Anden Krønikebog


 1
  1.  Salomo, Davids Søn, fik sikret sig Magten, og HERREN hans Gud
      var med ham og gjorde ham overmåde mægtig.
  2.  Da tilsagde Salomo hele Israel, Tusind- og Hundredførerne,
      Dommerne og alle Israels Øverster, Fædrenehusenes Overhoveder,
  3.  og ledsaget af hele Forsamlingen drog han til Offerhøjen i
      Gibeon. Der stod Guds Åbenbaringstelt, som HERRENs Tjener Moses
      havde rejst i Ørkenen,
  4.  men Guds Ark havde David bragt op fra Kijat-Jearim til det Sted,
      han havde beredt den, idet han havde ladet rejse et Telt til den
      i Jerusalem.
  5.  Men Kobberalteret, som Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, havde
      lavet, stod der foran HERRENs Bolig, og der søgte Salomo og
      Forsamlingen ham.
  6.  Og Salomo ofrede der på Åbenbaringsteltets Kobberalter, som stod
      foran HERRENs Åsyn, han ofrede 1000 Brændofre derpå.

  7.  Samme Nat lod Gud sig til Syne for Salomo og sagde til ham:
      "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
  8.  Da sagde Salomo til Gud: "Du viste stor Miskundhed mod min Fader
      David, og du har gjort mig til Konge i hans Sted.
  9.  Så lad da, Gud HERRE, din Forjæftelse til min Fader David gå i
      Opfyldelse, thi du har gjort mig til Konge over et Folk, der er
      talrigt som Jordens Støv.
 10.  Giv mig derfor Visdom og Indsigt, så jeg kan færdes ret over for
      dette Folk, thi hvem kan dømme dette dit store Folk?"
 11.  Da sagde Gud til Salomo: "Fordi din Hu står til dette, og du
      ikke bad om Rigdom, Gods og Ære eller om dine Avindsmænds Liv,
      ej heller om et langt Liv, men om Visdom og Indsigt til at dømme
      mit Folk, som jeg gjorde dig til Konge over,
 12.  så skal du få Visdom og Indsigt; men jeg giver dig også Rigdom,
      Gods og Ære, så at ingen Konge før dig har haft Mage dertil. og
      ingen efter dig skal have det."
 13.  Derpå begav Salomo sig fra Offerhøjen i Gibeon, fra Pladsen
      foran Åbenbaringsteltet, til Jerusalem; og han herskede som
      Konge over Israel.

 14.  Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1400
      Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels
      hos sig i Jerusalem.
 15.  Kongen bragte det dertil, af Sølv og Guld i Jerusalem var lige
      så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
      Morbærfigentræ i Lavlandet.
 16.  Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens
      Handelsfolk købte dem i Kove.
 17.  De udførte en Vogn fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for
      150. Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkenes Hjælp til alle
      Hetiternes og Arams Konger.



 2
  1.  Salomo fik i Sinde at bygge et Hus for HERRENs Navn og et
      kongeligt Palads.
  2.  Salomo lod derfor udskrive 70.000 Mand til Lastdragere og 80.000
      Mand til Stenhuggere i Bjergene og 3600 til at føre Tilsyn med
      dem.
  3.  Og Salomo sendte Kong Huram af Tyrus følgende Bud: "Vær mod mig
      som mod min Fader David, hvem du sendte Cedertræ, for at han
      kunde bygge sig et Palads at bo i.
  4.  Se, jeg er ved at bygge HERREN min Guds Navn et Hus; det skal
      helliges ham, for at man kan brænde vellugtende Røgelse for hans
      Åsyn, altid have Skuebrødene fremme og ofre Brændofre hver
      Morgen og Aften, på Sabbaterne, Nymånedagene og HERREN vor Guds
      Højtider, som det til evig Tid påhviler Israel.
  5.  Huset, jeg vil bygge, skal være stort; thi vor Gud er større end
      alle Guder.
  6.  Hvem magter at bygge ham et Hus, når dog Himmelen og Himlenes
      Himle ikke kan rumme ham? Og hvem erjeg, at jeg skulde bygge ham
      et Hus, når det ikke var for at tænde Offerild for hans Åsyn!
  7.  Så send mig da en Mand, der har Forstand på at arbejde i
      Guld. Sølv, Kobber, Jern, rødt Purpur, Karmoisin og violet
      Purpur og forstår sig på Billedskærerarbejde, til at arbejde
      sammen med mine egne Mestre her i Juda og Jerusalem, dem, som
      min Fader antog;
  8.  og send mig Ceder- Cypres- og Algummimtræ fra Libanon, thi jeg
      ved at dine Folk forstår at fælde Libanons Træer; og mine Folk
      skal hjælpe dine;
  9.  men Træ må jeg have i Mængde, thi Huset, jeg vil bygge, skal
      være stort, det skal være et Underværk.
 10.  For Tømrerne, som fælder Træerne, vil jeg til Underhold for dine
      Folk give 20.000 Kor Hvede, 20.000 Kor Byg, 20.000 Bat Vin og
      20.000 Bat Olie."

 11.  Kong Huram af Tyrus svarede i et Brev, som han sendte Salomo:
      "Fordi HERREN elsker sit Folk, har han gjort dig til Konge over
      dem!"
 12.  Og Huram føjede til: "Lovet være HERREN, Israels Gud, som har
      skabt Himmelen og Jorden, at han har givet Kong David en viis
      Søn, der har Forstand og Indsigt til at bygge et Hus for HERREN
      og et kongeligt Palads.
 13.  Her sender jeg dig en kyndig og indsigtsfuld Mand, Huram-Abi;
 14.  han er Søn af en Kvinde fra Dan, men hans Fader er en Tyrier;
      han forstår at arbejde i Guld. Sølv, Kobber, Jern, Stem, Træ,
      rødt og violet Purpur, fint Linned og karmoisinfarvet Stof,
      forstår sig på al Slags Billedskærerarbejde og kan udtænke alle
      de Kunstværker, han sættes til; han skal arbejde sammen med dine
      og med min Herres, din Fader Davids, Mestre.
 15.  Min Herre skal derfor sende sine Trælle Hveden, Byggen, Vinen og
      Olien, han talte om;
 16.  så vil vi fælde så mange Træer på Libanon, som du har Brug for,
      og sende dig dem i Tømmerflåder på Havet til Jafo; men du må
      selv få dem op til Jerusalem."
 17.  Salomo lod da alle fremmede Mænd, der boede i Israels Land,
      tælle - allerede tidligere havde hans fader David ladet dem
      tælle - og de fandtes at udgøre 153.600.
 18.  Af dem gjorde han 70.000 til Lastdragere, 80.000 til Stenhuggere
      i Bjergene og 3.600 til Opsynsmænd til at lede Folkenes Arbejde.



 3
  1.  Derpå tog Salomo fat på at bygge HERRENs Hus i Jerusalem på
      Morija Bjerg, hvor HERREN havde ladet sig til Syne for hans
      Fader David, på det Sted, David havde beredt, på Jebusiten
      Ornans Tærskeplads.
  2.  Han tog fat på Byggearbejdet i den anden Måned i sit fjerde
      Regeringsår.
  3.  Målene på Grunden, som Salomo lagde ved Opførelsen af Guds Hus,
      var følgende: Længden var tresindstyve Alen efter gammelt Mål,
      Bredden tyve.
  4.  Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende
      til Templets Bredde, og tyve Alen høj; og han overtrak den
      indvendig med purt Guld.
  5.  Den store Hal dækkede han med Cyprestræ og overtrak den desuden
      med ægte Guld og prydede den med Palmer og Kranse.
  6.  Han smykkede Hallen med Ædelsten; og Guldet var Parvajimguld;
  7.  han overtrak Templet, Bjælkerne, Dørtærsklerne, Væggene og
      Dørfløjene med Guld og lod indgravere Keruber på Væggene.
  8.  Han byggede fremdeles det Allerhelligste; dets Længde på tværs
      af Templet var tyve Alen, dets Bredde tyve; og han overtrak det
      med ægte Guld til en Vægt af 600 Talenter.
  9.  Naglerne havde en Vægt af halvtredsindstyve Guldsekel; og
      Rummene på Taget overtrak han med Guld.

 10.  I det Allerhelligste satte han to Keruber i Billedskærerarbejde,
      og han overtrak dem med Guld.
 11.  Kerubernes Vinger målte tilsammen tyve Alen i Længden; den enes
      ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens ene Væg, medens den
      anden, fem Alen lang, rørte den andens Vinge;
 12.  og den anden Kerubs ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens
      modsatte Væg, medens den anden, fem Alen lang, nåede til den
      førsfe Kerubs Vinge.
 13.  Disse Kerubers Vinger mnålte i deres fulde Udstrækning tyve Alen
      og de stod oprejst med Ansigtet indad.

 14.  Tillige lavede han Forhænget af violet og rødt Purpur,
      karmoisinfarvet Stof og fint Linned og prvdede det med Keruber.

 15.  Foran Templet lavede han to Søjler. De var fem og tredive Alen
      høje, og Søjlehovedet oven på dem var fem Alen.
 16.  Så lavede han Kranse som en Halskæde og anbragte dem øverst på
      Søjlerne, og fremdeles lavede han l00 Granatæbler og satte dem
      på Kransene.
 17.  Disse Søjler rejste han foran Helligdommen, en til højre og en
      til venstre: den højre kaldte han Jakin, den venstre Boaz.



 4
  1.  Fremdeles lavede han et Kobberalter, tyve Alen bredt og ti Alen
      højt.

  2.  Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til
      Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i
      Omkreds.
  3.  Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende
      Prydelser, der omsluttede Havet helt rundt, tredive Alen; i to
      Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
  4.  Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod
      Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de
      vendte alle Bagkroppen indad.
  5.  Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et
      Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 3000 Bat.

  6.  Fremdeles lavede han ti Bækkener og satte fem til højre og fem
      til venstre, til Tvætning; i dem skyllede man, hvad der brugtes
      ved Brændofrene, medens Præsterne brugte Havet til at tvætle sig
      i.

  7.  Fremdeles lavede han de ti Guldlysestager, som de skulde væte,
      og satte dem i Helligdommen, fem til højre og fem til venstre.

  8.  Fremdeles lavede han ti Borde og satte dem i Helligdommen, fem
      til højre og fem til venstre; fillige lavede han 100 Skåle af
      Guld.

  9.  Fremdeles indrettede han Præsternes Forgård og den store Gård og
      Porte til Gården; Portfløjene overtrak han med Kobber.
 10.  Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre
      Hjørne.

 11.  Fremdeles lavede Huram Karrene, Skovlene og Skålene. Dermed var
      Huram færdig med sit Arbejde for Kong Salomo ved Guds Hus:
 12.  De to Søjler og de to kugleformede Søjlehoveder ovenpå, de to
      Fletværker til at dække de to, kugleformede Søjlehoveder på
      Søjlerne,

 13.  de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler
      til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder
      på de to Søjler,
 14.  de ti Stel med de ti Bækkener på,
 15.  Havet med de tolv Okser under.
 16.  Karrene, Skovlene og Skålene og alle de Ting, som hørte til,
      lavede Huram-Abi af blankt Kobber for Kong Salomo til HERRENs
      Hus.
 17.  I Jordandalen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem
      Sukkot og Zereda.
 18.  Salomo lod alle disse Ting lave i stor Mængde, thi Kobberet blev
      ikke vejet.

 19.  Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til Guds Hus, lave:
      Guldalteret, Bordene, som Skuebrødene lå på,
 20.  Lysestagerne med Lamperne, der skulde tændes på den foreskrevne
      Måde, foran Inderhallen, af purt Guld,
 21.  med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld, ja af det
      allerbedste Guld,
 22.  Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld og
      Dørhængslerne til Templet, til Inderdørene for det
      Allerltelligste og til Dørene for det Hellige, af Guld.



 5
  1.  Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var
      færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og
      Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i Guds Hus.

  2.  Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes
      Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen i
      Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
      er Zion.
  3.  Så samledes alle Israels Mænd hos Kongen på Højtiden i Etanim
      Måned, det er den syvende Måned.
  4.  Og alle Israels Ældste kom, og Leviterne har Arken.
  5.  Og de bragte Arken op tillige med Åbenbaringsteltett og alle de
      hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte
      dem op:
  6.  Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde
      givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
      meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
  7.  Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i
      Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under
      Kerubernes Vinger;
  8.  og Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken
      stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens
      Bærestænger.
  9.  Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det
      Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og
      de er der den Dag i Dag.
 10.  Der var ikke andet i Arken end de to Tavler, Moses havde lagt
      ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde sluttet
      med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
 11.  Da Præsteme derpå gik ud af Helligdommen - alle de Præster, der
      var til Stede, havde nemlig helliget sig uden Hensyn til
      Skifterne;
 12.  og alle de levitiske Sangere, Asaf, Heman og Jedutun tillige med
      deres Sønner og Brødre stod østen for Alteret i Klæder af fint
      Linned med Cymbler, Harper og Citre, og sammen med dem stod 120
      Præster, der blæste i Trompeter -
 13.  i samme Øjeblik som Trompetblæserne og Sangerne på een Gang
      stemte i for at love og prise HERREN og lod Trompeterne,
      Cymblerne og Musikinstrumenterne klinge og lovede HERREN med
      Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" -
      fyldte Skyen HERRENs Hus,
 14.  så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres
      Tjeneste, thi HERRENs Herlighed fyldte Guds Hus.



 6
  1.  Ved den Lejlighed sang Salomo: "HERREN har sagt, han vil bo i
      Mulmet!"
  2.  Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt
      kan dvæle.

  3.  Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels
      Forsamling, der imens stod op;
  4.  og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har
      fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han
      sagde:
  5.  Fra den Dag jeg førte mit Folk ud af Ægypten, har jeg ikke
      udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer, hvor man skulde
      bygge et Hus til Bolig for mit Navn, og jeg har ikke udvalgt
      nogen Mand til at være Hersker over mit Folk Israel;
  6.  men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David
      udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel.
  7.  Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds,
      Navn et Hus;
  8.  men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge
      mit Navn et Hus, er ret af dig;
  9.  dog skal ikke du bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din
      Lænd, skal bygge mit Navn det Hus.
 10.  Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min
      Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde,
      og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
 11.  og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN
      sluttede med Israeliterne."

 12.  Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alfer lige over for hele
      Israels Forsamling og udbredte Hænderne.
 13.  Salomo havde nemlig ladet lave en fem Alen lang, fem Alen bred
      og tre Alen høj Talerstol af Hobber og stillet den op midt i
      Gården; på den trådte han op og kastede sig på Knæ foran hele
      Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
 14.  og sagde: "HERRE, Israels Gud, der er ingen Gud som du i
      Himmelen og på Jorden, du, som holder fast ved din Pagt og din
      Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer
      for dit Åsyn,
 15.  du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David,
      og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
 16.  Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener,
      min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes
      dig for mit Åsyn til at sidde på Israels Trone, når kun dine
      Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre i min Lov, som du
      har vandret for mit Åsyn!
 17.  Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde
      din Tjener David!

 18.  Men kao Gud da virkelig bo blandt Menneskene på Jorden? Nej
      visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt
      mindre dette Hus, som jeg har bygget!
 19.  Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så
      du hører det Råb og den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn;
 20.  lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Dag og Nat, over det
      Sted, hvor du har sagt, du vilde stedfæste dit Navn, så du hører
      den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
 21.  Og hør den Bøn, dinjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod
      dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og
      tilgive!

