Romerne


 1
  1.  Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at
      forkynde Guds Evangelium,
  2.  hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige
      Skrifter,
  3.  om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet,
  4.  kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved
      Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre,
  5.  ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke
      Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld,
  6.  iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede:
  7.  Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være
      med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

  8.  Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi
      eders Tro omtales i den hele Verden.
  9.  Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns
      Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu,
 10.  idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig
      engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder.
 11.  Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder
      nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes,
 12.  det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens
      Tro, både eders og min.
 13.  Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg
      ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg
      bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt
      eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger.
 14.  Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står
      jeg i Gæld.
 15.  således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde
      Evangeliet også for eder, som ere i Rom.
 16.  Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds
      Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og
      for Græker.
 17.  Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er
      skrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro."

 18.  Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og
      Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved
      Uretfærdighed;
 19.  thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud
      har jo åbenbaret dem det.
 20.  Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og
      Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås
      af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning.
 21.  Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke
      som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres
      uforstandige Hjerte blev formørket.
 22.  Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer
 23.  og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i
      Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og
      krybende dyr.

 24.  Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed,
      til at vanære deres Legemer indbyrdes,
 25.  de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente
      Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.
 26.  Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres
      Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige,
 27.  og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden
      og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede
      Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde
      sig, på sig selv.
 28.  Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav
      Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige,
 29.  opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde
      af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed;
 30.  Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige;
      Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre,
 31.  uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige;
 32.  - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der
      øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men
      også give dem, som øve det, deres Bifald.



 2
  1.  Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som
      dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi
      du, som dømmer, øver det samme.
  2.  Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som
      øve sådanne Ting.
  3.  Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og
      selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?
  4.  Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds
      Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
  5.  Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig
      selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag,
  6.  han, som vil betale enhver efter hans Gerninger:
  7.  dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og
      Uforkrænkelighed, et evigt Liv;
  8.  men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men
      adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.
  9.  Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde,
      både en Jødes først og en Grækers;
 10.  men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både
      en Jøde først og en Græker!

 11.  Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud.
 12.  Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes
      uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle
      dømmes ved Loven;
 13.  thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere
      skulle retfærdiggøres
 14.  thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad
      Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov;
 15.  de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres
      Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller
      også forsvare hverandre
 16.  på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit
      Evangelium ved Jesus Kristus.
 17.  Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og
      roser dig af Gud
 18.  og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du
      undervises af Loven,
 19.  og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som
      ere i Mørke,
 20.  uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har
      Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden,
 21.  du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som
      prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!.
 22.  Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du,
      som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran!
 23.  Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af
      Loven!
 24.  Thi "for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne",
      som der er skrevet.

 25.  Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens
      Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud.
 26.  Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans
      Forhud blive regnet som Omskærelse?
 27.  Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme
      dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder.
 28.  Thiikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det
      Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød;
 29.  men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd,
      ikke i Bogstav - hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud,



 3
  1.  Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen?
  2.  Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem
      betroede.
  3.  Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds
      Trofasthed til intet?
  4.  Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske
      er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig
      i dine Ord og vinde, når du går i Rette."
  5.  Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad
      skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin
      Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis).
  6.  Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme
      Verden?
  7.  Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere
      til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder?
  8.  Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som
      nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme
      deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

  9.  Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor
      anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd,
 10.  som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een;
 11.  der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud;
 12.  alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen,
      som øver Godhed, der er end ikke een."
 13.  "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;"
      "der er Slangegift under deres Læber;"
 14.  "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;"
 15.  "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod;
 16.  der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje,
 17.  og Freds Vej have de ikke kendt."
 18.  "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne."
 19.  Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som
      ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden
      blive strafskyldig for Gud,
 20.  efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens
      Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

 21.  Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der
      vidnes af Loven og Profeterne.
 22.  nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og
      over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel.
 23.  Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud,
 24.  og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den
      Forløsning, som er i Kristus Jesus,
 25.  hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for
      at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde
      båret over med de forhen begåede Synder,
 26.  for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han
      kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på
      Jesus.

