Daniel


 1
  1.  I Kong Joakim af Judas tredje regeringsår drog kong Nebukadnezar
      af Babel til Jerusalem og belejrede det.
  2.  Og Herren gav Kong Jojakim af Juda og en Del af Guds Huses Kar i
      hans Hånd, og han førte dem til Sinears Land; men Karrene bragte
      han til sin Guds Skatkammer.
  3.  Kongen bød derpå sin Overhofmester Asjpenaz at tage nogle
      Israeliter, dels af kongelig Slægt, dels af adelig Byrd,
  4.  unge Mænd uden mindste Lyde og med et smukt Ydre, vel bevandrede
      i al Visdom, kundskabsrige og lærenemme, egnede til at gøre
      Tjeneste i Kongens Palads, og lære dem Kaldæernes Skrift og
      Tungemål
  5.  og opdrage dem i tre År, for at de så kunde træde i Kongens
      Tjeneste; og Kongen tildelte dem deres daglige kost af sin egen
      Mad og af den Vin, han selv drak.
  6.  Iblandt dem var Judæerne Daniel, Hananja, Misjael og Azarja;
  7.  og Overhofmesteren gav dem andre Navne, idet han kaldte Daniel
      Beltsazzar, Hananja Sjadrak, Misjael Mesjak og Azarja Abed Nego.

  8.  Men Daniel satte sig for, at han ikke vilde gøre sig uren med
      kongens Mad eller den Vin Kongen drak; derfor bad han
      Overhofmesteren om at blive fri for at gøre sig uren dermed.
  9.  Og Gud lod Daniel finde Yndest og Velvilje hos Overhofmesteren;
 10.  men Overhofmesteren sagde til ham: "Jeg frygter for, at min
      Herre Kongen, som har tildelt eder Mad og brikke, skal finde, at
      I ser ringere ud end de andre unge Mænd på eders Alder, og at I
      således skal bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen."
 11.  Så sagde Daniel til den Opsynsmand, som Overhofmesteren havde
      sat over Daniel, Hananja, Misjael og Azarja:
 12.  "Prøv engang dine Trælle i ti,Dage og lad os få Grøntsager at
      spise og Vand at drikke!
 13.  Sammenlign så vort Udseende med de unge Mænds, som spiser
      Kongens Mad; så kan du gøre med dine Trælle, efter hvad du ser."
 14.  Han føjede dem da heri og prøvede det med dem i ti Dage.
 15.  Og da de ti Dage var omme, så de bedre ud og var ved bedre Huld
      end alle de unge Mænd, som spiste kongens Mad.
 16.  Så lod Opsynsmanden deres Mad og Vinen, de skulde drikke, bringe
      bort og gav dem Grøntsager i Stedet.

 17.  Disse fire unge Mænd gav Gud Kundskab og Indsigt i al Skrift og
      Visdom; Daniel forstod sig også på alle Hånde Syner og Drømme.
 18.  Og da den Tid, Kongen havde fastsat for deres Fremstilling, kom,
      førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezar.
 19.  Da så Kongen talte med dem, fandtes der iblandt dem alle ingen,
      som kunde måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, og de
      trådte derfor i Kongens Tjeneste.
 20.  Og når som helst Kongen spurgte dem om noget, der krævede Visdom
      og Indsigt, fandt han dem ti Gange dygtigere end alle
      Drømmetydere og Manere i hele sit Rige.
 21.  Og Daniel blev.... til Kong Kyross første År.




 2
  1.  I sit andet regeringsår drømte Nebukadnezar, og hans sind blev
      uroligt, så han ikke kunde sove
  2.  Så lod Kongen Drømmetyderne, Manerne, Sandsigerne og Kaldæerne
      kalde, for at de skulde sige ham, hvad han havde drømt. Og de
      kom og trådte frem for Kongen..
  3.  Da sagde Kongen til dem: "Jeg har haft en Drøm, og mit Sind
      falder ikke til Ro, før jeg får at vide, hvad den betyder."
  4.  Kaldæerne svarede Kongen (på Aramaisk") ): "Kongen leve
      evindelig! Sig dine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den."
  5.  Men Kongen svarede Kaldæerne: "Mit Ord står fast! Hvis I ikke
      både kundgør mig Drømmen og tyder den, skal I hugges sønder og
      sammen og eders Huse gøres til Skarndynger;
  6.  men gengiver I mig Drømmen og tyder den, får I Skænk og Gave og
      stor Ære af mig. Gengiv mig, derfor Drømmen og tyd den!"
  7.  De svarede atter: "Kongen sige sine Trælle Drømmen, så skal vi
      tyde den."
  8.  Kongen svarede: "Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde
      Tid, fordi I ser, mit Ord står fast,
  9.  så eders Dom kun kan blive een, hvis I ikke kundgør mig Drømmen,
      og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig
      bag Lyset, til der kommer andre Tider. Sig mig derfor Drømmen,
      så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den."
 10.  Kaldæerne svarede Kongen: "Der findes ikke et Menneske på
      Jorden, som kan sige, hvad Kongen ønsker at vide; aldrig har jo
      heller nogen Konge, hvor stor og tnægtig han end var, krævet
      sligt af nogen Drømmetyder, Maner eller Kaldæer;
 11.  hvad Kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige
      kongen det, undtagen Guderne, og de bor ikke hos de dødelige."
 12.  Herover blev Kongen vred og såre harmfuld, og han bød, at alle
      Babels Vismænd skulde henrettes.

 13.  Da nu Befalingen var udgået, og man skulde til at slå Vismændene
      ihjel, ledte man også efter Daniel og hans Venner for at slå dem
      ihjel.
 14.  Da henvendte Daniel sig med kloge og vel overvejede Ord til
      Arjok, Øversten for Kongens Livvagt, som var draget ud for at
      slå Babels Vismænd ihjel.
 15.  Han tog til Orde og spurgte Arjok, Kongens Høvedsmand: "Hvorfor
      er så skarp en Befaling udgået fra Kongen?" Og da Arjok havde
      sat ham ind i Sagen,
 16.  gik Daniel ind til Kongen og bad ham give sig en Frist, så
      skulde han tyde Kongen Drømmen.

 17.  Så gik Daniel hjem og satte sine Venner Hananja, Misjael og
      Azarja ind i Sagen,
 18.  og han pålagde dem at bede Himmelens Gud om Barmbjertighed, så
      han åbenbarede Hemmeligheden, for at ikke Daniel og hans Venner
      skulde blive henrettet med Babels andre Vismænd.
 19.  Da blev Hemmeligheden åbenbaret Daniel i et Nattesyn; og Daniel
      priste Himmelens Gud,
 20.  tog til Orde og sagde: "Lovet være Guds Navn fra Evighed og til
      Evighed, thi ham tilhører Visdom og Styrke!
 21.  Han lader Tider og Stunder skifte, afsætter og indsætter konger,
      giver de vise deres Visdom og de indsigtsfulde deres Viden;
 22.  han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad Mørket gemmer,
      og Lyset bor hos ham.
 23.  Dig, mine Fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig
      Visdom og Styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad vi bad dig
      om; thi hvad Kongen vil vide, har du kundgjort os!"

