Første Kongebog


 1
  1.  Da Kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm,
      skønt man dækkede ham til med Tæpper.
  2.  Da sagde hans Folk til ham: "Det er bedst, man søger efter en
      ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen
      og pleje ham; når hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen
      varm!"
  3.  Så søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt
      Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen.
  4.  Hun var en såre smuk Pige: og hun plejede kongen og gik ham til
      Hånde; men Kongen havde ikke Omgang med hende.

  5.  Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: "Jeg vil være
      Konge!" Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve
      Mænd til at løbe foran sig.
  6.  Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor
      bærer du dig således ad?" Han havde et såre smukt Ydre og var
      den ældste efter Absalom.
  7.  Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de
      tog Adonijas Parti og støttede ham,
  8.  mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim i
      og Re'i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija.
  9.  Adonija lod nu slagte Små kvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved
      Slangestenen, der står ved Rogelkilden, og indbød alle sine
      Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i
      Kongens Tjeneste;
 10.  men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo
      indbød han ikke.

 11.  Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: "Du har vel hørt, at
      Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre
      Davids Vidende?
 12.  Lad mig nu give dig et Råd, for at du kan redde dit eget og din
      søn Salomos Liv:
 13.  Du skal gå ind til Kong David og sige til ham: Herre konge, du
      har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge
      efter mig og sidde på min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet
      sig til Konge?
 14.  Og medens du endnu står og taler med Kongen, kommer jeg til og
      bekræfter dine Ord!"

 15.  Da gik Batseba ind til kongen i hans Værelse - Kongen var meget
      gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Hånde -
 16.  og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da
      sagde Kongen: "Hvad ønsker du?"
 17.  Hun svarede: "Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved
      HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal være konge efter mig og
      sidde på min Trone!
 18.  Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende,
      Herre Konge!
 19.  Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og
      indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab,
      men din Træl Salomo har han ikke indbudt.
 20.  På dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal
      give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde
      på min Herre Kongens Trone.
 21.  Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, når min Herre
      Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!"

 22.  Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan,
 23.  og det blev meldt Kongen: "Profeten Natan er her!" Så trådte han
      frem for Kongen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham.
 24.  Derpå sagde Natan: "Herre konge, du har vel sagt, at Adonija
      skal være Konge efter dig og sidde på din Trone?
 25.  Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg,
      Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne,
      Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen
      med ham og råber: Leve Kong Adonija!
 26.  Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok
      eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo!
 27.  Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at
      du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde på min Herre
      Kongens Trone efter dig?"

 28.  Da svarede Kong David: "Kald mig Batseba hid!" Og hun trådte
      frem for Kongen og stillede sig foran ham.
 29.  Da svor Kongen og sagde: "Så sandt HERREN, der udløste mig af al
      min Nød, lever:
 30.  Som jeg tilsvor dig ved HERREN, Israels Gud, at din Søn Salomo
      skulde være Konge efter mig og sidde på min Trone i mit Sted,
      således vil jeg handle i Dag!"
 31.  Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for
      Kongen og sagde: "Måtte min Herre, Kong David, leve evindelig!"

 32.  Derpå sagde Kong David: "Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan
      og Benaja, Jojadas Søn, hid!" Og de trådte frem for Kongen.
 33.  Da sagde Kongen til dem: "Tag eders Herres Folk med eder, sæt
      min Søn Salomo på mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon.
 34.  Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge
      over Israel, og I skal støde i Hornet og råbe: Leve Kong Salomo!
 35.  Så skal I følge ham herop, og han skal gå hen og sætte sig på
      min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har
      udset til Fyrste over Israel og Juda!"
 36.  Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: "Det ske! Måtte HERREN,
      min Herre Kongens Gud, gøre således!
 37.  Måtte HERREN være med Salomo, som han har været med min Herre
      Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre kong
      Davids!"

 38.  Derpå drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn,
      og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo på Kong Davids
      Muldyr og førte ham til Gihon;
 39.  og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de
      stødte i Hornet, og hele Folket råbte: "Leve Kong Salomo!"
 40.  Så fulgte hele Folket ham op og Folket spillede på Fløjter og
      jublede højt, så at Jorden var ved at revne af deres Råb.

 41.  Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige
      med Måltidet, og da Joab hørte Hornets klang, sagde han:
      "Hvorfor er der så stort Røre i Byen?"
 42.  Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars
      Søn. Adonija sagde: "Kom herhen, thi du er en brav Mand og
      bringer godt nyt!"
 43.  Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: "Tværtimod; vor Herre
      Kong David har gjort Salomo til Konge!
 44.  Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas
      Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham på Kongens
      Muldyr;
 45.  og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved
      Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre
      i Byen; det var den Larm, I hørte.
 46.  Salomo satte sig også på Kongetronen;
 47.  tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med
      de Ord: Måtte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit
      og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad på sit Leje;
 48.  ydermere sagde han: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag
      har ladet en Mand sætte sig på min Trone, endnu medens jeg selv
      kan se det!"

 49.  Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver
      sin Vej;
 50.  men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om
      Alterets Horn.
 51.  Og man meldte Salomo: "Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og
      se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo
      skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slå
      ihjel med Sværd!"
 52.  Da sagde Salomo: "Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal
      der ikke krummes et Hår på hans Hoved; men gribes han i noget
      ondt, skal han dø!"
 53.  Derpå sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret;
      og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo
      til ham: "Gå til dit Hjem!"



 2
  1.  Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn
      Salomo disse Befalinger:
  2.  "Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en
      Mand!
  3.  Og hold HERREN din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje
      og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd,
      således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken
      med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for,
  4.  for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han
      sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i
      Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl,
      skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone!
  5.  Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig,
      hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners
      Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og
      således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og
      besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med
      uskyldigt Blod;
  6.  gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå
      Hår stige ned i Dødsriget med Fred.
  7.  Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de
      skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den
      Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder
      Absalom.
  8.  Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra
      Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig,
      dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved
      Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slå dig ihjel
      med Sværd!
  9.  Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og
      vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå
      Hår blodige ned i Dødsriget."

 10.  Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
      Davidsbyen.
 11.  Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År;
      i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.
 12.  Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans
      Herredømme blev såre stærkt.

 13.  Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun
      spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg
      gør!"
 14.  Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun
      svarede: "Så tal!"
 15.  Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele
      Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være
      Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi HERREN
      lod det tilfalde ham.
 16.  Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!"
      Hun svarede: "Så tal!"
 17.  Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise
      - at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!"
 18.  Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!"

 19.  Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas
      Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for
      hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone
      sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre
      Side.
 20.  Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke
      afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil
      ikke afvise dig!"
 21.  Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til
      Hustru!"
 22.  Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag
      fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om
      Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten
      Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!"
 23.  Og Kong Salomo svor ved HERREN: "Gud ramme mig både med det ene
      og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet!
 24.  Så sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min
      Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu
      i Dag skal Adonija miste Livet!"
 25.  Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge
      ham ned; således døde han.

 26.  Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din
      Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg
      ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENs
      Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!"
 27.  Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENs Præst
      for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo.

 28.  Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til
      Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms -
      søgte han Tilflugt i HERRENs Telt og greb fat om Alterets Horn,
 29.  og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i
      HERRENs Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja,
      Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!"
 30.  Og da Benaja kom til HERRENs Telt, sagde han til ham: "Således
      siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg
      dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt
      og svaret ham.
 31.  Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og
      jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod,
      Joab har udgydt;
 32.  HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at
      han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han
      selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids
      Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters
      Søn, Judas Hærfører;
 33.  så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig,
      medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone
      Fred til evig Tid!"
 34.  Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte
      ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen.
 35.  Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted,
      medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.

 36.  Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i
      Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er;
 37.  thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du
      vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!"
 38.  Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger,
      således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i
      Jerusalem.
 39.  Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til
      Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans
      Trælle var i Gat,
 40.  brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at
      hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle
      med hjem fra Gat.
 41.  Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til
      Gat og kommet tilbage igen,
 42.  lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed
      ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og
      begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er
      dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det?
 43.  Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den
      Befaling, jeg gav dig?"
 44.  Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er
      sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu
      lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved;
 45.  men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå
      urokkelig fast for HERRENs Åsyn til evig Tid!"
 46.  Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen
      og huggede ham ned; således døde han.



 3
  1.  Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede
      han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter;
      og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus,
      HERRENs Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig.
  2.  Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke
      bygget HERRENs Navn et Hus.
  3.  Salomo elskede HERREN, så at han vandrede efter sin Fader Davids
      Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der.
  4.  Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den
      store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der.

  5.  I Gibeon lod HERREN sig til Syne for Salomo i en Drøm om
      Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
  6.  Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min
      Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab,
      Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store
      Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på
      hans Trone.
  7.  Ja, nu har du, HERRE min Gud, gjort din Tjener til Konge i min
      Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes
      jeg skal færdes ret;
  8.  og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk,
      som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de.
  9.  Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit
      Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit
      store Folk!"
 10.  Det vakte HERRENs Velbehag, at Salomo bad derom;
 11.  og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt
      Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om
      Forstand til at skønne, hvad ret er,
 12.  se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et
      viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har
      været, ej heller siden skal fremstå;
 13.  men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære,
      så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du
      lever.
 14.  Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger
      og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et
      langt Liv."
 15.  Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig
      til Jerusalem og stillede sig foran HERRENs Pagts Ark og ofrede
      Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine
      Folk.

 16.  På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham.
 17.  Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor
      i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et
      Barn,
 18.  og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var
      sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i
      Huset.
 19.  Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på
      ham;
 20.  men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og
      tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin
      døde Dreng lagde hun ved mit Bryst.
 21.  Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die,
      se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se,
      da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!"
 22.  Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er
      min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den
      døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes
      de foran Kongen.
 23.  Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min
      Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din
      Dreng, den levende min!"
 24.  Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et.
 25.  Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem
      det halve!"
 26.  Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som
      var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør
      mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!"
      Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig,
      hug det kun over!"
 27.  Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn
      og dræb det ikke; thi hun er Moderen!"
 28.  Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de
      alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds
      Visdom til at skifte Ret.



 4
  1.  Kong Salomo var Konge over hele Israel
  2.  Hans øverste Embedsmænd var følgende: Azarja, Zadoks Søn, var
      Ypperstepræst;
  3.  Elihoref og Ahija, Sjisjas Sønner, var Statsskrivere; Josjafat,
      Ahiluds Søn, var Kansler;
  4.  Benaja, Jojadas Søn, stod i Spidsen for Hæren; Zadok og Ebjatar
      var Præster;
  5.  Azarja, Natans Søn, var Overfoged; Præsten Zabud, Natans Søn,
      var Kongens Ven;
  6.  Ahisjar var Slotshøvedsmand; Adoniram, Abdas Søn, havde Tilsyn
      med Hoveriarbejdet.