 27.  Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov?
      Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.
 28.  Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro,
      uden Lovens Gerninger.
 29.  Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo,
      også Hedningers;
 30.  så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og
      uomskårne ved Troen.
 31.  Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej,
      vi hævde Loven.



 4
  1.  Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet
      efter Kødet?
  2.  Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han
      Ros, men ikke for Gud.
  3.  Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev
      regnet ham til Retfærdighed."
  4.  Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men
      som Skyldighed;
  5.  den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som
      retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;
  6.  ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud
      tilregner Retfærdighed uden Gerninger:
  7.  "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere
      skjulte;
  8.  salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."

  9.  Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de
      uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til
      Retfærdighed.
 10.  Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller
      da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde
      Forhud.
 11.  Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens
      Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde
      være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at
      Retfærdighed kan blive dem tilregnet,
 12.  og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse,
      men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde
      som uomskåren.

 13.  Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at
      han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.
 14.  Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen
      bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.
 15.  Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller
      ikke Overtrædelse.
 16.  Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at
      Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af
      Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til
      os alle
 17.  (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags
      Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de
      døde og kalder det, der ikke er, som om det var.
 18.  Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange
      Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd
      være;"
 19.  og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede
      udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras
      Moderliv var udlevet;
 20.  men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev
      han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære
 21.  og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig
      til også at gøre.
 22.  Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.
 23.  Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham
      tilregnet,
 24.  men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på
      ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,
 25.  ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst
      for vor Retfærdiggørelses Skyld.



 5
  1.  Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre
      Jesus Krist,
  2.  ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde,
      hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;
  3.  ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi
      vide, at Trængselen virker Udholdenhed,
  4.  men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb,
  5.  men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore
      Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.
  6.  Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den
      bestemte Tid for ugudelige.
  7.  Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig - for den gode var
      der jo måske nogen, som tog sig på at dø -,
  8.  men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde
      for os, medens vi endnu vare Syndere.
  9.  Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne
      retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
 10.  Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans
      Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne
      forligte, frelses ved hans Liv,
 11.  ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved
      vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.

 12.  Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og
      Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle
      Mennesker, efterdi de syndede alle
 13.  thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke.
      hvor der ikke er Lov;
 14.  dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke
      syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et
      Forbillede på den, der skulde komme.
 15.  Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde
      de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven
      i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til
      de mange.
 16.  Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen
      blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra
      mange Fald til Retfærdiggørelse.
 17.  Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da
      skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og
      Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.
 18.  Altså, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til
      Fordømmelse, således også ved eens Retfærdighed for alle
      Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv.
 19.  Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til
      Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til
      retfærdige.

 20.  Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor
      Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes,
 21.  for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden
      skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus
      Kristus, vor Herre.



 6
  1.  Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at
      Nåden kunde blive desto større?
  2.  Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes
      skulle vi endnu leve i den?
  3.  Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus
      Jesus, bleve døbte til hans Død?
  4.  Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at,
      ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed,
      således også vi skulle vandre i et nyt Levned.
  5.  Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede,
      skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses,
  6.  idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet
      med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi
      ikke mere skulde tjene Synden.
  7.  Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.
  8.  Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle
      leve med ham,
  9.  efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde,
      ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham.
 10.  Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han
      lever, lever han for Gud.
 11.  Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men
      levende for Gud i Kristus Jesus.
 12.  Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde
      dets Begæringer;
 13.  fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds
      Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra
      døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben
      for Gud.
 14.  Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men
      under Nåde.

 15.  Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under
      Nåde? Det være langt fra!
 16.  Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til
      Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til
      Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?
 17.  Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve
      af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve
      overgivne.
 18.  Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.
 19.  Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds
      Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som
      Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således
      fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til
      Helliggørelse!
 20.  Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for
      Retfærdigheden.
 21.  Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme
      eder; Enden derpå er jo Død.
 22.  Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds
      Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå
      et evigt Liv;
 23.  thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i
      Kristus Jesus, vor Herre.