 22.  Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader
      ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette
      Hus,
 23.  så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere
      imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans Gerning
      komme overhans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham
      efter hans Uskyld.

 24.  Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de
      synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit Navn og
      opsender Bønner og Begæringer for dit Åsyn i dette Hus,
 25.  så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og
      føre dem tilbage til det Land, du gav dem og deres Fædre.

 26.  Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod
      dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn
      og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
 27.  så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk
      Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og
      lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje.

 28.  Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der
      kommer Hornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden
      belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot
      indtræffer
 29.  enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit
      Folk Israel, når de føler deres Plage og Smerte og udbreder
      Hænderne mod dette Hus,
 30.  den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du
      gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du
      alene kender Menneskebørnenes Hjerter,
 31.  for at de må frygte dig og følge dine Veje, al den Tid de lever
      på den Jord, du gav vore Fædre.

 32.  Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men
      kommer fra et fjernt Land for dit store Navns, din stærke Hånds
      og din udstrakte Arms Skyld, når de kommer og beder, vendt mod
      dette Hus,
 33.  da børe du det i Himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter
      alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens
      Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit
      Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus,
      som jeg har bygget.

 34.  Når dit Folk drager i Krig mod sine Fjender, hvor du end sender
      dem hen, og de beder til dig, vendt mod den By, du har udvalgt,
      og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
 35.  så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres
      Ret.
 36.  Når de synder imod dig - thi der er intet Menneske, som ikke
      synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og
      Sejrherrerne fører dem fangne til et andet Land, det være sig
      fjernt eller nær,
 37.  og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og
      omvender sig og råber til dig i deres Landflygtigheds Land og
      siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
 38.  når de omvender sig til dig al hele deres Hjerte og af hele
      deres Sjæl i Sejrherrernes Land, som de bortførtes til, og de
      beder, vendt mod deres Land, som du gav deres Fædre, mod den By,
      du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn -
 39.  så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring
      og skaffe dem deres Ret, og du tilgive dit Folk, hvad de syndede
      imod dig!
 40.  Så lad da, min Gud, dine Øjne være åbne og dine Ører lytte til
      Bønnen, der bedes på dette Sted,
 41.  bryd op da, Gud HERRE, til dit Hvilested, du selv og din Vældes
      Ark! Dine Præster, Gud HERRE, være iklædt Frelse, dine fromme
      glæde sig ved dine Goder!
 42.  Gud HERRE, afvis ikke din Salvede, kom Nåden mod din Tjener
      David i Hu!"



 7
  1.  Da Salomo havde endt sin Bøn, for Ild ned fra Himmelen og
      fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og HERRENs Herlighed
      fyldte Templet,
  2.  og Præsterne kunde ikke gå ind i HERRENs Hus, fordi HERRENs
      Herlighed fyldte det.
  3.  Og da alle Israeliterne så Ilden og HERRENs Herlighed fare ned
      over Templet, kastede de sig på Knæ på Stenbroen med Ansigtet
      mod Jorden og filbad og lovede HERREN med Ordene "thi han er
      god, og hans Miskundhed varer evindelig!"

  4.  Kongen ofrede nu sammen med alt Folket Slagtofre for HEERRENs
      Åsyn.
  5.  Til Slagtofferet tog Kong Salomo 22.000 Stykker Hornkvæg og
      120.000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alt Folket
      Guds Hus.
  6.  Og Præsterne stod på deres Pladser, og Leviterne stød med
      HERRENs Musikinstrumenter, som Kong David havde ladet lave, for
      at love HERREN med Davids Lovsangs Ord "thi hans Miskundhed
      varer evindelig!" og Præsterne stod lige over for dem og blæste
      i trompeter, og hele Israel stod op:
  7.  Og Salomo helligede den mellemste Del af Forgården foran HERRENs
      Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene og Fedtstykkerne af
      Takofrene, da Kobberalteret, som Salomo havde ladet lave, ikke
      kunde rumme Brændofferet, Afgrødeoffret og Fedtstykkerne.

  8.  Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden sammen med hele
      Israel, en vældig Forsamling lige fra Egnen ved Hamat og til
      Ægyptens Bæk.
  9.  Ottendedagen holdt man festlig Samling, thi de fejrede Alterets
      Indvielse i syv Dage og Højtiden i syv.
 10.  Og på den tre og tyvende Dag i den syvende Måned lod han Folket
      gå hver til sit, glade og vel til Mode over den Godhed, HERREN
      havde vist sin Tjenet David og Salomo og sit Folk Israel.

 11.  Salomo var nu færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens
      Palads; og alt, hvad Salomo havde sat sig for at udføre ved
      HERRENs Hus og sit Palads, havde han lykkeligt ført igennem.
 12.  Da lod HERREN sig til Syne for Salomo om Natten og sagde til
      ham: "Jeg har hørt din Bøn og udvalgt mig dette Sted til
      Offersted.
 13.  Dersom jeg tillukker Himmelen, så Regnen udebliver, eller jeg
      opbyder Græshopperne til at æde Landet op, eller jeg sender Pest
      i mit Folk,
 14.  og mit Folk, som mit Navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og
      søger mit Åsyn og vender om fra deres onde Veje, så vil jeg høre
      det i Himmelen og tilgive deres Synd og læge deres Land,
 15.  Nu skal mine Øjne være åbne og mine Ører lytte til Bønnen, der
      bedes på dette Sted.
 16.  Og nu har jeg udvalgt og billiget dette Hus, for at mit Navn kan
      bo der til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der
      alle Dage.
 17.  Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David, så du gør
      alt, hvad.jeg har pålagt dig, og, holder mine Anordninger og
      Lovbud,
 18.  så vil jeg opretholde din Kongetrone, som jeg tilsagde din Fader
      David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til
      at herske over Israel.
 19.  Men hvis I vender eder bort og forlader mine Anordninger og Bud,
      som jeg har forelagt eder, og går hen og dyrker fremmede Guder
      og tilbeder dem,
 20.  så vil jeg rykke eder op fra mit Land, som jeg gav eder; og
      dette Hus, som jeg har belliget for mit Navn, vil jeg forkaste
      fra mit Åsyn og gøre det til Spot og Spe blandt alle Folk,
 21.  og dette Hus, som var så ophøjet, over det skal enhver, som
      kommer der forbi, blive slået af Rædsel. Og når man siger:
      Hvorfor har HERREN handlet således mod dette Land og dette Hus?
 22.  skal der svares: Fordi de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som
      førte dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og
      dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over
      dem!"



 8
  1.  Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på HERRENs
      Hus og sit Palads -
  2.  også de Byer, Huram afstod til Salomo, befæstede Salomo og lod
      Israeliterne bosætte sig i dem -
  3.  drog Salomo til Hamat-Zoba og indtog det.
  4.  Han befæstede også Tadmor i Ørkenen og alle de Forrådsbyer, han
      byggede i Hamat;
  5.  ligeledes genopbyggedehan Øvre og Nedre-Bet-Horon, så de blev
      Fæstninger med Mure, Porte og Portslåer,
  6.  ligeledes Ba'alat og alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og
      Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i
      Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige.

  7.  Alt, hvad der var tilbage af Hetiterne, Amoriterne,
      Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til
      Israeliterne,
  8.  deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som
      Israeliterne ikke havde tilintetgjort. dem udskrev Salomo til
      Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
  9.  Af Israeliterne derimod gjorde Salomo ingen til Arbejdstrælle
      for sig, men de var Krigsfolk, Hærførere og Vognkæmpere hos ham
      og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri.
 10.  Tallet på Kong Salomos Overfogeder var 250; de havde Tilsyn med
      Folkene.

 11.  Faraos Datter flyttede Salomo fra Davidsbyen ind i det Hus, han
      havde bygget til hende; thi han tænkte: "Jeg vil ikke have en
      Kvinde boende i Kong David af Israels Palads, thi bellige er de
      Steder, hvor HERRENs Ark kommer."

 12.  Nu ofrede Salomo Brændofre til HERREN på HERRENs Alter, som han
      Havde bygget foran Forhallen,
 13.  idet han ofrede, som det efter Moses's Bud hørte sig til hver
      enkelt Dag, på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne tre Gange
      om Året, de usyrede Brøds Højtid, Ugernes Højtid og Løvhytternes
      Højtid.
 14.  Og efter den Ordning, hans Fader David havde truffet, satte han
      Præsternes Skifter til deres Arbejde og Leviterne til deres
      Tjeneste, til at synge Lovsangen og gå Præsterne til Hånde efter
      hver Dags Behov, ligeledes Dørvogterne efter deres Skifter til
      at holde Vagt ved de enkelte Porte; thi således var den Guds
      Mand Davids Bud.
 15.  Og man fraveg ikke i mindste Måde Kongens Bud vedrørende
      Præsterne og Leviterne og Skatkamrene.

 16.  Således fuldendtes hele Salomos Værk, fra den Dag Grundvolden
      lagdes til HERRENs Hus, til Salomo var færdig med HERRENs Hus.

 17.  Ved den Tid drog Salomo til Ezjongeber og Elot ved Edoms Kyst;
 18.  og Huram sendte ham Folk med Skibe og befarne Søfolk, der sammen
      med Salomos Folk sejlede til Ofir, hvor de hentede 450 Talenter
      Guld, som de bragte Kong Salomo.



 9
  1.  Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun, for at prøve
      ham med Gåder, til Jerusalem med et såre stort Følge og med
      Kameler, der har Røgelse, Guld i Mængde og Ædelsten. Og da hun
      var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå
      hende på Hjerte.
  2.  Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst
      var skjult for Salomo, han gav hende Svar på alt.
  3.  Og da Dronningen at Saba så Salomos Visdom, Huset, han havde
      bygget,
  4.  Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, hans Tjeneres Optræden
      og deres Klæder, hans Mundskænke og deres Klæder og Brændofrene,
      han ofrede i HERRENs Hus, var hun ude af sig selv;
  5.  og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte
      sige om dig og din Visdom!
  6.  Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne
      Øjne; og se, ikke engang det halve af din store Visdom er mig
      fortalt, thi du overgår, hvad Rygtet sagde mig om dig!
  7.  Lykkelige dine Mænd, lykkelige dine Folk, som altid er om dig og
      hører din Visdom!
  8.  Lovet være HERREN din Gud, som fandt Behag i dig og satte dig på
      sin Trone som Konge for HERREN din Gud. Fordi din Gud elsker
      Israel og for at opretholde det evindeligt, satte han dig til
      Konge over dem, til at øve Ret og Retfærdighed!"

  9.  Derpå gav hun Kongen l20 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder
      og Ædelsten; og aldrig har der siden været så megen Røgelse i
      Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
 10.  Desuden bragte Hurams og Salomos Folk, som hentede Guld i Ofir,
      Algummimtræ og Ædelsten;
 11.  og af Algummimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og
      Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne; og Mage
      dertil var ikke tidligere set i Judas Land.
 12.  Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og
      bad om, langt ud over hvad hun bragte til Kongen. Derpå vendte
      hun med sit Følge tilbage til sit Land.

 13.  Vægten af det Guld, som i eet År indførtes af Salomo, udgjorde
      666 Guldtalenter,
 14.  deri ikke medregnet hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne
      Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og
      Landets Statholdere, som bragte Salomo Guld og Sølv.
 15.  Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
 16.  og 300 mindre Guldskjolde, hvert på 300 Sekel Guld; dem lod
      Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
 17.  Fremdeles lod Kongen lave en stor, Elfenbenstrone, overtrukket
      mned lutret Guld.
 18.  Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der et Latn af Guld;
      på begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to
      Løver;
 19.  tillige stod der tolv Løver på de seks Trin, seks på hver
      Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
 20.  Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i
      Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i
      Kong Salomos Dage.
 21.  Kongen havde nemlig Skibe, det sejlede på Tarsis med Hurams
      Folk; og een Gang hverttredje År kom Tarsisskibene, ladet med
      Guld, Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.

 22.  Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
 23.  Alle Jordens Konger søgte hen til Salomo for at høre den Visdom,
      Gud havde lagt i hans Hjerte;
 24.  og alle bragte de Gaver med: Sølv- og Guldsager, Klæder, Våben,
      Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År. Salomo
      havde 4000 Spand Heste og Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han
      dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem.
 26.  Han herskede over alle Konger fra Floden til Filisternes Land og
      Ægyptens Grænse.
 27.  Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så
      almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
      Morbærfigentræ i Lavlandet.
 28.  Der indførtes Heste til Salomo fra Mizrajim og fra alle Lande.
 29.  Salomos øvrige Historie fra først til sidst findes optegnet i
      Profeten Natans Krønike, Siloniten Ahijas Profeti og Seeren
      Jedos Syn om Jeroboam, Nebats Søn.
 30.  Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel i fyrretyve År.
 31.  Derpå lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
      sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans
      Sted.



 10
  1.  Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet
      for at hylde ham som Konge.
  2.  Men da Jeroboam, Nebats Søn, der opholdt sig i Ægypten, hvorhen
      han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys derom, vendte han hjem
      fra Ægypten.
  3.  Man sendte da Bud og lod ham kalde. Og Jeroboam kom. Da sagde
      hele Israel til Rehabeam:
  4.  "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde
      Arbejde for os, som din Fader krævede, og det tunge Åg, han
      lagde på os, så vil vi tjene dig!"
  5.  Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!"
      Så gik Folket.

  6.  Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i
      hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:
      "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
  7.  De svarede: "Hvis du i Dag vil være venlig mod dette Folk og
      føje dem og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for
      bestandig!"
  8.  Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte
      han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i
      hans Tjeneste,
  9.  og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som
      kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på
      dem?"
 10.  De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:
      "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader
      lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du
      svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
 11.  Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget
      tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte
      eder med Skorpioner!"

 12.  Da Jeroboam og alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som
      Kongen havde sagt,
 13.  gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles
      Råd
 14.  sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et
      tungt Åg på eder, vil jeg gøre det tungere; har min Fader tugtet
      eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
 15.  Kongen hørte ikke på Folket, thi Gud føjede det således for at
      opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til
      Jerøboam, Nebats Søn.
 16.  Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav
      Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen
      Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
      eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
 17.  Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam
      Konge.

 18.  Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med
      Hoveriarbejdet, ud til dem, men Israeliterne stenede ham til
      Døde. Da steg Kong Rehabeam i største Hast op på sin Stridsvogn
      og flygtede til Jerusalem.
 19.  Så brød Israel med Davids Hus, og således er det den Dag i Dag.



 11
  1.  Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas og
      Benjamins Hus, 180.000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre
      Krig med Israel og vinde Kongedømmet tilbage til Rehabeam.
  2.  Men da kom HERRENs Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
  3.  "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Israel i
      Juda og Benjamin:
  4.  Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre;
      vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg
      tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage og drog
      ikke mod Jeroboam.

