2.Korinterne


 1
  1.  Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen
      Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle
      de hellige, som ere i hele Akaja:
  2.  Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
      Kristus!

  3.  Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader,
      Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,
  4.  som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste
      dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi
      selv trøstes af Gud!
  5.  Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således
      bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus.
  6.  Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og
      Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser
      sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide;
      og vort Håb om eder er fast,
  7.  efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne,
      således ere I det også i Trøsten.
  8.  Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den
      Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes
      besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet.
  9.  Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi
      ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de
      døde,
 10.  han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til
      hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os,
 11.  idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra
      mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som
      er bevist os.

 12.  Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds
      Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have
      vi færdedes i Verden, men mest hos eder.
 13.  Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også
      erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende,
 14.  ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros,
      ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag.
 15.  Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder,
      for at I skulde få Nåde to Gange,
 16.  og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at
      komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa.
 17.  Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i
      Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter
      Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej?
 18.  Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej.
 19.  Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved
      os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej,
      men Ja er vorden i ham.
 20.  Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja;
      derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os.
 21.  Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os,
      er Gud,
 22.  som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter.
 23.  Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at
      skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth.
 24.  Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på
      eders Glæde; thi i Troen stå I.



 2
  1.  Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter
      komme til eder med Bedrøvelse.
  2.  Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad,
      uden den, som bedrøves af mig?
  3.  Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde
      have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg
      havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle.
  4.  Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder
      til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede,
      men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til
      eder.

  5.  Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet
      mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle.
  6.  Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de
      fleste,
  7.  så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at
      han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse.
  8.  Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed.
  9.  Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor
      vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt.
 10.  Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad
      jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg
      gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn,
 11.  for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os
      ikke ubekendte.

 12.  Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der
      var åbnet mig en Dør i Herren,
 13.  da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min
      Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien.
 14.  Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og
      lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted.
 15.  Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses,
      og iblandt dem, som fortabes,
 16.  for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til
      Liv.  Og hvem er dygtig dertil?
 17.  Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds
      Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i
      Kristus.



 3
  1.  Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som
      nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder?
  2.  I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes
      og læses af alle Mennesker,
  3.  idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev,
      udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende
      Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.

  4.  Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus,
  5.  ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af
      os selv; men vor Dygtighed er af Gud,
  6.  som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke
      Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden
      levendegør.
  7.  Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten,
      fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet
      på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog
      forsvandt,
  8.  hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i
      Herlighed?
  9.  Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere
      Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed.
 10.  Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i
      Sammenligning med den endnu større Herlighed.
 11.  Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal
      meget mere det, der bliver, være i Herlighed.
 12.  Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor
      Frimodighed
 13.  og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for
      at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der
      forsvandt, fik Ende.
 14.  Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag
      forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt
      uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder.
 15.  Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når
      Moses oplæses;
 16.  når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket.
 17.  Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed.
 18.  Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som
      i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra
      Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.



 4
  1.  Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som
      er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet;
  2.  men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre
      i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens
      Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for
      Guds Åsyn.
  3.  Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket
      iblandt dem, som fortabes,
  4.  dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker,
      for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi
      Herlighed, han, som er Guds Billede.
  5.  Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os
      derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld.
  6.  Thi Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har
      ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om
      Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset.

  7.  Men denne Skat have vi i Lerkar, for at den overvættes Kraft må
      være Guds, og ikke fra os,
  8.  vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, ere
      tvivlrådige, men ikke fortvivlede,
  9.  forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne,
 10.  altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må
      åbenbares i vort Legeme.
 11.  Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at
      også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød.
 12.  Således er Døden virksom i os, men Livet i eder!

 13.  Men efterdi vi have den samme Troens Ånd, som der er skrevet:
      "Jeg troede, derfor talte jeg," så tro også vi, og derfor tale
      vi også,
 14.  idet vi vide, at han, som oprejste den Herre Jesus, skal også
      oprejse os med Jesus og fremstille os tillige med eder.
 15.  Thi det sker alt sammen for eders Skyld, for at Nåden må vokse
      ved at nå til flere, og til Guds Ære forøge Taksigelsen.
 16.  Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske
      fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag.
 17.  Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al
      Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed,
 18.  idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de
      synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.



 5
  1.  Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi
      en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en
      evig i Himlene.
  2.  Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med
      vor Bolig fra Himmelen,
  3.  så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne.
  4.  Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke
      ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive
      opslugt af Livet.
  5.  Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav
      os Åndens Pant.
  6.  Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i
      Legemet, ere vi borte fra Herren
  7.  thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse
  8.  ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra
      Legemet og være hjemme hos Herren.
  9.  Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller
      borte, at være ham velbehagelige.
 10.  Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan
      få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har
      øvet, enten godt eller ondt.

