Hebræerne


 1
  1.  Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder,
      til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse
      Dage talt til os ved sin Søn,
  2.  hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har
      skabt Verden;
  3.  han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens
      udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter
      at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens
      højre Hånd i det høje,
  4.  idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har
      arvet et herligere Navn fremfor dem.

  5.  Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min
      Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham
      en Fader, og han skal være mig en Søn"?
  6.  Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det:
      "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham".
  7.  Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine
      Tjenere til Ildslue";
  8.  men om Sønnen,: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens
      Kongestav er dit Riges Kongestav.
  9.  Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din
      Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre".
 10.  Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene
      ere dine Hænders Gerninger.
 11.  De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som
      et Klædebon,
 12.  ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle
      omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende".
 13.  Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved
      min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel
      for dine Fødder"?
 14.  Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for
      deres Skyld, der skulle arve Frelse?



 2
  1.  Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke
      skulle rives bort.
  2.  Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver
      Overtrædelse og Ulydighed f1k velforskyldt Løn,
  3.  hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor
      en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved
      Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
  4.  idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde
      kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin
      Villie.

  5.  Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om
      hvilken vi tale.
  6.  Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du
      kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham?
  7.  Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og
      Ære kronede du ham;
  8.  alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig
      underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham
      underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte
      ham;
  9.  men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle,
      Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og
      Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.

 10.  Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved
      hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da
      at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser.
 11.  Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af
      een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
 12.  når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt
      i en Menighed vil jeg lovsynge dig."
 13.  Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig på ham." Og fremdeles: "Se,
      her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig."
 14.  Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev også han i
      lige Måde delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den
      magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen,
 15.  og befri alle dem, som på Grund af Dødsfrygt vare under Trældom
      al deres Livs Tid.
 16.  Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd
      tager han sig af.
 17.  Derfor måtte han blive sine Brødre lig i alle. Ting, for at han
      kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud
      til at sone Folkets Synder.
 18.  Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet,
      komme dem til Hjælp, som fristes.



 3
  1.  Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser
      hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
  2.  der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var
      det i hele hans Hus.
  3.  Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme
      Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset
      selv.
  4.  Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet
      alt, er Gud.
  5.  Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til
      Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
  6.  men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi,
      såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil
      Enden.

  7.  Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst,
  8.  da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen,
      på Fristelsens Dag i Ørkenen,
  9.  hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de
      så dog mine Gerninger i fyrretyve År.
 10.  Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild
      i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
 11.  så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min
      Hvile" -
 12.  så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal
      findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende
      Gud.
 13.  Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag",
      for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
 14.  Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor
      første Fortrøstning urokket indtil Enden.
 15.  Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke
      eders Hjerter som i Forbitrelsen":
 16.  hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon
      ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
 17.  Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som
      syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
 18.  Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans
      Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
 19.  Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.



 4
  1.  Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at
      indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene,
      at han er kommen for silde.
  2.  Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men
      Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet
      med Troen hos dem, som hørte det.
  3.  Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter
      hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle
      ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare
      fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse.
  4.  Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud
      hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger."
  5.  Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til
      min Hvile."
  6.  Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den,
      og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind
      for deres Genstridigheds Skyld:
  7.  så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så
      lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans
      Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!"
  8.  Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale
      om en anden Dag siden efter.
  9.  Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
 10.  Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile
      fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.

 11.  Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at
      ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave
      Eksempel på.
 12.  Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget
      tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd,
      Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd.
 13.  Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere
      nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.

 14.  Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem
      Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved
      Bekendelsen!
 15.  Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed
      med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle
      Ting i Lighed med os, dog uden Synd.
 16.  Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for
      at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.



 5
  1.  Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for
      Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både
      Gaver og Slagtofre for Synder,
  2.  som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende,
      eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed
  3.  og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således
      også for sig selv
  4.  Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom
      jo også Aron.