 24.  Derfor gik Daniel til Arjok, hvem Kongen havdepålagt at henrette
      Babels Vismænd, og sagde til ham: "Henret ikke Babels Vismænd,
      men før mig frem for Kongen, så vil jeg tyde ham Drømmen!"
 25.  Så førte Arjok i Hast Daniel frem for Kongen og sagde til ham:
      "Jeg har blandt de bortførte Judæere fundet en Mand, som vil
      tyde Kongen Drømmen!"
 26.  Kongen tog til Orde og spurgte Daniel, som havde fået Navnet
      Beltsazzar: "Er du i Stand til at kundgøre mig den Drøm, jeg har
      haft, og tyde den?"
 27.  Daniel svarede Kongen: "Den Hemmelighed, Kongen ønsker at vide,
      kan Vismænd, Manere, Drømmetydere og Stjernetydere ikke sige
      kongen;
 28.  men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer Hemmeligheder, og
      han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de
      sidste Dage:
 29.  Du tænkte, o Konge, på dit Leje over, hvad der skal ske i
      Fremtiden, og han, som åbenbarer Hemmeligheder, kundgjorde dig,
      hvad der skal ske.
 30.  Og mig er denne Hemmelighed åbenbaret, ikke ved nogen Visdom,
      som jeg har forud for alle andre levende Væsener, men for at
      Drømmen kan blive tydet Kongen, så du kan kende dit Hjertes
      Tanker.

 31.  Du så, o Konge, for dig en vældig Billedstøtte; denne
      Billedstøtte var stor og dens Glans overmåde stærk; den stod
      foran dig, og dens Udseende var forfærdeligt.
 32.  Billedstøttens Hoved var af fint Guld, Bryst og Arme af Sølv,
      Bug og Lænder af Kobber.
 33.  Benene af Jern og Fødderne halvt af Jern og halvt af Ler.
 34.  Således skuede du, indtil en Sten reves løs, dog ikke ved
      Menneskehænder, og ramte Billedstøttens Jern og Lerfødder og
      knuste dem;
 35.  og på een Gang knustes Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld og blev
      som Avner fra Sommerens Tærskepladser, og Vinden bar det
      sporløst bort; men Stenen, som ramte Billedstøtten, blev til et
      stort Bjerg, der fyldte hele Jorden.

 36.  Således var Drømmen, og nu vil vi tyde Kongen den:
 37.  Du, o Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud gav Kongedømme,
      Magt, Styrke og Ære,
 38.  i hvis Hånd han gav Menneskene, så vide de bor, Markens Dyr og
      Himmelens Fugle, så han gjorde dig til Hersker over dem alle du
      er Hovedet, som var af Guld.
 39.  Men efter dig skal der komme et andet Rige, ringere end dit, og
      derpå atter et tredje Rige, som er af Kobber, og hvis Herredømme
      skal strække sig over hele Jorden.
 40.  Siden skal der komme et fjerde Rige, stærkt som Jern; thi Jern
      knuser og søndrer alt; og som Jem sønderslår, skal det knuse og
      sønderslå alle hine Riger.
 41.  Men når du så Fødderne og Tæerne halvt af Pottemagerler og halvt
      af Jern, betyder det, at det skal være et Rige uden Sammenhold;
      dog skal det have noget af Jernets Fasthed, thi du så jo, at
      Jern var blandet med Ler.
 42.  Og at Tæerne var halvt af Jern og halvt af Ler, betyder, at
      Riget delvis skal være stærkt, delvis svagt.
 43.  Og når du så, at Jernet var blandet med Ler, betyder det, at de
      skal indgå Ægteskaber med hverandre, men dog ikke indbyrdes
      holde sammen, så lidt som Jern kan blandes med Ler.
 44.  Men i hine Kongers Dage vil Himmelens Gud oprette et Rige, som
      aldrig i Evighed skal forgå. og Herredømmet skal ikke gå over
      til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine
      Riger, men selv stå i al Evighed;
 45.  thi du så jo, at en Sten reves løs fra Klippen, dog ikke ved
      Menneskehænder, og knuste Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld. En
      stor Gud har kundgjort Kongen, hvad der skal ske herefter; og
      Drømmen er sand og Tydningen troværdig."

 46.  Så faldt Kong, Nebukadnezar på sit Ansigt og bøjede sig for
      Daniel, og han bød, at man skulde bringe ham Ofre og Røgelse.
 47.  Og Kongen tog til Orde og sagde til Daniel "I Sandhed, eders Gud
      er Gudernes Gud og Kongernes Herre, og han kan åbenbare
      Hemmeligheder, siden du har kunnet åbenbare denne Hemmelighed."
 48.  Derpå ophøjede Kongen Daniel og, gav ham mange store Gaver, og
      han satte ham til Herre over hele Landsdelen Babel og til
      Overherre over alle Babels Vismænd.
 49.  Men på Daniels Bøn overdrog kongen Sjadrak, Mesjak og Abed Nego
      at styre Landsdelen Babel, medens Daniel selv blev i Kongens
      Gård.




 3
  1.  Kong Nebukadnezar lod lave en billedstøtte af guld, tresindstyve
      tyve Alen høj og seks Alen bred, og han opstillede den på
      Dalsletten Dura i Landsdelen Babel.
  2.  Så sendte Kong Nebukadnezar Bud for at sammenkalde Satraper,
      Landshøvdinger, Statholdere, Overdommere, Skatmestre,
      lovkyndige, Dommere og alle andre Embedsmænd i Landsdelen, at de
      skulde komme til Stede når Billedstøtten, som Kong Nebukadnezar
      havde ladet opstille, blev indviet.
  3.  Da samledes Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne,
      Overdommerne, Skatmestrene, de lovkyndige, Dommerne og alle
      andre Embedsmænd i Landsdelen til indvielsen af Billedstøtten,
      som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille, og de stillede sig
      foran den.
  4.  Så råbte en Herold med høj Røst: "Det tilkendegives eder, I
      Folk, Stammer og Tungemål:
  5.  Når I hører Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebrætter,
      Sækkepiber og alle Hånde andre Instrumenter klinge, skal I falde
      ned og tilbede Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar har
      ladet opstille.
  6.  Og den, som ikke falder ned og tilbeder, skal øjeblikkelig
      kastes i den gloende Ovn."
  7.  Så snart alt Folket nu hørte Horn, Fløjter, Citre, Harper,
      Hakkebræfter og alle Hånde andre Instrumenter klinge, faldt de
      derfor ned alle Folk, Stammer og Tungemål og tilbad
      Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille.

  8.  Men ved samme Lejlighed trådte nogle kaldæiske Mænd frem og
      førte Klage mod Jøderne.
  9.  De tog til Orde og sagde til Kong Nebukadnezar: "Kongen leve
      evindelig!
 10.  Du, o Konge, har påbudt, at enhver, når han hører Horn, Fløjter,
      Citre, Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre
      Instrumenter klinge, skal falde ned og tilbede
      Guldbilledstøtten,
 11.  og at den, som ikke gør det, skal kastes i den gloende Ovn.
 12.  Men nu er her nogle jødiske Mænd, som du har overdraget at styre
      Landsdelen Babel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; disse Mænd ænser
      ikke dit Påbud, o Konge; de dyrker ikke din Gud og tilbeder ikke
      Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille."

