
      nede på Jorden.
 12.  Men tilsværg mig nu ved HERREN, at I vil vise Godhed mod mit
      Fædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig et
      sikkert Tegn på,
 13.  at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt,
      hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!"
 14.  Da sagde Mændene til hende: "Vi indestår med vort Liv for eder,
      hvis du ikke røber vort Forehavende; og når HERREN giver os
      Landet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!"

 15.  Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes
      Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren;
 16.  og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere
      ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage,
      indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå
      eders Vej!"
 17.  Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med at
      holde den Ed, du har ladet os sværge
 18.  Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i
      det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din
      Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i
      Huset.
 19.  Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret
      for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges
      Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler
      Ansvaret på os.
 20.  Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed,
      du lod os sværge!"
 21.  Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem drage
      bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet.
 22.  Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil
      deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt
      på Vejen uden at finde dem.

 23.  Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være
      steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua,
      Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem.
 24.  Og de sagde til Josua: "HERREN har givet hele Landet i vor Magt,
      og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!"



 3
  1.  Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og hele Israel brød
      op fra Sjittim sammen med ham og kom til Jordan, og de tilbragte
      Natten der, før de drog over.
  2.  Efter tre Dages Forløb gik Tilsynsmændene omkring i Lejren
  3.  og bød Folket: "Når I ser HERREN eders Guds Pagts Ark og
      Levitpræsterne komme bærende med den, så skal I bryde op fra
      eders Plads og følge efter
  4.  dog skal der være en Afstand af 2000 Alen mellem eder og den; I
      må ikke komme den for nær for at I kan vide, hvilken Vej I skal
      gå; thi I er ikke kommet den Vej før!"
  5.  Og Josua sagde til Folket: "Helliger eder; thi i Morgen vil
      HERREN gøre Undere iblandt eder!"
  6.  Og Josua sagde til Præsterne: "Løft Pagtens Ark op og drag over
      foran Folket!" Så løftede de Pagtens Ark op og gik foran Folket.
  7.  Men HERREN sagde til Josua: "I Dag begynder jeg at gøre dig stor
      i hele Israels Øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med
      dig, som jeg var med Moses.
  8.  Du skal byde Præsterne, som bærer Pagtens Ark: Når I kommer til
      Kanten af Jordans Vand, skal I standse der ved Jordan!"
  9.  Da sagde Josua til Israeliterne: "Kom hid og hør HERREN eders
      Guds Ord!"
 10.  Og Josua sagde: "Derpå skal I kende, at der er en levende Gud
      iblandt eder, og at han vil drive Kana'anæerne, Hetiterne,
      Hivviterne, Perizziterne, Girgasjiterne, Amoriterne og
      Jebusiterne bort foran eder:
 11.  Se, HERRENs, al Jordens Herres, Ark skal gå foran eder gennem
      Jordan.
 12.  Vælg eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver
      Stamme.
 13.  Og så snart Præsterne, som bærer HERRENs, al Jordens Herres,
      Ark, sætter Foden i Jordans Vand, skal Jordans Vand standse, det
      Vand, som kommer ovenfra, og stå som en Vold."

 14.  Da Folket så brød op fra deres Telte for at gå over Jordan med
      Præsterne, som bar Arken, i Spidsen,
 15.  og da de, som bar Arken, kom til Jordan, og Præsterne, som bar
      Arken, rørte ved Vandkanten med deres Fødder Jordan gik overalt
      over sine Bredder i hele Høsttiden
 16.  standsede Vandet, som kom ovenfra, og stod som en Vold langt
      borte, oppe ved Byen Adam, som ligger ved Zaretan, medens det
      Vand, som flød ned mod Arabaeller Salthavet, løb helt bort;
      således gik Folket over lige over for Jeriko.
 17.  Men Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, blev stående på tør
      Bund midt i Jordan, medens hele Israel gik over på tør Bund,
      indtil hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan.



 4
  1.  Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan,
      sagde HERREN til Josua:
  2.  "Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme,
  3.  og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvor
      Præsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på den
      Plads, hvor I holder Rast i Nat!"
  4.  Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede af
      Israeliterne, een Mand af hver Stamme;
  5.  og Josua sagde til dem: "Gå foran HERREN eders Guds Ark midt ud
      i Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende til
      Tallet på Israeliternes Stammer,
  6.  for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn i
      Fremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder?
  7.  så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsede
      foran HERRENs Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsede
      Jordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegn
      til evig Tid!"
  8.  Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt i
      Jordan, som HERREN havde sagt til Josua, svarende til Tallet på
      Israeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted,
      hvor de holdt Rast, og stillede dem der.
  9.  Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvor
      Præsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de den
      Dag i Dag.

 10.  Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtil
      alt, hvad HERREN havde pålagt Josua at sige til Folket, var
      udført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagt
      Josua; og Folket gik skyndsomt over.
 11.  Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik HERRENs Ark
      og Præsterne over og stillede sig foran Folket.
 12.  Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnet
      over i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem;
 13.  henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran HERREN
      over til Jerikos Sletter til Hamp.
 14.  På den Dag gjorde HERREN Josua stor i hele Israels Øjne, og de
      frygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses.

 15.  Da sagde HERREN til Josua:
 16.  "Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fra
      Jordan!"
 17.  Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!"
 18.  Så steg Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, op fra Jordan, og
      næppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før Jordans
      Vand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sine
      Bredder som før.
 19.  Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Måned
      og slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet.

 20.  Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua
      i Gilgal,
 21.  og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtiden
      spørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten?
 22.  så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gik
      Israel over Jordan derhenne;
 23.  thi HERREN eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder,
      indtil I var kommet over, ligesom HERREN eders Gud gjorde med
      det røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var
      kommet over,
 24.  for at alle Jordens Folk skal kende, at HERRENs Arm er stærk, at
      de må frygte HERREN eders Gud alle Dage."



 5
  1.  Men da alle Amoriterkongerne vesten for Jordan og alle
      Kana'anæerkongerne ved Havet hørte, at HERREN havde ladet
      Jordans Vand tørre bort foran Israeliterne, indtil de var gået
      over, blev de slaget af Rædsel og tabte Modet over for
      Israeliterne.

  2.  På den Tid sagde HERREN til Josua: "Lav dig Stenknive og omskær
      på ny Israeliterne!"
  3.  Da lavede Josua sig Stenknive og omskar Israeliterne ved
      Forhudshøjen.
  4.  Og dette var Grunden til, at Josua omskar dem: Alt Mandkøn af
      Folket, som drog ud af Ægypten, alle våbenføre Mænd, var døde
      undervejs i Ørkenen, efter at de var draget ud af Ægypten.
  5.  Hele Folket, som drog ud, havde nok været omskåret, men af det
      Folk, som var født i Ørkenen under Vandringen, efter at de var
      draget ud af Ægypten, var ingen blevet omskåret;
  6.  thi i fyrretyve År havde Israeliterne vandret i Ørkenen, indtil
      hele Folket, de våbenføre Mænd, som var draget ud af Ægypten,
      var døde, fordi de ikke havde adlydt HERRENs Røst, hvorfor
      HERREN havde svoret, at han ikke vilde lade dem se det Land,
      HERREN havde tilsvoret deres Fædre at ville give os, et Land,
      der flyder med Mælk og Honning.
  7.  Men deres Børn, som han havde ladet træde i deres Sted, dem
      omskar Josua; thi de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet
      omskåret under Vandringen.
  8.  Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvor
      de var i Lejren, indtil de kom sig.
  9.  Men HERREN sagde til Josua: "I Dag har jeg bortvæltet Ægypternes
      Forsmædelse fra eder." Og han kaldte dette Sted Gilgal, som det
      hedder den Dag i Dag.
 10.  Medens Israeliterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken om
      Aftenen den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter;
 11.  og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brød
      og ristet Korn;
 12.  selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af Landets
      Afgrøde; Israeliterne fik ikke Manna mer, men spiste det År af
      Høsten i Kana'ans Land.

 13.  Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op
      og fik Øje på en Mand, som stod foran ham med draget Sværd i
      Hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: "Er du en af vore
      eller en af vore Fjender?"
 14.  Han svarede: "Ingen af Delene, jeg er Fyrsten over HERRENs Hær;
      lige nu er jeg kommet!" Da faldt Josua til Jorden på sit Ansigt
      og tilbad og sagde til ham: "Hvad har min Herre at sige sin
      Tjener?"
 15.  Og Fyrsten over HERRENs Hær svarede Josua: "Drag dine Sko af
      Fødderne, thi det Sted, du står på, er helligt!" Det gjorde
      Josua.



 6
  1.  Men Jeriko var lukket og stængt for Israelitterne, ingen gik ud
      eller ind.
  2.  Da sagde HERREN til Josua: "Se, jeg giver Jeriko og dets Konge
      og Krigere i din Hånd.
  3.  Alle eders våbenføre Mænd skal gå rundt om Byen, een Gang rundt;
      det skal I gøre seks Dage;
  4.  og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Arken. Men den
      syvende Dag skal I gå rundt om Byen syv Gange, og Præsterne skal
      støde i Hornene.
  5.  Når der så blæses i Væderhornet, og I hører Hornets Lyd, skal
      alt Folket opløfte et vældigt Krigsskrig; så skal Byens Mur
      styrte sammen, og Folket kan gå lige ind, hver fra sin Plads."

  6.  Josua, Nuns Søn, lod da Præsterne kalde og sagde til dem: "I
      skal bære Pagtens Ark, og syv Præster skal bære syv Væderhorn
      foran HERRENs Ark!"
  7.  Og han sagde til Folket: "Drag ud og gå rundt om Byen, således
      at de, som bærer Våben, går foran HERRENs Ark!"
  8.  Da nu Josua havde talt til Folket, gik de syv Præster, som bar
      de syv Væderhorn foran HERREN, frem og stødte i Hornene, medens
      HERRENs Pagts Ark fulgte efter;
  9.  og de, som bar Våben, gik foran Præsterne, som stødte i Hornene,
      og de, som sluttede Toget, fulgte efter Arken, medens der
      blæstes i Hornene.
 10.  Men Josua bød Folket: "I må ikke opløfte Krigsskrig eller lade
      eders Røst høre, og intet Ord må udgå af eders Mund, før den Dag
      jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!"
 11.  Så lod han HERRENs Ark bære rundt om Byen, een Gang rundt, og
      derpå begav de sig tilbage til Lejren og overnattede der.
 12.  Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og Præsterne bar
      HERRENs Ark,
 13.  og de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran HERRENs Ark,
      gik og stødte i Hornene; de, som bar Våben, gik foran dem, og
      de, som sluttede Toget, fulgte efter HERRENs Ark, medens der
      blæstes i Hornene.
 14.  Anden Dag gik de een Gang rundt om Byen, hvorefter de vendte
      tilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage.

 15.  Men den syvende Dag brød de op tidligt, ved Morgenrødens
      frembrud og gik på samme Måde syv Gange rundt om Byen; kun på
      denne Dag drog de syv Gange rundt om Byen;
 16.  og syvende Gang stødte Præsterne i Hornene, og Josua sagde til
      Folket: "Opløft Krigsskriget! Thi HERREN har givet eder Byen.
 17.  Og Byen skal lyses i Band for HERREN med alt, hvad der er i den;
      kun Skøgen Rahab skal blive i Live tillige med alle dem, som er
      i hendes Hus, fordi hun skjulte Sendebudene, som vi udsendte.
 18.  Men I skal tage eder vel i Vare for det bandlyste, så I ikke
      attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer Bandet
      over Israels lejr og styrter den i Ulykke.
 19.  Men alt Sølv og Guld og alle Kobber og Jernsager skal helliges
      HERREN; det skal bringes ind i HERRENs Skatkammer!"
 20.  Så opløftede Folket Krigsskrig, og de stødte i Hornene og da
      Folket hørte Hornene, opløftede det et vældigt Krigsskrig; da
      styrtede Muren sammen, og Folket gik lige ind i Byen; således
      indtog de Byen.
 21.  Derpå lagde de med Sværdet Band på alt, hvad der var i Byen,
      Mænd og Kvinder, unge og gamle, Hornkvæg, Småkvæg og Æsler.