  5.  Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive
      Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg
      har født dig i Dag,"
  6.  som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid,
      efter Melkisedeks Vis,"
  7.  han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner
      og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og
      blev bønhørt i sin Angst,
  8.  og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han
      led,
  9.  og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle
      dem, som lyde ham,
 10.  idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

 11.  Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare,
      efterdi I ere blevne sløve til at høre.
 12.  Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter
      til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I
      ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.
 13.  Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er
      spæd;
 14.  men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af
      deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og
      ondt.



 6
  1.  Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride
      frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med
      Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
  2.  med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og
      evig Dom.
  3.  Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
  4.  Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den
      himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
  5.  og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og
      som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til
      Omvendelse
  6.  da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
  7.  Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og
      frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også
      dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
  8.  men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og
      Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

  9.  Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det
      bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
 10.  Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders
      Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet
      I have tjent og tjene de hellige.
 11.  Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter
      den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
 12.  for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved
      Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
 13.  Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv,
      fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
 14.  "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt
      mangfoldiggøre dig."
 15.  Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
 16.  Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al
      Modsigelse til Stadfæstelse.
 17.  Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit
      Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
 18.  for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt,
      at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som
      ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran
      os,
 19.  hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og
      går ind inden for Forhænget,
 20.  hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter
      Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.



 7
  1.  Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som
      gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes
      Nederlag, og velsignede ham,
  2.  hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn
      udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems
      Konge, det er: Freds Konge,
  3.  uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages
      Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han
      forbliver Præst for bestandig.

  4.  Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav
      Tiende af Byttet.
  5.  Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet,
      have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af
      deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd;
  6.  men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af
      Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne.
  7.  Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den
      ypperligere.
  8.  Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er
      det en, om hvem der vidnes, at han lever.
  9.  Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem
      Abraham givet Tiende;
 10.  thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i
      Møde.

 11.  Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske
      Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven),
      hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst
      skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons
      Vis?
 12.  Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed
      også en Omskiftelse af Loven.
 13.  Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af
      hvilken ingen har taget Vare på Alteret.
 14.  thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for
      den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster.
 15.  Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med
      Melkisedek opstår en anden Slags Præst,
 16.  som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et
      uopløseligt Livs Kraft.
 17.  Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter
      Melkisedeks Vis."
 18.  Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var
      svagt og unyttigt
 19.  (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse
      af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud.
 20.  Og så vist som det ikke er sket uden Ed,
 21.  (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den,
      som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du
      er Præst til evig Tid"):
 22.  så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt.
 23.  Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved
      Døden hindredes i at vedblive;
 24.  men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til
      evig Tid,
 25.  hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud
      ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.

 26.  Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os,
      en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet
      over Himlene;
 27.  en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at
      frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets;
      thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv.
 28.  Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have
      Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter
      en Søn, som er fuldkommet til evig Tid:



 8
  1.  Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en
      sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af
      Majestætens Trone i Himlene
  2.  som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket
      Herren har oprejst, og ikke et Menneske.
  3.  Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og
      Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at også denne må have noget
      at frembære.
  4.  Dersom han nu var på Jorden, da var han ikke engang Præst,
      efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven;
  5.  hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske,
      således som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde
      indrette Tabernaklet: "Se til, sagde han, at du gør alting efter
      det Forbillede, der blev vist dig på Bjerget."

  6.  Men nu har han fået en så meget ypperligere Tjeneste, som han
      også er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet på bedre
      Forjættelser.
  7.  Thi dersom hin første var udadlelig, da vilde der ikke blive
      søgt Sted for en anden.
  8.  Thi dadlende siger han til dem: "Se, der kommer Dage, siger
      Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med
      Judas Hus;
  9.  ikke som den Pagt, jeg gjorde med deres Fædre på den Dag, da jeg
      tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de
      bleve ikke i min Pagt, og jeg brød mig ikke om dem, siger
      Herren.
 10.  Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter
      de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og
      jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud,
      og de skulle være mit Folk.
 11.  Og de skulle ikke lære hver sin Medborger og hver sin Broder og
      sige: Kend Herren; thi de skulle alle kende mig, fra den mindste
      indtil den største iblandt dem.
 12.  Thi jeg vil være nådig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere
      ihukomme deres Synder."
 13.  Når han siger: "en ny", har han erklæret den første for gammel;
      men det, som bliver gammelt og ældes, er nu ved at forsvinde.



