Jeremias


 1
  1.  Ord af Jeremias, Hilkijas søn, en af præsterne i Anatot i
      Benjamins Land,
  2.  til hvem HERRENs Ord kom i Amons Søns, Kong Josias af Judas,
      Dage, i hans Herredømmes trettende År,
  3.  og fremdeles i Josias's Søns, Kong Jojakim af Judas, Dage indtil
      Slutningen af Josias's Søns, Kong Zedekias af Judas, elevte
      Regeringsår, til Jerusalems Indbyggere førtes i Landflygtighed i
      den femte Måned.

  4.  HERRENs Ord kom til mig således:
  5.  Før jeg danned dig i Moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af
      Moderliv, helligede jeg dig, til Profet for Folkene satte jeg
      dig.
  6.  Men jeg svarede: "Ak, Herre, HERRE, jeg kan jo ikke tale, thi
      jeg er ung."
  7.  Så sagde HERREN til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen
      jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig;
  8.  frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder
      det fra HERREN."
  9.  Og, HERREN udrakte sin Hånd, rørte ved min Mund og sagde til
      mig: "Nu lægger jeg mine Ord i din Mund.  10, Se, jeg giver dig
      i Dag Myndighed over Folk og Riger til at oprykke og nedbryde,
      til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante."
 11.  Siden kom HERRENs Ord til mig således: "Hvad ser du, Jeremias?"
      Jeg svarede: "Jeg ser en Mandelgren."
 12.  Da sagde HERREN til mig: "Du ser ret, thi jeg er årvågen over
      mit Ord for at fuldbyrde det."
 13.  Og HERRENs Ord kom atter til mig således: "Hvad ser du?" Jeg
      svarede: "Jeg ser en sydende Kedel med Fyrsted mod Nord."
 14.  Da sagde HERREN til mig: "Nordfra skal Ulykke syde ud over alle
      Landets Indbyggere;
 15.  thi se, jeg hidkalder alle Nordens Riger, lyder det fra HERREN,
      og man skal komme og rejse hver sin Trone ved Indgangen til
      Jerusalems Porte mod alle dets Mure trindt omkring og mod alle
      Judas Byer;
 16.  og jeg vil afsige Dom over dem for al deres Ondskab, at de
      forlod mig, tændte Offerild for fremmede Guder og tilbad deres
      Hænders Værk.
 17.  Så omgjorde dine Lænder og stå frem og tal til dem, alt hvad jeg
      byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd
      for dem!
 18.  Og jeg, se, jeg gør dig i Dag til en fast Stad, til en
      Jernstøtte og en kobbermur mod hele Landet, Judas Konger og
      Fyrster, Præsterne og Almuen;
 19.  de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med
      dig for at frelse dig, lyder det fra HERREN."



 2
  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
  2.  Gå hen og råb Jerusalem i Ørene: Så siger HERREN: Jeg mindes din
      Kærlighed som ung, din Elskov som Brud, at du fulgte mig i
      Ørkenen, et Land, hvor der ikke sås;
  3.  Israel var helliget HERREN, hans Førstegrøde, alle, som åd det,
      måtte bøde, Ulykke ramte dem, lyder det fra HERREN.

  4.  Hør HERRENs Ord, Jakobs Hus og alle Slægter i Israels Hus:
  5.  Så siger HERREN: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de
      gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev
      tomme?
  6.  De spurgte ikke: "Hvor er HERREN, som førte os op fra Ægypten og
      ledte os i Ørkenen, Ødemarkens og Kløfternes Land, Tørkens og
      Mulmets Land, Landet, hvor ingen færdes eller bor?"
  7.  Jeg bragte eder til Frugthavens Land, at I kunde nyde dets Frugt
      og Goder; men da I kom derind, gjorde I mit Land urent og min
      Arvelod vederstyggelig.
  8.  Præsterne spurgte ikke: "Hvor er HERREN?" De, der syslede med
      Loven, kendte mig ikke, Hyrderne faldt fra mig, og Profeterne
      profeterede ved Ba'al og holdt sig til Guder, som intet evner.
  9.  Derfor må jeg fremdeles gå i Rette med eder, lyder det fra
      HERREN, og med eders Sønners Sønner må jeg gå i Rette.

 10.  Drag engang over til Kittæernes Strande og se efter, send Bud
      til Kedar og spørg jer nøje for; se efter, om sligt er hændet
      før!
 11.  Har et Hedningefolk nogen Sinde skiftet Guder? Og så er de endda
      ikke Guder. Men mit Folk har skiftet sin Ære bort for det, der
      intet gavner.
 12.  Gys derover, I Himle, Skræk og Rædsel gribe eder, lyder det fra
      HERREN;
 13.  thi to onde Ting har mit Folk gjort: Mig, en Kilde med levende
      Vand, har de forladt for at hugge sig Cisterner, sprukne
      Cisterner, der ikke kan holde Vand.

 14.  Er Israel da en Træl, en hjemmefødt Træl? Hvorfor er han blevet
      til Bytte?
 15.  Løver brøler imod ham med rungende Røst; hans Land har de gjort
      til en Ørk, hans Byer er brændt, så ingen bor der.
 16.  Selv Nofs og Takpankes's Sønner afgnaver din Isse.
 17.  Mon ikke det times dig, fordi du svigted mig? lyder det fra
      HERREN din Gud.
 18.  Hvorfor skal du nu til Ægypten og drikke af Sjihor? Hvorfor skal
      du nu til Assur og drikke af Floden?

 19.  Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se,
      hvor ondt og bittert det er, at du svigted HERREN din Gud; Frygt
      for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers
      HERRE.
 20.  Thi længst har du brudt dit Åg og sprængt dine Bånd. Du siger:
      "Ej vil jeg tjene!" Nej, Skøgeleje har du på hver en Høj, under
      alle de grønne Træer.
 21.  Som en Ædelranke plantede jeg dig, en fuldgod Stikling; hvor
      kunde du da blive Vildskud, en uægte Ranke?
 22.  Om du end tor dig med Lud og ødsler med Sæbe, jeg ser dog din
      Brødes Snavs, så lyder det fra HERREN.
 23.  Hvor kan du sige: "Ej er jeg uren, til Ba'alerne holdt jeg mig
      ikke!" Se på din Færd i Dalen, kend, hvad du gjorde, en let
      Kamelhoppe, løbende hid og did,
 24.  et Vildæsel, kendt med Steppen! Den snapper i Brynde efter Luft,
      hvo tæmmer dens Brunst? At søge den trætter ingen, den findes i
      sin Måned.
 25.  Spar dog din Fod for Slid, din Strube for Tørst! Dog siger du:
      "Nej, lad mig være! Jeg elsker de fremmede, dem vil jeg holde
      mig til."
 26.  Som Tyven får Skam, når han gribes, så Israels Hus, de, deres
      Konger og Fyrster, Præster og Profeter,
 27.  som siger til Træ: "Min Fader!" til Sten: "Du har født mig." Thi
      Ryggen og ikke Ansigtet vender de til mig, men siger i
      Ulykkestid: "Stå op og frels os!"
 28.  Hvor er de da, dine Guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå
      op! Kan de frelse dig i Ulykkestiden? Thi som dine Byers Tal er
      dine Guders, Juda.
 29.  Hvorfor tvistes I med mig? I har alle forbrudt jer imod mig,
      lyder det fra HERREN.
 30.  Forgæves slog jeg eders Børn, de tog ikke ved Lære, som hærgende
      Løve fortærede Sværdet Profeterne.
 31.  Du onde Slægt, så mærk jer dog HERRENs Ord! Har jeg været en Ørk
      for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger:
      "Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig."
 32.  Glemmer en Jomfru sit Smykke, en Brud sit Bælte? Og mig har mit
      Folk dog glemt i talløse Dage.
 33.  Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du
      vænned dig derfor også til ondt i din Færd.
 34.  Endog findes Blod på dine Hænder af fattige, skyldfri Sjæle,
      Blod, jeg ej fandt hos en Tyv, men på alle disse.
 35.  Og du siger: "Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra
      mig." Se, med dig går jeg i Rette, da du siger: "Jeg har ikke
      syndet."
 36.  Hvor let det dog falder for dig at skifte din Vej! Du skal også
      få Skam af Ægypten, som du fik det af Assur;
 37.  også derfra skal du gå med Hænder på Hoved, thi HERREN har
      forkastet dine Støtter, de båder dig intet.



 3
  1.  Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en
      anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej
      sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere,
      vil tilbage til mig! så lyder det fra HERREN.
  2.  Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene
      vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved
      din Utugt og Ondskab,
  3.  en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande
      har du, trodser al Skam.
  4.  Råbte du ikke nylig til mig: "Min Fader! Du er min Ungdoms Ven.
  5.  Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?" Se, således
      taler du, men øver det onde til Gavns.

  6.  HERREN sagde til mig i Kong Josias's Dage: Så du, hvad den
      troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg
      og hen under ethvert grønt Træ og bolede.
  7.  Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om
      til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster
      Juda;
  8.  hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes
      Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde
      Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede.
  9.  Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten
      og Træ.
 10.  Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig
      af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra HERREN.
 11.  Og HERREN sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end
      det svigefulde Judas.

 12.  Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel,
      lyder det fra HERREN; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er
      jeg, lyder det fra HERREN; jeg gemmer ej evigt på Vrede;
 13.  men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod HERREN din Gud; for de
      fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte
      ikke min Røst, så lyder det fra HERREN.

 14.  Vend om, I frafaldne Søoner, lyder det fra HERREN; thi jeg er
      eders Herre; jeg tager eder, een fra en By og en fra en Slægt og
      bringer eder til Zion,
 15.  og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder
      med Indsigt og Kløgt.
 16.  Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage,
      lyder det fra HERREN, skal de ikke mere tale om HERRENs Pagts
      Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de
      skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal
      ikke laves.
 17.  På hin Tid skal man kalde Jerusalem HERRENs Trone, og der, til
      HERRENs Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de
      skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind.
 18.  I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet
      skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre
      i Eje.

 19.  Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg
      giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg
      sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!"
 20.  Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus,
      så lyder det fra HERREN.
 21.  Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn,
      fordi de vandrede Krogveje, glemte HERREN deres Gud.
 22.  Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi
      kommer til dig, thi du er HERREN vor Gud.
 23.  Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos
      HERREN vor Gud er Israels Frelse.
 24.  Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og
      Hornkvæg, Sønner og Døtre.
 25.  Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod
      HERREN vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af
      til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.



 4
  1.  Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til
      mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for
      mit Åsyn.
  2.  Sværger du: "Så sandt HERREN lever," redeligt, ærligt og sandt,
      skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham.
  3.  Thi så siger HERREN til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd
      eder Nyjord og så dog ikke blandt, Torne!
  4.  Omskær jer for HERREN og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd
      og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slår ud som Ild og
      hrænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld.

  5.  Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i
      Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i
      de faste Stæder!
  6.  Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke
      sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud.
  7.  En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort
      fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer
      skal hærges, så ingen bor der.
  8.  Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender
      HERRENs glødende Vrede sig fra os.
  9.  På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal Kongen og Fyrsterne tabe
      Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slås af Rædsel;
 10.  og de skal sige: "Ak, Herre, HERRE! Sandelig, du førte dette
      Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu
      har Sværdet nået Sjælen."

 11.  På hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et
      glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks
      Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn,
 12.  et Vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også
      nu tale Domsord imod dem.
 13.  Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste
      er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde!
 14.  Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor
      længe skal dit Indre huse de syndige Tanker?
 15.  Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge:
 16.  Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer
      fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda.
 17.  Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi
      genstridigt var det imod mig, lyder det fra HERREN.
 18.  Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din
      Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.

 19.  Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte
      vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre,
      Skrig fra Kampen;
 20.  der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte
      hærges brat, i et Nu mine Forhæng.
 21.  Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet?
 22.  Thi mit Folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og
      uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Tåber til det
      gode.

 23.  Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys
      var borte;
 24.  Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved;
 25.  jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var
      fløjet;
 26.  jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for
      HERREN, for hans glødende Vrede.
 27.  Thi så siger HERREN: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger
      jeg ikke.
 28.  Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede
      og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.

 29.  For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind
      i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et
      Menneske bor der.
 30.  Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen,
      smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er
      spildt, du gør dig smuk.  Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil
      de have.
 31.  Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved
      Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder:
      "Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder."



 5
  1.  Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets
      Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd,
      lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem.
  2.  Siger de: "Så sandt HERREN lever", sværger de falsk.
  3.  HERRE, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte
      sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde
      Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om.
  4.  Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender
      ej HERRENs Vej, deres Guds Ret;
  5.  jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da
      HERRENs Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget,
      sprængt deres Bånd.
  6.  Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken
      hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra,
      rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald.
  7.  Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved
      Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog
      sig ned i Skøgens Hus;

  8.  de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens
      Hustru.

  9.  Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra HERREN, skal ikke
      min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?
 10.  Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op,
      thi HERREN tilhører de ikke.
 11.  Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så
      lyder det fra HERREN.
 12.  De fornægter HERREN og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer
      ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger;
 13.  Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må
      ramme dem selv!"
 14.  Derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette
      Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette
      Folk til Brænde, som Ild skal fortære.
 15.  Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus,
      så lyder det fra HERREN, et Folk, som er stærkt, et Folk fra
      Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke
      fatter;
 16.  som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper;
 17.  det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og
      Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din
      Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger
      øde, dem, som du stoler på.

 18.  Men selv i de Dage, lyder det fra HERREN, vil jeg ikke udslette
      eder.
 19.  Og når de siger: "Hvorfor har HERREN vor Gud gjort os alt det?"
      sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i
      eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der
      ikke er eders."

 20.  Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda:
 21.  Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne,
      men ikke ser, og Ører, men ikke hører:
 22.  Vil I ikke frygte mig, lyder det fra HERREN, eller bæve for mit
      Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel,
      som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det
      intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.

 23.  Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra
      og gik bort.
 24.  De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte HERREN vor Gud, som
      giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer
      os Ugerne, da der skal høstes."
 25.  Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder
      det gode.

 26.  Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som
      Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger
      Mennesker.
 27.  Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af
      Svig; derfor blev de store og rige.
 28.  De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de
      hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og
      hjælper ikke de fattige til deres Ret.
 29.  Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra HERREN; skulde min
      Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk?
 30.  Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet;
 31.  Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit
      Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?



 6
  1.  Fly, I Benjamins Sønner, bort fra Jerusalem og stød i hornet i
      Tekoa, hejs Mærket over Bet-Kerem! Thi Ulykke truer fra Nord, et
      vældigt Sammenbrud.
  2.  Jeg tilintetgør Zions Datter, den yndige, forvænte
  3.  til hende kommer der Hyrder med deres Hjorde; de opslår Telte i
      Ring om hende, afgræsser hver sit Stykke.
  4.  Helliger Angrebet på hende! Op! Vi rykker frem ved Middag! Ve
      os, thi Dagen hælder, thi Aftenskyggerne længes.
  5.  Op! Vi rykker frem ved Nat og lægger hendes Borge øde.

  6.  Thi så siger Hærskarers HERRE: Fæld Træer og opkast en Vold imod
      Jerusalem ! Ve Løgnens By med lutter Voldsfærd i sin Midte!
  7.  Som Brønden sit Vand holder Byen sin Ondskab frisk; der høres om
      Voldsfærd og Hærværk, Sår og Slag har jeg altid for Øje.
  8.  Jerusalem, tag ved Lære, at min Sjæl ej vender sig fra dig, at
      jeg ikke skal gøre dig til Ørk, til folketomt, Land.

  9.  Så siger Hærskarers HERRE: Hold Efterhøst på Israels Rest, som
      det sker på en Vinstok, ræk som en Vingårdsmand atter din Hånd
      til dens Ranker!
 10.  "For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har
      uomskårne Ører, kan ej lytte til; se, HERRENs Ord er til Spot og
      huer dem ikke.
 11.  Jeg er fuld af HERRENs Vrede og træt af at tæmme den." Gyd den
      ud over Barnet på Gaden, over hele de unges Flok; både Mand og
      Kvinde skal fanges, gammel og Olding tillige;
 12.  deres Huse, Marker og Kvinder skal alle tilfalde andre; thi jeg
      udrækker Hånden mod Landets Folk, så lyder det fra HERREN.
 13.  Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle
      med Løgn fra Profet til Præst.
 14.  De læger mit Folks Brøst som den simpleste Sag, idet de siger:
      "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred.
 15.  De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog
      blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde
      på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN.

 16.  Så siger HERREN: Stå ved Vejene og se efter, spørg efter de
      gamle Stier, hvor Vejen er til alt godt, og gå på den; så finder
      I Hvile for eders Sjæle.  Men de svarede: "Det vil vi ikke."
 17.  Og jeg satte Vægtere over dem: "Hør Hornets Klang!" Men de
      svarede: "Det vil vi ikke."
 18.  Hør derfor, I Folk, og vidn imod dem!
 19.  Hør, du Jord! Se, jeg sender Ulykke over dette Folk, Frugten at
      deres Frafald, thi de lyttede ikke til mine Ord og lod hånt om
      min Lov.
 20.  Hvad skal jeg med Røgelsen, der kommer fra Saba, med den dejlige
      Kalmus fra det fjerne Land? Eders Brændofre er ej til Behag,
      eders Slagtofre huer mig ikke.
 21.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg sætter Anstød for dette Folk,
      og de skal støde an derimod, både Fædre og Sønner; både Nabo og
      Genbo skal omkomme.

 22.  Så siger HERREN: Se, et Folkeslag kommer fra Nordens Land, et
      vældigt Folk bryder op fra det yderste af Jorden.
 23.  De fører Bue og Spyd, er skånselsløst grumme; deres Røst er som
      Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som Stridsmand mod dig,
      du Zions Datter.
 24.  Vi hørte Rygtet derom, vore Hænder blev slappe, Rædsel greb os,
      Skælven som fødende Kvinde.
 25.  Gå ikke ud på Marken og følg ej Vejen, thi Fjenden bærer Sværd,
      trindt om er Rædsel.
 26.  Klæd dig i Sæk, mit Folks Datter, vælt dig i Støvet, hold Sorg
      som over den enbårne, bitter Klage! Thi Hærværksmanden skal brat
      komme over os.

 27.  Til Metalprøver, Guldprøver, gjorde jeg dig i mit Folk til at
      kende og prøve deres Færd.
 28.  De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun Kobber
      og Jern, alle handler de slet.
 29.  Bælgen blæser, af Ilden kommer kun Bly. Al Smelten er spildt, de
      onde udskilles ej.
 30.  Giv dem Navn af vraget Sølv, thi dem har HERREN vraget.



 7
  1.  Det Ord som kom til Jeremias fra Herren
  2.  Stå hen i Porten til HERRENs Hus og udråb dette Ord: Hør HERRENs
      Ord, hele Juda, I, som går ind gennem disse Porte for at tilbede
      HERREN!
  3.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Bedrer eders Veje og
      eders Gerninger, så vil jeg lade eder bo på dette Sted.
  4.  Stol ikke på den Løgnetale: Her er HERRENs Tempel, HERRENs
      Tempel, HERRENs Tempel!
  5.  Men bedrer eders Veje og eders Gerninger! Dersom I virkelig øver
      Ret Mand og Mand imellem,
  6.  ikke undertrykker den fremmede, den faderløse og Enken, ej
      heller udgyder uskyldigt Blod på dette Sted, ej heller til egen
      Skade holder eder til fremmede Guder, 7 så vil jeg til evige
      Tider lade eder bo på dette Sted i det Land, jeg gav eders
      Fædre.
  8.  Se, I stoler på Løgnetale, som intet båder.
  9.  Stjæle, slå ihjel, hore, sværge falsk, tænde Offerild for Ba'al,
      holde eder til fremmede Guder, som I ikke kender til
 10.  og så kommer I og står for mit Åsyn i dette Hus, som mit Navn
      nævnes over, og siger: "Vi er frelst!" for at gøre alle disse
      Vederstyggeligheder.
 11.  Holder I dette Hus, som mit Navn nævnes over, for en Røverkule?
      Men se, også jeg har Øjne, lyder det fra HERREN.
 12.  Gå dog hen til mit hellige Sted i Silo, hvor jeg først
      stadfæstede mit Navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit
      Folk Israels Ondskabs Skyld.
 13.  Og nu, fordi I øver alle disse Gerninger, lyder det fra HERREN,
      og fordi I ikke vilde høre, når jeg årle og silde talede til
      eder, eller svare, når jeg kaldte på eder,
 14.  derfor vil jeg gøre med Huset, som mit Navn nævnes over, og som
      I stoler på, og med Stedet, jeg gav eder og eders Fædre, ligesom
      jeg gjorde med Silo;
 15.  og jeg vil støde eder bort fra mit Åsyn, som jeg stødte alle
      eders Brødre bort, al Efraims Æt.

 16.  Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære klage
      og Bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke.
 17.  Ser du ikke, hvad de har for i Judas Byer og på Jerusalems
      Gader?,,
 18.  Børnene sanker Brænde, Fædrene tænder Ild, og Kvinderne ælter
      Dejg for at bage Offerkager til Himmelens Dronning og udgyde
      Drikofre for fremmede Guder og og krænke mig.
 19.  Mon det er mig, de krænker, lyder det fra HERREN, mon ikke sig
      selv til deres Ansigters Skam?
 20.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, min Vrede og Harme
      udgyder sig over dette Sted, over Folk og Fæ, over Markens Træer
      og Jordens Frugt, og den skal brænde uden at slukkes.

 21.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Læg eders Brændofre til
      eders Slagtofre og æd Kød!
 22.  Thi dengang jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke
      til dem eller bød dem noget om Brændoffer og Slagtoffer;
 23.  men dette bød jeg dem: "I skal høre min Røst, så vil jeg være
      eders Gud, og I skal være mit Folk; og I skal gå på alle de
      Veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel."
 24.  Men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de fulgte deres onde
      Hjertes Stivsind og gik tilbage, ikke fremad.
 25.  Fra den Dag eders Fædre drog ud af Ægypten, og til i Dag har jeg
      Dag efter Dag, årle og silde sendt eder alle mine Tjenere
      Profeterne;
 26.  men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de gjorde Nakken stiv og
      øvede mere ondt end deres Fædre.
 27.  Når du siger dem alle disse Ord, hører de dig ikke, og kalder du
      på dem, svarer de dig ikke.

 28.  Sig så til dem: Det er det Folk, som ej hørte HERREN deres Guds
      Røst, det, som ej tog ved Lære; Sandhed er svundet, udryddet af
      deres Mund.
 29.  Afklip dit Hår, kast det bort og klag på de nøgne Høje! Thi
      HERREN har forkastet og bortstødt den Slægt, han var vred på.

 30.  Thi Judas Sønner har gjort, hvad der er ondt i mine Øjne, lyder
      det fra HERREN; de har opstillet deres væmmelige Guder i Huset,
      som mit Navn nævnes over, for at gøre det urent;
 31.  de har bygget Tofets Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at brænde
      deres Sønner og Døtre i Ilden, hvad jeg ikke har påbudt, og hvad
      aldrig var i min Tanke.
 32.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da man ikke
      mere skal sige Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen, og man
      skal jorde de døde i Tofet, fordi Pladsen ikke slår til.
 33.  Og dette Folks Lig skal blive Himmelens Fugle og Jordens Dyr til
      Æde, og ingen skal skræmme dem bort.
 34.  Og i Judas Byer og på Jerusalems Gader gør jeg Ende på Fryderåb
      og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst, thi Landet skal
      lægges øde.



 8
  1.  Til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man tage Judas kongers
      ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems
      Indbyggeres Ben ud af deres Grave
  2.  og sprede dem for Sol og Måne og al Himmelens Hær, som de
      elskede og dyrkede, holdt sig til, rådspurgte og tilbad; de skal
      ikke samles og jordes, men blive til Gødning på Marken.
  3.  Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er
      tilbage af denne onde Slægt på alle de Steder, jeg driver dem
      hen, lyder det fra Hærskarers HERRE.

  4.  Og du skal sige til dem: Så siger HERREN: Mon man falder og ej
      står op, går tilbage og ej vender om?
  5.  Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De
      fastholder Svig, vil ikke vende om igen.
  6.  Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer
      sin Ondskab og siger: "Hvad gjorde jeg!" Hver styrter frem i sit
      Løb, som Hest stormer frem i Strid.
  7.  Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og
      Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej
      HERRENs Ret.

  8.  Hvor kan I sige: "Vi er vise, og hos os er HERRENs Lov!" Nej, de
      skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste.
  9.  De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, HERRENs Ord
      har de vraget, hvad Visdom har de?
 10.  Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres
      Marker. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de
      farer alle med Løgn fra Profet til Præst.
 11.  De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de
      siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred.
 12.  De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog
      blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde
      på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN.
 13.  Jeg vil bjærge deres Høst, så lyder det fra HERREN, men
      Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er
      vissent.

 14.  Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gå til de
      faste Stæder og tilintetgøres der! Thi HERREN vor Gud
      tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod HERREN.
 15.  Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men
      se, der er Rædsel.
 16.  Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes
      Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets
      Fylde, Byen og dens Borgere.
 17.  Thi se, jeg sender imod jer Slanger; Basilisker, som ikke lader
      sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra HERREN.

 18.  Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt.
 19.  Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er HERREN da
      ikke i Zion, har det ingen konge? Hvi krænked I mig med eders
      Billeder, fremmed Tomhed?
 20.  Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst!
 21.  Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg
      sørger, grebet af Rædsel.
 22.  Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da
      ikke mit Folks Datters Sår?
  1.  Ak, var mit Hoved Vand, mine Øjne en Tårekilde! Så græd jeg Dag
      og Nat over mit Folks Datters slagne.