 13.  Da lod Nebukadnezar i Vrede og Harme Sjadrak, Mesjak og Abed
      Nego hente; og da Mændene var ført frem for Kongen,
 14.  sagde Nebukadnezar til dem: "Er det oplagt Råd, Sjadrak, Mesjak
      og Abed-Nego, at I ikke dyrker min Gud eller tilbeder
      Guldbilledstøtten, som jeg har ladet opstille?
 15.  Nu vel, hvis I er rede til, når I hører Horn, Fløjter, Citre,
      Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre
      instrumenter klinge, at falde ned og tilbede Billedstøtten, som
      jeg har ladet lave, så er alt godt; men gør I det ikke, skal I
      på Stedet kastes i den gloende Ovn. Og hvilken Gud er der, som
      da kan fri eder af mine Hænder?"
 16.  Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego svarede Kong Nebukadnezar: "Det har
      vi ikke nødig at svare dig på!
 17.  Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende
      Ovn, og han vil fri os af din Hånd, o Konge;
 18.  men hvis ikke, så må du vide, o Konge, at din Gud dyrker vi dog
      ikke, og Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder
      vi ikke!"

 19.  Da opfyldtes Nebukadnezar af Harme, og hans Ansigtsudtryk
      ændredes over for Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; han tog til Orde
      og sagde, at Ovnen skulde gøres syv Gange hedere end ellers,
 20.  og bød nogle håndfaste Mænd i sin Hær binde Sjadrak, Mesjak og
      Abed-Nego og kaste dem i den gloende Ovn.
 21.  Så blev Mændene bundet i de deres Kapper, Underklæder, Huer og
      andre Klædningsstykker og kastet i den gloende Ovn.
 22.  Og eftersom Kongens Bud var skarpt og Ovnen ophedet til Overmål,
      brændte Luen de Mænd ihjel, som bragte Sjadrak, Mesjak og
      Abed-Nego op på Ovnen,
 23.  medens de tre Mænd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, bundne faldt
      ned i den gloende Ovn.
 24.  Da sloges Kong Nebukadnezar af Rædsel og stod hastigt op; og han
      tog til Orde og spurgte sine Rådsherrer: "Var det ikke tre Mænd,
      vi kastede bundne i Ilden?" De svarede Kongen: "Jo, det var,
      Konge!"
 25.  Han sagde da videre: "Men jeg ser fire Mænd gå frit om i Ilden,
      og de har ingen Skade taget; og den fjerde ser ud som en
      Gudesøn."

 26.  Derpå trådte Nebukadnezar hen til den gloende Ovns Dør og råbte:
      "Sjadrak, Mesjak og Abed Nego, I, den højeste Guds Tjenere, kom
      ud!" Da gik Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ud af Ilden.
 27.  Og Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne og Kongens
      Rådsherrer samlede sig og så, af Ilden ikke havde haft nogen
      Magt over hine Mænds Legemer, at deres Hovedhår ikke var svedet,
      at deres Kapper var uskadte, og at der ikke var Brandlugt ved
      dem.

 28.  Så sagde Nebukadnezar: "Lovet være Sjadraks, Mesjaks og
      Abed-Negos Gud, der sendte sin Engel og rede sine Tjenere, som i
      Tillid til ham overtrådte Kongens Bud og hengav deres Legemer
      for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deres
      egen!
 29.  Hermed påbyder jeg, at den, der i noget Folk, nogen Stamme og
      noget Tungemål siger noget ondt om Sjadraks, Mesjaks og Abed
      Negos Gud, skal hugges sønder og sammen, og hans Hus skal gøres
      til en Skarndynge; thi der gives ingen anden Gud, som således
      kan frelse."
 30.  Og Kongen gengav Sjadrak,Mesjak og Abed-Nego deres Stillinger i
      Landsdelen Babel.




 4
  1.  Kong Nebukadnezar til alle Folk: der bor på hele Jorden: Fred
      være med eder i rigt Mål!
  2.  De Tegn og Undere, den højeste Gud har øvet imod mig, finder jeg
      for godt at kundgøre.
  3.  Hvor store er dog hans Tegn, hvor vældige dog hans Undere! Hans
      Rige er et evigt Rige, hans Herredømme fra Slægt til Slægt.

  4.  Jeg, Nebukadnezar, levede tryg i mit Slot og livsglad i mit
      Palads. Men da skuede jeg et Drømmesyn, og det slog mig med
      Rædsel, og Tankebilleder på mit Leje og mit Hoveds Syner
      forfærdede mig.
  6.  Derfor påbød jeg, at alle Babels Vismænd skulde føres frem for
      mig, for at de skulde tyde mig Drømmen.
  7.  Så kom Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og Stjernetyderne ind,
      og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke tyde mig den.
  8.  Men til sidst trådte Daniel, som har fået Navnet Beltsazzar
      efter min Guds Navn, og i hvem hellige Guders Ånd er, frem for
      mig, og jeg sagde ham Drømmen:

  9.  Beltsazzar, du Øverste for Drømmetyderne, i hvem jeg ved, at
      hellige Guders Ånd er, og hvem ingen Hemmelighed er for svar!
      Hør, hvad jeg så i Drømme, og tyd mig det!
 10.  Dette var mit Hoveds Syner på mit Leje: Jeg skuede, og se, et
      Træ stod midt på Jorden, og det var såre højt.
 11.  Træet voksede og blev vældigt, dets Top nåede Himmelen, og det
      sås til Jordens Ende;
 12.  dets Løv var fagert, dets Frugter mange, så der var Føde til
      alle derpå; under det fandt Markens Dyr Skygge, i dets Grene
      boede Himmelens Fugle, og alt Kød fik Næring deraf.
 13.  Og videre skuede jeg i mit Hoveds Syner på mit Leje, og se, en
      Vægter, en Hellig, kom ned fra Himmelen.
 14.  Han råbte med høj Røst: "Fæld Træet, hug Grenene af, afriv Løvet
      og spred Frugterne; Dyrene skal fly fra deres Bo derunder og
      Fuglene fra dets Grene!
 15.  Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive i Jorden, men bundet
      med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug
      skal han vædes, og som Dyrene skal han æde Markens Urter;
 16.  hans Menneskehjerte skal fratages ham og et Dyrehjerte gives
      ham, og syv Tider skal gå hen over ham.
 17.  Således er det fastsat ved Vægternes Råd, og ved de Helliges Bud
      er Sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er
      Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil,
      og ophøje den ringeste blandt Menneskene til Hersker over det!"
 18.  Det var dette Drømmesyn, som jeg, Kong Nebukadnezar, skuede, og
      du, Beltsazzar, tyd mig det! Thi ingen af mit Riges Vismænd kan
      tyde mig det; du derimod evner det, thi i dig bor hellige Guders
      Ånd.