 7
  1.  Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som
      kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han
      lever?
  2.  Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han
      lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.
  3.  Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden
      Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra
      den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden
      Mands.
  4.  Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi
      Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst
      fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.
  5.  Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes
      ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,
  6.  Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det,
      hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke
      i Bogstavens gamle Væsen.

  7.  Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men
      jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke
      Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære."
  8.  Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i
      mig; thi uden Lov er Synden død.
  9.  Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden
      op;
 10.  men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive
      mig til Død;
 11.  thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og
      dræbte mig ved det.
 12.  Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og
      godt.
 13.  Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden
      blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det
      gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive
      overvættes syndig.
 14.  Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt
      under Synden.
 15.  Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg
      vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg.
 16.  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven
      i, at den er god.
 17.  Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som
      bor i mig.
 18.  Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke
      godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg
      ikke;
 19.  thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som
      jeg ikke vil, det øver jeg.
 20.  Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere
      mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
 21.  Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det
      onde ligger mig for Hånden
 22.  Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske;
 23.  men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit
      Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine
      Lemmer.
 24.  Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens
      Legeme?
 25.  Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener
      med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.



 8
  1.  Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus
      Jesus.
  2.  Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og
      Dødens Lov.
  3.  Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved
      Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt
      Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i
      Kødet,
  4.  for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter
      Kødet, men efter Ånden.
  5.  Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men
      de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.
  6.  Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,
  7.  efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds
      Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.
  8.  Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.
  9.  I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor
      i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke
      til.
 10.  Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at
      Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.
 11.  Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da
      skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også
      eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

 12.  Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde
      leve efter Kødet;
 13.  thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved
      Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.
 14.  Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.
 15.  I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge
      en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!
 16.  Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.
 17.  Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og
      Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at
      herliggøres med ham.

 18.  Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at
      regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os.
 19.  Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse.
 20.  Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin
      Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder,
 21.  med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra
      Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.
 22.  Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen
      i Veer indtil nu.
 23.  Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens
      Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en
      Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning.
 24.  Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et
      Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det?
 25.  Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med
      Udholdenhed.
 26.  Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi
      vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden
      selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.
 27.  Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at
      den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

 28.  Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske
      Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.
 29.  Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive
      ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være
      førstefødt iblandt mange Brødre.
 30.  Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han
      kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han
      retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

 31.  Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da
      være imod os?
 32.  Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os
      alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle
      Ting?
 33.  Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.
 34.  Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja,
      meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også
      går i Forbøn for os.
 35.  Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller
      Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare
      eller Sværd?
 36.  som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi
      bleve regnede som Slagtefår."
 37.  Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.
 38.  Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller
      Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller
      Kræfter
 39.  eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal
      kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.



 9
  1.  Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed
      vidner med mig i den Helligånd,
  2.  at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
  3.  Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste
      for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
  4.  de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden
      og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne
      tilhøre,
  5.  hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han,
      som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.

  6.  Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme
      fra Israel, ere Israel;
  7.  ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I
      Isak skal en Sæd få Navn efter dig."
  8.  Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens
      Børn regnes for Sæd.
  9.  Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme,
      så skal Sara have en Søn."
 10.  Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka,
      da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
 11.  Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt
      eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde
      stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der
      kalder,
 12.  sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,""
 13.  som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."

 14.  Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det
      være langt fra!
 15.  Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den,
      hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg
      forbarmer mig over."
 16.  Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som
      løber, men til Gud, som er barmhjertig.
 17.  Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå,
      for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde
      forkyndes på hele Jorden."
 18.  Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder
      den, som han vil.

