Dommer


 1
  1.  Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne HERREN og sagde: "Hvem
      af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?"
  2.  HERREN svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans
      Hånd!"
  3.  Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod
      og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage
      med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham.

  4.  Juda drog nu op, og HERREN gav Kana'anæerne og Perizziterne i
      deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand.
  5.  Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog
      Kana'anæerne og Perizziterne.
  6.  Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde
      grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham.
  7.  Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne
      Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler
      under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå
      førte man ham til Jerusalem, og der døde han.
  8.  Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned
      og stak Ild på Byen.

  9.  Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i
      Sydlandet og i Lavlandet.
 10.  Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum
      Kirjat Arba og slog Sjesjaj,Ahiman og Talmaj.
 11.  Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed
      Kirjaf-Sefer.
 12.  Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham
      giver jeg min Datter Aksa til Hustru!"
 13.  Og da Kenizziten Otniel,Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han
      ham sin Datter Aksa til Hustru.
 14.  Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader
      om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte
      hende: "Hvad vil du?"
 15.  Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet
      mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav
      Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder.

 16.  Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med
      Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos
      Amalekiterne.

 17.  Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog
      Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor
      blev den kaldt Horma.
 18.  Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og
      Ekron med dets Område.
 19.  Og HERREN var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse;
      Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de
      havde Jernvogne.
 20.  Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre
      Anaksønner bort derfra.
 21.  Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet
      bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med
      Judæerne.

 22.  Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og HERREN var med
      dem.
 23.  Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz
 24.  fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde
      til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne
      dig!"
 25.  Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede
      de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de
      drage bort,
 26.  og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som
      han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag.

 27.  Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets
      Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets
      Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet
      bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne.
 28.  Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til
      Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

 29.  Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort;
      men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.

 30.  Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort;
      men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev
      Hoveriarbejdere.

 31.  Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller
      Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og Rehob.
 32.  Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede
      i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort.

 33.  Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet
      bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i
      Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres
      Hoveriarbejdere.

 34.  Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme
      ned i Lavlandet;
 35.  og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon
      og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de
      Hoveriarbejdere.

 36.  Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela
      og højere op.



 2
  1.  HERRENs Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg
      førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg
      tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde
      min Pagt med eder!
  2.  Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres
      Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I
      dog gjort!
  3.  Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men
      de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive
      eder en Snare!"
  4.  Da HERRENs Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast
      Folket i Gråd.
  5.  Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der.

  6.  Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til
      sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse.
  7.  Og Folket dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de
      Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det
      Storværk, HERREN havde øvet for Israel.
  8.  Og Josua, Nuns Søn, HERRENs Tjener, døde, 110 År gammel;
  9.  og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims
      Bjerge norden for Bjerget Ga'asj.
 10.  Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem
      kom en anden Slægt, som hverken kendte HERREN eller det Værk,
      han havde øvet for Israel.
 11.  Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
      dyrkede Ba'alerne;
 12.  de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af
      Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder,
      og tilbad dem og krænkede HERREN.
 13.  De forlod HERREN og dyrkede Ba'al og Astarte.
 14.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem i
      Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de
      omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres
      Fjender.
 15.  Hvor som helst de rykkede frem, var HERRENs Hånd imod dem og
      voldte dem Ulykke, som HERREN havde sagt og tilsvoret dem.
      Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til
      HERREN,
 16.  lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som
      udplyndrede dem.
 17.  Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre
      Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre
      havde vandret på i Lydighed mod HERRENs Bud; de slægtede dem
      ikke på.
 18.  Men hver Gang HERREN lod Dommere fremstå iblandt dem, var HERREN
      med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe
      Dommeren levede; thi HERREN ynkedes, når de jamrede sig over
      dem, som trængte og undertrykte dem.
 19.  Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu
      værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og
      dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger
      og genstridige Færd.

 20.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi
      dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre,
      og ikke adlydt min Røst,
 21.  vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de
      Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død,
 22.  for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt
      vil følge HERRENs Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej."
 23.  HERREN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive
      dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.



 3
  1.  Dette var de Folkeslag, HERREN lod blive tilbage for ved dem at
      sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt
      til Kampene om Kana'an,
  2.  alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig,
      alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de
      tidligere Krige:
  3.  De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og
      Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen
      imod Hamat.
  4.  De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve,
      så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, HERREN
      havde givet deres Fædre ved Moses.
  5.  Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne,
      Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne.
  6.  De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres
      Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder.
  7.  Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne; de
      glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.

  8.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem til
      Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og
      Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År.
  9.  Da råbte Israelitterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier
      fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig
      Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder.
 10.  HERRENs Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog
      ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans
      Hånd, så han fik Overtaget over ham.
 11.  Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.

 12.  Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
      Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi
      de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
 13.  Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog
      Israel og tog Palmestaden.
 14.  Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.

 15.  Men da Israelitterne råbte til HERREN, lod HERREN en Befrier
      fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var
      kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon
      af Moab med Skat,
 16.  lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det
      til sin højre Hofte under Kappen.
 17.  Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en
      meget fed Mand
 18.  og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde
      båret Skatten, på Vej,
 19.  men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge,
      jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham
      tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud.
 20.  Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor
      han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!"  Da
      rejste han sig fra sit Sæde,
 21.  men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb
      Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham,
 22.  så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om
      Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og
      Skarnet gik fra ham.
 23.  Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for
      ham og låsede den.
 24.  Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt
      Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder
      i det svale Hammer;
 25.  men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede
      Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå
      deres Herre død på Gulvet.
 26.  Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over
      ved Pesilim og undslap til Seira.
 27.  Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet;
      og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i
      Spidsen for dem.

 28.  Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi HERREN har givet eders
      Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog
      Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme
      over.
 29.  Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter
      stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap.
 30.  Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde
      Ro i firsindstyve År.

 31.  Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600
      Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.



 4
  1.  Men da Ehud var død, blev Israelitterne ved at gøre, hvad der
      var ondt i HERRENs Øjne.
  2.  Derfor gav han dem til Pris, for Kana'anæerkongen Jabin, som
      herskede i Hazor; hans Hærfører var Sisera, som boede i
      Harosjet-Haggojim.
  3.  Da råbte Israelitterne til HERREN. Thi Jabin havde 900
      Jernvogne, og han trængte Israelitterne hårdt i tyve År.

  4.  Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer i
      Israel;
  5.  hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i Efraims
      Bjerge, og Israelitterne drog op til hende med deres
      Retstrætter.
  6.  Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj i
      Naftali, og sagde til ham: "Har ikke HERREN, Israels Gud, budt:
      Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftali
      og Zebulon med dig,;
  7.  så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne og
      Hærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!"
  8.  Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis
      du ikke går med, går jeg ikke!"
  9.  Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af den
      Færd, du begiver dig ud på, thi HERREN vil overgive Sisera i en
      Kvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj med
      Barak.
 10.  Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000
      Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med.
 11.  Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses's
      Svigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imod
      Elon-Beza'anannim ved Kedesj.

 12.  Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget op
      på Tabors Bjerg,
 13.  stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, og
      hele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken.
 14.  Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag.
      HERREN vil give Sisera i din Hånd. Er HERREN ikke draget foran
      dig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000
      Mand.
 15.  Og foran Barak bragte HERREN Uorden iblandt alle Siseras
      Stridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn og
      flygtede til Fods;
 16.  men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til Harosjet
      Haggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blev
      tilbage.

 17.  Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers Hustru
      Jaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor og
      Keniten Hebers Slægt.
 18.  Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hos
      mig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hos
      hende, og hun dækkede ham til med et Tæppe.
 19.  Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg er
      tørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke og
      dækkede ham atter til.
 20.  Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis der
      kommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!"
 21.  Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer i
      Hånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hans
      Tinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dyb
      Søvn, træt som han var; således døde han.
 22.  Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i
      Møde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, du
      søger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død
      med Teltpælen gennem Tindingen.

 23.  Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke under
      for Israelitterne;
 24.  og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere på
      Kana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort.



 5
  1.  Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang:
  2.  Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover
      HERREN!
  3.  Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN,
      lovsynge HERREN, Israels Gud!

  4.  HERRE, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da
      rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;
  5.  Bjergene bæved for HERRENs Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!

  6.  I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde,
      vejfarende sneg sig ad afsides Stier;
  7.  der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod
      frem, en Moder i Israel.
  8.  Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel
      Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?

  9.  For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket!
      Lover HERREN!
 10.  I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som
      færdes på Vejene, syng!
 11.  Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de
      HERRENs Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog
      HERRENs Folk ned til Portene.

 12.  Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig
      Fanger, du Abinoams Søn!
 13.  Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENs
      Folk frem.
 14.  Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt
      dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der
      bar Herskerstav;
 15.  Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte
      ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.
 16.  Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes
      Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!
 17.  Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed
      Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.
 18.  Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens
      Høje.

 19.  Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak,
      ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte!
 20.  Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod
      Sisera!
 21.  Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd
      frem, min Sjæl, med Styrke!
 22.  Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.
 23.  "Forband", sagde HERRENs Engel "forband Meroz og dem, der bor
      deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp kom HERREN til Hjælp
      som Helte!"
 24.  Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru,
      velsignet blandt Kvinder i Telte!
 25.  Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar
      Skål.
 26.  Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren,
      fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans
      Tinding.
 27.  For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der
      lå han fældet!
 28.  Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred
      hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans
      Forspands Hovslag?"
 29.  Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig
      samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to
      til Mands,
 30.  Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to
      til hans Hals!"
 31.  Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker
      dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde
      Landet Ro i fyrretyve År.



 6
  1.  Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne,
      gav han dem syv År i Midjans Hånd.
  2.  Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan
      indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i
      Bjergene, Hulerne og Klippeborgene.
  3.  Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne,
      Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem
  4.  og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen
      om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg,
      Hornkvæg eller Æsler;
  5.  thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som
      Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles,
      og de trængte ind i Landet for at hærge det.
  6.  Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og
      Israelitterne råbte til HERREN.
  7.  Men da Israelitterne råbte til HERREN over Midjaniterne,
  8.  sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så siger
      HERREN, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte
      eder ud af Trællehuset,
  9.  jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte
      eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land.
 10.  Og jeg sagde til eder: Jeg er HERREN eders Gud; frygt ikke
      Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min
      Røst!"