  5.  Rehabeam boede så i Jerusalem, og han befæstede flere Byer i
      Juda.
  6.  Således befæstede han Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko,
      Adullam,
  8.  Gat, Maresj a, Zif,
  9.  Adorajim, Lakisj, Azeka,
 10.  Zor'a, Ajjalon og Hebron, alle i Juda og Benjamin;
 11.  og han gjorde Fæstningerne stærke, indsatte Befalingsmænd i dem
      og forsynede dem med Forråd af Levnedsmidler, Olie og Vin
 12.  og hver enkelt By med Skjolde og Spyd og gjorde dem således
      meget stærke.  Ham tilhørte Juda og Benjamin.

 13.  Præsterne og Leviterne i hele Israel kom alle Vegne fra, hvor de
      boede, og stillede sig til hans Tjeneste;
 14.  thi Leviterne forlod deres Græsmarker og Ejendom og begav sig
      til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam og hans Sønner afsatte dem
      fra Stillingen som HERRENs Præster,
 15.  idet han indsatte sig Præster for Offerhøjene og Bukketroldene
      og Tyrekalvene, som han, havde ladet lave.
 16.  Og i Følge med Leviterne kom fra alle Israels Stammer de, hvis
      Hjerte var vendt til at søge HERREN, Israels Gud, til Jerusalem
      for at ofre til HERREN, deres Fædres Gud;
 17.  og de styrkede Juda Rige og hævdede Rehabeams, Salomos Søns,
      Magt i et Tidsrum af tre År. Thi i tre År fulgte han Davids og
      Salomos Veje.

 18.  Rehabeam ægtede Mahalat; en Datter af Davids Søn Jerimot og
      Abihajil, en Datter af Eliab, Isajs Søn.
 19.  Hun fødte ham Sønnerne Je'usj, Sjemarja og Zaham.
 20.  Senere ægtede han Absaloms Datter Ma'aka, som fødte ham Abija,
      Attaj, Ziza og Sjelomit.
 21.  Rehabeam elskede Absaloms Datter Ma'aka højere end sine andre
      Hustruer og Medhustruer; han havde nemlig atten Hustruer og
      tresindstyve Medhustruer og avlede otte og tyve Sønner og
      tresindstyve Døtre.
 22.  Og Rehabeam satte Ma'akas Søn Abija til Overhoved, til Fyrste
      blandt hans Brødre; thi han havde i Sinde at gøre, ham til
      Konge;
 23.  og han fordelte klogelig alle sine Sønner rundt i alle Judas og
      Benjamins Landsdele og i alle de befæstede Byer og gav dem
      rigeligt Underhold og skaffede dem Hustruer.



 12
  1.  Men da Rehabeams Kongedømme var grundfæstet og hans Magt
      styrket, forlod han tillige med hele Israel HERRENs Lov.
  2.  Da drog i Kong Rehabeams femte Regeringsår Ægypterkongen Sjisjak
      op imod Jerusalem, fordi de havde været troløse mod HERREN,
  3.  med 1200 Stridsvogne og 60.000 Ryttere, og der var ikke Tal på
      Krigerne, der drog med ham fra Ægypten, Libyere, Sukkijiter og
      Ætiopere;
  4.  og efter at have indtaget Fæstningerne i Juda drog han mod
      Jerusalem.
  5.  Da kom Profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas Øverster, som var
      tyet sammen i Jerusalem for Sjisjak, og sagde til dem: "Så siger
      HERREN: I har forladt mig, derfor har jeg også forladt eder og
      givet eder i Sjisjaks Hånd!"
  6.  Da ydmygede Israels Øverster og Kongen sig og sagde: "HERREN er
      retfærdig!"
  7.  Og da HERREN så, at de havde ydmyget sig, kom HERRENs Ord til
      Sjemaja således: "De har ydmyget sig; derfor vil jeg ikke
      tilintetgøre dem, men frelse dem om ikke længe, og min Vrede
      skal ikke udgydes over Jerusalem ved Sjisjak;
  8.  men de skal komme til at stå under ham og lære at kende
      Forskellen mellem at tjene mig og at tjene Hedningemagterne!"

  9.  Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog Skattene i HERRENs Hus
      og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo
      havde ladet lave.
 10.  Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i
      Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved
      Indgangen til Kongens Palads;
 11.  og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, kom Livvagten og
      hentede dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
 12.  Men da han havde ydmyget sig, vendfe HERRENs Vrede sig fra ham,
      så han ikke helt tilintetgjorde ham; også i Juda var Forholdene
      gode.

 13.  Således styrkede Kong Rehabeam sin Magt i Jerusalem og blev ved
      at herske; thi Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han
      blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By,
      HERREN havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at
      stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn
      Na'ama.
 14.  Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte var ikke vendt
      til at søge HERREN.

 15.  Rehabeams Historie fra først til sidst står jo optegnet i
      Profeten Sjemajas og Seeren tddos Krønike. Rehabeam og Jeroboam
      lå i Krig med hinanden hele Tiden.
 16.  Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
      Davidsbyen. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.



 13
  1.  I Kong Jerobeams attende Regeringsår blev Abija Konge over Juda.
  2.  Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Mikaja og var
      Datter af Uriel fra Gibea. Abija og Jeroboam lå i Krig med
      hinanden.
  3.  Abija åbnede Krigen med en krigsdygtig Hær, 400.000 udsøgte
      Mænd, og Jeroboam mødte ham med 800.000 udsøgte Mænd, dygtige
      Krigere,
  4.  Da stillede Abija sig på Bjerget Zemarajim, der hører til
      Efraims Bjerge, og sagde: "Hør mig, Jeroboam og hele Israel!
  5.  Burde I ikke vide, at HERREN, Israels Gud, har givet David og
      hans Efterkommere Kongemagten over Israel til evig Tid ved en
      Saltpagt?
  6.  Men Jeroboam, Nebats Søn, Davids Søn Salomos Træl, rejste sig og
      gjorde Oprør mod sin Herre,
  7.  og dårlige Folk, Niddinger, samlede sig om ham og bød Rehabeam,
      Salomos Søn, Trods; og Rebabeam var ung og veg og kunde ikke
      hævde sig over for dem.
  8.  Og nu mener I at kunne hævde eder over for HERRENs Kongedømme i
      Davids Efterkommeres Hånd, fordi I er en stor Hob og på eders
      Side har de Guldkalve, Jeroboam lod lave eder til Guder!
  9.  Har I ikke drevet HERRENs Præster, Arons Sønner, og Leviterne
      bort og skaffet eder Præster på samme Måde som Hedningefolkene?
      Enhver, der kommer med en ung Tyr og syv Vædre for at indsættes,
      bliver Præst for Guder, der ikke er Guder!
 10.  Men vor Gud er HERREN, og vi har ikke forladt ham; de Præster,
      der tjener HERREN, er Arons Sønner og Leviterne udfører den
      øvrige Tjeneste;
 11.  de antænder hver Morgen og Aften Brændofre til HERREN og
      vellugtende Røgelse, lægger Skuebrødene til Rette på Guldbordet
      og tænder Guldlysestagen og dens Lamper Aften efter Aften, thi
      vi holder HERREN vor Guds Forskrifter, men l har forladt ham!
 12.  Se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster og
      Alarmtrompeterne, med hvilke der skal blæses til Kamp imod eder!
      Israeliter, indlad eder ikke i Kamp med HERREN, eders Fædres
      Gud, thi I får ikke Lykken med eder!"

 13.  Jeroboam lod imidlertid Bagholdet gøre en omgående Bevægelse for
      at komme i Ryggen på dem, og således havde Judæerne Hæren foran
      sig og Bagholdet i Ryggen.
 14.  Da Judæerne vendte sig om og så, at Angreb truede dem både
      forfra og bagfra, råbte de til HERREN, medens Præsterne blæste i
      Trompeterne.
 15.  Så udstødte Judæerne Krigsskriget, og da Judæerne udstødte
      Krigsskriget, slog Gud Jeroboam og hele Israel foran Abija og
      Juda.
 16.  Israeliterne flygtede for Judæerne, og Gud gav dem i deres Hånd;
 17.  og Abija og hans Folk tilføjede dem et stort Nederlag, så der af
      Israeliterne faldt 500.000 udsøgte Krigere.
 18.  Således ydmygedes Israeliterne den Gang, men Judæerne styrkedes,
      fordi de støttede sig til HERREN, deres Fædres Gud.
 19.  Og Abija forfulgte Jeroboam og fratog ham flere Byer, Betel med
      Småbyer, Jesjana med Småbyer og Efrajin med Småbyer.
 20.  Jeroboam kom ikke til Kræfter mere, så længe Abija levede; og
      HERREN slog ham, så han døde.
 21.  Men Abijas Magt voksede. Han ægtede fjorten Hustruer og avlede
      to og tyve Sønner og seksten Døtre.

 22.  Hvad der ellers er at fortælle om Abija, hans Færd og Ord, står
      jo optegnet i Profeten Iddos Udlægning".



 14
  1.  Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
      i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted. På hans
      Tid havde Landet Fred i ti År.
  2.  Asa gjorde, hvad der var godt og ret i HERREN hans Guds Øjne.
  3.  Han fjernede de fremmede Altre og Offerhøjene, sønderbrød
      Stenstøtterne og omhuggede Asjerastøtterne
  4.  og bød Judæerne søge HERREN, deres Fædres Gud, og holde Loven og
      Budet,
  5.  og han fjernede Offerhøjene og Solstøtterne fra alle Judas Byer,
      og Landet havde Fred, så længe han levede.
  6.  Han byggede Fæstninger i Juda, thi Landet havde Fred, og han
      havde ingen Krig i de År, thi HERREN lod ham have Ro.
  7.  Han sagde da til Judæerne: "Lad os befæste disse Byer og omgive
      dem med Mure og Tårne, Porte og Portslåer, medens vi endnu har
      Landet i vor Magt, thi vi har søgt HERREN vor Gud; vi har søgt
      ham, og han har ladet os have Ro til alle Sider!" Så byggede de,
      og Lykken stod dem bi.
  8.  Asa havde en Hær, af Juda 300.000 væbnet med Skjold og Spyd, og
      af Benjamin 280.000, der har Småskjolde og spændte Buer, alle
      sammen dygtige Krigere.

  9.  Men Kusjiten Zera drog ud imod dem med en Hær på 1.000.000 Mand
      og 300 Stridsvogne. Da han havde nået Maresja,
 10.  rykkede Asa ud imod ham, og de stillede sig op til Kamp i
      Zefatadalen ved Maresja.
 11.  Da råbte Asa til HERREN sin Gud: "HERRE, hos dig er der ingen
      Forskel på at hjælpe den, der har megen Kraft, og den, der ingen
      har; hjælp os, HERRE vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i
      dit Navn er vi draget mod denne Menneskemængde, HERRE, du er vor
      Gud, mod dig kan intet Menneske holde Stand."
 12.  Da slog HERREN Kusjiterne foran Asa og Judæerne, og Kusjiterne
      tog Flugten.
 13.  Asa og hans Folk forfulgte dem til Gerar, og alle Kusjiterne
      faldt, ingen reddede Livet, thi de knustes foran HERREN og hans
      Hær. Judæerne gjorde et umådeligt Bytte
 14.  og indtog alle Byerne i Omegnen af Gerar, thi en HERRENs Rædsel
      var kommet over dem, og de plyndrede alle Byerne, thi der var et
      stort Bytte i dem;
 15.  også indtog de Teltene til Kvæget og slæbte en Mængde Småkvæg og
      Kameler med sig; så vendte de tilbage til Jerusalem.



 15
  1.  Guds Ånd kom over Azarja, Odeds Søn,
  2.  og han trådte frem for Asa og sagde til ham: "Hør mig, Asa og
      hele Juda og Benjamin! HERREN er med eder, når I er med ham; og
      hvis I søger ham, lader han sig finde af eder, men forlader I
      ham, forlader han også eder!
  3.  I lange Tider var Israel uden sand Gud, uden Præster til at
      vejlede og uden Lov,
  4.  men i sin Trængsel omvendte det sig til HERREN, Israels Gud, og
      søgte ham, og han lod sig finde at dem.
  5.  I de Tider kunde ingen gå ud og ind i Fred, thi der var vild
      Rædsel over alle Landes Indbyggere;
  6.  Folk knustes mod Folk, By mod By, thi Gud bragte dem i vild
      Rædsel med alle mulige Trængsler.
  7.  Men I, vær frimodige og lad ikke Hænderne synke, thi der er Løn
      for eders Gerning."

  8.  Da Asa hørte de Ord og den Profeti, tog han Mod til sig og
      fjernede de væmmelige Guder fra hele Judas og Benjamins Land og
      fra de Byer, han havde indtaget i Efraims Bjerge; oghan byggede
      påny HERRENs Alter foran HERRENs Forhal.
  9.  Så samlede han hele Juda og Benjamin og de Folk fra Efraim,
      Manasse og Simeon, der boede som fremmede hos dem; thi en Mængde
      Israeliter var gået over til ham, da de så, at HERREN hans Gud
      var med ham.
 10.  De samledes i Jerusalem i den tredje Måned i Asas femtende
      Regeringsår
 11.  og ofrede den Dag HERREN Ofre af Byttet, de havde medbragt, 700
      Stykker Hornkvæg og 7000 Stykker Småkvæg.
 12.  Derpå sluttede de en Pagt om at søge HERREN, deres Fædres Gud,
      af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl;
 13.  og enhver, der ikke søgte HERREN, Israels Gud, skulde lide
      Døden, være sig lille eller stor, Mand eller Kvinde.
 14.  Det tilsvor de HERREN med høj Røst under Jubel og til Trompeters
      og Horns Klang,
 15.  Og hele Juda glædede sig over den Ed, thi de svor af hele deres
      Hjerte og søgte ham af hele deres Vilje; og han lod sig finde af
      dem og lod dem få Ro til alle Sider.

 16.  Kong Asa fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som
      Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til
      Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde,
      sønderknuse og brænde i Kedrons Dal.
 17.  Vel forsvandt Offerhøjene ikke af Israel, men alligevel var Asas
      Hjerte helt med HERREN, så længe han levede.
 18.  Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i Guds
      Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.



 16
 19.  Der var ikke Krige føer efter Asas fem og tredivte Regeringsår.
  1.  Men i Asas seks og tredivte Regeringsår drog Kong Ba'sja af
      Israel op imod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen af
      Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
  2.  Da tog Asa Sølv og Guld ud af Skatkamrene i HERRENs Hus og i
      Kongens Palads og sendte det til Kong Benhadad af Aram, som
      boede i Darmaskus, idet han lod sige:
  3.  "Der består en Pagt mellem mig og dig og mellem min Fader og din
      Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor
      din Pagt med Kong Ba'sja af Israel, så at han nødes til at drage
      bort fra mig!"
  4.  Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere
      mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Majim og
      Forrådshusene i Naftalis Byer.
  5.  Da Ba'sja hørte det, opgav han at befæste Rama og standsede
      Arbejdet.
  6.  Men Kong Asa tog hele Juda til at føre Stenene og Træværket, som
      Ba'sja havde brugt ved Befæstningen af Rama, bort, og han
      befæstede dermed Geba og Mizpa.

