Galaterne


 1
  1.  Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget
      Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham
      fra de døde,
  2.  og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien:
  3.  Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus
      Kristus,
  4.  som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af
      den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie,
  5.  ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen.

  6.  Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham,
      som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes
      Evangelium;
  7.  hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre
      eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium.
  8.  Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder
      Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være
      en Forbandelse!
  9.  Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen
      forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det,
      han være en Forbandelse!
 10.  Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg
      at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da
      var jeg ikke en Kristi Tjener.

 11.  Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt
      af mig, er ikke Menneskeværk;
 12.  thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist
      derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus.
 13.  I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al
      Måde forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den.
 14.  Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit
      Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene
      Overleveringer.
 15.  Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget
      mig og havde kaldet mig ved sin Nåde,
 16.  at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet
      om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke Kød og
      Blod til Råds,
 17.  drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare
      Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage
      til Damaskus.
 18.  Senere, tre År efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive
      kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage.
 19.  Men nogen anden af Apostlene så jeg ikke, men kun Jakob, Herrens
      Broder.
 20.  Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds Åsyn vidner jeg, at
      jeg ikke lyver.
 21.  Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne.
 22.  Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus;
 23.  de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu
      Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde;
 24.  og de priste Gud for mig.



 2
  1.  Senere, efter fjorten Års Forløb, drog jeg atter op til
      Jerusalem med Brnabas og tog også Titus med.
  2.  Men jeg drog op ifølge en Åbenbaring og forelagde dem, men
      særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt
      Hedningerne, - om jeg vel løber eller har løbet forgæves.
  3.  Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev
      tvungen til at omskæres,
  4.  nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde
      listet sig ind for at lure på vor Frihed, som vi have i Kristus
      Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle.
  5.  For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at
      Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder.
  6.  Men fra deres Side, som ansås for at være noget, (hvordan de
      fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke på et Menneskes
      Person;) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje.
  7.  Men tværtimod, da de så, at jeg har fået Evangeliet til de
      uomskårne betroet, ligesom Peter til de omskårne,
  8.  (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de
      omskårne, gav også mig Kaft dertil for Hedningerne;)
  9.  og da de lærte den mig givne Nåde at kende, gave Jakob og Kefas
      og Johannes, som ansås for at være Søjler, mig og Barnabas
      Samfundshånd for at vi skulde gå til Hedningerne og de til de
      omskårne;
 10.  kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg også just har
      bestræbt mig for at gøre.

 11.  Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans
      åbne Øjne, thi domfældt var han.
 12.  Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med
      Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig
      fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen.
 13.  Og med ham hyklede også de øvrige Jøder, så at endog Barnabas
      blev dragen med af deres Hykleri.
 14.  Men da jeg så, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets
      Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Påhør: Når du, som er en
      Jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk Vis, hvor kan du da
      tvinge Hedningerne til at opføre sig som Jøder?
 15.  Vi ere af Natur Jøder og ikke Syndere af hedensk Byrd;
 16.  men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af
      Lovens Gerninger, men kun ved Tro på Jesus Kristus, så have også
      vi troet på Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte
      al Tro på Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens
      Geringer skal intet Kød blive retfærdiggjort.
 17.  Men når vi, idet vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus,
      også selv fandtes at være Syndere, så er jo Kristus en Tjener
      for Synd? Det være langtfra!
 18.  når jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbrød, da viser jeg
      mig selv som Overtræder.
 19.  Thi jeg er ved Loven død fra Loven, for at jeg skal leve for
      Gud.
 20.  Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der
      lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever, i Kødet,
      det lever jeg i Troen, på Guds Søn, som elskede mig og gav sig
      selv hen for mig.
 21.  Jeg ophæver ikke Guds Nåde; thi er der Retfærdighed ved Loven,
      da er jo Kristus død forgæves.



 3
  1.  O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem
      Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?
  2.  Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I
      modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre?
  3.  Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i
      Kød?
  4.  Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er
      forgæves!
  5.  Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger
      iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I
      høre i Tro?
  6.  ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til
      Retfærdighed".
  7.  Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn.
  8.  Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør
      Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig
      skulle alle Folkeslagene velsignes",
  9.  så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende
      Abraham.