 9
  2.  Ak, fandt jeg i Ørkenen et Herberg for vandringsmænd. Så drog
      jeg bort fra mit Folk og gik fra dem. Thi Horkarle er de alle,
      en svigefuld Bande;
  3.  de spænder deres Tunges Bue. Løgn, ikke Sandhed råder i Landet;
      thi de går fra Ondskab til Ondskab og kender ej mig, så lyder
      det fra HERREN.
  4.  Vogt eder hver for sin Næste, tro ingen Broder, thi hver Broder
      er fuld af List, hver sværter sin Næste.
  5.  De fører hverandre bag Lyset, taler ikke Sandhed: de øver Tungen
      i Løgn, skejer ud, vil ej vende om,
  6.  Voldsdåd Slag i Slag og Svig på Svig; de nægter at kendes ved
      mig, så lyder det fra HERREN.
  7.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg smelter og prøver
      dem, ja, hvad må jeg dog gøre for mit Folks Datters Skyld!
  8.  Deres Tunge er en morders Pil, deres Munds Ord Svig; med Næsten
      taler de Fred, men i Hjertet bærer de Svig.
  9.  Skal jeg ikke hjemsøge dem for sligt, så lyder det fra HERREN,
      skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?
 10.  Over Bjergene bryder jeg ud i Gråd og Klage, over
      ØrkenensGræsgang i Klagesang. Thi de er afsvedet, mennesketomme,
      der høres ej Lyd af Kvæg; Himlens Fugle og Dyrene flygtede bort.
 11.  Jerusalem gør jeg til Stenhob. Sjakalers Bolig, og Judas Byer
      til Ørk, hvor ingen bor.

 12.  Hvem er viis nok til at fatte dette, og til hvem har HERRENs
      Mund talet, så han kan sige det: Hvorfor er Landet lagt øde,
      afsvedet som en Ørken, mennesketomt?
 13.  Og HERREN sagde: Fordi de forlod min Lov, som jeg forelagde dem,
      og ikke hørte min Røst eller vandrede efter den,
 14.  men fulgte deres Hjertes Stivsind og Baalerne, som deres Fædre
      lærte dem at kende,
 15.  derfor, så siger Hærskarers HERRE Israels Gud: Se, jeg giver
      dette Folk Malurt at spise og Gift at drikke;
 16.  jeg spreder dem blandt Folk, som hverken de eller deres Fædre
      før kendte til, og sender Sværdet efter dem, til jeg får gjort
      Ende på dem.

 17.  Så siger Hærskarers HERRE, mærk jer det vel! Kald Klagekvinder
      hid, lad dem komme, hent kyndige Kvinder, lad dem komme,
 18.  lad dem haste og istemme Klage over os! Vore Øjne skal rinde med
      Gråd, vore Øjenlåg strømme med Vand.
 19.  Thi Klageråb høres fra Zion: "Hvor er vi dog hærgede, beskæmmede
      dybt, fordi vi må bort fra Landet, thi de brød vore Boliger
      ned."
 20.  Ja, hør, I Kvinder, mit Ord, eders Øre fange Ord fra min Mund,
      og lær eders døtre Klage, hverandre Klagesang:
 21.  "Døden steg op i vore Vinduer; kom i Paladserne, udrydded Barnet
      på Gaden, de unge på Torvene."
 22.  Sig: så lyder det fra HERREN: De døde Legemer faldt som Gødning
      på Marken, som Skåret efter Høstmanden; ingen binder op.

 23.  Så siger HERREN: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, den
      stærke ikke af sin Styrke, den rige ikke af sin Rigdom;
 24.  men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har Forstand
      til at kende mig, at jeg, HERREN, øver Miskundhed, Ret og
      Retfærdighed på Jorden; thi i sådanne har jeg Behag, lyder det
      fra HERREN.

 25.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg hjemsøger alle
      de omskårne, som har Forhud:
 26.  Ægypten, Juda, Edom, Ammoniterne, Moab og alle Ørkenboere med
      rundklippet Hår; thi Hedningerne er alle uomskårne, men alt
      Israels Hus har uomskåret Hjerte.



 10
  1.  Hør det Ord HERREN taler til eder, Israels hus!
  2.  Så siger HERREN: Væn eder ikke til Hedningernes Færd og frygt
      ikke Himmelens Tegn, fordi Hedningerne frygter dem.
  3.  Thi Folkenes Rædsel er Tomhed; thi det er Træ, fældet i Skoven,
      et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse:
  4.  han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og
      Hammer, så det ikke vakler.
  5.  De er som et Fugleskræmsel i Agurkhaven og kan ikke tale; de må
      bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt,
      så lidt som de evner at gøre noget godt.
  6.  Din Lige findes ikke, HERRE; stor er du og stort dit Navn i
      Vælde.
  7.  Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkenes Konge! Thi sådant
      tilkommer dig; thi blandt alle Folks Vismænd og i alle deres
      Riger findes ikke din Lige.
  8.  Alle sammen er de dumme og Tåber; Afgudernes Lærdom, den er Træ.
  9.  Hamret Sølv, indført fra Tarsis, og Guld fra Ofir, et Værk af en
      Håndværker og Guldsmedens Hænder! De er klædt i violet og rødt
      Purpur; et Værk af kunstsnilde Folk er de alle.
 10.  Men HERREN er Gud i Sandhed, han er en levende Gud og en evig
      Konge; for hans Vrede skælver Jorden, og Folkene udholder ikke
      hans Harme.
 11.  Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt Himmel og
      Jord, skal forsvinde fra Jorden og under Himmelen.
 12.  Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin
      Visdom, og i sin Indsigt udspændte han Himmelen.
 13.  Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader
      Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn og
      sender Stormen ud af sine Forrådskamre.
 14.  Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt; hver Guldsmed får Skam af
      sit Billede; thi hvad han støber, er Løgn, og der er ikke Ånd i
      den;
 15.  Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid
      kommer, er det ude med dem.
 16.  Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel
      er hans Arvelods Stamme; Hærskarers HERRE er hans Navn.

 17.  Tag din Bylt op fra Jorden, du, som sidder belejret!
 18.  Thi så siger HERREN: Se, denne Gang slynger jeg Landets
      indbyggere bort og bringer dem i Trængsel, for at de kan bøde.
 19.  "Ve mig for min Brøst, mit Sår er svart! Men jeg siger: "Det er
      min Smerte, den vil jeg bære."
 20.  Mit Telt er hærget og alle mine Teltreb sprængt, mine Børn går
      fra mig, de er borte; mit Telt spænder ingen ud mer eller
      opsætter Tæpperne.
 21.  Thi dumme er Hyrderne, HERREN søger de ikke, du er derfor til
      intet, og hele deres Hjord er spredt.
 22.  Der lyder en Tidende, se, den kommer med vældigt Drøn fra
      Nordens Land og gør Judas Byer til Ørk, til Sjakalers Bo.

 23.  Jeg ved, HERRE, at et Menneskes Vej ikke står til ham selv, og
      at det ikke står til en Mand at vandre og styre sine Fjed.
 24.  Tugt os, HERRE, men med Måde, ikke i Vrede, for ikke at gøre os
      færre!
 25.  Udøs din Vrede på Folk, som ikke kender dig, på Slægter, som
      ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob, tilintetgjort
      det og lagt dets Bolig øde.



 11
  1.  Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren:
  2.  Hør denne Pagts Ord og tal til Judas Mænd og Jerusalems. Borgere
  3.  og sig: Så siger HERREN, Israels Gud: Forbandet være den, der
      ikke hører denne Pagts Ord,
  4.  som jeg bød eders Fædre holde, dengang jeg førte dem ud af
      Ægypten, af Jernovnen, idet jeg sagde: "Hør min Røst og gør alt,
      hvad jeg pålægger eder, så skal I være mit Folk, og jeg vil være
      eders Gud
  5.  og holde den Ed, jeg tilsvor eders Fædre om at give dem et Land,
      der flyder med Mælk og Honning, som det nu er sket!" Og jeg
      svarede: "Amen, HERRE!"
  6.  Og HERREN sagde til mig: Udråb alle disse Ord i Judas Byer og på
      Jerusalems Gader: Hør denne Pagts Ord og hold dem!
  7.  Thi jeg besvor eders Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten,
      ja til den Dag i Dag, årle og silde: "Hør min Røst!"
  8.  Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men fulgte alle
      deres onde Hjertes Stivsind. Derfor bragte jeg over dem alle
      denne Pagts Ord, som jeg havde pålagt dem at holde, men som de
      ikke holdt.

  9.  Og HERREN sagde til mig: Der er fundet en Sammensværgelse blandt
      Judas Mænd og Jerusalems Borgere;
 10.  de er vendt tilbage til deres Forfædres Misgerninger, de, som
      vægrede sig ved at høre mine Ord og holdt sig til fremmede Guder
      og dyrkede dem; Israels Hus og Judas Hus har brudt den Pagt, jeg
      sluttede med deres Fædre.
 11.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg sender en Ulykke over dem, som
      de ikke kan slippe fra; og når de da råber til mig, vil jeg ikke
      høre dem.
 12.  Da skal Judas Byer og Jerusalems Borgere gå hen og råbe til de
      Guder, de tænder Offerild for; men de kan ikke frelse dem i
      Nødens Stund.
 13.  Thi mange som dine Byer er dine Guder, Juda, og mange som
      Gaderne i Jerusalem er Altrene, I har rejst for Skændselen,
      Altrene til af tænde Offerild for Baal.
 14.  Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære Klage
      og Bøn for det; thi jeg hører ikke, når de råber til mig i
      Nødens Stund.

 15.  Hvad vil min elskede i mit Hus, hun, som øved Svig? Kan Fedt og
      helligt kød borttage din Ondskab, eller kan du reddes ved sligt?
 16.  Et grønt Oliventræ, skønt at skue, så kaldte HERREN dit
      Navn. Under voldsom Buldren og Bragen afsved Ilden dets Løv og
      brændte dets Grene.
 17.  Hærskarers HERRE, som plantede dig, truer dig med Ulykke til
      Straf for det onde, Israels Hus og Judas Hus gjorde for at
      krænke mig, idet de tændte Offerild for Baal.

 18.  HERREN lod mig det vide, derfor ved jeg det; da lod du mig se
      deres Gerninger.
 19.  Og jeg var som et tålsomt Lam, der føres til Slagtning. Jeg
      vidste ej af, at de tænkte på Rænker imod mig: "Lad os ødelægge
      Træet i Blomst, udrydde ham af de levendes Land, så hans Navn ej
      ihukommes mer."
 20.  Hærskarers HERRE, retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte,
      lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har jeg væltet min Sag.

 21.  Derfor, så siger HERREN om Mændene i Anatot, som står mig efter
      Livet og siger: "Du må ikke profetere i HERRENs Navn; ellers
      skal du dø for vor Hånd"
 22.  derfor, så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg, vil hjemsøge dem;
      deres unge Mænd skal dø for Sværd, deres Sønner og Døtre af
      Hunger;
 23.  der skal ikke levnes dem nogen Rest, thi jeg sender Ulykke over
      Mændene i Anatot, når Året, de skal hjemsøges kommer.



 12
  1.  Herre retten er din, når jeg trætter med dig om ret og dog må
      jeg tale med dig om Ret. Hvi følger Lykken de gudløses Vej, hvi
      er alle troløse trygge?
  2.  Du planter dem, og de slår rod, de trives og bærer Frugt. De har
      dig i Munden, men ikke i Hjertet.
  3.  Du, HERRE, du kender mig, ser mig og prøver mit Hjertelag mod
      dig. Riv dem bort som Får til Slagtning, vi dem til Blodbadets
      Dag!
  4.  (Hvor længe skal Landet sørge, al Markens Urter visne? For
      indbyggernes Ondskabs Skyld omkommer Dyr og Fugle; thi man
      siger: "Han skuer ikke, hvorledes det vil gå os.")

  5.  "Når Fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med Heste?
      Og er du ej tryg i et fredeligt Land, hvad vil du så gøre i
      Jordans Stolthed"?
  6.  Thi selv dine Brødre og din Faders Hus er troløse imod dig, selv
      de skriger af fuld Hals efter dig; tro dem ikke, når de giver
      dig gode Ord!"

  7.  Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min
      elskede hen i hendes Fjenders Hånd.
  8.  Min Arvelod blev for mig som en Løve i Skoven, den løftede
      Røsten imod mig, derfor må jeg hade den.
  9.  Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle?
      Lad alle de vilde Dyr samles, hent dem hid for af æde!
 10.  Hyrder i Mængde ødelægger min Vingård, nedtramper min Arvelod,
      min yndige Arvelod gør de til øde Ørk;
 11.  de lægger den øde, den sørger øde for mit Åsyn. Hele Landet er
      ødelagt, thi ingen brød sig om det.
 12.  Over alle Ørkenens nøgne Høje kom Hærværksmænd. Thi HERREN har
      et Sværd; det fortærer alt fra den ene Ende af Landet til den
      anden; intet Kød har Fred.
 13.  De såede Hvede og høstede Torne, sled til ingen Gavn og blev til
      Skamme med deres Afgrøde for HERRENs glødende Vredes Skyld.

 14.  Så siger HERREN om alle mine onde Naboer, der rører den Arvelod,
      jeg gav mit Folk Israel i Eje: Se, jeg rykker dem op af deres
      Land, og Judas Hus rykker jeg op midt iblandt dem.
 15.  Men siden, når jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter
      over dem og bringer dem hjem, hver til sin Arvelod og hver til
      sit Land.
 16.  Hvis de da lærer mit Folks Veje, så de sværger ved mit Navn: "Så
      sandt HERREN lever!" ligesom de lærte mit Folk at svæærge ved
      Baal, skal de opbygges iblandt mit Folk.
 17.  Men hører de ikke, rykker jeg et sådant Folk helt op og
      tilintetgør det, lyder det fra HERREN.



 13
  1.  Således saghde Herren til mig: "Gå hen og køb dig et linned
      bælte og bind det om din lænd, lad det ikke komme i vand!"
  2.  Og jeg købte bæltet efter Herrens ord og bandt det om min lænd.
  3.  Så kom HERRENs Ord atter til mig således:
  4.  "Tag Bæltet, du købte og har om Lænden, og gå til Frat og gem
      det der i eu Klipperevne!"
  5.  Og jeg gik hen og gemte det ved Frat, som HERREN bød.
  6.  Men lang Tid efter sagde HERREN til mig: "Gå til Frat og hent
      Bæltet, jeg bød dig gemme der!"
  7.  Og jeg gik til Frat og gravede Bæltet op, hvor jeg havde gemt
      det: og se, Bæltet var ødelagt og duede ikke til noget.
  8.  Og HERRENs Ord kom til mig således:
  9.  Så siger HERREN: Således vil jeg ødelægge Judas og Jerusalems
      store Herlighed.
 10.  Dette onde Folk, som vægrer sig ved at høre mine Ord og vandrer
      i deres Hjertes Stivsind og holder sig til andre Guder og dyrker
      og tilbeder dem, skal blive som dette Bælte, der ikke duer til
      noget.
 11.  Thi som Bæltet slutter sig tæt til en Mands Lænd, således har
      jeg sluttet hele Israels Hus og hele Judas Hus tæt til mig,
      lyder det fra HERREN, for at de skulde være mit Folk og blive
      mig til Navnkundigbed, Pris og Ære; men de hørte ikke.

 12.  Og du skal sige til dette Folk: Så siger HERREN, Israels Gud:
      Enhver Vindunk fyldes med Vin! Og siger de til dig: "Skulde vi
      ikke vide, at enhver Vindunk fyldes med Vin?"
 13.  så svar dem: Så siger HERREN: Se, jeg vil fylde alle dette Lands
      Indbyggere, Kongerne, der sidder på Davids Trone, Præsterne,
      Profeterne og alle Jerusalems Borgere, så de hliver drukne;
 14.  og jeg knuser dem mod hinanden, både Fædre og Sønner, lyder det
      fra HERREN; uden Skånsel, Medynk og Barmhjertighed ødelægger jeg
      dem.

 15.  Hør og lyt uden Hovmod, thi HERREN taler.
 16.  Lad HERREN eders Gud få Ære, før det mørkner, før I støder eders
      Fødder på Skumringsbjerge, så I må bie på Lys, men han gør det
      til Mulm, han gør det til Mørke.
 17.  Men dersom I ikke hører, da græder min Sjæl i Løn for Hovmodets
      Skyld, den fælder så bitre Tåmer; mit Øje rinder med Gråd, thi
      HERRENs Hjord føres bort.


 18.  Sig til Kongen og til Herskerinden: "Tag lavere Sæde, thi af
      eders Hoved faldt den dejlige Krone."
 19.  Sydlandets Byer er lukkede, ingen lukker op, hele Juda er
      bortført til sidste Mand.
 20.  Løft dine Øjne og se dem komme fra Nord! Hvor er den Hjord, du
      fik, dine dejlige Får?
 21.  Hvad vil du sige, når du får dem til Herrer, hvem du lærte at
      komme til dig som Venner? Vil ikke Veer da gribe dig som Kvinde
      i Barnsnød?
 22.  Og siger du i dit Hjerte: "Hvi hændtes mig dette?" For din svare
      Skyld blev dit Slæb løftet op, dine Hæle skændet.
 23.  Hvis en Neger kunde skifte sin Hud, en Panter sine Striber, så
      kunde og I gøre godt, I Mestre i ondt!
 24.  Jeg spreder dem som Strå, der flyver for Ørkenens Vind:
 25.  det er din Lod, din tilmålte Del fra mig, så lyder det fra
      HERREN, fordi du lod mig gå ad Glemme og stoled på Løgn.
 26.  Ja, dit Slæb slår jeg over dit Ansigt, din Skam skal ses,
 27.  dit Ægteskabsbrud og din Vrinsken, din skamløse Utugt; på Højene
      og ude på Marken så jeg dine væmmelige Guder. Ve dig, Jerusalem,
      du bliver ej ren hvor længe endnu?



 14
  1.  HERRENs Ord, som kom til Jeremias om tørken.
  2.  Juda sørger; dets Porte vansmægter sørgeklædt i Støvet,
      Jerusalems Skrig stiger op,
  3.  og dets Stormænd sender deres Drenge efter Vand, de kommer til
      Brønde, men finder ej Vand, vender hjem med tomme Spande, med
      Skam og Skændsel og tilhyllet Hoved.
  4.  Over Jorden, som revner af Angst, da Regn ej falder i Landet, er
      Bønderne beskæmmede, tilhyller Hovedet.
  5.  Selv Hinden på Marken forlader sin nyfødte Kalv, thi Græs er der
      ikke.
  6.  På nøgne Høje står Vildæsler og snapper efter Luft som Sjakaler,
      deres Øjne vansmægter, thi Grønt er der ikke.

  7.  Vidner vore Synder imod os, HERRE, grib så for dit Navns Skyld
      ind! Thi mange Gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet.
  8.  Du Israels Håb og Frelser i Nødens Stund! Hvorfor er du som
      fremmed i Landet, som en Vandringsmand, der kun søger Nattely?
  9.  Hvorfor er du som en rådvild Mand, som en Helt, der ikke kan
      frelse? Du er dog i vor Midte, HERRE, dit Navn er nævnet over
      os, så lad os ej fare!

 10.  Så siger HERREN til dette Folk: De elsker at flakke omkring og
      sparer ej Fødderne, men ejer ikke HERRENs Behag. Han ihukommer
      nu deres Brøde, hjemsøger deres Synder.

 11.  Og HERREN sagde til mig: "Bed ikke om Lykke for dette Folk!
 12.  Når de faster, hører jeg ikke deres Klage, og når de ofrer
      Brændoffer og Afgrødeoffer, har jeg ikke Behag i dem; nej, med
      Sværd, Hunger og Pest vil jeg gøre Ende på dem!"
 13.  Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE! Profeterne siger jo til dem: I
      skal ikke se Sværd, og Hungersnød skal ikke komme over eder, thi
      tryg Fred giver jeg eder på dette Sted."
 14.  HERREN svarede: "Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har
      ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til
      dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det,
      de profeterer for eder!
 15.  Derfor, så siger HERREN til Profeterne, der profeterer i mit
      Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke
      skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal
      omkomme ved Sværd og Hunger;
 16.  og folket, de profeterer for, skal slænges hen på Jerusalems
      Gader for Hunger og Sværd, og ingen skal jorde dem, hverken dem
      eller deres Hustruer, Sønner eller Døtre. Jeg udøser deres
      Ondskab over dem."

 17.  Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øjne skal rinde med Gråd
      ved Nat og ved Dag og aldrig høre op; thi mit Folks jomfruelige
      Datter ligger lemlæstet hårdt, Såret er såre svart.
 18.  Hvis jeg går ud på Marken, se sværdslagne Mænd, og kommer jeg
      ind i Byen, se Hungerens Kvaler! Thi både Profet og Præst drager
      bort til et Land, de ej kender.

 19.  Har du ganske vraget Juda, væmmes din Sjæl ved Zion? Hvorfor har
      du slået os, så ingen kan læge? Man håber på Fred, men det
      bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel.
 20.  Vi kender vor Gudløshed, HERRE, vore Fædres Brøde, thi vi synded
      mod dig.
 21.  Bortstød os ikke for dit Navns Skyld, vanær ej din Herligheds
      Trone, kom i Hu og bryd ej din Pagt med os!
 22.  Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør
      af sig selv? Er det ikke dig, o HERRE vor Gud? Så bier vi på
      dig, thi du skabte alt dette.



 15
  1.  Da sagde HERREN til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit
      Åsyn, vilde mit Hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette Folk
      bort fra mit Åsyn!
  2.  Og når de spørger dig: "Hvor skal vi gå hen?" så svar dem: Så
      siger HERREN: Hvo Dødens er, til Død, hvo Sværdets er, til
      Sværd, hvo Hungerens er, til Hunger, hvo Fangenskabets er, til
      Fangenskab!
  3.  Jeg sætter fire Magter over dem, lyder det fra HERREN: Sværdet
      til at slå ihjel, Hundene til at slæbe bort, Himmelens Fugle og
      Jordens Dyr til at æde og ødelægge.
  4.  Jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger for Ezekiass Søns,
      Kong Manasse af Judas, Skyld, for alt, hvad han gjorde i
      Jerusalem.

  5.  Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af
      fra Vejen og spørger til dig?
  6.  Du vragede mig, så lyder def fra HERREN; du veg bort. Jeg
      udrækker Hånden, udsletter dig, træt af at ynkes.
  7.  Med Kasteskovl kaster jeg dem i Landets Porte, mit Folk gør jeg
      barnløst og til intet; de vendte ej om.
  8.  Flere end Havets Sandskorn bliver deres Enker. Jeg sender over
      Ynglingens Moder ved Middag en Hærger, brat lader jeg Angst og
      Rædsel falde på hende.
  9.  Syvsønnemoder vansmægter, opgiver Ånden, hendes Sol går alt ned
      ved Dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til
      Sværdet for Fjendernes Øjne, lyder det fra HERREN.

 10.  Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Tvistens og kivens Mand
      for Alerden ! Jeg gav eller modtog ej Lån, og de bander mig
      alle.
 11.  HERREN sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig
      vel. Sandelig, jeg lader Fjenden bønfalde dig i Ulykkens og
      Trængselens Tid.
 12.  Sønderbryder man Jern, Jern fra Norden, og kobber?
 13.  Din Rigdom og dine Skatte giver jeg hen til Rov, ikke for
      Betaling, men til Straf for alle dine Synder i alle dine
      Landemærker;
 14.  jeg lader dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kender,
      thi Ild luer op i min Vrede; den brænder mod eder.
 15.  Du kender det, HERRE, kom mig i Hu, tag dig af mig; hævn mig på
      dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, så jeg rives bort!
      Vid, at for din Skyld bærer jeg Hån
 16.  fra dem, der lader hånt om dit Ord; ryd dem ud!"  Men mig blev
      dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde; thi dit Navn er nævnet
      over mig, HERRE, Hærskarers Gud.
 17.  Ikke sad jeg og jubled i glades Lag; grebet af din Hånd sad jeg
      ene, thi du fyldte mig med Harme.
 18.  Hvorfor er min Smerte evig, ulægeligt mit Sår? Det vil ikke
      læges. Du blev mig som en skuffende Bæk, som Vand, der sviger.

 19.  Derfor så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så
      du står for mit Åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, Vækst,
      skal du være som min Mund. De skal vende om til dig, du ikke til
      dem.
 20.  Jeg gør dig for dette Folk til en Kobbermur, ingen kan storme;
      de skal kæmpe mod dig, men ikke få Overhånd over dig, thi jeg er
      med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra HERREN.
 21.  Jeg redder dig af ondes Vold og frier dig af Voldsmænds Hånd.



 16
  1.  HERRENs Ord kom til mig således
  2.  Du skal ikke tage dig en Hustru og ikke have Sønner eller Døtre
      på dette Sted.
  3.  Thi så siger HERREN om de Sønner og Døtre, der fødes på dette
      Sted, og om Mødrene, som føder dem, og Fædrene, som avler dem i
      dette Land:
  4.  En smertefuld Død skal de dø; der skal ikke holdes Dødeklage
      over dem, og de skal ikke jordes; til Gødning på Marken skal de
      blive. De skal omkomme ved Sværd og Hunger; deres Lig skal være
      Hinmmmmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde.

  5.  Thi så sigem HERREN: Kom ikke i Sorgens Hus, gå ikke til Klage,
      vis dem ikke Medynk, thi jeg lager min Fred fra dette Folk,
      lyder det fra HERREN, både Nåde og Barmhjerlighed;
  6.  og store og små skal dø i dette Land og ikke jordes. De skal
      ikke holde Dødeklage eller ridse Huden eller klippe sig for
      deres Skyld,
  7.  bryde Brød til en, der har Sorg, til Trøst for den døde, eller
      kvæge ham med Trøstebæger for Fader og Moder.
  8.  Og kom ikke i et Gildehus for at sidde iblandt dem og spise og
      drikke;
  9.  thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, for eders Øjne
      og i eders Dage gør jeg på dette Sted Ende på Fryderåb og
      Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst.