 9
  1.  Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og
      en jordisk Helligdom.
  2.  Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen
      var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige.
  3.  Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det
      Allerhelligste,
  4.  som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt
      beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen,
      og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler,
  5.  men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede
      Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis.
  6.  Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed
      ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten;
  7.  men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året,
      ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets
      Forseelser,
  8.  hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen
      endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu
      står,
  9.  hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og
      stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i
      Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter
      sin Gudsdyrkelse,
 10.  men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige
      Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette
      Ordnings Tid.

 11.  Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik
      han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort
      med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,
 12.  og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit
      eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig
      Forløsning.
 13.  Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at
      stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed:
 14.  hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd
      frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra
      døde Gerninger til at tjene den levende Gud?

 15.  Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede,
      da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne
      under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse.
 16.  Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død,
      som har oprettet Pagten, skal godtgøres.
 17.  Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde
      træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever.
 18.  Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod
 19.  Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele
      Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld
      og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han
      sagde:
 20.  "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder."
 21.  Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han
      ligeledes med Blodet.
 22.  Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods
      Udgydelse sker der ikke Forladelse.

 23.  Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske
      Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre
      Ofre end disse.
 24.  Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med
      Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve
      Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os;
 25.  ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom
      Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed
      Blod;
 26.  ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens
      Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes
      Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer.
 27.  Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og
      derefter Dom,
 28.  således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret
      for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for
      dem, som foruente ham til Frelse.



 10
  1.  Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke
      Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige
      Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem
      dermed.
  2.  Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de
      ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een
      Gang vare rensede?
  3.  Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder.
  4.  Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage
      Synder.

  5.  Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og
      Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;
  6.  Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.
  7.  Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om
      mig) for at gøre, Gud! din Villie."
  8.  Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og
      Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse
      frembæres dog efter Loven),
  9.  så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din
      Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet.
 10.  Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi
      Legeme een Gang for alle.
 11.  Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de
      samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.
 12.  Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig
      for bestandig ved Guds højre Hånd,
 13.  idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som
      en Skammel for hans Fødder.
 14.  Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem,
      som helliges.
 15.  Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have
      sagt:
 16.  "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,"
      siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg
      vil indskrive dem i deres Sind,
 17.  og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere
      ihukomme."
 18.  Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for
      Synd.

 19.  Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i
      Helligdommen ved Jesu Blod,
 20.  som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget,
      det er hans Kød,
 21.  og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:
 22.  så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde
      Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond
      Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;
 23.  lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er
      han, som gav Forjættelsen;
 24.  og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til
      Kærlighed og gode Gerninger
 25.  og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik,
      men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen
      nærmer sig.

 26.  Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens
      Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,
 27.  men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed,
      som skal fortære de genstridige.
 28.  Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to
      eller tre Vidners Udsagn;
 29.  hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som
      træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han
      blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd?
 30.  Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil
      betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit
      Folk."
 31.  Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

 32.  Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare
      blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,
 33.  idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil,
      dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår.
 34.  Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med
      Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en
      bedre og blivende Ejendom.
 35.  Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor
      Belønning;
 36.  thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds
      Villie, kunne opnå Forjættelsen.
 37.  Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der
      skal komme, og han vil ikke tøve.
 38.  Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager
      sig, har min Sjæl ikke Behag i ham."
 39.  Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af
      dem, som tro, til Sjælens Frelse,