 19.  Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem
      står hans Villie imod?
 20.  Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud?
      mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det:
      Hvorfor gjorde du mig således?
 21.  Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme
      Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
 22.  Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre
      sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare
      beredte til Fortabelse,
 23.  også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over
      Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
 24.  Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af
      Hedninger,
 25.  som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil
      jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den
      elskede;
 26.  og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I
      ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn."
 27.  Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var
      som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses.
 28.  Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han
      fuldbyrde det på Jorden."
 29.  Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke
      havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte
      lige med Gomorra."

 30.  Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter
      Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro;
 31.  men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke
      til en sådan Lov.
 32.  Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De
      stødte an på Anstødsstenen,
 33.  som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en
      Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til
      Skamme."



 10
  1.  Brødre!mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres
      Frelse.
  2.  Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud,
      men ikke med Forstand;
  3.  thi da de ikke kendte Guds. Retfærdighed og tragtede efter at
      opstille deres egen Retfærdighed, så bøjede de sig ikke under
      Guds Retfærdighed.

  4.  Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som
      tror.
  5.  Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der
      er af Loven, skal leve ved den.
  6.  Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte:
      Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned;
  7.  eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente
      Kristus op fra de døde.
  8.  Men hvad,siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit
      Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike.
  9.  Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i
      dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive
      frelst.
 10.  Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden
      bekender man til Frelse.
 11.  Skriften siger jo: "Hver den, som tror på ham, skal ikke blive
      til Skamme."
 12.  Thi der er ikke Forskel på Jøde og Græker; thi den samme er
      alles Herre, rig nok for alle dem, som påkalde ham.
 13.  Thi hver den, som påkalder Herrens Navn, skal blive frelst.

 14.  Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet?
      og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og
      hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker?
 15.  og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte?
      Som der er skrevet: "Hvor dejlige. ere deres Fødder, som
      forkynde godt Budskab."
 16.  Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: "Herre! hvem
      troede det, (han hørte af os?")
 17.  Altså kommer Troen af det. som høres, men det, som høres, kommer
      igennem Kristi Ord.
 18.  Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, "over hele Jorden er
      deres Røst udgået og til Jorderiges Grænser deres Ord."
 19.  Men jeg siger: Har Israel ikke forstået det? Først siger Moses:
      "Jeg vil gøre eder nidkære på et Folk, som ikke er et Folk, imod
      et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder."
 20.  Men Esajas drister sig til at sige: "Jeg blev funden af dem, som
      ikke søgte mig; jeg blev åbenbar for dem. som ikke spurgte efter
      mig."
 21.  Men om Israel siger han: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder
      imod et ulydigt og genstridigt Folk."



 11
  1.  Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra!
      Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.
  2.  Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide
      I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han
      træder frem for Gud imod Israel, sigende:
  3.  "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de
      nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe
      mit Liv."
  4.  Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet
      mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål."
  5.  Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som
      et Nådes-Udvalg.
  6.  Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers
      bliver Nåden ikke mere Nåde.
  7.  Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men
      Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede,
  8.  som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke
      at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag."
  9.  Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til
      Anstød og til Gengældelse for dem;
 10.  deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres
      Ryg!"

 11.  Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det
      være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til
      Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed.
 12.  Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er
      Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
 13.  Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er
      Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,
 14.  om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle
      af dem.
 15.  Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver
      da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?

 16.  Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og
      dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også.
 17.  Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild
      Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i
      Olietræets Rod og Fedme,
 18.  da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer
      jo ikke du Roden, men Roden dig.
 19.  Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive
      indpodet.
 20.  Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din
      Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
 21.  Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke
      spare dig.
 22.  Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der
      Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans
      Godhed; ellers skal også du afhugges.
 23.  Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen;
      thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
 24.  Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af
      Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor
      meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de
      af Natur tilhøre!

 25.  Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne
      Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne
      Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil
      Hedningernes Fylde er gået ind;
 26.  og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion
      skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob;
 27.  og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder."
 28.  Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter
      Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld;
 29.  thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
 30.  Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik
      Barmhjertighed ved disses Ulydighed,
 31.  således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få
      Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til
      Del.
 32.  Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde
      forbarme sig over alle.
 33.  O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige
      ere hans Domme, og hans Veje usporlige!
 34.  Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver?
 35.  eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld
      derfor?
 36.  Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i
      Evighed! Amen.