  7.  Fremdeles havde Salomno tolv Fogeder over hele Israel, som
      skulde sørge for Kongens og Hoffets Underhold, hver af dem en
      Måned om Året.
  8.  Deres Navne var: Hurs Søn i Efraims Bjerge;
  9.  Dekers Søn i Makaz-Sja'albim, Bet-Sjemesj og Elon indtil
      Bet-Hanan;
 10.  Heseds Søn i Arubbot; han havde Soko og hele Hefers Land;
 11.  Abinadabs Søn havde hele Dors Højland; han var gift med Salomos
      Datter Tafat;
 12.  Ba'ana, Ahiluds Søn, havde Ta'anak, Megiddo og hele Bet- Sjean
      op til Zaretan, neden for Jizre'el fra Bet-Sjean til Abel-Mehola
      ud over Jokmeam;
 13.  Gebers Søn i Ramot i Gilead; han havde Manasses Søn Ja'irs
      Teltbyer i Gilead, og han havde Argoblandet i Basan,
      tresindstyve store Byer med Mure og Kobberportstænger;
 14.  Ahinadab, Iddos Søn, havde Mahanajim;
 15.  Ahima'az i Naftali; han var ligeledes gift med en Datter af
      Salomo, Basemat;
 16.  Ba'ana, Husjajs Søn, i Aser og Bealot;
 17.  Josjafat, Paruas Søn, i Issakar;
 18.  Sjim'i, Elas Søn, i Benjamin;
 19.  Geber, Uris Søn, i Gads Land, det Land, der havde tilhørt
      Amoriiterkongen Sihon og Kong Og af Basan; der var kun een Foged
      i det Land.

 20.  Juda og Israel var talrige, så talrige som Sandet ved Havet, og
      de spiste og drak og var glade.
 21.  Og Salomo herskede over alle Rigerne fra Floden til Filisternes
      Land og Ægyptens Grænse og de bragte Gaver og tjente Salomo, så
      længe han levede.
 22.  Salomos daglige Bebov af Levnedsmidler var tredive Kor fint
      Hvedemel og tresindstyve Kor almindeligt Mel,
 23.  ti Stykker Fedekvæg, tyve Stykker Græskvæg og hundrede Stykker
      Småkvæg foruden Hjorte, Gazeller, Antiloper og fede Gæs.
 24.  Thi han herskede over hele Landet hinsides Floden, fra Tifsa til
      Gaza, over alle Kongerne hinsides Floden, og han håvde Fred
      rundt om til alle Sider;
 25.  og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver Mand
      under sin Vinstok og sit Figentræ, fra ban til Be'ersjeba.
 26.  Og Salomo havde 40 000 Spand Heste til sit Vognhold og 12 000
      Ryttere.
 27.  Og de nævnte Fogeder sørgede for Underhold til Kong Salomo og
      alle, der havde Adgang til hans Bord, hver i sin Måned, og de
      lod det ikke skorte på noget;
 28.  og Byggen og Strået til Hestene og Forspandene bragte de til det
      Sted, hvor han var, efter som Turen kom til hver enkelt.

 29.  Gud skænkede Salomo Visdom og Kløgt i såre rigt Mål og en
      omfattende Forstand, som Sandet ved Havets Bred,
 30.  så at Salomos Visdom var større end alle Østerlændingenes og
      alle Ægypternes Visdom.
 31.  Han var visere end alle andre, ja visere end Ezraiten Etan og
      visere end Heman, Kalkol og Darda, Mabols Sønner, og hans Ry
      nåede ud til alle Folkeslag rundt om.
 32.  Han fremsagde 3000 Tanke sprog, og Tallet på hans Sange var 1
      005"
 33.  Han talte om Træerne lige fra Cederen på Libanon til Ysopen, der
      vokser frem af Muren; og han talte om Dyrene, Fuglene,
      Krybdyrene og Fiskene.
 34.  Fra alle Folkeslag kom man for at lytte til Salomos Visdom, fra
      alle Jordens Konger, der hørte om hans Visdom.



 5
  1.  Da Kong Hiram af Tyrus hørte, at Salomo var salvet til Konge i
      stedet for sin Fader, sendte han nogle af sine Folk til ham; thi
      Hiram havde altid været Davids Ven.
  2.  Og Salomo sendte Hiram følgende Bud:
  3.  "Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge HERREN sin Guds
      Navn et Hus for de Kriges Skyld, man fra alle Sider påførte ham,
      indtil HERREN lagde hans Fjender under hans Fødder.
  4.  Men nu har HERREN min Gud skaffet mig Ro til alle Sider; der
      findes ingen Modstandere, og der er ingen Fare på Færde.
  5.  Se, derfor har jeg i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus
      efter HERRENs Ord til min Fader David: Din Søn, som jeg sætter
      på din Trone i dit Sted, han skal bygge Huset for mit Navn.
  6.  Giv derfor Ordre til, at der fældes Cedre til mig på
      Libanon. Mine Folk skal arbejde sammen med dine, og jeg vil give
      dineFolk den Løn, du kræver; thi du ved jo, at der ikke findes
      nogen hos os, der kan fælde Træer som Zidonierne!"


  7.  Da Hiram modtog dette Bud fra Salomo, glædede det ham meget, og
      han sagde: "Lovet være HERREN i dag, fordi han har givet David
      en viis Søn til at herske over dette store Folk!"
  8.  Og Hiram sendte Salomo følgende Svar: "Jeg har modtaget det Bud,
      du sendte mig, og jeg skal opfylde alt, hvad du ønsker med
      Hensyn til Ceder- og Cyprestræer;
  9.  mine Folk skal bringe dem fra Libanon ned til Havet, og så skal
      jeg lade dem samle til Tømmerflåder på Havet og sende dem til
      det Sted, du anviser mig; der skal jeg lade dem skille ad, så at
      du kan lade dem hente. Men du vil da også opfylde mit Ønske og
      sende Fødevarer til mit Hof!"
 10.  Så sendte Hiram Salomo alt, hvad han ønskede af Ceder- og
      Cyprestræer;
 11.  og Salomo sendte Hiram 20 000 Kor Hvede til Underhold for hans
      Hof og 20 Kor Olie af knuste Oliven. Så meget sendte Salomo
      Hiram År efter År.
 12.  Og HERREN gav Salomo Visdom, som han havde lovet ham; og der var
      Fred mellem Hiram og Salomo, og de sluttede Pagt med hinanden.

 13.  Kong Salomo udskrev nu Hoveriarbejdere overalt i Israel, og
      Hoveriarbejderne udgjorde 30 000 Mand.
 14.  Dem sendte han så til Libanon, et Hold på 10 000 om Måneden,
      således at de var en Måned på Libanon og to Måneder
      hjemme. Adoniram havd Tilsyn med Hoveriarbejderne.
 15.  Salomo havde 70 000 Lastdragere og 80 000 Stenhuggere i Bjergene
 16.  foruden Overfogeder, der ledede Arbejdet, 3 300 Mand, som havde
      Opsyn med Folkene, der arbejdede.
 17.  På Kongens Bud brød de store Stenblokke, kostbare Sten til
      Templets Grundvold, Kvadersten;
 18.  og Salomos og Hiroms Bygmestre og Folkene fra Gebal huggede dem
      til, og de gjorde Træstammerne og Stenene i Stand til Templets
      Opførelse.



 6
  1.  480 År efter at Israeliterne var vandret ud af Ægypten, i Ziv
      Måned, det er den anden Måned, i det fjerde År Salomo herskede i
      Israel, begyndte han at bygge HERREN Templet.
  2.  Templet, som Kong Salomo byggede HERREN, var tresindstyve Alen
      langt, tyve Alen bredt og tredive Alen højt.
  3.  Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende
      til Templets Bredde, og ti Alen bred.
  4.  Han forsynede Templet med Gittervinduer i Bjælkerammer,
  5.  og op til Tempelmuren byggede han en Tilbygning rundt om
      Templets Mure, rundt om det Hellige og inderhallen, og
      indrettede Siderum rundt om.
  6.  Det nederste Rum var fem Alen bredt, det mellemste seks og det
      tredje syv, thi han byggede Fremspring i Templets Ydermur rundt
      om, for at man ikke skulde være nødt til at lade Bjælkerne gribe
      ind i Templets Mure.
  7.  Ved Templets Opførelsebyggede man med Sten, der var gjort
      færdige i Stenbrudet, derfor hørtes hverken Lyd af Hamre,
      Mejsler eller andet Jernværktøj, medens Templet byggedes.
  8.  Indgangen til det nederste Rum var på Templets Sydside, og
      derfra førte Vindeltrapper op til det mellemste og derfra igen
      op til det tredje Rum.
  9.  Således byggede han Templet færdigt, og han lagde Taget med
      Bjælker og Planker af Cedertræ.
 10.  Han byggede Tilbygningen rundt om hele Templet, hvert Stokværk
      fem Alen højt, og den blev forbundet med Templet med
      Cederbjælker.

 11.  Da kom HERRENs Ord til Salomo således:
 12.  "Dette Hus, som du er ved at bygge - dersom du vandrer efter
      mine Anordninger og gør efter mine Lovbud og omhyggeligt vandrer
      efter alle mine Bud, vil jeg på dig stadfæste det Ord, jeg
      talede til din Fader David, -
 13.  og tage Bolig blandt Israeliterne og ikke forlade mit Folk
      Israel."

 14.  Således byggede Salomo Templet færdigt.
 15.  Templets Vægge dækkede han indvendig med Cederbrædder; fra
      Bygningens Gulv til Loftsbjælkerne dækkede han dem indvendig med
      Træ; og over Templets Gulv lagde han Cypresbrædder.
 16.  Han dækkede de tyve bageste Alen af Templet med Cederbrædder fra
      Gulv til Bjælker og indrettede sig Rummet derinde til en
      Inderhal, det Allerhelligste.
 17.  Fyrretyve Alen målte det Hellige foran Inderhallen.
 18.  Templet var indvendig dækket med Cedertræ, udskåret Arbejde i
      Form af Agurker og Blomsterkranse; alt var af Cedertræ, ikke en
      Sten var at se.
 19.  Han indrettede inderhallen inde i Templet for der at opstille
      HERRENs Pagts Ark.
 20.  Inderhallen var tyve Alen lang, tyve Alen bred og tyve Alen høj,
      og han overtrak den med fint Guld. Fremdeles lavede han et Alter
      af Cedertræ
 21.  foran Inderhallen og overtrak det med Guld. Og Salomo overtrak
      Templet indvendig med fint Guld og trak for med Guldkæder.
 22.  Hele Templet overtrak han med Guld, hele Templet fra den ene
      Ende til den anden; også hele Alteret foran inderhallen overtrak
      han med Guld.

