Joel


 1
  1.  Herrens Ord, som kom til Joel, Petuels søn.

  2.  Hør dette, I Ældste, lån Øre, alle, som bor i Landet! Er sligt
      mon sket i eders eller eders Fædres Dage?
  3.  I skal fortælle det til eders Børn, og de igen til deres, og
      deles til næste Slægt.
  4.  Græshoppen åd, hvad Gnaveren levned, Springeren åd, hvad
      Græshoppen levned, Æderen åd, hvad Springeren levned.
  5.  Vågn op, I drukne, og græd; enhver, som drikker Vin, skal jamre
      over Most, der gik tabt for eders. Mund.
  6.  Thi et Folk drog op mod mit Land, vældigt og uden Tal; dets
      Tænder er Løvetænder, det har Kindtænder som en Løvinde.
  7.  Det lagde min Vinstok øde, knækked mit Figentræ, afbarked og
      hærgede det; dets Grene stritter hvide. 8 Klag som sørgeklædt
      Jomfru over sin Ungdoms Brudgom!
  9.  Afgrødeoffer og Drikoffer gik tabt for HERRENs Hus; Præsterne,
      HERRENs Tjenere sørger.
 10.  Marken er ødelagt, Jorden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten
      slog fejl og Olien hentørres.
 11.  Bønder skuffes og Vingårdsmænd jamrer både over Hveden og
      Byggen; thi Markens Høst gik tabt;
 12.  fejl slog Vinstokken, Figentræet tørres; Granatæble, Palme og
      æbletræ, hvert Markens Træ tørres hen. Ja, med Skam veg Glæde
      fra Menneskens Børn:

 13.  Sørg, I Præster i Sæk, I AIterets Tjenere, jamrer! Gå ind og bær
      Sæk i Nat, I, som tjener min Gud! Thi Afgrødeoffer og Drikofer
      unddrages eders Guds Hus.
 14.  Helliger en Faste, udråb festlig Samling, I Ældste, kald alle,
      som bor i Landet, sammen til HERREN eders Guds Hus og råb så til
      HERREN!
 15.  Ak, hvilken Dag! Thi nær er HERRENs Dag, den kommer som Vold fra
      den Vældige.
 16.  Så vi ej Føden gå tabt, vor Guds Hus tømt for Glæde og Jubel?
 17.  Sæden skrumper ind i den klumpede Jord; Lader er nedbrudt,
      Forrådshuse jævnet, thi Kornet er vissent.
 18.  Hvor Kvæget dog stønner! Oksernes Hjorde er skræmte, fordi de
      ikke har Græs; selv Småkvægets Hjorde lider.
 19.  Jeg råber til dig, o HERRE; thi Ild har fortæret Ørkenens
      Græsning, og Luen afsved hvert Markens Træ;
 20.  til dig skriger selv Markens Dyr, thi Bækkenes Lejer er tørre,
      og Ild har fortæret Ørkenens Græsning.




 2
  1.  Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i
      landet skal bæve, thi HERRENs Dag, den kommer;
  2.  ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort,
      et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har
      aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters
      År.
  3.  Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet
      som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.
  4.  At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;
  5.  det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder,
      som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er
      rustet til Strid.
  6.  Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.
  7.  Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver
      går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.
  8.  De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods
      Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster
      sig over Byen,
  9.  stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer
      kommer de som Tyve.
 10.  Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner,
      Stjernerne mister deres Glans.
 11.  Foran sin Stridsmagt løfter HERREN sin Røst, thi såre stor er
      hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er
      HERRENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?

 12.  Selv nu, så lyder det fra HERREN, vend om til mig af ganske
      Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!
 13.  Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HERREN eders
      Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på
      Miskundhed, han angrer det onde.
 14.  Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig,
      Afgrødeoffer og Drikoffer til HERREN eders Gud.
 15.  Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,
 16.  kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles,
      kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud
      af sit Kammer, Brud af sit Telt!
 17.  Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HERRENs Tjenere, græde
      og sige: "HERRE, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til
      Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene:
      Hvor er deres Gud?"