 11.  Da kom HERRENs Engel og satte sig under Egen i Ofra, som
      tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at
      tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for
      Midjaniterne.
 12.  HERRENs Engel viste sig for ham og sagde til ham: "HERREN er med
      dig, stærke Kriger!"
 13.  Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis HERREN er med os,
      hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet
      af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet
      de sagde: Førte HERREN os ikke ud af Ægypten? Nu har HERREN
      forstødt os og givet os i Midjans Hånd!"
 14.  Da vendte HERREN sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din
      Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg
      sender dig!"
 15.  Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse
      Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den
      yngste i mit Fædrenehus!"
 16.  Han svarede ham: "HERREN vil være med dig, og du skal hugge
      Midjaniterne ned alle som een!"
 17.  Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
      så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig;
 18.  gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig
      min Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skal
      blive, til du kommer tilbage!"

 19.  Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en
      Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en
      Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham
      med det,
 20.  sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg
      det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjorde
      det.
 21.  Da udrakte HERRENs Engel Spidsen af den Stav, han havde i
      Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen
      og fortærede Kødet og Brødet; og HERRENs Engel forsvandt for
      hans Blik.
 22.  Gideon skønnede nu, at det havde været HERRENs Engel; og han
      sagde: "Ve, Herre, HERRE, jeg har jo set HERRENs Engel Ansigt
      til Ansigt!"
 23.  Men HERREN sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du
      skal ikke dø!"
 24.  Da byggede Gideon HERREN et Alter der og kaldte det "HERREN er
      Fred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra.

 25.  Samme Nat sagde HERREN til ham: "Tag ti af dine Trælle og en
      syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøtten
      om, som står derved;
 26.  byg så af Stensætningen HERREN din Gud et Alter på Toppen af
      Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet
      af den omhuggede Asjerastøtte!"
 27.  Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som HERREN bød ham;
      men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og
      sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen.
 28.  Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt,
      Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det
      nybyggede Alter,
 29.  sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da de
      spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at
      det var Gideon, Joasjs Søn.
 30.  Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kan
      lide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhugget
      Asjerastøtten ved Siden af!"
 31.  Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil I
      virkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for
      ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for
      sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!"
 32.  Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde:
      "Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!"

 33.  Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig
      sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten.
 34.  Da iklædte HERRENs Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og
      Abiezriterne fylkede sig om ham.
 35.  Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om
      ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog
      op før at møde Fjenderne.
 36.  Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved min
      Hånd, som du har lovet,
 37.  så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der
      så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være
      tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du
      har lovet."
 38.  Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede
      han Dug af det, en hel Skålfuld Vand.
 39.  Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnu
      denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu
      prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der
      falder Dug på Jorden rundt om!"
 40.  Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der
      faldt Dug på Jorden rundt om.



 7
  1.  Næste Morgen tidlig brød Jerubba'al, det er Gideon, op med alle
      sine Folk og lejrede sig ved Harodkilden, medens Midjaniternes
      Lejr var nedenfor på Sletten, norden for Morehøjen.
  2.  Da sagde HERREN til Gideon: "Du har for mange Folk hos dig, til
      at jeg kan give Midjaniterne i deres Hånd; gjorde jeg det, vilde
      Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen Kraft
      skaffede mig Sejr!
  3.  Lad derfor udråbe for Folket: Enhver, som er ræd og angst, skal
      vende hjem!" Gideon sigtede dem da, og 22000 Mand af Folket
      vendte hjem, medens 10000 blev tilbage.
  4.  Men HERREN sagde til Gideon: "Endnu er der for mange Folk; før
      dem ned til Vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg
      siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg
      siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!"
  5.  Da han havde ført Folket ned til Vandet, sagde HERREN til
      Gideon: "Alle dem, der laber Vandet med Tungen som Hunde, skal
      du stille for sig; ligeså alle dem, der lægger sig på Knæ for at
      drikke,!"
  6.  Og Tallet på dem, der labede, var 300; derimod lagde Resten af
      Folket sig på Knæ for at drikke af Vandet, idet de førte det til
      Munden med Hånden.
  7.  Da sagde HERREN til Gideon: "Med de 300 Mand, som labede, vil
      jeg frelse eder og give Midjaniterne i din Hånd; men Resten af
      Folket skal drage hver til sit!"
  8.  Derpå tog han Folkets Krukker og deres Horn fra dem; og alle
      Israelitterne lod han drage hjem, hver til sit, men de 300 Mand
      beholdt han hos sig. Og Midjaniternes Lejr var nede på Sletten.

  9.  Samme Nat sagde HERREN til ham: "Stå op og drag ned imod Lejren,
      thi jeg har givet den i din Hånd!
 10.  Men er du bange for at drage derned, så begiv dig med din Tjener
      Pura ned til Lejren
 11.  og hør, hvad de siger der; så vil du få Mod til at drage ned
      imod Lejren!" Han gik da med sin Tjener Pura ned til Lejrens
      Forposter.
 12.  Midjaniterne, Amalekiterne og alle Østens Stammer havde lejret
      sig på Sletten mangfoldige som Græshopper, og deres Kameler var
      utallige, mangfoldige som Sandet ved Havets Bred.
 13.  Just som Gideon kom, var en Mand i Færd med at fortælle en anden
      noget, han havde drømt, idet han sagde: "Jeg har haft en Drøm!
      Se, et Bygbrød kom rullende ned mod Midjaniternes Lejr, og da
      det kom til Teltet, stødte det til det og væltede det over Ende,
      så at Teltet faldt."
 14.  Da sagde den anden: "Det kan ikke betyde andet end Israelitten
      Gideons, Joasjs Søns, Sværd; Gud har givet Midjan og hele Lejren
      i hans Hånd!"
 15.  Da Gideon hørte Beretningen om Drømmen og dens Tydning, tilbad
      han og vendte derefter tilbage til Israels Lejr, hvor han sagde:
      "Stå op, thi HERREN har givet Midjaniternes Lejr i eders Hånd!"

 16.  Derpå delte han de 300 Mand i tre Afdelinger og gav dem alle
      Horn og tomme Krukker med Fakler i;
 17.  og han sagde til dem: "Giv Agt på mig og gør som jeg! Når jeg
      kommer til Udkanten af Lejren. skal I gøre som jeg;
 18.  når jeg og alle de, der er hos mig, støder i Hornet, skal I også
      støde i Hornene rundt om hele Lejren og råbe: For HERREN og for
      Gideon!"
 19.  Da nu Gideon og de 100 Mand. der var hos ham, kom hen til
      Udkanten af Lejren ved Begyndelsen af den midterste Nattevagt,
      lige som man havde stillet Vagtposterne ud, stødte de i Hornene
      og slog deres Krukker itu.
 20.  Så blæste de tre Afdelinger i Hornene og slog Krukkerne itu; men
      de holdt Faklerne i deres venstre Hånd og i deres højre Hånd
      Hornene for at blæse i dem, og de råbte: "HERRENs Sværd og
      Gideons!"
 21.  Og de blev stående, hvor de stod, rundt om Lejren, hver på sin
      Plads. Da vågnede hele Lejren. og de skreg op og flygtede.
 22.  Og da de blæste i de 300 Horn, satte HERREN den enes Sværd mod
      den andens i hele Lejren, og de flygtede til Bet Sjitta hen imod
      Zerera, til Bredden ved Abel Mehola over for Tabbat.

 23.  Derpå stævnedes Israelitterne sammen fra Naftali, Aser og hele
      Manasse, og de satte efter Midjaniterne;
 24.  og Gideon sendte Bud ud i hele Efraims Bjergland og lod
      kundgøre: "Drag Midjaniterne i Møde og afskær dem Adgangen til
      Vandet lige til Bet-Bara ved Jordan!" Da stævnedes alle
      Efraimiterne sammen, og de afskar dem Adgangen til Vandet lige
      til Bet-Bara ved Jordan
 25.  og tog Midjaniternes to Høvdinger Oreb og Ze'eb til Fange; Oreb
      dræbte de på Orebs Klippe, Ze'eb i Ze'ebs Perse; og de forfulgte
      Midjaniterne og bragte Orebs og Ze'ebs Hoveder til Gideon
      hinsides Jordan.



 8
  1.  Men Efraimiterne sagde til ham: "Hvorfor handler du således over
      for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i Kamp mod
      Midjaniterne?" Og de gik stærkt i Rette med ham.
  2.  Men han svarede dem: "Hvad er min Dåd i Sammenligning med eders?
      Er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiezers Vinhøst?
  3.  I eders Hånd gav Gud Midjaniternes Høvdinger Oreb og Ze'eb, hvad
      har jeg formået i Sammenligning med eder?" Og da han talte
      således, lagde deres Vrede sig mod ham.

  4.  Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 Mand, der var med ham,
      over, udmattede og sultne.
  5.  Han sagde da til Folkene i Sukkot: "Giv Folkene, der følger mig,
      nogle Brød, thi de er udmattede, og jeg er i Færd med at
      forfølge Midjaniterkongerne Zeba og Zalmunna!"
  6.  Men Høvedsmændene i Sukkot svarede: "Har du allerede fået fat i
      Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine Folk Brød?"
  7.  Da sagde Gideon: "Til Gengæld skal jeg tærske eders Kroppe med
      Ørkentorne og Tidsler, når HERREN bar givet Zeba og Zalmunna i
      min Hånd!"
  8.  Så drog han derfra til Penuel og sagde det samme til dem; og da
      Folkene i Penuel gav ham samme Svar som Folkene i Sukkot,
  9.  tiltalte han dem på lignende Måde og sagde: "Når jeg kommer
      uskadt tilbage, vil jeg nedbryde Borgen her!"

 10.  Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres Hær i Karkor,
      henved 15000 Mand; det var alle dem, der var tilbage af Østens
      Stammers, Hær; de faldne udgjorde 120000 våbenføre Mænd.
 11.  Og Gideon drog op ad Teltboernes Vej østen for Noba og Jogbeha
      og slog Hæren, der ikke anede Uråd.
 12.  Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede de
      to Midjaniterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele Hæren med
      Rædsel.