 11
  1.  Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning
      om Ting, som ikke ses.
  2.  Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd.
  3.  Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det
      ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til.
  4.  Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik
      han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit
      Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død.
  5.  Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og
      han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før
      Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget
      Gud.
  6.  Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer
      frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres
      Belønner, som søge ham.
  7.  Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke
      sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved
      den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden
      ifølge Tro.
  8.  Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et
      Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke
      vidste, hvor han kom hen.
  9.  Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed
      og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til
      samme Forjættelse;
 10.  thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis
      Bygmester og Grundlægger er Gud.
 11.  Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over
      sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde
      forjættet det.
 12.  Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens
      Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som
      ikke kan tælles.
 13.  I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de
      så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare
      fremmede og Udlændinge på Jorden.
 14.  De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et
      Fædreland.
 15.  Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker,
      havde de vel haft Tid til at vende tilbage;
 16.  men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor
      skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han
      har betedt dem en, Stad.
 17.  Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den.
      enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne,
 18.  til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; "
 19.  thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de
      døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage.
 20.  Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående
      kommende Ting.
 21.  Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad,
      lænende sig over sin Stav.
 22.  Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og
      gav Befaling om sine Ben.
 23.  Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af
      sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de
      frygtede ikke for Kongens Befaling.
 24.  Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af
      Faraos Datter
 25.  og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en
      kortvarig Nydelse af Synd,
 26.  idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end
      Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen.
 27.  Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi
      som om han så den usynlige, holdt han ud.
 28.  Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for
      at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.
 29.  Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens
      Ægypterne druknede under Forsøget derpå.
 30.  Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage.
 31.  Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi
      hun modtog Spejderne med Fred.
 32.  Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis
      jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og
      Samuel og Profeterne,
 33.  som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede
      Forjættelser, stoppede Løvers Mund,
 34.  slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter
      Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at
      vige.
 35.  Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte
      på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en
      bedre Opstandelse.
 36.  Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker
      og Fængsel;
 37.  de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik
      omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte,
      mishandlede
 38.  (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og
      i Huler og Jordens Kløfter.
 39.  Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede
      ikke Forjættelsen,
 40.  efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke
      skulde fuldkommes uden os.



 12
  1.  Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner
      omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder
      os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
  2.  idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for
      den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han
      ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af
      Guds Trone.
  3.  Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig
      af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i
      eders Sjæle,

  4.  Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod
      Synden,
  5.  og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til
      Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller
      ikke forsagt, når du revses af ham;
  6.  thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig
      hver Søn, som han tager sig af."
  7.  Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med
      Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
  8.  Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere
      I jo uægte og ikke Sønner.
  9.  Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi
      følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under
      Åndernes Fader og leve?
 10.  thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han
      gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed.
 11.  Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være
      til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld
      dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.

 12.  Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
 13.  og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal
      vrides af Led, men snarere helbredes.
 14.  Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden
      hvilken ingen skal se Herren;
 15.  og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen
      bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
 16.  at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for
      een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
 17.  Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve
      Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for
      Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.

 18.  I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til
      Mulm og Mørke og Uvejr,
 19.  og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de,
      der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem.
 20.  Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr
      rører ved Bjerget, skal det stenes".
 21.  Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og
      bæver."
 22.  Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad,
      til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i
      Højtidsskare
 23.  og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene,
      og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede
      retfærdiges Ånder
 24.  og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens
      Blod, som taler bedre end Abel.
 25.  Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de,
      som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden,
      ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os
      bort fra ham, der taler fra Himlene,
 26.  han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet
      og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men
      også Himmelen."
 27.  Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der
      rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting,
      der ikke rystes, skulle blive.
 28.  Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så
      lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans
      Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
 29.  Thi vor Gud er en fortærende Ild.



 13
  1.  Broderkærligheden blive ved!
  2.  Glemmer ikke Gæstfriheden; thi ved den have nogle, uden at vide
      det, haft Engle til Gæster.
  3.  Kommer de fangne i Hu, som vare I selv medfangne; dem, der lide
      ilde, som de, der også selv ere i et Legeme.
  4.  Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi
      utugtige og Horkarle skal Gud dømme.
  5.  Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have;
      thi han har selv sagt: "Jeg vil ingenlunde slippe dig og
      ingenlunde forlade dig,"
  6.  så at vi kunne sige med frit Mod: "Herren er min Hjælper, jeg
      vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?"