 18.  Og HERREN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.
 19.  Og HERREN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og
      Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder
      til Skændsel iblandt Hedningerne.
 20.  Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud
      i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans
      Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt;
      thi han udførte store Ting.
 21.  Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HERREN har udført
      store Ting.
 22.  Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og
      Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.
 23.  Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HERREN eders Gud! Thi
      han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder Regn,
      Tidligregn og Sildigregn, som før.
 24.  Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over
      med Most og Olie.
 25.  Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og
      Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.
 26.  I skal spise og mættes og love HERREN eders Guds Navn, fordi han
      handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke
      blive til Skamme.
 27.  Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen
      anden er HERREN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive
      til Skamme.




 3
  1.  Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt
      kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle
      skal drømme Drømme og eders unge skue Syner;
  2.  også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de
      Dage.
  3.  Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og
      Røgstøtter.
  4.  Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENs store
      og frygtelige Dag kommer.
  5.  Men enhver, som påkalder HERRENs Navn, skal frelses; thi på
      Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HERREN har
      sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder.

  6.  Thi se, i de Dage og på den Tid, når jeg vender Judas og
      Jerusalems Skæbne,

  7.  samler jeg alle Hedningefolk og fører dem ned i Josafats
      Dal. Der vil jeg holde Rettergang med dem om mit Folk og min
      Arvelod Israel, som de spredte blandt Folkene; og de delte mit
      Land,
  8.  kastede Lod om mit Folk, gav en Dreng for en Skøge og solgte en
      Pige for Vin, som de drak.
  9.  Og desuden, hvad vil I mig, Tyrus og Zidon og alle Filisterlands
      Kredse? Er der noget, I vil gengælde mig, eller vil I gøre mig
      noget? Hastigt og brat lader jeg Gengældelse komme over eders
      Hoved,
 10.  I, som tog mit Sølv og Guld, bortførte mine kostbareste Ting til
      eders Borge
 11.  og solgte Judæerne og Jerusalems Borgere til Grækerne, for at de
      skulde føres langt bort fra deres Hjem.
 12.  Se, jeg vækker dem op fra det Sted, I solgte dem til, og lader
      Gengældelse komme over eders Hoved.
 13.  Jeg sælger eders Sønner og Døtre til Judæerne, og de skal sælge
      dem til Sabæerne, Folket i det fjerne Land, så sandt HERREN har
      talet.

 14.  Råb det ud blandt Folkene, helliger en Krig, væk Heltene op! Lad
      alle våbenføre Mænd komme og drage op!
 15.  Smed eders Plovjern om til Sværd, eders Vingårdsknive til Spyd!
      Svæklingen skal sige: "Jeg er en Helt!"
 16.  Skynd eder og kom, alle Hedningefolk viden om, og saml eder! Før
      dine Helte derned, HERRE!
 17.  Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats Dal; thi
      der vil jeg sidde til Doms over alle Hedningefolk viden om.
 18.  Sving Seglen, thi Høsten er moden; kom og stamp, thi Persekummen
      er fuld!  Persekarrene løber over, thi stor er Folkenes Ondskab.
 19.  Skarer på Skarer i Opgørets Dal! Thi nær er HERRENs Dag i
      Opgørets Dal.
 20.  Sol og Måne sortner, og Stjernerne mister deres Glans.
 21.  HERREN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin Røst;
      Himmelen og Jorden skælver. Men HERREN er Ly for sit Folk og
      Værn for Israels Børn.
 22.  Og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som bor på Zion,
      mit hellige Bjerg. Jerusalem skal blive en Helligdom, og
      fremmede skal ikke mere drage derigennem.

 23.  På hin Dag skal Bjergene dryppe af Most og Højene flyde med
      Mælk; alle Judas Bække skal strømme med Vand, og en kilde skal
      vælde frem fra HERRENs Hus og vande Akaciedalen.
 24.  Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod
      Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod.
 25.  Og Juda skal være beboet evindelig, Jerusalem fra Slægt til
      Slægt.
 26.  Jeg hævner deres Blod, som jeg endnu ikke har hævnet; og HERREN
      bor på Zion.