 11.  Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde
      Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi
      også ere åbenbare for eders Samvittigheder.
 12.  Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder
      Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at
      svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet.
 13.  Thi når vi "bleve afsindige"; var det for Guds Skyld, og når vi
      ere besindige, er det for eders Skyld.
 14.  Thi Kristi Kærlighed tvinger os,
 15.  idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de
      alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere
      skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for
      dem.
 16.  Således vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi også
      have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu.
 17.  Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det
      gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt!
 18.  Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved
      Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste,
 19.  efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig
      selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har
      nedlagt Forligelsens Ord i os.
 20.  Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os;
      vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud!
 21.  Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at
      vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.



 6
  1.  Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må
      have modtaget Guds Nåde;
  2.  (han siger jo: "På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en
      Frelsens Dag hjalp jeg dig." Se, nu er det en velbehagelig Tid,
      se, nu er det en Frelsens Dag;)
  3.  og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke
      skal blive lastet;
  4.  men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor
      Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster,
  5.  under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i
      Nattevågen, i Faste,
  6.  ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed,
      ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed,
  7.  ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både
      til Angreb og Forsvar;
  8.  ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere
      og dog sanddru;
  9.  som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som
      de, der tugtes, dog ikke til Døde;
 10.  som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange
      rige; som de, der intet have, og dog eje alt.
 11.  Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er
      udvidet.
 12.  I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders
      Hjerter.
 13.  Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I
      udvide eders Hjerter!

 14.  Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har
      Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke?
 15.  Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad
      Delagtighed har en troende med en vantro?
 16.  Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den
      levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre
      iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit
      Folk."
 17.  "Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren,
      og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,"
 18.  "og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og
      Døtre, siger Herren, den Almægtige."  (Kap. 7.) 1 Derfor,
      efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense
      os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre
      Hellighed i Guds Frygt!



 7
  2.  Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen
      bedraget.
  3.  Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at
      I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen.
  4.  Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af
      eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al
      vor Trængsel.
  5.  Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men
      vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster.
  6.  Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved
      Titus's Komme;
  7.  dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed
      han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders
      Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede
      mig end mere.

  8.  Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det
      ikke.  Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev,
      ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, -
  9.  så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over,
      at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter
      Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os.
 10.  Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse
      til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker
      Død.
 11.  Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor
      stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja
      Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde
      beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
 12.  Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som
      gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for
      at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds
      Åsyn.

 13.  Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end
      yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået
      Vederkvægelse fra eder alle.
 14.  Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke
      bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed
      til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed.
 15.  Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes
      Lydigheden hos eder alle,hvorledes I modtoge ham med Frygt og
      Bæven.
 16.  Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.



 8
  1.  Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i
      Makedoniens Menigheder,
  2.  at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde
      og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds
      Rigdom.
  3.  Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen
      Drift,
  4.  idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage
      Del i Hjælpen til de hellige,
  5.  og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og
      fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie,
  6.  så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt,
      således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave.
  7.  Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al
      Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i
      denne Gave!
  8.  Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at
      prøve også eders Kærligheds Ægthed.
  9.  I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld
      blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde
      blive rige.
 10.  Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder
      gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke
      alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil.
 11.  Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare
      redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders
      Evne.
 12.  Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter,
      hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner.
 13.  Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I
      Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders
      Overflod komme hines Trang til Hjælp,
 14.  for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for
      at der kan blive Ligelighed,
 15.  som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget,
      og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."

 16.  Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's
      Hjerte!
 17.  Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig,
      så er det af egen Drift, at han rejser til eder.
 18.  Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går
      igennem alle Menighederne,
 19.  og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til
      at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at
      fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed,
 20.  idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning
      af denne rige Hjælp, som besørges af os;
 21.  thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men
      også i Menneskers Øjne.
 22.  Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i
      mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund
      af sin støre Tillid til eder.
 23.  Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder,
      og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi
      Ære.
 24.  Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders
      Kærlighed og for det, vi have rost eder for.