 22.  Men til de to Mænd, som havde udspejdet Landet, sagde Josua: "Gå
      ind i Skøgens Hus og før Kvinden og alt, hvad hendes er, ud
      derfra, som I tilsvor hende!"
 23.  De unge Mænd, som havde været Spejdere, gik da ind og førte
      Rabab ud tillige med hendes Fader og Moder og hendes Brødre,
      hele hendes Slægt og alt, hvad hendes var; de førte dem ud og
      lod dem stå uden for Israels Lejr.
 24.  Men på Byen og alt, hvad der var i den, stak de Ild; kun Sølvet
      og Guldet og Kobber og Jernsagerne bragte de ind i HERRENs Hus's
      Skatkammer.
 25.  Men Skøgen Rahab og hendes Fædrenehus og alt, hvad hendes var,
      lod Josua blive i Live, og hun kom til at bo blandt Israeliterne
      og gør det den Dag i Dag, fordi hun havde skjult Sendebudene,
      som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko.

 26.  På den Tid tog Josua Folket i Ed, idet han sagde: "Forbandet
      være den Mand for HERRENs Åsyn, som indlader sig på at opbygge
      denne By, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge
      Grunden og hans yngste at sætte dens Portfløje ind."

 27.  Således var HERREN med Josua, og hans Ry udbredte sig over hele
      Landet.



 7
  1.  Men Israeliterne forgreb sig på det bandlyste, idet Akan, en Søn
      af Karmi en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme,
      tilvendte sig noget af det bandlyste. Da blussede HERRENs Vrede
      op mod Israeliterne.

  2.  Derpå sendte Josua nogle Mænd fra Jeriko til Aj, som ligger ved
      Bet Aven, østen for Betel, og sagde til dem: "Drag op og udspejd
      Egnen!" Og Mændene drog op og udspejdede Aj.
  3.  Da de kom tilbage til Josua, sagde de til ham: "Lad ikke hele
      Folket drage derop; lad en to-tre Tusind Mand drage op og
      indtage Aj; du behøver ikke at umage hele Folket med at drage
      derop, thi de er få!"
  4.  Så drog henved 3000 Mand af Folket derop; men de blev slået på
      Flugt af Ajjiterne,
  5.  og Ajjiterne dræbte seks og tredive Mand eller så af dem; de
      forfulgte dem uden for Porten indtil Stenbruddene og huggede dem
      ned på Skråningen. Da sank Folkets Mod og blev til Vand.
  6.  Men Josua og Israels Ældste sønderrev deres Klæder og faldt på
      deres Ansigt på Jorden foran HERRENs Ark og blev liggende til
      Aften og kastede Støv på deres Hoveder.
  7.  Og Josua sagde: "Ak, Herre, HERRE! Hvorfor lod du dette Folk gå
      over Jordan, når du vilde give os i Amoriternes Hånd og lade os
      gå til Grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blive
      hinsides Jordan!
  8.  Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage Flugten
      for sine Fjender?
  9.  Når Kana'anæerne og alle Landets Indbyggere hører det, falder de
      over os fra alle Sider og udsletter vort Navn af Jorden; hvad
      vil du da gøre for dit store Navns Skyld?"
 10.  Da sagde HERREN til Josua: "Stå op! Hvorfor ligger du på dit
      Ansigt?
 11.  Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min Pagt, som
      jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de
      har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres
      Oppakning.
 12.  Derfor kan Israeliterne ikke holde Stand over for deres Fjender,
      men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til Band!  Jeg vil
      ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder Bandet af eders
      Midte.
 13.  Stå derfor op, lad Folket hellige sig og sig: Helliger eder til
      i Morgen, thi så siger HERREN, Israels Gud: Der er Band i din
      Midte, Israel; og du kan ikke holde Stand over for dine Fjender,
      før I skaffer Bandet bort fra eder!
 14.  I Morgen skal I træde frem Stamme for Stamme, og den Stamme,
      HERREN rammer, skal træde frem Slægt for Slægt, og den Slægt,
      HERREN rammer, skal træde frem Familie for Familie, og den
      Familie, HERREN rammer, skal træde frem Mand for Mand.
 15.  Den, som da rammes, fordi han har det bandlyste Gods, skal
      brændes tillige med alt, hvad der tilhører ham; thi han har
      brudt HERRENs Pagt og begået en Skændselsdåd i Israel!"

 16.  Tidligt næste Morgen lod Josua Israel træde frem Stamme for
      Stamme, og da blev Judas Stamme ramt.
 17.  Derpå lod han Judas Slægter træde frem, og Zeraiternes Slægt
      blev ramt. Derpå lod han Zeraiternes Slægt træde frem Familie
      for Familie, og Zabdi blev ramt.
 18.  Derpå lod han dennes Familie træde frem Mand for Mand, og da
      blev Akan ramt, en Søn af Harmi, en Søn af Zabdi, en Søn af
      Zera, af Judas Stamme.
 19.  Da sagde Josua til Akan: "Min Søn, giv HERREN, Israels Gud, Ære
      og Pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget for
      mig!"
 20.  Akan svarede Josua: "Ja, det er mig, som har syndet mod HERREN,
      Israels Gud. Således gjorde jeg:
 21.  Jeg så imellem Byttet en prægtig babylonisk Kappe, 200 Sekel
      Sølv og en Guldtunge på halvtredsindstyve Sekel; det fik jeg
      Lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i Jorden midt
      i mit Telt, Sølvet nederst."
 22.  Da sendte Josua nogle Folk hen, og de skyndte sig til Teltet, og
      se, det var gemt i hans Telt, Sølvet nederst;
 23.  og de tog det ud af Teltet og bragte det til Josua og alle
      Israeliterne og lagde det hen foran HERREN.
 24.  Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras Søn, og Sølvet,
      Kappen og Guldtungen og hans Sønner og Døtre, hans Hornkvæg,
      Æsler og Småkvæg, hans Telt og alt, hvad der tilhørte ham, og
      førte dem op i Akors dal.
 25.  Og Josua sagde: "Hvorfor har du styrtet os i Ulykke? HERREN skal
      styrte dig i Ulykke på denne Dag!" Derpå stenede hele Israel
      ham, og de brændte eller stenede dem.
 26.  Og de opkastede en stor Stendysse over ham, som står der den Dag
      i Dag. Da lagde HERRENs heftige Vrede sig. Derfor fik Stedet
      Navnet Akors Dal, som det hedder den Dag i Dag.



 8
  1.  Derefter sagde HERREN til Josua: "Frygt ikke og vær ikke bange!
      Tag alt Krigsfolket med dig, bryd op og drag mod Aj! Se, jeg
      giver Kongen af Aj og hans Folk, hans By og hans Land i din
      Hånd!
  2.  Og du skal gøre det samme ved Aj og dets Konge, som du gjorde
      ved Jeriko og dets Konge; men Godset, I røver der, må I selv
      beholde som Bytte, ligeledes Kvæget der. Læg Baghold vesten for
      Byen!"
  3.  Derpå brød Josua op og drog med alt Krigsfolket op mod Aj; og
      Josua udvalgte sig 30000 tapre Mænd og sendte dem bort om
      Natten,
  4.  idet han bød dem: "Se, I skal lægge eder i Baghold vesten for
      Byen, ikke for langt fra den, og hold eder alle rede.
  5.  Jeg og alle de Folk, som er med mig, vil nærme os Byen, og når
      de gør Udfald imod os ligesom forrige Gang, flygter vi for dem.
  6.  Når de så følger efter os så langt, at vi får dem lokket bort
      fra Byen, idet de tænker, at vi flygter for dem ligesom forrige
      Gang,
  7.  skal I bryde frem fra Bagholdet og tage Byen, thi HERREN eders
      Gud vil give den i eders Hånd.
  8.  Og når I har indtaget byen, skal I stikke den i Brand. Således
      skal I gøre, det er mit Bud til eder!"
  9.  Derpå sendte Josua dem bort, og de gik hen og lagde sig i
      Baghold mellem Betel og Aj, vesten for Aj; men Josua blev den
      Nat iblandt Krigsfolket.

 10.  Tidligt næste Morgen mønstrede Josua Folket, og sammen med
      Israels Ældste drog han op til Aj i Spidsen for Folket.
 11.  Hele den Styrke, som var med ham, rykkede nærmere, til de havde
      Byen foran sig; og de lejrede sig norden for Aj med Dalen mellem
      sig og Aj.
 12.  Derpå tog han henved 5000 Mand og lagde dem i Baghold mellem
      Betel og Aj, vesten for Byen;
 13.  og Krigerne blev bragt i Stilling, hele Hæren, som var norden
      for Byen, og den Del, som lå i Baghold vesten for Byen; men
      Josua begav sig om Natten ned i Dalen.
 14.  Da nu Kongen af Aj så det, skyndte Byens Mænd sig og rykkede
      tidligt om Morgenen ud til Kamp mod Israel, Kongen med hele sin
      Styrke, til Skråningen, hvor Lavningen begynder, uden at vide
      af, at der var lagt Baghold imod ham vesten for Byen;
 15.  og da Josua og hele Israel lod sig slå på Flugt af dem og
      flygtede ad Ørkenen til,
 16.  blev alt Folket i Byen stævnet sammen til at forfølge dem, og de
      forfulgte Josua og lod sig lokke bort fra Byen;
 17.  ikke een Mand blev tilbage i Aj, men alle drog de ud for at
      forfølge Israel, og de lod Byen stå åben, medens de forfulgte
      Israel.

 18.  Da sagde HERREN til Josua: "Ræk Spydet i din Hånd ud mod Aj; thi
      jeg giver det i din Hånd!" Og Josua rakte Spydet i sin Hånd ud
      mod Byen.
 19.  Og Bagholdet brød hurtigt op fra sin Plads og løb hen til Byen,
      da han rakte Hånden ud, indtog den og skyndte sig at stikke den
      i Brand.
 20.  Da Mændene fra Aj vendte sig om og så Røgen fra Byen stige op
      mod Himmelen, var de ude af Stand til at flygte til nogen af
      Siderne, idet Folket, som var flygtet ad Ørkenen til, vendte sig
      om mod deres Forfølgere.
 21.  Og da Josua og hele Israel så, at Bagholdet havde indtaget Byen,
      og at Røgen fra byen steg til Vejrs, vendte de om og slog
      Mændene fra Aj;
 22.  og da hine rykkede ud fra Byen imod dem, kom de midt ind imellem
      Israeliternes to Afdelinger, som huggede dem ned uden at lade en
      eneste af dem undkomme eller slippe bort.
 23.  Men Kongen af Aj fangede de levende og bragte ham til Josua.
 24.  Da Israel nu havde hugget alle Ajs Indbyggere ned på åben Mark,
      på Skråningen, hvor de forfulgte dem, og de alle til sidste Mand
      var faldet for Sværdet, vendte hele Israel tilbage til Aj og
      slog det med Sværdet.
 25.  Alle de, der faldt på den Dag, Mænd og Kvinder, udgjorde 12000,
      alle Indbyggerne i Aj.
 26.  Og Josua trak ikke sin Hånd med det udrakte Spyd tilbage, før
      han havde lagt Band på alle Ajs Indbyggere.
 27.  Kun Kvæget og Godset, de røvede i denne By, beholdt Israeliterne
      som Bytte efter den Befaling, HERREN havde givet Josua.
 28.  Og Josua stak Aj i Brand og gjorde den til en Ruinhob for
      bestandig, til den Ødemark, den er den Dag i Dag.
 29.  Men Kongen af Aj hængte han på en Pæl og lod ham hænge til
      Aften; og da Solen gik ned, tog man på Josuas Befaling hans Lig
      ned af Pælen og kastede det hen ved Indgangen til Byens Port. Og
      man opkastede over ham en stor Stendysse, som står der den Dag i
      Dag.