 19.  Så stod Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Stund
      rædselslagen, og hans Tanker forfærdede ham. Men Kongen tog til
      Orde og sagde: Beltsazzar, lad ikke Drømmen og dens Udtydning
      forfærde dig!" Men Beltsazzar svarede: "Herre, måtte drømmen
      gælde dine Fjender og dens Udtydning dine Avindsmænd!
 20.  Det Træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så Toppen nåede
      Himmelen og det sås over hele Jorden,
 21.  hvis Løv var fagert, og hvis Frugter var mange, det, som alle
      fik Næring af, under hvilket Markens Dyr fandt Bo, og i hvis
      Grene Himmelens Fugle byggede Rede,
 22.  det er dig selv, o Konge, som er blevet stor og mægtig, hvis
      Storhed er vokset, så den når Himmelen, og hvis Herredømme
      rækker til Jordens Ende.
 23.  Og når Kongen så, at en Vægter, en Hellig, steg ned fra Himmelen
      og bød: Fæld Træet og ødelæg det! Dog skal I lade Stubben med
      Rødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og
      kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og med
      Markens Dyr skal han dele Lod, indtil syv Tider er gået hen over
      ham
 24.  så betyder det, o Konge, og det er den Højestes Råd, som er
      udgået over min Herre Kongen:
 25.  Du skal udstødes af Menneskenes Samfund og bo hlandt Markens
      Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget, og af Himmelens Dug
      skal du vædes; og syv Tider skal gå hen over dig, til du
      skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan
      give det, til hvem han vil.
 26.  Men når der blev givet Påbud om at levne Træets Stub med
      Rødderne, så betyder det, at dit Rige atter skal blive dit, så
      snart du skønner, at Himmelen har Magten.
 27.  Derfor, o Konge, lad mit Råd være dig til Behag. Gør Ende på
      dine Synder med Retfærd og på dine Misgerninger med
      Barmhjertighed mod de fattige, om din Lykke måske kunde vare!"

 28.  Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar.
 29.  Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på Taget af det
      Kongelige Palads i Babel,
 30.  udbrød han: "Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til
      Kongesæde ved min vældige Magt, min Herlighed til Ære?"
 31.  Men før Kongen endnu havde talt ud, lød en Røst fra Himmelen:
      "Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar, at dit Kongedømme
      er taget fra dig!
 32.  Af Menneskenes Samfund skal du udstødes og bo blandt Markens
      Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget; og syv Tider skal
      gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over
      Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil!"
 33.  I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar; han blev
      udstødt af Menneskenes Samfund og åd Græs som Kvæget, og hans
      Legeme vædedes af Himmelens Dug, til hans Hår blev langt som
      Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.

 34.  Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til
      Himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og
      lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er
      evigt, og hvis Rige står fra Slægt til Slægt.
 35.  Alle, som bor på Jorden, er for intet at regne; han handler
      efter sit Tykke med Himmelens Hær og med dem, som bor på Jorden,
      og ingen kan holde hans Hånd tilbage og sige til ham: "Hvad gør
      du?"
 36.  I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik også min
      Herlighed og Glans igen, mit Rige til Ære; mine Rådsherrer og
      Stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit Rige, og endnu
      større Magt blev mig givet.
 37.  Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge:
      Alle hans Gerninger er Sandhed, hans Veje Retfærd, og han kan
      ydmyge dem, som vandrer i Hovmod.




 5
  1.  Kong Belsazzar gjorde et stort gæstebud for sine tusinde
      Stormænd og drak Vin med dem.
  2.  Og påvirket af Vinen lod han de Guldkar og Sølvkar hente, som
      hans Fader Nebukadnezar havde ført bort fra Helligdommen i
      Jerusalem, for at Kongen og hans Stormænd, hans Hustruer og
      Medhustruer kunde drikke af dem.
  3.  Man hentede da Guld og Sølvkarrene, som var ført bort fra
      Helligdommen, Guds Hus i Jerusalem, og Kongen og hans Stormænd,
      hans Hustruer og Medhustruer drak af dem;
  4.  og medens de drak Vin, priste de deres Guder af Guld, Sølv,
      Kobber, Jern, Træ og Sten.

  5.  Men i samme Stund viste der sig Fingre af en Menneskehånd, som
      skrev på Væggens Kalk i Kongens Palads over for Lysestagen, og
      Kongen så Hånden, som skrev.
  6.  Da skiftede Kongen Farve, hans Tanker forfærdede ham, hans
      Hofters Ledemod slappedes, og hans Knæ slog imod hinanden.
  7.  Og kongen råbte med høj Røst, at man skulde føre Manerne,
      Kaldæerne og Stjernetyderne ind; og Kongen tog til Orde og sagde
      til Babels Vismænd: "Enhver, som kan læse denne Skrift og tyde
      mig den, skal klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om hans
      Hals, og han skal være den tredje mægtigste i Riget."
  8.  Så kom alle Babels Vismænd til Stede, men de evnede hverken at
      læse Skriften eller tyde den for Kongen.

  9.  Da blev Kong Belsazzar højlig forfærdet, og han skiftede Farve:
      også hans Stormænd stod rædselslagne.
 10.  Ved Kongens og hans Stormænds Råb kom Dronningen ind i
      Gildesalen, og hun tog til Orde og sagde: "Kongen leve
      evindelig! Lad ikke dine Tanker forfærde dig og skift ikke
      Farve!
 11.  I dit Rige findes en Mand, i hvem hellige Guders Ånd er, og som
      i din Faders Dage fandtes at sidde inde med Viden, Indsigt og en
      Visdom som selve Guderne, så din Fader Nebukadnezar satte ham
      til Øverste for Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og
      Stjernetyderne,
 12.  eftersom en ypperlig Ånd, Kundskab og Indsigt til at udtyde
      Drømme, råde Gåder og løse Knuder fandtes hos denne Daniel, hvem
      kongen gav Navnet Beltsazzar. Lad derfor Daniel kalde, at han
      kan tyde det!"

 13.  Så førtes Daniel ind for Kongen. Og Kongen tog til Orde og sagde
      til ham: "Er du Daniel, en af de fangne Judæere, som min Fader
      Kongen bortførte fra Juda?
 14.  Jeg har hørt om dig, at Guders Ånd er i dig, og at du er fundet
      at sidde inde med Viden, Kløgt og ypperlig Visdom.
 15.  Nu har Vismændene og Manerne været ført ind for mig for at læse
      denne Skrift og tyde mig den; men de evnerikke at tydemig dette.
 16.  Men jeg har hørt om dig, at du kan tyde Drømme og løse
      Knuder. Nu vel!  Hvis du kan læse Skriften og tyde mig den, skal
      du klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om din Hals, og du
      skal være den tredje mægtigste i Riget."