 9
  1.  Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til
      eder;
  2.  jeg kend eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos
      Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt;
      og eders Nidkærhed æggede de fleste.
  3.  Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke
      ikke skal vise sig tom, og for at I.som jeg sagde, må være
      beredte.
  4.  for at ikke, når der kommer Makedoniere med mig, og de finder
      eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til
      Skamme med denne Tillidsfuldhed.
  5.  Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til
      at gå i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede
      Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og
      ikke som Karrighed.
  6.  Men dette siger jeg: Den, som sår sparsomt, skal også høste
      sparsomt, og den, som sår med Velsignelser, skal også høste med
      Velsignelser.
  7.  Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke
      fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.
  8.  Men Gud er mægtig til at lade al Nåde rigeligt tilflyde eder,
      for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have
      rigeligt til al god Gerning,
  9.  som der er skrevet: "Han spredte ud, han gav de fattige, hans
      Retfærdighed bliver til evig Tid."
 10.  Men han, som giver "Sædemanden Sæd og Brød til at spise," han
      vil også skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders
      Retfærdigheds Frugter Vækst,
 11.  så I blive rige i alle Måder til al Gavmildhed, hvilken igennem
      os virker Taksigelse til Gud.
 12.  Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges
      Trang, men giver også et Overskud ved manges Taksigelser til
      Gud,
 13.  når de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til
      at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi
      Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med
      alle,
 14.  også ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder på Grund
      af Guds overvættes Nåde imod eder.
 15.  Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!



 10
  1.  Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og
      Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men
      fraværende er modig over for eder",
  2.  ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med
      den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod
      nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.
  3.  Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet;
  4.  thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til
      Fæstningers Nedbrydelse,
  5.  idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig
      imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til
      Lydighed imod Kristus
  6.  og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er
      bleven fuldkommen.
  7.  Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre
      Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han
      hører Kristus til, således gøre vi det også.
  8.  Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som
      Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders
      Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,
  9.  for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;
 10.  thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans
      legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.
 11.  En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved
      Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.

 12.  Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne
      os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de
      ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig
      selv.
 13.  Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter
      Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå
      også til eder.
 14.  Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder;
      vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium,
 15.  så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men
      have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive
      store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre
 16.  og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os
      inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.
 17.  Men den, som roser sig, rose sig af Herren!
 18.  Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem
      Herren anbefaler.



 11
  1.  Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det
      Jo nok.
  2.  Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo
      trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for
      Kristus.
  3.  Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin
      Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det
      oprigtige Sindelag over for Kristus.
  4.  Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke
      prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller
      et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt
      finde eder deri.
  5.  Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store
      Apostle.
  6.  Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab;
      tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i
      alle Stykker.

  7.  Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde
      ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet?
  8.  Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at
      tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i
      Trang, faldt jeg ingen til Byrde;
  9.  thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i
      alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder.
 10.  Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke
      fratages mig i Akajas Egne.
 11.  Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det.
 12.  Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan
      afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os
      lige i det, hvoraf de rose sig.
 13.  Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage
      sig Skikkelse af Kristi Apostle.
 14.  Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af
      en Lysets Engel.
 15.  Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig
      Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være
      efter deres Gerninger.

 16.  Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal
      være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose
      mig en Smule.
 17.  Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i
      Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig.
 18.  Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose
      mig.
 19.  Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge.
 20.  I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder
      eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen
      slår eder i Ansigtet.
 21.  Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men
      hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser
      også jeg.
 22.  Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de
      Abrahams Sæd? Jeg også.
 23.  Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg
      har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag,
      været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare.
 24.  Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet.
 25.  Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har
      jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet;
 26.  ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i
      Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer
      i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre;
 27.  i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst,
      ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed;
 28.  foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen
      for alle Menighederne.
 29.  Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver
      forarget, uden at det brænder i mig?
 30.  Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min
      Magtesløshed.
 31.  Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at
      jeg ikke lyver.
 32.  I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad
      bevogtet for at gribe mig;
 33.  men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og
      undflyede af hans Hænder.



 12
  1.  Rose mig må jeg Gavnligt er det vel ikke; men jeg vil komme til
      Syner og Åbenbarelser fra Herren.
  2.  Jeg kender et Menneske i Kristus, som for fjorten År siden om
      han var i Legemet, det ved jeg ikke, eller uden for Legemet, det
      ved jeg ikke, Gud ved det blev bortrykket indtil den tredje
      Himmel.
  3.  Og jeg ved, at dette Menneske (om han var i Legemet, eller uden
      Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det),
  4.  at han blev bortrykket ind i Paradiset, og hørte uudsigelige
      Ord, som det ikke er et Menneske tilladt at udtale.
  5.  Af en sådan vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose
      mig, uden af min Magtesløshed.
  6.  Thi vel bliver jeg ikke en Dåre, om jeg vilde rose mig; thi det
      vil være Sandhed, jeg siger; men jeg afholder mig derfra, for at
      ingen skal tænke højere om mig, end hvad han ser mig være, eller
      hvad han hører af mig.
  7.  Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de høje Åbenbarelser,
      blev der givet mig en Torn i Kødet, en Satans Engel, for at han
      skulde slå mig i Ansigtet, for at jeg ikke skulde hovmode mig.
  8.  Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han måtte vige fra mig;
  9.  og han har sagt mig: "Min Nåde er dig nok; thi Kraften
      fuldkommes i Magtesløshed." Allerhelst vil jeg derfor rose mig
      af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig.
 10.  Derfor er jeg veltilfreds under Magtesløshed, under Overlast,
      under Nød, under Forfølgelser, under Angster for Kristi Skyld;
      thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.