 13.  Da Gideon, Joasjs Søn, vendte tilbage fra Kampen, fra
      Herespasset,
 14.  fik han fat i en ung Mand fra Sukkot og spurgte ham ud, og den
      unge Mand skrev Navnene på Høvedsmændene og de Ældste i Sukkot
      op til ham, syv og halvfjerdsindstyve Mænd.
 15.  Så drog han til Folkene i Sukkot og sagde: "Se, her er Zeba og
      Zalmunna, som I hånede mig med, da I sagde: Har du allerede fået
      fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine udmattede Mænd
      Brød?"
 16.  Derpå greb han Byens Ældste, tog Ørkentorne og Tidsler og
      tærskede Folkene i Sukkot med dem;
 17.  og Borgen i Penuel brød han ned og dræbte Folkene i Byen.
 18.  Men til Zeba og Zalmunna sagde han: "Hvorledes var de Mænd, I
      ihjelslog ved Tabor?" De svarede: "De lignede dig, de så begge
      ud som Kongesønner!"
 19.  Da sagde han: "Mine Brødre, min Moders Sønner var det! Så sandt
      HERREN lever; havde I skånet deres Liv, havde jeg ikke slået
      eder ihjel!"
 20.  Derpå sagde han til sin førstefødte Søn Jeter: "Stå op og dræb
      dem!" Men den unge Mand drog ikke sit Sværd; han havde ikke Mod
      dertil, fordi han endnu var ung.
 21.  Da sagde Zeba og Zalmunna: "Stå selv op og giv os Dødsstødet,
      thi som Manden således hans Styrke!" Så stod Gideon op og dræbte
      Zeba og Zalmunna. Og han tog de Halvmåner, deres Kameler havde
      om Halsen.

 22.  Derefter sagde Israelitterne til Gideon: "Vær vor Hersker, du
      selv og siden din Søn og din Sønnesøn, da du nu har frelst os af
      Midjaniternes Hånd!"
 23.  Men Gideon svarede dem: "Hverken jeg eller min Søn vil herske
      over eder; HERREN skal herske over eder!"
 24.  Derpå sagde Gideon til dem: "Jeg har noget at bede eder om:
      Enhver af eder skal give mig de Ringe, der findes mellem hans
      Bytte!" Hine havde nemlig Guldringe, thi de var Ismaeliter.
 25.  De svarede: "Ja, vi vil gerne give dig dem!" Så bredte han sin
      Kappe ud, og enhver af dem lagde de Ringe, der fandtes mellem
      hans Bytte, derpå.
 26.  Vægten af Guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700
      Sekel Guld bortset fra Halvmånerne, Ørenringene og
      Purpurklæderne, som Midjaniterkongerne bar, og Kæderne på
      Kamelernes Halse.
 27.  Gideon lavede deraf en Efod, som han gav Plads i sin Fødeby
      Ofra; og alle Israelitterne bolede med den, og den blev Gideon
      og hans Hus en Snare.

 28.  Således bukkede Midjaniterne under for Israelitterne, og de
      rejste sig ikke mere; og Landet havde Ro i fyrretyve År, så
      længe Gideon levede.

 29.  Og Jerubba'al, Joasjs Søn, begav sig til sit Hjem og opholdt sig
      der.
 30.  Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, der var avlede af ham,
      thi han havde mange Hustruer.
 31.  Han havde en Medhustru i Sikem; hun fødte ham en Søn, som han
      gav Navnet Abimelek.
 32.  Gideon, Joasjs Søn, døde i en høj Alder og blev jordet i sin
      Fader Abiezriten Joasjs Grav i Ofra.
 33.  Men da Gideon var død, gav Israelitterne sig atter til at bole
      med Ba'alerne og gjorde Ba'al-Berit til deres Gud;
 34.  og Israelitterne kom ikke HERREN deres Gud i Hu, ham, som
      frelste dem fra alle deres Fjender, der omgav dem på alle
      Kanter.
 35.  Og de handlede ikke vel mod Jerubba'als, Gideons, Hus, trods alt
      det gode, han havde gjort Israel.



 9
  1.  Jerubba'als Søn Abrimelek begav sig til sine Morbrødere i Sikem
      og talte til dem og til hele sin Moders Fædrenehus's Slægt og
      sagde:
  2.  "Sig til alle Sikems Borgere: Hvad båder eder vel bedst, at
      halvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerubba'als Sønner, eller at en
      enkelt Mand hersker over eder? Kom i Hu, at jeg er eders Bød og
      Blod!"
  3.  Hans Morbrødre talte da alle disse Ord til alle Sikems Borgere
      til Gunst til ham; og deres Hu vendte sig til Abimelek, idet de
      sagde: "Han er vor Broder."
  4.  De gav ham derpå halvfjerdsindstyve Sekel Sølv fra Ba'al Berits
      Hus, og for dem lejede Abimelek nogle dårlige og frække Folk,
      som sluttede sig til ham.
  5.  Derpå drog han til sin Faders Hus i Ofra og slog sine Brødre,
      Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner, ihjel på een Sten. Kun
      Jotam, Jerubba'als yngste Søn, blev tilbage, thi han havde
      skjult sig.
  6.  Derefter samledes alle Sikems Borgere og hele Millos Hus og gik
      hen og gjorde Abimelek til Konge ved Egen med Stenstøtten i
      Sikem.

  7.  Da Jotam fik Efterretning herom, gik han hen og stillede sig på
      Toppen af Garizims Bjerg og råbte med høj Røst til dem: "Hør
      mig, Sikems Borgere, så skal Gud høre eder!
  8.  Engang tog Træerne sig for at salve sig en Konge. De sagde da
      til Olietræet: Vær du vor Konge!
  9.  Men Olietræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Fedme,
      for hvilken Guder og Mennesker priser mig, for at give mig til
      at svæve over Træerne?
 10.  Så sagde Træerne til Figentræet: Kom du og vær vor Konge!
 11.  Men Figentræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Sødme
      og min liflige Frugt for at give mig til at svæve over Træerne?
 12.  Så sagde Træerne til Vinstokken: Kom du og vær vor Konge!
 13.  Men Vinstokken svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Most,
      som glæder Guder og Mennesker, for at give mig til at svæve over
      Træerne?
 14.  Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du og vær vor Konge!
 15.  Og Tornebusken svarede Træerne: Hvis I mener det ærligt med at
      salve mig til eders Konge, kom så og søg ind under min Skygge;
      men hvis ikke, så vil Flammer slå op af Tornebusken og fortære
      Libanons Cedre!
 16.  Hvis I nu er gået ærligt og redeligt til Værks, da I gjorde
      Abimelek til Konge, og hvis I har handlet vel mod Jerubba'al og
      hans Hus og gengældt ham, hvad han gjorde -
 17.  min Fader kæmpede jo for eder og vovede sit Liv for at frelse
      eder af Midjaniternes Hånd,
 18.  men I har i bag rejst eder mod min Faders Hus, dræbt hans
      Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, på een Sten og sat hans
      Trælkvindes Søn Abimelek til Konge over Sikems Borgere, fordi
      han er eders Broder
 19.  ja, hvis I i Dag er gået ærligt og redeligt til Værks mod
      Jerubba'al og hans Hus, så gid I må få Glæde af Abimelek, og gid
      han må få Glæde af eder;
 20.  men hvis ikke, så slå Flammer op fra Abimelek og fortære Sikems
      Borgere og Millos Hus, og Flammer slå op fra Sikems Borgere og
      Millos Hus og fortære Abimelek!"
 21.  Derpå tog Jotam Flugten og flygtede til Be'er; og der tog han
      Ophold for at være i Sikkerhed for sin Broder Abimelek.

 22.  Da Abimelek havde haft Magten over Israel i tre År,
 23.  sendte Gud en ond Ånd mellem Abimelek og Sikems Borgere. og
      Sikems Borgere faldt fra Abimelek,
 24.  for at Voldsgerningen mod Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner
      kunde blive hævnet og deres Blod komme over deres Broder
      Abimelek, som havde dræbt dem, og over Sikems Borgere, som havde
      sat ham i Stand til at dræbe sine Brødre.
 25.  Sikems Borgere lagde da Baghold på Bjergtoppene, og de
      udplyndrede alle vejfarende, der kom forbi dem. Dette meldtes
      Abimelek.

 26.  Nu kom Ga'al, Ebeds Søn, med sine Brødre og flyttede ind i
      Sikem; og Sikems Borgere fattede Tillid til ham.
 27.  De begav sig ud i Marken, plukkede Druer og pressede dem og
      fejrede deres Vinhøstfest. Og de gik ind i deres Guds Hus, hvor
      de spiste og drak og udstødte Forbandelser over Abimelek.
 28.  Da sagde Ga'al, Ebeds Søn: "Hvem er Abimelek, og hvad er Sikem,
      at vi skal være hans Trælle! Var ikke Jerubba'als Søn og hans
      Foged Zebul Trælle for Hamors, Sikems Faders, Mænd hvorfor skal
      vi da være hans Trælle?
 29.  Havde jeg blot Magten over Folket her, skulde jeg nok skaffe
      Abimelek af Vejen!"
 30.  Da Zebul, Byens Høvedsmand, hørte Ga'als, Ebeds Søns, Urd,
      blussede hans Vrede op,
 31.  og han sendte Bud til Abimelek i Aruma og lod sige: "Se, Ga'al,
      Ebeds Søn, og hans Brødre er kommet til Sikem, og se, de
      ophidser Byen imod dig; forstærk derfor din Hær og ryk ud!
 32.  Og nu, bryd op ved Nattetide med dine Folk og læg dig i Baghold
      på Marken;
 33.  og kast dig så over Byen tidligt om Morgenen, når Solen står op!
      Når da han og hans Folk rykker ud imod dig, kan du gøre med dem,
      hvad der falder for!"
 34.  Abimelek brød da op ved Nattetide med alle sine Folk, og de
      lagde sig i Baghold imod Sikem i fire Afdelinger.

 35.  Da gik Ga'al, Ebeds Søn, ned og stillede sig op ved Byporten.
      Og Abimelek og hans Folk rejste sig fra deres Baghold.
 36.  Da Ga'al fik Øje på Folkene, sagde han til Zebul: "Se, der
      stiger Folk ned fra Bjergtoppene!" Men Zebul sagde til ham: "Det
      er Bjergenes.Skygge, du tager for Mænd!"
 37.  Men Ga'al sagde atter: "Der stiger Folk ned fra Landets Navle,
      og en anden Skare kommer i Retning af Sandsigernes Træ!"
 38.  Da sagde Zebul til ham: "Hvor er nu dine store Ord fra før: Hvem
      er Abimelek, at vi skal være hans Trælle? Der er de Folk, du lod
      hånt om - ryk nu ud og kæmp med dem!"
 39.  Ga'al rykkede da ud i Spidsen for Sikems Borgere for at kæmpe
      mod Abimelek.
 40.  Men Abimelek slog ham på Flugt, og mange faldt og lå dræbte helt
      hen til Byporten.
 41.  Abimelek tog så Ophold i Aruma; og Zebul jog Ga'al og hans
      Brødre bort fra Sikem.