 30.  Da byggede Josua HERREN, Israels Gud, et Alter på Ebals Bjerg,
 31.  som HERRENs Tjener Moses havde pålagt Israeliterne, i
      Overensstemmelse med, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, et
      Alter af utilhugne Sten, hvor over der ikke var svunget Jern; og
      de bragte HERREN Brændofre og ofrede Takofre der.
 32.  Og han skrev der på Stenene i Israeliternes Påsyn en Afskrift af
      Mose Lov, som denne havde skrevet,
 33.  idet hele Israel og dets Ældste, Tilsynsmænd og Dommere stod på
      begge Sider af Arken lige over for Levitpræsterne, som bar
      HERRENs Pagts Ark, de fremmede såvel som de indfødte, den ene
      Halvdel hen imod Garizims Bjerg, den anden Halvdel hen imod
      Ebals Bjerg, således som HERRENs Tjener Moses forhen havde
      påbudt at velsigne Israels Folk.
 34.  Så oplæste han alle Lovens Ord, Velsignelsen og Forbandelsen,
      alt som det var skrevet i Lovbogen;
 35.  ikke et Ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at op
      læse for hele Israels Menighed, Mændene, Kvinderne og Børnene og
      de fremmede, som var draget med iblandt dem.



 9
  1.  Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og i
      Lavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon,
      Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og
      Jebusiterne, hørte, hvad der var sket,
  2.  samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel.

  3.  Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort ved
      Jeriko og Aj,
  4.  greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig med
      Rejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte,
      sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler
  5.  og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder på
      Kroppen, og alt deres Rejsebrød var tørt og mullent.
  6.  Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham og
      Israels Mænd: "Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagt
      med os!"
  7.  Israels Mænd svarede Hivviterne: "Det kunde være, at I bor her
      midt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?"
  8.  De sagde til Josua: "Vi er dine Trælle!" Josua spurgte dem så:
      "Hvem er I, og hvorfra kommer I?"
  9.  Og de svarede ham: "Fra et såre fjernt Land er dine Trælle
      kommet for HERREN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans Ry
      og alt, hvad han gjorde i Ægypten,
 10.  og alt, hvad han gjorde mod de to Amoriterkonger hinsides
      Jordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede i
      Asjtarot.
 11.  og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: Tag
      Rejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi er
      eders Trælle; slut derfor nu Pagt med os!
 12.  Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra,
      dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu er
      det tørt og mullent;
 13.  og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de
      sprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var så
      lang!"
 14.  Så tog Mændene af deres Rejsetæring; men HERREN rådspurgte de
      ikke.
 15.  Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem og
      lovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor dem
      det.

 16.  Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de,
      at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem.
 17.  Og Israeliterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer,
      det var Gibeon, Kefira, Beerot og Kirjat Jearim.
 18.  Men Israeliterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øverster
      havde, tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud. Da knurrede
      hele Menigheden mod Øversterne;
 19.  men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: "Vi har tilsvoret
      dem Fred ved HERREN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre dem
      noget ondt.
 20.  Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at der
      ikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem:
 21.  De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere for
      hele Menigheden." Og hele Menigheden gjorde, som Øverstene havde
      sagt.
 22.  Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: "Hvorfor førte
      I os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os,
      skønt I bor her midt iblandt os?
 23.  Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogen
      Sinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal I
      være ved min Gus Hus!"
 24.  De svarede Josua og sagde:"Det var blevet dine Trælle sagt, at
      HERREN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav eder
      hele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foran
      eder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv;
      derfor handlede vi således.
 25.  Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godt
      og ret!"
 26.  Da handlede han således med dem; han friede dem fra
      Israeliternes Hånd, så de ikke dræbte dem;
 27.  men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere for
      Menigheden og for HERRENs Alter på det Sted, han vilde
      udvælge. Og det er de den Dag i Dag.



 10
  1.  Da Kong Adonizedek af Jerusalem hørte, at Josua havde indfaget
      Aj og lagt Band på det som han havde gjort ved Jeriko og Kongen
      der, gjorde han ved Aj og Kongen der og at Gibeons Indbyggere
      havde sluttet Overenskomst med Israel og var optaget imellem
      dem,
  2.  så påkom der ham stor Frygt; thi Gibeon var en stor By, som en
      af Kongsbyerne, større end Aj, og alle Mændene der var tapre
      Krigere.
  3.  Derfor sendte Kong Adonizedek af Jerusalem Bud til Kong Hobam af
      Hebron, Kong Piram af Jarmut, Kong Jafia af Lakisj og Kong Debir
      af Eglon og lod sige:
  4.  "Kom op til mig og hjælp mig med at slå Gibeon, thi det har
      sluttet Overenskomst med Josua og Israeliterne!"
  5.  Da samledes fem Amoriterkonger, Kongerne i Jerusalem, Hebron,
      Jarmut, Lakisj og Eglon, og de drog op med hele deres Hær og
      slog Lejr uden for Gibeon og angreb det.

  6.  Men Mændene i Gibeon sendte Bud til Josua i Lejren i Gilgal og
      lod sige: "Lad ikke dine Trælle i Stikken, men kom hurtigt op
      til os, hjælp os og stå os bi; thi alle Amoriterkongerne, som
      bor i Bjergene, har samlet sig imod os!"
  7.  Da drog Josua op fra Gilgal med alle Krigerne, alle de
      kampdygtige Mænd.
  8.  Og HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem, thi jeg giver
      dem i din Hånd; ikke een af dem skal kunne holde Stand imod
      dig!"
  9.  Og Josua faldt pludselig over dem, efter at han i Nattens Løb
      var draget derop fra Gilgal,
 10.  og HERREN bragte dem i Uorden foran Israel og tilføjede dem et
      stort Nederlag ved Gibeon; og de forfulgte dem hen imod Opgangen
      ved Bet Horon og slog dem lige til Azeka og Makkeda.
 11.  Og da de flygtede for Israeliterne og netop var på Skråningen
      ved Bet Horon, lod HERREN store Sten falde ned på dem fra
      Himmelen helt hen til Azeka, så de døde; og de, som dræbtes af
      Haglstenene, var flere end dem, Israeliterne dræbte med Sværdet.
 12.  Ved den Lejlighed, den Dag HERREN gav Amoriterne i Israeliternes
      Magt, talte Josua til HERREN og sagde i Israels Nærværelse:
      "Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!"
 13.  Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn
      over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges
      Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en
      hel Dag med at gå ned.
 14.  Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag som
      denne, en Dag, da HERREN adlød et Menneskes Røst; thi HERREN
      kæmpede for Israel.
 15.  Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.

 16.  Men de fem Konger flygtede og skjulte sig i Hulen ved Makkeda.
 17.  Og der blev bragt Josua den Melding: "De fem Konger er fundet
      skjulte i Hulen ved Makkeda."
 18.  Da sagde Josua: "Vælt store Sten for Hulens Indgang og sæt nogle
      Mænd udenfor til at vogte den.
 19.  Men I andre må ikke standse, forfølg eders Fjender, hug
      Efternølerne ned og lad dem ikke komme ind i deres Byer; thi
      HERREN eders Gud har givet dem i eders Hånd!"

 20.  Da Josua og Israeliterne så havde tilføjet dem et meget stort
      Nederlag og gjort det helt af med dem kun enkelte undslap og
      reddede sig ind i de befæstede Byer
 21.  vendte hele Folket uskadt tilbage til Josua i Lejren ved
      Makkeda, uden at nogen havde vovet så meget som at knurre imod
      Israeliterne.
 22.  Da sagde Josua: "Luk op for Hulens Indgang og før de fem Konger
      ud af Hulen fil mig!"
 23.  Det gjorde de så og førte de fem Konger ud af Hulen til ham,
      Kongerne af Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon.
 24.  Da de nu havde ført disse fem Konger ud til Josua, kaldte Josua
      alle Israels Mænd sammen og sagde til Krigsøversterne, som var
      draget med ham: "Kom hid og sæt Foden på disse Kongers Nakke!"
      Og de kom og satte foden på deres Nakke.
 25.  Da sagde Josua til dem: "Frygt ikke og vær ikke bange, vær
      frimodige og stærke! Thi således vil HERREN handle med alle
      eders Fjender, som I kommer til at kæmpe med!"
 26.  Derefter lod Josua dem nedhugge og dræbe og ophænge på fem Pæle,
      og de blev hængende på Pælene til Aften.
 27.  Men ved Solnedgang lod Josua dem tage ned af Pælene og kaste ind
      i den Hule, de havde skjult sig i, og for Indgangen til Hulen
      væltede man store Sten, som ligger der den Dag i Dag.

 28.  Makkeda indtog Josua samme Dag, og han slog Byen og dens Konge
      ned med Sværdet; han lagde Band på den og på hver levende Sjæl i
      den uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved
      Makkedas Konge, som han havde gjort ved Jerikos Konge.

 29.  Derpå drog Josua med hele Israel fra Makkeda til Libna, og han
      angreb Libna;
 30.  og HERREN gav også denne By og dens Konge i Israels Hånd, og den
      og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet uden at lade
      nogen undkomme; og han gjorde det samme ved dens Konge, som de
      havde gjort ved Jerikos Konge.

 31.  Derpå drog Josua med hele Israel fra Libna til Lakisj, og, han
      slog Lejr udenfor og angreb Byen;
 32.  og HERREN gav Lakisj i Israels Hånd, og den følgende Dag indtog
      han Byen, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med
      Sværdet, ganske som han havde gjort ved Libna.
 33.  Da rykkede Kong Horam af Gezer Lakisj til Hjælp; men Josua slog
      ham og hans Folk ned uden at lade nogen undkomme.

 34.  Så drog Josua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slog
      Lejr udenfor og angreb Byen;
 35.  og de indtog den samme Dag og slog den ned med Sværdet; og på
      hver levende Sjæl i den lagde han den Dag Band, ganske som han
      havde gjort ved Lakisj.

 36.  Derpå drog Josua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og de
      angreb Byen
 37.  og indtog den og slog den ned med Sværdet, både Kongen der og
      alle de Byer, der hørte under den, og hver levende Sjæl i den
      uden at lade nogen undkomme, ganske som han havde gjort ved
      Eglon, og han lagde Band på Byen og hver levende Sjæl i den.

 38.  Derpå vendte Josua sig med hele Israel imod Debir og angreb
      Byen;
 39.  og han undertvang den tillige med dens Konge og alle de Byer der
      hørte under den; og de slog dem ned med Sværdet og lagde Band på
      hver levende Sjæl i dem uden at lade nogen undkomme; det samme,
      han havde gjort ved Hebron og ved Libna og Kongen der, gjorde
      han også ved Debir og Kongen der.

 40.  Således slog Josua hele Landet, Bjerglandet, Sydlandet,
      Lavlandet og Bjergskråningerne og alle Kongerne der uden at lade
      nogen undkomme, og på hver levende Sjæl lagde han Band, således
      som HERREN, Israels Gud, havde påbudt;
 41.  Josua slog dem fra Kadesj Barnea indtil Gaza, og hele Landskabet
      Gosjen indtil Gibeon.
 42.  Og alle hine Konger og deres Lande undertvang Josua med et Slag;
      thi HERREN, Israels Gud, kæmpede for Israel.
 43.  Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.



 11
  1.  Da Kong Jabin af Hazor hørte herom sendte han Bud til Kong Jobab
      af Madon og Kongerne af Sjimron og Aksjaf.
  2.  og til Kongerne nordpå i Bjergene, i Arabalavningen sønden for
      Kinnerot, i Lavlandet og på Højdedraget vestpå ved Dor,
  3.  til Kana'anæerne i Øst og Vest, Amoriterne, Hivviterne,
      Perizziterne og Jebusiterne i Bjergene og Hetiterne ved Foden af
      Hermon i Mizpas Land;
  4.  og de drog ud med alle deres Hære, Krigsfolk talrige som Sandet
      ved Havets Bred, og med en stor Mængde Heste og Stridsvogne.
  5.  Alle disse Konger slog sig sammen og kom og lejrede sig i
      Forening ved Meroms Vand for at angribe Israel.
  6.  Men HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem! Thi i Morgen
      ved denne Tid vil jeg lade dem ligge faldne foran Israel; deres
      Heste skal du lamme, og deres Vogne skal du brænde!"
  7.  Da kom Josua med hele Hæren uventet over dem ved Meroms Vand og
      kastede sig over dem,
  8.  og HERREN gav dem i Israels Hånd, så de slog dem og forfulgte
      dem til den store Stad Zidon, til, Misrefot Majim og Mizpes
      Lavning i Øst, og huggede dem ned, så ikke en eneste af dem blev
      tilbage.
  9.  Josua gjorde derpå med dem, som HERREN havde sagt ham; deres
      Heste lammede han, og deres Vogne brændte han.