  7.  På den Tid kom Seeren Hanani til Kong Asa af Juda og sagde til
      ham: "Fordi du søgte Støtte hos Aramæerkongen og ikke hos HERREN
      din Gud, skal Aramæerkongens Hær slippe dig af Hænde!
  8.  Var ikke Kusjiterne og Libyerne en vældig Hær med en vældig
      Mængde Vogne og Ryttere? Men da du søgte Støtte hos HERREN, gav
      han dem i din Hånd!
  9.  Thi HERRENs Øjne skuer omkring på hele Jorden, og han viser sig
      stærk til at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham. I denne
      Sag har du handlet som en Dåre; thi fra nu af skal du altid
      ligge i Krig!"
 10.  Men Asa blev fortørnet på Seeren og satte ham i Huset med
      Blokken, thi han var blevet vred på ham derfor. Asa for også
      hårdt frem mod nogle af Folket på den Tid.

 11.  Asas Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om
      Judas og Israels Konger.
 12.  I sit ni og tredivte Regeringsår fik Asa en Sygdom i Fødderne,
      og Sygdommen blev meget alvorlig. Heller ikke under sin Sygdom
      søgte han dog HERREN, men Lægerne.
 13.  Så lagde Asa sig til Hvile bos sine Fædre og døde i sit een og
      fyrretyvende Regerings,år.
 14.  Man jordede ham i en Grav, han havde ladet sig udhugge i
      Davidsbyen, og lagde ham på et Leje, som man havde fyldt med
      vellugtende Urter og Stoffer, tillavet som Salve, og tændte et
      vældigt Bål til hans Ære.



 17
  1.  Hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted. Han styrkede sin
      Stilling over for Israel
  2.  ved at lægge Besætning i alle Judas befæstede Byer og indsætte
      Fogeder i Judas Land og de efraimitiske Byer, hans Fader Asa
      havde indtaget.
  3.  Og HERREN var med Josafat, thi han vandrede de Veje, hans Fader
      David til at begynde med havde vandret, og søgte ikke hen til
      Ba'alerne,
  4.  men til sin Faders Gud og fulgte hans Bud og gjorde ikke som
      Israel.
  5.  Derfor grundfæstede HERREN Kongedømmet i hans Hånd; og hele Juda
      bragte Josafat Gaver, så han vandt stor Rigdom og Ære.
  6.  Da voksede hans Mod til at vandre på HERRENs Veje, så han også
      udryddede Offerhøjene og Asjerastøtterne i Juda.

  7.  I sit tredje Regeringsår sendte han sine Øverster Benhajil,
      Obadja, Zekarja, Netan'el og Mika ud for at undevise i Judas
      Byer,
  8.  ledsaget af Leviterne Sjemaja, Netanja, Zebadja, Asa'el,
      Sjemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, Leviterne,
      og præsterne Elisjama og Joram.
  9.  De havde HERRENs Lovbog med sig og undeviste i Juda, og de drog
      rundt i alle Judas Byer og underviste Folket.

 10.  En HERRENs Rædsel kom over alle Lande og Riger rundt om Juda, så
      de ikke indlod sig i Krig med Josafat.
 11.  Fra Filisterne kom der Folk, som bragte Josafat Gaver og svarede
      Sølv i Skat; også Araberne bragte ham Småkvæg, 7700 Vædre og
      7700 Bukke.
 12.  Således gik det stadig fremad for Josafat, så han til sidst fik
      meget stor Magt; og han byggede Borge og Forrådsbyer i Juda,
 13.  og han havde store Forråd i Judas Byer og Krigsfolk, dygtige
      Krigere i Jerusalem.
 14.  Her følger en Fortegnelse over dem efter deres Fædrenehuse. Til
      Juda hørte følgende Tusindførere: Øversten Adna med 300.000
      dygtige Krigere;
 15.  ved Siden af ham Øversten Johanan med 280.000 Mand;
 16.  ved Siden af ham Amasja, Zikris Søn, der frivilligt gav sig i
      HERRENs Tjeneste, med 200.000 dygtige Krigere;
 17.  fra Benjamin var Eljada, en dygtig Koger, med 200.000 Mand,
      væbnet med Bue og Skjold;
 18.  ved Siden af ham Jozabad med 80.000 vel rustede Mand.
 19.  Disse stod i Kongens Tjeneste, og dertil kom de, som Kongen
      havde lagt i de befæstede Byer hele Juda over.



 18
  1.  Da Josafat havde vundet stor Rigdom og Hæder, besvogrede han sig
      med Akab.
  2.  Efter nogle Års Forløb drog han ned til Akab i Samaria, og Akab
      lod slagte en Mængde Småkvæg og Hornkvæg til ham og Folkene, han
      havde med sig; og så overtalte han ham til at drage op mod Ramot
      i Gilead.
  3.  Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil
      du drage med mig mod Ramot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som
      du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen."
  4.  Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
      hvad HERREN siger!"
  5.  Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400 Mand, og
      spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
      skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give
      det i Kongens Hånd!"
  6.  Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af HERRENs Profeter,
      vi kan spørge?"
  7.  Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
      rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
      godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat
      sagde: "Således må Kongen ikke tale!"
  8.  Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtigt
      Mika, Jimlas Søn!"

  9.  Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
      deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
      Profeterne spåede foran dem.
 10.  Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
      siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
      tilintetgjot!"
 11.  Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
      i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
      Kongens Hånd!"
 12.  Men Budet der var gået efter Mika, sagde til ham: "Se,
      Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
      nu som de og giv gunstigt Svar!"
 13.  Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad min Gud siger,
      det vil jeg tale!"
 14.  Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
      Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
      han: "Drag derop, så skal Lykken følge eder, og de skal gives i
      eders Hånd!"
 15.  Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværge
      dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
 16.  Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en
      Hjord uden Hyrde; og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad
      dem vende tilbage i Fred, hver til sit!"
 17.  Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
      aldrig spår mig godt, men kun ondt!"

 18.  Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
      sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
      ham;
 19.  og HERREN sagde: Hvem vil dåre Kong Akab af Israel, så han
      drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden
      et andet;
 20.  men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og Sagde:
      Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
 21.  Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
      Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
      gør det!
 22.  Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i disse dine
      Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"

 23.  Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem og slog Mika på Kinden og
      sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
      at tale til dig?"
 24.  Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den Dag du flygter fra
      Kammer til Kammer for at skjule dig!"
 25.  Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham til Amon, Byens
      Øverste, og Kongesønnen Joasj
 26.  og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
      ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
      tilbage!"
 27.  Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
      talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag"l!"

 28.  Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
      Gilead.
 29.  Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
      jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
      Konge forklædte sig, og så drog de i Kampen.
 30.  Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den Befaling: "I
      må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels
      Konge alene."
 31.  Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
      sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham fra
      alle Sider. Da gav Josafat sig til at, råbe, og HERREN frelste
      ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham;
 32.  og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak
      de sig bort fra ham.

 33.  Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
      Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
      Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
 34.  Men kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Israels Konge
      holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften; men
      da Solen gik ned, døde han.



 19
  1.  Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem igen til sit
      Palads i Jerusalem.
  2.  Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn, frem for ham, og han sagde
      til Kong Josafat: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem,
      der hader HERREN? For den Sags Skyld er HERRENs Vrede over dig!
  3.  Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet Asjererne af
      Landet, og du har vendt dit Hjerte til at søge Gud."
  4.  Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han atter ud blandt Folket
      fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge og førte dem tilbage til
      HERREN, deres Fædres Gud.
  5.  Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt af de befæsfede
      Byer i Juda.
  6.  Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke
      for Mennesker, men for HERREN, I fælder Dom, og han er hos eder,
      når I afsiger Hendelser.
  7.  Derfor være HERRENs Frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I
      foretager eder, thi hos HERREN vor Gud er der hverken Uret eller
      Personsanseelse, ej heller tager han imod Bestikkelse!"
  8.  Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af Leviterne, Præsterne
      og Overhovederne for Israels Fædrenehuse til at dømme i HERRENs
      Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems Indbyggere.
  9.  Og han bød dem: "Således skal I gøre i HERRENs Frygt, i
      Sanddruhed og med redeligt Hjerte:
 10.  Hver Gang der forelægges eder en Retssag af eders Brødre, der
      bor i deres Byer, hvad enten det drejer sig om Blodskyld eller
      om Love, Anordninger og Lovbud, skal I hjælpe dem til Rette, at
      de ikke skal pådrage sig Skyld forHERREN, så der kommer Vrede
      over eder og eders Brødre; gør således for ikke at pådrage eder
      Skyld.
 11.  I alle HERRENs Sager skal Ypperstepræsten Amarja være eders
      foresatte, i alle Kongens Sager Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten
      i Judas Hus; og Leviterne står eder til Tjeneste som
      Retsskrivere. Gå nu frimodigt til Værket, HERREN vil være med
      enhver, der gør sin Pligt."



 20
  1.  Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med
      Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat.
  2.  Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig
      Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet),
      fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!"
  3.  Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til HERREN og
      søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda.
  4.  Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos HERREN; også fra alle
      Judas Byer kom de for at søge HERREN.
  5.  Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i
      HERRENs Hus foran den nye Forgård
  6.  og sagde: "HERRE, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er
      det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd
      er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand!
  7.  Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort
      foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det
      for evigt?
  8.  Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit
      Navn, idet de sagde:
  9.  Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød,
      vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn
      bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil
      høre det og frelse os!
 10.  Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs
      Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom
      fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og
      tilintetgjorde dem ikke,
 11.  se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive
      os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje!
 12.  Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige
      over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi
      ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"

 13.  Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn med deres
      Familier, Kvinder og Børn,
 14.  kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en
      Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af
      Mattanja, af Asafs Sønner,
 15.  og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og
      Kong Josafat! Så siger HERREN til eder: Frygt ikke og forfærdes
      ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders,
      men Guds!
 16.  Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen
      ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for
      Jeruels Ørken.
 17.  Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv
      stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere
      og Jerusalems Indbyggere!  Frygt ikke og forfærdes ikke, men
      drag i Morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!"
 18.  Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne
      og Jerusalems Indbyggere faldt ned for HERREN og tilbad ham;
 19.  men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for
      at lovprise HERREN, Israels Gud, med vældig Røst.

 20.  Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de
      drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og
      Jerusalems Indbyggere! Tro på HERREN eders Gud, og l skal blive
      boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!"
 21.  Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere
      til med Ordene "lov HERREN, thi hans Miskundhed varer
      evindelig!" at lovprise HERREN i helligt Skrud, medens de drog
      frem foran de væbnede.
 22.  Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod HERREN
      et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs
      Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået.
 23.  Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge,
      og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige
      med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.

 24.  Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over
      Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres
      døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet.
 25.  Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de
      fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede
      så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage
      til at plyndre; så meget var der.
 26.  Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de
      HERREN, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder
      den Dag i Dag.
 27.  Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i
      Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi HERREN
      havde bragt dem Glæde over deres Fjender;
 28.  og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til
      HERRENs Hus.
 29.  Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at
      HERREN havde kæmpet mod Israels Fjender.
 30.  Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til
      alle Sider.

 31.  Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over
      Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
      Azuba og var Datter af Sjilhi.
 32.  Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han
      gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
 33.  Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke
      Hjertet til deres Fædres Gud.

 34.  Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst,
      står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget
      i Bogen om Israels Konger.

 35.  Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af
      Israel, der var ugudelig i al sin Færd;
 36.  han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle
      til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber.
 37.  Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat
      og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil HERREN
      gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke
      Tarsis.



 21
  1.  Så lagde Josafat sig nu til Hvile hos sine Fædre og blev jordet
      hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Joram blev Konge i hans
      Sted.
  2.  Han havde nogle Brødre, Sønner af Josafat: Azarja, Jehiel,
      Zekarja, Azarjahu, Mikael og Sjefatja, alle Sønner af Kong
      Josatat af Juda.
  3.  Deres Fader havde givet dem store Gaver, Sølv, Guld og
      Kostbarheder tillige med betæstede Byer i Juda, men Joram havde
      han givet Kongedømmet, fordi han var den førstefødte.
  4.  Men da Joram havde overtaget sin Faders Rige og styrket sin
      Magt, lod han alle sine Brødre dræbe med Sværd tillige med nogle
      af Israels Øverster.

  5.  Joram var fo og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede otte År i Jerusalem.
  6.  Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han
      havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var
      ondt i HERRENs Øjne.
  7.  Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Davids Slægt for den Pagts
      Skyld, han havde sluttet med David, og efter det Løfte, han
      havde givet, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn.

  8.  I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og
      valgte sig en Konge.
  9.  Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han
      stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig
      igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham.
 10.  Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er
      det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs fra hans
      Overherredømme, fordi han forlod HERREN, sine Fædres Gud.
 11.  Også han rejste Offerhøje i Judas Byer og forledte Jerusalems
      Indbyggere til at bole og Juda til at falde fra.

 12.  Da kom der et Brev fra Profeten Elias til ham, og deri stod: "Så
      siger HERREN, din Fader Davids Gud: Fordi du ikke har vandret i
      din Fader Josafats og Kong Asa af Judas Spor,
 13.  men i Israels Kongers Spor og forledt Juda og Jerusalems
      Indbyggere til at bole, ligesom Akabs Hus gjorde, og tilmed
      dræbt dine Brødre, din Faders Hus, der var bedre end du selv,
 14.  se, derfor vil HERREN nu ramme dit Folk, dine Sønner, dine
      Hustruer og alt, hvad du ejer, med et tungt Slag.
 15.  Og selv skal du falde i en hård Sygdom og blive syg i dine
      Indvolde, så at Indvoldene nogen Tid efter skal træde ud som
      Følge af Sygdommen!"

 16.  Så æggede HERREN Filisterne og Araberne, der var Naboer til
      Kusjiterne, imod Joram,
 17.  og de drog opmod Juda trængte ind og røvede alle Kongens
      Ejendele, som fandtes i hans Palads, også hans Sønner og
      Hustruer, så der ikke levnedes ham nogen Søn undtagen Joahaz,
      den yngste af hans Sønner.
 18.  Og efter alt dette slog HERREN ham med en uhelbredelig Sygdom i
      hans Indvolde.
 19.  Nogen Tid efter, da to År var gået, trådte Indvoldene ud som
      Følge af Sygdommen, og han døde under hårde Lidelser. Hans Folk
      tændte intet Bål til Ære for ham som for hans Fædre.
 20.  Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede otte År i Jerusalem. Han gik bort uden at savnes. Man
      jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene.



 22
  1.  Derpå gjorde Jerusalems Indbyggere hans yngste Søn Ahazja til
      Konge i hans Sted, thi de ældre var dræbt af Røverskaren, der
      brød ind i Lejren sammen med Araberne. Således blev Ahazja,
      Jorams Søn, Konge i Juda.
  2.  Ahazja var to og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter
      af Omri.
  3.  Også han vandrede i Akabs Hus's Spor, thi hans Moder forledte
      ham til Ugudelighed ved sine Råd.
  4.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus,
      thi efter Faderens Død blev de hans Rådgivere, og det blev hans
      Fordærv.
  5.  Det var også efter deres Råd, han sammen med Akabs Søn, Kong
      Joram af Israel, drog i Krig mod Kong Hazael af Aram ved Ramot i
      Gilead. Men Aramæerne sårede Joram.
  6.  Så vendte Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for
      de Sår, man havde tilføjet ham ved Rama, da han kæmpede med Kong
      Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af Juda, drog ned for
      at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi han lå syg.
  7.  Men til Ahazjas Undergang var det tilskikket af Gud, at han
      skulde komme til Joram; thi da han var kommet derhen, gik han
      med Joram ud til Jehu, Nimsjis Søn, som HERREN havde salvet til
      at udrydde Akabs Hus.
  8.  Og da Jehu fuldbyrdede Dommen over Akabs Hus, traf han på Judas
      Øverster og Ahazjas Brodersønner, der var i Ahazjas Tjeneste, og
      dræbte dem;
  9.  derpå lod han Ahazja eftersøge, og man fangede ham, medens han
      holdt sig skjult i Samaria, ogbragte ham til Jehu, der lod ham
      dræbe. Så jordede de ham, thi de sagde: "Han var dog en Søn af
      Josafat, der søgte HERREN af hele sit Hjerte." Men af Ahazjas
      Hus var ingen stærk nok til at tage Magten.