 10.  Når du forkynder dette Folk alle disse Ord, og de siger til dig:
      "Hvorfor udtaler HERREN al den store Ulykke over os, og hvad er
      det for en Brøde og Synd, vi har gjort mod HERREN vor Gud?"
 11.  svar dem så: Fordi eders Fædre forlod mig, lyder det fra HERREN,
      og holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem; mig
      forlod de og holdt ikke min Lov;
 12.  og I bærer eder værre ad end eders Fædre, thi se, I vandrer hver
      efter sit onde Hjertes Stivsind uden at høre mig;
 13.  derfor slænger jeg eder bort fra dette Land til et Land, I ikke
      kender, så lidt som eders Fædre, og der skal I dyrke andre Guder
      både bag og Nat; thi jeg vil ikke give eder Nåde.

 14.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da det ikke
      mere hedder: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op
      fra Ægypten!"
 15.  men: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op fra
      Nordens Land og alle de Lande, til hvilke han havde stødt dem
      bort!" Og jeg fører dem hjem til deres Land, som jeg gav deres
      Fædre.

 16.  Se, jeg sender Bud efter Fiskere i Mængde, lyder det fra HERREN,
      og de skal fiske dem; og siden sender jeg Bud efter Jægere i
      Mængde, og de skal jage dem fra hvert Bjerg, hver Høj og
      Klippernes Kløfter.
 17.  Thi mine Øjne er rettet på alle deres Veje; de er ikke skjult
      for mig, og deres Brøde er ikke dulgt for mine Øjne.
 18.  Og først giver jeg dem tvefold Gengæld for deres Brøde og Synd,
      fordi de vanhelligede mit Land med deres væmmelige Guders Ådsler
      og fyldte min Arvelod med deres Vederstyggeligheder.

 19.  Herre, min Styrke, mit Værn, min Tilflugt i Nødens Stund! Til
      dig skal Folkeslag komme fra den vide Jord og sige: "Vore Fædre
      arved kun Løgn, Afguder, ingen af dem hjælper.
 20.  Kan et Menneske lave sig Guder? De er dog ikke Guder!"

 21.  Se, derfor lader jeg dem mærke, denne Gang lader jeg dem mærke
      min Hånd og min Styrke; og de skal kende, at mit Navn er HERREN.



 17
  1.  Optegnet er Judas Synd med med griffel af jern, med Diamantspids
      ristet i deres Hjertes Tavle og på deres Altres Horn,
  2.  når Sønnerne kommner deres Altre og Asjerer i Hu, på alle grønne
      Træer, på de høje Steder,
  3.  på Bjergene på Marken. Din Rigdom, alle dine Skatte giver jeg
      hen til Rov til Løn for din Synd, så langt dine Grænser når.
  4.  Din Hånd må slippe din Arvelod, den, jeg gav dig. Jeg lader dig,
      trælle for Fjender i et ukendt Land, thi Ild luer op i min
      Vrede, den brænder evigt.

  5.  Så siger HERREN: Forbandet være den Mand, som stoler på
      Mennesker, og som holder Kød for sin Arm, hvis Hjerte viger fra
      HERREN.
  6.  Han bliver som Ødemarkens Ene og får ej Lykke at se; han bor i
      glødende Ørk, i Saltland, hvor ingen fæster Bo.
  7.  Velsignet være den Mand, som stoler på HERREN, og hvis Tillid
      HERREN er.
  8.  Han bliver somn et Træ, der er plantet ved Vand, og strækker
      sine Rødder til Bækken, ej ængstes, når Heden komnmer, hvis Løv
      er frodig grønt, som ej ængstes i Tørkens År eller ophører med
      at bære Frugt.

  9.  Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?
 10.  Jeg, HERREN, jeg ransager Hjerte og prøver Nyrer for at gengælde
      hver hans Færd, hans Gerningers Frugt.

 11.  Som en Agerhømme på Æg, den ikke har lagt, er den, der vinder
      Rigdom med Uret; han må slippe den i Dagenes Hælvt og slår ved
      sin Død som en Dåre.

 12.  En Herlighedstrone, en urgammel Høj er vor Helligdoms Sted.
 13.  HERRE, du Israels Håb, enhver, der forlader dig, får Skam; de,
      der falder fra dig, skal udryddes af Landet, thi HERREN, er
      Kilden med levende Vand, forlod de.

 14.  Læg mig, HERRE, så jeg læges, frels du mig, så jeg frelses, thi
      du er min Ros.
 15.  Se, de andre siger til mig: "Hvor er HERRENs Ord? Lad det
      konmme!"
 16.  Jeg vægred mig ej ved at være Hyrde i dit Spor", begæred ej
      heller Ulykkens Dag, du ved det; hvad der udgik fra mine Læber,
      er for dit Åsyn.
 17.  Bliv ikke en Rædsel for mig, du min Tilflugt på Ullykkens Dag.
 18.  Lad Forfølgerne beskæmmes, lad ej mig beskæmmes, lad dem
      forfærdes, lad ej mig forfærdes; send over dem Ulykkens Dag,
      knus dem og gentag Slaget!

 19.  Således sagde HERREN til mig: Gå hen og stil dig i Folkets
      Sønners Port, ad hvilken Judas Konger går ind og ud, og i alle
      Jerusalemns Porte
 20.  og sig til dem: Hør HERRENS Ord, I Judas Konger og hele Juda og
      alle Jerusalems Borgere, som går ind ad disse Porte!
 21.  Så siger HERREN: Vogt eder for eders Sjæles Skyld, at I ikke
      bærer Byrder ind gennem Jerusalems Porte på Sabbatsdagen!
 22.  Bring ingen Byrde ud af eders Huse på Sabbatsdagen og gør intet
      Arbejde, men hold Sabbalsdagen hellig, som jeg bød eders Fædre.
 23.  De hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men gjorde Nakken stiv
      for ikke at høre eller tage ved Lære.
 24.  Men hvis I hører mig, lyder det fra HERREN, så I ikke bringer
      nogen Byrde ind gennem denne Bys Porte på Sabbatsdagen, men
      holder den hellig og ikke gør noget Arbejde på den,
 25.  så skal Konger og Fyrster, som sidder på Davids Trone, drage ind
      ad denne Bys Porte med Vogne og Heste, de og deres Fyrster,
      Judas Mænd og Jerusalems Borgere, og denne By skal stå til evig
      Tid.
 26.  Og fra Judas Byer, fra Jerusalems Omegn, fra Benjamins Land, fra
      Lavlandet, Bjergene og Sydlandet skal man komme og bringe
      Brændoffer, Slagtoffer, Afgrødeoffer og Røgelse og Takoffer til
      HERRENs Hus.
 27.  Men hvis I ikke hører mit Ord om at holde Sabbatsdagen hellig og
      om ikke at bære nogen Byrde ind gennem Jerusalems Porte på
      Sabbatsdagen, så sætter jeg Ild på dets Porle, og den skal
      fortære Jerusalems Paladser uden at slukkes.



 18
  1.  Det Ord, som kom til Jeremmas fra Herren
  2.  "Gå ned til pottemagerens Hus! Der skal du få mine Ord at høre."
  3.  Så gik jeg ned til Pottemagerens Hus, og se, han var i Arbejde
      ved Drejeskiven.
  4.  Og når et Kar, han arbejdede på, mislykkedes, som det kan gå med
      Leret i Pottemagerens Hånd, begyndte han igen og lavede det om
      til et andet, som han nu vilde have det gjort.
  5.  Da kom HERRENs Ord til mig:
  6.  Skulde jeg ikke kunne gøre med eder, Israels Hus, som denne
      Pottemager?  lyder det fra HERREN. Se, som Leret i Pottemagerens
      Hånd er I i min Hånd, Israels Hus.
  7.  Snart truer jeg et Folk og et Rige med at rykke detop, nedbryde
      og ødelægge det;
  8.  men når det Folk, jeg har truet, omvender sig fra sin Ondskab,
      angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det.
  9.  Og snart lover jeg et Folk og et Rige at opbygge og planle det;
 10.  men gør det så, hvad der er ondt i mine Øjne, idet det ikke
      hører min Røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre
      det.
 11.  Og sig nu til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Så siger HERREN:
      Se, jeg skaber eder en Ulykke og udtænker et Råd imod eder; vend
      derfor om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders
      Gerninger.
 12.  Men de svarer: "Nej! Vi vil følge vore egne Tanker og gøre hver
      efter sit onde Hjertes Stivsind."

 13.  Derfor, så siger HERREN: Spørg dog rundt blandt Folkene: Hvo
      hørte mon sligt? Grufulde Ting har hun øvet, Israels Jomfru.
 14.  Forlader Libanons Sne den Almægtiges klippe, eller udtørres
      Bjergenes kølige, rislende Vande,
 15.  siden mit Folk har glemt mig og ofrer til Løgn? De snubler på
      deres Veje, de ældgamle Spor, og vandrer ad Stier, en Vej, der
      ikke er højnet,
 16.  for at gøre deres Land til Gru, til evig Spot; hver farende Mand
      skal grue og ryste på Hovedet.
 17.  Som en Østenstorm splitter jeg dem for Fjendens Ansigt, jeg
      viser dem Ryg, ej Åsyn på Vanheldets Dag.

 18.  De sagde: Kom, vi spinder Rænker imod Jeremias! Thi ej glipper
      Loven for Præsten, ej Rådet for den vise, ej Ordet for
      Profeten. Kom, lad os slå ham med Tungen og lure på alle hans
      Ord!"
 19.  Lyt, o Herre, til mig og hør min Modparts Ord!
 20.  Skal godt gengældes med ondt? De grov jo min Sjæl en Grav. Kom i
      Hu, at jeg stod for dit Åsyn for at tale til Bedste for dem og
      vende din Vrede fra dem!
 21.  Giv derfor deres Sønner til Hunger, styrt dem i Sværdets Vold;
      Barnløshed og Enkestand ramme deres Kvinder, deres Mænd vorde
      slagne af Døden, deres ungdom sværdslagne i Krig;
 22.  lad der høres et Skrig fra Husene, når du lader en Mordbande
      brat komme over dem. Thi de grov en Grav for at fange mig og
      lagde Snarer for min Fod.
 23.  Ja du, o HERRE, du kender alle deres Dødsråd imod mig. Tilgiv
      ikke deres Brøde, slet ikke deres Synd for dit Åsyn, lad dem
      komme til Fald for dit Åsyn, få med dig at gøre i din Vredes
      Stund!



 19
  1.  Således sagde HERREN: Gå hen og køb dig et krus hos
      pottemageren, tag nogle af Folkets og Præsternes Ældste med
  2.  og gå ud i Hinnoms Søns Dal ved Indgangen til Potteskårporten og
      udråb der de Ord, jeg taler til dig!
  3.  Du skal sige: Hør HERRENs Ord, Judas Konger og Jerusalems
      Borgere: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg sender
      over dette Sted en Ulykke, så det skal ringe for Ørene på
      enhver, der hører derom,
  4.  fordi de forlod mig og gjorde dette Sted fremmed og tændte
      Offerild der for andre Guder, som hverken de eller deres Fædre
      før kendte til, og Judas Konger fyldte dette Sted med skyldfries
      Blod,
  5.  og de byggede Baalshøjene for at brænde deres Børn i Ild som
      Brændofre til Baal, hvad jeg ikke havde påbudt eller talt om, og
      hvad aldrig var opkommet i min Tanke.
  6.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da dette Sted
      ikke mere skal hedde Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen.
  7.  Jeg gør Juda og Jerusalem rådvilde på dette Sted og lader dem
      falde for Sværdet for deres Fjenders Øjne og for deres Hånd, som
      står dem efter Livet, og jeg giver Himmelens Fugle og Jordens
      Dyr deres Lig til Føde.
  8.  Jeg gør denne By til Gru og Spot; alle, der komnmer forbi, skal
      grue og spotte over alle dens Sår.
  9.  Jeg lader dem æde deres Sønners og Døtres Kød, den ene skal æde
      den andens Kød under Belejringen og den Trængsel, deres Fjender
      og de, der står dem efter Livet, volder dem.
 10.  Knus så Kruset i de Mænds Påsyn, der følger med dig,
 11.  og sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil knuse dette
      Folk og denne By, som man knuser et Lerkar, så det ikke kan
      heles igen. De døde skal jordes i Tofet, fordi Pladsen til at
      jorde på ikke slår til.
 12.  Således vil jeg gøre med dette Sted og dets indbyggere, lyder
      det fra HERREN, idet jeg gør denne By til et Tofet:
 13.  Jerusalems og Judas Kongers Huse skal blive urene som Tofets
      Sted, alle de Huse, på hvis Tage de tændte Offerild for al
      Himmelens Hær og udgød Drikofre for andre Guder.

 14.  Derpå gik Jerenmias fra Tofet, hvorhen HERREN havde sendt ham
      for at profetere, og stod frenm i Forgården til HERRENs Hus og
      sagde til alt Folket:

 15.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, over denne By og
      alle Byerne, der hører til den, sender jeg al den Ulykke, jeg
      har truet den med, fordi de gjorde Nakken stiv og ikke hørte
      mine Ord.



 20
  1.  Da præsten Pasjhur, Immers søn, der var overopsynsmand i HERRENs
      Hus, hørte Jeremias profetere således,
  2.  slog han ham og lod ham lægge i Blokken i den øvre Benjaminsport
      i HERRENs Hus.
  3.  Men da Pasjhur Dagen efter slap Jeremias ud af Blokken, sagde
      Jeremias til ham: HERREN kalder dig ikke Pasjhur, men:
      Trindt-om-er-Rædsel.
  4.  Thi så siger HERREN: Se, jeg gør dig til Rædsel for dig selv og
      for alle dine Venner; de skal falde for deres Fjenders Sværd, og
      dine Øjne skal se det. Og hele Juda giver jeg i Babels Konges
      Hånd; han skal føre dem til Babel og hugge dem ned med Sværdet.
  5.  Og jeg giver alt denne Bys Gods og al dens Velstand og alle dens
      koslelige Ting og alle Judas Kongers Skatte i deres fjenders
      Hånd; de skal rane dem og tage dem og føre dem til Babel.
  6.  Og du Pasjhur og alle, der bor i dit Hus, skal gå i
      Fangenskab. Du skal komme til Babel; der skal du dø, og der skal
      du jordes sammen med alle dine Venner, for hvem du har
      profeteret Løgn.

  7.  Du overtalte mig, HERRE, og jeg lod mig overtale, du tvang mig
      med Magt.  Dagen lang er jeg til Latter, mig håner enhver.
  8.  Thi så tit jeg faler, må jeg skrige, råbe: "Vold og Overfald!"
      Thi HERRENs Ord er mig Dagen lang til Skændsel og Spot.
  9.  Men tænkte jeg: "Ej vil jeg mindes ham, ej tale mer i hans
      Navn," da blev det som brændende Ild i mit indre, som brand i
      mine Ben; jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej;
 10.  thi jeg hører mange hviske, trindt om er Rædsel: "Angiv ham!"
      og: "Vi vil angive ham!" Alle mine Venner lurer på et Fejltrin
      af mig: "Måske går han i Fælden, så vi får ham i vor Magt, og da
      kan vi hævne os på ham!"
 11.  Men HERREN er med mig som en vældig Helt; derfor skal de, som
      forfølger mig, snuble i Afmagt, højlig beskæmmes, thi Heldet
      svigter dem, få Skændsel, der aldrig glemmes.
 12.  Du Hærskarers HERRE, som prøver den retfærdige, gennemskuer
      Nyrer og Hjerte, lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har
      jeg væltet min Sag.

 13.  Syng for HERREN, lovpris HERREN! Thi han redder den fattiges
      Sjæl af de ondes Hånd.

 14.  Forbandet være den Dag, på hvilken jeg fødtes; den Dag, min
      Moder fødte mig, skal ikke velsignes.
 15.  Forbandet den Mand, som bragte min Fader det Bud: "Et Barn, en
      Dreng er født dig!" og glæded ham såre.
 16.  Det gå den Mand som Byerne, HERREN omstyrted uden Medynk; han
      høre Skrig ved Gry, Kampråb ved Middagstide.
 17.  At han ej lod mig dø i Moders Liv, så min Moder var blevet min
      Grav og hendes Moderliv evigt svangert!
 18.  Hvi kom jeg af Moders Liv, når jeg kun skulde opleve Møje og
      Harm, mine Dage svinde i Skam!.



 21
  1.  Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Zedekias
      sendte Pasjhur, Malkias Søn, og Præsten Zefanja, Maasejas Søn,
      til ham og lod sige:
  2.  "Rådspørg HERREN for os, thi kong Nebukadrezar af Babel angriber
      os; måske vil HERREN handle med os efter alle sine
      Undergerninger, så Nebukadrezar drager bort fra os."
  3.  Jeremias svarede dem: "Sig til Zedekias:
  4.  Så siger HERREN, Israels Gud: Se, Våbnene i eders Hånd, med
      hvilke I uden for Muren kæmper mod Babels Konge og Kaldæerne,
      der belejrer eder, dem driver jeg tilbage og samler dem midt i
      denne By;
  5.  og jeg vil selv kæmpe mod eder med utdrakt Hånd og stærk Arm, i
      Vrede og Harme og stor Fortørnelse;
  6.  og jeg slår denne Bys Indbyggere, ja både Folk og Fæ, med
      voldsom Pest, så de dør.
  7.  Og siden, lyder det fra HERREN, giver jeg Kong Zedekias af Juda
      og hans Tjenere og Folket, der levnes i denne By af Pesten,
      Sværdet og Hungeren, i Kong Nebukadrezar af Babels og i deres
      Fjenders Hånd, og i deres Hånd, som står dem efter Livet; de
      skal hugge dem ned med Sværdet, og jeg vil ikke ynkes over dem
      eller vise Skånsel eller Barmhjertighed!"
  8.  Og sig til dette Folk: "Så siger HERREN: Se, jeg forelægger eder
      Livets Vej og Dødens Vej.
  9.  Den, som bliver i denne By, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest:
      men den, som går ud og overgiver sig til Kaldæerne, der belejrer
      eder, skal leve og vinde sit Liv som Bytte,
 10.  Thi jeg retter mit Åsyn mod denne By til Ulykke og ikke til
      Lykke, lyder det fra HERREN; i Babels Konges Hånd skal den
      gives, og han skal opbrænde den med Ild."

 11.  Og sig til Judas Konges Hus: Hør HERRENs Ord,
 12.  Davids Hus! Så siger HERREN: Hold årle retfærdig Dom, fri den,
      som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, at ikke min Vrede slår ud
      som Ild og brænder, så ingen kan slukke, for eders onde
      Gerningers Skyld.

 13.  Se, jeg kommer over dig, du By i Dalen, du Slettens Klippe,
      lyder det fra HERREN, I, som siger: "Hvo falder over os, hvo
      trænger ind i vore Boliger?"
 14.  Efter eders Gerningers Frugt hjemsøger jeg jer, lyder det fra
      HERREN; jeg sætter Ild på dens Skov, den fortærer alt
      deromkring.



 22
  1.  Så siger Herren: Gå ned til Judas konges palads og tal dette Ord
  2.  og sig: Hør HERRENs Ord, Judas Konge, som sidder på Davids
      Trone, du, dine Tjenere og dit Folk, som går ind ad disse Porte!
  3.  Så siger HERREN: Øv Ret og Retfærd, fri den, som er plyndret, af
      Voldsmandens Hånd, undertryk ikke den fremmede, den faderløse og
      Enken, øv ikke Vold og udgyd ikke uskyldigt Blod på dette Sted.
  4.  Thi dersom I efterkommer dette Krav, skal konger, der sidder på
      Davids Trone, drage ind ad Portene til dette Hus med Vogne og
      Heste, de, deres Tjenere og Folk:
  5.  Men hører I ikke disse Ord, så sværger jeg ved mig selv, lyder
      det fra HERREN, at dette Hus skal lægges øde.
  6.  Thi så siger HERREN om Judas konges Palads: Et Gilead var du for
      mig, en Libanons Tinde; visselig, jeg gør dig til Ørk, til
      folketomme Byer;
  7.  Hærværksmænd helliger jeg mod dig, hver med sit Værktøj, de skal
      fælde dine udvalgte Cedre og kaste dem i Ilden.
  8.  Mange Folkeslag skal drage forbi denne By og spørge hverandre:
      "Hvorfor handlede HERREN således med denne store By?"
  9.  Og man skal svare: "Fordi de forlod HERREN deres Guds Pagt og
      tilbad og dyrkede andre Guder."

 10.  Græd ej over den døde, beklag ham ikke! Græd over ham, der drog
      bort, thi han vender ej hjem, sit Fødeland genser han ikke.
 11.  Thi så siger HERREN om Josiass Søn, Kong Sjallum af Juda, der
      blev Konge i sin Fader Josiass Sted: Han, som gik bort fra dette
      Sted, skal ikke vende hjem igen:
 12.  men på det Sted, til hvilket de førte ham i Landflygtighed, skal
      han dø, og han skal ikke gense dette Land.

 13.  Ve ham, der bygger Hus uden Retfærd, Sale uden Ret, lader
      Landsmand trælle for intet, ej giver ham Løn,
 14.  som siger: "Jeg bygger mig et rummeligt Hus med luftige Sale,"
      som hugger sig Vinduer ud, klæder Væg med Cedertræ og maler det
      rødt.
 15.  Er du Konge, fordi du brammer med Cedertræ? Din Fader, mon ikke
      han spiste og drak og øvede Ret og Retfærd? Da gik det ham vel;
 16.  han hjalp arm og fattig til sin Ret; da gik det ham vel. Er
      dette ikke at kende mig? lyder det fra HERREN.
 17.  Men dit Øje og Hjerte higer kun efter Vinding, efter at udgyde
      skyldfries Blod, øve Undertrykkelse og Vold.
 18.  Derfor, så siger HERREN om Josiass Søn, kong Jojakim af Juda:
      Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!" eller
      grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!"
 19.  Et Æsels Jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for
      Jerusalems Porte.

 20.  Stig op på Libanon og skrig, løft Røsten i Basan, skrig fra
      Abarim, thi knuste er alle dine kære.
 21.  Jeg taled dig til i din Tryghed, du nægted at høre; at overhøre
      min Røst var din Skik fra din Ungdom.
 22.  For alle dine Hyrder skal Storm være Hyrde, i Fangenskab går
      dine kære; da får du Skam og Skændsel for al din Ondskab.
 23.  Du, som bor på Libanon og bygger i Cedrene, hvor stønner du, når
      Smerter kommer over dig, Veer som en fødendes!

 24.  Så sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Om også Konja, Kong
      Jojakim af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev
      ham bort.
 25.  Jeg giver dig i deres Hånd, som står dig efter Livet, i deres
      Hånd, for hvem du ræddes, og i Kong Nebukadrezar af Babels og
      Kaldæernes Hånd.
 26.  Jeg slynger dig og din Moder, som fødte dig, bort til et andet
      Land, hvor I ikke fødtes, og der skal I dø;
 27.  men til det Land, deres Sjæle længes tilbage til, skal de ikke
      vende hjem.

 28.  Er denne Konja da et usselt, sønderslået Kar, et Redskab, ingen
      bryder sig om? Hvorfor skal han og hans Afkom slynges og kastes
      til et Land, de ikke kender?
 29.  Land, Land, Land, hør HERRENs Ord:
 30.  Så siger HERREN: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der
      ingen Lykke har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af
      hans Afkom at sætte sig på Davids Trone og atter herske over
      Juda.



 23
  1.  Ve Hyrderne, der ødelægger og adsplitter de får jeg græsser,
      lyder det fra HERREN.
  2.  Derfor, så siger HERREN, Israels Gud, til de Hyrder, som vogter
      mit Folk: Da I har adsplittet og spredt mine Får og ikke taget
      eder af dem, vil jeg nu tage mig af eder for eders onde
      Gerningers Skyld, lyder det fra HERREN.
  3.  Men dem, der er tilovers af mine Får, vil jeg sanke sammen fra
      alle de Lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem
      tilbage til deres Græsgange, og de skal blive frugtbare og
      mangfoldige.
  4.  Da vil jeg sætte Hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de
      skal ikke mere frygte eller ræddes og ingen skal savnes, lyder
      det fra HERREN.

  5.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opvækker David
      en retfærdig Spire, og han skal herske som Konge og handle
      viselig og øve Ret og Retfærd i Landet.
  6.  I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det Navn,
      man skal give ham er: HERREN vor Retfærdighed.

  7.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da det ikke
      mere hedder: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op
      fra Ægypten!"
  8.  men: "Så sandt HERREN lever, der førte og bragte Israels Huss
      Afkom op fra Nordens Land og fra alle de Lande, til hvilke han
      havde bortstødt dem!" Og de skal bo i deres Land.