 10.  Ved den Tid vendte Josua om og indtog Hazor, og Kongen huggede
      han ned med Sværdet; Hazor var nemlig fordum alle disse
      Kongerigers Hovedstad;
 11.  og de huggede hver levende Sjæl i den ned med Sværdet og lagde
      Band på dem, så ikke en levende Sjæl blev tilbage; og Hazor stak
      han i Brand.
 12.  Alle hine Kongsbyer med deres Konger undertvang Josua, og han
      huggede dem ned med Sværdet og lagde Band på dem, som HERRENs
      Tjener Moses havde påbudt.
 13.  Men ingen af de Byer, som lå på deres Høje, stak Israel i Brand,
      alene med Undtagelse af Hazor; den stak Josua i Brand.
 14.  Kvæget og alt det andet, der røvedes fra disse Byer, beholdt
      Israeliterne som Bytte; men alle Menneskene huggede de ned med
      Sværdet til sidste Mand uden at lade en eneste levende Sjæl
      blive tilbage.
 15.  Hvad HERREN havde pålagt sin Tjener Moses, havde Moses pålagt
      Josua, og det gjorde Josua; han undlod intet som helst af, hvad
      HERREN havde pålagt Moses.

 16.  Således indtog Josua hele dette Land, Bjerglandet, hele
      Sydlandet, hele Landskabet Gosjen, Lavlandet, Arabalavningen,
      Israels Bjergland og Lavland,
 17.  fra det nøgne Bjergdrag, som højner sig hen imod Seir, indtil
      Ba'al Gad i Libanons Dal ved Hermonbjergets Fod; og alle deres
      Konger tog han til Fange, huggede dem ned og dræbte dem.
 18.  I lang Tid førte Josua Krig med disse Konger
 19.  Der var ingen By, som sluttede Overenskomst med Israeliterne,
      undtagen Hivviterne, som boede i Gibeon. Alt tog de i Kamp;
 20.  thi HERREN voldte, at de forhærdede deres Hjerter, så de drog i
      Kamp mod Israel, for at de skulde lægge Band på dem uden Skånsel
      og udrydde dem, som HERREN havde pålagt Moses.

 21.  Ved den Tid drog Josua hen og udryddede Anakiterne af
      Bjerglandet, af Hebron, Debir og Anab, og af hele Judas og hele
      Israels Bjergland; på dem og deres Byer lagde Josua Band.
 22.  Der blev ingen Anakiter tilbage i Israeliternes Land, kun i
      Gaza, Gat og Asdod blev der Levninger tilbage.

 23.  Således indtog Josua hele Landet, ganske som HERREN havde sagt
      til Moses, og Josua gav Israel det i Eje efter deres Afdelinger,
      Stamme for Stamme. Og Landet fik Ro efter Krigen.



 12
  1.  Følgende to Konger i Landet blev overvundet af Israeliterne og
      deres Land taget i Besiddelse af dem, Landet østen for Jordan
      fra Arnonfloden til Hermonbjerget og hele Arabalavningens østre
      Del:
  2.  Amoriterkongen Sibon, som boede i Hesjbon og herskede fra Aroer
      ved Arnonflodens Bred og fra Midten af Floddalen over Halvdelen
      af Gilead indtil Jabbokfloden, der er Ammoniternes Grænse,
  3.  og over Arabalavningen indtil Kionerotsøens Østside og
      Arabahavets, Salthavets, Østside hen imod Bet-Jesjimot og
      længere Syd på hen imod Egnen ved Foden af Pisgas Skrænter;
  4.  og Kong Og af Basan. som hørte til dem, der var tilbage af
      Refaiterne, og boede i Asjtarot og Edrei
  5.  og herskede over Hermonbjerget, Salka og hele Basan indtil
      Gesjuriternes og Måkatiternes Landemærke og over Halvdelen af
      Gilead indtil Kong Sihon af Hesjbons Landemærke.
  6.  HERRENs Tjener Moses og Israeliterne havde overvundet dem, og
      HERRENs Tjener Moses havde givet Rubeniterne, Gaditerne og
      Manasses halve Stamme Landet i Eje.

  7.  Følgende Konger i Landet blev overvundet af Josua og
      Israeliterne hinsides Jordan, på Vestsiden, fra Ba'al Gad i
      Dalen ved Libanon til det nøgne Bjergdrag, som højner sig mod
      Seir, og deres Land givet Israels Stammer i Eje af Josua efter
      deres Afdelinger,
  8.  i Bjerglandet, i Lavlandet, i Arabalavningen, på Skråningerne, i
      Ørkenen og i Sydlandet, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne,
      Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne:
  9.  Kongen i Jeriko een; Kongen i Aj ved Betel een;
 10.  Kongen i Jerusalem een; Kongen i Hebron een;
 11.  Kongen i Jarmut een; Kongen i Lakisj een;
 12.  Kongen i Eglon een; Kongen i Gezer een;
 13.  Kongen i Debir een; Kongen i Geder een;
 14.  Kongen i Horma een; Kongen i Arad een;
 15.  Kongen i Libna een; Kongen i Adullam een;
 16.  Kongen i Makkeda een; Kongen i Betel een;
 17.  Kongen i Tappua een; Kongen i Hefer een;
 18.  Kongen i Afek een; Kongen i Lassjaron een;
 19.  Kongen i Madon een; Kongen i Hazor een;
 20.  Kongen i Sjimron Meron een; Kongen i Aksjaf een;
 21.  Kongen i Ta'anak een; Kongen i Megiddo een;
 22.  Kongen i Kedesj een; Kongen i Jokneam ved Karmel een;
 23.  Kongen i Dor ved Højdedraget Dor een; Kongen over Folkene i
      Galilæa een;
 24.  Kongen i Tirza een; tilsammen en og tredive Konger.



 13
  1.  Da Josua var blevet gammel og til Års, sagde HERREN til ham: "Du
      er blevet gammel og til Års, og der er endnu såre meget tilbage
      af Landet at indtage.
  2.  Dette er det Land, som er tilbage: Hele Filisternes Landområde
      og alle Gesjuriterne,
  3.  Landet fra Sjihor østen for Ægypten indtil Ekrons Landemærke i
      Nord det regnes til Kana'anæerne de fem Filisterfyrster i Gaza,
      Asdod, Askalon, Gat og Ekron, desuden Avviterne
  4.  mod Syd, hele Kana'anæerlandet fra Meara, som tilhører
      Zidonierne, indtil Afek og til Amoriternes Landemærke,
  5.  og det Land, som mod Øst grænser til Libanon fra Ba'al Gad ved
      Hermonbjergets Fod til Egnen hen imod Hamat.
  6.  Alle Indbyggerne i Bjerglandet fra Libanon til Misrefot Majim,
      alle Zidonierne, vil jeg drive bort foran Israeliterne. Tildel
      kun Israel det som Ejendom, således som jeg har pålagt dig.
  7.  Udskift derfor dette Land som Ejendom til de halvtiende
      Stammer." Manasses halve Stamme
  8.  såvel som Rubeniterne og Gaditerne havde nemlig fået deres
      Arvelod, som Moses gav dem hinsides Jordan, på Østsiden, således
      som HERRENs Tjener Moses gav dem,
  9.  fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele
      Højsletten fra Medeba til Dibon,
 10.  alle de Byer, som havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, der
      herskede i Hesjbon, indtil Ammoniternes Landemærke,
 11.  fremdeles Gilead og Gesjuriternes og Ma'akatiternes Landemærke,
      hele Hermonbjerget og hele Basan indtil Salka,
 12.  hele det Rige, der havde tilhørt Og af Basan, som herskede i
      Asjtarot og Edrei, den sidste, der var tilbage af Refaiterne;
      Moses havde overvundet dem alle og drevet dem bort.
 13.  Men Israeliterne drev ikke Gesjuriterne og Ma'akatiterne bort,
      så at Gesjur og Ma'akat bor i blandt Israel den Dag i bag.
 14.  Kun Levis Stamme gav han ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud, er
      hans Arvelod, således som han tilsagde ham.

 15.  Moses gav Rubeniternes Stamme Land, Slægt for Slægt,
 16.  og de fik deres Område fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen
      midt nede i Dalen, hele Højsletten indtil
 17.  Hesjbon og alle de Byer, som ligger på Højsletten, Dibon, Bamot
      Ba'al, Bet Ba'al Menn,
 18.  Jaza, Kedemot, Mefa'at,
 19.  Kirjatajim, Sibma, Zeret Sjahar på Dalbjerget,
 20.  Bet Peor ved Pisgas Skrænter. Bet Jesjimot
 21.  og alle de andre Byer på Højsletten og hele det Rige, der havde
      tilhørt Amoriterkongen Sibon, som herskede i Hesjbon, hvem Moses
      havde overvundet tillige med Midjans Fyrster Evi, Rekem, Zur,
      Hur og Reba, der var Sihons Lydkonger og boede i Landet;
 22.  også Sandsigeren Bileam, Beors Søn, havde Israeliterne dræbt med
      Sværdet sammen med de andre af dem, der blev slået ihjel.
 23.  Rubeniternes Grænse blev Jordan; den var Grænseskel. Det var
      Rubeniternes Arvelod efter deres Slægter, de nævnte Byer med
      Landsbyer.

 24.  Og Moses gav Gads Stamme, Gaditerne, Land, Slægt for Slægt,
 25.  og de fik følgende Landområde: Jazer og alle Byerne i Gilead og
      Halvdelen af Ammoniternes Land indtil Aroer, som ligger østen
      for Rabba,
 26.  og Landet fra Hesjbon til Ramat Mizpe og Betonim, og fra
      Mahanajim til Lodebars Landemærke;
 27.  og i Lavningen Bet Haram, Bet Nimra, Sukkot og Zafon, Resten af
      Kong Sihon af Hesjbons Rige, med Jordan til Grænse, indtil Enden
      af Kinnerets Sø, hinsides Jordan, på Østsiden.
 28.  Det var Gaditernes Arvelod efter deres Slægter: de nævnte Byer
      med Landsbyer.

 29.  Og Moses gav Manasses halve Stamme Land, Slægt for Slægt;
 30.  og deres Landområde strakte sig fra Mahanajim over hele Basan,
      hele Kong Og af Basans Rige og alle Jairs Teltbyer, som ligger i
      Basan, tresindstyve Byer,
 31.  Halvdelen af Gilead og Asjtatot og Edrei, Ogs Kongsbyer i Basan;
      det gav han Manasses Søn Makirs Sønner, Halvdelen af Makirs
      Sønner, Slægt for Slægt.

 32.  Det er alt, hvad Moses udskiftede på Moabs Sletter hinsides
      Jordan over for Jeriko, på Østsiden.
 33.  Men Levis Stamme gav Moses ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud,
      er deres Arvelod, således som han tilsagde dem.



 14
  1.  Følgende er de Landstrækninger, Israeliterne fik til Arvelod i
      Kana'ans Land, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
      Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse tildelte
      dem
  2.  ved Lodkastning som deres Ejendom i Overensstemmelse med det
      Påbud, HERREN havde givet Moses om de halvtiende Stammer.
  3.  Thi Moses havde givet de halvtredje Stammer Arvelod hinsides
      Jordan; men Leviterne gav han ikke Arvelod iblandt dem.
  4.  Josefs Efterkommere udgjorde nemlig to Stammer, Manasse og
      Efraim; og Leviterne fik ikke Del i Landet, men kun Byer at bo i
      tillige med de tilhørende Græsmarker til deres Hjorde og Kvæg.
  5.  Hvad HERREN havde pålagt Moses, gjorde Israeliterne, og de
      udskiftede Landet.