 42.  Næste Dag begav Folket sig ud på Marken, og det meldtes
      Abimelek.
 43.  Han tog da sine Folk og delte dem i tre dele og lagde Baghold på
      Marken; og da han så Folket drage ud, overfaldt han dem og slog
      dem.
 44.  Og Abimelek og den Afdeling, han havde hos sig, brød frem og tog
      Stilling ved Indgangen til Byen, medens de to andre Afdelinger
      kastede sig over alle dem, der var ude på Marken; og huggede dem
      ned;
 45.  og efter at Abimelek hele Dagen igennem havde angrebet Byen,
      indtog han den, dræbte Folkene deri, nedbrød Byen og strøede
      Salt på den.

 46.  Da hele Besætningen i Sikems Tårn hørte det, begav de sig ben
      til Kælderrummet i El Berits Hus.
 47.  Og da Abimelek fik Melding om, at hele Besætningen i Sikems Tårn
      var samlet,
 48.  gik han med alle sine Folk op på Zalmonbjerget. Her greb han en
      Økse, afhuggede et Knippe Grene, løftede det op og tog det på
      Skulderen; og han sagde til sine Folk: "Skynd eder at gøre det
      samme, som I så, jeg gjorde!"
 49.  Alle Folkene afhuggede da også hver sit Knippe og fulgte efter
      Abimelek og lagde det oven på Kælderrummet og stak Ild på
      Kælderrummet oven over dem. Således omkom også hele Besætningen
      i Sikems Tårn, henved 1000 Mænd og Kvinder.

 50.  Derefter drog Abimelek mod Tebez, og han belejrede Byen og
      indtog den.
 51.  Inde i Byen var der et stærkt befæstet Tårn; derhen flygtede
      alle Mænd og Kvinder, alle Byens Indbyggere, idet de stængede
      efter sig og tyede op på Tårnets Tag;
 52.  Abimelek rykkede da frem til Tårnet og angreb det; men da han
      nærmede sig Tårnets Indgang for at stikke Ild derpå,
 53.  kastede en Kvinde en Møllesten ned på Abimeleks Hoved og knuste
      hans Hjerneskal.
 54.  Da råbte han i Hast til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og dræb
      mig, for at det ikke skal siges, at en Kvinde har slået mig
      ihjel!" Og Våbendrageren gennemborede ham, så han døde.
 55.  Men da Israelitterne så, at Abimelek var død, begav de sig hver
      til sit.

 56.  Således gengældte Gud det onde, Abimelek havde øvet mod sin
      Fader ved at dræbe sine halvfjerdsindstyve Brødre;
 57.  og al Sikemiternes Ondskab lod Gud komme over deres egne
      Hoveder. På den Måde kom Jotams, Jerubba'als Søns, Forbandelse
      over dem.



 10
  1.  Efter Abimelek fremstod som Israels Befrier Tola, en Søn af
      Dodos Søn Pua, en Mand af Issakar, som boede i Sjamir i Efraims
      Bjerge.
  2.  Han var Dommer i Israel i tre og tyve År. Da han døde, blev han
      jordet i Sjamir.

  3.  Efter ham fremstod Gileaditen Jair; han var Dommer i Israel i to
      og tyve År.
  4.  Han havde tredive Sønner, som red på tredive Æsler, og de havde
      tredive Byer, som endnu den Dag i Dag kaldes Jairs Teltbyer; de
      ligger i Gilead.
  5.  Da Jair døde, blev han jordet i Kamon.

  6.  Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
      Øjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Aramæernes,
      Zidons, Moabs, Ammoniternes og Filisternes Guder og faldt fra
      HERREN og undlod at dyrke ham.
  7.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Pris
      for Filisterne og Ammoniterne,
  8.  som kuede og mishandlede Israelitterne i det År; i atten År
      kuede de alle Israelitterne hinsides Jordan i Amoritemes Land i
      Gilead.
  9.  Og Ammoniterne satte over Jordan for også at angribe Juda,
      Benjamin og Efraims Slægt, så at Israelitterne kom i stor Nød.
 10.  Da råbte Israelitterne til HERREN og sagde: "Vi har syndet imod
      dig, thi vi har forladt HERREN vor Gud og dyrket Ba'alerne!"
 11.  Men HERREN svarede Israelitterne: "Har ikke Ægypterne,
      Amoriterne, Ammoniterne, Filisterne,
 12.  Zidonierne, Amalekiterne og Midjaniterne mishandlet eder? Og da
      I råbte til mig, frelste jeg eder af deres Hånd.
 13.  Men I forlod mig og dyrkede andre Guder! Derfor vil jeg ikke
      mere frelse eder!
 14.  Gå nu hen og råb til de Guder, I udvalgte eder, og lad dem
      frelse eder i eders Nød:"
 15.  Da sagde Israelitterne til HERREN: "Vi har syndet! Gør med os,
      hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!"
 16.  Og de skilte sig af med de fremmede Guder og dyrkede HERREN; da
      kunde han ikke længer holde ud at se Israels Nød.

 17.  Ammoniterne stævnedes sammen, og de slog Lejr i Gilead; også
      Israelitterne samlede sig, og de slog Lejr i Mizpa.
 18.  Da sagde Folket, Gileads Høvdinger, til hverandre: "Hvis der
      findes en Mand, som vil tage Kampen op med Ammoniterne, skal han
      være Høvding over alle Gileads Indbyggere!"



 11
  1.  Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge.
      Gilead avlede Jefta.
  2.  Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de
      Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor
      Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!"
  3.  Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob,
      hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans
      Strejftog.

  4.  Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel.
  5.  Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at
      hente Jefta hjem fra Landet Tob.
  6.  De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen
      op med Ammoniterne!"
  7.  Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig
      bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i
      Nød?"
  8.  Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu
      tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne,
      skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!"
  9.  Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for
      at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og HERREN giver dem i min
      Magt, så vil jeg være eders Høvding!"
 10.  Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "HERREN hører Overenskomsten
      mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!"
 11.  Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres
      Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for HERRENs
      Åsyn i Mizpa.

 12.  Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige:
      "Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for
      at angribe mit Land?"
 13.  Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit
      Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og
      Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!"
 14.  Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge
 15.  og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs
      eller Ammoniternes Land!
 16.  Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen
      til det røde Hav og kom derpå til Kadesj.
 17.  Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad
      mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det
      ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var
      heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj.
 18.  Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og
      Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de
      Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi
      Arnon er Moabs Grænse.
 19.  Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon,
      Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land
      for at nå hen, hvor vi skal!
 20.  Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem
      hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza
      og angreb Israel.
 21.  Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels
      Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land,
      Amoriterne boede i;
 22.  de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok
      og fra Ørkenen til Jordan.
 23.  Således drev HERREN, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk
      Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land!
 24.  Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du
      hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran
      os, tager vi hans Land.
 25.  Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han
      med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem,
 26.  da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med
      Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300
      År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang?
 27.  Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der
      handler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil i
      Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!"
 28.  Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud
      overbragte.

 29.  Da kom HERRENs Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og
      Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i
      Gilead drog han mod Ammoniterne.
 30.  Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: "Dersom du giver
      Ammoniterne i min Hånd,
 31.  så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg
      vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde HERREN, og jeg
      vil ofre ham som Brændoffer!"
 32.  Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i hans
      Hånd,
 33.  så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen
      ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede
      Ammoniterne under for Israelitterne.

 34.  Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter
      ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn
      foruden hende havde han hverken Søn eller Datter.
 35.  Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte:
      "Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der
      styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN og
      kan ikke tage mit Ord tilbage!"
 36.  Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, så
      gør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævn
      over dine Fjender, Ammoniterne!"
 37.  Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to
      Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde
      min Jomfrustand sammen med mine Veninder!"
 38.  Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun
      gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i
      Bjergene.
 39.  Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og
      han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun
      havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel,
 40.  at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen
      Jeftas Datter fire Dage om Året.



 12
  1.  Derpå stævnedes Efraimierne sammen, og de drog nordpå; og de
      sagde til Jefta: "Hvorfor drog du i Kamp mod Ammoniterne uden at
      opfordre os til at gå med? Nu brænder vi Huset af over Hovedet
      på dig!"
  2.  Men Jeffa svarede dem: "Jeg og mit Folk var i Krig, og
      Ammoniterne trængte os hårdt; da sendte jeg Bud efter eder, men
      I hjalp mig ikke imod dem;
  3.  og da jeg så, at ingen kom mig til Hjælp, vovede jeg Livet og
      drog mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i min Hånd. Hvorfor
      drager I da nu i Kamp imod mig?"
  4.  Derpå samlede Jefta alle Gileads Mænd og angreb Efraimiterne; og
      Gileads Mænd slog Efraimiterne.
  5.  Og Gileaditerne afskar Efraimiterne fra Jordans Vadesteder.
      Hver Gang så en af de efraimitiske Flygtninge sagde: "Lad mig
      komme over!" spurgte Gileads Mænd: "Er du Efraimit?" Og når han
      svarede: "Nej!"
  6.  sagde de til ham: "Sig Sjibbolet!" Og når han da sagde Sibbolet,
      fordi han ikke kunde udtale Ordet rigtigt, greb de ham og
      huggede ham ned ved Jordans Vadesteder. Ved den Lejlighed faldt
      42000 Efraimiter.

  7.  Jefta var Dommer i Israel i seks År. Så døde Gileaditen Jefta og
      blev jordet i sin By i Gilead.
  8.  Efter ham var Ibzan fra Betlehem Dommer i Israel.
  9.  Han havde tredive Sønner; tredive Døtre giftede han bort, og
      tredive Svigerdøtre hjemførte han til sine Sønner.
 10.  Han var Dommer i Israel i syv År. Så døde Ibzan og blev jordet i
      Betlehem.

 11.  Efter ham var Zebuloniten Elon Dommer i Israel. Han var Dommer i
      Israel i ti År.
 12.  Så døde Zebuloniten Elon og blev jordet i Ajjalon i Zebulons
      Land.

 13.  Efter ham var Abdon, Hillels Søn, fra Piraton Dommer i Israel.
 14.  Han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som red på
      halvfjerdsindstyve Æsler. Han var Dommer i Israel i otte År.
 15.  Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piraton
      i Efraims Land på Amalekiterbjerget.



 13
  1.  Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENS
      Øjne, og HERREN gav dem i Filisternes Hånd i fyrretyve År.