  9.  Om Profeterne. Mit Hjerte er knust i Brystet, hvert Ledemod er
      slapt, jeg er som en drukken, en Mand, overvældet af Vin, for
      HERRENs Skyld, for hans hellige Ords Skyld.
 10.  Thi Landet er fuldt af Horkarle, og under Forhandelse, sørger
      Landet, Ørkenens Græsgange visner. Man haster til det, som er
      ondt, og er stærk i Uret.
 11.  Thi både Profet og Præst er vanhellig, selv i mit Hus har jeg
      mødt deres Ondskab, lyder det fra HERREN.
 12.  Derfor bliver deres Vej det, som slibrige Stier, i Mørke stødes
      de ud og snubler deri. Thi Ulykke sender jeg over dem,
      Hjemsøgelsens År, så lyder det fra HERREN.
 13.  Hos Samarias Profeter så jeg slemme Ting; ved Baal profetered de
      og vildledte Israel, mit Folk.
 14.  Hos Jerusalems Profeter så jeg grufulde Ting: de horer og
      vandrer i Løgn, de styrker de ondes Hænder, så de ikke vender om
      enhver fra sin Ondskab. Som Sodoma er de mig alle, dets Folk som
      Gomorra.
 15.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE om Profeterne: Se, jeg giver
      dem Malurt at spise og Giftvand at drikke; thi fra Jerusalems
      Profeter udgår Vanhelligelse over hele Landet.
 16.  Så siger Hærskarers HERRE: Hør ikke Profeternes Ord, når de
      profeterer for eder; de dårer eder kun. Deres eget Hjertes Syn
      fremfører de, ikke Ord fra HERRENs Mund.
 17.  De siger til dem, der ringeagter HERRENs Ord: "Det skal gå eder
      vel!" og til enhver, som vandrer i sit Hjertes Stivsind: "Der
      skal ikke ske eder noget ondt!"
 18.  Thi hvem stod i HERRENs fortrolige Råd, så han så og hørte hans
      Ord, hvem lyttede til hans Ord og hørte det?
 19.  Se, HERRENs Stormvejr, Vreden, er brudt frem, et hvirvlende
      Stormvejr; det hvirvler over de gudløses Hoved.
 20.  HERRENS Vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet
      sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skal I forstå det.
 21.  Jeg har ej sendt Profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke
      til dem, og dog profeterer de.
 22.  Hvis de står i mit fortrolige Råd og hører mine Ord, så lad dem
      vende mit Folk fra deres onde Vej og deres Gerningers Ondskab.
 23.  Er jeg kun en Gud i det nære, så lyder det fra HERREN, og ikke
      en Gud i det fjerne?
 24.  Kan nogen krybe i Skjul, så jeg ikke ser ham? lyder det fra
      HERREN. Er det ikke mig, der fylder Himmel og Jord? lyder det
      fra HERREN.
 25.  Jeg har hørt, hvad Profeterne, der profeterer Løgn i mit Navn,
      siger: "Jeg har drømt, jeg har drømt!"
 26.  Hvor længe skal det vare? Har Profeterne, som profeterer Løgn og
      deres Hjertes Svig, mon i Sinde
 27.  og higer de efter at få mit Folk til at glemme mit Navn ved de
      Drømme, de meddeler hverandre, ligesom deres Fædre glemte mit
      Navn over Baal?
 28.  Den Profet, som har en Drøm, meddele sin Drøm, men den, hos hvem
      mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed! Hvad har Strå med Kærne at
      gøre? lyder det fra HERREN.
 29.  Er ikke mit Ord som Ild, lyder det fra HERREN, og som en Hammer,
      der knuser Fjelde?
 30.  Se, derfor kommer jeg over Profeterne, lyder det fra HERREN, de,
      som stjæler mine Ord fra hverandre.
 31.  Se, jeg kommer over Profeterne, lyder det fra HERREN, de, som
      taler af sig selv og dog siger: "Så lyder def fra HERREN."
 32.  Se, jeg kommer over Profeterne, som profeterer og udspreder
      Løgnedrømme, lyder det fra HERREN, og vildleder mit Folk med
      deres Løgne og Pralen, og jeg har ikke sendt dem eller givet dem
      nogen Befaling; de bringer ikke dette Folk nogen Hjælp, lyder
      det fra HERREN.
 33.  Når dette Folk eller en Profet eller Præst spørger dig: "Hvad er
      HERRENs Byrde?" skal du svare: "Byrden er I, men jeg kaster eder
      af," lyder det fra HERREN.
 34.  Og Profeten, Præsten og Folket, som siger "HERRENs Byrde", den
      Mand og hans Hus vil jeg hjemsøge.
 35.  Således skal I sige til hverandre, Mand til Mand: "Hvad svarede
      HERREN?"  og: "Hvad talede HERREN?"
 36.  Men om HERRENs Byrde må I ikke mere tale, thi Byrden for enhver
      skal være hans eget Ord. Og I laver om på den levende Guds,
      Hærskarers HERREs, vor Guds, Ord.
 37.  Således skal du sige til Profeten: "Hvad svarede HERREN?" og:
      "Hvad talede HERREN?"
 38.  Og dersom I siger: "HERRENs Byrde" derfor, så siger HERREN:
      Fordi I siger dette Ord: "HERRENs Byrde", skønt jeg sendte eder
      det Bud: "I må ikke sige "HERRENs Byrde!"
 39.  se, derfor vil jeg løfte eder op og kaste eder og den By, jeg
      gav eder og eders Fædre, bort fra mit Åsyn
 40.  og pålægge eder evig Skændsel og Spot, som aldrig glemmes.



 24
  1.  HERREN lod mig skue et syn, og se, der var to kurve, som stod
      foran HERRENs Tempel: det var, efter at Kong Nebukadrezar af
      Babel havde bortført Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og
      Judas Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene fra Jerusalem til
      Babel.
  2.  Den ene kurv indeholdt såre gode Figener, så gode som
      tidligmodne, den anden såre slette Figener, så slette, at de
      ikke kunde spises.
  3.  Og HERREN sagde til mig: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede:
      "Figener! De gode er såre gode og de slette såre slette, så
      slette, at de ikke kan spises."

  4.  Da kom HERRENs Ord til mig således:
  5.  Så siger HERREN, Israels Gud: Som man ser på disse gode Figener,
      vil jeg se på de bortførte Judæere, som jeg drev bort fra dette
      Sted til Kaldæernes Land.
  6.  Jeg vil fæste mine Øjne på dem med Velbehag og føre dem hjem til
      dette Land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke
      oprykke dem.
  7.  Jeg giver dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN; de skal
      være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig
      til mig af hele deres Hjerte.
  8.  Men som man, gør med de slette Figener, for slette til at
      spises, vil jeg, så siger HERREN, gøre med Kong Zedekias af Juda
      og hans Fyrster og Resten af Jerusalem, dem, der er levnet i
      dette Land, og dem, der bor i Ægypten;
  9.  jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger, til Spot og
      Mundheld, til Hån og til et Forbandelsens Tegn på alle de
      Steder, hvorhen jeg bortstøder dem;
 10.  jeg sender Sværd, Hunger og Pest imod dem, indtil de er udryddet
      af det Land, jeg gav dem og deres Fædre.



 25
  1.  Det Ord, som kom til Jeremias om alt Judases folk i Joasias
      Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde År, det er Kong Nebukadrezar
      af Babels første År,
  2.  og som Profeten Jeremias talte til alt Judas Folk og alle
      Jerusalems Borgere:
  3.  Fra Amons Søns, Kong Josias af Judas, trettende År til den Dag i
      Dag, i fulde tre og tyve År er HERRENs Ord kommet til mig, og
      jeg, talte til eder årle og silde, men I hørte ikke;
  4.  og HERREN sendte årle og silde alle sine Tjenere Profeterne til
      eder, men I hørte ikke; I bøjede ikke eders Øre til at høre,
  5.  når han sagde: "Omvend eder, hver fra sin onde Vej og sine onde
      Gerninger, at I fra Evighed til Evighed må bo i det Land, jeg
      gav eder og eders Fædre;
  6.  og hold eder ikke til andre Guder, så I dyrker og tilbeder dem,
      og krænk mig ikke med eders Hænders Værker til eders Ulykke."
  7.  Nej, I hørte mig ikke, lyder det fra HERREN, og så krænkede I
      mig med eders Hænders Værker til eders Ulykke.
  8.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Fordi I ikke vilde høre mine
      Ord,
  9.  vil jeg sende Bud efter alle Nordens Stammer, lyder det fra
      HERREN, og til kong Nebukadrezar af Babel, min Tjener, og lade
      dem komme over dette Land og dets Indbyggere og over alle
      Folkene heromkring, og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til
      Rædsel, Latter og Spot for evigt.
 10.  Jeg fjerner fra dem Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og
      Bruds Røst, Kværnens Lyd og Lampens Skin,
 11.  og hele dette Land skal blive til Ørk og Øde, og disse Folkeslag
      skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve År.
 12.  Men når der er gået halvfjerdsindstyve År, hjemsøger jeg Babels
      Konge og Folket der for deres Misgerning, lyder det fra HERREN,
      også Kaldæernes Land hjemsøger jeg og gør det til evige Ørkener,
 13.  og jeg opfylder på dette Land alle mine Ord, som jeg har talet
      imod det, alt, hvad der er skrevet i denne Bog, alt, hvad
      Jeremias har profeteret mod alle Folkene.
 14.  Thi også dem skal mange Folk og vældige Konger gøre til Trælle,
      og jeg gengælder dem deres Gerning og deres Hænders Værk.

 15.  Thi således sagde HERREN, Israels Gud, til mig: "Tag dette Bæger
      med min Vredes Vin af min Hånd og giv alle de Folk, jeg sender
      dig til, at drikke deraf;
 16.  de skal drikke og rave og rase for Sværdet, jeg sender iblandt
      dem!"
 17.  Og jeg tog Bægeret af HERRENs Hånd og gav alle de Folk, han
      sendte mig til, at drikke deraf:
 18.  Jerusalem og Judas Byer og dets Konger og Fyrster, for at gøre
      dem til Ørk og Øde, til Spot og til et Forbandelsens Tegn, som
      det er på denne Dag;
 19.  Farao, Ægypterkongen, med alle hans Tjenere og Fyrster og alt
      hans Folk,
 20.  alt Blandingsfolket og alle konger i Uz og Filisterland,
      Askalon, Gaza og Ekron og Asdods Rest;
 21.  Edom, Moab og Ammoniterne;
 22.  alle Tyruss og Zidons Konger og den fjerne strands Konger
      hinsides Havet;
 23.  Dedan, Tema og Buz og alle dem med rundklippet Hår;
 24.  alle Arabernes konger og alle Blandingsfolkets Konger, som hor i
      Ørkenen;
 25.  alle Zimris Konger, alle Elams Konger og alle Mediens Konger;
 26.  alle Nordens Konger, nær og fjern, den ene efter den anden. alle
      Riger på Jordens Overflade; og Kongen af Sjesjak skal drikke
      efter dem.
 27.  Og du skal sige til dem: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud:
      Drik, bliv drukne og spy, fald og rejs eder ikke mere for
      Sværdet jeg sender iblandt eder!
 28.  Og hvis de vægrer sig ved at tage Bægeret af din Hånd og drikke,
      skal du sige til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Drikke skal I!
 29.  Thi se, med den By, mit Navn er nævnet over, begynder jeg at
      handle ilde, og så skulde I gå fri! Nej, I går ikke fri; thi jeg
      kalder Sværdet hid mod alle dem, som bor på Jorden, lyder det
      fra Hærskarers HERRE.

 30.  Og du skal profetere alle disse Ord for dem og sige: HERREN
      brøler fra det høje, løfter sin Røst fra sin hellige Bolig; han
      brøler over sin Græsgang, istemmer Vinperserråbet over alle, som
      bor på Jorden.
 31.  Drønet når til Jordens Ende, thi HERREN går i Rette med Folkene;
      over alt Kød holder han Dom, de gudløse giver han til Sværdet,
      lyder det fra HERREN.
 32.  Thi så siger Hærskarers HERRE: Se, Ulykken går fra det ene Folk
      til det andet, et vældigt Vejr bryder løs fra Jordens Rand.
 33.  HERRENs slagne skal på den Dag ligge fra Jordens ene Ende til
      den anden; der skal ikke holdes Klage over dem, og de skal ikke
      sankes og jordes; de skal blive til Gødning på Marken.
 34.  Jamrer, I Hyrder, og skrig, I Hjordens ypperste, vælt jer i
      Støvet! Thi Tiden, I skal slagtes, er kommet, som en kostelig
      Skål skal I splintres.
 35.  Hyrderne finder ej Tilflugt, ej Hjordens ypperste Redning.
 36.  Hør, hvor Hyrderne skriger, hvor Hjordens ypperste jamrer! Thi
      HERREN hærger deres Græsgange,
 37.  og Fredens Vange lægges øde for HERRENs glødende Vrede;
 38.  Løven går bort fra sin Tykning, thi deres Land er lagt øde for
      det hærgende Sværd, for HERRENs glødende Vrede.



 26
  1.  I Joasiasses søns, kong Jojakim af Judas, første regeringstid
      kom dette ord fra HERRN:
  2.  Så siger HERREN: Stå frem i Forgården til HERRENs Hus og tal til
      hele Juda, som kommer for at tilbede i HERRENs Hus, alle de Ord,
      jeg har pålagt dig at tale til dem; udelad ikke et Ord!
  3.  Måske hører de og omvender sig, hver fra sin onde Vej, så jeg
      kan angre det onde, jeg har i Sinde at gøre dem for deres onde
      Gerningers Skyld.
  4.  Sig til dem: Så siger HERREN: Hvis I ikke hører mig og følger
      den Lov, jeg har forelagt eder,
  5.  så I hører mine Tjenere Profeternes Ord, som jeg årle og silde
      sendte eder, skønt I ikke vilde høre,
  6.  så gør jeg med dette Hus som med Silo og giver alle Jordens Folk
      denne By at forbande ved.

  7.  Præsterne, Profeterne og alt Folket hørte nu Jeremias tale disse
      Ord i HERRENs Hus;
  8.  og da Jeremias havde sagt alt, hvad HERREN havde pålagt ham at
      sige til alt Folket, greb Præsterne og Profeterne og alt Folket
      ham og sagde: "Du skal dø !
  9.  Hvor tør du profetere i HERRENs Navn og sige: Det skal gå dette
      Hus som Silo, og denne By skal ødelægges, så ingen bor der!" Og
      alt Folket stimlede sammen om Jeremias i HERRENs Hus.
 10.  Da Judas Fyrster hørte det, gik de fra Kongens Palads op til
      HERRENs Hus og tog Sæde ved Indgangen til HERRENs nye Port.
 11.  Så sagde Præsterne og Profeterne til Fyrsterne og alt Folket:
      "Denne Mand har gjort halsløs Gerning, thi han har profeteret
      mod denne By, som I selv hørte."
 12.  Men Jeremias sagde til Fyrsterne og alt Folket: "HERREN sendte
      mig for at profetere mod dette Hus og denne By alle de Ord, I
      hørte.
 13.  Bedrer dog eders Veje og eders Gerninger og hør på HERREN eders
      Guds Røst, at HERREN må angre det onde, han har talet imod eder.
 14.  Men se, jeg er i eders Hånd; gør med mig, hvad der er godt og
      billigt i eders Øjne!
 15.  Dog skal I vide, at hvis I dræber mig, så bringer I uskyldigt
      Blod over eder og denne By og dens Indbyggere; thi sandelig
      sendte HERREN mig for at tale alle disse ord til eder."
 16.  Da sagde Fyrsterne og alt Folket til Præsterne og Profeterne:
      "Denne Mand har ikke gjort halsløs Gerning, men talt til os i
      HERREN vor Guds Navn."
 17.  Og nogle af Landets Ældste trådte frem og sagde til hele Folkets
      Forsamling:
 18.  "Mika fra Moresjet profeterede på Kong Ezekias af Judas Tid og
      sagde til alt Judas Folk: Så siger Hærskarers HERRE: Zion skal
      pløjes som en Mark, Jerusalem blive til Grushobe, Tempelbjerget
      til Krathøj.
 19.  Mon Kong Ezekias af Juda og hele Juda dræbte ham? Frygtede de
      ikke HERREN og bad ham om Nåde, så HERREN angrede det onde, han
      havde truet dem med? Vi er ved at bringe stor Ulykke over vore
      Sjæle."

 20.  Der var også en anden Mand, som profeterede i HERRENs Navn,
      Urija, Sjemajas Søn, fra Kirjat Jearim; og han profeterede mod
      denne By og dette Land med de samme Ord som Jeremias.
 21.  Da Kong Jojakim og alle hans Krigsfolk og alle Fyrsterne hørte
      hans Ord, stod han ham efter Livet; og da Urija hørte det, blev
      han bange og flygtede og kom til Ægypten.
 22.  Men Kong Jojakim sendte Folk til Ægypten; han sendte Elnatan,
      Akbors Søn, og nogle andre til Ægypten,
 23.  og de bragte Urija hjem fra Ægypten og førte ham til Kong
      Jojakim, som lod ham hugge ned med Sværdet og hans Lig kaste
      hen, hvor Småfolk havde deres Grave.
 24.  Men Ahikam, Sjafans Søn, holdt Hånden over Jeremias, så han ikke
      blev overgivet i Folkets Hånd og dræbt.



 27
  1.  I Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, første regeringstid kom
      dette Ord til Jeremias fra HERREN:
  2.  Således sagde HERREN til mig: Gør dig Reb og Ågstænger og læg
      dem på din Hals
  3.  og send Edoms, Moabs, Ammoniternes, Tyruss og Zidons Konger Bud
      ved deres Sendemænd, som er kommet til Kong Zedekias af Juda i
      Jerusalem;
  4.  byd dem at sige til deres Herrer: Så siger Hærskarers
      HERRE. Israels Gud: Sig til eders Herrer:
  5.  Jeg skabte Jorden og Menneskene og Kvæget på Jorden ved min
      vældige Styrke og min udrakte Hånd, og jeg giver den, til hvem
      jeg finder for godt.
  6.  Og nu giver jeg alle disse Lande i min Tjener Kong Nebukadnezar
      af Babels Hånd, selv Markens Vildt giver jeg hen til at trælle
      for ham.
  7.  Alle Folk skal trælle for ham, hans Søn og Sønnesøn, indtil også
      hans Lands Time slår og mange Folkeslag og store Konger gør ham
      til deres Træl.
  8.  Og det Folk og det Rige, som ikke vil trælle for ham, Kong
      Nebukadnezar af Babel, og bøje Hals under Babels Konges Åg, det
      vil jeg hjemsøge med Sværd, Hunger og Pest, lyder det fra
      HERREN, til det er tilintetgjort ved hans Hånd.

  9.  I skal ikke høre på eders Profeter og Spåmænd, eders Drømmere,
      Sandsigere og Troldmænd, som siger til eder: "I skal ikke komme
      til at trælle for Babels Konge;
 10.  thi det er Løgn, de profeterer for eder for at få eder bort fra
      eders Jord, idet jeg da driver eder bort og I går til Grunde.
 11.  Men det Folk, der bøjer Hals under Babels Konges Åg og træller
      for ham, vil jeg lade blive på sin Jord, lyder det fra HERREN,
      så det kan dyrke den og bo der.

 12.  Og til Kong Zedekias af Juda talte jeg i Overensstemmelse med
      alle disse Ord: Bøj Hals under Babels Konges Åg og træl for ham
      og hans Folk, så skal I leve.
 13.  Hvorfor vil du og dit Folk dø ved Sværd, Hunger og Pest, således
      som HERREN truede det Folk, der ikke vil trælle for Babels
      Konge?
 14.  Hør ikke på Profeternes Ord, når de siger til eder: "I skal ikke
      komme til at trælle for Babels Konge"; thi Løgn profeterer de
      eder.
 15.  Jeg har ikke sendt dem, lyder det fra HERREN, og de profeterer
      Løgn i mit Navn, for at jeg skal bortstøde eder, så I går til
      Grunde sammen med Profeterne, der profeterer for eder.

 16.  Og til Præsterne og alt dette Folk talte jeg således: Så siger
      HERREN: Hør ikke på eders Profeters Ord, når de profeterer for
      eder og siger: "Se, HERRENs Huss Kar skal nu snart føres hjem
      fra Babel." Thi Løgn profeterer de eder.
 17.  Hør dem ikke, men træl for Babels Konge, så skal I leve. Hvorfor
      skal denne By lægges øde?
 18.  Er de Profeter og har HERRENs Ord, så lad dem gå i forbøn hos
      Hærskarers HERRE, at de Kar, der er tilbage i HERRENs Hus og
      Judas konges Palads, ikke også skal komme til Babel.
 19.  Thi så siger Hærskarers HERRE om Søjlerne, Havet og Stellene og
      om de sidste Kar, der er tilbage i denne By,
 20.  dem, som Kong Nebukadnezar af Babel ikke tog med, da han
      bortførte Jojakims søn, Kong Jekonja af Juda, fra Jerusalem til
      Babel med alle de ypperste i Juda og Jerusalem,
 21.  ja, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, om de kar, der er
      tilbage i HERRENs Hus og Judas Konges Palads og i Jerusalem:
 22.  De skal føres til Babel, og der skal de blive, til den Dag jeg
      tager mig af dem og fører dem op og bringer dem tilbage hertil,
      lyder det fra HERREN.



 28
  1.  Kong Zedekias af Judas fjerde regeringsår i den femte måned
      sagde Profeten Hananja, Azzurs Søn, fra Gibeon til mig i HERRENs
      Hus i Præsternes og alt Folkets Nærværelse:
  2.  "Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt
      Babels Konges Åg.
  3.  Om to År fører jeg tilbage hertil alle HERRENs Huss Kar, som
      Kong Nebukadnezar af Babel tog herfra og førte til Babel;
  4.  og Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og alle de landflygtige
      fra Juda, som kom til Babel, fører jeg tilbage hertil, lyder det
      fra HERREN; thi jeg sønderbryder Babels Konges Åg."
  5.  Profeten Jeremias svarede Profeten Hananja i Nærværelse af
      Præsterne og alt Folket, som stod i HERRENs Hus,
  6.  således: "Amen! Måtte HERREN gøre således og stadfæste, hvad du
      har profeteret, og føre HERRENs Huss Kar og alle de landflygtige
      fra Babel tilbage hertil!
  7.  Men hør dog dette Ord, som jeg vil tale til dig og alt Folket:
  8.  De Profeter, som levede før mig og dig fra Fortids Dage,
      profeterede mod mange Lande og mægtige Riger om krig, Hunger og
      Pest;
  9.  men når en Profet profeterer om Fred, kendes den Profet, HERREN
      virkelig har sendt, på at hans Ord går i Opfyldelse."
 10.  Så rev Profeten Hananja Ågstængerne af Profeten Jeremiass Hals
      og sønderbrød dem;
 11.  og Hananja sagde i alt Folkets Nærværelse: "Så siger HERREN:
      Således sønderbryder jeg om to År Kong Nebukadnezar af Babels Åg
      og tager det fra alle Folkenes Hals." Men Profeten Jeremias gik
      sin Vej.

 12.  Men efter at Profeten Hananja havde sønderbrudt Ågstængerne og
      revet dem af Profeten Jeremiass Hals, kom HERRENs Ord til
      Jeremias således:
 13.  "Gå hen og sig til Hananja: Så siger HERREN: Du har sønderbrudt
      Ågstænger af Træ, men jeg vil lave Ågstænger af Jern i Stedet.
 14.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Et Jernåg lægger jeg
      på alle disse Folks Hals, at de må trælle for Kong Nebukadnezar
      af Babel; de skal trælle for ham, selv Markens Vildt har jeg
      givet ham."
 15.  Så sagde Profeten Jeremias til Profeten Hananja: "Hør, Hananja!
      HERREN har ikke sendt dig, og du har fået dette Folk til at slå
      Lid til Løgn.
 16.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg slænger dig bort fra Jordens
      Flade; du skal dø i År, thi du har prædiket Frafald fra HERREN."
 17.  Og Profeten Hananja døde samme År i den syvende Måned.



 29
  1.  Følgende er indholdet af det brev, profeten Jeramias sendte fra
      Jerusalem til de Ældste, som var tilbage blandt de bortførte, og
      til Præsterne og Profeterne og alt Folket, som Nebukadnezar
      havde ført fra Jerusalem til Babel,
  2.  efter at Kong Jekonja, Herskerinden, Hofmændene, Judas og
      Jerusalems Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene havde forladt
      Jerusalem,
  3.  ved Elasa, Sjafans Søn, og Gemarja, Hilkijas Søn, som kong
      Zedekias af Juda sendte til Babel, til Kong Nebukadnezar af
      Babel.
  4.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, til alle de
      landflygtige, som jeg førte fra Jerusalem til Babel:
  5.  Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis deres Frugt,
  6.  tag eder Hustruer og avl Sønner og Døtre, tag Hustruer til eders
      Sønner og bortgift eders Døtre, at de kan føde Sønner og Døtre,
      bliv mange der og ikke færre;
  7.  og lad det Lands Vel, til hvilket jeg har ført eder, ligge eder
      på Sinde, og bed for det til HERREN; thi når det går det godt,
      går det også eder godt.
  8.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Lad ikke de
      Profeter, som er iblandt eder, eller eders Spåmænd bilde eder
      noget ind, og lyt ikke til de Drømme, I drømmer;
  9.  thi Løgn profeterer de eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem,
      lyder det fra HERREN.
 10.  Thi så siger HERREN: Når halvfjerdsindstyve År er gået for
      Babel, vil jeg se til eder og på eder opfylde min Forjættelse om
      at føre eder tilbage hertil.
 11.  Thi jeg ved, hvilke Tanker jeg tænker om eder, lyder det fra
      HERREN, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, at jeg må give eder
      Fremtid og Håb.
 12.  Kalder I på mig, vil jeg svare eder; beder I til mig, vil jeg
      høre eder;
 13.  leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele
      eders Hjerte,
 14.  vil jeg lade mig finde af eder, lyder det fra HERREN, og vende
      eders Skæbne og sanke eder sammen fra alle de Folkeslag og alle
      de Steder, jeg har bortstødt eder til, lyder det fra HERREN, og
      føre eder tilbage til det Sted, fra hvilket jeg førte eder bort.
 15.  Men når I siger: "HERREN har opvakt os Profeter i Babel
 16.  Thi så siger HERREN om Kongen der sidder på Davids Trone, og om
      alt Folket, der bor i denne By, eders Brødre, som ikke drog. i
      Landflygtighed med eder,
 17.  så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg sender Sværd, Hunger og Pest
      over dem og gør dem som de usle Figener, der er for dårlige at
      spise;
 18.  jeg forfølger dem med Sværd, Hunger og Pest og gør dem til
      Rædsel for alle Jordens Riger, til Forbandelsesord, til Gru,
      Spot og Spe blandt alle de Folk, jeg bortstøder dem til,
 19.  til Straf fordi de ikke hørte mine Ord, lyder det fra HERREN,
      når jeg årle og silde sendte mine Tjenere Profeterne til dem,
      men de vilde ikke høre, lyder det fra HERREN.
 20.  Men hør dog HERRENs Ord, alle I landflygtige, som jeg sendte fra
      Jerusalem til Babel!
 21.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, om Aab, Kolajas Søn, og
      Zidkija, Maasejas Søn, som profeterer eder Løgn i mit Navn: Se,
      jeg giver dem i Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal
      lade dem hugge ned for eders Øjne,
 22.  og de skal bruges af alle de landflygtige fra Juda i Babel til
      at forbande ved, idet man skal sige: "HERREN gøre med dig som
      med Zidkija og Aab, hvem Babels Konge lod stege i Ild!"
 23.  Thi de øvede dårskab i Israel og bedrev Hor med deres Landsmænds
      Kvinder og talte i mit Navn løgnagtige Ord, som jeg ikke havde
      bedt dem at tale; jeg ved det og kan vidne det, lyder det fra
      HERREN.