 12
  1.  Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at
      fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud
      velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse.
  2.  Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder
      forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er
      Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.

  3.  Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt
      eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør
      tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver
      Troens Mål.
  4.  Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne
      ikke alle have den samme Gerning,
  5.  således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig
      hverandres Lemmer.
  6.  Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er
      given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold
      til vor Tro;
  7.  eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om
      nogen lærer, på Lærergerningen;
  8.  eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre
      det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver;
      den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde!

  9.  Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til
      det gode;
 10.  værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne;
      forekommer hverandre i at vise Ærbødighed!
 11.  Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener
      Herren;
 12.  værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i
      Bønnen!
 13.  Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på
      Gæstfrihed!
 14.  Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke!
 15.  Glæder eder med de glade, og græder med de grædende!
 16.  Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men
      holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker!
 17.  Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er
      godt for alle Menneskers Åsyn!
 18.  Dersom det er muligt - såvidt det står til eder - da holder Fred
      med alle Mennesker:
 19.  Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der
      er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger
      Herren."
 20.  Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster,
      giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul
      på hans Hoved.
 21.  Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med
      det gode!



 13
  1.  Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er
      ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud,
  2.  så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning;
      men de, som modstå, skulle få deres Dom.
  3.  Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for
      den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det
      gode, og du skal få Ros af den.
  4.  Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det
      onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er
      nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det
      onde.
  5.  Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for
      Straffens Skyld, men også for Samvittighedens.
  6.  Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som
      just tage Vare på dette.
  7.  Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat
      skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den,
      som Ære, Ære.

  8.  Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi
      den, som elsker den anden, har opfyldt Loven.
  9.  Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må
      ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er,
      det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig
      selv,"
 10.  Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden
      Lovens Fylde.

 11.  Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I
      skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi
      bleve troende.
 12.  Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor
      aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben;
 13.  lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik,
      ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind;
 14.  men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg
      for Kødet, så Begæringer vækkes!



 14
  1.  Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke
      hans Meninger!
  2.  En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun
      Urter.
  3.  Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den,
      som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har
      taget sig af ham.
  4.  Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står
      eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er
      mægtig til at lade ham stå.
  5.  En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage
      lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind!
  6.  Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den,
      som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som
      ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud.
  7.  Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;
  8.  thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for
      Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens.
  9.  Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske
      både over døde og levende.
 10.  Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor
      ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds
      Domstol.
 11.  Thi der er skrevet: "Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig
      skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud."
 12.  Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.

 13.  Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere
      dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse.
 14.  Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig
      selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det
      urent.
 15.  Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du
      ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse,
      for hvis Skyld Kristus er død.
 16.  Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet!
 17.  Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i
      Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd.
 18.  Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og
      tækkelig for Menneskene.
 19.  Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og
      indbyrdes Opbyggelse!
 20.  Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det
      er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød.
 21.  Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at
      gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød.
 22.  Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som
      ikke dømmer sig selv i det, som han vælger.
 23.  Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det
      ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.



 15
  1.  Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og
      ikke være os selv til Behag.
  2.  Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til
      Opbyggelse.
  3.  Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er
      skrevet: "Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig."
  4.  Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor
      Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og
      Skrifternes Trøst.
  5.  Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige
      indbyrdes, som Kristus Jesus vil det,
  6.  for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres
      Jesu Kristi Fader.
  7.  Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget
      sig af os, til Guds Ære.
  8.  Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for
      Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til
      Fædrene;
  9.  men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds
      Skyld, som der er skrevet: "Derfor vil jeg bekende dig iblandt
      Hedninger og lovsynge dit Navn,"
 10.  Og atter siges der: "Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!"
 11.  Og atter: "Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle
      prise ham."
 12.  Og atter siger Esajas: "Komme skal Isajs Rodskud og han, der
      rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger
      håbe."
 13.  Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for
      at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft!