 23.  I Inderhallen satte han to Keruber af vildt Oliventræ, ti Alen
      høje;
 24.  den ene Kerubs Vinger var hver fem Alen, der var ti Alen fra den
      ene Vingespids til den anden;
 25.  ti Alen målte også den anden Kerub; begge keruber havde samme
      Mål og Skikkelse;
 26.  begge Keruber var ti Alen høje.
 27.  Og han opstillede Keruberne midt i den inderste Del af Templet,
      og de udbredte deres Vinger således, at den enes ene Vinge rørte
      den ene Væg og den andens ene Vinge den modsatte Væg, medens de
      to andre Vinger rørte hinanden midt i Templet.
 28.  Keruberne overtrak han med Guld.

 29.  Rundt på alle Vægge i Templet anbragte han udskåret Arbejde,
      Keruber, Palmer og Blomsterkranse, både i den inderste og den
      yderste Hal,
 30.  og Templets Gulv overtrak han med Guld, både i den inderste og
      den yderste Hal.
 31.  Til Inderhallens Indgang lod han lave to Dørfløje af vildt
      Oliventræ; Overliggeren og Dørposterne dannede en Femkant.
 32.  Og på de to Oliventræsfløje lod han udskære Keruber, Palmer og
      Blomsterkranse og overtrak dem med Guld, idet han lod Guldet
      trykke ned i de udskårne Keruber og Palmer.
 33.  Ligeledes lod han til indgangen til det Hellige lave Dørstolper
      af vildt Oliventræ, firkantede Dørstolper,
 34.  og to Dørfløje af Cyprestræ, således at hver af de to Dørfløje
      bestod af to bevægelige Dørflader;
 35.  og han lod udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse i dem og
      overtrak dem med Guld, der lå i et tyndt Lag over de udskårne
      Figurer.

 36.  Ligeledes indrettede han den indre Forgård ved at bygge tre Lag
      Kvadersten og et Lag Cederbjælker.

 37.  I det fjerde År lagdes Grunden til HERRENs Hus i Ziv Måned;
 38.  og i det ellevte År i Bul Måned, det er den ottende Måned,
      fuldførtes Templet i alle dets Dele og Stykker; han byggede på
      det i syv År.



 7
  1.  På sit Palads byggede Salomo i tretten År; så fik han hele sit
      Palads færdigt.
  2.  Han byggede Libanonskovhuset, hundrede Alen langt,
      halvtredsindstyve Alen bredt og tredive Alen højt, hvilende på
      tre Rækker Cedersøjler med Skråstøtter af Cedertræ.
  3.  Det var oven over Rummene tækket med Cederbjælker, der hvilede
      på fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Række.
  4.  Der var tre Lag Bjælker, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre
      Gange.
  5.  Alle Døre og Lysåbninger havde firkantede Bjælkerammer, og
      Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange.
  6.  Fremdeles opførte han Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen lang
      og tredive Alen bred, med en Hal, Søjler og Trappe foran.
  7.  Fremdeles opførte han Tronhallen, hvor han holdt Rettergang,
      Domhallen; den var dækket med Cedertræ fra Gulv til Loft,
  8.  Hans eget Hus, det, han boede i, i den anden Forgård inden for
      Hallen, var bygget på samme Måde. Og til Faraos Datter, som
      Salomo havde ægtet, opførte han et Hus i Lighed med denne Hal.

  9.  Det hele var af kostbare Sten, tilhugget efter Mål, tilsavet
      både indvendig og udvendig, lige fra Grunden til Murkanten,
      hvilket også gjaldt den store Forgård uden om Templets Forgård.
 10.  Grunden blev lagt med kostbare, store Sten, nogle på ti, andre
      på otte Alen.
 11.  Ovenpå lagdes kostbare Sten, tilhugget efter Mål, og
      Cederbjælker.
 12.  Den store Forgård var hele Vejen rundt omgivet af tre Lag
      tilhugne Sten og et Lag Cederbjælker, ligeledes HERRENs Huss
      Forgård, den indre, og Forgården om Paladsets Forhal.

 13.  Kong Salomo sendte Bud til Tyrus efter Hiram.
 14.  Han var Søn af en Enke fra Naftalis Stamme, men hans Fader var
      en Kobbersmed fra Tyrus. Han sad inde med Visdom, Forstand og
      Indsigt i at udføre alskens Kobberarbejde; og han kom til Kong
      Salomo og udførte alt det Arbejde, han skulde have udført.

 15.  Han støbte de to kobbersøjler foran Forhallen. Den ene var atten
      Alen høj; den målte tolv Alen i Omkreds; den var hul, og
      Kobberet var fire Fingerbredder tykt. Ligeså den anden Søjle.
 16.  Og han lavede to Søjlehoveder til at sidde oven på Søjlerne,
      støbt af Kobber, hvert Søjlehoved fem Alen højt.
 17.  Og han lavede to Fletværker, flettet Arbejde, Snore, kædeformet
      Arbejde, til at dække Søjlehovederne oven på Søjlerne, et
      Fletværk fil hvert Søjleboved;
 18.  og han lavede Granatæblerne, to Rækker rundt om det ene
      Fletværk; der var 200 Granatæbler i Rækker rundt om det ene
      Søjlehoved; på samme Måde gjorde han også ved det andet.
 19.  Søjlehovedeme på de to Søjler var liljeformet Arbejde.
 20.  Søjlehovederne sad på de to Søjler.
 21.  Derpå opstillede han Søjlerne ved Templets Forhal; den Søjle,
      han opstillede til højre, kaldte han Jakin, og den, han
      opstillede til venstre, kaldte han Boaz.
 22.  Øverst på Søjlerne var der liljeformet Arbejde. Således blev
      Arbejdet med Søjlerne færdigt.

 23.  Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til
      Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i
      Omkreds.
 24.  Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende
      Prydelser, der nåede helt omkring Havet, tredive Alen; i to
      Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
 25.  Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod
      Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de
      vendte alle Bagkroppen indad.
 26.  Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et
      Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 2000 Bat.

 27.  Fremdeles lavede han de ti Vognstel af Kobber; hvert Stel var
      fire Alen langt, fire Alen bredt og tre Alen højt.
 28.  Og Stellene var indrettet så ledes: De havde Mellemstykker, og
      Mellemstykkerne sad mellem Rammestykkerne.
 29.  På Mellemstykkerne mellem Rammestykkerne var der Løver, Okser og
      Keruber, ligeledes på Rammestykkerne. Over og under Løverne og
      Okserne var der Kranse, lavet således, at de hang ned.
 30.  Hvert Stel havde fire Kobber hjul og Kobberaksler. De fire
      Hjørner havde Bærearme; under Bækkenet var Bærearmene faststøbt,
      og midt for hver af dem var der Kranse.
 31.  Dets Rand var inden for Bærearmene, een Alen høj, og den var
      rund: også på Randen var der udskåret Arbejde. Mellemstykkerne
      var firkantede, ikke runde.
 32.  De fire Hjul sad under Mellemstykkerne, og Hjulenes Akselholdere
      sad på Stellet; hvert Hjul var halvanden Alen højt.
 33.  Hjulene var indrettet som Vognhjul, og deres Akselholdere,
      Fælge, Eger og Nav var alle støbt.
 34.  Der var en Bæream på hvert Stels fire Hjørner, og Bærearmene var
      i eet med Stellet;
 35.  og oven på Stellet var der en Slags Fatning, en halv Alen høj og
      helt rund; og Akselholdere og Mellemstykker sad fast på Stellet.
 36.  På Fladerne indgraverede han Keruber, Løver og Palmer, efter som
      der var Plads til, omgivet af Kranse.
 37.  Således lavede han de ti Stel; de var alle støbt på samme Måde,
      med samme Mål og af samme Form.
 38.  Tillige lavede han ti Kobberbækkener; fyrretyve Bat tog hvert
      Bækken, og hvert Bækken målte fire Alen, et Bækken til hvert af
      de ti Stel.
 39.  Og han satte fem af Stellene ved Templets Sydside, fem ved
      Nordsiden; og Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det
      sydøstre Hjørne.

 40.  Fremdeles lavede Hirom Karrene, Skovlene og Skålene. Der med var
      Hiram færdig med alt sit Arbejde for Kong Salomo til HERRENs
      Hus:

 41.  De to Søjler, og de to kuglefornede Søjlehoveder ovenpå, de to
      Fletværker til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på
      Søjlerne,
 42.  de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler
      til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder
      på de to Søjler,
 43.  de ti Stel med de ti Bækkener på,
 44.  Havet med de tolv Okser under,
 45.  Karrene, Skovlene og Skålene. Alle disse Ting, som Hiram lavede
      for Kong Salomo til HERRENs Hus, var af blankt Kobber.
 46.  I Jordanegnen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem
      Sukkot og Zaretan.

 47.  Salomo lod alle Tingene uvejet på Grund af deres såre store
      Mængde, Kobberet blev ikke vejet.

 48.  Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til HERRENs Hus, lave:
      Guldalteret, Guldbordet, som Skuebrødene lå på,
 49.  Lysestagerne, fem til højre og fem til venstre, foran
      Inderhallen, af purt Guld, med Blomsterbægrene, Lamperne og
      Lysesaksene af Guld,
 50.  Fadene, Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld,
      Hængslerne til Dørene for den inderste Hal, det Allerhelligste,
      og til Dørene for den yderste Hal, det Hellige, af Guld.

 51.  Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var
      færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og
      Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i HERRENs
      Hus.



 8
  1.  Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes
      Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig
      i Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
      er Zion.
  2.  Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i
      Etanim Måned, det er den syvende Måned.
  3.  Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken.
  4.  Og de bragte HERRENs Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og
      alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne
      bragte dem op.
  5.  Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde
      givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
      meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
  6.  Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i
      Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under
      Kerubernes Vinger;
  7.  thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken
      stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens
      Bærestænger.
  8.  Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det
      Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og
      de er der den Dag i Dag.
  9.  Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde
      lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde
      sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
 10.  Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen HERRENs
      Hus,
 11.  så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres
      Tjeneste; thi HERRENs Herlighed fyldte HERRENs Hus.

 12.  Ved den Lejlighed sang Salomo: HERREN satte Solen på Himlen, men
      selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet.
 13.  Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt
      kan dvæle.  Det står jo optegnet i Sangenes Bog.

 14.  Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels
      Forsamling, der imens stod op;
 15.  og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har
      fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han
      sagde:
 16.  Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg
      ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at
      bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg
      til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over
      mit Folk Israel.
 17.  Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds,
      Navn et Hus;
 18.  men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge
      mit Navn et Hus, er ret af dig;
 19.  dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din
      Lænd; skal bygge mit Navn det Hus.
 20.  Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min
      Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde,
      og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
 21.  og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN
      sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten."

 22.  Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alter lige over for hele
      Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
 23.  og sagde: "HERRE Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen
      oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt
      og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte
      vandrer for dit Åsyn,
 24.  du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David,
      og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
 25.  Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener,
      min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes
      dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine
      Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du
      har gjort.
 26.  Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde
      din Tjener, min Fader David!