 10.  Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død,
      tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt af Judas
      Hus.
 11.  Men Kongens Datter Josjab'at tog Ahazjas Søn Joas og fik ham
      hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem Kongesønnerne, der
      blev dræbt, og hun gemte ham og hans Amme i
      Sengekammeret. Således holdt Josjab'at, Kong Jorams Datter,
      Præsten Jojadas Hustru, der jo var Søster til Ahazja, ham skjult
      for Atalja, så hun ikke fik ham dræbt;
 12.  og han var i seks År skjult hos dem i HERRENs Hus, medens Atalja
      herskede i Landet.



 23
  1.  Men i det syvende År tog Jojada Mod til sig og indgik Pagt med
      Hundredførerne Azarja, Jerhams Søn, Jisjmael, Johanans Søn,
      Azarja, Obeds Søn, Ma'aseja, Adajas Søn, og Elisjafat, Zikris
      Søn.
  2.  De drog Juda rundt og samlede Leviterne fra alle Judas Byer og
      Overhovederne for Israels Fædrenehuse, og de kom så til
      Jerusalem.
  3.  Så sluttede hele Forsamlingen i Guds Hus en Pagt med Kongen. Og
      Jojada sagde til dem: "Se, Kongesønnen skal være Konge efter det
      Løfte, HERREN har givet om Davids Sønner!
  4.  Og således skal I gøre: Den Tredjedel af eder Præster og
      Leviter, der rykker ind om Sabbaten, skal tjene som Dørvogtere;
  5.  den anden Tredjedel skal besætte Kongens Palads og den tredje
      Jesodporten, medens alt Folket skal besætte Forgården etiI
      HERRENs Hus.
  6.  Men ingen må betræde HERRENs Hus undtagen Præsterne og de
      Leviter, der gør Tjeneste; de må gå derind, thi de er hellige;
      men hele Folket skal holde sig HERRENs Forskrift efterrettelig.
  7.  Så skal Leviterne, alle med Våben i Hånd, slutte Kreds om
      Kongen, og enhver, der nærmer sig Templet, skal dræbes. Således
      skal I være om Kongen, når han går ind, og når han går ud."

  8.  Leviterne og alle Judæerne gjorde alt, hvad Præsten Jojada havde
      påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og
      dem, der rykkede ind om Sabbaten, thi Præsten Jojada gav ikke
      Skifterne Orlov.
  9.  Og Præsten Jojada gav Hundredførerne Spydene og de små og store
      Skjolde, som havde tilhørt Kong David og var i Guds Hus.
 10.  Derpå opstillede han alt Folket, alle med Spyd i Hånd, fra
      Templets Sydside til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen
      hen til Templet, rundt om Kongen.
 11.  Så førte de Kongesønnen ud, satte Kronen og Vidnesbyrdet på ham;
      derefter udråbte de ham til Konge, og Jojada og hans Sønner
      salvede ham og råbte: "Kongen leve!"

 12.  Da Atalja hørte Larmen af Folket, som løb og jublede for Kongen,
      gik hun hen til Folket i HERRENs Hus,
 13.  og der så hun Kongen stå på sin Plads ved Indgangen og
      Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket
      fra Landet jublede og blæste i Trompeterne, og Sangerne med
      deres Instrumenter ledede Lovsangen. Da sønderrev Atalja sine
      Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!"
 14.  Men Præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd:
      "Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger
      hende, thi - sagde Præsten - I må ikke dræbe hende i HERRENs
      Hus!"
 15.  Så greb de hende, og da hun ad Hesteporten var kommet til
      Kongens Palads, dræbte de hende der.

 16.  Men Jojada sluttede Pagt mellem sig og hele Folket og Kongen om,
      at de skulde være HERRENS folk.
 17.  Og alt Folket begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene
      og Billederne huggede de i Stykker, og Ba'als Præst Mattan
      dræbte deforan Altrene.

 18.  Derpå satte Jojada Vagtposter ved HERRENs Hus under Ledelse af
      Præsterne og Leviterne, som David havde tildelt HERRENs Hus, for
      at de skulde bringe HERREN Brændofre, som det er foreskrevet i
      Mose Lov, under Jubel og Sang efter Davids Anordning;
 19.  og han opstillede Dørvogterne ved HERRENs Hus's Porte, for at
      ingen, der i nogen Måde var uren, skulde gå derind;
 20.  og han tog Hundredførerne og Stormændene og Folkets overordnede
      og alt Folket fra Landet og førte Kongen ned fra HERRENs Hus; de
      gik igennem Øvreporten til Kongens Palads og satte Kongen på
      Kongetronen.
 21.  Da glædede alt Folket fra Landet sig, og Byen holdt sig
      rolig. Men Atalja huggede de ned.



 24
  1.  Joas var syv År gammel da han blev konge og han herskede i
      fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra
      Be'ersjeba.
  2.  Joas gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, så længe Præsten
      Jojada levede.
  3.  Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre.

  4.  Siden kom Joas i Tanker om at udbedre HERRENs Hus.
  5.  Han samlede derfor Præsterne og Leviterne og sagde til dem:
      "Drag ud til Judas Byer og saml Penge ind i hele Israel til at
      istandsætte eders Guds Hus År efter År; men I må skynde eder!"
      Leviterne skyndte sig dog ikke.
  6.  Så lod Kongen Ypperstepræsten Jojada kalde og sagde til ham:
      "Hvorfor har du ikke holdt Øje med, at Leviterne i Juda og
      Jerusalem indsamler den Afgift, HERRENs Tjener Moses pålagde
      Israels Forsamling til Vidnesbyrdets Telt?
  7.  Thi den ugudelige Atalja og hendes Sønner har ødelagt Guds Hus
      og oven i Købet brugt Helliggaverne i HERRENs Hus til
      Ba'alerne."
  8.  På Kongens Bud lavede man så en Kiste og satte den uden for
      Porten til HERRENs Hus;
  9.  og det kundgjordes i Juda ogJerusalem, at den Afgift, Moses
      havde pålagt Israeliterne i Ørkenen, skulde udredes til HERREN.
 10.  Alle Øversterne og hele Folket bragte da Afgiften med Glæde og
      lagde den i Kisten, til den var fuld;
 11.  og hver Gang kisten af Leviterne blev bragt til de kongelige
      Tilsynsmænd, når de så, at der var mange Penge, kom Kongens
      Skriver og Ypperstepræstens Tilsynsmand og tømte Kisten; og så
      tog de og satte den på Plads igen. Således gjorde de Gang på
      Gang, og de samlede en Mængde Penge.
 12.  Og Kongen og Jojada gav Pengene til dem, der stod for Arbejdet
      ved HERRENs Hus, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at
      udbedre HERRENs Hus og derhos Jern og Kobbersmede til at
      istandsætte HERRENs Hus.
 13.  Og de, der stod for Arbejdet, tog fat, og
      Istandsættelsesarbejdet skred frem under deres Hænder, og de
      bygggede Guds Hus op efter de opgivne Mål og satte det i god
      Stand.
 14.  Da de var færdige, bragte de Resten af Pengene til Kongen og
      Jojada, og for dem lod han lave Redskaber til HERRENs Hus,
      Redskaber til Tjenesten og Ofrene, Kander og Kar af Guld og
      Sølv. Og de ufrede stadig Brændofre i HERRENs Hus, så længe
      Jojada levede.

 15.  Men Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde; han var ved sin
      Død 130 År gammel.
 16.  Man jordede ham i Davidsbyen hos Kongerne, fordi han havde gjort
      sig fortjent af Israel og over for Gud og hans Hus.
 17.  Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster og kastede sig ned for
      Kongen. Da hørte Kongen dem villig,
 18.  Og de forlod HERREN, deres Fædres Guds Hus og dyrkede Asjererne
      og Gudebillederne. Og der kom Vrede over Juda og Jerusalem for
      denne deres Synds Skyld.
 19.  Så sendte han Profeter iblandt dem for at omvende dem til
      HERREN, og de advarede dem, men de hørte ikke.
 20.  Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten Jojadas Søn, og han
      trådte frem for Folket og sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor
      overtræder I HERRENs Bud så Lykken viger fra eder? Fordi I har
      forladt HERREN, har han forladt eder!"
 21.  Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på Kongens Bud i
      Forgården til HERRENs Hus;
 22.  Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans Fader Jojada havde
      vist ham, men lod Sønnen dræbe, Men da han døde, råbte han:
      "HERREN ser og straffer!"

 23.  Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes Hær imod Kongen, og de trængte
      ind i Juda og Jerusalem og udryddede alle Øverster af Folket og
      sendte alt Byttet, de tog fra dem. til Kongen af Darmaskus.
 24.  Skønt Aramæernes Hær kom i et ringe Tal, gav HERREN en såre stor
      Hær i deres Hånd, fordi de havde forladt HERREN, deres Fædres
      Gud; således fuldbyrdede de Dommen over Joas.
 25.  Og da de drog bortfra ham - de forlod ham nemlig i hårde
      Lidelser - stiftede hans Folk en Sammensærgelse imod ham til
      Straf for Mordet på Præsten Jojadas Søn og dræbte ham i hans
      Seng. Således døde han, og man jordede ham i Davidsbyen, dog
      ikke i Kongegravene.
 26.  De sammensvorne var Zakar, en Søn af Ammoniterkvinden
      Sjim'at. og Jozahad, en Søn af Moabiterkvinden Sjimrit.
 27.  Hans Sønners Navne, de mange profetiske Udsagn imod ham og hans
      grundige Udbedring af Guds, Hus står jo optegnet i Udlægningen
      til Kongernes Bog. Hans Søn Amazja blev Konge i hans Sted.



 25
  1.  Amazja var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og
      var fra Jerusalem.
  2.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, dog ikke med et
      helt Hjerte.
  3.  Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe,
      der havde dræbt hans Fader Kongen,
  4.  men deres Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der
      står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN påbyder: "Fædre skal
      ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden
      for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd."

  5.  Amazja samlede Judæerne og opstillede dem efter Fædrenehuse
      under Tusind- og Hundredførerne, hele Juda og Benjamin, og da
      han mnønstrede dem fra Tyveårsalderen og opefter, fandt han, at
      de udgjorde 300.000 udvalgte Folk, øvede Krigere, der har Skjold
      og Spyd.
  6.  Dertil lejede han i Israel 100.000 dygtige Krigere for 100
      Sølvtalenter.
  7.  Men en Guds Mand kom til ham og sagde: "Israels Hær må ikke
      følge dig, Konge, thi HERREN er ikke med Israel, ikke med nogen
      af Efraimiterne;
  8.  og hvis du mener, at du kan vinde Styrke på den Måde, vil Gud
      bringe dig til Fald for Fjenden, thi hos Gud er der Kraft til at
      hjælpe og til at bringe til Fald!"
  9.  Amazja spurgte den Guds Mand: "Hvad så med de 100 Sølvtalenter,
      jeg gav de israelitiske Krigsfolk?" Og den Guds Mand svarede:
      "HERREN kan give dig langt mere end det!"
 10.  Da udskilte Amazja de Krigsfolk, der var kommet til ham fra
      Efraim, og lod dem drage hjem; men deres Vrede blussede heftigt
      op mod Juda, og de vendte hjem i fnysende Vrede.

 11.  Amazja tog nu Mod til sig og førte sine Krigere til Saltdalen og
      nedhuggede 10.000 af Se'iriterne;
 12.  desuden tog Judæerne 10.000 levende til Fange; dem førte de op
      på Klippens Top og styrtede dem ned derfra, så de alle knustes.
 13.  Men de Krigsfolk, Amazja havde sendt hjem, så de ikke kom til at
      følge ham i Krigen, faldt ind i Judas Byer fra Samaria til
      Bet-Horon, huggede 3.000 af Indbyggerne ned og gjorde stort
      Bytte.

 14.  Da Amazja kom hjem fra Sejren over Edomiterne, havde han
      Se'iriternes Guder med, og han opstillede dem som sine Guder,
      tilbad dem og tændte Offerild for dem.
 15.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Amazja, og han sendte en Profet
      til ham, og denne sagde til ham: "Hvorfor søger du dette Folks
      Guder, som ikke kunde frelse deres Folk af din Hånd?"
 16.  Men da han talte således, sagde Kongen til ham: "Har man gjort
      dig til Kongens Rådgiver? Hold inde, ellers bliver du slået
      ihjel!" Da holdt Profeten inde og sagde: "Jeg indser, at Gud har
      i Sinde at ødelægge dig, siden du bærer dig således ad og ikke
      hører mit Råd!"

 17.  Efter at have overtænkt Sagen sendte Kong Amazja af Juda Bud til
      Jehus Søn Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom,
      lad os se hinanden under Øjne!"
 18.  Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja, af Juda det Svar:
      "Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på
      Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde Dyr
      løb hen over Tidselen og trampede den ned!
 19.  Du tænker: Se, jeg har slået Edom! Og det har gjort dig
      overmodig, så du vil vinde mere Ære. Bliv, hvor du er! Hvorfor
      vil du udfordre Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for
      Fald?"
 20.  Men Amazja vilde intet høre, thi Gud føjede det såledesfor at
      give dem til Pris, fordi de søgte Edoms Guder.
 21.  Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og Kong Amazja af Juda så
      hinanden under Øjne ved Bet-Sjemesj i Juda;
 22.  Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit.
 23.  Men Kong Joas af Israel tog Joahaz's Søn Joas's Søn, Kong Amazja
      af Juda, tifange ved Bet-Sjemesj og førte ham til
      Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af
      400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten;
 24.  og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i
      Guds Hus hos Obed-Edom og i Skatkammeret i Kongens Palads;
      desuden tog han Gidsler og vendte så tilbage til Samaria.

 25.  Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter
      at Joahaz's Søn, Kong Joas at Israel, var død.
 26.  Hvad der ellers er at fortælle om Amazja fra først til sidst,
      står optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger.
 27.  Men ved den Tid Amazja faldt fra HERREN, stiftedes der en
      Sammensværgelse mod ham i Jerusalem, og han flygtede til Lakisj,
      men der blev sendt Folk efter ham til Lakisj, og de dræbte ham
      der.
 28.  Så løftede man ham op på Heste og jordede ham hos hans Fædre i
      Davidsbyen.



 26
  1.  Alt Folket i Juda tog så Uzzija, der da var seksten År gammel,
      og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted.
  2.  Det var ham, der befæstede Elot og atter forenede det med Juda
      efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre.
  3.  Uzzija var seksten År gammel da han blev Konge, og han herskede
      to og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja
      og var fra Jerusalem.
  4.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
      Fader Amazja;
  5.  og han blev ved med at søge Gud, så længe Zekarja, der havde
      undervist ham i Gudsfrygt, levede. Og så længe han søgte HERREN,
      gav Gud ham Lykke.