 14.  Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I
      også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand
      til også at påminde hverandre.
 15.  Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at
      påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud
 16.  til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der
      som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive
      et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd.
 17.  Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud.
 18.  Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som
      Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers
      Lydighed, ved Ord og Handling,
 19.  ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at
      jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til
      fulde forkyndt Kristi Evangelium;
 20.  dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke
      der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg,ikke skal bygge på en
      andens Grundvold,
 21.  men, som der er skrevet: "De, for hvem der ikke blev kundgjort
      om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå."

 22.  Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme
      til eder.
 23.  Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har
      haft Længsel efter at komme til eder,
 24.  vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg
      håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret
      derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos
      eder.
 25.  Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige.
 26.  Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et
      Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem.
 27.  De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi
      ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere
      de også skyldige at tjene dem med de timelige.
 28.  Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem,
      vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien.
 29.  Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med
      Kristi Velsignelses Fylde.

 30.  Men jeg formaner eder,Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved
      Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig
      til Gud,
 31.  for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde
      til Jerusalem må blive de hellige kærkomment,
 32.  for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og
      vederkvæges med eder.
 33.  Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.



 16
  1.  Men jeg anbefaler eder Føbe, vor Søster, som er Tjenerinde ved
      Menighed i Kenkreæ,
  2.  for at I må modtage hende i Herren, som det sømmer sig de
      hellige, og yde hende Bistand, i hvad som helst hun måtte trænge
      til eder; thi også hun har været en Hjælperske for mange og for
      mig selv med.
  3.  Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus,
  4.  som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke
      alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder;
  5.  og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede,
      som er Asiens Førstegrøde for Kristus.
  6.  Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder.
  7.  Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som
      jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i
      Kristus før mig.
  8.  Hilser Ampliatus, min elskede i Herren!
  9.  Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min
      elskede!
 10.  Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af
      Aristobulus's Hus.
 11.  Hilser Herodion, min Frænde! Hilser dem af Narkissus's Hus, som
      ere i Herren.
 12.  Hilser Tryfæna og Tryfosa, som arbejde i Herren. Hilser; Persis,
      den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren.
 13.  Hilser Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder!
 14.  Hilser Asynkritus,Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene
      hos dem!
 15.  Hilser Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og
      alle de hellige hos dem!
 16.  Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder
      hilse eder!

 17.  Men jeg formaner eder, Brødre! til at give Agt på dem, som volde
      Splittelseme og Forargelseme tvært imod den Lære, som I have
      lært, og viger bort fra dem!
 18.  Thi sådanne tjene ikke vor Herre Kristus, men deres egen Bug, og
      ved søde Ord og skøn Tale forføre de troskyldiges Hjerter.
 19.  Eders Lydighed er jo kommen alle for Øre; derfor glæder jeg mig
      over eder. Men jeg vil, at I skulle være vise med Hensyn til det
      gode og enfoldige med Hensyn til det onde.
 20.  Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders
      Fødder. Vore Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!

 21.  Timotheus, min Medarbejder, og Lukius og Jason og Sosipater,
      mine Frænder, hilse eder.
 22.  Jeg,Tertius, som har nedskrevet dette Brev, hilser eder i
      Herren.
 23.  Kajus, min og den hele Menigheds Vært, hilser eder. Erastus,
      Stadens Rentemester, hilser eder, og Broderen Kvartus.

 24.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle! Amen.)
 25.  Men ham, som kan styrke eder i mit Evangelium og Forkyndelsen af
      Jesus Kristus, i Overensstemmelse med Åbenbarelse af en
      Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider,
 26.  men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den
      evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne til
      TrosLydighed:
 27.  Den ene vise Gud ved Jesus Kristus, ham være Ære i Evigheders
      Evighed! Amen.