 24.  Til Nehelamiten Sjemaja skal du sige:
 25.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Fordi du i dit eget Navn
      har sendt alt Folket i Jerusalem og Præsten Zefanja, Maasejas
      Søn, og alle Præsterne et så lydende Brev:
 26.  "HERREN har gjort dig til Præst i Præsten Jojadas Sted til i
      HERRENs Hus at have Opsyn med alle gale og Folk i profetisk
      Henrykkelse, hvilke du skal lægge i Blok og Halsjern.
 27.  Hvorfor skrider du da ikke ind mod Jeremias fra Anatot, der
      profeterer hos eder?
 28.  Nu har han kunnet sende Bud til os i Babel og ladet sige: Det
      trækker i Langdrag! Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis
      deres Frugt!"
 29.  Dette Brev læste Præsten Zefanja for Profeten Jeremias.
 30.  Da kom HERRENs Ord til Jeremias således:
 31.  Send Bud til alle de landflygtige og sig: Så siger HERREN om
      Nehelamiten Sjemaja: Fordi Sjemaja har profeteret for eder, uden
      at jeg har sendt ham, og får eder til at slå Lid til Løgn,
 32.  derfor, så siger HERREN: Se, jeg hjemsøger Nehelamiten Sjemaja
      og hans Efterkommere; han skal ingen have, der bor iblandt eder
      og oplever den Lykke, jeg giver eder, lyder det fra HERREN,
      fordi han har prædiket Frafald fra HERREN.



 30
  1.  Det ord, som kom til Jeramias fra Herren.
  2.  Skriv alle de Ord, jeg har talet til dig, op i en Bog.
  3.  Thi se Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg vender mit
      Folk Israels og Judas Skæbne, siger HERREN, og fører dem hjem
      til det Land, jeg gav deres Fædre, og de skal tage det i Eje.

  4.  Dette er de Ord, HERREN talede til Israel og Juda.
  5.  Så siger HERREN: Vi hørte et Udbrud af Skræk, af Rædsel og
      Ufred;
  6.  spørg og se dog til, om en Mand kan føde! Hvi ser jeg da alle
      Mænd med Hånd på Hofte som Kvinde i Barnsnød og alle Åsyn
      blegne?
  7.  Thi stor er denne Dag, den er uden Lige, en Trængselstid for
      Jakob, men fra den skal han frelses.
  8.  På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, vil jeg sønderbryde
      deres Åg og tage det af deres Hals og sprænge deres Bånd, og de
      skal ikke mere trælle for fremmede.
  9.  De skal tjene HERREN deres Gud og David, deres Konge, som jeg
      vil oprejse dem.
 10.  Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra HERREN, og
      vær ikke bange, Israel; thi se, jeg frelser dig fra det fjerne
      og dit Afkom fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal vende
      hjem og bo roligt og trygt, og ingen skal forfærde ham.
 11.  Thi jeg er med dig, lyder det fra HERREN, for at frelse dig; thi
      jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke jeg har spredt
      dig, men dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg vil tugte dig med
      Måde, ikke lade dig helt ustraffet.

 12.  Thi så siger HERREN: Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er svart.
 13.  Ingen fører din Sag. For din Byld er ingen Lægedom, for dig
      ingen Helse.
 14.  Alle dine Venner har glemt dig, søger dig ikke, thi med
      Fjendeslag slog jeg dig, med skånselløs Straf, fordi din Brøde
      var stor, dine Synder mange.
 15.  Hvi skriger du over dit Brud, er dit Sår ulægeligt? Fordi din
      Brøde var stor, dine Synder mange, gjorde jeg dette imod dig.
 16.  Derfor skal alle, som fortærer dig, fortæres, alle dine Fjender,
      alle skal de vandre i Fangenskab; de, der plyndrer dig, skal
      plyndres, til Ran gør jeg alle dine Ransmænd.
 17.  Thi jeg heler dig, læger dine Sår, så lyder det fra HERREN; du
      kaldtes jo, Zion, "den bortstødte, som ingen søger."

 18.  Så siger HERREN: Se, jeg vender Jakobs Skæbne, forbarmer mig
      over hans Boliger, Byen skal bygges på sin Høj, Paladset stå,
      bvor det stod.
 19.  Fra dem skal Lovsang lyde og legendes Råb; de bliver ej færre,
      jeg gør dem mange; de bliver ej ringe, jeg giver dem Hæder.
 20.  Hans Sønner skal blive som fordum, hans Menighed stå fast for
      mit Åsyn.  Jeg hjemsøger alle, som trykker ham.
 21.  Hans Fyrste stammer fra ham selv, hans Hersker går frem af hans
      Midte. Jeg lader ham komme mig nær, han skal nærme sig mig; thi
      hvem ellers sætter Livet i Vov ved at nærme sig mig? lyder det
      fra HERREN.
 22.  I skal være mit Folk, og jeg vil være eders Gud.
 23.  Se, HERRENs Stormvejr, Vreden er brudt løs, et hvirvlende
      Stormvejr; det hvirvler hen over de gudløses Hoved.
 24.  HERRENs glødende Vrede lægger sig ikke, før han har udført og
      fuldbyrdet sit Hjertes Tanker; i de sidste dage skal I forstå
      det.



 31
  1.  Til hin tid, lyder det fra Herren, vil jeg være alle Israel
      slægters Gud, og de skal være mit Folk.
  2.  Så siger HERREN: Folket, der undslap Sværdet, fandt Nåde i
      Ørkenen, Israel vandred til sin Hvile,
  3.  i det fjerne åbenbarede HERREN sig for dem: Jeg elsked dig med
      evig Kærlighed, drog dig derfor i Nåde.
  4.  Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels Jomfru, igen skal
      du smykkes med Håndpauke, gå med i de legendes Dans.
  5.  Vin skal du atter plante på Samarias Bjerge, plante skal du og
      høste.
  6.  Thi en Dag skal Vogterne råbe på Efraims Bjerge: "Kom, lad os
      drage til Zion, til HERREN vor Gud!"

  7.  Thi så siger HERREN: Fryd jer over Jakob med Glæde, jubl over
      det første blandt Folkene, kundgør med Lovsang og sig: "HERREN
      har frelst sit Folk, Israels Rest."
  8.  Se, jeg bringer dem hid fra Nordens Land, samler dem fraJordens
      Afkroge; iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen
      med fødende, i en stor Forsamling vender de hjem.
  9.  Se, de kommer med Gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg
      fører dem hen til Vandløb ad en jævn Vej, hvor de ej snubler;
      thi jeg er Israel en Fader, min førstefødte er Efraim.

 10.  Hør HERRENs Ord, I Folk, forkynd på fjerne Strande: Han, som
      spredte Israel, samler det, vogter det som Hyrden sin Hjord;
 11.  thi HERREN har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres Hånd.
 12.  De kommer til Zions bjerg og jubler over HERRENs Fylde, over Kom
      og Most og Olie og over Lam og Kalve. Deres Sjæl er som en
      vandrig Have, de skal aldrig vansmægte mer.
 13.  Da fryder sig Jomfru i Dans, Yngling og Olding tilsammen. Jeg
      vender deres Kummer til Fryd, giver Trøst og Glæde efter Sorgen.
 14.  Jeg kvæger Præsterne med Fedt, mit Folk skal mættes med min
      Fylde, lyder det fra HERREN.

 15.  Så siger HERREN: En Klagerøst høres i Rama, bitter Gråd, Rakel
      begræder sine Børn, vil ikke trøstes over sine Børn, fordi de er
      borte.
 16.  Så siger HERREN: Din Røst skal du holde fra Gråd, dine Øjne fra
      Tårer, thi derer Løn fordin Møje,lyder det fra HERREN; fra
      Fjendeland vender de hjem;
 17.  og der er Håb for din Fremtid, lyder det fra HERREN, Børn vender
      hjem til deres Land.

 18.  Jeg hører grant, hvor Efraim klager: "Du tugted mig, og jeg blev
      tugtet som en utæmmet Kalv; omvend mig, så bliver jeg omvendt,
      thi du er HERREN min Gud.
 19.  Thi nu jeg er omvendt, angrer jeg; nu jeg har besindet mig, slår
      jeg mig på Hofte; jeg er skamfuld og beskæmmet, thi jeg bærer
      min Ungdoms Skændsel."
 20.  Er Efraim min dyrebare Søn, mit Yndlingsbarn? thi så tit jeg
      taler om ham, må jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit
      indre, jeg ynkes over ham, lyder det fra HERREN.
 21.  Rejs dig Vejvisersten, sæt Mærkesten op, ret din Tanke på
      Højvejen, Vejen, du gik, vend hjem, du Israels Jomfru, til disse
      dine Byer!
 22.  Hvor længe vil du dog tøve, du frafaldne Datter? Thi HERREN
      skaber nyt i Landet: Kvinde værner om Mand.

 23.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal de i Judas Land
      og Byer sige dette Ord, når jeg vender deres Skæbne: "HERREN
      velsigne dig, du Retfærds Bolig, du hellige Bjerg!"
 24.  Og deri skal Juda bo og alle dets Byer til Hobe, Agerdyrkerne og
      de omvankende Hyrder.
 25.  Thi jeg kvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtende Sjæl.
      (26 Herved vågnede jeg og så mig om, og Søvnen havde været mig
      sød.)

 27.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg tilsår Israels
      Hus og Judas Hus med Sæd at Mennesker og Kvæg.
 28.  Og som jeg har været årvågen over dem for at oprykke, nedbryde,
      omstyrte, ødelægge og gøre ilde, således vil jeg være årvågen
      over dem for at bygge og plante, lyder det fra HERREN.

 29.  I hine Dage skal man ikke mere sige: Fædre åd sure Druer, og
      Børnenes Tænder blev ømme.
 30.  Nej, enhver skal dø for sin egen Brøde; enhver, der æder sure
      Druer, får selv ømme Tænder.

 31.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny
      Pagt med Israels Hus og Judas Hus,
 32.  ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog
      dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de
      brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra HERREN;
 33.  nej, dette er den Pagt, jeg efter hine Dage slutter med Israels
      Hus, lyder det fra HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og
      skriver den på deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de
      skal være mit Folk.
 34.  Ven skal ikke mere lære sin Ven eller Broder sin Broder og sige:
      "Kend HERREN!" Thi de skal alle kende mig fra den mindste til
      den største, lydet det fra HERREN; thi jeg tilgiver deres Brøde
      og kommer ikke mer deres Synd i Hu.

 35.  Så siger HERREN, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og
      Månen og Stjernerne til at lyse om Natten, han, som oprører
      Havet, så Bølgerne bruser, han, hvis Navn er Hærskarers HERRE:
 36.  Når disse Ordninger viger fra mit Åsyn, lyder det fra HERREN, så
      skal også Israels Æt for alle Tider ophøre at være et Folk for
      mit Åsyn.
 37.  Så siger HERREN: Når Himmelen oventil kan udmåles og Jordens
      Grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels
      Æt for alt, hvad de har gjort, lydet det fra HERREN.

 38.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Byen skal opbygges
      for HERREN fra Hananeltårnet til Hjørneporten;
 39.  og videre skal Målesnoren gå lige ud til Garebs Høj og så svinge
      mod Goa;
 40.  og hele Dalen, Ligene og Asken, og alle Markerne ned til Kedrons
      Bæk, til Hesteportens Hjørne mod Øst skal være HERREN helliget;
      det skal aldrig mere oprykkes eller nedlbrydes.



 32
  1.  Det Ord, som kom til Jeramias fra Herren i kong Zedekias af
      Judas tiende År, det er Nebukadrezars attende.
  2.  Dengang belejrede Babels Konges Hær Jerusalem, og Profeten
      Jeremas sad fængslet i Vagtforgården i Judas Konges Palads,
  3.  hvor Kong Zedekias af Juda havde ladet ham fængsle med de Ord:
      "Hvor tør du profetere og sige: Så siger HERREN: Se, jeg giver
      denne By i Babels Konges Hånd, og han skal indtage den;
  4.  og Kong Zedekias af Juda skal ikke undslippe Kaldæernes Hånd,
      men overgives i Babels Konges Hånd, og han skal tale med ham
      Mund til Mund og se ham Øje i Øje;
  5.  og han skal føre Zedekias til Babel, og der skal han blive, til
      jeg ser til ham, lyder det fra HERREN; når I kæmper med
      Kaldæerne, får I ikke Lykke!"

  6.  Og Jeremias sagde: HERRENs Ord kom til mig således:
  7.  Se, Hanamel, din Farbroder Sjallums Søn, kommer til dig og
      siger: "Køb min Mark i Anatot, thi du har Indløsningsret."
  8.  Så kom Hanamel, min Farbroders Søn, til mig i Vagtforgården, som
      HERREN havde sagt, og sagde til mig: "Køb min Mark i Anatot i
      Benjamins Land, thi du har Arveretten, og indløsningsretten er
      din; køb dig den!" Da forstod jeg, at det var HERRENs Ord.
  9.  Og jeg købte Marken i Anatot af Hanamel, min Farbroders Søn, og
      tilvejede ham Pengene, sytten Sekel Sølv;
 10.  og jeg skrev Skøde og forseglede det, tilkaldte Vidner og
      afvejede Pengene på Vægtskål.
 11.  Så tog jeg Skødet, både det forseglede og det åbne,
 12.  og overgav Skødet til Baruk, Masejas Søn Nerijas Søn, i
      Nærværelse af Hanamel, min Farbroders Søn, og Vidnerne, som
      havde underskrevet Skødet, og alle de Judæee, som var til Stede
      i Vagtforgården;
 13.  og i deres Nærværelse bød jeg Baruk:
 14.  "Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Tag disse Skøder, både
      det forseglede og det åbne, og læg dem i en Lerkrukke, for at de
      kan holde sig i lange Tider.
 15.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal der købes
      Huse, Marker og Vingårde i dette Land!"

 16.  Efter at have overgivet Skødet til Baruk, Nerijas Søn, bad jeg
      således til HERREN:
 17.  Ak, Herre, HERRE, du har jo skabt Himmelen og Jorden ved din
      vældige Styrke og din udstrakte Arm, intet er dig for
      underfuldt,
 18.  du, som øver Miskundhed mod Tusinder og gengælder Fædres
      Misgerning på deres Sønner efter dem; du store, vældige Gud,
      hvis Navn er Hærskarers HERRE,

 19.  rig på Råd og stor i Dåd, hvis Øjne er åbne over alle
      Menneskebørnenes Veje, for at du kan give enhver efter hans Vej
      og hans Gerningers Frugt;
 20.  du, som gjorde Tegn og Undere i Ægypten og gør det den Dag i Dag
      både i Israel og blandt andre Mennesker og skabte dig det Navn,
      du har i Dag,
 21.  du, som førte dit Folk Israel ud af Ægypten med Tegn og Undere,
      med stærk Hånd og udstrakt Arm og stor Rædsel
 22.  og gav dem dette Land, som du havde svoret deres Fædre at ville
      give dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning;
 23.  og de kom og tog det i Eje; men de hørte ikke din Røst og adlød
      ikke din Lov; de gjorde intet af, hvad du havde pålagt dem; så
      lod du al denne Ulykke ramme dem.
 24.  Se, Stormvoldene har nået Byen, så den er ved at blive indtaget,
      og med Sværd, Hunger og Pest er Byen givet i de angribende
      Kaldæeres Hånd; had du talede, er sket, og du ser det selv.
 25.  Og skønt Byen er givet i Kaldæernes Hånd, siger du til mig,
      Herre, HERRE: "Køb dig Marken for Penge og tag Vidner derpå!"

 26.  Da kom HERRENs Ord til Jeremias således:
 27.  Se, jeg er HERREN, alt Køds Gud; skulde noget være mig for
      underfuldt?
 28.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i kaldæernes og
      Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal idtage den;
 29.  og Kaldæerne, der angriber denne By, skal komme og sætte Ild på
      den og afbrænde Husene, på hvis Tage man tændte Offerild for
      Baal og udgød Drikofre for andre Guder for at krænke mig.
 30.  Thi fra deres Ungdom af har Israeliterne og Judæerne kun gjort,
      hvad der var ondt i mine Øjne; thi Israeliterne gør ikke andet
      end krænke mig ved deres Hænders Værk, lyder det fra HERREN.
 31.  Ja, en Kilde til Vrede og Harme har denne By været mig, lige fra
      den Dag de byggede den og til i Dag, så at jeg må fjerne den fra
      mit Åsyn
 32.  for alt det ondes Skyld, som Israeliterne og Judæerne gjorde for
      at krænke mig, de deres Konger, Fyrster, Præster og Profefer,
      Judas Mænd og Jerusalems Borgere.
 33.  De vendte Ryggen og ikke Ansigtet til mig, og skønt jeg advarede
      dem årle og silde, vilde de ikke høre eller tage ved Lære.
 34.  De opstillede deres væmmelige Guder i det Hus, mit Navn nævnes
      over, for at gøre det urent;
 35.  og de byggede Baals Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at ofre
      deres Sønner og Døtre til Molok, hvad jeg ikke havde budt dem,
      og hvad aldrig var i min Tanke, at man skulde gøre så
      vederstyggelig en Ting for derved at lokke Juda til Synd.
 36.  Men nu, så siger HERREN, Israels Gud, om denne By, som I siger
      er givet i Babels Konges Hånd med Sværd, Hunger og Pest:
 37.  Se, jeg vil samle dem fra alle de Lande, som jeg har bortstødt
      dem til i min Vrede og Harme og i stor Fortørnelse, og føre dem
      hjem til dette Sted og lade dem bo trygt.
 38.  De skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud;
 39.  og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, så de frygter mig
      alle Dage, at det må gå dem og deres Sønner efter dem vel.
 40.  Jeg slutter en evig Pagt med dem, at jeg ikke vil drage mig
      tilbage fra dem, men gøre vel itnod dem; og min Frygt lægger jeg
      i deres Hjerter, så de ikke viger fra mig.
 41.  Jeg vil glæde mig over dem og gøre vel imod dem; og jeg planter
      dem i dette Land i Trofasthed af hele mit Hjerte og hele min
      Sjæl.
 42.  Thi så siger HERREN: Som jeg bragte al denne store Ulykke over
      dette Folk, således vil jeg bringe over dem alt det gode, jeg
      taler til dem om.
 43.  End skal der købes Marker i det Land, som I siger er en Ørken
      uden Mennesker og Kvæg og givet i Kaldæernes Hånd;
 44.  man skal købe Marker for Penge og skrive Skøder og forsegle dem
      og tilkalde Vidner i Benjamins Land, i Jerusalems Omegn, i Judas
      Byer, i Bjerglandets, Lavlandets og Sydlandets Byer; thi jeg
      vender deres Skæbne, lyder det fra HERREN.



 33
  1.  Herrens ord kom anden gang til Jeremias, medens han endnu sad
      fængslet i Vagtforgården, således:
  2.  Så siger HERREN, som skabte Jorden og dannede den, idet han
      grundfæstede den, han, hvis Navn er HERREN:
  3.  Kald på mig, så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og
      lønlige Ting, du ikke kender.
  4.  Thi så siger HERREN, Israels Gud, om denne Bys Huse og om Judas
      Kongers Huse, som nedbrødes for at bruges til Volde og Mur,
  5.  da man gav sig til at stride imod Kaldæerne, og som fyldtes med
      Ligene af de Mennesker, jeg slog i min Vrede og Harme, og for
      hvem jeg skjulte mit Åsyn for al deres Ondskabs Skyld:
  6.  Se, jeg vil lade Byens Sår heles og læges, og jeg helbreder dem
      og oplader for dem en Rigdom af Fred og Sandhed.
  7.  Jeg vender Judas og Israels Skæbne og opbygger dem som tilforn.
  8.  Jeg renser dem for al deres Brøde, med hvilken de syndede imod
      mig, og tilgiver alle deres Misgerninger, med hvilke de syndede
      og forbrød sig imod mig.

  9.  Byen skal blive til Glæde, til Pris og Ære blandt alle Jordens
      Folk; og når de hører om alt det gode, jeg gør den, skal de
      frygte og bæve over alt det gode og al den Lykke, jeg lader den
      times.
 10.  Så siger HERREN: På dette Sted, som I siger er ødelagt, uden
      Mennesker og Kvæg, i Judas Byer og på Jerusalems Gader, der er
      lagt øde, uden Mennesker og kvæg,
 11.  skal atter høres Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds
      Røst, Råb af Folk, som siger: "Tak Hærskarers HERRE; thi HERREN
      er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" og som bringer
      Takoffer til HERRENs Hus; thi jeg vender Landets Skæbne, så det
      bliver som tilforn, siger HERREN.
 12.  Så siger Hærskarers HERRE: På dette ødelagte Sted, som er uden
      Mennesker og Kvæg, og i alle dets Byer skal der atter være
      Græsgange, hvor Hyrder lader deres Hjorde ligge;
 13.  i Bjerglandets, Lavlandets og Sydlandets Byer, i Benjamins land,
      i Jerusalems Omegn og i Judas Byer skal Småkvæget atter gå forbi
      under Tællerens Hånd, siger HERREN.
 14.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opfylder den
      Forjættelse, jeg udtalte om Israels og Judas Hus.
 15.  I hine Dage og til hin Tid lader jeg en Retfærds Spire fremspire
      for David, og han skal øve Ret og Retfærd i Landet.
 16.  I hine Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo trygt, og man skal
      kalde det: HERREN vor Retfærdighed.
 17.  Thi så siger HERREN: David skal ikke fattes en Mand til at sidde
      på Israels Huss Trone.
 18.  Og Levitpræsterne skal aldrig fattes en Mand til at stå for mit
      Åsyn og frembære Brændoffer, brænde Afgrødeoffer og ofre
      Slagtoffer.

 19.  Og HERRENs Ord kom til Jeremias således:
 20.  Så siger HERREN Hvis min Pagt med Dagen og Natten brydes, så det
      ikke bliver Dag og Nat, når Tid er inde,
 21.  da skal også min Pagt med min Tjener David brydes, så han ikke
      har nogen Søn til at sidde som Konge på sin Trone, og med
      Levitpræsterne, som tjener mig.
 22.  Som Himmelens Hær ikke kan tælles og Havets Sand ikke måles,
      således vil jeg mangfoldiggøre min Tjener Davids Afkom og
      Leviterne, som tjener mig.

 23.  Og HERRENs Ord kom til Jeremias således:
 24.  Har du ikke lagt Mærke til, hvorledes dette Folk siger: "De to
      Slægter, HERREN udvalgte, har han forkastet!" Og de smæder mit
      Folk, fordi det i deres Øjne ikke 1ner er et Folk.
 25.  Så siger HERREN: Hvis jeg ikke har fastsat min Pagt med Dag og
      Nat, givet Love for Himmel og Jord,
 26.  så vil jeg også forkaste Jakobs Afkom og min Tjener David og
      ikke af hans Afkom tage Herskere oer Abrabams, Isaks og Jakobs
      Afkom; thi jeg vender deres Skæbne og forbarmer mig over dem.



 34
  1.  Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Nebukadnezar
      af Babel og hele hans Hær og alle Riger på Jorden, der stod
      under hans Herredømme, og alle Folkeslag angreb Jerusalem og
      alle dets Byer; det lød:
  2.  Så siger HERREN, Israels Gud: Gå hen og sig til Kong Zedekias af
      Juda: Så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i Babels Konges
      Hånd, og han skal afbrænde den.
  3.  Og du skal ikke undslippe hans Hånd, men gribes og overgives i
      hans Hånd og se Babels Konge Øje til Øje, og han skal tale med
      dig Mund til Mund, og du skal komme til Babel.
  4.  Hør dog HERRENs Ord, Kong Zedekias af Juda: Så siger HERREN om
      dig: Du skal ikke falde for Sværdet,
  5.  men dø i Fred, og ligesom man brændte til Ære for dine Fædre,
      kongerne før dig, således skal man brænde til Ære for dig og
      klage over dig: "Ve, Herre!"  så sandt jeg har talet, lyder det
      fra HERREN.
  6.  Og Profeten Jeremias talte alle disse Ord til kong Zedekias af
      Juda i Jerusalem,
  7.  medens Babels Konges Hær angreb Jerusalem og begge de Byer i
      Juda, der var tilbage, Lakisj og Azeka; thi disse faste Stæder
      var tilbage af Judas Byer.