  6.  Han gjorde et Krigstog mod Filisterne og nedrev Bymurene i Gat,
      Jabne og Asdod og byggede Byer i Asdods Område og
      Filisterlandet.
  7.  Gud hjalp ham mod Filisterne og Araberne, der boede i Gur-Ba'al
      og mod Me'uniterne.
  8.  Atnmoniterne svarede Uzzija Skat, og hans Ry nåede til Ægypten,
      thi han blev overmåde mægtig.
  9.  Og Uzzija byggede Tårne i Jerusalem ved Hjørneporten, Dalporten
      og Murhjørnet og befæstede
 10.  Fremdeles byggede han Tårne i Ørkenen og lod mange Cisterner
      udhugge, thi han havde store Hjorde både i Lavlandet og på
      Højsletten, der hos Agerdyrkere og Vingårdsmænd på Bjergene og i
      Frugtlandet, thi han var ivrig Landmand.
 11.  Og Uzzija havde en øvet Krigshær, der drog i Krig Deling for
      Deling i det Tal, der fremgik af Mønstringen, som Statsskriveren
      Je'uel og Retsskriveren Ma'aseja foretog under Tilsyn af
      Hananja, en at Kongens Øverster.
 12.  Det fulde Tal på de dygtige Krigere, som var Overhoveder for
      Fædrenehusene, var 2600.
 13.  Under deres Befaling stod en Hærstyrke på 307500 krigsvante Folk
      i deres fulde Kraft til at hjælpe Kongen mod Fjenden.
 14.  Uzzija udrustede hele Hæren med Skjolde, Spyd, Hjelme, Brynjer,
      Buer og Slyngesten.
 15.  Ligeledes lod han i Jerusalem lave snildt udtænkte
      Krigsmaskiner, der opstilledes på Tårnene og Murtinderne til at
      udslynge Pile og store Sten. Og hans Ry nåede viden om, thi på
      underfuld Måde blev han hjulpet til stor Magt.

 16.  Men da han var blevet mægtig, blev hans Hjerte overmodigt, så
      han gjorde, hvad fordærveligt var; han handlede troløst mod
      HERREN sin Gud, idet han gik ind i HERRENs Helligdom for at
      brænde Røgelse på Røgelsealteret.
 17.  Præsten Azarja fulgte efter ham, ledsaget af firsindstyve af
      HERRENs Præster, modige Mænd;
 18.  og de trådte frem for Kong Uzzija og sagde til ham: "At ofre
      HERREN Røgelse tilkommer ikke dig, Uzzija, men Arons Sønner,
      Præsterne, som er helliget til at ofre Røgelse; gå ud af
      Helligdommen, thi du har handlet troløst, og det tjener dig ikke
      til Ære for HERREN din Gud!"
 19.  Uzzija, der holdt Røgelsekarret i Hånden for at brænde Røgelse,
      blev rasende; men som han rasede mod Præsterne, slog Spedalskhed
      ud på hans Pande, medens han stod der over for Præsterne foran
      Røgelsealteret i HERRENs Hus;
 20.  og da Ypperstepræsten Azarja og alle Præsterne vendte sig imod
      ham, se, da var han spedalsk i Panden. Så førte de ham hastigt
      bort derfra, og selv fik han travlt med at komme ud, fordi
      HERREN havde ramt ham.
 21.  Så var Kong Uzzija spedalsk til sin Dødedag; og skønt spedalsk
      fik han Lov at blive boende i sit Hus, men var udelukket fra
      HERRENs Hus, medens hans Søn Jotam rådede i Kongens Palads og
      dømte Folket i Landet.

 22.  Hvad der ellers er at fortælle om Uzzija fra først til sidst,
      har Profeten Esajas, Amoz's Søn, optegnet.
 23.  Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
      hos hans Fædre på den Mark, hor Kongegravene var, under Hensyn
      til at han havde været spedalsk; og hans Søn Jotam blev Konge i
      hans Sted.



 27
  1.  Jotam var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var
      Datter af Zadok.
  2.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
      Fader Uzzija havde gjort, men han gik ikke ind i HERRENs
      Helligdom. Men Folket gjorde fremdeles, hvad fordærveligt var.
  3.  Det var ham, der opførte Øvreporten i HERRENs Hus, og desuden
      byggede han meget på Ofels Mur.
  4.  Han opførte Byer i Judas Bjerge og Borge og Tårne i Skovene.
  5.  Han førte Krig med Ammoniternes Konge og overvandt dem, så
      Ammoniterne det År måtte svare ham 100 Talenter Sølv, 10.000 Kor
      Hvede og 10.000 Kor Byg i Skat; og lige så meget svarede
      Ammoniterne ham det andet og tredje År.
  6.  Således blev Jotam stærk, fordi han vandrede troligt for HERREN
      sin Guds Åsyn.
  7.  Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alle hans Krige og
      Foretagender, står jo optegnet i Bogen om Israels og Judas
      Konger.
  8.  Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede seksten År i Jerusalem.
  9.  Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
      i Davidsbyen; oghans Søn Akazblev Konge i hans Sted.



 28
  1.  Akaza var tyve År gammel da han blev Konge, og han herskede
      seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i
      HERRENs Øjne, som hans Fader David,
  2.  men vandrede i Israels Kongers Spor Ja, han lod lave støbte
      Billeder til Ba'alerne;
  3.  han tændte selv Offerild i Hinnoms Søns Dal og lod sine Sønner
      gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN
      havde drevet bort foran Israeliterne.
  4.  Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder
      og under alle grønne Træer.

  5.  Derfor gav HERREN hans Gud ham i Arams Konges Hånd, og de slog
      ham og tog mange af hans Folk til Fange og førte dem til
      Darmaskus. Ligeledes blev han givet i Israels Konges Hånd, og
      denne tilføjede ham et stort Nederlag.
  6.  Peka, Remaljas Søn, dræbte i Juda 120.000 Mennesker på een Dag,
      lutter dygtige Krigsfolk, fordi de havde forladt HERREN, deres
      Fædres Gud.
  7.  Den efraimitiske Helt Zikri dræbte Kongesønnen Ma'aseja,
      Paladsøversten Azrikam og Elkana, den ypperste næst Kongen.
  8.  Israeliterne bortførte fra deres Brødre 200.000 Hustruer, Sønner
      og Døtre som Fanger og fratog dem et stort Bytte, som de førte
      til Samaria.

  9.  Her boede en HERRENs Profet ved Navn Oded; han gik Hæren i Møde,
      da den kom til Samaria, og sagde til dem: "Fordi HERREN, eders
      Fædres Gud, var vred på Juda, gav han dem i eders Hånd; men I
      har anrettet et Blodbad iblandt dem med et Raseri, der når til
      Himmelen!
 10.  Og nu tænker I på at få Magten over Folkene fra Juda og
      Jerusalem og gøre dem til eders Trælle og Trælkvinder! Har l da
      ikke også selv nok på Samvittigheden over for HERREN eders Gud!
 11.  Lyd derfor mig og send de Fanger tilbage, som I har gjort blandt
      eders Brødre, thi HERRENs glødende Vrede er over eder!"

 12.  Da trådte nogle af Efraimiternes Overhoveder, Azarja, Johanans
      Søn, Berekja, Mesjillemots Søn, Hizkija, Sjallums Søn, og Amasa,
      Hadlajs Søn, frem for de hjemvendte Krigere
 13.  og sagde til dem: "I må ikke bringe Fangerne herhen! Thi I har i
      Sinde at øge vote Synder og vor Skyld ud over den Skyld, vi har
      over for HERREN; thi stor er vor Skyld, og glødende Vrede er
      over Israel!"
 14.  Da gav de væbnede Slip på Fangerne og Byttet i Øversternes og
      hele Forsamlingens Påsyn;
 15.  og de ovenfor nævnte Mænd stod op og tog sig af Fangerne, gav
      alle de nøgne iblandt dem Klæder af Byttet, forsynede dem med
      Klæder og Sko, gav dem Mad og Drikke, salvede dem, lod dem, der
      ikke kunde gå, ride på Æsler og bragte dem til Jeriko,
      Palmestaden, hen i Nærheden af deres Brødre; derpå vendte de
      tilbage til Samaria.

 16.  På den Tid sendte Kong Akaz Assyrerkongen Bud om Hjælp.
 17.  Tilmed trængte Edomiterne ind og slog Judæerne og slæbte
      Krigsfanger bort.
 18.  Og Filisterne faldt ind i Lavlandets Byer og den judæiske Del af
      Sydlandet og indtog Bet-Sjemesj, Ajjalon, Gederot, Soko med
      Småbyer, Timna med Småbyer og Gimzo med Småbyer og bosatte sig
      der.
 19.  Thi HERREN ydmygede Juda for Kong Akaz af Judas Skyld, fordi han
      havde ladet Tøjlesløshed opkomme i Juda og været troløs mod
      HERREN.
 20.  Men Assyrerkongen Tillegat-Pilneser drog imod ham og bragte ham
      i Nød i Stedet for at hjælpe ham;
 21.  thi Akaz plyndrede HERRENs Hus, og Kongens Palads og Øversternes
      Palads og gav det til Assyrerkongen, men det hjalp ham intet.

 22.  Og selv da Assyrerkongen bragte ham i Nød, var Kong Akaz på ny
      troløs mod HERREN;
 23.  han ofrede til Darmaskus's Guder, som havde slået ham, idet han
      sagde: "Aramæerkongernes Guder har jo hjulpet dem; til dem vil
      jeg ofre, at de også må hjælpe mig!" Men de blev ham og hele
      Israel til Fald.
 24.  Også samlede Akaz Karrene i Guds Hus og slog dem i Stykker; og
      han lukkede HERRENs Hus's Porte og lavede sig Altre ved hvert et
      Hjørne i Jerusalem;
 25.  og i hver eneste By i Juda indrettede han Offerhøje for at tænde
      Offerild for fremmede Guder; således krænkede han HERREN, sine
      Fædres Gud.

 26.  Hvad der ellers er at fortælle om ham og hele hans Færd fra
      først til sidst, står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels
      Konger.
 27.  Så lagde Akaz sig til Hvile bos sine Fædre, og man jordede ham i
      Jerusalem, inde i Byen, thi man vilde ikke jorde ham i Israels
      Kongegrave; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted.



 29
  1.  Ezekias var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abija og var
      en Datter af Zekarja.
  2.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
      Fader David.

  3.  I sit første Regeringsårs første Måned lod han HERRENs Hus's
      Porte åbne og sætte i Stand.
  4.  Derpå lod han Præsterne og Leviterne komme, samlede dem på den
      åbne Plads mod Øst
  5.  og sagde til dem: "Hør mig, Leviter! Helliger nu eder selv og
      helliger HERRENs, eders Fædres Guds, Hus og få det urene ud af
      Helligdommen.
  6.  Thi vore Fædre var troløse og gjorde, hvad der var ondt i HERREN
      vor Guds Øjne, de forlod ham, idet de vendte Ansigtet bort fra
      HERRENs Bolig og vendte den Ryggen;
  7.  de lukkede endog Forhallens Porte, slukkede Lamperne, brændte
      ikke Røgelse og bragte ikke Israels Gud Brændofre i
      Helligdommen.
  8.  Derfor kom HERRENs Vrede over Juda og Jerusalem, og han gjorde
      dem til Rædsel, Forfærdelse og Skændsel, som I kan se med egne
      Øjne.
  9.  Se, vore Fædre er faldet for Sværdet, vore Sønner, Døtre og
      Hustruer ført i Fangenskab for den Sags Skyld.
 10.  Men nu har jeg i Sinde at slutte en Pagt med HERREN, Israels
      Gud, for at hans glødende Vrede må vende sig fra os.
 11.  Så lad det nu, mine Sønner, ikke skorte på Iver, thi eder har
      HERREN udvalgt til at stå for hans Åsyn og tjene ham og til at
      være hans Tjenere og tænde Offerild for ham!"

 12.  Da rejste følgende Leviter sig: Mahat, Amasajs Søn, og Joel,
      Azarjas Søn, af Kehatiternes Sønner; af Merariterne Kisj, Abdis
      Søn, og Azarja, Jehallel'els Søn; af Gersoniterne Joa, Zimmas
      Søn, og Eden, Joas Søn;
 13.  af Elizafans Sønner Sjimri og Je'uel; af Asafs Sønner Zekarja og
      Mattanja;
 14.  af Hemans Sønner Jehiel og Sjim'i; og af Jedutuns Sønner Sjemaja
      og Uzziel;
 15.  og de samlede deres Brødre, og de helligede sig og skred så
      efter Kongens Befaling til at rense HERRENs Hus i Henhold til
      HERRENs Forskrifter.
 16.  Og Præsterne gik ind i det indre af HERRENS Hus for at rense
      det, og alt det urene, de fandt i HERRENs Tempel, bragte de ud i
      HERRENs Hus's Forgård, hvor Leviterne tog imod det for at bringe
      det ud i Kedrons Dal.
 17.  På den første Dag i den første Måned begyndte de at hellige, og
      på den ottende Dag i Måneden var de kommet til HERRENs Forhal;
      så helligede de HERRENs Hus i otte Dage, og på den sekstende Dag
      i den første Måned var de færdige.
 18.  Derpå gik de ind til Kong Ezekias og sagde: "Vi har nu renset
      hele HERRENs Hus, Brændofferalteret med alt, hvad der hører
      dertil, og Skuebrødsbordet med alt, hvad der hører dertil;
 19.  og alle de Kar, som Kong Akaz i sin Troløshed vanhelligede, da
      han var Konge, dem har vi bragt på Plads og helliget; se, de
      står nu foran HERRENs Alter!"

 20.  Næste Morgen tidlig samlede Kong Ezekias Byens Øverster og gik
      op til HERRENs Hus.
 21.  Derpå bragte man syv Tyre, syv Vædre, syv Lam og syv Gedebukke
      til Syndoffer for Riget, Helligdommen og Juda; og han bød Arons
      Sønner Præsterne ofre dem på HERRENs Alter.
 22.  De slagtede så Tyrene, og Præsterne tog imod Blodet og sprængte
      det på Alteret; så slagtede de Vædrene og sprængte Blodet på
      Alteret; så slagtede de Lammene og sprængte Blodet på Alteret;
 23.  endelig bragte de Syndofferbukkene frem for Kongen og
      Forsamlingen, og de lagde Hænderne på dem;
 24.  så slagtede Præsterne dem og bragte Blodet på Alteret som
      Syndoffer for at skaffe hele Israel Soning; thi Kongen havde
      sagt, at Brændofferet og Syndofferet skulde være for hele
      Israel.

