Jonas


 1
      Jonas Kald og Flugt HERRENs Ord kom til Jonas, Amittajs Søn,
      således:
  2.  "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at
      deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn."

  3.  Men Jonas stod op for at fly fra HERRENs Åsyn til Tarsis. Han
      drog ned til Jafo, og da han fandt et Skib, som skulde til
      Tarsis betalte han, hvad Rejsen kostede, og gik om Bord for at
      sejle med til Tarsis bort fra HERRENs Åsyn.
  4.  Men HERREN Iod et stærkt Vejr fare hen over Havet, og en stærk
      Storm rejste sig på Havet, så Skibet var ved at gå under.
  5.  Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede
      alle Sager i Skibet over Bord for at lette det. Men Jonas var
      gået ned i det underste Skibsrum og lå i dyb Søvn dernede.
  6.  Skibsføreren gik da ned til ham og sagde: "Hvor kan du sove?
      Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i Hu, så vi
      ikke omkommer."

  7.  Så sagde de til hverandre: "Kom, lad os kaste Lod for at få at
      vide, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os!"  Og
      de kastede Lod, og Loddet ramte Jonas.
  8.  Da sagde de til ham: "Sig os, hvem der er Skyld i, at denne
      Ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra?
      Hvilket Land er du fra, og hvilket Folk hører du til?"
  9.  Han svarede: "Jeg er Hebræer, og jeg frygter HERREN, Himmelens
      Gud, som har skabt Havet og det tørre Land."
 10.  Så grebes Mændene af stor Rædsel og sagde til ham: "Hvad har du
      gjort!" Thi de fik at vide, at han flyede fra HERRENs Åsyn; det
      sagde han dem.
 11.  Og de spurgte ham: "Hvad skal vi gøre med dig, så vi får Havet
      til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere."
 12.  Han svarede: "Tag og kast mig i Havet! Så får I det til at lægge
      sig; thi jeg ved, at jeg er Skyld i, at dette stærke Vejr er
      over eder."
 13.  Mændene søgte nu at ro tilbage til Land, men kunde ikke, da Ha-
      vet rejste sig mere og mere imod dem.
 14.  Så råbte de til HERREN; "Ak, HERRE! Lad os ikke omkomme for
      denne Mands Sjæls Skyld og lad ikke uskyldigt Blod komme over
      os; thi det erjo dig, HERRE, derhar gjort, som du vilde." 15
      Derpå tog de Jonas og kastede ham i Havet, og straks lagde det
      sig.
 16.  Og Mændene grebes af stor Rædsel for HERREN, bragte ham et
      Slagtoffer og aflagde Løfter.



 2
      Jonas's Takkesang Men HERREN bød en stor Fisk slugeJonas; og
      Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter.
  2.  Da bad Jonas i Fiskens Bug til HERREN sin Gud

  3.  og sagde: Jeg råbte i Nøden til HERREN, og han svarede mig; jeg
      skreg fra Dødsrigets Skød, og du hørte min Røst.
  4.  Du kasted mig i Dybet midt i Havet, Strømmen omgav mig; alle
      dine Brændinger og Bølger skyllede over mig.
  5.  Jeg tænkte: "Bort er jeg stødt fra dine Øjne, aldrig mer skal
      jeg skue dit hellige Tempel."
  6.  Vandene trued min Sjæl, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit
      Hoved; til Bjergenes Rødder
  7.  steg jeg ned, til Jordens Slåer, de evige Grundvolde; da drog du
      mit Liv op af Graven, HERRE min Gud.
  8.  Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg HERREN i Hu, og min Bøn
      steg op til dig i dit hellige Tempel.
  9.  De, der dyrker det tomme Gøgl, lader Gudsfrygt fare;
 10.  men jeg vil bringe dig Ofre med Lovsangs Toner og indfri de
      Løfter, jeg gav. Hos HERREN er Frelse.

 11.  Så talede HERREN til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre
      Land.



 3
  1.  Jonas i Nineve Men HERRENs Ord kom for anden gang til Jonas
      således:
  2.  "Stå op og gå til Nineve, den store Sfad, og udråb over den,
      hvad jeg tilsiger dig!"
  3.  Så stod Jonas op og gik til Nineve efter HERRENs Ord. Men Nineve
      var selv for Gud en stor By, tte Dagsrejser stor.
  4.  Da nu Jonas var gået den første bagsrejse ind i Byen, råbte han:
      "Om fyrretyve Dage skal Nineve styrtes i Grus!"

  5.  Da troede Folkene i Nineve påGud, og de udråbte en Faste og
      klædte sig i Sæk, både store og små;
  6.  og da Sagen kom Nineves Konge for Øre, stod han op fra sin
      Trone,tog Kappen af, klædte sig i Sæk og satte sig i Støvet,
  7.  og han lod udråbe i Nineve:"Kongen og hans Stormænd
      gørvitterligt: Hverken Folk eller Fæ,Hornkvæg eller Småkvæg, må
      nyde noget, græsse eller drikke Vand;
  8.  men Folk og Fæ skal klædes i Sæk og opløfte et vældigt Skrig til
      Gud og omvende sig, hver fra sin onde Vej og den Uret, som
      hænger ved deres Hænder.
  9.  Måske vil Gud da angre og holde sin glødende Vrede tilbage, så
      vi ikke omkommer."
 10.  Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres
      onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre
      over dem, og gjorde ikke Alvor deraf.



 4
  1.  Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred.
  2.  Så bad han til HERREN og sagde: "Ak, HERRE! Var det ikke det,
      jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg
      også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og
      barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer
      det onde.
  3.  Så tag nu, HERRE, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve."
  4.  Men HERREN sagde: "Er det med Rette; du er vred?"

  5.  Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han
      sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se,
      hvorledes det gik Byen.
  6.  Da bød Gud HERREN en Olieplante skyde op over Jonas og skygge
      over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig
      højligen over den.
  7.  Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten,
      så den visnede;
  8.  og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen
      stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden,
      idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve."

  9.  Men Gud sagde til Jonas: "Er det med Rette, du er vred for
      Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med Rette er jeg så vred,
      at jeg kunde tage min Død derover,"
 10.  Da sagde HERREN: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje
      har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud
      på een Nat.
 11.  Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end
      tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra
      venstre, og meget Kvæg."