  8.  Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, efter at kong Zedekias
      havde sluttet en Pagt med alt Folket i Jerusalem og udråbt
      Frigivelse,
  9.  således at enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i
      Frihed, såfremt de var Hebræere, og ikke mere lade en judæisk
      Broder trælle.
 10.  Og alle Fyrsterne og alt Folket, som havde indgået Pagten om, at
      enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i Frihed og
      ikke mere lade dem trælle, adlød; de adlød og lod dem gå.
 11.  Men siden skiftede de Sind og tog Trællene og Trælkvinderne, som
      de havde ladet gå bort i Frihed, tilbage og tvang dem til at
      være Trælle og Trælkvinder.
 12.  Da kom HERRENs Ord til Jeremias således:
 13.  Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg sluttede en Pagt med eders
      Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, af Trællehuset, idet
      jeg sagde:
 14.  "Når der er gået syv År, skal enhver af eder lade sin hebraiske
      Landsmand, som har solgt sig til dig og tjent dig i seks År, gå
      bort; du skal lade ham gå af din Tjeneste i Frihed!" Men eders
      Fædre hørte mig ikke og lånte mig ikke Øre.
 15.  Nys omvendte I eder og gjorde, hvad der er ret i mine Øjne, idet
      I udråbte Frigivelse, hver for sin Broder, og I sluttede en Pagt
      for mit Åsyn i det Hus, mit Navn er nævnet over,
 16.  men siden skiftede I Sind og vanhelligede mit Navn, idet enhver
      af eder tog sin Træl eller Trælkvinde tilbage, som I havde ladet
      gå bort i Frihed, om de ønskede det, og tvang dem til at være
      eders Trælle og Trælkvinder.
 17.  Derfor, så siger HERREN: Da I ikke hørte mig og udråbte
      Frigivelse, hver for sin Broder og hver for sin Næste, vil jeg
      nu udråbe Frigivelse for eder, lyder det fra HERREN, så I
      hjemfalder til Sværd, Pest og Hunger, og jeg vil gøre eder til
      Rædsel for alle Jordens Riger.
 18.  Og jeg giver de Mænd, som har overtrådt min Pagt og ikke holdt
      den Pagts Ord, som de sluttede for mit Åsyn, da de slagtede
      Kalven og skar den i to Stykker, mellem hvilke de gik,
 19.  Judas og Jerusalems Fyrster, Hofmændene og Præsterne og hele
      Landets Befolkning, som gik mellem Stykkerne af Kalven
 20.  dem giver jeg i deres Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står
      dem efter Livet, og deres Lig skal blive Himmelens Fugle og
      Jordens Dyr til Æde.
 21.  Og Kong Zedekias af Juda og hans Fyrster giver jeg i deres
      Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står dem efter Livet. Og
      Babels Konges Hær, som drog bort fra eder,
 22.  se, den bydet jeg, lyder det fra HERREN, at vende tilbage til
      denne By, og de skal angribe den og indfage og afbrænde den; og
      Judas Byer lægger jeg øde, så ingen bor der!



 35
  1.  Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren i Joasiases søn kong
      Jojakim af Judas Dage:
  2.  "Gå hen til Rekabiternes Hus og tal dem til, bring dem til et af
      Kamrene i HERRENs Hus og giv dem Vin at drikke!"
  3.  Så hentede jeg Jaazanja, en Søn af Jirmeja, Habazzinjas Søn, og
      hans Brødre og alle hans Sønner og hele Rekabiternes Hus
  4.  og bragte dem til HERRENs Hus, til den Guds Mand Hanans,
      Jigdaljahus Søns, Sønners Kammer ved Siden af Fyrsternes Kammer
      oven over Dørvogteren Maasejas, Sjallums Søns, Kammer.
  5.  Og jeg satte krukker, som var fulde af Vin, og Bægre for dem og
      sagde: "Drik!"
  6.  Men de svarede: Vi drikker ikke Vin, thi vor Fader Jonadab,
      Rekabs Søn, gav os det Bud: I og eders Børn må aldrig drikke
      Vin,
  7.  ej heller bygge Huse eller så Korn eller plante eller eje
      Vingårde, men I skal bo i Telte hele eders Liv, for at I må leve
      længe i det Land, I bor i som frem1uede.
  8.  Og vi har adlydt vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, i alt, hvad han
      bød os, idet både vi, vore kvinder, Sønner og Døtre hele vort
      Liv afholder os fra at drikke Vin,
  9.  bygge Huse at bo i og eje Vingårde, Marker eller Sæd,
 10.  men bor i Telte; vi har adlydt og nøje gjort, som vor Fader
      Jonadab bød os.
 11.  Men da Kong Nebukadrezar af Babel faldt ind i Landet, sagde vi:
      Kom, lad os ty til Jerusalem for Kaldæernes og Aramernes Hære!
      Og vi slog os ned i Jerusalem."

 12.  Da kom HERRENs Ord til mig således
 13.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Gå hen og sig til Judas
      Mænd og Jerusalems Borgere: Vil I ikke tage ved Lære og høre
      mine Ord? lyder det fra HERREN.
 14.  Jonadabs, Rekabs Søns, Bud er blevet overholdt; thi han forbød
      sine Sønner at drikke Vin, og de har ikke drukket Vin til den
      Dag i Dag, men adlydt deres Faders Bud; men jeg har talet til
      eder årle og silde, uden at I vilde høre mig.
 15.  Jeg sendte alle mine Tjenere Profeterne til eder årle og silde,
      for at de skulde sige: "Omvend eder hver fra sin onde Vej, gør
      gode Gerninger og hold eder ikke til andre Guder, så I dyrker
      dem; så skal I bo i det Land, jeg gav eder og eders Fædre." Men
      I bøjede ikke eders Øre og hørte mig ikke.
 16.  Fordi Jonadabs, Rekabs Søns, Sønner overholdt deres Faders Bud,
      medens dette Folk ikke vilde høre mig,
 17.  derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Se, jeg
      bringer over Juda og Jerusalems Borgere al den Ulykke, jeg har
      truet dem med, fordi de ikke hørte, da jeg talede, og ikke
      svarede, da jeg kaldte ad dem.

 18.  Men til Rekabiternes Hus sagde Jeremias: Så siger Hærskarers
      HERRE, Israels Gud: Fordi I har adlydt eders Fader Jonadabs Bud
      og overholdt alle hans Bud og gjort alt, hvad han bød eder,
 19.  derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Ingen Sinde skal
      Jonadab, Rekabs Søn, fattes en Mand til at stå for mit Åsyn.



 36
  1.  I Josiases søn kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår kom
      dette Ord til Jeremias fra HERREN:
  2.  "Tag dig en Bogrulle og skriv deri alle de Ord, jeg har talet
      til dig om Jerusalem og Juda og om alle Folkene, fra den Dag jeg
      først talede til dig, fra Josiass dage og til den Dag i Dag.
  3.  Måske vil Judas Hus mærke sig al den Ulykke, jeg har i Sinde at
      gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde Vej, så jeg
      kan tilgive deres Brøde og Synd."
  4.  Så tilkaldte Jeremias Baruk, Nerijas Søn, og Baruk optegnede i
      Bogrullen efter Jeremiass Mund alle de Ord, HERREN havde talet
      til ham.
  5.  Derpå sagde Jeremias til Baruk: "Jeg er hindret i at gå ind i
      HERRENs Hus;
  6.  men gå du ind og læs HERRENs Ord op af Bogrullen, som du skrev
      efter min Mund, for Folket i HERRENs Hus på en Fastedag; også
      for alle Judæere, der kommer ind fra deres Byer, skal du læse
      dem.
  7.  Måske når deres klage HERRENs Åsyn, måske omvender de sig hver
      fra sin onde Vej; thi stor er Vreden og Harmen, som HERREN har
      udtalt mod dette Folk."
  8.  Og Baruk, Nerijas Søn, gjorde ganske som Profeten Jeremias
      pålagde ham, og oplæste HERRENs Ord af Bogen i HERRENs Hus.

  9.  I Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, femte Regeringsår i den
      niende Måned udråbte alt Folket i Jerusalem og alt Folket, der
      fra Judas Byer kom ind til Jerusalem, en Faste for HERREN.
 10.  Da oplæste Baruk for alt Folket Jeremiass Ord af Bogen i HERRENs
      Hus, i Gemarjahus, Statsskriveren Sjafans Søns, Kammer i den
      øvre Forgård ved Indgangen til HERRENs Huss nye Port.
 11.  Da nu Mika, en Søn af Sjatans Søn Gemarjahu, havde hørt HERRENs
      Ord oplæse af Bogen,
 12.  gik han ned i Kongens Hus til Statsskriverens Kammer, hvor han
      traf alle Fyrsterne siddende, Statsskriveren Elisjama, Delaja
      Sjemajas Søn, Elnatan Akbors Søn, Gemarjahu Sjafans Søn, Zidkija
      Hananjas Søn og alle de andre Fyrster;
 13.  og Mika meldte dem alt, had han havde hørt, da Baruk læste Bogen
      op for Folket.

 14.  Da sendte alle Fyrsterne Jehudi, en Søn af Netanja, en Søn af
      Sjelemja, en Søn af Kusji, til Baruk og lod sige: "Tag
      Bogrullen, du læste op for Folket, og kom her ned!" Så tog
      Baruk, Nerijas Søn, Bogrullen og kom til dem.
 15.  De sagde til ham: "Sæt dig og læs den for os!" Og Baruk læste
      for dem.
 16.  Men da de havde hørt alle disse Ord, så de rædselslagne på
      hverandre og sagde: "Alt det må vi sige Kongen."
 17.  Og de spurgte Baruk: "Sig os, hvorledes du kom til at optegne
      alle disse Ord!"
 18.  Baruk svarede: "Jeremias foresagde mig alle Ordene, og jeg
      optegnede dem i Bogen med Blæk."
 19.  Så sagde Fyrsterne til Baruk: "Gå hen og gem eder, du og
      Jeremias, og lad ingen vide, hvor I er!"
 20.  Efter så at have lagt Bogrullen til Side i Statsskriveren
      Elisjamas Kammer kom de til Kongen i hans Stue og sagde ham alt.

 21.  Så sendte Kongen Jehudi hen at hente Bogrullen i Statsskriveren
      Elisjamas Kammer; og Jehudi læste den op for Kongen og alle
      Fyrsterne, der stod om Kongen.
 22.  Kongen sad i Vinterhuset med et brændende Kulbækken foran sig;
 23.  og hver Gang Jehudi havde læst tre fire Spalter, skar Kongen dem
      af med Statsskriverens Pennekniv og kastede dem på Ilden i
      Bækkenet, indtil hele Bogrullen var fortæret af Ilden i
      Bækkenet.
 24.  Og hverken Kongen eller nogen af hans Folk blev rædselslagen
      eller sønderrev deres Klæder, da de hørte alle disse Ord;
 25.  men skønt Elnafan, Delaja og Gemarjahu bad Kongen ikke brænde
      Bogrullen, hørte han dem ikke.
 26.  Derpå bød Kongen Kongesønnen Jerameel, Seraja Azriels Søn og
      Sjelemja Abdeels Søn at gribe Skriveren Baruk og Profeten
      Jeremias; men HERREN skjulte dem.

 27.  Men da Kongen havde brændt Bogrullen med de Ord, Baruk havde
      optegnet efter Jeremiass Mund, kom HERRENs Ord til Jeremias
      således:
 28.  "Tag dig en anden Bogrulle og optegn i den alle de Ord, som stod
      i den første Bogrulle, den, Kong Jojakim af Juda brændte.
 29.  Og til Kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger HERREN: Du
      brændte denne Bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels
      Konge skal komme og ødelægge dette Land og udrydde både Folk og
      Fæ?
 30.  Derfor, så siger HERREN om Kong Jojakim af Juda: Han skal ikke
      have nogen Mand til at sidde på Davids Trone, og hans Lig skal
      slænges hen og gives Dagens Hede og Nattens Kulde i Vold;
 31.  jeg vil hjemsøge ham, hans Afkom og hans Tjenere for deres Brøde
      og bringe over dem og Jerusalems Borgere og Judas Mænd al den
      Ulykke, jeg har udtalt over dem, uden at de vilde høre."
 32.  Så tog Jeremias en anden Bogrulle og gav den til Skriveren
      Baruk, Nerijas Søn; og han optegnede i den efter Jeremiass Mund
      alle Ordene fra den Bog, Kong Jojakim af Juda havde brændt. Og
      flere lignende Ord lagdes til.



 37
  1.  Zedekias, Joasiases søn, blev konge Konjas, Jojakims søns sted,
      idet Kong Nebukadrezar af Babel satte ham til Konge i Judas
      Land.
  2.  Men han og hans Mænd og Landets Befolkning hørte ikke på de Ord,
      HERREN talede ved Profeten Jeremias.
  3.  Kong Zedekias sendte Jukal. Sjelemjas Søn, og Præsten Zefanja,
      Maasejas Søn, til Profeten Jeremias og lod sige: "Gå i Forbøn
      for os hos HERREN vor Gud!"
  4.  Dengang gik Jeremias frit ud og ind blandt Folket, thi man havde
      endnu ikke kastet ham i Fængsel.
  5.  Faraos Hær var rykket ud fra Ægypten; og da kaldæerne, som
      belejrede Jerusalem, fik Nys herom, var de brudt op fra
      Jerusalem.
  6.  Da kom HERRENs Ord til Profeten Jeremias således:
  7.  Så siger HERREN, Israels Gud: Således skal du sige til Judas
      Konge, som har sendt Bud til dig for at rådspørge mig: Se,
      Faraos Hær, som er rykket ud for at hjælpe eder, skal vende hjem
      til Ægypten;
  8.  og Kaldæerne skal vende tilbage og angribe denne By, indtage og
      afbrænde den.
  9.  Så siger HERREN: Når ikke eder selv ved at sige: "Kaldæerne
      drager bort fra os for Alvor!" Thi de drager ikke bort.
 10.  Ja, om, I så slog hele Kaldæernes Hær, der angriber eder, så der
      kun blev nogle sårede tilbage, hver i sit Telt, så skulde de stå
      op og afbrænde denne By.

 11.  Da Kaldæernes Hær var brudt op fra Jerusalem for Faraos Hær,
 12.  gik Jeremias ud af Jerusalem for at drage til Benjamins Land og
      få en Arvelod iblandt Befolkningen.
  3.  Men da han kom til Benjaminsporten, var der en Vagthavende ved
      Navn Jirija, en Søn af Hananjas Søn Sjelemja, og han greb
      Profeten Jeremias og sagde: "Du vil løbe over til Kaldæerne."
 14.  Jeremias svarede: "Det er Løgn; jeg vil ikke løbe over til
      Kaldæerne."  Jirija vilde dog ikke høre ham, men greb ham og
      bragte ham til Fyrsterne;
 15.  og Fyrsterne vrededes på Jeremias, slog ham og lod ham bringe
      til Statsskriveren Jonatans Hus; thi det havde de gjort til
      Fængsel.
 16.  Således kom Jeremias i Fangehuset i kælderen; og der sad han en
      Tid lang.

 17.  Men Kong Zedekias sendte Bud og lod ham hente; og Kongen spurgte
      ham i al Hemmelighed i sit Palads: "Er der et Ord fra HERREN?"
      Jeremias svarede: "Ja, der er: Du skal overgives i Babels Konges
      Hånd."
 18.  Derpå sagde Jeremias til Kong Zedekias: "Hvad Synd har jeg gjort
      imod dig, dine Mænd og dette Folk, siden I har kastet mig i
      Fængsel?
 19.  Og hvor er nu eders Profeter, som profeterede for eder, at
      Babels Konge ikke skulde komme over eder og dette Land?
 20.  Så hør da, Herre Konge! Lad min Bøn nå dig og lad mig ikke
      bringe tilbage til Statsskriveren Jonatans Hus, af jeg ikke skal
      dø der!"
 21.  Da bød Kong Zedekias, at man skulde holde Jeremias i Varetægt i
      Vagtforgården; og der gaves ham daglig et Stykke Brød fra
      Bagerens Gade, indtil Brødet slap op i Byen. Således sad nu
      Jeremias i Vagtforgården.



 38
  1.  Men da Sjefatja Mattans søn, Gedalja Pasjhurs søn, Jukal
      Sjelemjas Søn og Pasjhur Malkijas Søn hørte Jeremias tale til
      alt Folket således:
  2.  "Så siger HERREN: Den, der bliver i denne By, skal dø ved Sværd,
      Hunger og Pest, men den, som overgiver sig til Kaldæerne, skal
      leve og vinde sit Liv som Bytte;
  3.  thi så siger HERREN: Denne By skal gives i Babels Konges Hærs
      Hånd, og han skal indtage den"
  4.  da sagde Fyrsterne til Kongen: "Denne Mand må dø, thi han tager
      Modet fra Krigsmændene, som er tilbage i denne By, og fra alt
      Folket ved at tale således til dem; thi denne Mand tænker ikke
      på dette Folks Vel, men på dets Ulykke."
  5.  Kong Zedekias svarede: "Se, han er i eders Hånd." Thi Kongen
      evnede intet over for dem.
  6.  Så tog de Jeremias og kastede ham i Kongesønnen Malkijas
      Cisterne i Vagtforgården, idet de hejsede ham ned med Reb. Der
      var ikke Vand i Cisternen, men Dynd, og Jeremias sank i Dyndet.
  7.  Imidlertid hørte Ætioperen Ebed Melek, en Hofmand i Kongens
      Palads, at Jeremias var kastet i Cisternen; og da Kongen var i
      Benjaminsporten,
  8.  gik Ebed-Melek fra Paladset og talte således til Kongen:
  9.  "Herre Konge, ilde har de gjort ved at lade denne Mand dø af
      Hunger, fordi der ikke er mere Brød i Byen!"
 10.  Så bød Kongen Ætioperen Ebed-Melek: "Tag tredive Mænd med herfra
      og drag Profeten Jeremias op af Cisternen, før han dør!"
 11.  Ebed-Melek tog Mændene med og gik til Kælderen under
      Skatkammeret i Kongens Palads, hvor han hentede nogle Klude af
      slidte og iturevne klæder; dem hejsede han med Reb ned til
      Jeremias i Cisternen,
 12.  idet han sagde: "Læg Kludene om Rebet!" Det gjorde Jeremias,
 13.  og de drog ham op af Cisternen med Rebet. Således kom Jeremias
      atter til at sidde i Vagtforgården.

 14.  Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig
      i Livvagtens Indgang til HERRENs Hus. Og Kongen sagde til ham:
      "Jeg vil spørge dig om noget, dølg intet for mig!"
 15.  Jeremias svarede Zedekias: "Hvis jeg siger dig det, vil du da
      ikke lade mig dræbe? Og selv om jeg råder dig, vil du dog ikke
      høre mig."
 16.  Da tilsvor Kong Zedekias i al Hemmelighed Jeremias: "Så sandt
      HERREN lever, som har skabt vor Sjæl, jeg vil ikke lade dig
      dræbe eller give dig i disse Mænds Hånd, som står dig efter
      Livet."
 17.  Så sagde Jeremias til Zedekias: "Så siger HERREN, Hærskarers
      Gud, Israels Gud: Hvis du overgiver dig til Babels Konges
      Fyrster, skal du redde dit Liv; denne By skal ikke afbrændes, og
      du og dit Hus skal blive i Live;
 18.  men overgiver du dig ikke til dem, skal Byen gives i Kaldæernes
      Hånd, og de skal afbrænde den, og du skal ikke undslippe deres
      Hånd."
 19.  Men kong Zedekias sagde til Jeremias: "Jeg er ræd for de
      Judæere, der er løbet over til Kaldæerne, at Kaldæerne skal
      overgive mig i deres Hånd, og at de skal drive Spot med mig."
 20.  Så sagde Jeremias: "Det gør de ikke! Adlyd kun HERRENs Ord, som
      jeg taler til dig, så skal det gå dig vel, og du skal blive i
      Live.
 21.  Men vægrer du dig ved at overgive dig, så hør nu, hvad HERREN
      har ladet mig skue:
 22.  Se, alle Kvinder, der er tilbage i Judas Konges Palads, førtes
      ud til Babels Konges Fyrster, medens de sang: Dig forledte og
      tvang dine gode Venner, de ledte din Fod i en Sump og trak sig
      tilbage.
 23.  Alle dine Hustruer og Børn skal føres ud til Kaldæerne, og du
      skal ikke undslippe deres Hånd, men gribes af Babels Konges
      Hånd, og denne By skal abrændes!"
 24.  Så sagde Zedekias til Jeremias: "Ingen må vide noget om denne
      Samtale, ellers er du dødsens;
 25.  og hvis Fyrsterne skulde få Nys om, at jeg har talt med dig, og
      komme til dig og sige: Sig os hvad du sagde til Kongen; dølg
      ikke noget for os, ellers dræber vi dig; sig os også, hvad
      Kongen sagde til dig!
 26.  sig så til dem: Jeg fremførte en ydmyg Bøn for Kongen om ikke at
      lade mig føre tilbage til Jonatans Hus for at dø der."
 27.  Og alle Fyrsterne kom til Jeremias og spurgte ham; og han
      svarede dem nøje, som Kongen havde påbudt. Så lod de ham i Fred,
      eftersom Sagen ikke var blevet kendt.
 28.  Således sad Jeremias i Vagtforgården, lige til den Dag Jerusalem
      blev indtaget.



 39
  1.  Efter at Jerusalem var indtaget, i kong Zedekias af Judas niene
      regeringsår i den tiende Måned, kom Kong Nebudkadrezar af Babel
      med hele sin Hær til Jerusalem og belejrede det;
  2.  i Zedekiass ellevte År på den niende Dag i den fjerde Måned blev
      Byen stormet
  3.  da kom alle Babels konges Fyrster og satte sig i Midterporten:
      Overhofmanden Nebusjazban, Magernes Øverste Nergal-Sarezer og
      alle Babels Konges andre Fyrster.
  4.  Da Kong Zedekias af Juda og alle hans Krigsmænd så dem, flygtede
      de om Natten fra Byen ad Vejen til Kongens Have gennem Porten
      mellem de to Mure og tog Vejen ad Araba til.
  5.  Men Kaldæernes Hær satte efter dem og indhentede Zedekias på
      Jerikos Lavslette; og de tog ham med og bragte ham op til Kong
      Nebukadnezar af Babel i Ribla i Hamats Land; og han fældede hans
      Dom.
  6.  Babels Konge lod i Ribla Zedekiass Sønner dræbe i hans Påsyn;
      også alle de ypperste i Juda lod Babels Konge dræbe;
  7.  derpå lod han Øjnene stikke ud på Zedekias og lod ham lægge i
      Kobberlænker for at føre ham til Babel.
  8.  kaldæerne satte Ild på Kongens Palads og Folkets Huse og nedbrød
      Jerusalems Mure.
  9.  Resten af Folket, der var levnet i Byen, Overløberne, der var
      løbet over til ham, og Resten af Håndværkerne førte Livvagtens
      øverste Nebuzaradan som Fanger til Babel,
 10.  og kun nogle af den fattigste Befolkning, der intet ejede, lod
      Livvagts øverste Nebuzaradan blive tilbage i Judas Land, idet
      han samtidig gav dem Vingårde og Agre.

 11.  Men om Jeremias bød Kong Nebukadrezar af Babel Livvagts øverste
      Nebuzaradan:
 12.  "Tag ham og hav Øje med ham og gør ham ingen Men; gør med ham,
      som han selv ønsker!"
 13.  Så sendte Livvagts øverste Nebuzaradan, Overhofmanden
      Nebusjazban og Magernes Øverste Nergal-Sarezer og alle Babels
      Konges andre Stormænd
 14.  Bud og, lod Jeremias hente i Vagtforgården og overgav ham til
      Gedalja, en Søn af Sjafans Søn Ahikam, for at han skulde føre
      ham til hans Hjem; og han boede iblandt Folket.

 15.  Medens Jeremias sad fængslet i Vagtforgården, kom HERRENs Ord
      til ham således:
 16.  Gå hen og sig til Ætioperen Ebed-Melek: Så siger Hærskarers
      HERRE, Israels Gud: Se, jeg lader mine Ord gå i Opfyldelse på
      denne By til Ulykke og ikke til Lykke, og du skal have dem i
      Tankerne på hin Dag.
 17.  Men på hin Dag redder jeg dig, lyder det fra HERREN, og du skal
      ikke gives i de Mænds Hånd, for hvem du frygter;
 18.  thi jeg vil frelse dig, så du ikke falder for Sværdet, og du
      skal vinde dit Liv som Bytte, fordi du stolede på mig, lyder det
      fra HERREN



 40
  1.  Det Ord, som kom fra HERREN til Jeremias, efter at livvagtens
      øverste Nebuzaradan havde løsladt ham i Rama; han lod ham hente,
      medens han var bundet med Lænker iblandt alle Fangerne fra
      Jerusalem, og Juda, der førtes til Babel.
  2.  Livvagts øverste lod Jeremias hente og sagde til ham: "HERREN
      din Gud har udtalt denne Ulykke over dette Sted,
  3.  og HERREN lod det ske og gjorde, hvad han havde sagt, fordi I
      syndede mod HERREN og ikke adlød hans, Røst; derfor timedes
      dette eder.
  4.  Se, nu tager jeg i Dag Lænkerne af dine Hænder. Hvis det tykkes
      dig godt at drage med mig til Babel, så drag med, og jeg vil
      have Øje med dig; men tykkes det dig ilde, så lad være! Se, hele
      Landet står dig åbent; gå, hvor det tykkes dig godt og ret!"
  5.  Og da han tøvede med at vende tilbage, tilføjede han: "Så vend
      tilbage til Gedalja Sjafans Søn Ahikams Søn, som Babels konge
      har sat over Judas Land, og bosæt dig hos, ham iblandt Folket,
      eller gå, hvor som helst det tykkes dig ret!" Og Livvagts
      øverste gav ham Rejsetæring og Gave og lod ham gå.
  6.  Jeremias gik da til Gedalja, Ahikams Søn, i Mizpa og bosatte sig
      hos ham iblandt Folket, der var levnet i Landet.

  7.  Da alle Hærførerne, som var ude i åbent Land, og deres Mænd
      hørte, at Babels konge havde sat Gedalja, Ahikams Søn, over
      Landet og over Mænd, kvinder og Børn og dem af den fattige
      Befolkning i Landet, som ikke var ført til Babel,
  8.  kom de til Gedalja i Mizpa: Jisjmael Netanjas Søn Johanan Kareas
      Søn.  Seraja Tanhumets Søn, Netofatiten Efajs Sønner og Jezanja
      Maakatitens Søn, med deres Mænd.
  9.  Og Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, tilsvor dem og deres Mænd
      således: "Frygt ikke for at stå under Kaldæerne; bosæt eder i
      Landet og underkast eder Babels Konge, så skal det gå eder vel.
 10.  Se, selv bliver jeg i Mizpa for at tage mod Kaldæerne, når de
      kommer til os; men I skal samle Vin, Frugt og Olie i eders Kar
      og bo i de Byer, I tager i Eje!"
 11.  Og da også alle de Judæere, der var i Moab, hos Ammoniterne, i
      Edom og alle de andre Lande, hørte, at Babels Konge havde levnet
      Juda en Rest og sat Gedalja. Sjafans Søn Ahikams Søn, over dem,
 12.  vendte de alle tilbage fra alle de Steder, som de var fordrevet
      til, og kom til Judas Land til Gedalja i Mizpa; og de indsamlede
      Vin og Frugt i store Måder.