  2.  Der levede i Zora en Mand af Daniternes Slægt ved Navn Manoa;
      hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født.
  3.  Nu viste HERRENs Engel sig for Kvinden og sagde til hende: "Se,
      du er ufrugtbar og har ingen Børn født; men du skal blive
      frugtsommelig og føde en Søn.
  4.  Vogt dig vel for at drikke Vin eller stærk Drik og for at spise
      noget som helst urent!
  5.  Thi se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Der må ikke
      komme Ragekniv på hans Hoved, thi Drengen skal være en Guds
      Nasiræer fra Moders Liv af; og han skal gøre de første Skridt
      til at frelse Israel af Filisternes Hånd!"

  6.  Kvinden gik nu hen og sagde til sin Mand: "Der kom en Guds Mand
      til mig, og han så ud som en Guds Engel; såre frygtindgydende;
      jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han mig
      ikke til Kende.
  7.  Han sagde til mig: Se, du skal blive frugtsommelig og føde en
      Søn; drik nu ikke Vin eller stærk Drik og spis intet som helst
      urent, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af
      til sin Dødedag!"

  8.  Da bad Manoa til HERREN og sagde: "Ak, HERRE, lad den Guds Mand,
      du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal
      bære os ad med den Dreng, der skal fødes!"
  9.  Og Gud bønhørte Manoa; og Guds Engel kom atter til Kvinden,
      medens hun sad ude på Marken, men Manoa, hendes Mand, var ikke
      hos hende.
 10.  Da skyndte Kvinden sig hen til sin Mand, fortalte ham det og
      sagde til ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vist
      sig for mig!"
 11.  Manoa stod da op og gik med sin Hustru, og da han kom hen til
      Manden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte til
      Kvinden?" Og han sagde: "Ja!"
 12.  Så sagde Manoa: "Når nu dit Ord går i Opfyldelse, hvorledes skal
      vi da forholde os og bære os ad med Drengen?"
 13.  HERRENs Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden,
      skal hun vogte sig for;
 14.  intet af, hvad der vokser på Vinstokken, må hun spise; Vin og
      stærk Drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt,
      hvad jeg bød hende, skal hun overholde!"
 15.  Da sagde Manoa til HERRENs Engel: "Vi vilde gerne holde dig
      tilbage og tillave dig et Gedekid!"
 16.  Men HERRENs Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage,
      spiser jeg ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, så
      bring HERREN det!" Thi Manoa vidste ikke, at det var HERRENs
      Engel.
 17.  Og Manoa sagde til HERRENs Engel: "Hvad er dit Navn? Når dit Ord
      går i Opfyldelse, vil vi ære dig!"
 18.  Men HERRENs Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn? Du
      skal vide, det er underfuldt."
 19.  Da tog Manoa Gedekiddet og Afgrødeofferet og ofrede det på
      Klippen til HERREN, ham, som handler underfuldt, og Manoa og
      hans Hustru så til.
 20.  Og da Flammen slog op imod Himmelen fra Alteret, steg HERRENs
      Engel op i Alterflammen, medens Manoa og hans Hustru så til; og
      de faldt til Jorden på deres Ansigt.
 21.  Og HERRENs Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru.
      Så forstod Manoa, at det var HERRENs Engel.
 22.  Og Manoa sagde til sin Hustru: "Vi er dødsens, thi vi har set
      Gud!"
 23.  Men hans Hustru sagde til ham: "Havde HERREN i Sinde at dræbe
      os, havde han ikke modtaget Brændoffer og Afgrødeoffer af vor
      Hånd; heller ikke havde han ladet os se alt det og nu kundgjort
      os sådanne Ting!"

 24.  Og Kvinden fødte en Søn, som hun gav Navnet Samson. Drengen
      voksede op, og HERREN velsignede ham;
 25.  og HERRENs Ånd begyndte at drive på ham i Dans Lejr mellem Zora
      og Esjtaol.



 14
  1.  Engang Samson kom ned til Timna, så han en af Filisternes Døtre
      der.
  2.  Og da han kom tilbage derfra, fortalte han sin Fader og Moder
      det og sagde: "Jeg har set en Kvinde i Timna, en af Filisternes
      Døtre; nu må I hjælpe mig at få hende til Hustru!"
  3.  Hans Fader og Moder svarede ham: "Findes der da ingen Kvinde
      blandt dine Landsmænds Døtre eller i hele dit Folk, siden du vil
      gå hen og tage dig en Hustru hos de uomskårne Filistere?" Men
      Samson svarede sin Fader: "Nej, hende må du hjælpe mig til, thi
      det er hende, jeg synes om!"
  4.  Hans Fader og Moder forstod ikke, at det kom fra HERREN, som
      søgte en Anledning til Strid over for Filisterne. På den Tid
      havde Filisterne nemlig Magten over Israel.

  5.  Samson tog nu med sin Fader og Moder ned til Timna. Da de nåede
      Vingårdene uden for Timna, se, da kom en ung Løve brølende imod
      ham.
  6.  Så kom HERRENs Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare
      Næver, som var det et Gedekid; men sin Fader og Moder fortalte
      han ikke, hvad han havde gjort.
  7.  Derpå drog han ned og bejlede til Kvinden; thi Samson syntes om
      hende.
  8.  Da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage for at ægte hende,
      gik han hen for at se til Løvens Ådsel, og se, da var der en
      Bisværm og Honning i Løvens Krop.
  9.  Han tog da Honningen i sine Hænder og spiste deraf, medens han
      gik videre; og da han kom til sin Fader og Moder, gav han dem
      noget deraf, og de spiste; men han sagde dem ikke, at han havde
      taget Honningen fra Løvens Krop.

 10.  Så drog Samson ned til Kvinden; og de holdt Gilde, som de unge
      havde for Skik.
 11.  Da de så ham, udvalgte de tredive Brudesvende til at ledsage
      ham.
 12.  Og Samson sagde til dem: "Jeg vil give eder en Gåde at gætte;
      hvis I i Løbet af de syv Gildedage kan sige mig Løsningen, vil
      jeg give eder tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder;
 13.  men kan I ikke sige mig den, skal I give mig tredive
      Linnedkjortler og tredive Sæt klæder!" De svarede: "Sig din Gåde
      frem og lad os høre den!"
 14.  Da sagde han til dem: "Fra Æderen kom Æde, fra den stærke
      Sødme!" Men da de tre Dage var omme, havde de ikke kunnet gætte
      Gåden,
 15.  og den fjerde Dag sagde de til Samsons Hustru: "Lok din Mand til
      at sige os Løsningen, ellers brænder vi dig og din Faders Hus
      inde! Har I budt os herhen for at tage alting fra os?"
 16.  Da hang Samsons Hustru over ham med Gråd og sagde: "Du hader mig
      jo og elsker mig ikke! Du har givet mine Landsmænd en Gåde at
      gætte, og mig har du ikke sagt Løsningen!" Han svarede hende:
      "Jeg har ikke sagt min Fader eller Moder den, og så skulde jeg
      sige dig den!"
 17.  Men hun hang over ham med Gråd, de syv Dage Gildet varede; og
      den syvende Dag sagde han hende Løsningen, fordi hun plagede
      ham.  Så sagde hun sine Landsmænd Gådens Løsning;
 18.  og den syvende Dag, før han gik ind i Kammeret, sagde Byens Mænd
      til ham: "Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en
      Løve?" Men han svarede dem: "Havde I ikke pløjet med min Kalv,
      havde I ikke gættet min Gåde!"

 19.  Da kom HERRENs Ånd over ham, og han drog ned til Askalon, slog
      tredive Mænd ihjel der, trak deres Tøj af dem og gav Klæderne
      til dem, der havde sagt Løsningen på Gåden. Og hans Vrede
      blussede op, og han drog tilbage til sin Faders Hus.
 20.  Men Samsons Hustru blev givet til den Brudesvend, som havde
      været hans Brudefører.



 15
  1.  Efter nogen Tids Forløb, i Hvedehøstens Tid, besøgte Samson sin
      Hustru og havde et Gedekid med, og han sagde: "Lad mig gå ind i
      Kammeret til min Hustru!" Men hendes Fader tillod ham det ikke,
  2.  men sagde: "Jeg tænkte for vist, at du havde fået Uvilje mod
      hende, derfor gav jeg hende til ham, der var din Brudesvend; men
      hendes yngre Søster er smukkere end hun, lad hende blive din
      Hustru i Søsterens Sted!"
  3.  Da sagde Samson til dem: "Denne Gang er jeg sagesløs over for
      Filisterne, når jeg gør dem Fortræd!"
  4.  Så gik Samson hen og fangede 300 Ræve; derpå tog han Fakler,
      bandt Halerne sammen to og to og fastgjorde en Fakkel midt
      imellem;
  5.  så tændte han Faklerne, slap Rævene løs i Filisternes Korn og
      stak Ild både på Negene og Kornet på Roden, også på Vingårde og
      Oliventræer.
  6.  Da Filisterne spurgte, hvem der havde gjort det, blev der sagt:
      "Det bar Samson, Timnitens Svigersøn, fordi han tog hans Hustru
      og gav hende til hans Brudesvend." Da gik Filisterne op og
      brændte hende og hendes Faders Hus inde.
  7.  Men Samson sagde til dem: "Når I bærer eder således ad, under
      jeg mig ikke Ro, før jeg får hævnet mig på eder!"
  8.  Så slog han dem sønder og sammen med vældige Slag, og derpå steg
      han ned i Fjeldkløften ved Etam og tog Ophold der.