 27.  Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja
      Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som
      jeg har bygget!
 28.  Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så
      du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit
      Åsyn;
 29.  lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det
      Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn,
      din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
 30.  Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt
      mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du
      høre og tilgive!

 31.  Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader
      ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette
      Hus,
 32.  så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere
      imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning
      komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham
      efter hans Uskyld!

 33.  Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de
      synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit
      Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus,
 34.  så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og
      føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!

 35.  Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod
      dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn
      og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
 36.  så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk
      Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og
      lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!

 37.  Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der
      kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden
      belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot
      indtræffer -
 38.  enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit
      Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og
      udbreder Hænderne mod dette Hus,
 39.  den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre
      det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans
      Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter,
 40.  for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav
      vore Fædre.

 41.  Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men
      kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, -
 42.  thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din
      udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus,
 43.  da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter
      alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens
      Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit
      Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus,
      som jeg har bygget.

 44.  Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender
      dem hen, og de beder til HERREN, vendt mod den By, du har
      udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
 45.  så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres
      Ret!
 46.  Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke
      synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og
      Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig
      fjernt eller nær,
 47.  og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og
      omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi
      har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
 48.  når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele
      deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de
      beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod
      den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn
 49.  så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring
      og skaffe dem deres Ret,
 50.  og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de
      Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade
      dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig
      over dem;
 51.  de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af
      Smelteovnen.
 52.  Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels
      Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig.
 53.  Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være
      din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte
      vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, HERRE!"

 54.  Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til HERREN
      rejste han sig fra Pladsen foran HERRENs Alter, hvor han havde
      ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen.
 55.  Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels
      Forsamling, idet han sagde:
 56.  "Lovet være HERREN, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske
      som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af
      alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses.
 57.  HERREN vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han
      forlade og forstøde os ikke,
 58.  at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans
      Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde
      vøre Fædre!
 59.  Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for HERRENs Åsyn, være
      nærværende for HERREN vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer
      sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov,
 60.  for at alle Jordens Folk må kende, at HERREN og ingen anden er
      Gud.
 61.  Og måtte eders Hjerte være helt med HERREN vor Gud, så I følger
      hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!"

 62.  Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for HERRENs
      Åsyn.
 63.  Til de Takofre, Salomo ofrede til HERREN, tog han 22 000 Stykker
      Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og
      alle Israeliterne HERRNs Hus.
 64.  Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran
      HERRENs Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene
      og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran HERRENs
      Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.

 65.  Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for HERREN vor Guds
      Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra
      Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk).
 66.  Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog
      hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, HERREN
      havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.



 9
  1.  Men da Salomo var færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens
      Palads og alt, hvad han havde fået Lyst til og sat sig for at
      udføre,
  2.  lod HERREN sig anden Gang til Syne for ham, som han havde ladet
      sig til Syne for ham i Gibeon;
  3.  og HERREN sagde til ham: "Jeg har hørt den Bøn og Begæring, du
      opsendte for mit Åsyn. Jeg har helliget dette Hus, som du har
      bygget, for der at stedfæste mit Navn til evig Tid, og mine Øjne
      og mit Hjerte skal være der alle Dage.
  4.  Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David i Hjertets
      Uskyld og i Upriglighed, så du gør alt, hvad jeg har pålagt dig,
      og holder mine Anordninger og Lovbud,
  5.  så vil jeg opretholde din Kongetrone i Israel evindelig, som jeg
      lovede din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig
      fattes dig på Israels Trone.
  6.  Men hvis I eller eders Børn vender eder bort fra mig og ikke
      holder mine Bud, mine Annordninger, som jeg har forelagt eder,
      men går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem
  7.  så vil jeg udrydde Israel fra det Land, jeg gav dem; og det Hus,
      jeg har helliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn, og
      Israel skal blive til Spot og Spe blandt alle Folk,
  8.  og dette Hus skal blive en Ruindynge, og enhver, som går der
      forbi, skal blive slået af Rædsel og give sig til at
      hånfløjte. Og når man siger: Hvorfor har HERREN handlet således
      mod dette Land og dette Hus?
  9.  skal der svares: Fordi de forlod HERREN deres Gud, som førte
      deres Fædre ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad
      og dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over
      dem!"

 10.  Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på de to
      Bygninger, HERRENs Hus og Kongens Palads -
 11.  Kong Hiram af Tyrus havde sendt Salomo Cedertræ, Cyprestræ og
      Guld, så meget han ønskede da gav Kong Salomo Hiram tyve Byer i
      Landskabet Galilæa.
 12.  Men da Hiram kom fra Tyrus for at se de Byer, Salomo havde givet
      ham, syntes han ikke om dem;
 13.  og han sagde: "Hvad er det for Byer, du har givet mig, Broder?"
      Derfor kaldte man den Habullandet, som det hedder den Dag i Dag
 14.  Men Hiram sendte Kongen l20 Guldtalenter.

 15.  På følgende Måde hang det sammen med de Hoveriarbejdere, Kong
      Salomo udskrev til at opføre HERRENs Hus, hans eget Palads,
      Millo Jerusalems Mur, Hazor, Megiddo og Gezer
 16.  Farao, Ægypterkongen, var draget op, havde indtaget Gezer og
      stukket det i Brand; alle Kanånæere, der boede i Byen, havde han
      ladet dræbe og derpå givet sin Datter, Salomos Hustru den i
      Medgift.
 17.  Nu genopbyggede Salomo Gezer, Nedre-Bet-Horon,
 18.  Bålat, Tamar i Ørkenen i Juda Land,
 19.  alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt
      andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon
      og i hele sit Rige:
 20.  Alt, hvad der var tilbage af Amoriterne, Hetiterne,
      Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til
      Israeliterne,
 21.  deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som
      Israeliterne ikke havde været i Stand til at lægge Band på, dem
      udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
 22.  Af Israeliterne derimod satte Salomo ingen til Arbejde,men de
      var Krigsfolk og Hoffolk, Hærførere og Høvedsmænd hos, ham og
      Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. -
 23.  Tallet på Overfogederne, der ledede Arbejdet for Salomo, var
      550; de havde Tilsyn med Folkene, der arbejdede.
 24.  Faraos Datter var lige flyttet fra Davidsbyen ind i det Hus, han
      havde bygget til hende, da tog han fat på at opføre Millo.
 25.  Tre Gange om Året ofrede Salomo Brændofre og Takofre på det
      Alter, han bavde bygget HERREN, og tændte Offerild for HERRENs
      Åsyn; og han fuldførte Templet.

 26.  Kong Salomo byggede også Skibe i Ezjongeber, der ligger ved Elat
      ved det røde Havs Kyst i Edom;
 27.  og Hiram sendte sine Folk, befarne Søfolk, om Bord på Skibene
      sammen med Salomos Folk.
 28.  De sejlede til Ofir, hvor de hen tede 420 Talenter Guld, som de
      bragte Kong Salomo.



 10
  1.  Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun for at prøve ham
      med Gåder.
  2.  Hun kom til Jerusalem med et såre stort Følge og med Kameler,
      der bar Røgelse, Guld i store Mængder og Ædelsten. Og da hun var
      kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå hende
      på Hjerte.
  3.  Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst
      var skjult for Kongen, han gav hende Svar på alt.
  4.  Og da Dronningen af Saba så al Salomos Visdom, Huset han havde
      bygget,
  5.  Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, han træden og deres
      Klæder, hans Mundskænke og Brændofrene, han ofrede i HERRENs
      Hus, var hun ude af sig selv;

  6.  og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte
      sige om dig og din Visdom!
  7.  Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne
      Øjne; og se, ikke engang det halve er mig fortalt, thi din
      Visdom og Herlighed overgår, hvad rygte sagde.
  8.  Lykkelige dine Hustruer, lykkelige dine Folk, som altid er om
      dig og hører din Visdom!
  9.  Lovet være HERREN din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på
      Israels Trone! Fordi HERREN elsker Israel evindelig, satte han
      dig til Konge, til at øve ret og Retfærdighed."

 10.  Derpå gav hun Kongen 120 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder
      og Ædelsten; og aldrig er der siden kommet så megen Røgelse til
      Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
 11.  Desuden bragte Hirams Skibe, som hentede Guld i Ofir, Almug
      gumtræ i store Mængder og Ædel sten fra Ofir,
 12.  og af Almuggimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og
      Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne. Så meget
      Almuggimtræ er hidtil ikke set eller kommet til Landet.
 13.  Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og
      bad om, foruden hvad han af sig selv kongeligen skænkede
      hende. Derpå begav hun sig med sit Følge hjem til sit Land.

 14.  Vægten af det Guld, som i et År indførtes af Salomo, udgjorde
      666 Guldtalenter,
 15.  de ikke medregnet, hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne
      Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og
      Landets Statholdere.
 16.  Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
 17.  og 300 mindre Guldskjolde, hvert på tre Miner Guld; dem lod
      Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
 18.  Fremdeles lod Kongen lave en stor Elfenbenstrone, overtrukket
      med lutret Guld.
 19.  Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der Tyrehoveder; på
      begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to
      Løver;
 20.  tillige stod der tolv Løver påde seks Trin, seks på hver
      Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
 21.  Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i
      Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i
      Kong Salomos Dage.
 22.  Kongen havde nemlig Tarsisskibe i Søen sammen med Hirams Skibe;
      og en Gang hvert tredje År kom Tarsisskibene, ladet med Guld,
      Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.

 23.  Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
 24.  Fra alle Jordens Egne søgte man hen til Salomo for at høre den
      Visdom, Gud havde lagt i hans Hjerte;
 25.  og alle bragte de Gaver med: Sølv og Guldsager, Klæder, Våben,
      Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År.
 26.  Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1.400
      Vogne og l2.000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels
      hos sig i Jerusalem.
 27.  Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så
      almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
      Morbærfigentræ i Lavlandet. -
 28.  Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens
      Handelsfolk købte dem i Kove.
 29.  En Vogn udførtes fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for
      150.  Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkene fil alle
      Hetiternes og Arams Konger.



 11
  1.  Kong Salomo elskede foruden Faraos Datter mange fremmede
      Kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og
      hetitiske Kvinder,
  2.  Kvinder fra de Folkeslag, HERREN havde sagt om til Israeliterne:
      "I må ikke have med dem at gøre og de ikke med eder, ellers
      drager de eders Hjerte til deres Guder!" Ved dem hang Salomo i
      Kærlighed.
  3.  Han havde 700 fyrsfelige Hustruer og 3OO Medhustruer, og hans
      Hustruer drog hans Hjerte bort fra Herren.
  4.  Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til
      fremmede Guder, og hans Hjerte var ikke mere helt med HERREN
      hans Gud som hans fader Davids.
  5.  Salomo holdt sig da til Astarte, Zidoniernes Gudinde, og til
      Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud.
  6.  Således gjorde Salomo, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
      viste ikke HERREN fuld Lydighed som hans Fader David.