  7.  Kommer eders Vejledere i Hu, som have forkyndt eder Guds Ord, og
      idet I betragte deres Vandrings Udgang, så efterligner deres
      Tro!
  8.  Jesus Kristus er i Går og i Dag den samme, ja, til evig Tid.
  9.  Lader eder ikke lede vild af mange Hånde og fremmede Lærdomme;
      thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Nåden, ikke ved Spiser;
      thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft.
 10.  Vi have et Alter, hvorfra de, som tjene ved Tabernaklet, ikke
      have Ret til at spise.
 11.  Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen
      af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren.
 12.  Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige
      Folket ved sit eget Blod.
 13.  Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans
      Forsmædelse;
 14.  thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende.
 15.  Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det
      er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn.
 16.  Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre
      har Gud Velbehag.

 17.  Lyder eders Vejledere og retter eder efter dem; thi de våge
      over, eders Sjæle som de, der skulle gøre Regnskab - for at de
      må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er eder ikke
      gavnligt.
 18.  Beder for os; thi vi ere forvissede om, at vi have en god
      Samvittighed, idet vi ønske at vandre rettelig i alle Ting.
 19.  Og jeg formaner eder des mere til at gøre dette, for at jeg
      desto snarere kan gives eder igen.

 20.  Men Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre
      Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod,
 21.  han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt, til at gøre hans
      Villie, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans
      Åsyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder:
      Amen.
 22.  Jeg beder eder, Brødre! at I finde eder i dette Formaningsord;
      thi jeg har jo skrevet til eder i Korthed.
 23.  Vid, at vor Broder Timotheus er løsladt; sammen med ham vil jeg
      se eder, dersom han snart kommer.
 24.  Hilser alle eders Vejledere og alle de hellige! De fra Italien
      hilse eder.
 25.  Nåden være med eder alle!






 1
  1.  Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv
      Stammer i Adspredelsen.

  2.  Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange
      Hånde Prøvelser,
  3.  vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;
  4.  men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne
      være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget.
  5.  Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud,
      som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham.
  6.  Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner
      en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.
  7.  Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Her
      ren,
  8.  en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.

  9.  Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
 10.  den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets
      Blomst.
 11.  Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets
      Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således
      skal også den rige visne på sine Veje.

 12.  Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået
      Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem,
      der elske ham.
 13.  Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan
      ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;
 14.  men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen
      Begæring;
 15.  derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når
      Synden er fuldvoksen, føder den Død.
 16.  Farer ikke vild, mine elskede Brødre!
 17.  Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra
      Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende
      Skygge.
 18.  Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde
      være en Førstegrøde af hans Skabninger.

 19.  I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar
      til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
 20.  thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
 21.  Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager
      med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår
      at frelse eders Sjæle.
 22.  Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I
      bedrage eder selv.
 23.  Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner
      en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;
 24.  thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor
      dan han var.
 25.  Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved
      dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en
      Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.

 26.  Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge
      i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves.
 27.  En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette,
      at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv
      uplettet af Verden.



 2
  1.  Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den
      herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse!
  2.  Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med
      Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en
      fattig ind i smudsig Klædning,
  3.  og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige:
      Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå
      du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel:
  4.  ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med
      slette Tanker?
  5.  Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden
      fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han
      har forjættet dem, der elske ham?
  6.  Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som
      underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for
      Domstolene?
  7.  Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet
      over eder?

  8.  Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften:
      "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret;
  9.  men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som
      Overtrædere.
 10.  Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er
      bleven skyldig i alle.
 11.  Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må
      ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel,
      da er du bleven en Lovens Overtræder.
 12.  Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter
      Frihedens Lov.
 13.  Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet
      Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.

 14.  Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men
      ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham?
 15.  Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige
      Føde,
 16.  og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og
      mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets
      Nødtørst, hvad gavner det?
 17.  Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig
      selv.
 18.  Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din
      Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig
      Troen.
 19.  Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro
      det og skælve.
 20.  Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er
      unyttig?
 21.  Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han
      ofrede sin Søn Isak på Alteret?
 22.  Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved
      Gerningerne blev Troen fuldkommet,
 23.  og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det
      blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven.
 24.  I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro
      alene.
 25.  Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af
      Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad
      en anden Vej?
 26.  Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død
      uden Gerninger.