  9.  Filisterne drog nu op og slog Lejr i Juda og spredte sig ved
      Lehi.
 10.  Da sagde Judas Mænd: "Hvorfor er I draget op imod os?" Og de
      svarede: "Vi er draget herop for at binde Samson og handle mod
      ham,som han har handlet mod os!"
 11.  Så steg 3000 Mand fra Juda ned til Fjeldkløften ved Etam og
      sagde til Samson: "Ved du ikke, at Filisterne har Magten over
      os?  Hvad er det dog, du har voldt os?." Han svarede dem: "Som
      de har handlet mod mig, har jeg handlet mod dem!"
 12.  Men de sagde til ham: "Vi er kommet ned for at binde dig og
      overgive dig til Filisterne!" Da sagde Samson til dem: "Sværg
      mig til, at I ikke vil slå mig ihjel!"
 13.  De svarede ham: "Nej, vi vil Kun binde dig og overgive dig til
      dem; slå dig ihjel vil vi ikke!" Så bandt de ham med to nye Reb
      og førte ham op af Fjeldkløften.
 14.  Men da han kom til Lehi, og Filisterne hilste hans Komme med
      Jubelråb, kom HERRENs Ånd over ham, og Rebene om hans Arme blev
      som svedne Sytråde, og hans Bånd faldt skørnet af hans Hænder.
 15.  Og da han fik Øje på en frisk Æselkæbe, rakte han sin Hånd ud,
      greb den og huggede 1000 Mand ned med den.
 16.  Da sagde Samson: "Med en Æselkæbe har jeg flået dem sønder og
      sammen, med en Æselkæbe har jeg fældet 1000 Mand!"
 17.  Med disse Ord kastede han Kæbebenet fra sig, og derfor kaldte
      man Stedet Ramat Lehi.
 18.  Og da han var meget tørstig, råbte han til HERREN og sagde: "Ved
      din Tjeners Hånd har du skaffet os denne vældige Sejr, skal jeg
      da nu dø af Tørst og falde i de uomskårnes Hånd?"
 19.  Da åbnede Gud Lavningen i Lehi, og der vældede Vand frem deraf;
      og da han havde drukket, fik han sin Livskraft igen.  Derfor
      kaldte man denne Kilde En Hakkore; den findes i Lehi endnu den
      Dag i Dag.

 20.  Han var Dommer i Israel i Filistertiden i tyve År.



 16
  1.  Samson drog så til Gaza. Der så han en Skøge og gik ind til
      hende.
  2.  Da det spurgtes blandt Folkene i Gaza, at Samson var kommet
      derhen, gik de hen og lagde sig på Lur efter ham ved Byporten;
      men de holdt sig rolige Natten over, idet de sagde: "Vi vil
      vente, til det bliver lyst; så slår vi ham ihjel!"
  3.  Samson blev liggende den halve Nat, men ved Midnatstide stod han
      op, greb fat i Byportens to Fløje og begge Portstolper, rykkede
      dem op tillige med Portslåen, tog dem på Skuldrene og bar dem op
      på Toppen af Bjerget over for Hebron.

  4.  Siden fik han Kærlighed til en Kvinde ved Navn Dalila i
      Sorekdalen.
  5.  Da kom Filisternes Fyrster til hende og sagde til hende: "Se at
      lokke ud af ham, hvad det er, der giver ham hans vældige
      Kræfter, og hvorledes vi kan få Bugt med ham, så vi kan binde og
      kue ham, så vil vi hver give dig 1100 Sekel Sølv!"
  6.  Dalila sagde da til Samson: "Sig mig dog, hvad det er, der giver
      dig dine vældige Kræfter, og hvorledes man kan binde og kue
      dig!"
  7.  Samson svarede hende: "Hvis man binder mig med syv friske
      Strenge, som ikke er blevet tørre, bliver jeg svag som ethvert
      andet Menneske."
  8.  Filisternes Fyrster bragte hende da syv friske Strenge, der ikke
      var blevet tørre, og med dem bandt hun ham;
  9.  samtidig havde hun Folk liggende på Lur i Kammeret. Da sagde hun
      til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Men han rev Strengene
      over, og de brast som Blårgarn, der kommer Ild for nær; og
      hvorledes det hang sammen med hans Kræfter, kom ikke for Dagen.
 10.  Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet for
      mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!"
 11.  Han svarede hende: "Hvis man binder mig med nye Reb, som aldrig
      har været brug til noget, bliver jeg svag som ethvert andet
      Menneske!"
 12.  Da tog Dalila nye Reb og bandt ham. Så sagde hun til ham:
      "Filisterne er over dig, Samson!" Samtidig lå der Folk på Lur i
      Kammeret. Men han flåede Rebene af sine Arme, som var det Tråde.
 13.  Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjet
      for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" Han svarede
      hende: "Hvis du væver mine syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og
      slår dem fast med Slagelen, bliver jeg svag som ethvert andet
      Menneske."
 14.  Så dyssede hun ham i Søvn og vævede hans syv Hovedlokker ind i
      Rendegarnet og slog dem fast med Slagelen. Og hun sagde til ham:
      "Filisterne er over dig, Samson!" Så vågnede han og rykkede
      Væven op sammen med Rendegarnet.
 15.  Da sagde hun til ham: "Hvor kan du sige, du elsker mig, når du
      ingen Fortrolighed har til mig? Tre Gange har du nu narret mig
      og ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældige
      Kræfter!"
 16.  Da hun således stadig pinte og plagede ham med sine Ord, blev
      hans Sjæl træt til Døden,
 17.  og han talte rent ud og sagde til hende: "Ingen Ragekniv er
      kommet på mit Hoved, thi jeg har fra Moders Liv af været en Guds
      Nasiræer; hvis mit Hår rages af, mister jeg mine Kræfter og
      bliver svag som alle andre Mennesker."

 18.  Da nu Dalila skønnede, at han havde talt rent ud til hende,
      sendte hun Bud efter Filisternes Fyrster og lod sige: "Kom nu
      herop, thi han har talt rent ud til mig!" Og Filisternes Fyrster
      kom op til hende og bragte Pengene med.
 19.  Så dyssede hun ham i Søvn imellem sine Knæ og kaldte på en Mand,
      som ragede hans syv Hovedlokker af. Da blev han svagere og
      svagere, og Kræfterne veg fra ham.
 20.  Derpå sagde hun: Filisterne er over dig, Samson!" Da vågnede han
      og tænkte: "Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre Gange
      og ryste det af mig!" Men han vidste ikke, at HERREN var veget
      fra ham.
 21.  Da greb Filisterne ham og stak Øjnene ud på ham; derpå bragte de
      ham ned til Gaza og lagde ham i Kobberlænker; og han måtte dreje
      Kværnen i Fangehuset.
 22.  Men hans Hovedhår begyndte at vokse igen, efter at det var raget
      af.

 23.  Filisternes Fyrster samledes nu for at holde en stor Offerfest
      til Ære for deres Gud Dagon og for at fornøje sig; og de sagde:
      "Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende!"
 25.  Da de nu var kommet i godt Lune, sagde de: "Hent Samson, at vi
      kan more os over ham!" De lod da Samson hente fra Fangehuset, og
      de morede sig over ham. De stillede ham op ved Søjlerne;
 24.  Og da Folket så ham, priste de deres Gud og råbte: "Vor Gud gav
      os i Hænde Samson, vor Fjende, ham, som vort Land monne skænde,
      på manges Liv gjorde Ende!"
 26.  Da sagde Samson til den unge Mand, som holdt ham i Hånden: "Slip
      mig og lad mig røre ved Søjlerne, som bærer Hallen, så jeg kan
      læne mig til dem!".
 27.  Hallen var fuld af Mænd og Kvinder; der var alle Filisternes
      Fyrster, og på Taget var der henved 3000 Mænd og Kvinder, som så
      til, medens de morede sig over Samson.
 28.  Da råbte Samson til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, kom mig i Hu
      og giv mig Kraft, o Gud, kun denne ene Gang, så jeg kan hævne
      mig på Filisterne for begge mine Øjne på een Gang!"
 29.  Så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen, og
      stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med
      venstre Hånd.
 30.  Og Samson sagde: "Lad mig dø sammen med Filisterne!" Derpå
      bøjede han sig med sådan Kraft, at Hallen styrtede sammen over
      Fyrsterne og alle Folkene derinde. Således dræbte han ved sin
      Død flere, end han havde dræbt i levende Live.
 31.  Men hans Brødre og hele hans Faders Hus drog ned og tog ham,
      bragte ham op og lagde ham i hans Fader Manoas Grav mellem Zora
      og Esjtaol. Han var Dommer i Israel i tyve År.



 17
  1.  I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika.
  2.  Han sagde til sin Moder: "De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og
      for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte,
      se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give
      dig dem tilbage."  Da sagde hans Moder: "HERREN velsigne dig,
      min Søn!"
  3.  Så gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen
      sagde: "Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for at
      han kan lave et udskåret og støbt Billede."
  4.  Så gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel
      Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskåret og
      støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus.
  5.  Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en
      Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst.
  6.  I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
      fandt for godt.

  7.  Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var
      Levit og boede der som fremmed.
  8.  Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slå sig ned som
      fremmed, hvor det kunde træffe sig, og på sin Vandring kom han
      til Mikas Hus i Efraims Bjerge.
  9.  Da spurgte Mika ham: "Hvorfra kommer du?" Han svarede: "Jeg er
      Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er på Vandring for
      at slå mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig."
 10.  Da sagde Mika til ham: "Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og
      Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Året og holde dig med
      Klæder og give dig Kosten!"
 11.  Så gik Leviten ind på at tage Ophold hos Manden, og den unge
      Mand var ham som en af hans egne Sønner.
 12.  Mika indsatte så Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og
      tog Ophold i Mikas Hus.
 13.  Da sagde Mika: "Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig,
      siden jeg har fået en Levit til Præst!"



 18
  1.  I de Dage var der ingen Konge i Israel, og i de Dage var
      Daniternes Stamme i Færd med at søge sig en Arvelod, hvor de
      kunde bo, thi hidindtil var der ikke tilfaldet dem nogen Arvelod
      blandt Israels Stammer.
  2.  Daniterne udtog da af deres Slægt fem stærke Mænd fra Zora og
      Esjtaol og udsendte dem for at udspejde og undersøge Landet, og
      de sagde til dem: "Drag hen og undersøg Landet!" De kom da til
      Mikas Hus i Efraims Bjerge og overnattede der.
  3.  Da de kom i Nærheden af Mikas Hus og kendte den unge Levits
      Stemme, tog de derind og spurgte ham: "Hvem har ført dig herhen,
      hvad tager du dig for på dette Sted, og hvorfor er du her?"
  4.  Han svarede dem: "Det og det har Mika gjort for mig; han har
      lejet mig til Præst."
  5.  Da sagde de til ham: "Adspørg da Gud, at vi kan få at vide, om
      vor Færd skal lykkes!"
  6.  Præsten sagde da til dem: "Far med Fred, HERREN våger over eders
      Færd!"
  7.  Så drog de fem Mænd videre og kom til Lajisj; og de så, at Byen
      levede trygt på Zidoniernes Vis, at Folket der levede sorgløst
      og trygt og ikke manglede nogen Verdens Ting, men var rigt, og
      at de boede langt fra Zidonierne og intet havde med Aramæerne at
      gøre.
  8.  Da de kom tilbage til deres Brødre i Zora og Esjtaol, spurgte
      disse dem: "Hvad har I at melde?"
  9.  De svarede: "Kom, lad os drage op til Lajisj, thi vi har set
      Landet, og se, det er såre godt! Hvorfor holder I eder
      uvirksomme? Nøl ikke med at drage hen og underlægge eder Landet!
 10.  Thi Gud bar givet det i eders Hånd et Sted, hvor der ikke er
      Mangel på nogen Verdens Ting! Når l kommer derhen, kommer I til
      et Folk, der lever i Tryghed, og det er et vidtstrakt Land!"