  6.  Da trådte Judæerne frem for Josua i Gilgal, og Kenizziten Kaleb,
      Jefunnes Søn, sagde til ham: "Du ved, hvad det var, HERREN
      talede til den Guds Mand Moses i Kadesj Barnea om mig og dig.
  7.  Fyrretyve År gammel var jeg, dengang HERRENs Tjener Moses
      udsendte mig fra Kadesj Barnea for at udspejde Landet; og jeg
      aflagde ham Beretning efter bedste Overbevisning.
  8.  Men mine Brødre, som var draget med mig, gjorde Folket modløst,
      medens jeg viste HERREN min Gud fuld Lydighed.
  9.  Og Moses svor den Dag: Sandelig, det Land, din Fod har betrådt,
      skal være din og dine Efterkommeres Arvelod til evig Tid, fordi
      du har vist HERREN min Gud fuld Lydighed!
 10.  Og se, nu har HERREN opfyldt sit Ord og holdt mig i Live fem og
      fyrretyve År, siden dengang HERREN talede dette Ord til Moses,
      al den Tid Israel vandrede i Ørkenen, og se, jeg er nu fem og
      firsindstyve År.
 11.  Endnu den Dag i Dag er jeg rask og rørig som på hin Dag, da
      Moses udsendte mig; nu som da er min Kraft den samme til Kamp og
      til at færdes omkring.
 12.  Så giv mig da dette Bjergland, som HERREN dengang talede om; du
      hørte det jo selv. Thi der bor Anakiter der, og der er store,
      befæstede Byer; måske vil HERREN være med mig, så jeg kan drive
      dem bort, som HERREN har sagt!"
 13.  Da velsignede Josua ham, og han gav Kaleb, Jefunnes Søn, Hebron
      til Arvelod.
 14.  Derfor tilfaldt Hebron Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn,, som
      Arvelod, og den hører ham til den Dag i Dag, fordi han viste
      HERREN, Israels Gud, fuld Lydighed.
 15.  Men Hebron hed forhen Arbas By; han var den største Mand blandt
      Anakiterne. Og Landet fik Ro efter krigen.



 15
  1.  Loddet faldt for Judæernes Stamme efter deres Slægter således,
      at deres Landområd strækker sig hen,imod Edoms Område, Zins
      Ørken mod Syd, yderst mod Syd.
  2.  Deres Sydgrænse begynder ved Enden af Salthavet, ved den sydlige
      Bugt,
  3.  og løber sønden om Akrabbimpasset, går videre til Zin, strækker
      sig opad sønden om Hadesj Barnea og går derpå videre til Hezron
      og op til Addar; så drejer den om mod Karka'a,
  4.  går videre til Azmon og fortsætter til Ægyptens Bæk; så ender
      Grænsen ved Havet. Det er deres Sydgrænse.
  5.  Østgrænsen er Salthavet indtil Jordans Udløb. Nordgrænsen
      begynder ved Havets Bugt ved Jordans Udløb;
  6.  derpå strækker Grænsen sig opad til Bet Hogla og går videre
      norden om Bet Araba; så strækker Grænsen sig opad til Rubens Søn
      Bohans Sten;
  7.  derpå strækker Grænsen sig fra Akors Dal op til Debir og drejer
      nordpå til Gilgal, som ligger lige over for Adummimpasset sønden
      for Dalen; derefter går Grænsen videre over til Vandet ved
      Sjemesjkilden og ender ved Rogelkilden;
  8.  derpå strækker Grænsen sig op i Hinnoms Søns Dal til Sydsiden af
      Jebusiternes Bjergryg, det er Jerusalem; derpå strækker Grænsen
      sig op til Toppen af Bjerget lige vesten for Hinnoms Dal ved
      Refaimdalens Nordende;
  9.  derpå bøjer Grænsen fra Toppen af dette Bjerg ben til Neftoas
      Vandkilde og løber videre til Byerne på Efronbjerget; så bøjer
      Grænsen om til Ba'ala, det er Kirjat-Jearim;
 10.  derpå drejer Grænsen om fra Ba'ala mod Vest til Seirbjerget, går
      videre til Jearimbjergets nordre Udløber, det er Kesalon: så
      strækker den sig ned til Bet Sjemesj og går videre til Timna;
 11.  derpå løber Grænsen i nordlig Retning til Bjergryggen ved Ekron;
      så bøjer Grænsen om til Sjikkaron, går videre til Ba'alabjerget,
      løber til Jabne'el og ender ved Havet.
 12.  Vestgrænsen er det store Hav. Det er Grænsen rundt om Judæernes
      Område efter deres Slægter.

 13.  Men Kaleb, Jefunnes Søn, gav han et Stykke Land imellem Judæerne
      efter HERRENs Befaling til Josua: Anaks Stamfader Arbas By, det
      er Hebron;
 14.  og Kaleb drev de tre Anakiter bort derfra, Sjesjaj, Abiman og
      Talmaj, der nedstammede fra Anak.
 15.  Derfra drog han op mod Debirs Indbyggere; Debir hed fordum
      Kirjat Sefer.
 16.  Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det,
      giver jeg min datter Aksa til Hustru!"
 17.  Og da Benizziten Otniel, Kalebs Broder, indtog det, gav han ham
      sin Datter Aksa til Hustru.
 18.  Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader
      om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte
      hende: "Hvad vil du?"
 19.  Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse!" Siden du har bortgiftet
      mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav han
      hende de øvre og de nedre Vandkilder.

 20.  Judæernes Stammes Arvelod efter deres Slægter er:
 21.  Byerne i Udkanten af Judæernes Stamme ved Edoms Grænse i
      Sydlandet er følgende: Kabzeel, Eder, Jagur,
 22.  Kina, Dimona, Arara,
 23.  Kedesj Hazot, Jitnan,
 24.  Zif, Telam, Bealot,
 25.  Hazor Hadatta, Kerijjot Hezron, det er Hazor,
 26.  Amam, Sjema, Molada,
 27.  Hazar Gadda, Hesjmon, Bet Pelet,
 28.  Hazar Sjual, Be'ersjeba med Småbyer,
 29.  Ba'ala, Ijjim, Ezem,
 30.  Eltolad, Betul, Horma,
 31.  Ziklag, Madmanna, Sansanna,
 32.  Lebaot, Sjilhim og En Rimmox; tilsammen ni og tyve Byer med
      Landsbyer.

 33.  I Lavlandet: Esjtaol, Zora, Asjna,
 34.  Zanoa, En Gannim, Tappua, Enam, 35 Jarmut, Adullam, Soko, Azeka,
 36.  Sja'arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim; tilsammen fjorten
      Byer med Landsbyer.
 37.  Zenan, Hadasja, Migdal Gad,
 38.  Dilan, Mizpe, Jokte'el,
 39.  Lakisj, Bozkaf, Eglon,
 40.  Kabbon, Lamas, Hitlisj,
 41.  Gederot, Bet Dagon, Na'ama og Makkeda; tilsammen seksten Byer
      med Landsbyer.
 42.  Libna, Eter, Asjan,
 43.  Jifta, Asjna, Nezib,
 44.  Keila, Akzib og Maresja; tilsammen ni Byer med Landsbyer.
 45.  Ekron med Småbyer og Landsbyer;
 46.  fra Ekron til Havet alt, hvad der ligger på Asdodsiden, med
      tilhørende Landsbyer;
 47.  Asdod med Småbyer og Landsbyer; Gaza med Småbyer og Landsbyer
      indtil Ægyptens Bæk med det store Hav som Grænse.

 48.  I Bjerglandet: Sjamir, Jattir, Soko,
 49.  Danna, Kirjat Sefer, det er Debir,
 50.  Anab, Esjtemo, Anim,
 51.  Gosjen, Holon og Gilo; tilsammen elleve Byer med Landsbyer.
 52.  Arab, Duma, Esjan,
 53.  Janum, Bet Tappua, Afeka,
 54.  Humta, Kirjat Arba, det er Hebron, og Zior; tilsammen ni Byer
      med Landsbyer.
 55.  Maon, Karmel, Zif, Jutta,
 56.  Jizre'el, Jokdeam, Zanoa,
 57.  Hain, Gibea og Timna; tilsammen ti Byer med Landsbyer.
 58.  Halhul, Bet Zur, Gedor,
 59.  Ma'arat, Bet Anon og Eltekon; tilsammen seks Byer med
      Landsbyer. Tekoa, Efrata, det er Betlehem, Peor, Etam, Kulon,
      Tatam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho; tilsammen elleve
      Byer med Landsbyer.
 60.  Hirjat Ba'al, det er Hirjat Jearim, og Rabba; tilsammen to Byer
      med Landsbyer.

 61.  I Ørkenen: Bet Araba, Middin, Sekaka,
 62.  Nibsjan, Ir Mela og En Gedi; tilsammen seks Byer med Landsbyer.

 63.  Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, kunde Judæerne ikke
      drive bort; og Jebusiterne bor i Jerusalem sammen med Judæerne
      den Dag i Dag.



 16
  1.  For Josefs Sønner faldt Loddet således: Mod Øst går Grænsen fra
      Jordan ved Jeriko, ved Jerikos Vande, op gennem Ørkenen, som fra
      Jeriko strækker sig op i Bjergland,et til Betel;
  2.  fra Betel fortsætter den videre til Arkiternes Landemærke, til
      Atarot,
  3.  og strækker sig nedad mod Vest til Ja Detiternes Landemærke, til
      Nedre Bet Horons Landemærke og til Gezer og ender ved Havet.

  4.  Og Josefs Sønner, Manasse og Efraim, fik Arvelodder.
  5.  Efraimiternes Landemærke efter deres Slægter var følgende:
      Grænsen for deres Arvelod er mod Øst Atarot Addar og går til
      Øvre Bet Horon;
  6.  derpå går Grænsen ud til Havet. Mod Nord er Grænsen Mikmetat;
      Grænsen går så mod Øst til Ta'anat Sjilo, løber videre østen om
      Janoa,
  7.  strækker sig så fra Janoa ned til Atarot og Na'ara, støder op
      til Jeriko og ender ved Jordan.
  8.  Fra Tappua går Grænsen mod Vest til Kanabækken og ender ved
      Havet. Det er Efraimiternes Stammes Arvelod efter deres Slægter.
  9.  Dertil kommer de Byer, som udskiltes til Efraimiterne inden for
      Manassiternes Arvelod, alle Byerne med Landsbyer.
 10.  Men de fordrev ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, og således
      er Kana'anæerne blevet boende midt i Efraim indtil den Dag i
      Dag, idet de siden blev Hoveriarbejdere.



 17
  1.  Og Loddet faldt for Manasses Stamme: thi han var Josefs
      førstefødte. Makir, Manasses førstefødte, Gileads Fader - han
      var nemlig Kriger - fik Gilead og Basan.
  2.  Og de øvrige Manassiter fik Land efter deres Slægter, Abiezers,
      Heleks, Asriels, Sjekems, Hefers og Sjemidas Sønner; det er
      Josef's Søn Manasses mandlige Efterkommere efter deres Slægter.
  3.  Men Zelofhad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af
      Makir, en Søn af Manasse, havde ingen Sønner, kun Døtre; og hans
      Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
  4.  De trådte frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
      Øversterne og sagde: "HERREN bød Moses give os Arvelod iblandt
      vore Brødre!" Da gav han dem efter HERRENs Bud en Arvelod
      iblandt deres Faders Brødre.
  5.  Således faldt ti Parter på Manasse foruden Landet Gilead og
      Basan hinsides Jordan.
  6.  Thi Manasses døtre fik Arvelod blandt hans Sønner. Men Landet
      Gilead tilfaldt Manasses øvrige Efterkommere.