 13.  Men Johanan, Kareas Søn, og alle de andre Hærførere, som havde
      været ude i åbent Land, kom til Gedalja i Mizpa
 14.  og sagde: "Mon du ved, at Baalis, Ammoniternes Konge, har sendt
      Jisjmael, Netanjas Søn, for at myrde dig?" Men Gedalja, Ahikams
      Søn, troede dem ikke.
 15.  Da sagde Johanan, Kareas Søn, i al Hemmelighed til Gedalja I
      Mizpa: "Lad mig gå hen og myrde Jisjmael, Netanjas Søn; ingen
      skal få det at vide.  Hvorfor skal han myrde dig, så at hele
      Juda, som har samlet sig om dig, splittes, og Judas Rest går til
      Grunde?"
 16.  Men Gedalja, Ahikas Søn, svarede Johanan, Kareas Søn: "Det må du
      ikke gøre, thi du lyver om Jisjmael!"



 41
  1.  Men i den syvende måned kom Jisjmael, Elisjamas søn Netanjas
      søn, en mand af kongelig Æt, der hørte til Kongens Stormænd,
      fulgt af ti Mænd til Gedalja, Ahikams Søn, i Mizpa; og de holdt
      Måltid sammen der i Mizpa.
  2.  Jisjmael, Netanjas Søn, og de ti Mænd, der fulgte ham, stod da
      op og huggede Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, ned med Sværdet
      og dræbte således den Mand, Babels Konge havde sat over Landet;
  3.  også alle de Judæere, som var hos ham i Mizpa, og alle de
      Kaldæere, som fandtes der, alle Krigerne huggede Jisjmael ned.

  4.  Dagen efter Gedaljas Mord, endnu før nogen kendte dertil,
  5.  kom firsindstyve Mænd fra Sikem, Silo og Samaria med afklippet
      Skæg, sønderrevne Klæder og Flænger i Huden; de havde
      Afgrødeoffer og Røgelse med til at ofre i HERRENs Hus"
  6.  Jisjmael, Netanjas Søn, gik dem i Møde fra Mizpa og græd hele
      Vejen, og da han traf dem, sagde han: "Kom med til Gedalja,
      Ahikams Søn!"
  7.  Men da de var kommet ind i Byen, huggede Jisjmael og hans Mænd
      dem ned og kastede dem i Cisternen.
  8.  Men der var ti Mænd iblandt dem, som sagde til Jisjmael: "Dræb
      os ikke, thi vi har skjulte Forråd på Marken, Hvede, Byg, Olie
      og Honning." Så lod han dem være og dræbte dem ikke med de
      andre.
  9.  Cisternen, hvori Jisjmael kastede Ligene af alle dem, han havde
      hugget ned, var den store Cisterne, Kong Asa havde bygget i
      Kampen mod Kong Basja af Israel; den fyldte Jisjmael, Netanjas
      Søn, med dræbte.
 10.  Derpå bortførte Jisjmael som Fanger hele Resten af Folket i
      Mizpa, Kongedøtrene og hele Folket, der var ladt tilbage i
      Mizpa, og over hvem Livvagts øverste Nebuzaradan havde sat
      Gedalja, Ahikams Søn; dem bortførte Jisjmael, Netanjas Søn, som
      Fanger og gav sig på Vej til Ammoniterne.

 11.  Men da Johanan, Kareas Søn, og alle de Hærførere, som var hos
      ham, hørte om al den Ulykke, Jisjmael, Netanjas Søn, havde
      gjort,
 12.  tog de alle deres Mænd og drog imod ham, og de traf ham ved den
      store Dam i Gibeon;
 13.  og da alt Folket, der var hos Jisjmael, så Johanan, Kareas Søn
      og alle Hærførerne, der var med ham, blev de glade;
 14.  og alt Folket, som Jisjmael havde ført fanget fra Mizpa, vendte
      om og gik over til Johanan, Kareas Søn.
 15.  Men Jisjmael Netanjas Søn, slap fra Johanan med otte Mand og
      drog til Ammoniterne.

 16.  Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne, der var med ham, tog
      derpå hele Resten af Folket, som Jisjmael, Netanjas Søn, efter
      at have myrdet Gedalja, Ahikams Søn, havde ført bort fra Mizpa,
      de Mænd, Krigere, Kvinder, Børn og Hofmænd, som han bragte
      tilbage fra Gibeon,
 17.  og de drog hen og slog sig ned i Gidrot-Kimham i
      BetlehemsNabolag for at drage til Ægypten.
 18.  af Frygt for Kaldæerne; thi de frygtede dem, fordi Jisjmael,
      Netanjas Søn, havde dræbt Gedalja, Ahikams Søn, som Babels Konge
      havde sat over Landet.



 42
  1.  Så kom alle hærførerene og Johanan, Kareas søn, og Azarja,
      Maasejas Søn, med alt Folket, store og små,
  2.  og sagde til Profeten Jeremias: "Måtte vor Bøn nå dit Øre, så du
      beder til HERREN din Gud for hele denne Rest, thi som du ser os
      her, er vi kun få tilbage af mange.
  3.  Måtte HERREN din Gud kundgøre os, hvilken Vej vi skal gå, og
      hvad vi skal gøre!"
  4.  Profeten Jeremias svarede: "Godt! Jeg vil bede til HERREN eders
      Gud, som I ønsker; og alt hvad HERREN svarer, vil jeg kundgøre
      eder uden at forholde eder et Ord."
  5.  De sagde da til Jeremias: "HERREN skal være et sandt og
      troværdigt Vidne imod os, hvis vi ikke retter os efter hvert
      Ord, HERREN din Gud sender os ved dig.
  6.  Det være godt eller ondt, vi vil adlyde HERREN vor Guds Røst,
      til hvem vi sender dig, at det må gå os vel, når vi adlyder
      HERREN vor Guds Røst."

  7.  Ti Dage efter kom HERRENs Ord til Jeremias.
  8.  Så sammenkaldte han Johaoan, Kareas Søn, alle Hærføreme, der var
      med ham, og alt Folket, store og små,
  9.  og sagde: Så siger HERREN, Israels Gud, til hvem I sendte mig,
      for at eders Bøn måtte nå ind for hans Åsyn:
 10.  Hvis I bliver her i Landet, vil jeg bygge eder og ikke nedbryde
      eder, plante eder og ikke rykke eder op, thi jeg angrer det
      onde, jeg har gjort eder.
 11.  Frygt ikke for Babels Konge, således som I gør, frygt ikke for
      ham, lyder det fra HERREN, thi jeg er med eder for at frelse og
      redde eder af hans Hånd.

 12.  Jeg vil lade eder finde Barmhjertighed, og han skal forbarme sig
      over eder og lade eder bo i eders Land.
 13.  Hvis I derimod ikke hører HERREN eders Guds Røst, idet I siger,
      at I ikke vil bo her i Landet,
 14.  men drage til Ægypten og bo der for ikke mere at se Krig eller
      høre Hornets Klang eller hungre efter Brød,
 15.  så hør nu HERRENs Ord, Judas Rest. Så siger Hærskarers HERRE,
      Israels Gud: Hvis I virkelig har i Sinde at drage til Ægypten og
      drager derned for at bo der som fremmede,
 16.  så skal Sværdet, som I frygter, nå eder der i Ægypten, og
      Hungeren, som I ængstes for, skal følge efter eder til Ægypten,
      og I skal omkomme der;
 17.  alle de Mænd, som har i Sinde at drage til Ægypten for at bo der
      som fremmede, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest, og ingen af dem
      skal blive tilovers og undslippe fra den Ulykke, jeg sender over
      dem.
 18.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Som min Vrede og
      Harme udgød sig over Jerusalems Indbyggere, således skal min
      Harme udgyde sig over eder, når I drager til Ægypten, og I skal
      blive et. Edens, Rædselens, Forbandelsens og Spottens Tegn og
      ikke mere få dette Sted at se.
 19.  Dette er HERRENs Ord til eder. Judas Rest: Drag ikke til
      Ægypten! I skal vide, at jeg i Dag har advaret eder.
 20.  Thi I nedkalder ondt over eder selv, når I sender mig til HERREN
      eders Gud og siger: "Bed for os til HERREN vor Gud! Hvad HERREN
      vor Gud siger, skal du nøje kundgøre os, så vil vi gøre det,"
 21.  og I så alligevel ikke adlyder HERREN eders Guds Røst og gør
      alt, hvad han sendte eder Bud om.
 22.  Så vid da nu, at I skal omkomme ved Sværd, Hunger og Pest på det
      Sted, hvor I agter at gå hen for at bo der somfremmede.



 43
  1.  Men da Jeramias var til ende med at forkynde alle de Ord, med
      hvilke HERREN deres Gud havde sendt ham til dem, alle de nævnte
      Ord,
  2.  sagde Azarja, Maasejas Søn, og Johanan, Kareas Søn, og alle de
      andre overmodige Mænd til Jeremias: "Du lyver! HERREN vor Gud
      har ikke sendt dig for at sige, at vi ikke skal drage til
      Ægypten for at bo der som fremmede;
  3.  nej, Baruk, Nerijas Søn, har ophidset dig imod os, for at vi
      skal gives i Kaldæernes Hånd, så de dræber os eller fører os
      bort til Babel."
  4.  Og Johanan, Karens Søn, alle Hærførerne og alt Folket adlød ikke
      HERRENs Røst om at blive i Judas Land;
  5.  men Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne tog hele Judas Rest,
      som var vendt tilbage for at bo i Judas Land,
  6.  Mænd, Kvinder og Børn, Kongedøtrene og enhver, som Livvagts
      øverste Nebuzaradan havde ladet blive hos Gedalja, Sjafans Søn
      Ahikams Søn, også Profeten Jeremias og Baruk, Nerijas Søn,
  7.  og drog til Ægypten; thi de adlød ikke HERRENs Røst. Og de kom
      til Takpankes.

  8.  Men HERRENs Ord kom til Jeremias i Takpankes således:
  9.  Tag dig nogle store Sten og grav dem ned i Teglstensgulvets
      Underlag ved Indgangen til Faraos Hus i Takpankes i de judæiske
      Mænds Påsyn
 10.  og sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Jeg
      lader min Tjener Kong Nebukadrezar af Babel hente, og han skal
      rejse sin Trone oven over de Sten, du gravede ned, og brede sit
      Trontæppe derover.
 11.  Han skal komme og slå Ægypten; dem, der hører Døden til, skal
      han overgive til Død, dem der hører Fangenskabet til, til
      Fangenskab og dem, der hører Sværdet til, til Sværd.
 12.  Han skal sætte Ild på Ægyptens Gudehuse og afbrænde dem og
      bortføre Guderne som Fanger, og han skal svøbe Ægypten om sig,
      som en Hyrde sin Kappe; derpå skal han drage bort derfra i Fred.
 13.  Han skal nedbryde Stenstøtterne i Bet-Sjemesj og afbrænde
      Ægyptens Gudehuse.



 44
  1.  Det ord, som kom til Jeremias om alle de Judærere, der boede i
      Ægypten, i Migdol, Takpankes, Nof og Patros:
  2.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I så selv al den Ulykke,
      jeg bragte over Jerusalem og alle Judas Byer; se, de ligger nu
      øde hen, og ingen bor i dem;
  3.  det er Straf for det onde, de gjorde, idet det krænkede mig ved
      at gå hen og tænde Offerild for og dyrke andre Guder, som
      hverken de eller deres Fædre før kendte til.
  4.  Jeg sendte årle og silde alle mine Tjenere Profeterne til dem,
      for at de skulde sige: "Gør dog ikke disse vederstyggelige Ting,
      som jeg hader!"
  5.  Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre dertil, så de
      omvendte sig fra deres Ondskab og hørte op med at tænde Offerild
      for andre Guder.
  6.  Derfor udgød min Vrede og Harme sig og luede op i Judas Byer og
      Jerusalems Gader, så de blev til Ødemark og Ørk, som de er den
      Dag i Dag.
  7.  Og nu, så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Hvorfor
      nedkalder I stor Ulykke over eder selv og udrydder Mænd og
      Kvinder, Børn og diende af Juda, så I ikke levner eder nogen
      Rest,
  8.  idet I krænker mig med eders Hænders Værker og tænder Offerild
      for andre Guder i Ægypten, hvor I kom hen for at bo som
      fremmede? Følgen bliver, at I udrydder eder selv og bliver et
      Forbandelsens og Spottens Tegn blandt alle Jordens Folk.
  9.  Har I glemt de onde Gerninger, eders Fædre og Judas Konger og
      Fyrster og eders Kvinder gjorde i Judas Land og på Jerusalems
      Gader?
 10.  Hidtil har de ikke ydmyget sig; de frygter ikke og vandrer ikke
      efter min Lov og mine Bud, som jeg forelagde eder og eders
      Fædre.
 11.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg har ondt
      i Sinde imod eder; jeg vil udrydde hele Juda.
 12.  Og jeg tager Judas Rest, dem, som fik i Sinde at drage til
      Ægypten og bo der som fremmede; de skal alle omkomme i Ægypten;
      de skal falde for Sværd og Hunger og omkomme, store og små; for
      Sværd og Hunger skal de dø og blive et Edens, Rædselens,
      Forbandelsens og Spottens Tegn.
 13.  Og jeg hjemsøger dem, der bor i Ægypten, som jeg bjemsøgte
      Jerusalem, med Sværd, Hunger og Pest.
 14.  Og af Judas Rest, dem, der kom til Ægypten for at bo der som
      fremmede, skal ingen reddes eller undslippe, så han kan vende
      hjem til Judas Land, hvor de længes efter at bo igen; nej, ingen
      skal vende hjem undtagen enkelte, som reddes.

 15.  Men alle Mændene, der vel vidste, at deres Kvinder tændte
      Offerild for andre Guder, og alle Kvinderne, som stod der i en
      stor Klynge, og alt Folket, som boede i Ægypten, i Patros,
      svarede Jeremias:
 16.  "Det Ord, du har talt til os i HERRENs Navn, vil vi ikke høre;
 17.  nej, vi vil opfylde hvert Løfte; som er udgået af vor Mund, og
      tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for
      hende, som vi og vore Fædre, vore konger og Fyrster gjorde det i
      Judas Byer og på Jerusalems, Gader. Dengang havde vi Brød nok og
      var lykkelige og kendte ikke til Ulykke;
 18.  men fra den Stund vi hørte op med at tænde Offerild for
      Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, led vi Mangel
      på alt og omkom ved Sværd og Hunger.
 19.  Og når vi tænder Offerild for Himmelens Dronning og udgyder
      Drikofre for hende, mon det så er uden vore Mænds Vidende, at vi
      bager hende Offerkager, som afbilder hende, og udgyder Drikofre
      for hende?"

 20.  Jeremias sagde til alt Folket, Mændene, Kvinderne og alt Folket,
      som havde svaret ham således:
 21.  "Mon ikke den offerild, som I, eders Fædre, eders Konger og
      Fyrster og Landets Befolkning tændte i Judas Byer og på
      Jerusalems Gader, randt HERREN i Hu og kom ham i Tanke?
 22.  HERREN kunde ikke mere holde det ud for eders onde Gerninger og
      de vederstyggelige Ting, I gjorde; derfor blev eders Land til
      Ørk, til et Rædselens og Forbandelsens Tegn, som det er den Dag
      i Dag.
 23.  Fordi I tændte Offerild og syndede mod HERREN og ikke adlød
      HERRENs Røst eller fulgte hans Lov, Vedtægter og Vidnesbyrd,
      derfor ramtes I af denne Ulykke, som varer ved den Dag i Dag."
 24.  Og Jeremias sagde til alt Folket og alle kvinderne: "Hør HERRENs
      Ord, hele Juda i Ægypten!
 25.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I og eders Kvinder lover
      med eders Mund og opfylder det med eders Hænder! I siger: Vi vil
      opfylde de Løfter, vi har aflagt, og tænde Offerild for
      Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende. Så hold da
      eders Løfter og indfri dem!
 26.  Men hør da også HERRENs Ord, alle I Judæere, som bor i Ægypten:
      Se, jeg sværger ved mit store Navn, siger HERREN: Ikke skal mere
      nogensteds i Ægypten mit Navn nævnes i nogen judæisk Mands Mund,
      så han siger: Så sandt den Herre HERREN lever!
 27.  Se, jeg er årvågen over dem til Ulykke og ikke til Lykke, og
      hver judæisk Mand i Ægypten skal omkomme ved Sværd og Hunger,
      indtil de er udryddet.
 28.  Kun de, der undslipper Sværdet, skal vende hjem fra Ægypten til
      Judas Land, et ringe Tal; og hele Judas Rest, der er kommet til
      Ægypten for at bo der som fremmede, skal kende, hvis Ord der
      står fast, mit eller deres.
 29.  Og dette, lyder det fra HERREN, skal være eder et Tegn på, at
      jeg hjemsøger eder på dette Sted, for at I skal kende, at mine
      Ord opfyldes på eder til eders Ulykke:
 30.  Så siger HERREN: Se, jeg giver Ægypterkongen Farao Hofra i hans
      Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står ham efter Livet, ligesom
      jeg gav Kong Zedekias af Juda i hans Fjende, Kong Nebukadrezar
      af Babels Hånd, som stod ham efter livet.



 45
  1.  Det ord som profeten Jeremias talte til Baruk, Nerijas søn, da
      han optegnede alle disse ord i en Bog efter Jeremiass Mund i
      Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår:
  2.  Så siger HERREN, Israels Gud, om dig, Baruk:
  3.  Fordi Baruk siger: Ve mig, thi Kummer har HERREN føjet til min
      Smerte, jeg er træt af at sukke og finder ej Hvile!
  4.  skal du sige til ham: Så siger HERREN: Se, hvad jeg har bygget,
      nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op; det gælder
      al Jorden
  5.  og du søger store Ting for dig selv! Gør det ikke! Thi se, jeg
      sender Ulykke over alt Kød, lyder det fra HERREN. Men dig giver
      jeg dit Liv som Bytte, alle Vegne hvor du kommer.



 46
  1.  HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om folkene.
  2.  Til Ægypten, om Ægypterkongen Farao Nekos Hær, som stod ved
      Floden Eufrat i Karkemisj, og som Kong Nebukadrezar af Babel
      slog i Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår.
  3.  Gør Skjold og Værge rede, kom hid til Strid!
  4.  Spænd Hestene for, sid op på Gangeme, stil eder op med Hjelmene
      på, gør Spydene blanke, tag Brynjeme på!
  5.  Hvorfor er de rædselsslagne, veget tilbage deres Helte knust, på
      vild Flugt uden at vende sig? Trindt om er Rædsel, lyder det fra
      HERREN:
  6.  De rapfodede undflyr ikke, og Helten redder sig ikke. Mod Nord
      ved Eufrats Flod falder de og styrter.
  7.  Hvem stiger der som Nilen, hvis Vande svulmer som Strømme?
  8.  Det er Ægypten, der stiger som Nilen, og Vandene svulmer som
      Strømme. Det tænkte: "Jeg vil stige op og oversvømme Jorden,
      ødelægge dem, som bor derpå."

  9.  Stejl, I Heste, tag vanvittig Fart, I Vogne, lad Heltene rykke
      frem, Kusj, Put, som bærer Skjold, og Luderne, som spænder Bue.
 10.  Dette er Herrens, Hærskarers HERREs Dag, en Hævnens Dag til Hævn
      over hans Fjender. Sværdet æder sig mæt og svælger i deres Blod;
      thi Herren Hærskarers HERRE har Offerslagtning i Nordens Land
      ved Eufrats Flod.
 11.  Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter!
      Forgæves bruger du Lægemidler i Mængde; der er ingen Lægedom for
      dig.
 12.  Folkene hører dit Råb, dit Skrig opfylder Jorden; thi Helt
      snubler over Helt, sammen styrter de begge,

 13.  Det Ord, HERREN talede til Profeten Jeremias, om at Kong
      Nebukadrezar af Babel skulle komme og slå Ægypten.
 14.  Forkynd det i Ægypten, kundgør det i Migdol, kundgør det i Nof
      og Takpankes! Sig: Stil dig op og gør dig rede, thi Sværdet
      fortærer trindt om dig.

 15.  Hvorfor flyede Apis, din Tyr? Den holdt ikke Stand, fordi HERREN
      jog den bort.
 16.  Din brogede Folkesværm falder og styrter; de siger til
      hverandre: "Kom, lad os vende hjem til vort Folk og vort
      Fædreland for det hærgende Sværd!"
 17.  Kald Farao, Ægyptens konge: Bulderet, som lader den belejlige
      Tid gå forbi.
 18.  Så sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er Hærskarers HERRE:
      Som Tabor mellem Bjergene, som Karmel ved Havet kommer han.
 19.  Skaf dig Rejsetøj, du, som bor der, Ægyptens Datter! Thi Nof
      skal ødelægges og afbrændes, så ingen bor der.
 20.  En smuk kvie er Ægypten, men en Bremse fra Nord falder over det.
 21.  Selv dets Lejesvende, der er som Fedekalve, vender sig alle til
      Flugt; de holder ikke Stand, thi deres Ulykkes Dag er kommet
      over dem, deres Hjemsøgelses Tid.
 22.  Dets Røst er som den hvislende Slanges; thi med Hærmagt farer de
      frem, og med Økser kommer de over det som Brændehuggere.  23, De
      fælder dets Skov, lyder det fra HERREN, fordi den ikke er til at
      trænge igennem. Thi de er talrigere end Græshopper, ikke til at
      tælle.
 24.  Til Skamme bliver Ægyptens Datter; hun gives i Nordfolkets Hånd.
 25.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Amon i
      No og Farao og Ægypten med dets Guder og Konger, Farao og dem,
      der stoler på ham;
 26.  og jeg giver dem i deres Hånd, som står dem efter Livet, i kong
      Nebukadrezar af Babels og hans Tjeneres Hånd; men siden skal
      Landet bebos som i fordums Tid lyder det fra HERREN.

 27.  Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, vær ikke bange, Israel; thi
      se, jeg frelser dig fra det fjerne og dit Afkom fra deres
      Fangenskabs Land; og Jakob skal vende hjem og bo roligt og
      trygt, og ingen skal skræmme ham.
 28.  Frygt ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra HERREN, thi jeg er
      med dig; thi jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke
      jeg har adsplittet dig; kun dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg
      vil tugte dig med Måde, ikke lade dig helt ustraffet.



 47
  1.  HERRENs Ord, som kom til profeten Jeremias om filistrene, før
      Farao slog Gaza.
  2.  Så siger HERREN: Se, Vande stiger fra Nord, de bliver en Strøm,
      der svømmer over, de oversvømmer Landet og dets Fylde, Byerne og
      dem, som bor der.  Menneskene skriger og jamrer, alle, som bor i
      Landet.
  3.  For Lyden af hans Hingstes Hovslag, hans Vognes Drøn, hans
      raslende Hjul får Fædre ej set efter Bøm, thi Hænderne er
      slappe,
  4.  nu Dagen er kommet at ødelægge alle Filistre, at udrydde hver
      Hjælper, som levnes Tyrus og Zidon; thi HERREN ødelægger
      Filisterne, Resten af Kaftors Ø.
  5.  Skaldet er Gaza blevet, Askalon tilintetgjort. Du Rest af
      Anakiter, hvor længe vil du såre dig?
  6.  Ve, HERRENs Sværd, hvornår vil du falde til Ro? Far i din Skede,
      hvil og vær stille!
  7.  Hvorledes får det Ro, når HERREN opbød det mod Askalon og Havets
      Strand og stævned det did?