  7.  Ved den Tid byggede Salomo en Offerhøj for Kemosj, Moabs
      væmmelige Gud, på Bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom,
      Ammoniternes væmmelige Gud;
  8.  og samme Hensyn viste han alle sine fremmede Hustruer, som
      tændte Offerild for deres Guder og ofrede til dem.
  9.  Da vrededes HERREN på Salomo, fordi han vendte sit Hjerte bort
      fra HERREN, Israels Gud, der dog to Gange havde ladet sig til
      Syne for ham
 10.  og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede
      Guder; men han holdt ikke, hvad HERREN havde påbudt ham.
 11.  Derfor sagde HERREN til Salomo: "Fordi det står således til med
      dig, og fordi du ikke har holdt min Pagt og mine Anordninger,
      som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give
      din Træl det.
 12.  Dog vil jeg ikke gøre det i din Levetid for din Fader Davids
      Skyld men jeg vil rive det ud af din Søns Hånd.
 13.  Kun vil jeg ikke rive hele Riget fra ham, men give din Søn en
      Stamme deraf for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems
      Skyld, den By, jeg udvalgte.

 14.  HERREN gav Salomo en Modstander i Edomiten Hadad af Kongeslægten
      i Edom.
 15.  Thi dengang David lod Edomiterne hugge ned, da Hærføreren Joab
      drog op for at jorde de faldne og hugge alle af Mandkøn ned i
      Edom -
 16.  Joab og hele Israel blev der i seks Måneder, til han havde
      udryddet alle af Mandkøn i Edom -
 17.  da var Adad med nogle edomitiske Mænd af hans Faders Folk
      flygtet ad Ægypten til. Dengang var Hadad endnu en lille Dreng.
 18.  De brød op fra Midjan og nåede Paran; og efter at have taget
      nogle Mænd fra Paran med sig drog de til Ægypten, hvor Farao,
      Ægypterkongen, overlod ham et Hus, tilsagde ham daglig Føde og
      gav ham Land.
 19.  Og da Farao fattede særlig Godhed for Hadad, gav han ham sin
      Svigerinde, en Søster til Dronning Takpenes, til Ægte.
 20.  Takpeness Søster fødte ham Sønnen Genubat; og da Takpenes havde
      vænnet Barnet fra i Faraos Hus, blev Genubat i Faraos Hus blandt
      Faraos egne Børn.
 21.  Da nu Hadad i Ægypten hørte, at David havde lagt sig til Hvile
      hos sine Fædre, og at Hærføreren Joab var død, sagde han til
      Farao: "Lad mig drage til mit Land!"
 22.  Farao sagde til ham: "Hvad savner du her hos mig, siden du
      ønsker at drage til dit Land?" Men han svarede: "Å jo, lad mig
      nu rejse!" Så vendte Hadad tilbage til sit Land. Det var den
      ulykke, Hadad voldte: Han bragte Trængsel over Israel og blev
      Konge over Edom. -

 23.  Fremdeles gav Gud ham en Modstander i Rezon, Eljadas Søn, der
      var flygtet fra sin Herre, Kong Hadadezer af Zoba.
 24.  Han samlede en Del Mænd om sig og blev Høvding for en
      Friskare. Han indtog Damaskus, satte sig fast der og blev Konge
      i Damaskus.
 25.  Han var Israels Modstander, så længe Salomo levede.

 26.  Endvidere var der Efraimiten Jeroboam, Nebats Søn, fra Zereda,
      som stod i Salomos Tjeneste, og hvis Moder hed Zerua og var
      Enke; han løftede Hånd mod Kongen.
 27.  Hermed gik det således til Salomo byggede på Millo; han lukkede
      Hullet i sin Fader Davids By.
 28.  Nu var Jeroboam et dygtigt Menneske, og da Salomo så, hvorledes
      den unge Mand udførte Arbejdet, gav han ham Opsyn med hele
      Arbejdsstyrken af Josefs Hus.
 29.  På den Tid hændte det sig, engang Jeroboam var rejst fra
      Jerusalem, at Profeten Ahija fra Silo traf ham på Vejen. Ahija
      var iført en ny Kappe, og de to var ene på Marken.
 30.  Da greb Ahija fat i den ny Kappe, han havde på, rev den i tolv
      Stykker
 31.  og sagde til Jeroboam: "Tag dig de ti Stykker, thi så siger
      HERREN, Israels Gud: Se, jeg river Riget ud af Salomos Hånd og
      giver dig de ti Stammer.
 32.  Den ene Stamme skal han beholde for min Tjener Davids Skyld og
      for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte af alle Israels
      Stammer;
 33.  det vil jeg gøre, fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte,
      Zidoniernes Gudinde, Kemosj, Moabs Gud, og Milkom, Ammoniternes
      Gud, og ikke vandret på mine Veje og gjort, hvad der er ret i
      mine Øjne, eller holdt mine Anordninger og Lovbud som hans Fader
      David.
 34.  Fra ham vil jeg dog ikke tage Riget, men lade ham være Fyrste,
      så længe han lever, for min Tjener Davids Skyld, som jeg
      udvalgte, og som holdt mine Bud og Anordninger.
 35.  Men jeg vil tage Riget fra hans Søn og give dig det, de ti
      Stammer;
 36.  og hans Søn vil jeg give en Stamme, for at min Tjener David
      altid kan have en Lampe for mit Åsyn i Jerusalem, den By, jeg
      udvalgte for der at stedfæste mit Navn.
 37.  Men dig vil jeg tage og sætte til Hersker over alt, hvad du
      attrår, og du skal være Konge over Israel.
 38.  Dersom du da er lydig i alt hvad jeg byder dig, vandrer på mine
      Veje og gør, hvad der er ret i mine Øjne, så du holder mine
      Anordnioger og Bud, som min Tjener David gjorde, vil jeg være
      med dig og bygge dig et varigt Hus, som jeg gjorde det for
      David. Dig giver jeg Israel;
 39.  men jeg ydmyger Davids Slægt for den Sags Skyld, dog ikke for
      stedse!"
 40.  Da nu Salomo stod Jeroboam efter Livet, flygtede han til
      Ægypten, til Ægypterkoogen Sjisjak; og han blev i Ægypten, til
      Salomo døde.

 41.  Hvad der ellers er at fortælle om Salomo, alt, hvad han gjorde,
      og hans Visdom, står jo optegnet i Salomos Krønike.
 42.  Den Tid, Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel, udgjorde
      fyrretyve År.
 43.  Så lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
      sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans
      Sted.



 12
  2.  Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten,
      hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo
      var død, vendte han hjem fra Ægypten.
  1.  Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel
      stævnet for at hylde ham som Konge.
  3.  Og de sagde til Rehabeam:
  4.  "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde
      Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Åg han lagde på os, så
      vil vi tjene dig!"
  5.  Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!"
      Så gik Folket.

  6.  Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i
      hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:
      "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
  7.  De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste,
      være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vil
      de blive dine Tjenere for bestandig!"
  8.  Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte
      han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i
      hans Tjeneste,
  9.  og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som
      kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på
      dem?"
 10.  De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:
      "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader
      lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du
      svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
 11.  Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget
      tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte
      eder med Skorpioner!"

 12.  Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde
      sagt,
 13.  gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles
      Råd
 14.  sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et
      tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader
      tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
 15.  Kongen hørte ikke på Folket, thi HERREN føjede det således for
      at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til
      Jeroboam, Nebats Søn.
 16.  Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav
      Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen
      Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
      eget Hus!"  Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
 17.  Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam
      Konge.

 18.  Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med
      Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til
      Døde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvogn
      og flygtede til Jerusalem.
 19.  Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag
      i Dag.
 20.  Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de
      ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele
      Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen
      Judas Stamme.

 21.  Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus
      og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at
      føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam,
      Salomos Søn.
 22.  Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
 23.  "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og
      Benjamins Hus og det øvrige Folk:
 24.  Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre
      Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har
      jeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage.

 25.  Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der;
      senere drog han derfra og befæstede Penuel.
 26.  Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget
      atter tilfalde Davids Hus;
 27.  når Folket her drager op for at ofre i HERRENs Hus i Jerusalem,
      vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af
      Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam
      af Juda!"
 28.  Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og
      sagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser til
      Jerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud af
      Ægypten!"
 29.  Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan.
 30.  Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene
      til Dan.
 31.  Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte til
      Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne.
 32.  Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottende
      Måned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op på
      Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de
      Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde
      indsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel.
 33.  Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på den
      femtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hade
      udtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op på
      Alteret for at tænde Offerild.



 13
  1.  Og se, på HERRENs Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netop
      som Jeroboam stod på Alteret for at tænde Offerild.
  2.  Og han råbte med HERRENs Ord imod Alteret: "Alter, Alter! Så
      siger HERREN: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias,
      og på dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild på
      dig, og han skal brænde Menneskeknogler på dig!"
  3.  Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: "Dette er
      Tegnet på, at HERREN har talet: Se, Alteret skal revne, så Asken
      derpå vælter ud!"
  4.  Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand råbte mod Alteret i
      Betel, rakte Jeroboam sin Hånd ud fra Alteret og sagde: "Grib
      ham!" Men Hånden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kunde
      ikke tage den til sig igen;
  5.  og Alteret revnede, så Asken væltede ud fra Alteret - det Tegn,
      den Guds Mand havde kundgjort med HERRENs Ord.
  6.  Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: "Bed dog
      HERREN din Gud om Nåde og gå i Forbøn for mig, at jeg kan tage
      Hånden til mig igen!" Og den Guds Mand bad HERREN om Nåde, og
      Kongen kunde tage Hånden til sig igen, og den var som før.
  7.  Derpå sagde Kongen til den Guds Mand: "Følg med mig hjem og
      vederkvæg dig, så vil jeg give dig en Gave!"
  8.  Men den Guds Mand svarede Kongen: "Om du så giver mig Halvdelen
      af dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise
      eller drikke på dette Sted;
  9.  thi det Bud har jeg fået med HERRENs Ord: Du må hverken spise
      eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den Vej, du kom!"
 10.  Derpå drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad den
      Vej, han var kommet til Betel.

 11.  Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom og
      fortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort i
      Betel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havde
      fortalt deres Fader det,
 12.  spurgte han dem: "Hvilken Vej gik han?" Og hans Sønner viste
      ham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, var
      gået.
 13.  Da sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da
      de havde sadlet Æselet, satte han sig op,
 14.  red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Han
      spurgte ham da: "Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?" Han
      svarede: "Ja!"
 15.  Så sagde han til ham: "Kom med mig hjem og få noget at spise!"
 16.  Men han svarede: "Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jeg
      kan hverken spise eller drikke sammen med dig på dette Sted,
 17.  thi der er sagt mig med HERRENs Ord: Du må hverken spise eller
      drikke der, og du må ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!"
 18.  Da sagde han til ham: "Også jeg er Profet som du, og en Engel
      har med HERRENs Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at
      han kan få noget at spise og drikke!" Men han løj for ham.
 19.  Så vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus.