 3
  1.  Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide,
      at vi skulle få en desto tungere Dom.
  2.  Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i
      Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde
      hele Legemet i Tomme.
  3.  Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle
      adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme.
  4.  Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke
      Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu
      står.
  5.  Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor
      lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand!
  6.  Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder
      Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter
      Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede.
  7.  Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs,
      tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur;
  8.  men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af
      dødbringende Gift.
  9.  Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi
      Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.
 10.  Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre!
      dette bør ikke være så.
 11.  Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?
 12.  Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ
      Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.

 13.  Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god
      Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!
 14.  Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser
      eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!
 15.  Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk,
      sjælelig, djævelsk;
 16.  thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond
      Handel.
 17.  Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig,
      mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk,
      uden Skrømt.
 18.  Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.



 4
  1.  Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder?
      mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?
  2.  I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I
      føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede;
  3.  I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders
      Lyster.
  4.  I, utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod
      Gud?  Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.
  5.  Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed
      længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han
      skænker desto større Nåde.
  6.  Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de
      ydmyge giver han Nåde."
  7.  Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så
      skal han fly fra eder;
  8.  holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder!
      Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede!
  9.  Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og
      Glæden til Bedrøvelse!
 10.  Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder.

 11.  Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin
      Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer
      Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens
      Dommer.
 12.  Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve;
      men hvem er du, som dømmer din Næste?

 13.  Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den
      eller den By og blive der et År og købslå og vinde,
 14.  I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er
      eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men
      derefter forsvinder;
 15.  i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da
      ville vi gøre dette eller hint.
 16.  Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond.
 17.  Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er
      det Synd.



 5
  1.  Og nu, I rige! græder og jamrer over de Ulykker, som komme over
      eder.
  2.  Eders Rigdom er rådnet, og eders Klæder er mølædte;
  3.  eders Guld og Sølv er rustet op, og deres Rust skal være til
      Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I have samlet
      Skatte i de sidste Dage.
  4.  Se, den Løn skriger, som I have forholdt Arbejderne, der høstede
      eders Marker, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre
      Zebaoths Øren.
  5.  I levede i Vellevned på Jorden og efter eders Lyster; I gjorde
      eders Hjerter til gode som på en Slagtedag.
  6.  I domfældte, I dræbte den retfærdige; han står eder ikke imod.

  7.  Derfor, værer tålmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. Se,
      Bonden venter på Jordens dyrebare Frugt og bier tålmodigt efter
      den, indtil den får tidlig Regn og sildig Regn.
  8.  Værer også I tålmodige, styrker eders Hjerter; thi Herrens
      Tilkommelse er nær.
  9.  Sukker ikke imod hverandre, Brødre! for at I ikke skulle dømmes;
      se, Dommeren står for Døren.
 10.  Brødre! tager Profeterne, som have talt i Herrens Navn, til
      Forbillede på at lide ondt og være tålmodige.
 11.  Se, vi prise dem salige, som have holdt ud. I have hørt om Jobs
      Udholdenhed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er såre
      medlidende og barmhjertig.

 12.  Men for alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen
      eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og
      Nej være Nej, for at I ikke skulle falde under Dom.

 13.  Lider nogen iblandt eder ondt, han bede; er nogen vel til Mode,
      han synge Lovsang!
 14.  Er nogen iblandt eder syg, han kalde Menighedens Ældste til sig,
      og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn.
 15.  Og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham,
      og har han gjort Synder, skulle de forlades ham.
 16.  Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre,
      for at I må blive helbredte; en retfærdigs Bøn formår meget, når
      den er alvorlig.
 17.  Elias var et Menneske, lige Vilkår undergivet med os, og han bad
      en Bøn, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke på Jorden i
      tre År og seks Måneder.
 18.  Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.

 19.  Mine Brødre! dersom nogen iblandt eder farer vild fra Sandheden,
      og nogen omvender ham,
 20.  han vide, at den, som omvender en Synder fra hans Vejs
      Vildfarelse, han Frelser en Sjæl fra Døden og skjuler en
      Mangfoldighed af Synder.