 10.  Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under
      Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke
      bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør
      dem."
 11.  Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart,
      thi "deri retfærdige skal leve af Tro."
 12.  Men Loven beror ikke på Tro; men: "Den, som gør disse Ting, skal
      leve ved dem."
 13.  Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en
      Forbandelse for os (thi der er skrevet: "Forbandet er hver den,
      som hænger på et Træ"),
 14.  for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i
      Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen.

 15.  Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes
      stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil.
 16.  Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges
      ikke: "og Sædene", som om mange, men som om eet: "og din Sæd",
      hvilken er Kristus.
 17.  Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud,
      kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke
      gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet.
 18.  Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men
      til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.

 19.  Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes
      Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget
      ved Engle, ved en Mellemmands Hånd.
 20.  Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een.
 21.  Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis
      der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var
      Retfærdigheden virkelig af Lov.
 22.  Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen
      skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro.
 23.  Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens
      Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares,
 24.  så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi
      skulde blive retfærdiggjorte af Tro.
 25.  Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under
      Tugtemester.
 26.  Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus.
 27.  Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder
      Kristus.
 28.  Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her
      er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus.
 29.  Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger
      ifølge Forjættelse.



 4
  1.  Men jeg siger: Så længe Arvingen er umyndig, er der ingen
      Forskel imellem ham og en Træl, skønt han er Herre over alt
      Godset;
  2.  men han står under Formyndere og Husholdere indtil den af
      Faderen bestemte Tid.
  3.  Således stode også vi, dengang vi vare umyndige, som Trælle
      under Verdens Børnelærdom.
  4.  Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en
      Kvinde, født under Loven,
  5.  for at han skulde løskøbe dem, som vare under Loven, for at vi
      skulde få Sønneudkårelsen.
  6.  Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns
      Ånd, som råber: Abba, Fader!
  7.  Altså er du ikke længer Træl, men Søn; men er du Søn, da er du
      også Arving ved Gud.

  8.  Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder,
      som af Natur ikke ere det.
  9.  Men nu, da I have lært Gud at kende, ja, meget mere ere blevne
      kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage
      og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under?
 10.  I tage Vare på Dage og Måneder og Tider og År.
 11.  Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves på eder.

 12.  Vorder ligesom jeg, thi også jeg er bleven som I, Brødre! jeg
      beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret.
 13.  Men I vide, at det var på Grund af en Kødets Svaghed, at jeg
      første Gang forkyndte Evangeliet for eder;
 14.  og det, som i mit Kød var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke
      og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som
      Kristus Jesus.
 15.  Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det
      Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet eders
      Øjne og givet mig dem.
 16.  Så er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder?
 17.  De ere nidkære for eder, dog ikke for det gode; men de ville
      udelukke eder, for at I skulle være nidkære for dem.
 18.  Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver Tid, og
      ikke alene, når jeg er nærværende hos eder.
 19.  Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har
      vundet Skikkelse i eder!
 20.  - ja, jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde
      omskifte min Røst; thi jeg er rådvild over for eder.

 21.  Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
 22.  Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med
      Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde.
 23.  Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes
      ved Forjættelsen.
 24.  Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende
      Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er
      Hagar.
 25.  Thi "Hagar" er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det
      nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn.
 26.  Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder.
 27.  Thi der er skrevet: "Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke
      føder!  bryd ud og råb, du, som ikke har Fødselsveer! thi mange
      ere den enliges Børn fremfor hendes, som har Manden."
 28.  Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn i Lighed med Isak.
 29.  Men ligesom dengang han, som var avlet efter Kødet, forfulgte
      ham, som var avlet efter Ånden, således også nu.
 30.  Men hvad siger Skriften?"Uddriv Tjenestekvinden og hendes Søn;
      thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie
      Kvindes Søn."
 31.  Derfor, Brødre! ere vi ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie
      Kvindes.



 5
  1.  Til Friheden har Kristus frigjort os. Så står nu fast, og lader
      eder ikke atter holde under Trældoms Åg!
  2.  Se, jeg, Paulus, siger eder, at dersom I lade eder omskære, vil
      Kristus intet gavne eder.
  3.  Men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omskære,
      at han er skyldig at opfylde hele Loven.
  4.  I ere tabte for Kristus, I, som retfærdiggøres ved Loven; I ere
      faldne ud af Nåden.
  5.  Vi vente jo ved Ånden af Tro Retfærdigheds Håb.
  6.  Thi i Kristus Jesus gælder hverken Omskærelse eller Forhud
      noget, men Tro, som er virksom ved Kærlighed.