 25.  Og han opstillede Leviterne ved HERRENs Hus med Cymbler, Harper
      og Citre efter Davids, Kongens Seer Gads og Profeten Natans Bud,
      thi Budet var givet af HERREN gennem hans Profeter.
 26.  Og Leviterne stod med Davids Instrumenter og Præsterne med
      Trompeterne.
 27.  Derpå bød Ezekias, at Brændofferet skulde ofres på Alteret, og
      samtidig med Ofringen begyndte også HERRENs Sang og Trompeterne,
      ledsaget af Kong David af Israels Instrumenter.
 28.  Da kastede hele Forsamlingen sig til Jorden, medens Sangen lød
      og Trompeterne klang, og alt dette varede, til man var færdig
      med Brændofferet.
 29.  Så snart man var færdig med Brændofferet, knælede Kongen og
      alle, der var hos ham, ned og tilbad.
 30.  Derpå bød Kong Ezekias og Øversterne Leviterne at lovsynge
      HERREN med Davids og Seeren Asafs Ord; og de sang Lovsangen med
      Jubel og bøjede sig og tilbad.

 31.  Ezekias tog da til Orde og sagde: "I har nu indviet eder til
      HERREN; så træd da frem og bring Slagtofre og Lovprisningsofre
      til HERRENs Hus!" Så bragte Forsamlingen Slagtofre og
      Lovprisningsofre, og enhver, hvis Hje1te tilskyndede ham dertil,
      bragte Brændofre.
 32.  De Brændofre, Forsamlingen bragte, udgjorde 70 Stykker Hornkvæg,
      100 Vædre og 200 Lam, alt som Brændofre til HERREN;
 33.  og Helligofrene udgjorde 600 Stykker Hornkvæg og 3000 Stykker
      Småkvæg.
 34.  Dog var Præsterne for få til at flå Huden af alle Brændofrene,
      derfor hjalp deres Brødre Leviterne dem, indtil Arbejdet var
      fuldført og Præsterne havde helliget sig; thi Leviterne viste
      redeligere Vilje til at hellige sig end Præsterne.
 35.  Desuden var der en Mængde Brændofre, hvortil kom Fedtstykkerne
      af Takofrene og Drikofrene til Brændofrene. Således bragtes
      Tjenesten i HERRENs Hus i Orden.
 36.  Og Ezekias og alt Folket glædede sig over, hvad Gud havde beredt
      Folkel, thi det hele var sket så hurtigt.



 30
  1.  Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev
      desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til HERRENs Hus
      i Jerusalem for at fejre Påsken for HERREN, Israels Gud.
  2.  Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem
      rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned;
  3.  thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke
      havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var
      samlet i Jerusalem.
  4.  Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt;
  5.  derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra
      Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for
      HERREN, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så
      fuldtalligt som foreskrevet.

  6.  Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens
      og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling:
      "Israeliter! Vend tilbage til HERREN, Abrahams, Isaks og Israels
      Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er
      undsluppet Assyrerkongernes Hånd.
  7.  Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod HERREN,
      deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv
      kan se.
  8.  Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk HERREN Hånden
      og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og
      tjen HERREN eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra
      eder.
  9.  Thi når I omvender eder til HERREN, skal eders Brødre og Sønner
      finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende
      tilbage til dette Land.  Thi HERREN eders Gud er nådig og
      barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender
      eder til ham!"
 10.  Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige
      til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem.
 11.  Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig
      og kom til Jerusalem;
 12.  også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt
      Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i
      Kraft af HERRENs Ord.

 13.  Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre
      de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling.
 14.  De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem;
      ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i
      Kedrons Dal.
 15.  Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden
      Måned.  Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og
      bragte Brændofre til HERRENs Hus;
 16.  og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den
      Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog
      af Leviterne.
 17.  Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor
      slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene,
      for således at hellige HERREN dem.
 18.  Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar
      og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet
      anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og
      sagde: "HERREN, den gode, tilgive
 19.  enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud HERREN, hans
      Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver
      det!"
 20.  Og HERREN bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt.

 21.  Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de
      usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og
      Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for HERREN.
 22.  Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde
      udvist særlig Dygtighed i HERRENs Tjeneste; og de fejrede
      Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og
      lovpriste HERREN, deres Pædres Gud.
 23.  Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage
      til, og det gjorde de så med Glæde,
 24.  thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000
      Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen
      1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster
      helligede sig.
 25.  Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og
      Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og
      de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda;
 26.  og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong
      Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem;
 27.  og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres
      Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.



 31
  1.  Da alt det var til ende, drog alle de Israeliter, som var til
      stede, ud til Judas Byer, og de sønderbrød Stenstøtterne,
      omhuggede Asjerastøtterne og nedrev Offerhøjene og Altrene i
      hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev
      Spor tilhage; så vendte alle Israeliterne hjem, hver til sin
      Ejendom i deres Byer.

  2.  Så ordnede Ezekias Præsternes og Leviternes Skifter, Skifte for
      Skifte, så at hver enkelt Præst og Levit fik sin særlige Gerning
      med at ofre Brændofre og Takofre og med af gøre Tjeneste og love
      og prise i HERRENs Lejrs Porte.
  3.  Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene, Morgen- og
      Aftenbrændofrene og Brændofrene på Sabbaterne, Nymånerne og
      Højtiderne, som det er foreskrevet i HERRENs Lov.
  4.  Og han bød Folket, dem, der boede i Jerusalem, at afgive, hvad
      der tilkom Præsterne og Leviterne, for at de kunde holde fast
      ved HERRENs Lov.
  5.  Så snart det Bud kom ud, bragte Israeliterne i rigelig Mængde
      Førstegrøde af Korn, Most, Olie og Honning og al Markens
      Afgrøde, og de gav Tiende af alt i rigeligt Mål;
  6.  også de Israeliter, der boede i Judas Byer, gav Tiende af
      Hornkvæg og Småkvæg, og de bragte Helliggaverne, der var
      belliget HERREN deres Gud, og lagde dem Bunke for Bunke.
  7.  I den tredje Måned begyndte de at ophobe Bunkerne, og i den
      syvende Måned var de færdige.
  8.  Ezekias og Øversterne kom så og synede Bunkerne, og de priste
      HERREN og hans Folk Israel.
  9.  Da Ezekias spurgfe sig for hos Præsterne og Leviterne om
      Bunkerne,
 10.  svarede Ypperstepræsten Azarja af Zadoks Hus: "Siden man
      begyndte at bringe Offerydelsen til HERRENs Hus, har vi spist os
      mætte og fået rigelig tilovers, thi HERREN har velsignet sit
      Folk, så at vi har fået al den Rigdom her tilovers!"

 11.  Ezekias gav da Befaling til at indrette Kamre i HERRENs Hus; og
      det gjorde man.
 12.  Så bragte man samvittighedsfuldt Offerydelsen, Tienden og
      Helliggaverne derind. Den øverste Opsynsmand derover var Leviten
      Konanja, den næstøverste hans Broder Sjim'i;
 13.  og Jehiel, Azarja, Nahat, Asa'el Jerimot, Jazabad, Eliel,
      Jismakjahu, Mahat og Benaja var Opsynsmænd underKonanja oghans
      Broder Sjim'i efter den Ordning, som var truffet af Ezekias og
      Azarja, Øversten i Guds Hus.
 14.  Leviten Kore, Jimnas Søn, der var Dørvogter på Østsiden, havde
      Tilsyn med de frivillige Gaver til Gud og skulde uddele HERRENs
      Offerydelse og de højhellige Gaver;
 15.  under ham sattes Eden, Minjamin, Jesua, Sjemaja, Amarja og
      Sjekanja i Præstebyerne til samvittighedsfuldt attorestå
      Uddelingen til deres Brødre i Skitterne, både store og små,
 16.  dem af Mandkøn, der var indført i Fortegnelserne fra
      Treårsalderen og opefter. Undtaget var alle, der kom til HERRENs
      Hus for efter de enkelte Dages Krav at udføre deres
      Embedsgerning efter deres Skifter.
 17.  Præsterne indførtes i Fortegnelserne efter deres Fædrenehuse,
      Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter efter deres
      Embedspligter, efter deres Skifter,
 18.  Og de indførtes i Fortegnelserne med hele deres Familie, deres
      Hustruer, Sønner og Døtre, hele Standen, thi de tog sig
      samvittighedsfuldt af det hellige.
 19.  Arons Sønner, Præsterne, som boede på Græsmarkerne omkring deres
      Byer, havde i hver By nogle navngivne Mænd til at uddele, hvad
      der tilkom alle af Mandkøn blandt Præsterne og de i
      Fortegnelserne indførte Leviter.

 20.  Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der
      var godt, ret og sandt for HERREN hans Guds Åsyn.
 21.  Alt, hvad han tog fat på vedrørende Tjenesten i Guds Hus eller
      Loven eller Budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af
      hele sit Hjerte, og det lykkedes for ham.



 32
  1.  Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom
      Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de
      befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem.
  2.  Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at
      angribe Jerusalem,
  3.  rådførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe
      for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres
      Hjælp.
  4.  Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og
      for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde:
      "Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, når de
      kommer?"
  5.  Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den
      var brudt ned, og byggede Tårne på den, og han byggede den anden
      Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en
      Mængde Kastevåben og Skjolde.
  6.  Tillige indsatte han Hærtørere over Krigsfolket, samlede dem om
      sig på den åbne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til
      dem og sagde:
  7.  "Vær frimodige og slærke; frygt ikke og forfærdes ikke for
      Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi
      en større er med os end med ham!
  8.  Med ham er en Arm at Kød, men med os er HERREN vor Gud, der vil
      hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong
      Ezekias af Judas Ord.

  9.  Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin
      Krigsmagt lå foran Lakisj, sine. Tjenere til Kong Ezekias af
      Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige:
 10.  "Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster
      eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem?
 11.  Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, når
      han siger: HERREN vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Hånd!
 12.  Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og
      sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter må I
      tilbede, og på det skal I tænde Offerild!
 13.  Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes
      Folkeslag?  Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af
      min Hånd?
 14.  Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, på hvilke
      mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Hånd?
      Og så skutlde eders Gud kunne frelse eder af min Hånd!
 15.  Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder på den Måde!
      Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har
      kunnet frelse sit Folk af min Hånd eller af mine Fædres Hånd;
      hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Hånd!"
 16.  Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN og mod hans
      Tjener Ezekias.
 17.  Han skrev også et Brev for at smæde HERREN, Israels Gud, og tale
      imod ham; heri stod der: "Så lidt som Landenes Folks Guder har
      frelst deres Folk af min Hånd, skal Ezekias's Gud frelse sit
      Folk af min Hånd!"
 18.  Og de råbte med høj Røst på Judæisk til Folkene i Jerusalem, som
      stod på Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Håb om at
      kunne tage Byen.
 19.  Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde som om Jordens
      Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder!
 24.  Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's Søn, og råbte
      til Himmelen.
 21.  Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere,
      Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot
      og Spe måtte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin
      Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med
      Sværdet.
 22.  Således frelste HERREN Ezekias og Jerusalems Indbyggere af
      Assyrerkongen Sankeribs Hånd og at alle andres og skaffede dem
      Ro på alle Kanter.
 23.  Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN og kostbare Ting
      til Kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt
      alle Hedningefolk.

 24.  Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til HERREN, og han
      svarede ham og gav ham et Tegn.
 25.  Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham;
      hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og
      over Juda og Jerusalem.
 26.  Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen
      med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs Vrede ikke over dem i
      Ezekias's Dage.

 27.  Ezekias var overmåde rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til
      Sølv, Guld, Ædelsten, Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde
      kostelige Ting
 28.  og Forrådskamre til Afgrøden af Horn, Most og Olie, Stalde til
      alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene;
 29.  Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde i Mængde af
      Hornkvæg og Småkvæg, thi Gud gav ham såre meget Gods.
 30.  Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod
      Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for,
      lykkedes for ham.
 31.  Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene,
      der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det
      Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham på Prøve
      og således få Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte.

 32.  Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme
      Gerninger, står jo optegnet i Profeten Esajas's, Amoz's Søns,
      Åbenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger.
 33.  Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
      ham på Skråningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele
      Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død;
      og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.



 33
  1.  Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede
      fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem.
  2.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de
      Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort
      foran Israeliterne.
  3.  Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde
      nedrevet, rejste Altre for Ba'alerne, lavede Asjerastøtter og
      tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede dem.
  4.  Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde
      sagt: "I Jerusalem skal mit Navn være til evig Tid."
  5.  Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs
      Hus's Forgårde.
  6.  Han lod sine Sønner gå igennem Ilden i Hinnoms Søns Dal, drev
      Trolddom og tog Varsler, drev hemmelige Kunster og ansatte
      Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i
      HERRENs Øjne, og krænkede ham.
  7.  Det Gudebillede, han lod lave, opstillede han i Guds Hus, om
      hvilket Gud havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette
      Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer,
      vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
  8.  og jeg vil ikke mere fjerne Israels Fod fra det Land, jeg gav
      deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder
      alt, hvad jeg har pålagt dem, hele Loven, Anordningerne og
      Lovbudene, som de fik ved Moses,"
  9.  Men Manasse forførte Juda og Jerusalems Indbyggere til at handle
      værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet for Israeliterne.

 10.  Da talede HERREN Manasse og hans Folk til, men de ænsede det
      ikke.
 11.  Så førte HERREN Assyrerkongens Hærførere mod dem, og de fangede
      Manasse med Kroge, lagde ham i Kobberlænker og førte ham til
      Babel.
 12.  Men da han var i Nød, bad han HERREN sin Gud om Nåde og ydmygede
      sig dybt for sine Fædres Gud.
 13.  Og da han bad til ham, bønhørte han ham; han hørte hans Bøn og
      bragte ham tilbage til Jerusalem til hans Kongedømme; da indså
      Manasse, at HERREN er Gud.

 14.  Senere byggede han en ydre Mur ved Davidsbyen vesten for Gihon i
      Dalen og hen imod Fiskeporten, så at den omsluttede Ofel; og han
      byggede den meget høj. I alle de befæstede Byer i Juda ansatte
      han Hærførere.
 15.  Han fjernede de fremmede Guder og Gudebilledet fra HERRENs Hus
      og alle de Altre, han havde bygget på Tempelbjerget og i
      Jerusalem, og kastede dem uden for Byen.
 16.  Og han istandsatte HERRENs Alter og ofrede Tak- og
      Lovprisningsofre derpå; og han bød Juda at dyrke HERREN, Israels
      Gud.
 17.  Men Folket vedblev at ofre på Offerhøjene, dog kun til HERREN
      deres Gutd.

 18.  Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, hans Bøn til sin Gud
      og de Seeres Ord, som talte til ham i HERRENs, Israels Guds,
      Navn, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike;
 19.  hans Bøn og Bønhørelse, al hans Synd og Troløshed og de Steder,
      hvor han opførte Offerhøje og opstillede Asjerastøtter og
      Gudebilleder, før han ydmygede sig, står jo optegnet i Seernes
      Krønike.
 20.  Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
      ham i Haven ved hans Hus; og hans Søn Amon blev Konge i hans
      Sted.

 21.  Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
      hersltede to År i Jerusalem.
 22.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader
      Manasse, og Amon ofrede til alle de Gudebilleder, hans Fader
      Manasse havde ladet lave, og dyrkede dem.
 23.  Han ydmygede sig ikke for HERRENs Åsyn, som hans Fader Manasse
      havde gjort, men Amon dyngede Skyld på Skyld.
 24.  Hans Tjenere sammensvor sig imod ham og dræbte ham i hans Hus;
 25.  men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret
      sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans
      Sted.



 34
  1.  Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede en
      og tredive År i Jerusalem.
  2.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
      lader Davids Spor uden al vige til højre eller venstre.