  7.  Og Manasses Grænse går fra Aser til Mikmetat, som ligger østen
      for Sikem; derpå går Grænsen mod Syd til Befolkningen i
      En-Tappua.
  8.  Manasse fik Landskabet Tappua; men Byen Tappua ved Manasses
      Grænse tilfaldt Efraimiterne.
  9.  Derpå strækker Grænsen sig ned til Kanabækken, sønden om Bækken;
      Byerne der tilfaldt Efraim, midt iblandt Manasses Byer; Manasses
      Landområde ligger norden for Bækken. Grænsen ender derpå ved
      Havet.
 10.  Sydsiden tilhører Efraim og Nordsiden Manasse. Havet danner
      Grænse; mod Nord støder de op til Aser, mod Øst til Issakar.
 11.  I Issakar og Aser tilfaldt følgende Byer Manasse: Bet-Sjean med
      Småbyer, Jibleam med Småbyer, Befolkningen i Dor med Småbyer,
      Befolkningen i En-Dor med Småbyer, Befolkningen i Ta'anak med
      Småbyer og Befolkningen i Megiddo med Småbyer, de tre Højdedrag.
 12.  Men Manassiterne kunde ikke drive disse Byers Indbyggere bort,
      det lykkedes Kana'anæerne at holde sig i disse Egne.
 13.  Da Israeliterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til
      Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

 14.  Da talte Josefs Sønner til Josua og sagde: "Hvorfor har du kun
      givet mig een Lod og een Part til Arvelod, skønt jeg er et
      talrigt Folk, eftersom HERREN hidtil har velsignet mig?"
 15.  Josua svarede dem: "Når du er et talrigt Folk, så drag op i
      Skovlandet og ryd dig Jord der i Perizziternes og Refaiternes
      Land, siden Efraims Bjergland er dig for trangt!"
 16.  "Da sagde Josefs Sønner: "Bjerglandet er os ikke nok, og alle
      Kana'anærerne, som bor på Slettelandet, både de i Bet-Sjean med
      Småbyer og de på Jizre'elsletten, har jernbeslagne Vogne!"
 17.  Da sagde Josua til Josefs Slægt, til Efraim og Manasse: "Du er
      et talrigt Folk og har stor Kraft; du skal ikke komme til at
      nøjes med een Lod,
 18.  men et Bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset.  og
      når du rydder det, skal det tilfalde dig med Udløberne derfra;
      thi du skal drive Kana'anæerne bort, selv om de har jernbeslagne
      Vogne; du er nemlig stærkere end de."



 18
  1.  Hele Israeliternes Menighed kom sammen i Silo, og de rejste
      Åbenbaringsteltet der, da de nu havde underlagt sig Landet.

  2.  Men der var endnu syv Stammer tilbage af Israeliterne, som ikke
      havde fået deres Arvelod tildelt.
  3.  Josua sagde derfor til Israeliterne: "Hvor længe vil I endnu
      nøle med at drage hen og tage det Land i Besiddelse, som HERREN,
      eders Fædres Gud, har givet eder?
  4.  Udse eder tre Mænd af hver Stamme, som jeg kan udsende; de skal
      gøre sig rede og drage Landet rundt og affatte en Beskrivelse
      derover til Brug ved Fastsættelsen af deres Arvelod og så komme
      tilbage til mig.
  5.  De skal dele det i syv Dele; Juda skal beholde sit Område mod
      Syd og Josefs Slægt sit mod Nord.
  6.  Og I skal så affatte en Beskrivelse over Landet, delt i syv
      Dele, og bringe mig den; så vil jeg kaste Lod for eder her for
      HERREN vor Guds Åsyn.
  7.  Thi Leviterne får ingen Del iblandt eder, da HERRENs Præstedømme
      er deres Arvelod; og Gad, Ruben og Manasses halve Stamme har på
      Jordans Østside fået deres Arvelod, som HERRENs Tjener Moses gav
      dem!"

  8.  Da begav Mændene sig på Vej; og Josua bød de bortdragende
      affatte en Beskrivelse over Landet, idet han sagde: "Drag Landet
      rundt, affat en Beskrivelse over det og kom så tilbage til mig;
      så vil jeg kaste Lod for eder her for HERRENs Åsyn i Silo!"
  9.  Så begav, Mændene sig på Vej og drog igennem Landet og affattede
      en Beskrivelse derover, By for By, i syv Dele; og derpå kom de
      tilbage til Josua i Lejren ved Silo.
 10.  Men Josua kastede Lod for dem i Silo for HERRENs Åsyn og
      udskiftede der Landet til Israeliterne, Afdeling, for Afdeling.

 11.  Da faldt Loddet for Benjaminiternes Stamme efter deres Slægter;
      og det Område, der blev deres Lod, kom til at ligge mellem Judas
      og Josefs Sønner.
 12.  Deres Nordgrænse begynder ved Jordan, og Grænsen strækker sig op
      til Bjergryggen norden for Jeriko og mod Vest op i Bjerglandet,
      så den ender i Bet-Avens Ørken;
 13.  derfra går Grænsen videre til Luz, til Bjergryggen sønden for
      Luz, det er Betel, og strækker sig ned til Atarot-Addar over
      Bjerget sønden for Nedre-Bet-Horon.
 14.  Derpå bøjer Grænsen om og løber som Vestgrænse sydpå fra Bjerget
      lige sønden for Bet-Horon og ender ved Kirjat-Ba'al, det er den
      judæiske By Kirjat-Jearim; det er Vestgrænsen.
 15.  Sydgrænsen begynder ved Udkanten af Kirjat-Ba'al, og Grænsen går
      til Neftoas Vandkilde;
 16.  derpå strækker den sig ned til Randen af Bjerget lige over for
      Hinnoms Søns dal norden for Refaimdalen og videre til Hinnoms
      Dal sønden om Jebusiternes Bjergryg og til Rogelkilden;
 17.  så drejer den nordpå og fortsætter til Sjemesjkilden og videre
      til Gelilot lige over for Adummimpasset, derpå ned til Rubens
      Søn Bohans Sten
 18.  og går så videre til Bjergryggen norden for Bet-Araba og ned i
      Arabalavningen;
 19.  så går den videre til bjergryggen norden for Bet-Hogla og ender
      norden for Salthavets Bugt ved Jordans Udløb; det er Sydgrænsen.
 20.  Mod Øst danner Jordan Grænse. Det er Benjaminiternes Arvelod med
      dens Grænser efter deres Slægter.

 21.  Og Benjaminiternes Stammes Byer efter deres Slægter er følgende:
      Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Keziz,
 22.  Bet-Araba, Zemarajim, Betel,
 23.  Avvim, Para, ofra,
 24.  Kefar-Ammoni, Ofni og Geba; tilsammen tolv Byer med Landsbyer.
 25.  Gibeon, Rama, Be'erot,
 26.  Mizpe, Kefira, Moza,
 27.  Rekem, Jirpe'el, Tar'ala,
 28.  Zela, Elef, Jebus, det er Jerusalem, Gibeat og Kirjat-Jearim;
      tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. Det er Benjaminiternes
      Arvelod efter deres Slægter.



 19
  1.  Det andet Lod faldt for Simeon, for Simeoniternes Stamme efter
      deres Slægter; og deres Arvelod kom til at ligge inde i
      Judæernes Arvelod.
  2.  Til deres Arvelod hørte: Be'er-sjeba, Sjema, Molada,
  3.  Hazar-Sjual, Bala, Ezem,
  4.  Eltolad, Betul, Horma,
  5.  Ziklag, Bet-Markabot, Hazar-Susa,
  6.  Bet-Lebaot og Sjaruhen; tilsammen tretten Byer med Landsbyer.
  7.  En-Rimmon, Token, Eter og Asjan; tilsammen fire Byer med
      Landsbyer.
  8.  Desuden alle Landsbyerne rundt om disse Byer indtil
      Ba'alat-Be'er, Rama i Sydlandet. Det er Simeoniternes Stammes
      Arvelod efter deres Slægter.
  9.  Fra Judæernes Del blev Simeoniternes Arvelod taget; thi
      Judæernes Del var for stor til dem; der for fik Simeoniterne
      Arvelod inde i deres Arvelod.

 10.  Det tredje Lod faldt for Zebuloniterne efter deres Slægter.
      Deres Arvelods Landemærke når til Sarid:
 11.  og deres Grænse strækker sig vestpå op til Mar'ala, berører
      Dabbesjet og støder til Bækken, som løber østen om Jokneam;
 12.  fra Sarid drejer den østpå, mod Solens Opgang, hen imod
      Kis-Idt-Tabors Område og fortsætter til Daberat og op til Jafia;
 13.  mod Øst, mod Solens Opgang, løber den derpå over til Gat-Hefer,
      til Et-Kazin og videre til Rimmona og bøjer om til Nea;
 14.  derfra drejer Grænsen i nordlig Retning til Hannaton og ender i
      Dalen ved Jifta-El.
 15.  Og den omfatter Kattat, Nabalal, Sjimron, Jid'ala og Betlehem;
      tilsammen tolv Byer med Lands-byer.
 16.  Det er Zebulonilernes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer
      med Landsbyer.

 17.  For Issakar faldt det fjerde Lod, for Issakariterne efter deres
      Slægter;
 18.  og deres Landemærke var: Jizre'el, Kesullot, Sjunem,
 19.  Hafarajim, Sji'on, Anabarat,
 20.  Rabbit, Kisjjon, Ebez,
 21.  Remet, En-Gannim, En-Hadda og Bet-Pazzez.
 22.  Og Grænsen berører Tabor, Sja-hazim og Bet-Sjemesj og ender ved
      Jordan; tilsammen seksten Byer med Landsbyer.
 23.  Det er Issakariternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte
      Byer med Landsbyer.

 24.  Det femte Lod faldt for Aseriternes Stamme efter deres Slægter.
 25.  Deres Landemærke var: Helkat, Hali, Beten, Aksjaf,
 26.  Alammelek, Am'ad og Misj'al; derpå berører Grænsen Harmel mod
      Vest og Sjihor-Libnat,
 27.  drejer så østpå til Betbagon og berører Zebulon og Dalen ved
      Jifta-El mod Nord; derpå går den til Bet-Emek og Ne'iel og
      fortsætter nordpå til Kabul,
 28.  Abdon, Rebob, Hammon og Hana indtil den store Stad Zidon;
 29.  så drejer Grænsen mod Rama og til den befæstede By Tyrus; derpå
      drejer Grænsen mod Hosa og ender ved Havet; desuden Mahalab,
      Akzib,
 30.  Akko, Afek, Rebob; tilsammen to og tyve Byer med Landsbyer.
 31.  Det er Aseriternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte
      Byer med Landsbyer.

 32.  For Naftaliterne faldt det sjette Lod, for Naftaliterne efter
      deres Slægter.
 33.  Deres Landemærke går fra Helet, fra Allon-Beza'anannim og
      Adami-Nekeb og Jabne'el indtil Lakkum og ender ved Jordan;
 34.  så drejer Grænsen vestpå til Aznot-Tabor, fortsætter derfra til
      Hukkok, berører Zebulon mod Syd, Aser mod Vest og Jordan mod
      Øst.
 35.  Befæstede Byer er: Ziddim, Zer, Hammat, Rakkat, Kinneret,
 36.  Adama, Rama, Hazor,
 37.  Hedesj, Edre'i, En-Hazor,
 38.  Jir'on, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Sjemesj; tilsammen
      nitten Byer med Landsbyer.
 39.  Det er Naftaliternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte
      Byer med Landsbyer.

 40.  For Daniternes Stamme efter deres Slægter faldt det syvende Lod.
 41.  Deres Arvelods Landemærke var: Zor'a, Esjtaol, Ir-Sjemesj,
 42.  Sja'alabbin, Ajjalon, Jitla,
 43.  Elon, Timna, Ekron,
 44.  Elteke, Gibbeton, Ba'alat,
 45.  Jehud, Bene-Berak, Gat-Rim-mon,
 46.  Me-Ja1'kon og Rakkon og Egnen hen imod Jafo.
 47.  Men Daniternes Område blev dem for trangt; derfor drog Daniterne
      op og angreb Lesjem, indtog det og slog det med Sværdet; derpå
      tog de det i Besiddelse og bosatte sig der og gav Lesjem Navnet
      Dan efter deres Stamfader Dan.
 48.  Dette er Daniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte
      Byer med Landsbyer.

 49.  Da Israeliterne var færdige med Udskiftningen af Landet, Stykke
      for Stykke, gav de Josua, Nuns Søn, en Arvelod imellem sig.
 50.  Efter HERRENs Påbud gav de ham den By, han udbad sig,
      Timnat-Sera i Efraims Bjerge; og han befæstede Byen og bosatte
      sig der.