 11.  Så brød 600 væbnede Mænd af Daniternes Slægt op fra Zora og
      Esjtaol,
 12.  og de drog op og slog Lejr i Kirjat Jearim i Juda; derfor kalder
      man endnu den Dag i Dag dette Sted hans Lejr; det ligger vesten
      for Kirjat Jearim.
 13.  Derfra drog de over til Efraims Bjerge; og da de kom til Mikas
      Hus,
 14.  tog de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, til
      Orde og sagde til deres Brødre: "Ved I, at der i Husene her
      findes en Efod, en Husgud og et udskåret og støbt Billede? Så
      indser I vel, hvad I har at gøre!"
 15.  De begav sig derhen og kom til den unge Levits Hus, Mikas Hus,
      og hilste på ham,
 16.  medens de 600 væbnede danitiske Mænd stod ved Porten.
 17.  Og de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, gik op
      og tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden,
      medens Præsten og de 600 væbnede Mænd stod ved Porten.
 18.  Hine gik ind i Mikas Hus og tog det udskårne og støbte Billede,
      Efoden og Husguden. Præsten sagde til dem: "Hvad er det, I gør?"
 19.  Og de svarede ham: "Stille, læg Fingeren på Munden og følg med
      os og bliv vor Fader og Præst! Hvad båder dig vel bedst, at være
      Præst for een Mands Hus eller for en Stamme og Slægt i Israel?"
 20.  Da blev Præsten glad, tog Efoden, Husguden og Gudebilledet og
      sluttede sig til Krigsfolkene.
 21.  Derpå vendte de om og drog bort, idet de stillede Kvinderne og
      Børnene, Kvæget og Trosset forrest i Toget.

 22.  Da de var kommet et Stykke fra Mikas Hus, stævnedes Mændene i de
      Huse, der lå ved Mikas Hus, sammen, og de indhentede Daniterne.
 23.  Da de råbte efter Daniterne, vendte disse sig om og sagde til
      Mika: "Hvad er der i Vejen, siden du har kaldt Folk til Hjælp?"
 24.  Han svarede: "I har taget min Gud, som jeg havde lavet mig,
      tillige med Præsten og er rejst eders Vej! Hvad har jeg nu
      tilbage? Hvor kan I spørge mig, hvad der er i Vejen?"
 25.  Men Daniterne svarede ham: "Lad os ikke høre et Ord mere fra
      dig, ellers kunde det hænde, at nogle Mænd, som er bitre i Hu,
      faldt over eder, og at du satte både dit eget og dine Husfolks
      Liv på Spil!"
 26.  Dermed drog Daniterne deres Vej, og da Mika så, at de var ham
      for stærke, vendte han om og begav sig tilbage til sit Hus.

 27.  De tog så Guden, som Mika havde lavet, tillige med hans Præst og
      drog mod Lajisj, mod et Folk, der levede sorgløst og trygt,
      huggede dem ned med Sværdet og stak Ild på Byen,
 28.  uden at nogen kunde komme den til Hjælp, thi den lå langt fra
      Zidon, og de havde intet med Aramæerne at gøre. Den ligger i Bet
      Rehobs Dal. Så byggede de Byen op igen og bosatte sig der;
 29.  og de gav den Navnet Dan efter deres Stamfader Dan, Israels Søn;
      men før var Byens Navn Lajisj.
 30.  Derpå stillede Daniterne Gudebilledet op hos sig; og Jonatan, en
      Søn af Moses's Søn Gersom, og hans Efterkommere var Præster for
      Daniternes Stamme, indtil Landets Indbyggere førtes i
      Landflygtighed.
 31.  Og det Gudebillede, Mika havde lavet sig, stillede de op hos
      sig, og det stod der, al den Tid Guds Hus var i Silo.



 19
  1.  I de Dage, da der ingen Konge var i Israel, var der en Mand, en
      Levit, der boede som fremmed i Udkanten af Efraims Bjerge. Han
      tog sig en Kvinde fra Betlehem i Juda til Medhustu.
  2.  Men Medhustruen blev vred på ham, forlod ham og tog til sin
      Faders Hus i Betlehem i Juda. Da hun havde været der en fire
      Måneders Tid,
  3.  drog hendes Mand af Sted efter hende for at overtale hende til
      at vende tilbage. Han havde sin Tjener og et Par Æsler med. Da
      han kom til hendes Faders Hus, fik den unge Kvindes Fader Øje på
      ham og kom ham glad i Møde;
  4.  og hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, holdt på ham, så at
      han blev hos ham i tre Dage; og de spiste og drak og overnattede
      der.
  5.  Tidligt om Morgenen den fjerde Dag gjorde han sig rede til at
      drage bort; men den unge Kvindes Fader sagde til sin Svigersøn:
      "Styrk dig først med en Bid Brød, så kan I siden drage bort!"
  6.  De blev da og spiste og drak begge to sammen, og den unge
      Kvindes Fader sagde til Manden: "Bestem dig til at blive Natten
      over og gør dig til gode!"
  7.  Men Manden gjorde sig rede til at drage bort. Da nødte hans
      Svigerfader ham, så han atter overnattede der.
  8.  Tidligt om Morgenen den femte Dag vilde han drage bort, men den
      unge Kvindes Fader sagde til ham: "Styrk dig først!" De ventede
      da, til Dagen hældede, og spiste og drak begge to.
  9.  Så gjorde Manden sig rede til at drage bort med sin Medhustru og
      sin Tjener. Men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde
      til ham: "Se, det lider mod Aften, overnat dog her; se, Dagen
      hælder, bliv dog her i Nat og gør dig til gode, så kan I i
      Morgen tidlig begive eder på Vej og du drage til dit Hjem!"
 10.  Men Manden vilde ikke blive Natten over; han begav sig på Vej og
      kom ud for Jebus, det er Jerusalem, fulgt af sine to belæssede
      Æsler, sin Medhustru og sin Tjener.

 11.  Da de var i Nærheden af Jebus og Dagen hældede stærkt, sagde
      Tjeneren til sin Herre: "Kom, lad os tage ind her i Jebusiternes
      By og blive der Natten over!"
 12.  Men hans Herre svarede: "Vi vil ikke tage ind i en By, der ejes
      af fremmede, som ikke hører til Israelitterne, men vi vil drage
      videre til Gibea!"
 13.  Og han sagde til sin Tjener: "Kom, lad os tage hen til et af de
      andre Steder og overnatte i Gibea eller Rama!"
 14.  De drog så videre, og Solen gik ned, som de var ved Gibea i
      Benjamin.
 15.  Så bøjede de af i den Retning for at nå til Gibea og overnatte
      der. Da han var kommet derind, Blev han på Byens Torv; men der
      var ingen, som bød dem ind i sit Hus for Natten.
 16.  Så kom der om Aftenen en gammel Mand fra sit Arbejde på Marken,
      og Manden var fra Efraims Bjerge og boede som fremmed i Gibea,
      medens Stedets Indbyggere var Benjaminiter;
 17.  og da den gamle Mand så op og fik Øje på den vejfarende Mand på
      Byens Torv, spurgte han: "Hvorhen gælder Rejsen, og hvorfra
      kommer du?"
 18.  Han svarede ham: "Vi er på Rejse fra Betlehem i Juda til
      Udkanten af Efraims Bjerge, hvor jeg har hjemme; jeg har været i
      Betlehem i Juda og er nu på Vejen hjem; men der er ingen, som
      byder mig ind i sit Hus,
 19.  skønt jeg har både Strå og Foder til vore Æsler og Brød og Vin
      til mig selv, din Trælkvinde og din Træls Tjener; vi mangler
      intet!"
 20.  Da sagde den gamle Mand: "Vær velkommen! Lad kun alt, hvad du
      trænger til, være min Sag; men på Torvet må du ikke overnatte!"
 21.  Så førte han ham ind i sit Hus og sørgede for Foder til Æslerne;
      og da de havde tvættet deres Fødder, spiste de og drak.

 22.  Men medens de gjorde sig til gode, se, da omringede Mændene i
      Byen, Niddinger som de var, Huset og hamrede på Døren og råbte
      til den gamle Mand, Husets Ejer: "Før Manden, som er taget ind i
      dit Hus, herud, så at vi kan stille vor Lyst på ham!"
 23.  Men Manden, der ejede Huset, gik ud til dem og sagde til dem:
      "Nej, mine Brødre, gør dog ikke noget ondt! Når denne Mand er
      taget ind i mit Hus, må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!
 24.  Se, her er min Datter, som er Jomfru; hende fører jeg herud, så
      kan I skænde hende og handle med hende, som I finder for godt!
      Men mod denne Mand må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!"
 25.  Men Mændene vilde ikke høre ham. Så greb Manden sin Medhustru og
      førte hende ud på Gaden til dem, og de stillede deres Lyst på
      hende og mishandlede hende Natten igennem til om Morgenen; først
      da Morgenen gryede, slap de hende.
 26.  Ved Morgenens Frembrud kom Kvinden og faldt sammen ved Indgangen
      til den Mands Hus, hvor hendes Herre var, og lå der, til det
      blev lyst.
 27.  Og da hendes Herre om Morgenen lukkede Husets Dør op og gjorde
      sig rede til at drage videre, se, da lå Kvinden, hans Medhustru,
      ved Indgangen til Huset med Hænderne på Tærskelen.
 28.  Han sagde da til hende: "Rejs dig og lad os komme af Sted!"  Men
      der kom intet Svar. Så løftede han hende op på Æselet og rejste
      til sit Hjem.
 29.  Men da han kom hjem, greb han en Kniv, tog sin Medhustru, skar
      hende i tolv Stykker, Ledemod for Ledemod, og sendte Stykkerne
      rundt i hele Israels Land;
 30.  og han gav de Mænd, han udsendte, den Befaling: "Således skal I
      sige til alle Israels Mænd: Er sligt hidtil hændet, siden
      Israelitterne drog op fra Ægypten? Overvej Sagen, hold Råd og
      sig eders Mening!" Og enhver, som så det, sagde: "Sligt er ikke
      hidtil hændet eller set, siden Israelitterne drog op fra
      Ægypten!"