  3.  I sit ottende Regeringsår, endnu ganske ung, begyndte han at
      søge sin Fader Davids Gud, og i det tolvte År begyndte han at
      rense Juda og Jerusalem for Offerhøjene, Asjerastøtterne og de
      udskårne og støbte Billeder.
  4.  I hans Påsyn nedrev man Ba'alernes Altre; Solstøtterne, der stod
      oven på dem, huggede han om, og Asjerastøtterne og de udskårne
      og støbte Billeder lod han sønderhugge og knuse og strø ud på
      deres Grave, som havde ofret til dem;
  5.  Benene af Præsterne lod han brænde på deres Altre. Således
      rensede han Juda og Jerusalem.
  6.  Men også i Byerne i Manasse, Efraim og Simeon og lige til
      Naftali, rundt om i deres Ruinhobe,
  7.  lod han Altrene nedbryde, Asjerastøtterne og Gudebillederne
      sønderslå og knuse og alle Solstøtterne omhugge i hele Israels
      Land; så vendte han tilbage til Jerusalem.

  8.  I sit attende Regeringsår gav han sig til at rense Landet og
      Templet; han sendte Sjafan, Azaljas Søn, Byens Øverste Ma'aseja
      og Kansleren Joa, Joahaz's Søn, hen for at istandsætte HERREN
      hans Guds Hus.
  9.  Da de kom til Ypperstepræsten Hilkija, afleverede de Pengene,
      der var kommet ind til Guds Hus, dem, som Leviterne, der holdt
      Vagt ved Tærskelen, havde samlet hos Manasse og Efraim og det
      øvrige Israel og hos hele Juda og Benjamin og Jerusalems
      Indbyggere;
 10.  de overgav Pengene til dem, der stod for Arbejdet, dem, der
      havde Tilsyn med HERRENs Hus; og de, der stod for Arbejdet på
      HERRENs Hus, brugte dem til at udbedre og istandsætte Templet,
 11.  idet de overgav dem til Tømrerne og Bygningsmændene til Indkøb
      af tilhugne Sten og Tømmer til Tværbjælker og til Bjælker i de
      Bygninger, Judas Konger havde ødelagt.
 12.  Folkene udførte Arbejdet samvittighedsfuldt; og Tilsynet med dem
      var overdraget Leviterne Jahat og Obadja af Merariterne og
      Zekarja og Mesjullam af Kehatiternes Sønner, for at de skulde
      lede dem.
 13.  Og Leviterne havde Tilsyn med Lastdragerne og ledede alle dem,
      der havde med de forskellige Arbejder at gøre. Og af Leviterne
      var nogle Skrivere, Fogeder og Dørvogtere.

 14.  Men da de tog Pengene frem, der var kommet ind til HERRENs Hus,
      fandt Præsten Hilkija Bogen med HERRENs Lov, som var givet ved
      Moses;
 15.  og Hilkija tog til Orde og sagde til Statsskriveren Sjafan: "Jeg
      har fundet Lovbogen i HERRENs Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
 16.  og Sjafan bragte Bogen til Kongen og aflagde der hos Beretning
      for ham, idet han sagde: "Alt, hvad dine Trælle er sat til,
      udfører de;
 17.  de har taget de Penge frem, der fandtes i HERRENs Hus, og givet
      dem til Tilsynsmændene og dem, der står for Arbejdet."
 18.  Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten
      Hilkija gav mig en Bog." Og Sjafan læste op af den for Kongen.
 19.  Men da Kongen hørte, hvad der stod i Loven, sønderrev han sine
      Klæder;
 20.  og Kongen bød Hilkija, Ahikam. Sjafans Søn, Abdon, Mikas Søn,
      Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja:
 21.  "Gå hen og rådspørg HERREN på mine Vegne og på deres, som er
      blevet tilovers i Israel og Juda, om Indholdet af denne Bog, der
      er fundet; thi stor er Vreden, der er blusset op hos HERREN imod
      os, fordi vore Fædre ikke adlød HERRENs Ord og handlede nøje
      efter. hvad der står skrevet i denne Bog!"

 22.  Hilkija og de andre, Kongen sendte af Sted, gik da hen og talte
      derom med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum,
      Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Hasras Søn Tokhat, og som
      boede i Jerusalem i den nye Bydel.
 23.  Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den
      Mand, der sendte eder til mig:
 24.  Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og
      dets Indbyggere, alle de Forbandelser, der er optegnet i den
      Bog. som er læst op for Judas Konge,
 25.  til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre
      Guder, så de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min
      Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes!
 26.  Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge
      HERREN,skal I sige således: Så siger HERREN. Israels Gud: De
      Ord, du har hørt, står fast;
 27.  men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for Gud. da
      du hørte hans Ord mod dette Sted og dets Indbyggere, og efterdi
      du ydmygede dig for mit Åsyn og sønderrev, dine Klæder og græd
      for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
 28.  Så vil jeg da lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles
      til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke
      at se, som jeg vil bringe over dette Sted og dets Beboere!" Det
      Svar hragte de til Kongen.

 29.  Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste
      kalde sammen.
 30.  Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og
      Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Leviterne og alt Folket, store
      og små, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen,
      som var fundet i HERRENs Hus.
 31.  Derpå stillede Kongen sig på sin Plads og sluttede Pagt for
      HERRENs Åsyn om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans
      Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele
      deres Sjæl, for at han kunde opfylde Pagtens Ord, dem, der var
      skrevet i denne Bog.
 32.  Og han lod alle dem, der var til Stede i Jerusalem, indgå
      Pagten; og Jerusalems Indbyggere haodlede efter Guds, deres
      Fædres Guds, Pagt.
 33.  Derpå fjernede Josias alle Vederstyggelighederne fra alle de
      Landsdele, der tilhørte Iraeliterne, og sørgede for, at enhver i
      Israel dyrkede HERREN deres Gud. Så længe han levede, veg de
      ikke fra HERREN, deres Fædres Gud.



 35
  1.  Derpå fejrede Josias Påske for HERREN i Jerusalem, og de
      slagtede Påskelammet den fjortende Dag i den første Måned.
  2.  Han satte Præsterne til det, de havde at varetage, og opmuntrede
      dem til Tjenesten i HERRENs Hus;
  3.  og til Leviterne, som underviste hele Israel og var helliget
      HERREN, sagde han: "Sæt den hellige Ark i Templet, som Davids
      Søn, Kong Salomo af Israel, byggede; I skal ikke mere bære den
      på Skuldrene. Tjen nu HERREN eders Gud og hans Folk Israel!
  4.  Gør eder rede Fædrenehus for Fædrenehus, Skifte for Skifte,
      efter Kong David af Israels Forskrift og hans Søn Salomos
      Anvisning,
  5.  og stil eder op i Helligdommen, således at der bliver et Skifte
      af et levitisk Fædrenehus for hver Afdeling af eders Brødres,
      Almuens, Fædrenehuse,
  6.  og slagt så Påskeofferdyrene, helliger eder og tillav dem til
      eders Brødre for at handle efter HERRENs Ord ved Moses."

  7.  Josias gav frivilligt Almuen, alle dem, der var til Stede, en
      Ydelse af Småkvæg, Lam og Gedekid, alt sammen til Påskeofferdyr,
      30.000 Stykker i Tal, og 3.000 Stykker Hornkvæg, alt af Kongens
      Ejendom;
  8.  og hans Øverster gav frivilligt Folket, Præslerne og Leviterne
      en Ydelse; Hilkija, Zekarja og Jehiel, Guds Hus's Øverster, gav
      Præsterne til Påskeofferdyr 2.600 Stykker Småkvæg og 300 Stykker
      Hornkvæg.
  9.  Leviternes Øverster Konanja og hans Brød1e Sjemaja og Netan'el,
      Hasjabja, Je'iel og Jozabad ydede Leviterne til Påskeofferdyr
      5.000 Stykker Småkvæg og 500 Stykker Hornkvæg.

 10.  Således ordnedes Tjenesten, og Præsterne stod på deres Plads,
      ligeledes Leviterne, Skifte for Skifte efter Kongens Bud.
 11.  De slagtede Påskedyrene, og Præsterne sprængte Blodet, som de
      rakte dem, medens Leviterne flåede Huden af.
 12.  Derpå gjorde de Brændofrene tede for at give dem til de enkelte
      Afdelinger af Almuens Fædrenehuse, så at de kunde frembæres for
      HERREN, som det er foreskrevet i Moses's Bog, og på samme Måde
      gjorde de med Hornkvæget.
 13.  Påskedyrene stegte de over Ilden på den foreskrevne Måde, men de
      hellige Stykker kogte de i Gryder, Kedler og Skåle og bragte dem
      skyndsomt til Almuen.
 14.  Derefter gjorde de Påskedyr rede til sig selv og Præsterne, thi
      Præsterne, Arons Sønner, var sysselsatte med at ofre 81ændofrene
      og Fedtstykkerne lige til Nattens Frembrud; derfor gjorde
      Leviterne Ofre rede både for sig selv og Præsterne, Arons
      Sønner.
 15.  Sangerne, Asafs Sønner, var på deres Plads efterDavids, Asafs,
      Hemans og Kongens Seer Jedutuns Bud, og Dørvogterne ved de
      forskellige Porte; de måtte ikke forlade deres Plads, men deres
      Brødre Leviterne gjorde Påskedyr rede for dem.

 16.  Således ordnedes hele HERRENs Tjeneste den Dag, idet man fejrede
      Påsken og bragte Brændofre på HERRENs Alter efter Kong Josias's
      Bud;
 17.  og Israeliterne, som var til Stede, fejrede dengang Påsken og de
      usyrede Brøds Højtid i syv Dage.
 18.  En Påske som den var ikke blevet fejret i Israel siden Profeten
      Samuels Dage, og ingen af Israels Konger havde fejret en Påske
      som den, Josias, Præsterne og Leviterne og alle de Judæere og
      Israeliter, som var til Stede, og Jerusalems Indbyggere fejrede.
 19.  I Josias's attende Regeringsår blev denne Påsk fejret.

 20.  Efter alt dette, da Josias havde sat Templet i Stand, drog
      Ægypterkongen Neko op til Kamp ved Karkemisj, der ligger ved
      Eufrat. Josias drog imod ham;
 21.  men han sendte Sendebud til ham og lod sige: "Hvad er der mig og
      dig imellem, Judas Konge? Det er ikke dig, det nu gælder, men
      det Kongehus, jeg ligget i Krig med; og Gud har sagt, at jeg
      skulde haste. Gå ikke imod den Gud, der er med mig, at han ikke
      skal ødelægge dig!"
 22.  Josias vendte dog ikke om, men vovede at indlade sig i Hamp med
      ham; han tog ikke Hensyn til Nekos Ord, der dog kom fra Guds
      Mund, men drog ud til Kamp på Megiddos Slette.
 23.  Da ramte Bueskytterne Kong Josias; og Kongen sagde til sine
      Folk: "Før mig bort, thi jeg er hårdt såret!"
 24.  Hans Folk bragte ham da bort fra Vognen og satte ham på hans
      anden Vogn og førte ham til Jerusalem, hvor han døde. De jordede
      ham i hans Fædres Grave, og hele Juda og Jerusalem sørgede over
      Josias.
 25.  Jeremias sang en Klagesang over Josias, og alle Sangerne og
      Sangerinderne talte i deres Klagesange om ham, som de gør den
      Dag i Dag; man gjorde dette til en stående Skik i Israel, og
      Sangene står optegnet blandt Klagesangene.

 26.  Hvad der ellers er at fortælle om Josias og hans fromme
      Gerninger, der sfemte med, hvad der er foreskrevet i HERRENs
      Lov,
 27.  hans Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om
      Israels og Judas Konger.



 36
  1.  Folket fra Landet tog nu Josias's Søn Joahaz og hyldede ham til
      Konge i Jerusalem i hans Faders Sted.
  2.  Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede tre Måneder i Jerusalem.
  3.  Men Ægypterkongen afsatte ham fra Regeringen i Jerusalem og
      lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på
      Landet.
  4.  Derpå gjorde Ægypterkongen hans Broder Eljakim til Konge over
      Juda og Jerusalem, og han ændrede hans Navn til Jojakim; hans
      Broder Joahaz derimod tog Neko med til Ægypten.

  5.  Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede elleve År i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i
      HERREN hans Guds Øjne.
  6.  Kong Nebukadnezer af Babel drog op imod ham og lagde ham i
      Kobberlænker for at føre ham til Babel;
  7.  og Nebukadnezar lod en Del af HERRENs Hus's Kar bringe til Babel
      og opstillede dem i sin Borg i Babel.
  8.  Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim og de
      Vederstyggeligheder, han øvede, hvad der er at sige om ham, står
      optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger. Og hans Søn Jojakin
      blev Konge i hans Sted.

  9.  Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede
      tre Måneder og ti Dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var
      ondt i HERRENs Øjne.
 10.  Næste År sendfe Kong Nebukadnezar Folk og lod ham bringe til
      Babel tillige med HERRENs Hus's kostelige Kar; og han gjorde
      hans Broder Zedekias til Konge over Juda og Jerusalem.

 11.  Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede i elleve År i Jerusalem.
 12.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne. Han
      ydmygede sig ikke under de Ord, Profeten Jeremias talte fra
      HERRENs Mund.
 13.  Desuden faldt han fra Kong Nebudkanezar, der havde taget ham i
      Ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit Hjerte, så
      han ikke omvendte sig til HERREN, Israels Gud.
 14.  Ligeledes gjorde alle Judas Øverster og Præsterne og Folket sig
      skyldige i megen Troløshed ved at efterligne alle
      Hedningefolkenes Vederstyggeligheder, og de besmittede HERRENs
      Hus, som han havde helliget i Jerusalem.
 15.  HERREN, deres Fædres Gud, sendte tidlig og silde manende Ord til
      dem ved sine Sendebud, fordi han ynkedes oer sit Folk og sin
      Bolig;
 16.  men de spottede Guds Sendebud, lod hånt om hans Ord og gjorde
      sig lystige over hans Profeter, indtil HERRENs Vrede mod hans
      Folk tog til i den Grad, at der ikke mere var Lægedom.
 17.  Han førte Kaldæernes Konge imod dem, og han dræbte deres unge
      Mandskab med Sværdet i deres hellige Tempel og ynkedes ikke over
      Yngling eller Jomfru, gammel eller Olding - alt overgav han i
      hans Hånd.
 18.  Alle Karrene i Guds Hus, store og små, HERRENs Hus's Skatte og
      Kongens og hans Øverstes Skatte lod han alt sammen bringe til
      Babel.
 19.  De stak Ild på Guds Hus, nedrev Jerusalems Mur, opbrændte alle
      dets Borge og ødelagde alle kostelige Ting deri.
 20.  Dem, Sværdet levnede, førte han som Fanger til Babel, hvor de
      blev Trælle for ham og hans Sønner, indtil Perserriget fik
      Magten,
 21.  for at HERRENs Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, indtil
      Landet fik sine Sabbater godtgjort; så længe Ødelæggelsen
      varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve År.

 22.  Men i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for
      at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen
      Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og
      desuden kundgøre ved en Skrivelse:
 23.  "Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har
      HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge
      ham et Hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til
      hans Folk, med ham være HERREN hans Gud, og han drage derop!"