 20.  Men medens de sad til Bords, kom HERRENs Ord til Profeten, der
      havde fået ham tilbage,
 21.  og han råbte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: "Så
      siger HERREN: Fordi du har været genstridig mod HERRENs Ord og
      ikke holdt det Bud, HERREN din Gud pålagde dig,
 22.  men vendte tilbage og spiste og drak på det Sted, hvor han
      sagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikke
      komme i dine Fædres Grav!"
 23.  Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham,
      og han gav sig på Hjemvjen.
 24.  Men en Løve kom imod ham på Vejen og dræbte ham. Og hans Lig lå
      henslængt på Vejen, og Æselet stod ved Siden af; også Løven stod
      ved Siden af Liget.
 25.  Og se, nogle Mænd kom der forbi og så Liget ligge henslængt på
      Vejen, og Løven stå ved Siden af, og de kom og fortalte det i
      Byen, hvor den gamle Profet boede;
 26.  og da Profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det,
      sagde han: "Det er den Guds Mand, som var genstridig mod HERRENs
      Ord; derfor har HERREN givet ham i Løvens Vold, og den har
      sønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, HERREN talede til
      ham!"
 27.  Derpå sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og
      da de havde gjort det,
 28.  red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt på vejen og
      Æselet og Løven stående ved Siden af, uden at Løven havde ædt
      Liget eller sønderrevet Æselet.
 29.  Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham på Æselet
      og førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jorde
      ham;
 30.  og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklage
      over ham og sagde: "Ak ve min Broder!"
 31.  Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: "Når jeg
      dør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i;
      ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kan
      blive skånet sammen md hans;
 32.  thi det Ord skal gå i Opfyldelse, som han med HERRENs Ord råbte
      mod Alteret i Betel og alle Offerhusene på Højene i Samarias
      Byer!"

 33.  Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd,
      men gjorde på ny alle Slags Folk til Præster på Højene, idet han
      indsatte enhver, der havde Lyst, til Præst på Højene.
 34.  Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blev
      tilintetgjort og udryddet af Jorden.



 14
  1.  Ved den Tid blev Jeroboams Søn Abija syg.
  2.  Da sagde Jeroboam til sin Hustru: "Tag og forklæd dig, så man
      ikke kan kende, at du er Jeroboams Hustru, og begiv dig til
      Silo, thi der bor Profeten Ahija, som kundgjorde mig, at jeg
      skulde blive Konge over dette Folk;
  3.  tag ti Brød, noget Bagværk og en Krukke Honning med og henvend
      dig til ham, så vil han sige dig, hvorledes det skal gå
      Drengen!"
  4.  Jeroboams Hustru gjorde nu således; hun begav sig til Silo og
      gik ind i Ahijas Hus. Ahija kunde ikke se, da hans Øjne var
      sløve af Alderdom;
  5.  men HERREN havde sagt til Ahija: "Se, Jeroboams Hustru kommer
      til dig for at høre sig for hos dig angående sin Søn, da han er
      syg; det og det skal du svare hende; men når hun kommer, er hun
      forklædt."
  6.  Da nu Ahija hørte Lyden af hendes Trin, som hun gik ind ad
      Døren, sagde han: "Kom kun ind, Jeroboams Hustru! Hvorfor er du
      forklædt? Mig er det pålagt at bringe dig en tung Tidende.
  7.  Gå hen og sig til Jeroboam: Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg
      ophøjede dig af Folkets Midte og gjorde dig til Fyrste over mit
      Folk Israel
  8.  og rev Riget fra Davids Hus og gav dig det; dog har du ikke
      været som min Tjener David, der holdt mine Bud og fulgte mig af
      hele sit Hjerte og kun gjorde, hvad der er ret i mine Øjne,
  9.  men du har handlet værre end alle dine Forgængere; du gik hen og
      krænkede mig og gjorde dig andre Guder og støbte Billeder, men
      mig kastede du bag din Ryg;
 10.  se, derfor vil jeg bringe Ulykke over Jeroboams Hus og udrydde
      hvert mandligt Væsen, hver og en af Jeroboams Slægt i Israel, og
      jeg vil feje Jeroboams Hus bort, som man fejer Skarn bort, til
      der ikke er Spor tilbage!
 11.  Den af Jeroboams Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og
      den, som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde, thi det er
      HERREN, der har talet!
 12.  Men gå nu hjem! Når din Fod betræder Byen, skal Barnet dø;
 13.  og hele Israel skal holde Dødeklage over ham og jorde ham, thi
      han er den eneste af Jeroboams Slægt, der skal komme i en Grav;
      thi hos ham fandtes dog noget, der vandt HERREN Israels Guds
      Behag inden for Jeroboams Slægt.
 14.  Men HERREN vil oprejse sig en Konge over Israel, der skal
      udrydde Jeroboams Hus på den Dag.
 15.  Men også siden vil HERREN slå Israel, så at de svajer hid og did
      som Sivet i Vandet, og rykke Israel op fra dette herlige Land,
      som han gav deres Fædre, og sprede dem hinsides Floden, fordi de
      har lavet sig Asjerastøtter og krænket HERREN;
 16.  og han vil give Israel til Pris for de Synders Skyld, Jeroboam
      har begået og forledt Israel til."
 17.  Da gav Jeroboams Hustru sig på Vej og kom til Tirza; og da hun
      betrådte Husets Tærskel, døde Drengen;
 18.  og man jordede ham, og hele Israel holdt Dødeklage over ham
      efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener, Profeten
      Ahija.

 19.  Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, hvorledes han førte
      Krig, og hvorledes han herskede står jo optegnet i Israels
      kongers Krønike.
 20.  Jeroboams Regeringstid udgjorde to og tyve År. Så lagde han sig
      til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Nadab blev Konge i hans
      Sted.

 21.  Rehabeam, Salomos Søn, blev Kongei Juda. Rehabeam var een og
      fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten
      År i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle Israels
      Stammer for der at stedfæste sit Navn.  Hans Moder var en
      ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama.
 22.  Og Juda gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og med de
      Synder, de begik, vakte de hans Nidkærhed, mere end deres Fædre
      havde gjort.
 23.  Også de byggede sig Offerhøje, Stenstøtter og Asjerastøtter på
      alle høje Steder og under alle grønne Træer;
 24.  ja, der var endog Mandsskøger i Landet. De øvede alle de
      Vederstyggeligheder, som var begået af de Folk, HERREN havde
      drevet bort foran Israeliterne.

 25.  Men i Kong Rebabeams femte Regeringsår drog Ægypterkongen
      Sjisjak op imod Jerusalem
 26.  og tog Skattene i HERRENs Hus og i Kongens Palads; alt tog han,
      også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave.
 27.  Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i
      Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved
      Indgangen til Kongens Palads;
 28.  og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, bentede Livvagten
      dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.

 29.  Hvad der ellers er at fortælle om Rehabeam, alt, hvad han
      gjorde, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
 30.  Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden.
 31.  Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet
      hos sine Fædre i Davidsbyen. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde
      ved Navn Na'ama. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.



 15
  1.  I Kong Jeroboams, Nebats Søns, attende Regeringsår blev Abija
      Konge over Juda.
  2.  Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en
      datter af Absalom.
  3.  Han vandrede i alle de Synder, hans Fader havde begået før ham,
      og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som hans Fader
      Davids.
  4.  Men for Davids Skyld lod HERREN hans Gud ham få en Lampe i
      Jerusalem, idet han ophøjede hans Sønner efter ham og lod
      Jerusalem bestå,
  5.  fordi David havde gjort, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og
      ikke, så længe han levede, var veget fra noget af, hvad han
      havde pålagt ham, undtagen over for Hetiten Urias.
  6.  (Rehabeam lå i Krig med Jeroboam, så længe han levede).

  7.  Hvad der ellers er at fortælle om Abija, alt, hvad han gjorde,
      står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. Abija og Jeroboam lå i
      Krig med hinanden.
  8.  Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
      i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted.

  9.  I Kong Jeroboam af Israels tyvende Regeringsår blev Asa Konge
      over Juda,
 10.  og han herskede een og fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
      Ma'aka og var en Datter af Absalom.
 11.  Asa gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader
      David;
 12.  han jog Mandsskøgerne ud af Landet og fjernede alle
      Afgudsbillederne, som hans Fædre havde ladet lave.
 13.  Han fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde,
      fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for
      Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde i
      Kedrons Dal.
 14.  Vel forsvandt Offerhøjene ikke, men alligevel var Asas Hjerte
      helt med HERREN, så længe han levede.
 15.  Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i HERRENs
      Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.

 16.  Asa og Kong Basja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe de
      levede.
 17.  Kong Basja af Israel drog op imod Juda og befæstede Rama for at
      hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
 18.  Da tog Asa alt det Sølv og Guld, der var tilbage i Skatkamrene i
      HERRENs Hus og i Kongens Palads, overgav det til sine Folk og
      sendte dem til Kong Benhadad af Aram, en Søn af Hezjons Søn
      Tabrimmon, som boede i Damaskus, idet han lod sige:
 19.  "Der består en Pagt mellem mig og dig, mellem min Fader og din
      Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor
      din Pagt med Kong Basja af Israel, så at han nødes til at drage
      bort fra mig!"
 20.  Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere
      mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma'aka og hele
      Kinnerot tillige med hele Naftalis Land.
 21.  Da Basja hørte det, opgav han at befæste Rama og vendte tilbage
      til Tirza.
 22.  Men Kong Asa stævnede hver eneste Mand i hele Juda sammen, og de
      førte Stenene og Træværket bort, som Basja havde brugt ved
      Befæstningen af Rama; dermed befæstede Kong Asa så Geba i
      Benjamin og Mizpa.

 23.  Hvad der ellers er at fortælle om Asa, alle hans Heltegerninger,
      alt, hvad han gjorde, og de Byer, han befæstede, står jo
      optegnet i Judas Kongers Krønike. I øvrig led han i sin Alderdom
      af en Sygdom i Fødderne.
 24.  Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
      sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Josafat blev Konge
      i hans Sted.