 17.  Så svarede Daniel Kongen: "Spar dine Gaver og giv en anden dine
      Foræringer! Men Skriften vil jeg læse og tyde for Kongen.
 18.  Den højeste Gud, o Konge, gav din Fader Nebukadnezar Kongedømme,
      Magt, Herlighed og Ære;
 19.  og for den Storheds Skyld, som han havde givet ham, frygtede og
      bævede alle Folk, Stammer og Tungemål for ham; han dræbte, hvem
      han vilde, og lod leve, hvem han vilde; han ophøjede, hvem han
      vilde, og nedbøjede, hvem han vilde.
 20.  Men da hans Hjerte blev hovmodigt og hans Ånd stolt og
      overmodig, stødtes han fra Kongetronen, og hans Herlighed
      fratoges ham.
 21.  Af Menneskenes Samfund blev han udstødt, og hans Hjerte blev som
      et Dyrs; han boede hos Vildæslerne, han måtte æde Græs som
      Kvæget, og af Himmelens Dug vædedes hans Legeme, til han
      skønnede, at den højeste Gud er Herre over Menneskenes Rige og
      kan ophøje, hvem han vil, til Hersker derover.
 22.  Men du, Belsazzar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, skønt
      du vidste alt dette;
 23.  du har hovmodet dig mod Himmelens Herre! Hans Huses Kar har man
      hentet til dig, og du og dine Stormænd, dine Hustruer og
      Medhustruer drak Vin af dem; og du priste dine Guder af Sølv,
      Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre
      eller fatte; men den Gud, som holder din Livsånde i sin Hånd og
      råder over alle dine Veje, ham ærede du ikke.
 24.  Derfor er denne Hånd udsendt fra ham og Skriften der optegnet.
 25.  Og således lyder Skriften: Mené, mené, tekél ufarsin!
 26.  Og Ordene skal tydes således: Mené betyder: Gud har talt dit
      Riges Dage og gjort Ende derpå.
 27.  Tekél betyder: Du er vejet på Vægten og fundet for let.
 28.  Perés betyder: Dit Rige er delt og givet til Medien og Persien."

 29.  Så blev Daniel på Belsazzars Bud klædt i Purpur, Guldkæden
      hængtes om hans Hals, og man udråbte, at han skulde være den
      tredje mægtigste i Riget.
 30.  Men samme Nat blev Belsazzar, Kaldæernes Konge, dræbt, (kap 6.1)
      og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to og tresindstyve
      År.

  2.  Darius fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordelt
      over hele Riget;
  3.  og over dem satte han tre Rigsråder, af hvilke Daniel var den
      ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, så
      Kongen intet Tab led.
  4.  Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsråder og
      Satraperne, eftersom der var en ypperlig Ånd i ham, og Kongen
      derfor tænkte på at sætte ham over hele Riget,
  5.  søgte Rigsråderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i
      hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller
      Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var
      at finde hos ham.
  6.  Så sagde disse Mænd: "Vi finder ingen Sag mod denne Daniel,
      medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse."
  7.  Derfor stormede disse Rigsråder og Satraper til Kongen og talte
      således til ham: "Kong Darius leve evindelig!
  8.  Alle Rigsråderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Rådsherrerne og
      Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et
      Forbud udgå om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til
      nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et
      Menneske, skal kastes i Løvekulen.
  9.  Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse
      udgå, som efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov ikke kan
      tages tilbage."
 10.  Derfor lod kong Darius en Skrivelse udgå med dette Forbud.

 11.  Men så snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgået, gik
      han ind i sit Hus; i dets Stue på Taget havde han åbne Vinduer i
      Retning mod Jerusalem, og han faldt på Knæ tre Gange om Dagen og
      bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.
 12.  Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og
      bønfalde sin Gud.
 13.  Så gik de til kongen og bragte det kongelige Forbud på Tale,
      idet de spurgte: "Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver,
      som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det
      være sig til en Gud eller et Menneske, skalkastes i Løvekulen?"
      Kongen svarede: "Sagen står fast efter Medernes og Persernes
      ubryddelige Lov."
 14.  Så svarede de Kongen: "Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser
      hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin
      Bøn tre Gange om Dagen!"

 15.  Da Kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede,
      hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang
      søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham.
 16.  Men så stormede hine Mænd til Kongen og sagde: "Vid, o Konge, at
      det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som
      Kongen udsteder, kan tages tilbage!"
 17.  Da blev Daniel på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men
      Kongen sagde til Daniel: "Din Gud, som du vedblivende dyrker,
      redde dig!"
 18.  Så blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Åbning; og Kongen
      forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der
      ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag.

 19.  Derpå gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele
      Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg
      fra ham.
 20.  Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til
      Løvekulen.
 21.  Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongen
      tog til Orde og sagde til Daniel: "Daniel, du den levende Guds
      Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig
      fra Løverne?"
 22.  Da svarede Daniel Kongen: "Kongen leve evindelig!
 23.  Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, så de ikke har
      gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Åsyn
      og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!"
 24.  Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da
      det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som
      helst Men, eftersom han havde troet på sin Gud.
 25.  Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på Kongens Bud
      hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer,
      og næppe havde de nået Kulens Bund, før Løverne kastede sig over
      dem og knuste alle Ben i dem.

 26.  Derpå skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemål på
      hele Jorden: "Fred være med eder i rigt Mål!
 27.  Hermed byder jeg, at man, så vidt mit Rige strækker sig, skal
      frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og
      bliver i Evighed: hans Rige kan ikke forgå, og hans Herredømme
      er uden Ende.
 28.  Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og, Undere i
      Himmelen og på Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes
      Vold!"
 29.  Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Dariuss og
      Perseren Kyroses Regering.




 7
  1.  I Kong Belsazzar af Babels første regeringsår havde Daniel et
      drømmesyn, og Syner gik igennem hans Hoved på hans Leje; og
      siden nedskrev han Drømmen og gengav Hovedindholdet.
  2.  Daniel tog til Orde og sagde: Jeg skuede i mit Syn om Natten, og
      se, Himmelens fire Vinde oprørte det store Hav,
  3.  og fire store Dyr steg op af Havet, det ene forskelligt fra det
      andet.
  4.  Det første så ud som en Løve og havde Ørnevinger; og jeg skuede,
      indtil Vingerne reves af, og det rejstes op fra Jorden og
      stilledes på to Ben som et Menneske og fik et Menneskehjerte.
  5.  Og se, et andet Dyr, det næste i Rækken, så ud som en Bjørn; det
      rejstes op på den ene Side og havde tre Ribben i Gabet mellem
      Tænderne, og der blev sagt til det: "Kom, æd meget Kød!"
  6.  Så skuede jeg videre, og se, endnu et Dyr; det så ud som en
      Panter og havde fire Fuglevinger på Ryggen og fire Hoveder, og
      Magt blev det givet.
  7.  Og videre skuede jeg i Nattesynerne, og se, der var et fjerde
      Dyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde store
      Jerntænder, åd og knuste, og hvad der levnedes, trampede det ned
      med Fødderne. Det var forskelligt fra alle de tidligere Dyr og
      havde ti Horn.
  8.  Jeg lagde nøje Mærke til Hornene, og se, et andet Horn, som var
      lille, skød frem imellem dem, og tre af de tidligere Horn
      oprykkedes for at skaffe det Plads; og se, dette Horn havde Øjne
      som et Menneske og en Mund, der talte store Ord.

  9.  Jeg skuede videre: Med eet blev Troner sat frem, en gammel af
      Dage tog Sæde; hans Klædningvarhvid som Sne, hans Hovedhår rent
      som Uld; hans Trone var luende Ild, dens Hjul var flammende Ild.
 10.  En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde
      Tusinder tjente ham, og titusind Titusinder stod ham til
      Rede. Derpå sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op.