 51.  Det er de Arvelodder, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
      Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse
      udskiftede ved Lodkastning i Silo for HERRENs Åsyn ved
      Åbenbaringsteltets Indgang. Således blev de færdige med
      Udskiftningen af Landet.



 20
  1.  Og HERREN talede til Josua og sagde
  2.  "Tal til Israeliterne og sig: Afgiv de Tilflugtsbyer, jeg talede
      til eder om ved Moses,
  3.  for at en Manddraber, der uforsætligt og af Vanvare slår en
      ihjel, kan ty til dem, så at de kan være eder Tilflugtssteder
      mod Blodhævneren.
  4.  Når han tyr hen til en af disse Byer og stiller sig i Byportens
      Indgang og forebringer sin Sag for Byens Ældste, skal de optage
      ham i Byen hos sig og anvise ham et Sted, hvor han kan bo bos
      dem;
  5.  og når Blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere
      Manddraberen til ham, thi han har slået sin Næste ihjel af
      Vanvare uden i Forvejen at have båret Nag til ham;
  6.  han skal blive boende i denne By, indtil han har været stillet
      for Menighedens Domstol, eller den Mand, som på den Tid er
      Ypperstepræst, dør; derefter kan Manddraberen vende tilbage til
      sin By og sit Hjem, den By, han er flygtet fra."

  7.  Da helligede de Kedesj i Galilæa i Naftalis Bjerge, Sikem i
      Efrims Bjerge og Kirjat-Arba, det er Hebron, i Judas Bjerge.
  8.  Og østen for Jordan afgav de Bezer i Ørkenen, på Højsletten, af
      Rubens Stamme, Ramot i Gilead at Gads Stamme og Golan i Basan af
      Manasses Stamme.
  9.  Det var de Byer, som fastsattes for alle Israeliterne og de
      fremmede, som bor iblandt dem, i det Øjemed at enhver, der
      uforsætligt slår en ihjel, kan ty derhen og undgå Døden for
      Blodhævnerens Hånd, før han har været stillet for Menighedens
      Domstol.



 21
  1.  Derpå trådte Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse frem for
      Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de
      israelitiske Stammers Fædrenehuse
  2.  og talte således til dem i Silo i Kana'ans Land: "HERREN bød ved
      Moses, at der skulde gives os nogle Byer at bo i med tilhørende
      Græsmarker til vort Kvæg."
  3.  Da afgav Israeliterne i Følge HERRENs Bud af deres Arvelod
      følgende Byer med Græsmarker til Leviterne.

  4.  Loddet faldt først for Kehatiternes Slægter, således at Præsten
      Arons Sønner blandt Leviterne ved Lodkastningen fik tretten Byer
      af Judas, Simeoniternes og Benjamins Stammer,
  5.  mens de andre Hehatiter ved Lodkastningen efter deres Slægter
      fik ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve Stamme.
  6.  Gersoniterne fik ved Lodkastningen efter deres Slægter tretten
      Byer af Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve
      Stamme i Basan.
  7.  Merariterne fik efter deres Slægter tolv Byer af Rubens, Gads og
      Zebulons Stammer.

  8.  Og Israeliterne afgav ved Lodkastning følgende Byer med
      Græsmarker til Leviterne, således som HERREN havde påbudt ved
      Moses.
  9.  Af Judæernes og Simeoniternes Stammer afgav de følgende ved
      Navn, nævnte Byer.
 10.  Arons Sønner, der hørte til Kehatiternes Slægter blandt Levis
      Sønner - thi for dem faldt Loddet først - fik følgende:
 11.  Man gav dem Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron, i Judas
      Bjerge, med omliggende Græsmarker;
 12.  men Byens Mark og Landsbyer gav man Kaleb, Jefunnes Søn, i Eje.
 13.  Præsten Arons Sønner gav man Hebron, en af Tilflugtsbyerne for
      Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Libna med omliggende
      Græsmarker,
 14.  Jattir med omliggende Græsmarker, Esjtemoa med omliggende
      Græsmarker,
 15.  Holon med omliggende Græsmarker, Debir med omliggende
      Græsmarker,
 16.  Asjan med omliggende Græsmarker, Jutta med omliggende Græsmarker
      og Bet-Sjemesj med omliggende Græsmarker; tilsammen ni Byer af
      de to Stammer;
 17.  og af Benjamins Stamme Gibeon med omliggende Græsmarker, Geba
      med omliggende Græsmarker,
 18.  Anatot med omliggende Græsmarker og Alemet med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer.
 19.  Præsternes, Arons Sønners, Byer udgjorde i alt tretten Byer med
      omliggende Græsmarker.

 20.  Kehatiternes Slægter af Leviterne, de øvrige Kehatiter, fik de
      Byer af Efraims Stamme, som tildeltes dem ved Lodkastning.
 21.  Man gav dem Sikem, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med
      omliggende Græsmarker i Efraims Bjerge, Gezer med omliggende
      Græsmarker,
 22.  Kibzajim med omliggende Græsmarker og Bet-Horon med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 23.  og af Dans Stamme Elteke med omliggende Græsmarker, Gibbeton med
      omliggende Græsmarker,
 24.  Ajjalon med omliggende Græsmarker og Gat-Rimmon med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 25.  og af Manasses halve Stamme Tånak med omliggende Græsmarker og
      Jibleam med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
 26.  i alt ti Byer med omliggende Græsmarker tilfaldt de øvrige
      Kehatiters Slægter.

 27.  Blandt Leviternes Slægter fik fremdeles Gersoniterne af Manasses
      halve Stamme Golan i Basan, en af Tilflugtsbyerne for
      Manddrabere, med omliggende Græsmarker og Asjtarot med
      omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
 28.  og af Issakars Stamme Kisjjon med omliggende Græsmarker, Daberat
      med omliggende Græsmarker,
 29.  Jarmut med omliggende Græsmarker og En-Gannim med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 30.  og af Asers Stamme Misj'al med omliggende Græsmarker, Abdon med
      omliggende Græsmarker,
 31.  Helkat med omliggende Græsmarker og Rehob med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 32.  og af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa, en af Tilflugtsbyerne
      for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Hammot-Dor med
      omliggende Græsmarker og Hartan med omliggende Græsmarker;
      tilsammen tre Byer;
 33.  Gersoniternes Byer efter deres Slægter udgjorde i alt tretten
      med omliggende Græsmarker.

 34.  De øvrige Leviter, Merariternes Slægter, fik af Zebulons Stamme
      Jokneam med omliggende Græsmarker, Karta med omliggende
      Græsmarker,
 35.  Rimmona med omliggende Græsmarker og Nahalal med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 36.  og hinsides Jordan over for Jeriko af Rubens Stamme Bezer i
      Ørkenen på Højsletten, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere,
      med omliggende Græsmarker, Jaza med omliggende Græsmarker.
 37.  Kedemot med omliggende Græsmarker og Mefa'at med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 38.  og af Gads Stamme Ramot i Gilead, en af Tilflugtsbyerne for
      Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Mahanajim med omliggende
      Græsmarker,
 39.  Hesjbon med omliggende Græsmarker og Ja'zer med omliggende
      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
 40.  Byerne, der ved Lodkastningen tilfaldt de øvrige Levitslægter,
      Merariterne efter deres Slægter, udgjorde i alt tolv.
 41.  Levitbyerne inden for Israeliternes Ejendom udgjorde i alt otte
      og fyrretyve med omliggende Græsmarker.
 42.  Disse Byer skulde hver for sig have de omliggende Græsmarker
      med; det gjaldt for alle disse Byer.

 43.  Således gav HERREN Israel hele det Land, han havde tilsvoret
      deres Fædre at ville give dem, og de tog det i Besiddelse og
      bosatte sig der.
 44.  Og HERREN gav dem Ro rundt om, ganske som han havde tilsvoret
      deres Fædre, og ingen iblandt deres Fjender kunde holde Stand
      over for dem; alle deres Fjender gav HERREN i deres Hånd.
 45.  Ikke eet af alle de gode Ord, HERREN havde talet til Israels
      Hus, faldt til Jorden; alle sammen gik de i Opfyldelse.



 22
  1.  Derpå lod Josua Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
      kalde til sig
  2.  og sagde til dem: "I har holdt alt, hvad HERRENs Tjener Moses
      bød eder, og adlydt mig i alt, hvad jeg har påbudt eder.
  3.  I har ikke svigtet eders Brødre i denne lange Tid; indtil denne
      Dag har I holdt HERREN eders Guds Bud.
  4.  Men nu har HERREN eders Gud skaffet eders Brødre Ro, som han
      lovede dem; vend derfor nu tilbage til eders Telte i det Land,
      hvor eders Ejendom ligger, som HERRENs Tjener Moses gav eder
      hinsides Jordan.
  5.  Kun må I omhyggeligt agte på at holde det Bud og den Lov,
      HERRENs Tjener Moses pålagde eder, at elske HERREN eders Gud,
      vandre på alle hans Veje, holde hans Bud, holde fast ved ham og
      tjene ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl!"
  6.  Og Josua velsignede dem og lod dem drage bort, og de begav sig
      til deres Telte.
  7.  Den ene Halvdel af Manasses Stamme havde Moses givet Land i
      Basan, den anden Halvdel derimod havde Josua givet Land sammen
      med deres Brødre i Landet vesten for Jordan. Og da Josua lod dem
      drage hver til sit efter at have velsignet dem,
  8.  vendte de tilbage til deres Telte med store Rigdomme, med Kvæg i
      Mængde, med Sølv og Guld, Kobber og Jern og Klæder i stor
      Mængde; og det Bytte, de havde taget fra deres Fjender, delte de
      med deres Brødre.

  9.  Så forlod Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
      Israeliterne i Silo i Kana'ans Land og vendte tilbage til
      Gilead, det Land, de havde fået i Eje, hvor de havde nedsat sig
      i Følge HERRENs Bud ved Moses;'
 10.  og da Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kom til
      Gelilot ved Jordan i Kana'ans Land, byggede de et Alter der ved
      Jordan, et stort Alter. der sås viden om.
 11.  Men det kom Israeliterne for Øre, at Rubeniterne, Gaditerne og
      Manasses halve Stamme havde bygget et Alter på Grænsen af
      Kana'ans Land, ved Gelilot ved Jordan, på Israeliternes Side.
 12.  Og da Israeliterne hørte det, samledes hele Israeliternes
      Menighed i Silo for at drage i Kamp imod dem.
 13.  Da sendte Israeliterne Pinehas, Præsten Eleazars Søn, til
      Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead
 14.  tillige med ti Øverster, een Øverste for hver af alle Israels
      Stammer; hver af dem var Overhoved for sin Stamme iblandt
      Israels Tusinder;
 15.  og da de kom til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
      i Gilead, talte de således til dem:
 16.  "Således siger hele HERRENs Menighed: Hvad er det for en
      Troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i Dag har vendt
      eder fra HERREN ved at bygge eder et Alter og vise Genstridighed
      mod HERREN?
 17.  Har vi ikke nok i Brøden med Peor, som vi endnu den Dag i Dag
      ikke har fået os renset for, og for hvis Skyld der kom Plage
      over Israels Menighed?
 18.  Og dog vender I eder i Dag fra HERREN! Når I i Dag er
      genstridige mod HERREN, vil hans Vrede i Morgen bryde løs over
      hele Israels Menighed.
 19.  Hvis det Land, I har fået i Eje, er urent, så gå over til det
      Land, der er HERRENs Ejendom, der, hvor HERRENs Bolig står, og
      nedsæt eder iblandt os; men vær ikke genstridige mod HERREN, ej
      heller mod os ved at bygge eder et Alter til foruden HERREN vor
      Guds Alter!
 20.  Dengang Akan, Zeras Søn, øvede Svig med det bandlyste, kom der
      da ikke Vrede over hele Israels Menighed, skønt han kun var en
      enkelt Mand? Måtte han ikke dø for sin Brøde?"