 25.  Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas
      andet Regeringsår, og han herskede to År over Israel.
 26.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
      Faders Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til.
 27.  Da stiftede Basja, Ahijas Søn af Issakars Hus, en
      Sammensværgelse imod ham, og Basja huggede ham ned ved Gibbeton,
      der tilhørte Filisterne, medens Nadab og hele Israel belejrede
      Byen.
 28.  Basja dræbte ham i Kong Asa af Judas tredje Regeringsår og blev
      Konge i hans Sted;
 29.  nu da han var blevet Konge, lod han hele Jeroboams Hus nedhugge,
      idet han ikke skånede en eneste Sjæl af Jeroboams Slægt, men
      udryddede dem efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener
      Ahija fra Silo,
 30.  for de Synders Skyld, Jeroboam havde begået og forledt Israel
      til, for den Krænkelse, han havde tilføjet HERREN, Israels Gud.

 31.  Hvad der ellers er at fortælle om Nadab, alt, hvad han gjorde,
      står jo optegnet i Israels Kongers Krønike
 32.  ( Asa og kong Ba'sja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe
      de levede.)

 33.  I Kong Asa af Judas tredje Regeringsår blev Basja, Ahijas Søn,
      Konge over hele Israel, og han herskede tre og tyve År i Tirza.
 34.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i
      Jeroboams Spor og de Synder, han havde forledt Israel til.



 16
  1.  Men til Jehu, Hananis Søn, kom HERRENs ord mod Ba'sja således:
  2.  "Jeg ophøjede dig af Støvet og gjorde dig til Fyrste over mit
      Folk Israel, dog har du vandret i Jeroboams Spor og forledt mit
      Folk Israel til Synd, så de krænker mig ved deres Synder;
  3.  se, derfor vil jeg nu feje Basja og hans Hus bort og gøre det
      samme ved dit Hus, som jeg gjorde ved Jeroboams, Nebats Søns,
      Hus;
  4.  den af Basjas Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den,
      som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"

  5.  Hvad der ellers er at fortælle om Ba'sja, hvad han gjorde, og
      hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
  6.  Så lagde Ba'sja sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
      Tirza; og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted.

  7.  Desuden kom HERRENs Ord ved Profeten Jehu, Hananis Søn, mod
      Ba'sja og hans Hus både på Grund af alt det, han havde gjort,
      som var ondt i HERRENs Øjne, idet han krænkede ham ved sine
      Hænders Værk og efterlignede Jeroboams Hus, og tillige fordi han
      lod dette nedhugge.

  8.  I Kong Asa af Judas seks og tyvende Regeringsår blev Ela,
      Ba'sjas Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i Tirza.
  9.  Så stiftede en af hans Mænd, Zimri, der var Fører for den ene
      Halvdel af Stridsvognene, en Sammensværgelse imod ham; og
      engang, da han i Tirza var beruset ved et Drikkelag i sin
      Paladsøverste Arzas Hus,
 10.  trængte Zimri ind og slog ham ihjel - i Kong Asa af Judas syv og
      tyvende Regeringsår - og blev Konge i hans Sted.
 11.  Da han var blevet Konge og havde besteget Tronen, lod han hele
      Basjas Hus dræbe uden at levne et mandligt Væsen og tillige hans
      nærmeste Slægtninge og Venner;
 12.  således udryddede Zimri hele Ba'sjas Hus efter det Ord, HERREN
      havde talet til Basja ved Profeten Jehu,
 13.  for alle de Synders Skyld, som Ba'sja og hans Søn Ela havde
      begået og forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels
      Gud, ved deres Afguder.

 14.  Hvad der ellers er af fortælle om Ela, alt, hvad han gjorde,
      står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

 15.  I Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsår blev Zimri Konge,
      og han herskede syv Dage i Tirza. Hæren var på det Tidspunkt ved
      at belejre Gibbeton, som tilhørte Filisterne;
 16.  og da nu Hæren under Belejringen hørte, at Zimri havde sfiftet
      en Sammensværgelse mod Kongen og endda dræbt ham, udråbte hele
      Israel samme Dag i Lejren Omri, Israels Hærfører, til Konge.
 17.  Derpå hrød Omri op med hele Israel fra Gibbeton og begyndte at
      belejre Tirza;
 18.  og da Zimri så at Byen var taget, begav han sig ind i Kongens
      Palads og stak det i Brand over sig; således døde han
 19.  for de Synders Skyld, han havde begået, idet han gjorde, hvad
      der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og i
      de Synder, han havde begået, da han forledte Israel til at
      synde.

 20.  Hvad der ellers er at fortælle om Zimri og den Sammensværgelse,
      han stiftede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

 21.  Ved den Tid delte Israels Folk sig, idet den ene Halvdel
      slutfede sig fil Tibni, Ginats Søn, og udråbte ham til Konge,
      medens den anden sluttede sig til Omri.
 22.  Men den Del af Folket, der sluttede sig til Omri, fik Overtaget
      over dem, der sluttede sig til Tibni, Ginats Søn, og da Tibni
      døde ved den Tid, blev Omri Konge.

 23.  I Kong Asa af Judas een og tredivte Regeringsår blev Omri Konge
      over Israel, og han herskede tolv År. Først herskede han seks År
      i Tirza;
 24.  men siden købte han Samarias Bjerg af Semer for to Talenter Sølv
      og byggede på Bjerget en By, som han efter Semer, Bjergets Ejer,
      kaldte Samaria.
 25.  Omri gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og handlede endnu
      værre end alle hans Forgængere;
 26.  han vandrede helt i Jeroboams, Nebats Søns, Spor og i de Synder,
      han havde forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels
      Gud, ved deres Afguder.

 27.  Hvad der ellers er at fortælle om Omri, alt, hvad han gjorde, og
      de Heltegerninger, han udførte, står jo optegnet i Israels
      Kongers Krønike.
 28.  Så lagde Omri sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
      Samaria; og hans Søn Akab blev Konge i hans Sted.

 29.  Akab, Omris Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas otte
      og tredivte Regeringsår, og Akab, Omris Søn, herskede to og tyve
      År over Israel i Samaria.
 30.  Akab, Omris Søn, gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, i
      højere Grad end alle hans Forgængere.
 31.  Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams,
      Nebats Søns, Synder, ægtede han oven i Købet Jesabel, en Datter
      af Zidoniemes Konge Etba'al, og gik hen og dyrkede Ba'al og
      tilbad ham.
 32.  Han rejste Ba'al et Alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge i
      Samaria.
 33.  Og Akab lavede Asjerastøtten og gjorde endnu flere Ting, hvorved
      han krænkede HERREN, Israels Gud, værre end de Konger, der havde
      hersket før ham i Israel. -

 34.  I hans Dage genopbyggede Beteliten Hiel Jeriko; efter det Ord,
      HERREN havde taleted Josua, Nuns Søn, kostede det ham hans
      førstefødte Abiram at lægge Grunden og hans yngste Søn Seguh at
      sætte dens Portfløje ind.



 17
  1.  Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt
      HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de
      kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit
      udtrykkelige Bud!"

  2.  Derpå kom HERRENs Ord til ham således:
  3.  "Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved
      Bækken Krit østen for Jordan;
  4.  du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for
      Føde til dig der."
  5.  Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Bolig
      ved Bækken Krit østen for Jordan;
  6.  og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han
      drak af Bækken.

  7.  Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn
      faldt i Landet.
  8.  Da kom HERRENs Ord til ham således:
  9.  "Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der;
      se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig."
 10.  Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik
      han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til
      hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!"
 11.  Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tag
      også et Stykke Brød med til mig!"
 12.  Men hun svarede: "Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke
      Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken;
      jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem
      og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må
      vi dø!"
 13.  Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du
      siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig
      det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!
 14.  Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive
      tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN
      sender Regn over Jorden!"
 15.  Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og
      hendes Søn havde noget at spise en Tid lang.
 16.  Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter
      det Ord HERREN havde talet ved Elias.

 17.  Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og
      hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv
      i ham.
 18.  Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds
      Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde
      min Søns Død?"
 19.  Men han svarede hende: "Lad mig få din Søn!" Og han tog ham fra
      hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og
      lagde ham på sin Seng.
 20.  Så råbte han til HERREN: "HERRE min Gud, vil du virkelig handle
      så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes
      Søn dø?"
 21.  Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til
      HERREN: "HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!"
 22.  Og HERREN hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så
      han blev levende.
 23.  Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned i
      Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: "Se, din Søn
      lever!"
 24.  Da sagde Kvinden til Elias: "Nu ved jeg vist, at du er en Guds
      Mand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed."



 18
  1.  Lang Tid efter, i det tredie År, kom HERRENs ord således: "Gå
      hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!"
  2.  Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. Da
      Hungersnøden blev trykkende i Samaria,
  3.  kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand,
      der alvorligt frygtede HERREN,
  4.  og dengang Jesabel lod HERRENs Profeter udrydde, tog han og
      skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
      halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
      dem.
  5.  Akab sagde nu til Obadja: "Kom, lad os drage rundt i Landet til
      alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs,
      at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at
      dræbe noget af Dyrene!"
  6.  Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig,
      således at Akab og Obadja drog hver sin Vej.

  7.  Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde;
      Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: "Er det
      dig, min Herre Elias?"
  8.  Han svarede: "Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, at
      Elias er her!"
  9.  Men han sagde: "Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give
      din Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel?
 10.  Så sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige,
      min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev
      der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på,
      at de ikke havde fundet dig.
 11.  Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, at
      Elias er her!
 12.  Hvis nu HERRENs Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til
      et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab,
      og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog
      frygtet HERREN fra Ungdommen af!
 13.  Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da
      Jesabel lod HERRENs Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte
      hundrede af HERRENs Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
      halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
      dem?
 14.  Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at
      Elias er her - han lader mig dræbe!"
 15.  Da sagde Elias: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis
      Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham."

 16.  Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i
      Møde.
 17.  Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du,
      som bringer Ulykke over Israel!"
 18.  Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over
      Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og
      holder eder til Ba'alerne!
 19.  Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels
      Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter,
      som spiser ved Jesabels Bord!"

 20.  Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede
      Profeterne på Karmels Bjerg.
 21.  Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil I
      blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold eder
      til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folket
      svarede ham ikke et Ord.
 22.  Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af HERRENs
      Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand;
 23.  lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge
      den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge
      til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at
      tænde Ild.
 24.  Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENs
      Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folket
      sagde: "Det Forslag er godt!"
 25.  Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr og
      lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds
      Navn, men I må ikke tænde Ild!"
 26.  Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra
      Morgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke en
      Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende
      omkring det Alter, de havde opført.
 27.  Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I må
      råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker
      eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn
      og må først vågne!"
 28.  Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres
      Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem.
 29.  Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede
      lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes,
      ingen svarede, og ingen agtede derpå.