 11.  Jeg skuede, og ved Lyden af de store Ord, som Hornet talte. Jeg
      skuede, indtil Dyret blev dræbt og dets Krop tilintetgjort, og
      det blev kastet i Ilden og brændt.
 12.  Også de andre dyr fratog man deres Magt, og deres Levetid
      fastsattes til Tid og Stund.
 13.  Jeg skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens Skyer kom
      en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle at
      Dage og førtes frem for ham;
 14.  og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer og
      Tungemål skal tjene ham; hans Magt er en eviig Magt, aldrig går
      den til Grunde, hans Rige kan ikke forgå.

 15.  Jeg, Daniel, blev såre urolig til Sinds ved alt dette, og mit
      Hoveds Syner forfærdede mig.
 16.  Så trådte jeg hen til en af de omstående og bad ham om sikker
      Oplysning om alt dette, og han svarede og tydede mig det:
 17.  "Disse tre store dyr betyder, at fire Konger skal fremstå af
      Jorden;
 18.  men siden skal den Højestes hellige modtage Riget og have det i
      Eje i Evigheders Evighed."
 19.  Så bad jeg om sikker Oplysning om det fjerde Dyr, som var
      forskelligt fra alle de andre, overmåde frygteligt, med
      Jerntænder og Kobberkløer, og som åd ogknuste og med sine Fødder
      nedtrampede, hvad der levnedes,
 20.  og om de ti Horn på dets Hoved og det andet, som skød frem, for
      hvilket de tre faldt af, det Horn, som havde Øjne og en Mund,
      der talte store Ord, og som var større at se til end de andre.
 21.  Jeg havde skuet, hvorledes dette Horn førte Krig mod de hellige
      og overvandt dem,
 22.  indtil den gamle af dage kom og Retten blev givet den Højestes
      hellige og Tiden kom, da de hellige tog Riget i Eje.

 23.  Hans Svar lød: "Det fjerde Dyr betyder, at et fjerde Rige skal
      fremstå på Jorden, som skaj være forskelligt fra alle de andre
      Riger; det skal opsluge hele Jorden og søndertræde og knuse den.
 24.  Og de ti Horn betyder, at der af dette Rige skal fremstå ti
      Konger, og efter dem skal der komme en anden, som skal være
      forskellig fra de tidligere; og han skal fælde tre Konger
 25.  og tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han
      skal sætte sig for at ændre Tider og Lov, og de skal gives i
      hans Hånd en Tid og to Tider og en halv Tid.
 26.  Men så sættes Retten, og hans Herredømme fratages ham og
      tilintetgøres og ødelægges for evigt.
 27.  Men Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Rigerne
      under Himmelen, skal gives den Højestes helliges Folk; dets Rige
      er et evigt Rige, og alle Magter skal tjene og lyde det."

 28.  Her ender Fremstillingen. Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over
      mine Tanker, og mit Ansigt skiftede Farve; men jeg gemte Sagen i
      mit Hjerte.




 8
  1.  I Kong Belsazzars tredje regeringsår viste der sig et syn for
      mig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig for
      mig.
  2.  Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i Borgen
      Susan i Landskabet Elam; og jeg så mig i Synet stående ved
      Floden Ulaj.
  3.  Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Væder stod ved
      Floden; den havde to store Horn, det ene større end det andet,
      og det største skød op sidst.
  4.  Jeg så Væderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kunde
      modstå den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvad
      den vilde, og blev mægtig.

  5.  Videre så jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende
      hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et
      anseligt Horn i Panden.

  6.  Den kom hen til den tvehornede Væder, som jeg havde set stå ved
      Floden, og løb imod den med ubændig Kraft; og jeg så, hvorledes
      den, da den nåede Væderen, rasende stormede imod den, stødte til
      den og sønderbrød begge dens Horn; og Væderen havde ikke kraft
      til at modstå den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede
      på den, og ingen reddede Væderen af dens Vold.

  8.  Derpå blev Gedebukken såre mægtig; men som den var
      allermægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksede
      fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner.
  9.  Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og det
      voksede umådeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land;
 10.  og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle af
      Hæren og af Stjernerne til Jorden og trampede på dem.
 11.  Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blev
      ophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden.
 12.  Og på Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning;
      Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvad
      det gjorde.

 13.  Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den
      talende: "Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offer
      ophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen og
      Hæren nedtrampes?"
 14.  Han svarede: "2300 Aftener og Morgener; så skal Helligdommen
      komme til sin Ret igen!"

 15.  Medens jeg, Daniel, nu så Synet og søgte at forstå det, se, da
      stod der for mig en som en Mand at se til,
 16.  og jeg hørte en menneskelig Røst råbe over Ulaj: "Gabriel, udlæg
      ham Synet!"
 17.  Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jeg
      overvældet af Rædsel og faldt på mit Ansigt. Og han sagde til
      mig: "Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!"
 18.  Medens han taledemed mig, lå jeg bedøvet med Ansigtet mod
      Jorden; men han rørte ved mig og fik mig på Benene
 19.  og sagde: "Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens
      sidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid.
 20.  Den tvehornede Væder, du så, er Kongerne af Medien og Persien,
 21.  den lådne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i dens
      Pande er den første Konge.
 22.  At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet,
      betyder, at fire Riger skal fremstå af hans Folk, dog uden hans
      Kraft.
 23.  Men i deres Herredømmes sidste Tid, når Overtrædelserne har
      gjort Målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå.
 24.  Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale
      utrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføre
      sine Råd og ødelægge mægtige Mænd.
 25.  Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde Råd skal
      lykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mange
      i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse
      sig, men så skal han knuses, dog ikke ved Menneskehånd.
 26.  Synet om Affenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, er
      Sandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjern
      Fremtid."

 27.  Men jeg, Daniel, lå syg en Tid lang; så stod jeg op og udførte
      min Gerning i kongens Tjeneste. Jeg var rædselslagen over Synet
      og forstod det ikke.




 9
  1.  I Darius, Ahasveruses søns første regeringsår, han som var af
      medisk Byrd og var blevet Konge over kaldæernes Rige,
  2.  i hans første Regeringsår lagde jeg, Daniel, i Skrifterne Mærke
      til det Åremål, i hvilket Jerusalem efter HERRENs Ord til
      Profeten Jeremias skulde ligge i Grus, halvfjerdsindstyve År.
  3.  Jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at fremføre Bøn og
      Begæring under Faste i Sæk og Aske.

  4.  Og jeg bad til HERREN min Gud, bekendte og sagde: "Ak, Herre, du
      store, forfærdelige Gud, som holder fast ved Pagten og
      Miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine Bud!
  5.  Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi
      veg fra dine Bud og Vedtægter
  6.  og hørte ikke på dine Tjenere Profeterne, som talte i dit Navn
      til vore Konger, Fyrster og Fædre og til alt Folket i Landet.
  7.  Du står med Retten, Herre, vi med vort Ansigts Blusel, som det
      nu viser sig, vi Judas Mænd, Jerusalems Borgere, ja alt Israel
      fjernt og nær i alle Lande, hvor du drev dem hen for deres
      Troløshed imod dig.
  8.  Herre, vi står med vort Ansigts Blusel, vore Konger, Fyrster og
      Fædre, fordi vi syndede imod dig.
  9.  Men hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Tilgivelse, thi vi
      stod ham imod
 10.  og adlød ikke HERREN vor Guds Røst, så vi fulgte hans Love, som
      han forelagde os ved sine Tjenere Profeterne.
 11.  Nej, hele Israel overtrådte din Lov og faldt fra, ulydige mod
      din Røst; så udøste den svorne Forbandelse, som står skrevet i
      Guds Tjener Mosess Lov, sig over os, thi vi syndede imod ham;
 12.  og han fuldbyrdede de Ord, han havde talet imod os og de
      Herskere, som herskede over os, så han bragte en Ulykke over os
      så stor, at der ingensteds under Himmelen er sket Mage til den
      Ulykke, som ramte Jerusalem.
 13.  Som skrevet står i Mose Lov, kom hele denne Ulykke over os; og
      vi stemte ikke HERREN vor Gud til Mildhed ved at vende om fra
      vore Misgerninger og vinde Indsigt i din Sandhed.
 14.  Derfor var HERREN årvågen over Ulykken og bragte den over os;
      thi HERREN vor Gud er retfærdig mod alle Skabninger, som han har
      skabt, og vi adlød ikke hans Røst.