  7.  I vare godt på Vej; hvem har hindret eder i at adlyde Sandhed?
  8.  Den Overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte eder.
  9.  En liden Surdejg syrer hele Dejgen.
 10.  Jeg har den Tillid til eder i Herren, at I ikke ville mene noget
      andet; men den, som forvirrer eder, skal bære sin Dom, hvem han
      end er.
 11.  Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskærelse, hvor for
      forfølges jeg da endnu? Så er jo Korsets Forargelse gjort til
      intet.
 12.  Gid de endog måtte lemlæste sig selv, de, som forstyrre eder!

 13.  I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge
      Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden
      hverandres Tjenere!
 14.  Thi hele Loven er opfyldt i eet Ord, i det: "Du skal elske din
      Næste som dig selv."
 15.  Men når I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres
      af hverandre!

 16.  Men jeg siger: Vandrer efter Ånden, så fuldbyrde I ingenlunde
      Kødets Begæring.
 17.  Thi Kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod Kødet; disse stå
      nemlig hinanden imod,for at I ikke skulle gøre, hvad I have Lyst
      til.
 18.  Men når I drives af Ånden, ere I ikke under Loven.
 19.  Men Kødets Gerninger ere åbenbare, såsom: Utugt, Urenhed,
      Uterlighed,
 20.  Afgudsdyrkelse,Trolddom,Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed,
      Rænker, Tvedragt, Partier,
 21.  Avind, Drukkenskab, Svir og deslige; hvorom jeg forud siger
      eder, ligesom jeg også før har sagt, at de, som øve sådanne
      Ting, skulle ikke arve Guds Rige.
 22.  Men Åndens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed,
      Mildhed, Godhed, Trofasthed,
 23.  Sagtmodighed, Afholdenhed Imod sådanne er Loven ikke,
 24.  men de, som høre Kristus Jesus til, have korsfæstet Kødet med
      dets Lidenskaber og Begæringer.
 25.  Når vi leve ved Ånden, da lader os også vandre efter Ånden!
 26.  Lader os ikke have Lyst til tom Ære, så at vi udæske hverandre
      og bære Avind imod hverandre.



 6
  1.  Brødre! om også et Menneske bliver overrasket af nogen
      Forsyndelse, da hjælper en sådan til Rette, I åndelige! med
      Sagtmodigheds Ånd, og se til dig selv, at ikke også du bliver
      fristet!
  2.  Bærer hverandres Byrder og opfylder således Kristi Lov!
  3.  Thi når nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da
      bedrager han sig selv.
  4.  Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i
      Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten;
  5.  thi hver skal bære sin egen Byrde.

  6.  Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som
      underviser ham.
  7.  Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske
      sår, det skal han også høste.
  8.  Thi den, som sår i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men
      den, som sår i Ånden, skal høste evigt Liv af Ånden.
  9.  Men når vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i
      sin Tid skulle vi høste, såfremt vi ikke give tabt.
 10.  Så lader os altså, efter som vi have Lejlighed, gøre det gode
      imod alle, men mest imod Troens egne!

 11.  Ser nu, med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min
      egen Hånd!
 12.  Alle de, som ville tage sig godt ud i Kødet, de tvinge eder til
      at lade eder omskære, alene for at de ikke skulle forfølges for
      Kristi Kors's Skyld.
 13.  Thi ikke engang de, som lade sig omskære, holde selv Loven; men
      de ville, at I skulle lade eder omskære, for at de kunne rose
      sig af eders Kød.
 14.  Men det være langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu
      Kristi Kors,ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for
      Verden.
 15.  Thi hverken Omskærelse eller Forhud er noget, men en ny
      Skabning.
 16.  Og så mange, som vandre efter denne Rettesnor, over dem være
      Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel!

 17.  Herefter volde ingen mig Besvær; thi jeg bærer Jesu Mærketegn på
      mit Legeme:
 18.  Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd, Brødre! Amen.