 30.  Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da alt
      Folket var kommet hen til ham, satte han HERRENs nedbrudte Alter
      i Stand.
 31.  Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners
      Stammer, han, til hvem HERRENs Ord lød: "Israel skal dit Navn!"
 32.  Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENs Navn og gravede
      rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land.
 33.  Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og
      lagde den på Brændet.
 34.  Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over
      Brændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han:
      "Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han:
      "Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang.
 35.  Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med
      Vand.
 36.  Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde:
      "HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at
      dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt
      dette på dit Ord!
 37.  Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk må kende, at du HERRE
      er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig"
 38.  Da for HERRENs Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og
      Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort.
 39.  Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "HERREN
      er Gud, HERREN er Gud!"
 40.  Men Elias sagde til dem: "Grib Ba'als Profeter, lad ingen af dem
      slippe bort!" Og de greb dem, og Elias førte dem ned til
      Kisjonbækken og dræbte dem der.

 41.  Derpå sagde Elias til Akab: "Gå op og spis og drik, thi der
      høres Susen af Regn."
 42.  Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op på
      Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene.
 43.  Så sagde han til sin Tjener: "Gå op og se ud over Havet!" Og han
      gik op og så ud, men sagde: "Der er intet!" Syv Gange sagde han
      til ham: "Gå derop igen!" Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage.
 44.  Men syvende Gang sagde han: "Nu stiger der en lille Sky op af
      Havet, så stor som en Mands Hånd!" Da sagde Elias: "Gå hen og
      sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive
      opholdt af Regnen!"
 45.  Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt
      en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el;
 46.  men HERRENs Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænder
      og løb foran Akab lige til Jizre'el.



 19
  1.  Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, og
      hvorledes han havde ihjelslået alle Profeterne med Sværd,
  2.  og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: "Guderne
      ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgen
      ved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet med
      deres!"
  3.  Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit
      Liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjener
      blive
  4.  og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under en
      Gyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: "Nu er det nok,
      HERRE; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!"
  5.  Så lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engel
      rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!"
  6.  Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans Hoved havde
      hvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og han
      spiste og drak og lagde sig igen.
  7.  Men HERRENs Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: "Stå op
      og spis, ellers bliver Vejen dig for lang!"
  8.  Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Måltid
      vandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til Guds
      Bjerg Horeb.

  9.  Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød HERRENs Ord til
      ham: "Hvad er du her efter, Elias?"
 10.  Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,
      Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine
      Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med
      Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
 11.  Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for HERRENs Åsyn!"
      Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der
      sønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, men
      HERREN var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, men
      HERREN var ikke i Jordskælvet.
 12.  Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Men
      efter Ilden kom der en stille, sagte Susen,
 13.  og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik
      ud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød
      til ham: "Hvad er du her efter Elias?"
 14.  Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,
      Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine
      Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med
      Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
 15.  Da sagde HERREN til ham: "Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gå
      til Ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til Konge
      over Aram,
 16.  salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa,
      Sjafats Søn, fra Abel Mehola til Profet i dit Sted!
 17.  Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, der
      undslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe.
 18.  Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, der
      ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kysset
      ham."

 19.  Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at
      pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved
      det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe
      over ham.
 20.  Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad mig
      først kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Han
      svarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort
      ved dig!"
 21.  Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtede
      Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at
      spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde.



 20
  1.  Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive
      Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og
      indesluttede Samaria og belejrede det.
  2.  Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel
  3.  og lod sige til ham: "Således siger Benhadad: Dit Sølv og Guld
      er mit, men dine Hustruer og børn kan du beholde!"
  4.  Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt,
      hvad mit er, tilhører dig."
  5.  Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Således siger Benha
      dad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og
      dine Hustruer og Børn skal du give mig!
  6.  Så sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de
      skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og
      tage alt, hvad de lyster!"

  7.  Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Der
      ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig
      om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke
      nægtet ham!"
  8.  Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du må
      ikke give efter!"
  9.  Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen:
      Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men
      dette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendte
      Sendebudene tilbage.
 10.  Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme mig
      både med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår til
      at fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!"
 11.  Men Israels Konge lod svare: "Sig således: Den, der spænder
      Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!"
 12.  Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med
      Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!"
      Og de gjorde sig rede til at storme Byen.

 13.  Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Så
      siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se,
      jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg er
      HERREN!"
 14.  Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Så siger HERREN: Ved
      Fogedernes Folk!" Derpå spurgte han: "Hvem skal åbne Kampen?"
      Han svarede: "Du!"
 15.  Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter
      mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand.
 16.  Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de
      to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.
 17.  Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad
      og meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!"
 18.  Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller for
      at kæmpe, så grib dem levende!"
 19.  Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra
      Byen,
 20.  huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; og
      Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap
      til Hest sammen med nogle Ryttere.
 21.  Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til
      Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.

 22.  Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tag
      dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År drager
      Arams Konge op imod dig igen!"

 23.  Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er en
      Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi
      ikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem på
      Slettelandet!
 24.  Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i
      deres Sted
 25.  og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og
      lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem
      på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Og
      han fulgte deres Råd og handlede derefter.

 26.  Næste År mønstrede Benha dad Aramæeme og drog op til Atek for at
      kæmpe med Israel.
 27.  Også Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med
      Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig
      lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne
      oversvømmede Landet.
 28.  Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Så siger
      HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en
      Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din
      Hånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!"
 29.  De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen
      kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100.000
      Mand Fodfolk på een Dag.

 30.  De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren
      styrtede ned over dem, der var tilbage, 27000 Mand. Benhadad
      flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.
 31.  Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne over
      Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og
      Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil
      skåne dit Liv!"
 32.  Så bandt de Sæk om Lændeme og Reb om Hovederne og kom til
      Israels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!"
      Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!"
 33.  Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på
      Ordet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han:
      "Gå hen og hent ham!" Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham
      op i Vognen til sig.
 34.  Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader,
      vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige
      som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig
      fri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.

 35.  Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENs Ord til sin Fælle:
      "Slå mig!"  Men han vægrede sig derved.
 36.  Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENs
      Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da han
      gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham.
 37.  Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slå mig!" Og
      den anden slog ham og sårede ham.
 38.  Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, og
      gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.
 39.  Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: "Din Træl var draget med
      i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den
      Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit
      eget Liv eller bøde en Talent Sølv!
 40.  Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var
      han." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du har
      selv fældet den!"
 41.  Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte
      ham som en af Ptofeterne.
 42.  Og han sagde til ham: "Så siger HERREN: Fordi du gav Slip på den
      Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans
      Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!"
 43.  Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han
      kom til Samaria.



 21
  1.  Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård i
      Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads.
  2.  Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kan
      få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg
      vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den
      er værd, i rede Penge, om du foretrækker det."
  3.  Men Nabot svarede Akab: "HERREN bevare mig fra at overlade dig
      mine Fædres Arvelod!"
  4.  Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar,
      Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade dig
      mine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sit
      Ansigt bort og spiste ikke.
  5.  Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er du
      så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?"
  6.  Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overlad
      mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en
      anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede:
      Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!"
  7.  Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tiden
      er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal
      skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!"

  8.  Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og
      sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han
      boede imellem.
  9.  I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabot
      øverst blandt Folket
 10.  og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og
      sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten
      ham til Døde!"
 11.  Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By,
      gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som
      der stod i Brevet, hun havde sendt dem;
 12.  de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket;
 13.  og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede
      imod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud og
      Kongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til
      Døde.
 14.  Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!"
 15.  Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til
      Akab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som han
      vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke
      mere, han er død!"
 16.  Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned
      til Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.

 17.  Men HERRENs Ord kom til Tisjbiten Elias således:
 18.  "Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i
      Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse.
 19.  Og tal således til ham: Så siger HERREN: Har du myrdet og
      allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger HERREN:
      På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke
      dit!"
 20.  Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og han
      svarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv
      til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,
 21.  se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og
      udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i
      Israel;
 22.  jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus
      og Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og
      fordi du har forledt Israel til Synd.
 23.  Men også om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal æde
      Jesabel på Jizre'els Mark!
 24.  Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den,
      der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"

 25.  Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at
      gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, fordi hans Hustru Jesabel
      forledte ham dertil;
 26.  han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig til
      Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, HERREN drev bort
      foran Israeliterne.

 27.  Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om
      sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om.
 28.  Da kom HERRENs Ord til Tisjbiten Elias således:.
 29.  "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han
      ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans
      Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans
      Hus!"



 22
  1.  De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram
      og Israel.
  2.  Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels
      Konge.
  3.  Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i
      Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra
      Arams Konge!"
  4.  Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i
      Gilead?"  Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk
      som dit, mine Heste som dine!"

  5.  Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
      hvad HERREN siger!"
  6.  Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand,
      og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
      skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal HERREN
      give det i Kongens Hånd!"
  7.  Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af HERRENs Profe
      ter, vi kan spørge?
  8.  Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
      rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
      godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde:
      Således må Kongen ikke tale!"
  9.  Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig
      Mika, Jimlas Søn!"

 10.  Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
      deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
      Profeterne spåede foran dem.
 11.  Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
      siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
      tilintetgjort!
 12.  Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
      i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
      Kongens Hånd!"

 13.  Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se,
      Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
      nu som de og giv gunstigt Svar!
 14.  Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig,
      det vil jeg tale!
 15.  Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
      Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
      han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give
      det i Kongens Hånd!"
 16.  Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære
      dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
 17.  Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord
      uden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem
      vende tilbage i Fred, hver til sit!
 18.  Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
      aldrig spår mig godt, kun ondt!

 19.  Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
      sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
      ham;
 20.  og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder
      ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet;
 21.  men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde:
      Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
 22.  Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
      Profefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
      gør det!
 23.  Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine
      Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"

 24.  Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og,
      sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
      at tale til dig?"
 25.  Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra
      Kammer til Kammer for at skjule dig!"
 26.  Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon,
      Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj
 27.  og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
      ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
      tilbage!"
 28.  Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
      talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"

 29.  Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
      Gilead.
 30.  Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
      jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
      Konge forklædte sig og drog så i Kampen.
 31.  Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den
      Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden
      Israels Konge alene!"
 32.  Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
      sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Da
      gav Josafat sig til at råbe;
 33.  og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak
      de sig bort fra ham.

 34.  Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
      Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
      Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
 35.  Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig
      oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet
      fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.
 36.  Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjem
      til sin By og sit Land,
 37.  thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen
      der.
 38.  Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene
      hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN
      havde talet.

 39.  Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde,
      Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede,
      står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
 40.  Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja
      blev Konge i hans Sted.

 41.  Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels
      fjerde Regeringsår.
 42.  Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var
      en Datter af Sjilhi.
 43.  Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet
      han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
 44.  Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og
      tænde Offerild på Højene.
 45.  Og Josafat havde Fred med Israels Konge.

 46.  Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger,
      han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas
      Kongers Krønike.
 47.  De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas
      Tid, udryddede han af Landet.
 48.  På den Tid var der ingen Konge i Edom.
 49.  Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir
      efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved
      Ezjongeber.
 50.  Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle
      med hans; men Josafat afslog det.
 51.  Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
      sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i
      hans Sted.

 52.  Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong
      Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År
      over Israel.
 53.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
      Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor,
      han, som forledte Israel til at synde.
 54.  Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud,
      nøjagtigt som hans Fader havde gjort.