 48
  1.  Om Moab. Så siger Hærskares Herre, Israels Gud. Ve over Nebo,
      thi det er lagt øde, blevet til Skamme; indtaget er Kirjatajim,
      med Skam er Borgen brudt ned.
  2.  Der er ingen Lægedom mer for Moab, intet Fryderåb i Hesjbon; de
      oplægger onde Råd imod det: "Kom, lad os udrydde det af Folkenes
      Tal!" Også du, Madmen, skal omkomme, Sværdet skal forfølge dig.
  3.  Hør Skriget fra Horonajim, frygteligt Brag og Sammenbrud!
  4.  Moab er brudt sammen; lad Skriget lyde til Zoar.
  5.  Ak, grædende stiger de op ad Luhits Skråning; ak, på Vejen til
      Horonajim hører de Jammerskrig.
  6.  Fly, red eders Liv, og I skal blive som en Enebærbusk i Ørkenen.
  7.  Ja, fordi du stolede på dine Borge og Skatte, skal også du
      fanges. Kemosj skal vandre i Landflygtighed, hans, Præster og
      Fyrster til Hobe.
  8.  Hærværksmænd skal komme over hver By, ingen By skal reddes;
      Dalen skal ødelægges og Højsletten hærges, som HERREN har sagt.
  9.  Giv Moab Vinger, at det kan flyve bort; dets Byer skal blive en
      Ørken, så ingen bor der.
 10.  Forbandet være den, der er lad til at gøre HERRENs Værk,
      forbandet den, som holder sit Sværd fra Blod.
 11.  Moab var tryg fra sin Ungdom, lå roligt på sin Bærme; det
      hældtes ikke fra Fad til Fad og vandrede ikke i Landflygtighed;
      derfor holdt det sin Smag, og dets Duft tabte sig ikke.
 12.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg sender
      Vintappere, som skal tappe det og tømme dets Fade og knuse dets
      Dunke.
 13.  Da skal Moab få Skam af Kemosj, som Israels Hus havde Skam af
      Betel, som de stolede på.
 14.  Hvor kan I sige: "Helte er vi og djærve Folk til Krig?"
 15.  Moab skal hærges med sine Byer og dets ypperste Ynglinge stige
      ned til at slagtes, lyder det fra Kongen, hvis Navn er
      Hærskarers HERRE.
 16.  Moabs Undergang er nær, dets Ulykke kommer såre hastigt.
 17.  Ynk det, alle dets Naboer og alle, som kender dets Navn; sig:
      Hvor knækkedes dog den stærke Stav, det herlige Spir!
 18.  Stig ned fra Æressædet, sæt dig i Skarnet, du, som bor der,
      Dibons Datter!  Thi han, der hærger Moab, drager op imod dig,
      nedbryder dine Fæstninger.
 19.  Stå hen på Vejen og se dig om, du, som bor i Aroer, spørg
      Flygtningene og de undslupne Kvinder, sig: "Hvad er der sket?"
 20.  Moab er blevet til Skamme, ja knust. Jamrer og skrig, meld ved
      Arnon, at Moab er hærget,
 21.  at Dommen er kommet over Højslettelandet, over Holon, Jaza,
      Mefaat,
 22.  Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim,
 23.  Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet Meon,
 24.  Kerijot, Bozra og alle Byer i Moabs Land fjernt og nær.
 25.  Afhugget er Moabs Horn, og dets Arm er brudt, lyder det fra
      HERREN.
 26.  Gør det drukkent! Thi det hovmodede sig mod HERREN; og Moab skal
      falde omkuld i sit eget Spy, også det skal blive til Latter.
 27.  Var ikke Israel til Latter for dig? Blev det måske grebet blandt
      Tyve, siden du bliver så ivrig, hver Gang du taler derom?
 28.  Kom fra Byerne og fæst Bo på Klippen, Moabs Indbyggere, vær som
      Duen, der bygger Rede hist ved Afgrundens Rand.
 29.  Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets
      Stolthed. Overmod og Hovmod, dets opblæste Hjerte.
 30.  Jeg kender, lyder det fra HERREN, dets Frækhed, dets tomme Snak,
      dets tomme Gerninger.
 31.  Derfor må jeg jamre over Moab, skrige over hele Moab, over
      Mændene i Kir-Heres må jeg sukke.
 32.  Jazers Gråd græder jeg over dig, Sibmas Vinstok; dine Skud
      overskred Havet, nåede til Jazer; på din Frugt og din Høst slog
      Hærværksmanden ned.
 33.  Glæde og Jubel er svundet fra Frugthaven og Moabs Land. Jeg
      lader Vinen svinde fra Persekarrene, ingen træder Vin.
 34.  Hesjbon og Elale skriger, det høres til Jahaz; Horonajim og
      Eglat-Sjelisjija skriger; ak, Nimrims Vande bliver Ødemarker.
 35.  Jeg udrydder af Moab den, der stiger op på Offerhøjen og tænder
      Offerild for dets Guder, lyder det fra HERREN.
 36.  Derfor klager mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte
      klager som Fløjter over Kir-Heress Mænd. Godset, de vandt, går
      derfor til Spilde.
 37.  Thi hvert Hoved er skaldet, hvert Skæg revet af; i alle Hænder
      er der Rifter, over alle Lænder Sæk.
 38.  Alt er Klage på alle Moabs Tage og Torve; thi jeg sønderbryder
      Moab som et usselt Kar, lyder det fra HERREN.
 39.  Hvor er Moab forfærdet! Hvor vender det Ryg med Skam! Ja, Moab
      er blevet til Latter og Rædsel for alle sine Naboer.
 40.  Thi så siger HERREN: Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver
      han over Moab.
 41.  Kerijot er taget og Borgene faldet. Moabs Heltes Hjerte bliver
      på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte.
 42.  Moab er ødelagt og ikke mer et Folk, fordi det hovmodede sig mod
      HERREN.
 43.  Gru og Grav og Garn kommer over dig, du, som bor i Moab, lyder
      det fra HERREN;
 44.  den, der flygter for Gru, falder i Grav, den, der når op af
      Grav, fanges i Garn. Thi jeg bringer over Moab deres
      Hjemsøgelses År, lyder det fra HERREN.
 45.  I Ly af Hesjbon står Flygtninge uden Kraft. Thi Ild farer ud fra
      Hesjbon, Ildsluefra Sihons Stad; den fortærer Moabs Tinding og
      de larmende Mænds isse.

 46.  Ve dig, Moab, det er ude med dig, Kemosjs Folk. Thi dine Sønner
      slæbes i Fangenskab, dine Døtre ligeså.
 47.  Menjeg vender Moabs Skæbne i de sidste Dage, lyder det fra
      HERREN. Så vidt Moabs Dom.



 49
  1.  Om Ammonitterne. Så siger Herren, har Israel ingen sønner eller
      har det ingen arvinger? Hvorfor har Milkom taget Gad i Eje og
      hans Folk bosat sig i dets Byer?
  2.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg lader
      Krigsskrig lyde mod Rabba i Ammon, og det skal blive en
      Grusdynge, og dets Døtre skal gå op i Luer. Da arver Israel sine
      Arvinger, siger HERREN.
  3.  Klag, Hesjbon, thi Aj er ødelagt; skrig, I Rabbas Døtre klæd jer
      i Sæk og klag, gå rundt i Foldene! Thi Milkom vandrer i
      Landflygtighed, hans Præster og Fyrster til Hobe.
  4.  Hvorfor gør du dig til af dine Dale, du frafaldne Datter, som
      stoler på dine Skatte og siger: "Hvem kan komme til mig,?"
  5.  Se, jeg lader Rædsel komme over dig fra alle Kanter, lyder det
      fra Hærskarers HERRE. I skal drives bort i hver sin Retning, og
      ingen samler de flygtende.
  6.  Men siden vender jeg Ammoniternes Skæbne, lyder det fra HERREN.

  7.  Om Edom. Så siger Hærskarers HERRE: Er der ikke mer Visdom i
      Teman, svigter de kloges Råd, er deres Visdom rådden?
  8.  Fly, søg Ly i det dybe, I, som bor i Dedan! Thi Esaus Ulykke
      sender jeg over ham, Straffens Tid.
  9.  Gæstes du af Vinhøstmænd, levner de ej Efterslæt, af Tyve om
      Natten, ødelægger de, hvad de lyster.
 10.  Thi selv blotter jeg Esau, hans Skjulesteder røber jeg; at gemme
      sig evner han ikke. Han er ødelagt ved Brødres og Naboers Arm,
      han er borte.
 11.  Lad mig om dine faderløse, jeg holder dem i Live, dine Enker kan
      stole på mig.
 12.  Thi så siger HERREN: Se, de, hvem det ikke tilkom at tømme
      Bægeret, må tømme det, og du skulde gå fri? Du går ikke fri, men
      kommer til at tømme det.

 13.  Thi jeg sværger ved mig selv. lyder det fra HERREN: til Rædsel
      og Spot, til Ørk og til et Forbandelsens Tegn skal Bozra blive,
      og alle dets Byer skal blive til evige Tomter.
 14.  Fra HERREN har jeg hørt en Tidende: Et Bud skal sendes ud blandt
      Folkene: Samler eder! Drag ud imod det og rejs jer til Strid!
 15.  Se, ringe har jeg gjort dig iblandt Folkene, foragtet blandt
      Mennesker.
 16.  Rædsel over dig! Dit Hjertes Overmod bedrog dig. Du, som bor i
      Klippekløft og klynger dig til Fjeldtop: Bygger du Rede højt som
      Ørnen, jeg styrter dig ned, så lyder det fra HERREN.
 17.  Edom skal blive til Rædsel; alle, der kommer forbi, skal slås af
      Rædsel og spotte over alle dets Sår.
 18.  Som det gik, da Sodoma og Gomorra og Nabobyerne omstyrtedes,
      siger HERREN, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn
      dvæle der.
 19.  Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den
      stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort
      derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi
      hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den
      Hyrde, der står sig mod mig?
 20.  Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Edom, og de Tanker, han
      har mod Temans Indbyggere: Visselig skal Hjordens ringeste
      slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem.
 21.  Ved Braget af deres Fald skal Jorden skælve; Skriget kan høres
      til det røde Hav.
 22.  Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Bozra; og
      Edoms Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes
      Hjerte.

 23.  Om Damaskus. Til Skamme er Hamat og Arpad, thi de hører ond
      Tidende; de er ude af sig selv, i Uro som Havet, der ikke kan
      falde til Ro.
 24.  Damaskus er modfaldent, vender sig til Flugt, Angst falder over
      det, Vånde og Veer griber det som en fødende Kvinde.
 25.  Ve det! Forladt er den lovpriste By, Glædens Stad.
 26.  Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene
      omkommer på hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE.
 27.  Jeg sætter Ild på Damaskuss Mur, og den skal fortære Benhadads
      Borge.

 28.  Om Kedar og Hazors Riger, som Kong Nebukadrezar af Babel
      slog. Så siger HERREN: Kom og drag op mod Kedar, ødelæg Østens
      Sønner!
 29.  Man skal tage deres Telte og Hjorde, deres Telttæpper, alle
      deres Kar, bortføre Kamelerne fra dem og råbe til dem: "Trindt
      om er Rædsel!"
 30.  Fly i Hast, søg Ly i det dybe, Hazors Borgere, lyder det fra
      HERREN. Thi kong Nebukadrezar af Babel har oplagt et Råd imod
      eder og undfanget en Tanke imod eder.
 31.  Kom, drag op mod et roligt Folk, der bor i Tryghed, lyder det
      fra HERRREN, uden Porte og Slåer; de bor for sig selv.
 32.  Deres Kameler gøres til Bytte, deres mange Hjorde til Rov. Jeg
      spreder dem, der har rundklippet Hår, for alle Vinde, og fra
      alle kanter bringer jeg Undergang over dem, lyder det fra
      HERREN.
 33.  Hazor bliver Sjakalers Bo, en Ørken til evig Tid; der skal ej bo
      et Menneske, ej dvæle et Menneskebarn.

 34.  HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om Elam i Kong
      Zedekias af Judas første Regeringstid:
 35.  Så siger Hærskarers HERRE: Jeg knækker Elams Bue, det ypperste
      af deres Kraft;
 36.  og jeg bringer over Elam de fire Vinde fra de fire
      Verdenshjørner og spreder dem for alle disse Vinde; der skal
      ikke være et Folk, som de bortdrevne Elamiter ikke kommer hen
      til.
 37.  Jeg knuser dem foran deres Fjender og dem, der står dem efter
      Livet, og jeg sender Ulykke over dem, min glødende Vrede, lyder
      det fra HERREN. Jeg sender Sværdet efter dem, til jeg får dem
      udslettet.
 38.  Jeg rejser min Trone i Elam og tilintetgør der både Konge og
      Fyrster, lyder det fra HERREN.
 39.  Men i de sidste Dage vender jeg Elams Skæbne, lyder det fra
      HERREN.



 50
  1.  Det ord Herren talte mod Babel, mod kaldærenes land, ved
      profeten Jeremias.
  2.  Forrkynd det blandt Folkene, kundgør det, rejs et Banner,
      kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel gjort
      til Skamme, Merodak knust, til Skamme er dets Afguder blevet,
      knust dets Afgudsbilleder.
  3.  Thi et Folk fra Nord drager op imod det og gør dets Land til en
      Ørken, så ingen bor der; både Mennesker og Dyr er flygtet.

  4.  I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal
      israeliterne, sammen med Judæerne, komme: de skal vandre under
      Gråd og søge HERREN deres Gud;
  5.  de skal spørge om Vej til Zion, did er deres Ansigtervendt; de
      skal komme og klynge sig til HERREN i en evig Pagt, der aldrig
      glemmes.
  6.  En Flok bortkomne Får var mit Folk, deres Hyrder havde ført dem
      vild, på Afveje i Bjergene; de flakkede fra Bjerg til Høj,
      glemte deres Hvilested.
  7.  Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres Fjender sagde: "Vi
      er sagesløse!" Det skete, fordi de syndede mod HERREN, Retfærds
      græsgangen og deres fædres Håb, HERREN.

  8.  Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes Land, bliv som Bukke
      foran en Hjord!
  9.  Thi se, jeg vækker fra Nordens Land en Sværm af vældige Folk og
      fører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra den
      Kant skal det indtages; dens Pile er som den sejrsæle Helts, der
      ikke vender tomhændet hjem.
 10.  Kaldæa gøres til Bytte; alle, som gør det til Bytte, mættes,
      lyder det fra HERREN.
 11.  Glæd eder kun og jubl, I, som plyndrede min Arvelod, spring som
      Kalve i Engen, vrinsk som Hingste
 12.  eders Moder skal dybt beskæmmes; hun, som bar eder, skal blive
      til Skamme.  Se, det ringeste af Folkene, en Ørken, tørt Land og
      Ødemark!
 13.  For HERRENs Vredes Skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt
      være en Ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af Rædsel
      og spotte over alle dets Sår.
 14.  Rust eder mod Babel på alle Kanter, alle, som spænder Bue; skyd
      på det, spar ikke på Pile, thi mod HERREN har det syndet.
 15.  Jubl over det fra alle kanter: "Det har udrakt sin Hånd, dets
      Støttemure er faldet, dets Volde nedbrudt." Thi det er HERRENs
      Hævn. Hævn eder på det, gør med det, som det selv har gjort!
 16.  Udryd af Babel den, der sår, og den, der svinger Le i Høstens
      Tid! For det hærgende Sværd vender enhver hjem til sit Folk,
      enhver flyr til sit Land.

 17.  En adsplittet Hjord er Israel, Løver har spredt det. Først
      fortærede Assyrerkongen det, og nu sidst har Kong Nebukadrezar
      af Babel gnavet dets Knogler.
 18.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg
      hjemsøger Babels Konge og hans Land, som jeg hjemsøgte
      Assyrerkongen;
 19.  og jeg fører Israel tilbage til dets Græsgang; det skal græsse
      på Karmel og Basan og mættes i Efraims Bjerge og Gilead.
 20.  I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man søge
      efter Israels Brøde, og den er der ikke, efter Judas Synder, og
      de findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til Rest,
 21.  Drag op mod Meratajims Land, drag op imod det og mod dem, som
      bor i Pekod, læg øde, læg Band på dem, så lyder det fra HERREN,
      gør nøje, som jeg har budt dig!
 22.  Krigslarm lyder i Landet, alt bryder sammen.
 23.  Hvor er dog al Jordens Hammer knækket og brudt, hvor er dog
      Babel blevet til Rædsel blandt Folkene!
 24.  Jeg lagde dig Snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; du
      grebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod HERREN.
 25.  HERREN lukked op for sit Forråd og fremtog sin Vredes
      Værktøj. Thi et Værk har Herren, Hærskarers HERRE, for i
      Kaldæernes Land.
 26.  Træng derind fra Ende til anden, luk op for dets Lader, dyng det
      op som Neg og læg Band derpå, lad intet levnes.
 27.  ødelæg alle dets Okser, før dem ned til Slagtning! Ve dem, deres
      Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.
 28.  Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels Land for at melde i
      Zion om Hævnen fra HERREN vor Gud, Hævn for hans Helligdom.
 29.  Kald Skytterne sammen mod Babel, enhver, som spænder Bue, slå
      Ring omkring det, lad ingen få Lov at slippe; gengæld det efter
      dets Gerning; efter alt, hvad det gjorde, skal I gøre imod det;
      thi Frækhed viste det mod HERREN, Israels Hellige.
 30.  Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene
      omkommer på hin Dag, lyder det fra HERREN.
 31.  Se, jeg kommer over dig, "Frækhed", lyder det fra Herren,
      Hærskarers HERRE, thi din Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.
 32.  Da falder "Frækhed" og styrter, og ingen rejser det. Jeg sætter
      Ild på dets Byer, og den fortærer alt deromkring.
 33.  Så siger Hærskarers HERRE: Både med Israeliterne og Judæerne er
      der handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast på
      dem, vægrer sig ved at give dem fri.
 34.  Deres Genløser er stærk, Hærskarers HERRE er hans Navn; han vil
      føre deres Strid og give Jorden Ro og Babels Indbyggere Uro.

 35.  Sværd over Kaldæerne, lyder det fra HERREN, og over Babels
      Indbyggere, over dets Fyrster og Vismænd!
 36.  Sværd over Sandsigerne, så de bliver Tåber! Sværd over dets
      Belte, så de taber Modet!
 37.  Sværd over dets Heste og Vogne og over alt det blandede Slæng i
      dets Midte, så de bliver til Kvinder! Sværd over dets Skatte, så
      de plyndres!
 38.  Tørke over dets Vande, så de tørres ud! Thi det er et Land for
      Gudebilleder, og de gør sig til af dem, de frygter.
 39.  Derfor skal Ørkendyr bo der sammen med Sjakaler, også Strudse
      skal bo der; aldrig mer skal det bebos, men være ubeboet fra
      Slægt til Slægt.
 40.  Som det gik, da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra og Nabobyerne,
      lyder det fra HERREN, skal intet Menneske bo der, intet
      Menneskebarn dvæle der.
 41.  Se, der kommer et Folk fra Nord, et vældigt Folk og mange Konger
      bryder op fra det yderste af Jorden.
 42.  De fører Bue og Spyd, er grumme uden Barmhjertighed, deres Røst
      er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som en Mand til
      Strid mod dig, Babels Datter!
 43.  Babels Konge hørte Rygtet derom, og hans Hænder blev slappe,
      Rædsel greb ham, Skælven som den fødende Kvindes.
 44.  Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den
      stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort
      derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi
      hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den
      Hyrde, der står sig mod mig?
 45.  Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Babel, og de Tanker, han
      har tænkt mod Kaldæernes Land: Visselig skal Hjordens ringeste
      slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem.
 46.  Ved Råbet: "Babel er indtaget!" skal Jorden skælve, og deres
      Skrig skal høres blandt Folkene.



 51
  1.  Så siger HERREN: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel og
      dem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte".
  2.  Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme dets
      Land, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag.
  3.  Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikke
      dets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær!
  4.  Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede i
      Gaderne;
  5.  thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, Hærskarers
      HERRE, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige.
  6.  Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkomme
      for dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for HERREN, han øver
      Gengæld imod det.
  7.  Et gyldent Bæger var Babel i HERRENs Hånd, det gjorde al Jorden
      drukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne.
  8.  Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsam
      hid til dets Sår, om det muligt kan læges!

  9.  Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det og
      lad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når til
      Himmelen, løfter sig til Skyerne.
 10.  HERREN har bragt vor Ret for Lyset; kom, lad os kundgøre HERREN
      vor Guds Værk i Zion!

 11.  Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! HERREN har vakt Mederkongens
      Ånd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er HERRENs
      Hævn, Hævn for hans Tempel.
 12.  Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud,
      læg Baghold! Thi HERREN har et Råd for og gør, hvad han har
      talet mod Babels Indbyggere.
 13.  Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er
      kommet, den Alen, hvor man skære dig af.
 14.  Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med
      Mennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet over
      dig.

 15.  Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin
      Visdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen.
 16.  Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader
      Skyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give Regn
      og sender Stormen ud af sine Forrådskamre.
 17.  Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam af
      sit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem;
 18.  Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid
      kommer, er det ude med dem.
 19.  Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, er
      dets Arvelod; Hærskarers HERRE er hans Navn.

 20.  Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk,
      med dig ødelagde jeg Riger;
 21.  med dig knuste jeg Hest og Rytter, med dig knuste jeg Vogn og
      Vognstyrer,
 22.  med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel og
      ung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru,
 23.  med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrker
      og Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding.
 24.  Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt det
      onde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra HERREN.
 25.  Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fra
      HERREN, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imod
      dig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedet
      Bjerg;
 26.  man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde,
      thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra HERREN.

 27.  Løft Banner på Jorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkene
      til Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs Riger imod
      det, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodne
      Græshopper;
 28.  vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere og
      alle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over!
 29.  Jorden skal skælve og vride sig, thi HERRENs Tanker mod Babel
      fuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor.
 30.  Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, deres
      kraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boliger
      afbrændes, dets Portstænger knækkes.
 31.  Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at melde
      Babels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden,
 32.  Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkene
      rædselslagne.
 33.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Babels Datter er som
      en Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommer
      Høstens Tid for den.
 34.  Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat
      mig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig,
      fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort.
 35.  Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de,
      som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, siger
      Jerusalem.
 36.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn,
      jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde.

 37.  Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til Rædsel og
      Spot, så ingen bor der.
 38.  De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deres
      Vildskab.
 39.  Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves
      og falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra HERREN.
 40.  Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen med
      Bukke.
 41.  Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvor
      Babel dog blev til Rædsel imellem Folkene!
 42.  Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult.
 43.  Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intet
      Menneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem.
 44.  Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad han
      slugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Mur
      er faldet.
 45.  Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for HERRENs
      glødende Harme.
 46.  Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved de
      Tidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer een
      Tidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jorden
      og Hersker følger på Hersker.
 47.  Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger Babels
      Gudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deri
      skal falde på Valen.
 48.  Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fra
      Nord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra HERREN.

 49.  Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesom
      dræbte på hele Jorden faldt for Babel.
 50.  I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom HERREN i Hu
      i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker!
 51.  Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sig
      over vore Ansigter, thi fremmede overfaldt HERRENs Huss
      Helligdomme.
 52.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg
      hjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele dets
      Land.
 53.  Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sin
      Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme
      Hærværksmænd over det, lyder det fra HERREN.
 54.  Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra Kaldæernes
      Land.
 55.  Thi HERREN hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der;
      deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt.
 56.  Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skal
      fanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er HERREN,
      han giver fuld Løn.
 57.  Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere,
      Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvn
      uden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er Hærskarers
      HERRE.
 58.  Så siger Hærskarers HERRE: Babels brede Mur skal nedbrydes til
      Grunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje er
      spildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden.

 59.  Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn at
      Masejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekias
      af Juda i hans fjerde Regeringsår; Seraja sørgede for Nattely
      til Kongen, når han var på Rejse.
 60.  Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i
      en og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel;
 61.  og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og ser
      Lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord
 62.  og sige: HERRE, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så der
      ikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men det
      skal blive en evig Ørken.
 63.  Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde en
      Sten til den, kaste den i Eufrat
 64.  og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme op
      for al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sig
      trætte for Ilden går Jeremiass Ord.



 52
  1.  Zedekias var enogtyve år gammel da han blev konge, og han
      herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en
      Datter af Jirmeja fra Libna.

  2.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som
      Jojakim.
  3.  Thi for HERRENs Vredes Skyld kom dette over Jerusalem og Juda,
      og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldt
      fra Babels konge.
  4.  I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned
      drog Kong Nebukadrezar af Babel da med hele sin Hær mod
      Jerusalem, og de belejrede det og byggede Belejringstårne imod
      det rundt omkring;
  5.  og Belejringen varede til Kong Zedekiass ellevte Regeringsår.
  6.  På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i
      Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. Da blev Byens Mur
      gennembrudt.
  7.  Alle krigsfolkene flygtede om Natten ud af Byen gennem Porten
      mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen
      omringet, og de tog Vejen ad Arabalavningen til.
  8.  Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på
      Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til
      alle Sider.
  9.  Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla i Hamats Land til
      Babels Konge, der fældede Dommen over ham.
 10.  Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, ligeledes lod han
      alle Judas Øverster henrette i Ribla;
 11.  og på Zedekias selv lod Babels Konge Øjnene stikke ud; derpå lod
      han ham lægge i Kobberlænker, og således førte han ham til
      Babel; og han lod ham kaste i Fængsel, hvor han blev til sin
      Dødedag.

 12.  På den tiende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge
      Nebukadrezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten
      for Livvagten, Babels konges Tjener, til Jerusalem.
 13.  Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads og alle Husene i
      Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild;
 14.  og Murene om Jerusalem nedbrød hele kaldæernes Hær, som Øversten
      for Livvagten havde med sig.
 15.  De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var
      gået over til Babels Konge, og de sidste Håndværkere førte
      Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort.
 16.  Men nogle af de fattigste af Folket fra Landet lod Nebuzaradan,
      Øversten for Livvagten, blive tilbage som Vingårdsmænd og
      Agerdyrkere,
 17.  Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HERRENs
      Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel.
 18.  Karrene, Skovlene, knivene og Kanderne og alle Kobbersagerne,
      som brugtes ved Tjenesten, røvede de;
 19.  også Fadene, Panderne, Skålene, Karrene, Lysestagerne, Kanderne
      og Offerskålene, der helt var af Guld eller Sølv, røvede
      Øversten for Livvagten.

 20.  De to Søjler, Havet med de tolv Kobberokser under og Stellene,
      som Salomo havde ladet lave til HERRENs Hus Kobberet i alle
      disse Ting var ikke til at veje.
 21.  Atten Alen høj var hver Søjle, og en Snor på tolv Alen kunde nå
      om den, og den var hul, og Kobberet var fire Fingre tykt.
 22.  Og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, fem Alen højt,
      og rundt om Søjlehovedet var der Fletværk og Granatæbler, alt af
      Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle.
 23.  Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler, som hang frit;
      der var i alt hundrede Granatæbler rundt om Fletværket.
 24.  Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Anden præsten
      Zefanja og de tre Dørvogtere;
 25.  og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med krigsfolket,
      og syv Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som
      endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev
      Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd
      at Folket fra Landet, der fandtes i Byen
 26.  dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels
      Konge i Ribla
 27.  og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes
      Juda i Landflygtighed fra sit Land.

 28.  Følgende er Tallet på de Folk, Nebukadrezar bortførte i
      Fangenskab: I hans syvende År 3023 Judæere,
 29.  i Nebukadrezars attende År 832 fra Jerusalem;
 30.  i Nebukadrezars tre og tyvende År bortførte Nebuzaradan,
      Øversten for Livvagten, 745 af Judæerne; tilsammen 4600.

 31.  I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse
      på den fem og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge
      Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda
      til Nåde og førte ham ud af Fængselet.
 32.  Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger,
      som var hos ham i Babel.
 33.  Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så
      længe han levede.
 34.  Han fik sit daglige Underhold af Babels Konge, hver Dag hvad han
      behøvede for den Dag, indtil sin Dødedag, så længe han levede.