 20
  1.  Da rykkende alle Israelitterne ud, og Menigheden samledes som
      een Mand fra Dan til Be'ersjeba for HERREN i Mizpa; også fra
      Gileads Land kom de.
  2.  Alle Folkets Støtter, alle Israels Stammer indfandt sig i Guds
      Folks Forsamling, 400000 Mand Fodfolk, væbnet med Sværd.
  3.  Benjaminiterne hørte, at Israelitterne var draget op til Mizpa.
      Og Israelitterne sagde: "Fortæl dog, hvorledes denne Misgerning
      gik for sig!"
  4.  Da tog Manden, Leviten, den myrdede Kvindes Mand, til Orde og
      sagde: "Jeg og min Medhustru kom til Gibea i Benjamin for at
      overnatte der.
  5.  Så rejste Gibeas Borgere sig imod mig og omringede mig om Natten
      i Huset; mig vilde de dræbe, og min Medhustru skændede de, så at
      hun døde.
  6.  Da tog jeg min Medhustru, skar hende i Stykker og sendte
      Stykkerne rundt i hele Israels Arvelods Område, fordi de havde
      begået grov Utugt og Skændselsdåd i Israel!
  7.  Nu er I her, alle Israelitter, sig nu eders Mening og kom med
      eders Råd!"
  8.  Da rejste hele Folket sig som een Mand og sagde: "Ingen af os
      vil vende hjem, ingen af os vil begive sig til sit Hus!
  9.  Men således vil vi handle med Gibea: Vi vil drage op imod det
      efter Lodkastning,
 10.  og vi vil udtage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer,
      hundrede af tusind og tusind af titusind til at hente Fødemidler
      til Folket, til dem, som er kommet for fuldt ud at gengælde
      Gibea i Benjamin den Skændselsdåd, de har øvet i Israel!"

 11.  Derpå samlede alle Israels Mænd sig mod Byen, alle som een.
 12.  Og Israels Stammer sendte Mænd ud i hele Benjamins Stamme og lod
      sige: "Hvad er det for en Misgerning, der er sket hos eder?
 13.  Udlever nu Mændene i Gibea, de Niddinger, for at vi kan dræbe
      dem og skaffe Misgerningen bort fra Israel!" Men Benjaminiterne
      vilde ikke høre deres Brødre Israelitternes Ord.
 14.  Og Benjaminiterne stævnede sammen fra deres Byer til Gibea for
      at drage i Kamp mod Israelitterne.
 15.  Da Benjaminiterne fra Byerne mønstredes den bag, udgjorde de
      25000 våbenføre Mænd, foruden dem af Gibeas Indbyggere, der
      mønstredes, 700 udsøgte Krigere;
 16.  af alle disse Krigsfolk var 700 udvalgte Krigere kejthåndede; de
      kunde alle slynge med Sten, så de ramte på et Hår uden at fejle.
 17.  Da Israels Mænd mønstredes, fraregnet Benjamin, udgjorde de
      400000 våbenføre Mænd, der alle var Krigere.

 18.  De brød så op og drog til Betel og rådspurgte Gud; og
      Israelitterne sagde: "Hvem af os skal først drage i Kamp mod
      Benjaminiterne?" HERREN svarede: "Det skal Juda!"
 19.  Så brød Israelitterne op om Morgenen og slog Lejr uden for
      Gibea.
 20.  Og Israels Mænd rykkede ud til Kamp imod Benjamin, og Israels
      Mænd stillede sig op til Kamp imod dem for at angribe Gibea.
 21.  Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea og fældede den Dag
      22000 Mand af Israel.
 23.  Da drog Israelitterne op til Betel og græd lige til Aften for
      HERRENs Åsyn; og de adspurgte HERREN: "Skal jeg atter tage
      Kampen op med min Broder Benjamins Sønner?" Og HERREN svarede:
      "Drag op imod ham!"
 22.  Folket, Israels Mænd, tog sig da sammen og stillede sig atter op
      til Kamp på samme Sted som den første Dag;
 24.  og Israelitterne rykkede Benjaminiterne på nært Hold den anden
      Dag.
 25.  Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea for at møde dem den
      anden Dag, og de fældede yderligere 18000 Mand af Israelitterne,
      alle sammen våbenføre Mænd.
 26.  Så drog alle Israelitterne, hele Folket, op til Betel; og de
      græd og sad der for HERRENs Åsyn og fastede den Dag lige til
      Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn.
 27.  Derpå rådspurgte Israelitterne HERREN i de Dage var Guds Pagts
      Ark der,
 28.  og Pinehas, en Søn af Arons Søn Eleazar, gjorde i de Dage
      Tjeneste ved den - og de sagde: "Skal jeg atter drage i Kamp mod
      min Broder Benjamins Sønner eller lade være?" HERREN svarede:
      "Drag i Kamp, thi i Morgen giver jeg ham i din Hånd!"

 29.  Israelitterne lagde nu Baghold rundt om Gibea.
 30.  Og Israelitterne drog op mod Benjaminiterne på den tredje Dag og
      stillede sig op til Angreb på Gibea ligesom de tidligere Gange.
 31.  Da nu Benjaminiterne gjorde Udfald mod Hæren, blev de afskåret
      fra Byen og lokket ud på Vejene til Betel og Gibeon; til at
      begynde med huggede de nogle al Folkene ned på åben Mark ligesom
      de tidligere Gange, omtrent tredive Mand af Israel,
 32.  og Benjaminiterne tænkte nu: "Vi har slået dem ligesom før!"
      Men Israelitterne sagde: Lad os flygte og således afskære dem
      fra Byen og lokke dem ud på Vejene!"
 33.  Så brød alle Israels Mænd op fra deres Plads og stillede sig op
      til Kamp i Ba'al-Tamar, medens Bagholdet brød op fra sin Plads
      vesten for Geba.
 34.  Nu rykkede 10000 Mand, udvalgte Folk af hele Israel, frem for
      Gibea, og Kampen blev hård; men de vidste ikke, at Ulykken var
      ved at ramme dem.
 35.  Så slog HERREN Benjamin foran Israel, og Israelitterne fældede
      den Dag 25100 Mand af Benjamin, alle våbenføre Mænd;
 36.  da indså Benjaminiterne, at de var slagne. Israelitterne trak
      sig tilbage for Benjamin, idet de stolede på Bagholdet, de havde
      lagt mod Gibea;
 37.  og Bagholdet kastede sig i en Fart over Gibea og drog frem og
      huggede hele Byens Befolkning ned med Sværdet.

 38.  Der var truffet den Aftale mellem Israels Mænd og Bagholdet, at
      de skulde lade en Røgsøjle stige op fra Byen.
 39.  Da Israels Mænd vendte om i Kampen, huggede Benjamin til at
      begynde med henved tredive af Israels Mænd ned, thi de tænkte:
      "Visselig, vi har slået dem ligesom i den forrige Kamp."
 40.  Da nu Søjlen, Røgstøtten, begyndte at stige op fra Byen, vendte
      Benjamin sig om, og se, Røgen slog op mod Himmelen fra hele
      Byen,
 41.  og samtidig vendte Israels Mænd om fra Flugten. Da blev
      Benjamins Mænd forfærdede, thi de indså, at Ulykken havde ramt
      dem;
 42.  og de gjorde omkring for Israels Mænd og flygtede ad Ørkenen
      til.Men Kampen fortsattes i Hælene på dem. Og de fra Byerne
      huggede ned for Fode iblandt dem;
 43.  de omringede Benjaminiterne og forfulgte dem, til de havde Geba
      foran sig mod Øst.
 44.  Af Benjamin faldt 18000 Mand, lutter dygtige Krigere.
 45.  De gjorde omkring og flygtede og deres Forfølgere gjorde på
      Vejene en Efterhøst på 5000 Mand: de forfulgte dem skarpt, til
      de fik dem tilintetgjort, og huggede 2000 Mand ned af dem.
 46.  De, der faldt af Benjamin den Dag, var således i alt 25000
      våbenføre Mænd, alle tapre Folk.
 47.  De gjorde omkring og flygtede ud i Ørkenen til Rimmons Klippe,
      600 Mand stærke, og blev der i fire Måneder.
 48.  Men Israels Mænd vendte tilbage til Benjaminiterne og huggede
      dem ned med Sværdet, både Mennesker og Kvæg, overhovedet alt.
      hvad der var, og desuden stak de Ild på alle Byerne der.



 21
  1.  Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vil
      give en Benjaminit sin Datter til Ægte!"
  2.  Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for
      Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt
  3.  og sagde: "Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet i
      Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?"
  4.  Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede
      Brændofre og Takofre.
  5.  Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammer
      undlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?" Der var nemlig
      svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til
      HERREN i Mizpa, skulde dø.
  6.  Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin,
      og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel!
  7.  Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem
      Hustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil give
      dem nogen af vore Døtre fil Ægte?"
  8.  Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlod
      at drage op til HERREN i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet til
      Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead.

  9.  Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra
      Jabesj i Gilead.

 10.  Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen med
      den Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned
      med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn.
 11.  Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder,
      der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!"
 12.  De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger,
      der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og
      dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land.
 13.  Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med
      Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde
      dem Fred.
 14.  På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem
      de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live.  Men
      de var ikke nok til dem.

 15.  Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjort
      et Skår i Israels Stammer.
 16.  Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der er
      tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i
      Benjamin er udryddet?"
 17.  Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så
      at ikke en Stamme i Israel går til Grunde?
 18.  Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!"
      Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den,
      som giver Benjaminiterne en Hustru!"
 19.  Da sagde de: "Se, HERRENs Højtid fejres jo hvert År i Silo!"
      Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra
      Betel til Sikem, og sønden for Lebona.
 20.  Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur i
      Vingårdene!
 21.  Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at
      opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver
      sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til
      Benjamins Land!
 22.  Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med
      eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en
      Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så
      Fald vilde I have forbrudt eder!"
 23.  Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de
      dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de
      tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem.
 24.  Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og
      Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod,

 25.  I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
      fandt for godt.