 21.  Da svarede Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
      overhovederne for Israels Tusinder således:
 22.  "Gud, Gud HERREN, Gud, Gud HERREN ved det, og Israel skal vide
      det: Hvis det er i Genstridighed eller Troløshed mod HERREN, i
      den Hensigt at vende os fra HERREN,
 23.  at vi har bygget os et Alter, gid han så må unddrage os sin
      Hjælp i Dag! Hvis det er for at bringe Brændofre og Afgrødeofre
      derpå eller for at bringe Takofre derpå, så straffe HERREN det!
 24.  Nej, vi har gjort det af Frygt for det Tilfælde, at eders Børn
      engang i Fremtiden skulde sige til vore: Hvad har I med HERREN,
      Israels Gud, at gøre?
 25.  HERREN har jo sat Jordan som Grænse imellem os, og eder,
      Rubeniter og Gaditer; I har ingen Del i HERREN! Og således kunde
      eders Børn få vore til at høre op med at frygte HERREN.
 26.  Derfor tænkte vi: Lad os bygge dette Alter, ikke til Brændoffer
      eller Slagtoffer,
 27.  men for at det kan være Vidne mellem os og eder og mellem vore
      Efterkommere efter os om, at vi vil forrette HERRENs Tjeneste'
      for hans Åsyn med vore Brændofre, Slagtofre og Takofre, for at
      eders Børn ikke engang i Fremtiden skal sige til vore: I har
      ingen Del i HERREN!
 28.  Og vi tænkte: Hvis de i Fremtiden siger således til os og vore
      Efterkommere, så siger vi: Læg dog Mærke til, hvorledes det
      HERRENs Alter er bygget, som vore Forfædre rejste, ikke til
      Brændofre eller Slagtofre, men for at det kunne være Vidne
      mellem os og eder.
 29.  Det være langt fra os at være genstridige mod HERREN eller vende
      os fra HERREN i Dag ved at bygge et Alter til Brændoffer,
      Afgrødeoffer og Slagtoffer foruden HERREN vor Guds Alter, som
      står foran hans Bolig!"

 30.  Da Præsten Pinehas og Menighedens Øverster og Overhovederne for
      Israels Tusinder, som ledsagede ham, hørte de Ord, som
      Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne talte, var de tilfredse,
 31.  og Pinehas, Præsten Eleazars Søn, sagde til Rubeniterne,
      Gaditerne og Manassiterne: "I Dag erkender vi, at HERREN er
      iblandt os, siden I ikke har øvet denne Svig imod HERREN; derved
      har I frelst Israeliterne fra HERRENs Hånd!"
 32.  Derpå vendte Pinehas, Præsten Eleazars Søn, og Øversteme tilbage
      fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead til
      Israeliterne i Kana'ans Land og aflagde dem Beretning,
 33.  og Israeliterne var tilfredse ved Meddelelsen, og Israeliterne
      priste Gud og tænkte ikke mere på at drage i Kamp mod dem for at
      ødelægge det Land, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve
      Stamme boede i.
 34.  Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kaldte
      Alteret: Vidne; "thi," sagde de, "det skal være Vidne mellem os
      om, at HERREN er Gud!"



 23
  1.  Efter længere Tids Forløb, da HERREN havde skaffet Israel Ro for
      alle dets Fjender rundt om, og Josua var blevet gammel og til
      Års,
  2.  lod Josua hele Israel, de Ældste, Overhovederne, Dommerne og
      Tilsynsmændene kalde til sig og sagde til dem: "Jeg er blevet
      gammel og til Års.
  3.  I har selv set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved alle
      disse Folkeslag foran eder; thi det var HERREN eders Gud, som
      kæmpede for eder.
  4.  Se, jeg har tildelt eders Stammer som Arvelod disse Folk, som er
      tilbage af alle de Folkeslag, jeg udryddede fra Jordan til det
      store Hav vestpå;
  5.  og HERREN eders Gud vil trænge dem tilbage foran eder og drive
      dem bort foran eder, og I skal tage deres Land i Besiddelse, som
      HERREN eders Gud lovede eder.

  6.  Vær nu stærke og faste, så I giver Agt på og handler efter alt,
      hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, og ikke viger derfra til
      højre eller venstre
  7.  og ikke indlader eder med disse Folk, som er tilbage iblandt
      eder; I må ikke påkalde deres Guders Navne eller sværge ved dem,
      ikke dyrke eller tilbede dem,
  8.  men I skal holde fast ved HERREN eders Gud som hidtil.
  9.  Derfor drev jo HERREN store og mægtige Folkeslag bort foran
      eder. Ingen har kunnet holde Stand over for eder til denne Dag;
 10.  een Mand iblandt eder jog tusinde på Flugt; thi det var HERREN
      eders Gud, som kæmpede for eder, som han havde lovet eder.
 11.  Våg da for eders Livs Skyld omhyggeligt over, at I elsker HERREN
      eders Gud!
 12.  Thi dersom I falder fra og slutter eder til Levningerne af disse
      Folk, som er tilbage iblandt eder, og, besvogrer eder med dem
      eller, indlader eder i Forbindelse med dem,
 13.  så skal I vide for vist, at HERREN eders Gud ikke mere vil drive
      disse Folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en Snare
      og en Fælde, en Svøbe i eders Sider og Torne i eders Øjne,
      indtil I selv bliver udryddet fra dette herlige Land, som HERREN
      eders Gud gav eder.

 14.  Se, jeg går nu al Støvets Gang; så betænk da med hele eders
      Hjerte og hele eders Sjæl, at ikke eet af alle de gode Ord,
      HERREN eders Gud talede til eder, faldt til Jorden; alle sammen
      er de gået i Opfyldelse for eder; ikke eet Ord deraf faldt til
      Jorden.
 15.  Men ligesom alle de gode Ord, HERREN eders Gud talede til eder,
      gik i Opfyldelse på eder, således vil HERREN også lade alle sine
      Trusler gå i Opfyldelse på eder, indtil han har udryddet eder
      fra dette herlige Land, som HERREN eders Gud gav eder.
 16.  Når I overtræder HERREN eders Guds Pagt, som han pålagde eder,
      og går hen og Dyrker andre Guder og tilbeder dem, så vil HERRENs
      Vrede blusse op imod eder, og I vil hastelig blive udryddet fra
      det herlige Land, han gav eder!"



 24
  1.  Derpå kaldte Josua alle Israels Stammer sammen i Sikem og lod
      Israels Ældste og Overhoved, Dommere og Tilsynsmænd kalde til
      sig; og de stillede sig op for Guds Åsyn.
  2.  Da sagde Josua til hele Folket: "Så siger HERREN, Israels Gud:
      Hinsides Floden boede eders Forfædre i gamle Dage, Tara,
      Abrahams og Nakors Fader, og de dyrkede andre Guder.
  3.  Da førte jeg eders Stamfader Abraham bort fra Landet hinsides
      Floden og lod ham vandre omkring i hele Kana'ans Land, gav ham
      en talrig Æt og skænkede ham Isak.
  4.  Og Isak skænkede jeg Jakob og Esau, og Esau gav jeg Se'irs
      Bjerge i Eje, medens Jakob og hans Sønner drog ned til Ægypten.
  5.  Derpå sendte jeg Moses og Aron, og jeg plagede Ægypterne med de
      Gerninger, jeg øvede iblandt dem, og derefter førte jeg eder ud;
  6.  og da jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, og I var kommet til
      Havet, satte Ægypterne efter eders Fædre med Stridsvogne og
      Ryttere til det røde Hav.
  7.  Da råbte de til HERREN, og han satte Mørke mellem eder og
      Ægypterne og bragte Havet over dem, så det dækkede dem; og I så
      med egne Øjne, hvad jeg gjorde ved Ægypterne. Og da I havde
      opholdt eder en Tid lang i Ørkenen,
  8.  førte jeg eder ind i Amoriternes Land hinsides Jordan, og da de
      angreb eder, gav jeg dem i eders Hånd, så I tog deres Land i
      Besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran eder.
  9.  Da rejste Zippors Søn, Kong Balak af Moab, sig og angreb Israel;
      og han sendte Bud og lod Bileam, Beors Søn, hente, for at han
      skulde forbande eder;
 10.  men jeg vilde ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder;
      således friede jeg eder af hans Hånd.
 11.  Derpå gik I over Jordan og kom til Jeriko; og Indbyggerne i
      Jeriko, Amoriterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hetiterne,
      Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne angreb eder, men jeg
      gav dem i eders Hånd.
 12.  Jeg sendte Gedehamse foran eder, og de drev de tolv
      Amoriterkonger bort foran eder; det skete ikke ved dit Sværd
      eller din Bue.
 13.  Og jeg gav eder et Land, I ikke havde haft Arbejde med, og Byer,
      I ikke havde bygget, og I tog Bolig i dem; af Vinhaver og
      Oliventræer, I ikke plantede, nyder I nu Frugten.
 14.  Så frygt nu HERREN og tjen ham i Oprigtighed og Trofasthed, skaf
      de Guder bort, som eders Forfædre dyrkede hinsides Floden og i
      Ægypten, og tjen HERREN!
 15.  Men hvis I ikke synes om at tjene HERREN, så vælg i Dag, hvem I
      vil tjene, de Guder, eders Forfædre dyrkede hinsides Floden,
      eller Amoriternes Guder, i hvis Land I nu bor. Men jeg og mit
      Hus, vi vil tjene HERREN!"

 16.  Da svarede Folket: "Det være langt fra os at forlade HERREN for
      at dyrke andre Guder;
 17.  nej, HERREN er vor Gud, han, som førte os og vore Fædre op fra
      Ægypten, fra Trællehuset, og gjorde hine store Tegn for vore
      Øjne og bevarede os under hele vor Vandring og blandt alle de
      Folk, hvis Lande vi drog igennem;
 18.  og HERREN drev alle disse Folk og Amoriterne, som boede her i
      Landet, bort foran os. Derfor vil vi også tjene HERREN, thi han
      er vor Gud!"

 19.  Da sagde Josua til Folket: "I vil ikke kunne tjene HERREN, thi
      han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud, som ikke vil tilgive
      eders Overtrædelser og Synder.
 20.  Når I forlader HERREN og dyrker fremmede Guder, vil han vende
      sig bort og bringe Ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt
      han tidligere gjorde vel imod eder."

 21.  Da sagde Folket til Josua: "Nej HERREN vil vi tjene!"
 22.  Josua sagde da til Folket: "I er Vidner imod eder selv på, at I
      har valgt at tjene HERREN.
 23.  Så skaf da de fremmede Guder bort, som I har hos eder, og bøj
      eders Hjerte til HERREN, Israels Gud!"
 24.  Da sagde Folket til Josua: "HERREN vor Gud vil vi tjene, og hans
      Røst vil vi lyde!"

 25.  Derpå lod Josua samme bag Folket indgå en Pagt, og han fastsatte
      det Lov og Ret i Sikem.
 26.  Og Josua opskrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor
      Sten og rejste den der under den Eg, som står i HERRENs
      Helligdom;
 27.  og Josua sagde til hele Folket: "Se, Stenen her skal være Vidne
      imod os; thi den har hørt alle HERRENs Ord, som han talede til
      os; den skal være Vidne imod eder; at I ikke skal fornægte eders
      Gud!"
 28.  Derpå lod Josua Folket drage bort hver til sin Arvelod.

 29.  Efter disse Begivenheder døde HERRENs Tjener Josua, Nuns Søn 110
      År gammel.
 30.  Og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Sera i Efraims Bjerge
      norden for Bjerget Ga'asj.
 31.  Og Israel dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de
      Ældste var i Live, som overlevede Josua, og som havde kendt hele
      det Værk, HERREN havde øvet for Israel.

 32.  Men Josefs Ben, som Israeliterne havde bragt op fra Ægypten
      jordede de i Sikem på den Mark Jakob havde købt af Hamors,
      Sikems Faders, Sønner for hundrede Kesita, og som han havde
      givet Josef i Eje.

 33.  Da Arons Søn Eleazar døde jordede de ham i hans Søn Pinehass By
      Gibea, som var givet ham i Efraims Bjerge.