 11.  Jeg er bleven en Dåre. I tvang mig dertil. Jeg burde jo
      anbefales af eder; thi jeg har ikke stået tilbage i noget for de
      såre store Apostle, om jeg end, intet er.
 12.  En Apostels Tegn bleve jo udførte, iblandt eder under
      Udholdenhed, ved Tegn og Undere og kraftige Gerninger.
 13.  Thi hvad er det vel, hvori I bleve stillede ringere end de andre
      Menigheder; uden at jeg ikke selv faldt eder til Byrde? Tilgiver
      mig denne Uret!
 14.  Se, dette er nu tredje Gang, jeg står rede til at komme til
      eder, og jeg vil ikke falde til Byrde; thi jeg søger ikke eders
      Gods, men eder selv, thi Børnene skulle ikke samle sammen til
      Forældrene, men Forældrene til Børnene.
 15.  Men jeg vil med Glæde gøre Opofrelser ja, opofres for eders
      Sjæle.  Mon jeg, når jeg elsker eder højere, elskes mindre?
 16.  Men lad så være, at jeg ikke har været eder til Byrde, men jeg
      var træsk og fangede eder med List!
 17.  Har jeg da gjort mig Fordel af eder ved nogen af dem, jeg har
      sendt til eder?
 18.  Jeg opfordrede Titus og sendte Broderen med; har Titus da gjort
      sig nogen Fordel af eder? Vandrede vi ikke i den samme Ånd, i de
      samme Fodspor?

 19.  Alt længe have I ment, at vi forsvare os for eder. Nej, for Guds
      Åsyn tale vi i Kristus. Men det sker alt sammen, I elskede, for
      eders Opbyggelses Skyld.
 20.  Thi jeg frygter for, at, når jeg kommer, jeg da måske ikke skal
      finde eder sådanne, som jeg ønsker, og at jeg skal findes af
      eder sådan, som I ikke ønske; at der skal være Kiv, Nid,
      Hidsighed, Rænker, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed,
      Klammerier,
 21.  at min Gud, når jeg kommer igen, skal ydmyge mig i Anledning af
      eder, og jeg skal sørge over mange af dem, som forhen have
      syndet og ikke have omvendt sig fra den Urenhed og Utugt og
      Uterlighed, som de bedreve.



 13
  1.  Det er nu tredje Gang, jeg kommer til eder. På to og tre Vidners
      Mund skal enhver Sag stå fast.
  2.  Jeg har sagt det forud og siger det forud, ligesom da jeg anden
      Gang var nærværende, således også nu fraværende til dem, som
      forhen have syndet, og til alle de øvrige, at, om jeg kommer
      igen, vil jeg ikke skåne,
  3.  efterdi I fordre Bevis på, at Kristus taler i mig, han, som ikke
      er magtesløs over for eder, men er stærk iblandt eder.
  4.  Thi vel blev han korsfæstet i Magtesløshed, men han lever ved
      Guds Kraft; også vi ere svage i ham, men vi skulle leve med ham
      ved Guds Kraft over for eder.
  5.  Ransager eder selv, om I ere i Troen; prøver eder selv! Eller
      erkende I ikke om eder selv, at Jesus Kristus er i eder? ellers
      ere I udygtige.
  6.  Men jeg håber, at I skulle kende, at vi ere ikke udygtige.
  7.  Men vi bede til Gud om, at I intet ondt må gøre; ikke for at vi
      må vise os dygtige, men for at I må gøre det gode, vi derimod
      stå som udygtige.
  8.  Thi vi formå ikke noget imod Sandheden, men for Sandheden.
  9.  Thi vi glæde os, når vi ere magtesløse, og I ere stærke; dette
      ønske vi også, at I må blive fuldkommengjorte.
 10.  Derfor skriver jeg dette fraværende, for at jeg ikke nærværende
      skal bruge Strenghed, efter den Magt, som Herren har givet mig
      til Opbyggelse, og ikke til Nedbrydelse.

 11.  I øvrigt, Brødre! glæder eder, bliver fuldkommengjorte, lader
      eder formane, værer enige, værer fredsommelige; og Kærlighedens
      og Fredens Gud skal være med eder.
 12.  Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle de hellige hilse eder.
 13.  Den Herres Jesu Kristi Nåde og Guds Kærlighed og den Helligånds
      Samfund være med eder alle!