 15.  Og nu, Herre vor Gud, du, som med stærk Hånd førte dit Folk ud
      af Ægypten og vandt dig et Navn, som er det samme den Dag i Dag:
      Vi syndede og var gudløse!
 16.  Herre, lad dog efter alle dine Retfærdshandlinger din Vrede og
      Harme vende sig fra din By Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi ved
      vore Synder og vore Fædres Misgerninger er Jerusalem og dit Folk
      blevet til Spot for alle vore Naboer.
 17.  Så lyt da nu, vor Gud, til din Tjeners Bøn og Begæring og lad
      dit Ansigt lyse over din ødelagte Helligdom for din egen Skyld,
      o Herre!
 18.  Bøj dit Øre, min Gud, og hør, oplad dine Øjne og se
      Ødelæggelsen, som er overgået os, og Byen, dit Navn er nævnet
      over; thi ikke i Tillid til vore Retfærdshandlinger fremfører vi
      vor Begæring for dit Åsyn, men i Tillid til din store
      Barmhjertighed.
 19.  Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån Øre og grib uden Tøven ind
      for din egen Skyld, min Gud; thi dit Navn er nævnet over din By
      og dit Folk!"

 20.  Medens jeg endnu talte således, bad og bekendte min og mit Folk
      Israels Synd og for HERREN min Guds Åsyn fremførte min Forbøn
      for min Guds hellige Bjerg,
 21.  medens jeg endnu bad, kom Manden Gabriel, som jeg tidligere
      havde set i Synet, hastigt flyvende nær hen til mig ved
      Aftenofferets Tid;
 22.  og da han var kommet, talede han således til mig: "Daniel, jeg
      er nu kommet for at give dig Indsigt.
 23.  Straks du begyndte at bede, udgik et Ord, og jeg er kommet for
      at kundgøre dig det; thi du er højt elsket; så mærk dig Ordet og
      agt på Åbenbaringen!

 24.  Halvfjerdsindstyve Uger er fastsat over dit Folk og din hellige
      By, indtil Overtrædelsen er fuldendt, Syndens Målfuldt,
      Misgerningen sonet, evig Retfærdighed hidført, Syn og Profet
      beseglet og en højhellig Helligdom salvet.
 25.  Og du skal vide og forstå: Fra den Tid Ordet om Jerusalems
      Genrejsning og Opbyggelse udgik, indtil en Salvet, en Fyrste,
      kommer, er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal det
      genrejses og opbygges med Torve og Gader under Tidernes
      Trængsel.
 26.  Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet bortryddes
      uden Dom, og Byen og Helligdommen skal ødelægges tillige med en
      Fyrste. Og Enden kommer med Oversvømmelse, og indtil Enden skal
      der være Krig, den fastsatte Ødelæggelse.
 27.  Og pagten skal ophæves for de mange i een Uge, og i Ugens sidste
      Halvdel skal Slagtoffer og Afgrødeoffer ophøre, og Ødelæggelsens
      Vederstyggelighed skal sættes på det hellige Sted, indtil den
      fastsatte Undergang udøser sig over Ødelæggeren.




 10
  1.  I Perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde
      fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og
      varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede på
      Synet.

  2.  På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre Uger.
  3.  Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og
      jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået.
  4.  Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg ved
      Bredden af den store Flod, det er Hiddekel.
  5.  Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var
      iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om
      Hofterne.
  6.  Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet,
      hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber
      og hans Røst som en larmende Hob.
  7.  Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hos
      mig, så det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede
      og gemte sig,
  8.  så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev der
      ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev
      ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere.
  9.  Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvet
      om med Ansigtet imod Jorden.

 10.  Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæ
      og Hænder.
 11.  Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de
      Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til
      dig,!" Og da han talede således til mig, rejste jeg mig
      skælvende.
 12.  Så sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel, thi straks den første
      Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for
      din Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine
      Ords Skyld.
 13.  Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, da
      kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod
      jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste;
 14.  og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times
      dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om de
      Dage."

 15.  Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtet
      mod Jorden.
 16.  Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mine
      Læber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stod
      for mig: "Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har
      ikke flere kræfter.
 17.  Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje
      Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr
      tilbage i mig!"
 18.  Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede
      mig;
 19.  og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med
      dig, vær trøstig og ved godt Mod!" Og som han talede med mig,
      følte jeg mig styrket og sagde: "Tal, Herre, thi du har styrket
      mig!"
 20.  Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks
      vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg
      er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste.
 21.  Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,
      (kap 11.1) der står som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nu
      kundgøre dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog; 2.a.  ja,
      nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er.



 11
  2.b.  Se, endnu skal der fremstå tre konger i
      Persien, og den fjerde skal komme til større Rigdom end nogen af
      de andre; og når han er blevet mægtig ved sin Rigdom, skal han
      opbyde alt imod det græske Rige.
  3.  Men da fremstår en Heltekonge, og han skal råde med Vælde og
      gøre, hvad han vil.
  4.  Men bedst som han står, skal hans Rige sprænges og deles efter
      de fire Verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans
      Efterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede, men hans
      Rige skal ødelægges og gå over til andre end Efterkommerne.

  5.  Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af hans Fyrster bliver
      stærkere end han og får Magten; og hans Magt skal blive stor.
  6.  Men nogle År senere slutter de Forbund, og Sydens Konges Datter
      drager ind til Nordens Konge for at tilvejebringe Fred; men
      Armens Kraft holder ikke Stand, hans Arm holder ikke ud, men hun
      gives i Døden tillige med sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand.
  7.  I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem af hendes Rødder;
      og han drager mod Nordens konges Hær og trænger ind i hans
      Fæstning, fuldbyrder sin Vilje på dem og bliver mægtig,
  8.  endog deres Guder med deres støbte Billeder og deres kostbare
      Kar, Sølv og Guld, fører han med som Bytte til Ægypten; siden
      skal han en Tid lang lade Nordens Konge i Ro.
  9.  Men denne falder ind i Sydens Konges Rige; dog må han vende hjem
      til sit Land.

 10.  Men hans Søn ruster sig og samler store Hære i Mængde, drager
      frem imod ham og oversvømmer og overskyller Landet. Og han
      kommer igen og trænger frem til hans Fæstning.
 11.  Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til Kamp imod
      Nordens Konge; han stiller en stor Hær på Benene, men den gives
      i Sydens Konges Hånd.
 12.  Når Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte stolt; han strækker
      Titusinder til Jorden, men hævder ikke sin Magt.
 13.  Nordens Konge stiller på ny en Hær på Benene, større end den
      forrige, og nogle År senere drager han imod ham med en stor Hær
      og et vældigt Tros.
 14.  Og i de Tiderer der mange, som gør Oprør imod Sydens Konge. og
      Voldsmændene i dit Folk rejser sig, for at Åbenbaringen kan gå i
      Opfyldelse, men selv falder de.
 15.  Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager en
      Fæstning; og Sydens Arme skal ikke holde ud; hans Hær flygter og
      har ikke Modstands kraft.

 16.  Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen står sig
      imod ham; han sætter sig fast i det herlige Land og bringer
      Ødelæggelse med sig.
 17.  Han oplægger Råd om at komme med hele sit Riges Styrke, men
      slutter Fred med ham og giver ham sin Datter til Ægte til
      Landets Ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke for
      ham.
 18.  Så vender han sig mod Kystlandene og indtager mange, men en
      Hærfører gør Ende på hans Hån; syv Fold gengælder han ham hans
      Hån.
 19.  Derpå vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger, men han
      snubler, falder og forsvinder.
 20.  I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver gennem
      Rigets Herlighed, men på nogle Dage knuses han, dog uden Harm,
      ej heller i Strid.

 21.  I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets Herlighed overdrages
      ham ikke, men han kommer, før nogen aner Uråd, og tilriver sig
      Kongedømmet ved Rænker.
 22.  Hære bortskylles helt foran ham, også en Pagtsfyrste knuses.
 23.  Så snart man har sluttet Forbund med ham, øver han Svig; han
      drager frem og bliver stærk ved en Håndfuld Folk.
 24.  Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og gør, hvad hans
      Fædre eller Fædres Fædre ikke gjorde; Ran, Bytte og Gods strør
      han ud til sine Folk, og mod Fæstninger oplægger han Råd, dog
      kun til en Tid.
 25.  Han opbyder sin kraft og sit Mod mod Sydens Konge og drager ud
      med en stor Hær; og Sydens Konge rykker ud til Strid med en
      overmåde stor og stærk Hær, men kan ikke stå sig, da der smedes
      Rænker imod ham;
 26.  hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær skylles bort, og
      mange dræbes og falder.
 27.  Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords sammen og
      lyver; men det lykkes ikke, thi Enden tøver endnu til den
      fastsatte Tid.
 28.  Da han er på Hjemvejen til sit Land med store Forråd, oplægger
      hans Hjerte Håd mod den hellige Pagt, og han fuldfører det og
      vender hjem til sit Land.

 29.  Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd, men det går ikke
      anden Gang som første;
 30.  kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader sig skræmme og
      vender om; hans Vrede blusser op mod den hellige Pagt, og han
      giver den frit Løb. Så vender han hjem og mærker sig dem, som
      falder fra den hellige Pagt.
 31.  Og hans Hære skal stå der og vanhellige Helligdommen, den faste
      Borg, afskaffe det daglige Offer og rejse Ødelæggelsens
      Vederstyggelighed.
 32.  Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved Smiger til Frafald;
      men de Folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i
      Gerning.
 33.  De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt, men en Tid lang
      bukker de under for Ild og Sværd, Fangenskab og Plyndring.
 34.  Medens de bukker under, får de en ringe Hjælp, og mange slutter
      sig til dem på Skrømt.
 35.  Af de kloge må nogle bukke under, for at der kan renses ud
      iblandt dem, så de sigtes og renses til Endens Tid; thi endnu
      tøver den til den bestemte Tid.


 36.  Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhver
      Gud; mod Gudernes Gud taler han utrolige Ting, og han har Lykken
      med sig, indtil Vreden er omme; thi hvad der er besluttet, det
      sker.
 37.  Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej heller ænser han Kvindernes
      Yndlingsgud eller nogen anden Gud, men hovmoder sig mod dem
      alle.
 38.  I Stedet ærer han Fæstningernes Gud; en Gud, hans Fædre ikke
      kendte, ærer han med Guld, Sølv, Ædelsten og Klenodier.
 39.  I de faste Borge lægger han den fremmede Guds Folk; dem, der
      vedkender sig ham, overøser han med Ære og giver dem Magt over
      mange, og han uddeler Land til Løn.

 40.  Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve Kræfter med ham, og
      Nordens Konge stormer imod ham med Vogne, Ryttere og Skibe i
      Mængde og falder ind i Landene, oversvømmer og overskyller dem.
 41.  Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder falder; men
      følgende skal reddes af hans Bånd: Edom, Moab og en Levning
      Ammoniter.
 42.  Han udrækker sin Hånd mod Landene, og Ægypten undslipper ikke.
 43.  Han bliver Herre over Guld og Sølvskattene og alle Ægyptens
      Klenodier; der er Libyere og Ætiopere i hans Følge.
 44.  Men Rygter fra Øst og Nord forfærder ham, og han drager bort i
      stor Harme for at tilintetgøre mange og lægge Band på dem.
 45.  Han opslår sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, herlige
      Bjerg.  Men han går sin Bane i Møde, og ingen kommer ham til
      Hjælp.




 12
  1.  Til den Tid skal Mikal stå frem, den store fyrste, som værner
      dit Folks Sønner, og en Trængselstid kommer, som hidtil ikke har
      haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til. Men på den Tid
      skal dit Folk frelses, alle, der er optegnet i Bogen.
  2.  Og mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle til
      evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky.
  3.  De forstandige skal stråle som Himmelhvælvingens Glans, og de,
      der førte de mange til Retfærdighed, skal lyse som Stjerner
      evigt og altid.

  4.  Men du, Daniel, sæt Lukke for Ordene og Segl for Bogen til
      Endens Tid!  Mange skal granske i den, og Kundskaben skal blive
      stor."

  5.  Og jeg, Daniel, skuede, og se, der stod to andre hver på sin
      Side af Floden.
  6.  Og den ene spurgte Manden, som bar de linnede Klæder og svævede
      over Flodens Vande: "Hvor længe varer det, før disse sælsomme
      Ting er til Ende?"
  7.  Så hørte jeg Manden i de linnede Klæder, ham, som svævede over
      Flodens Vande, sværge ved ham, som lever evindelig, idet han
      løftede begge Hænder mod Himmelen: "Een Tid, to Tider og en halv
      Tid! Når hans Magt, som knuser det hellige Folk, er til Ende,,
      skal alle disse Ting fuldbyrdes."
  8.  Og jeg hørte det, men fattede det ikke; så spurgte jeg: "Herre
      hvad er det sidste af disse Ting?"
  9.  Og han svarede: "Gå bort, Daniel, thi for Ordene er der sat
      Lukke og Segl til Endens Tid.
 10.  Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler
      gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de
      forstandige.
 11.  Fra den Tid det daglige Offer ophæves og Ødelæggelsens
      Vederstyggelighed rejses, skal der gå 1290 Dage.
 12.  Salig er den, der holder ud og oplever 1335 Dage.
 13.  Men gå du, Enden i Møde, læg dig til Hvile og stå op til din
      Lod, ved Dagenes Ende!